Let's stay a while, shall we? (Semyon)

Semyon tog stille og roligt hænderne foran sig selv - slanke, fine, lige så blege som resten af ham - og holdt derpå den ene i den anden, stod lidt mere afslappet på denne måde, men stadig med tæerne der fra tid til anden 'greb fat' i gulvet under ham, den eneste ting der lige pt overbeviste ham om at han stadig var på det fysiske plan og ikke var ved at slippe tilbage til det åndelige... Han kunne som regel mærke den følelse blive svagere når han havde brug for mere energi, så derforvar det blot blevet en fast vane for ham at konstant være opmærksom på præcis dén fornemmelse.

Hans hoved tiltede dog lettil den ene side som August sådan åndede ud - hmm. Havde han holdt lidt på vejret? Hvorfor? Var det en eller anden af de der mange følelser menneskene havde, der havde komplet overrumplet ham for en stund? Og i så fald hvilken? Ja, det var i alt fald ikke kun August der ville få noget ud af i morgen aften. Semyon havde allerede besluttet sig for sine mod spørgsmål - han skulle prøve at komme til bunds i at forstå så mange af de menneskelige følelser som han kunne... Så mange af de følelser han overhovedet ikke kunne huske længere. Lære hvorfor det var de havde været så vigtige engang. Så altoverskyggende. Frem for at lade logikken råde, som han så ofte gjorde nu.

*I morgen aften bliver det så.* sagde han så da August fik svaret ham, og hans antydning af et smil prydede igen hans blege læber. *Den gamle kirkebygning. Den der ikke bliver brugt længere. Loftet. Dér vil du kunne finde mig.* Ja, det var de rhan havde fået indrettet sit lille atelier, hans lille flugt fra virkeligheden, hans sted hvor de få følelser han havde tilbage, samt alle de mange tanker der løb igennem hans hoved, kunne få frit udspil på de mange lærreder.

*Og du skal ikke bekymre dig om tidspunktet... Jeg sover skam ikke.* fik han så svar på sit sidste lille spørgsmål der, og hans ene mundvig trak nu en smule mere op end før - hvilket gav August blot det mindste, lille, skæve smil, der tydeligt viste at Semyon blot fandt det underholdende at han også undrede sig over dén del af at være et spøgelse.

Han var så spændt! Han var i tvivl om hvorvidt han overhoved kunne få hele næste dag til at gå. Men tiden gik sikkert hurtigere end han regnede med.
Det slog ham at Semyon var det tætteste han var kommet på et venskab, når man så bort fra Lori og Katrina. Om Katrina var en direkte ven eller mere en person, der havde rakt hånden ud og hjulpet ham, var måske lidt diffust...Og det samme kunne vel næsten siges om Lori. Det så ud til August konstant fandt sig i situationer hvorfra han skulle reddes eller have hjælp. Det var måske et menneskes lod - og en af grundene til at mennesker boede i flok. Øh...Grupper. Ikke flok.
August nikkede svagt for sig selv et øjeblik.
"Godt...Godt..." Han så ud over forsamlingen omkring dem. Han havde igen glemt de ikke var alene, men tværtimod stod midt i en fernisering. August vendte sig om mod Semyon igen med et lille smil og ville række hånden ud til en officiel afsked.
"Jeg vil videre. Måske kan du redde det sidste af din fremvisning. Jeg ser meget frem til at møde dig i morgen!" Forsikrede han. Efter at vente på Semyons eventuelle afsked, ville han vende sig om og gå.

Han tog en omvej rundt for at se på nogle flere malerier, men interessen faldt ikke over ham som tidligere. Det eneste der spøgte - et ordspil han var godt tilfreds med - i hans sind var tankerne om spøgelser og Semyon. Så der gik ikke lang tid før han opgav udstillingen og tog hjem.