Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Periode | Renæssancen

Årstal | 1162

Årstid | Sommer

Måned | August

Latest topics
Top posting users this month
Micah
 
Katrina
 
Marcus
 
Elizabeth
 
Gale
 
Dust
 
Sean
 
Emery
 
Jozaf
 
Daron
 

Statistics
Der er i alt 279 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Melisandre

Vores brugere har i alt skrevet 154867 indlæg in 8031 subjects

I wanna kill someone and I need a cheerleader ~ Emery

Go down

I wanna kill someone and I need a cheerleader ~ Emery

Indlæg by Chester on Man 16 jul - 20:09

S: Terrorville District, Doomsville, på hvilken som helst kro Emery nu har bosat sig
T: Sen aften, solen er gået ned nu
V: Det er en varm sommeraften
Påklædning: [You must be registered and logged in to see this link.]
Emne til: [You must be registered and logged in to see this link.] <3

Chester havde længe planlagt dette. Eller planlagt og planlagt, han havde længe vidst, at han ville gøre dette. Slå Zachary, dæmonen, der næsten fik ham dræbt, ihjel. I starten ville han mest af alt så langt væk fra ham så muligt. Fandt Zachary ud af, at han havde fejlet i at dræbe vampyren, ville han stensikkert prøve igen, og Chester havde efter sin oplevelse opdaget, at han rent faktisk frygtede døden. Han havde altid set sig selv som en der var over døden, og nu havde han opdaget, at dette ikke var tilfældet. Det var egentlig ikke fordi han havde meget at miste, ingen som ville savne ham. Men måske var det dét der gjorde ham bange.
Det havde ramt ham hårdere, end han nogensinde ville indrømme, sin nærdødsoplevelse. Og nu ville han putte en ende til det. Hvilket betød, at han blev nødt til at slå Zachary ihjel. Var han ude af billedet, kunne Chester endelig slappe af. Ikke at der ikke var andre, der ønskede at slå ham ihjel, men Zachary var den eneste, som havde været så tæt på, at han havde brug for andres hjælp til at overleve.
Han vidste ikke hvor, hvornår og bestemt ikke hvordan. To af spørgsmålene - hvor og hvornår - fik han dog svaret på. Faktisk havde han fået svaret på det netop denne aften. Han havde stødt på en "ven" - En som havde deltaget i en af Chesters vagter og var stor fan af hans mordmetoder - som åbenbart var blevet inviteret til et bal holdt af Zachary, som var stinkende rig. Selvfølgelig var Chester ikke inviteret, Zachary troede, at han var død. Chester havde også fået overtalt sin "ven" til ikke at sige noget om at have stødt på ham. Det ville ødelægge overraskelsen.

Så Chester skulle til bal. Men først havde han brug for ekstra støtte. Han skulle op i mod den eneste person, der var så tæt på at dræbe ham, så han blev nødt til at udnytte sit... ekstra lag uddødelighed.
Derfor havde han fundet vej hen til Emery, hans skytsengel. Det var ikke svært, han vidste godt, at hun var på en kro i byen. Det blev hun nødt til, når Chester hele tiden kom i ballade. Han ville dog ønske at hun blandede sig udenom - han kunne sagtens tæske dem, der kom i mod ham, og hun gjorde ikke andet end at ødelægge hans aften med at være striks og utrolig rapkæftet. Flere gange havde han overvejet om han ikke bare skulle knække nakken på hende. Så meget var udødelighed ikke værd. Og så duftede hun fandens godt.
Men nu havde han brug for hende. Han skulle ikke dø til Zachary, fandme nej, det ville være den mest pinlige død nogensinde. Så han skulle sikre sig at hans englepige var i nærheden til at heale ham det sekund han havde brug for det.
Derfor, allerede iført sit jakkesæt og med et stort stykke stof over skulderen, bankede han med en let melodi på hendes dør. Det sekund hun åbnede døren til hendes kroværelse farede han ind. Med vampyrfart, så hun ikke en gang ville nå at se ham, før han stod lænet op af væggen til hendes badeværelse med armene over kors
"'Evening," hilste han med sit skæve smil, før han gav hende et tydeligt elevatorblik.
"And hello" sagde han, uden at se op i mod hendes ansigt igen. Hans smil voksede en anelse, før han til sidst tog sig sammen. På mirakuløs vis var der vigtigere ting end Emerys krop lige nu.
"I'm going to do something incredibly stupid," forklarede han derfor, henkastet som om han ikke frygtede hvad der skulle ske - selvom han gjorde, "Most likely involving a lot of danger. And I need my cheerleader with me."
Han havde selvfølgelig ikke tænkt sig at forklare den egentlig grund til, hvorfor han ville have Emery med sig. Han var rædselsagen. Zachary havde blevet mareridtmateriale for ham og hans nærdødsoplevelse plagede ham mere end han troede at noget havde evnen til. At have Emery med sig var ikke blot godt grundet hendes engleblod, men fordi han havde brug for at have en person ved sin side, og Emery var den eneste person, han kunne stole 100% på... ikke fordi hun kunne lide ham, men fordi hun var tvunget til at beskytte ham.
"Unfortunately you can't be naked at this event," sagde han og så en sidste gang op og ned af hende før han stoppede med at læne sig op af væggen.
"Here," sagde han og greb fat om det sorte stof over hans skulder. Det var en balkjole. "Put this on."
Han kastede det til hende, som var det en bold og så forventende på hende som hun forhåbentlig greb den.

_________________
"You could say, I'm a bit dys-fun-ctional"
[You must be registered and logged in to see this image.]
avatar
Chester

Antal indlæg : 100
Reputation : 7
Bosted : En kæmpe villa i Doomsville Angerforge District med Celeste
Evner/magibøger : Bloodmanipulation

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: I wanna kill someone and I need a cheerleader ~ Emery

Indlæg by Emery on Lør 4 aug - 22:15

Emery havde tilbragt mere tid i Doomsville den sidste måned, end hun havde sammenlagt på de sidste 10 år. Og det var faktisk slet ikke fordi hun gad. Eller brød sig om det, hvis man absolut kunne snige sig mod til at spørger. Det skyldtes sådan kun én eneste ting. Chester. Fandens til karl skulle man lede længe efter, men Emery kunne næsten ikke have været mere (u)heldig med sit endelig valg af skytsperson. Chester virkede ikke engang som, at han lagde ret meget i tingene. Han var nærmest blot en magnet der lod til at hige efter tre ganske ukomplicerede ting i livet: Ludere, blod og problemer... Alt sammen noget, som Emery havde set sig nødsaget til at dukke op og rydde ud efter et par timer. Men selvom, man skulle tro, at lektien snart var blevet lært - så nej. Hun var begyndt at overveje, om han mon gjorde det med vilje. Han var altid utrolig belastende, når hun endelig dukkede op, og virkede aldrig tilfreds med hendes arbejde. Der havde hun også flere gange - måske knap så diplomatisk - forsøgt at forklare, at det kun krævede, at holdt sig i skindet hvad angik sengegymnastikken og kæften lukkede, så havde de ingen problemer. Men ak.

Den aften havde heldigvis været en af de stille af slagsen. Emery havde hverken bemærket nogen former for ubehagelig kløen i kroppen eller underlige mavefornemmelser, bortset fra det afskyelige kromåltid hun fik serveret, og derfor havde hun valgt at trække stikke og gå tilbage til værelset tidligt. Man vidste trods alt aldrig. Chester var et af nattens væsner, og det var set før, at hun var hevet op før fanden fik sko på bare for at udrede et heftigt skænderi der var endt i slagsmål. Hendes største problem den aften skulle dog vise sig at være varmen. Selvom hun egentlig havde klædt sig forholdsvis let det meste af dagen, så var det midlertidige kroværelse som hun lejede ikke lige i den… højeste ende af skalaen. Derfor ramte varmemuren hende som en hammer idet hun trådte indenfor, og hun brugte resten af aftenen på at lufte ud imens hun tog sig et køligt bad. Dvask af varmen smed hun sig til sidst i sengen efter blot at have trukket i et par trusser, og faldt derefter i en let, urolig søvn. Det var ikke før et par timer senere, at hun vågnede op ved en irriterende, vedvarende, melodisk banken på døren. Forvirret glippede hun et par gange med øjnene, og kastede så et blik imod det åbne vindue. Månen stod højt, hvilket tydeligt indikerede, at det stadigvæk var nat. Hun sukkede dybt, og satte sig langsomt i sengen, inden hun rakte frem og tændte stearinlyset på natbordet, så hun i det mindste kunne se bare lidt frem for sig i det mørke værelse. Søvndrukkent fik hun stablet sig på benene, og stavrede så over til døren, som hun åbnede ganske langsomt indtil hun lige kunne stikke næsen frem. Med øjne der endnu ikke havde vænnet sig til lyset i gangen, så var det umuligt for hende at se ret meget andet end en mørklædt skikkelse foran værelset.

”Wha-…”

Mere nåede hun egentlig ikke at spytte ud inden et underligt vindstød fløj forbi hende, og pludselig stod der ikke længere nogen ude i gangen. Forvirret blev hun blot stående et øjeblik, og da en stemme pludselig lød i rummet, fløj hun sammen med et halvkvalt udbrud og smækkede døren i næsten som om det ville spærre den ude. Forfærdet vendte hun sig rundt, tids nok til at se, hvordan Chester – som pludselig virkede meget tydelig der i månelyset – sendte hende et åbenlyst elevatorblik. Der gik få sekunder før, at hun pludselig blev pinligt opmærksom på, at hun stod mere eller mindre nøgen foran fyren, og i løbet af få lange skridt stod hun atter ved siden af sin seng, hvor hun rev det tynde tæppe op og viklede det om kroppen. Derefter fløj hun rundt, og rettede en anklagende finger imod Chester, hvis smil hun bestemt ikke brød sig om.

”Asshole! Don’t you freaking just come barging in here!”

Snerrede hun hidsigt, og rakte så en hånd om, som febrilsk forsøgte at rette det værste morgenhår. Det var først, da Chester begyndte at snakke igen, at hun langsomt mærkede, hvordan hendes bevægelser stivnede, og hvordan hendes hånd gled ned og hjalp den anden med at holde tæppet fast om kroppen.

”Cheerleader… Wha-… Wait hold on. Don’t you fucking dare walk out that door with some crazy suicide mission ahead, thinking that I’ll follow, ready to scrape your dead body of the floor and bring you back once more! That was a once in a lifetime thing” The only I’m still doing the dirty work is because you seem to be too far gone to get the point of NOT doing stupid shit.”

Vreden i hendes glødende blik overskyggede hurtigt den tidligere træthed, og det var lige før, at man fornemmede, hvordan stoffet omkring hendes hænder begyndte at svitse. Den eneste grund til, at hun hverken futtede værelset af eller smed Chester ud på røv og albuer var det faktum, at han igen syntes at fange hende på sengekanten. Ud af det blå trak han noget fra sin skulder, som han pludselig kastede imod hende. Komplet overrasket rakte hun hænderne frem i ren refleks, hvilket gjorde, at hun greb kjolen, men mistede tæppet. Panisk trak hun kjolen hen foran sig, hvilket dækkede det mest nødvendige, men det gav hende også en mulighed for at undersøge, hvad det var, at hun stod med. En kjole. Pludselig gav hans ord meget mindre mening end de i forvejen plejede.

”Event? What event?... “

Tilføjede hun mistroisk, inden hendes hænder knugede sig stramt om kjolen, som hun tøvende holdt ud foran sig med væmmelse malet i blikket.

“Put it on? Really? This isn’t even… is this a dress?! I don’t DO dresses, and especially not ones were half of it seems to be missing! You’ve got to be kidding… and if you’re not, I highly suggest you speak up, before I make you wear this on your way out!”

Emery var tydeligvis ikke solgt til idéen om at skulle nogen steder med Chester, og havde det ikke været fordi at kjolen var det eneste mellem hende og hans blik, så havde han fået leveret den tilbage igen knap så sløvt som den var blevet leveret.

_________________
she is both
hellfire and holy water,
and the flavor you taste
depends on how you
treat her.
avatar
Emery

Antal indlæg : 141
Reputation : 0
Bosted : Firewood Village - En lille enkeltmands hytte
Evner/magibøger : Starpower (tænk Starfire)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Tilbage til toppen

- Similar topics

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum