Log ind

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Periode | Renæssancen

Årstal | 1164

Årstid | Vinter

Måned | Februar

Latest topics
» Vejret forbedrer sig! (TUN)
Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 EmptyYesterday at 19:15 by Genevira

» Vampyrens sovemønster (Afstemning)
Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 EmptyYesterday at 15:08 by Cimberlie

» It was not me! //Marcus//
Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 EmptyYesterday at 15:06 by Rafaela

» The dark secret of the night (Marcus)
Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 EmptyYesterday at 14:30 by Alanis

» (fortids-emne) know your place (Rafaela)
Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 EmptySøn 23 feb - 21:53 by Sakref Morladin

» Hello again //Dust//
Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 EmptySøn 23 feb - 21:52 by Dust

» Gamle venner, nye Fjender? (Genevira)
Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 EmptySøn 23 feb - 20:36 by Genevira

» Good to see you again
Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 EmptySøn 23 feb - 19:56 by Marcus

» Hjælp mig (Dr. Trott)
Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 EmptySøn 23 feb - 19:26 by Alanis

Top posting users this month
Rafaela
Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Voteba13Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Voteba14Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Voteba15 
Raco
Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Voteba13Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Voteba14Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Voteba15 
Dust
Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Voteba13Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Voteba14Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Voteba15 
Alanis
Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Voteba13Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Voteba14Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Voteba15 
Jake
Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Voteba13Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Voteba14Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Voteba15 
Sean
Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Voteba13Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Voteba14Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Voteba15 
Genevira
Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Voteba13Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Voteba14Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Voteba15 
Katrina
Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Voteba13Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Voteba14Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Voteba15 
Sakref Morladin
Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Voteba13Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Voteba14Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Voteba15 
Luce
Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Voteba13Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Voteba14Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Voteba15 

Statistics
Der er i alt 195 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Nyrix

Vores brugere har i alt skrevet 160362 indlæg in 8396 subjects

Well, it is a...Bridge. (Fenrer)

Side 2 af 2 Previous  1, 2

Go down

Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Empty Re: Well, it is a...Bridge. (Fenrer)

Indlæg by Fenrer on Søn 27 jan - 22:25

Fenrer fnøs et lille grin da Sean påpegede at han fandt sin nysgerrighed vækket, ved benævnelsen af det store væsen der kredsede dem på afstand. Det var sjovt hvordan Sean havde ændret adfærd fra anspændt, til opstemt. Fenrer havde det dog på samme måde hvis han skulle være helt ærligt. Han følte at hans sanser var skærpede under et rus af adrenalin. Nu kunne han høre væseneners kløer der borede sig ned i den våde jord, og skrabede mod sten, små som store, men mest af alt kunne han lugte deres stank. Fenrer skulle til at svare Sean, med en skæmtsom kommentar angående denne stank, da han mærkede og hørte Sean drøne afsted. Fenrer gjorde ingen mine til at rykke sig en millimeter.
I mørket og den trykkende ensomhed, omringet af væsener han ikke anede hvad var, fandt han en ro. En ro der gav ham klarhed.
Der var en del af væsenerne der omringede ham, men helt hvor mange kunne Fenrer ikke sige. Der var ikke nogen af dem der havde omringet dem, der fulgte Sean, men det virkede til at han istedet blev fulgt af flere, der nærmest gled ud af mørket. Fenrer gjorde et forsøg på at orientere sig på hvor mange han havde omkring sig, for sent. Han opfangede den førstes tilløb til ham, i en virkeligheds opfattelse, der fik det til at virke som om verden nærmest stod stille.

Fenrer tog en dyb indånding, der fyldte hans lunger med den kolde fugtige luft, og var klar til at danse.

Den første kom bagfra til hans højre. Da Fenrer sank i knæ, med bunden af spydskaftet plantet solidt på den kolde og hårde jord. Da han bedømte afstanden til dyret til at være indefor dens næste firspring, satte han i bevægelse. Fenrer satte af fra jorden, med bunden af spydskaftet stadigt fast på jorden, indtil han var betragteligt i vejret. Han krummede sig sammen og vendte spydset, så klingen nu vendte mod nakke af dyret. Han havde dog fejlbedømt dyrets fart en anelse, og på trods af at han sendte spydet direkte mod nakken af dyret, havde spidsen først kontakt mellem dets skulderplader. Spydet sank dybt under Fenrers vægt, og med en punkteret lunge, og snittet hjerte, faldt dyret sammen med et bump, uden videre hylen eller jamren, mens Fenrer samtidig landede på parate ben.

Den næste der var på vej mod ham, kunne han se i øjnene, i det samme som han landede. Fenrer trak sværdet, i en halvcirkel der fintede som en undvigelse. Fenrer havde ingen illusioner om at kunne når at ramme dyret med sit sværd, men stiletto'en var klar. Han satte stiletto'en i øjet på det fremfarende bæst, ved slutningen af sin halve cirkel. Han følte stiletto'en blive revet ud af hans hånd, da det sank ind i hovedet på dyret, der kollapsede med kæberne klikkende hårdt sammen ved faldet. Fenrer havde dog sin klinge parat, nok det våben han klarede sig bedst med, udover spydet, der ved et hurtigt øjekast, endnu var indenfor rækkevidde, men det måtte vente, for han kunne høre den næste komme tæt.

Fenrer satte den venstre håndflade på sværdknoppen, greb godt fast i den øverste del af hans greb, med højre, som han vendte sig en kvart omgang mod højre. Spidsen af det lange sværd gled gennem den sænkede sig dybt ind i brystet. Med dyrets momentum måtte Fenrer undvige, men nåede at få sikret sit greb i sværdet, nok til at trække det fri som bæstet fortsatte og faldt til jorden med en gurglen.
Fenrer nåede dog ikke at registrere bæstets gurglen, da ha havde for travlt med at videreføre sværdet i et opadgående sving, der sank ind i kæben og halsen på et nyt af bæsterne, der i mellemtiden var kommet løbende. Dyret var dog langt fra død af det hastige hug med den ellers drablige klinge. Bæstet var allerede på vej op, efter dens fejlslagne forsøg på at komme Fenrer til livs, men Fenrer der havde overhånden, satte i et et hurtigt stød sit sværd gennem nakken på bæstet, der stadig sprællede, omend ret livløst.

Fenrer, der nu var dækket i striber og plamager af mørkerødt, så op på sine omgivelser, efter hvad der føltes som evigheder, men som kun havde varet sekunder. Han talte endnu tre af bæsterne der cirkulerede ham, i en afstand der føltes mindre end før. Selvom Fenrer ledte kort, kunne han ikke se noget spor af den store satan, der havde kredset dem på afstand, til gengæld kunne han se Sean. Synet af dæmonen fik Fenrer til at udstøde en helhjertet klukkende latter. Det var smart af Sean at lave sig et pendul, omend Fenrer fandt det noget makabert af ser på. Et sådan våben var svært at styre, selvom det egentligt ikke skulle undre Fenrer at Sean vidste hvad han havde gang i. Nu skulle Fenrer så bare prøve at komme over mod Sean, så de to ikke blev drevet for meget fra hinanden, samtidig med at han ikke skulle for tæt på pendulet.

Fenrer vurderede kort afstanden til Sean, og gennemtænkte sit næste træk, da de sidste tre af væsenerne, der var indenfor hans synsfelt, virkede en anelse afholdende. Han skimtede til spydet og overvejede sine muligheder. Fenrer tænkte kort på en finte han havde hørt Gautham snakke om i henhold til hvad folk havde prøvet af på ham, i den tro han var en almindelig bjørn.
Fenrer trak sit spyd fra kadaveret, som han satte i fuld spring mod Sean. Nu skulle han have lukket afstanden i en fart, men han holdte sig dog klar til at vælte om på ryggen.

Han var ikke noget mere end de første sy skridt, før end han hørte poterne, hvis man kunne kalde dem det, hale ind på ham bagfra. Fenrer kunne dog ikke udføre finten endnu. Den skulle tættere på. Et skridt tættere, to skridt tættere, tredje.. nu!
Fenrer fintede et fald, med spydet klar. Han hamrede bunden af spydskaftet mod jorden under sig i faldet, som spydspidsen drev sig dybt ind i bæstets hals ved kraven. Fenrer hørte skaftet splintre og knække under bæstets vægt, som han rullede ud af vejen og kom lynsnar på benene. Fenrer rettede sig og sikrede sig at han havde ryggen til Sean, i en behørig afstand der sikrede ham en vis sikkerhed fra bagholdsangreb. Hans blik flakkede fra den døde barghest foran ham, til de tre andre foran ham, der var stoppet i at cirkulere dem. Fenrer svang sværdet foran sig under et lille grin "Hey Sean.." sagde han med en munter tone "..I think I lost you there for a second, but nice pendulum, did.."
Fenrer tavs, som hans øjne faldt på det store monstrum der nu kun var nogen og halvtreds meter fra dem, direkte foran Fenrer. "There, to your ten o'clock.. "sagde han uden at indikere mere, og uklar på om Sean ville kunne se det, for Fenrer kunne ikke tillade sig at distrahere mere end det, med de små bæster endnu tættere "Do you see it?!!"

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.]
Fenrer
Fenrer
Raceleder
Raceleder

Antal indlæg : 607
Reputation : 14
Bosted : Sunfury, paladset, royal flame distriktet...
Evner/magibøger : Auxi Mundi ~¤~ Åndernes Runer

Tilbage til toppen Go down

Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Empty Re: Well, it is a...Bridge. (Fenrer)

Indlæg by Sean on Tirs 29 jan - 16:14

Det var en rar fornemmelse i kroppen. At bevæge sig igen. At slås. Endnu engang fandt han sig i en position, hvor han langt hellere ville arbejde med noget andet, end at herske over en by og dens områder. Og endnu engang måtte han minde sig selv om at det aldrig ville kunne lade sig gøre. Selv hvis han kom fri af Natalie...Ville det? Skulle det være hans nye mål? Ikke at kæmpe for andre. Ikke kæmpe med adelige, med økonomier, med alliancer og politiske spil og skuespil. Men gå tilbage til et mere simpelt liv, til dengang han stjal og dræbte for at tjene penge?
Uanset hvad havde han ikke tid til at tænke over det lige nu, som han svang pendulet. Han kunne mærke Fenrer bag sig, som han trak sværdet til sig og endnu engang lukkede hånden om dets greb. Skuldrene gled rundt en enkelt gang, før han rettede sig op.

Ved Fenrers ord vendte Sean sig, så de nærmere stod ved siden af hinanden end med ryggen til hinanden. Han kunne trods alt intet se med ryggen til, den evne havde han endnu ikke udviklet. Hans blik gled fra de små hunde til den...Store? Fenrers blik var nok lidt bedre, for Sean kunne ikke helt se hvad det egentlig var. Men konturen virkede som hundenes, bare større. Han slikkede sig om læberne. En grim smag fik ham til at tørre sig om munden. Formentlig smagen af blod fra disse bæster. Forhåbentlig ikke videre giftigt.
"Mener du den store pæl derovre?"
Han kunne ikke stoppe sig selv fra at drille. I virkeligheden var det bare en stor udfordring der gik rundt. Sean sagde aldrig nej til en udfordring af denne slags. Men der var stadig en lille håndfuld af de andre hunde tilbage. De burde fokusere på at minimere dem, før de angreb den større. Sean så sig hurtigt rundt, men måtte konstatere han ikke kunne afgøre om de var et godt eller ej, i forhold til pælene.
"Aldrig i livet vil jeg gå glip af en kamp med den...Bare så du ikke får en ide om at klare det hele selv. Har du bemærket om der er nogle pæle der står tættere på hinanden? Den vil have svære ved at komme rundt, mens vi tager de mindre hunde ud" spurgte han. Det ville også begrænse Seans mulighed for at forvandle sig, hvis det blev nødvendigt. Men tingene virkede ikke så vilde, at det var en ting han ønskede at gøre lige nu.
"Eller måske...Med et ødelagt spyd...Bør du underholde den store, mens jeg tager de små?"
Sean trak i rebet, for at sikre det stadig sad forsvarligt om sværdet. Ikke at de havde for evigt til at planlægge. Sean måtte træde frem. Han svang sværdet for at undgå en af de små i at komme for tæt på.
"Eller måske har du en tredje ide?" spurgte han med et svagt smil, men med øjnene rettet mod væsnerne foran dem.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Can someone tell me what I'm thinking? I am starting to dig the crazy~
Sean
Sean
Admin

Antal indlæg : 9685
Reputation : 106
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Tilbage til toppen Go down

Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Empty Re: Well, it is a...Bridge. (Fenrer)

Indlæg by Fenrer on Søn 3 feb - 4:37

Fenrer grinte lidt af Seans kommentar og måtte indrømme at han nok kunne have været lidt mere præcis, men han havde ikke haft ment at de havde tiden til at småsnakke. Men udover hans korte grynt af et grin, ytrede Fenrer sig ikke. Han blev stille, fordi han opdagede noget, nemlig at selvom bæsterne endnu kredsede dem, så lagde de ikke op til at angribe igen. De holdte bestemt øje med dem, hvilket kun blev understreget af deres nu langsomme, eller måske mere forsigtige tempo, som de kredsede om Fenrer og Sean.
Dette havde givet Fenrer lidt tid til at tænke, for han genkendte adfærdsmønstret. Hvis en flok ulve havde trængt et bytte op i en krog, eller omringet det, men angreb ikke hjalp, satte de tempoet ned og kiggede efter svagheder, eller ventede til byttet blev for panisk og forsøgte sig med flugt. Han kastede et hurtigt blik på spydet, som ville gøre det sværere at holde dem på afstand, nu hvor det var knækket. Underligt at det var brast, men det var der ikke tid til at fundere over nu. Uden at vende sig mod Sean, men med blikket skiftende mellem de små og den store, som ikke længere kredsede, sagde han roligt:
"Spear or not, I can hold my own.."Fenrer fokuserede nu på den store rolige silhuet, og nikkede indikerende mod den".. and that big shiester seems to be biding his time"

Hvad ventede den på? De små var samlet om Sean og Fenrer, tæt nok til at gøre flugt umuligt, uden først at skulle stoppe op og tage sig af et par modstandere. De små gjorde heller ikke tegn på at ville rykke sig, og den store stirrede bare. Her stod de, som en hjort fanget i et krat, og den stirrede bare. Det provokerede Fenrer, men ikke nok til at han tabte fatningen.
Han kastede et blik omkring sig, i en søgen på at finde et sted hvor de, som Sean havde foreslået det, kunne tage sig af de små, uden at blive generet af den store. Han lagde mærke til at en rimdis begyndte at forme sig, der begrænsede hans udsyn, men bag dem, længere inde mellem stenpælene, var der et område der tilnærmelsesvis kunne være en mur, så tæt som pælene stod, kun lige plads til at Fenrer og Sean ville kunne smutte uhindret igennem, og tage sig af de små bæster i ro og mag.
Men med de små stående så tæt, med den store kun en anelse længere borte, var der ikke de store muligheder for bare at tage spurten. De små ville sænke dem til den store kunne komme fra en blind vinkel. Hvis de tog sig af den store, ville de små angribe dem i tal, mens deres opmærksomhed lå andetsteds.

"Well.." Sagde han efter den korte tænkepause, igennem et groft grin, og kastede et kort blik tilbage på Sean.
".. I might be a bit ahead on the little fuckers, so I'll let you have these for yourself" Fenrers ord var, på trods af situationen, fyldt med en iver og gejst. Han vendte blikket tilbage mod hans valg. Den store skygge, der så ud til at glide længere bort i den indrullende rimtåge, sank hovedet, formentlig klar over hvad der ville ske. "If things turn to shit, run back about sixty meters... There's some closely spaced pillars there.. holler if you need me, for now though"Fenrer roterede den lange smukke klinge, der sang gennem luften og sendte en lille stribe blod ned på den kolde jord, som han satte hårdt af.
".. I'll play about with you!"

Fenrer mærkede den kolde luft ramme hans ansigt hårdt, klar til at lave et udslag med sværdet mod et af de mindre kryb, skulle de beslutte sig for at springe på ham, men istedet veg den nærmeste tilbage for hans sprint.
Den store form,så nærmest ud til at blive forskrækket og vendte sig om i en skarp vending som Fenrer hastigt kom nærmere. Han lod sværdet sænke til en afstand der tillod hans hurtige sprint, uden videre anstrengelser, for den store var hurtigere end han havde regnet med. Fenrer måtte stoppe som han hutigt nåede ind mellem stenpælene, for han kunne ikke risikere at komme for langt fra Sean, skulle nogen af dem have brug for den anden. Fenrer kunne faktisk høre hvordan de små atter prøvede deres hæld som hans løbende skridt svandt ind til han stod stille. Fenrer kunne ikke se den store, han kunne heller ikke rigtigt høre den for larmen, eller rettere, han kunne høre den, men ikke finde ud af hvor pote trinene kom fra. Han behøvedes dog ikke undre sig længe.
En dyb rullende snerren, ikke meget til siden for torden, udover de langt lavere decibel, brød stilheden omkring Fenrer.
"I smellll youuu..."
En kold fornemmelse løb ned ad ryggen på Fenrer, der øjeblikkeligt skiftede fra hans afslappede oprejste stilling, til en kampklar positur. Han fangede kun få ord fra den usædvanlige knurren, men han fangede dem. Hans blik fór rundt imellem pælene efter en skyggen eller et hint til hvor hvad end det var han havde med at gøre var. Forbandede småkravl der nu lavede så meget larm i det fjerne, hvis ikke for dem kunne han have fundet sin modstanders position.
Han var stille, andet kunne han ikke tillade sig i sin situation. Hvorfor virkede det her som en fælde? Hvorfor virkede det som om han ikke var klar over et eller andet? Forbandede tåge, han kunne ikke se noget. Jo! Dér, mellem et par af søjlerne til hans venstre, den havde skiftet retning. Fenrer gøs som han nu så hvad der stod foran ham. Han fangede det kun kort inden den satte af og han selv satte efter den.

Bæstet der nu løb foran Fenrer, var sort og grå af sammenfiltret pels, og kød der så ud til at være i forrådnelse. Kroppen mindede om en kæmpeulvs, og en af betragtelig størrelse, ligesom Fenrers egen. Skulle Fenrer på et senere tidspunkt gætte, var den en anelse størrere end han selv. De blodskudte øjne, som Fenrer havde fanget et flygtigt blik af, ville hurtigt drages bort af tilskueren, til dens lange syle af tænder, der alle så ud til at  være spidse og lange som hjørnetænder, hvilket gav dyret et grotesk og konstant smil, da tænderne for længst havde revet dens kinder op. Lugten af råd var blevet intens, som Fenrer havde kunne nå et par meter tættere på den, inden den igen overvandt hans hastighed, som man ville kunne undres over med de magre udseende ben.

Som Fenrer langsomt men sikkert tabte løbet med ghoul-ulven, lagde han mærke til at han kunne høre Seans kamp udspille sig et sted foran til hans venstre. Han kunne også høre ghoul-ulvens gang, som den øjensynligt nu  var ligeglad med at være stille. Fenrer havde dog ikke svært ved at regne ud hvad den havde gang i. Den ville angribe Sean mens han var optaget af de mindre bæster, og ikke ville kunne se den store før end det var for sent, uden at vide den kom. Specielt når den nu ville komme fra en anden vinkel.
Fenrer skar mod lyden af kampen og vidste at han ville kunne indhente bæstet hvis han løb til, og det gjorde han, det var han nød til hvis han skulle nå frem først. Men lyden stoppede. Lyden af de store knoglede poter og lange kløer stoppede et sted til hans højre. Fenrer sagtnede farten og så hurtigt i retningen af af bæstet, tidsnok til at høre den dybe knurren, fra bæstet der tydeligvis var vredt over at dens taktik var blevet gennemskuet.
"Fe-easssstt..."

Fenrer, nu stærkt forpustet, og dampende i den kolde rimtåge, lagde sværdet op i position over skulderen, tidsnok til at se skikkelsen forme til i lynende fart i tågen. Hans ene hæl borede sig hastigt ned i den kolde jord, og på foden kontra, satte han an på tæerne, klar til spring. Han bedømte afstand og satte af i en halvcirkel. Han hørte klingen synge gennem luften, men mærkede ingen kontakt. Han missede, og bæstet fór forbi ham.
Fenrer landede og satte igen i løb efter ghoulen, der nu havde kurs direkte mod Sean. Fenrer kunne mærke at han var ved at være forpustet nu."SEAN! LOOKOUT!" Råbte han som den kolde luft skar ham i lungerne, og fortsatte i fuld firspring. Den ville prøve tricket af på en mindre raffineret måde, men som tingene stod, kunne det stadig lykkedes. Fenrer var sikker på den ikke ville blive hængende hvis den skulle have med dem begge at gøre, og selvom det ville være blotte sekunder før end Fenrer atter ville være ved Sean efter bæstet, så kunne de få sekunder være afgørende.
Fenrer satte alt hvad han kunne i spurten, men ghoul-ulven var stadig hurtigere. Den kolde rimtåge prikkede i hans ansigt som nåle, og luften var kold.
"IT'S COMMING!!"

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.]
Fenrer
Fenrer
Raceleder
Raceleder

Antal indlæg : 607
Reputation : 14
Bosted : Sunfury, paladset, royal flame distriktet...
Evner/magibøger : Auxi Mundi ~¤~ Åndernes Runer

Tilbage til toppen Go down

Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Empty Re: Well, it is a...Bridge. (Fenrer)

Indlæg by Sean on Søn 17 feb - 10:58

Fenrer forsvandt, hvilket gav Sean pladsen til at bruge sit pendul igen. Endnu engang kørte han skuldrene rundt, blot for at løsne musklerne, før han i en rolig bevægelse gav sig til at svinge sværdet i en rolig rytme ved siden af sig. Ud af øjenkrogen bemærkede han en af de små gøre et hop mod Fenrer. Taget i betragtning resten virkede fokuserede på Sean i øjeblikket, antog Sean at hunden blot ikke havde kunne modstå. Og med ryggen halvt mod Sean, kastede han sværdet i dens retning. Ikke helt nok kraft til at gøre en god skade, men nok til at stoppe dens forsøg på at nå Fenrer. Så Fenrer ville underholde den store, mens Sean tog de små. Uanset hvad, virkede det som om de små hunde var opsat på at holde en af dem her...
Han trak vejret dybt. Ja, det hele stank af en fælde. Sagde man ikke, at man aldrig skulle splitte sig op? Men der var ikke tid til den slags overvejelser nu og Fenrer var under alle omstændigheder løbet. Så Sean håbede blot på at de var stærke nok til hver deres opgave.

Sean kunne fornemme den store forsvinde. Det var som om noget, der var mørkere end mørket omkring dem, forsvandt. Fint. Så ville deres leg ikke forstyrre ham. Han kunne ikke høre dem, men selv hvis han kunne, ville han formentlig også være mere fokuseret på de små hunde foran sig. To af de små hunde sprang efter ham, en forfra og en bagfra. Med et dansende trin trådte han til side - lettere overrasket over at opdage den bag sig - og satte tempoet op med pendulet. Sværdet svang rundt med sin egen sang. Holdt dem på afstand og sårede en hist og her. Sean gjorde sit bedste for at træde frem og være den der tog initiativet, i håb at holde hundene hvor de var. Men de var ikke fuldstændig dumme. De vidste pendulet var farligt og derfor gik de mest rundt om ham. Når en endelig sprang frem, var det oftere som afledning for et andet angreb. Kampen mod dem var hårdere end før og holdt Seans opmærksomhed.
Måske prøvede de at udmatte ham. Ved tanken så han sig nødsaget til at trække sværdet til sig og tage det i sin hånd igen. Han var faktisk en smule forpustet. Selv for ham kunne det være udmattede at pendulere et sværd rundt i lang tid. Så i stedet gav han sig i kast med at holde dem på afstand blot med sværdet alene.

Ikke at det gik helt skidt. Men hver gang han slog en ihjel, virkede det som om der altid var en mere. Han kunne ikke dy sig fra at ønske Fenrer var her - blot til at fortælle om der var uendeligt mange eller om han mon snart ville være færdig. Og hvor var den mand? Han havde intet hørt fra dem. Hvor lang tid der var gået, vidste han ikke. Med kun sværdet og rebet ved sin side, var en hund kommet så tæt på, at den havde sat bidemærker i Seans venstre underarm. Ikke dybt, men nok til at få blodet frem. Rebet var stadig brugbart til at kaste eller kvæle rundt med. Men hvor længe dette kunne opretholdes...

Der opstod en pause i kampen. Sean trak vejret dybt. Var der endelig hul? Der var færre hunde end før. Flere døde lå omring både ham og de andre. Sværdet var sort af en blodig masse, der dryppede på jorden under det. Rebet var søbet ind også. I den korte pause løsnede Sean rebet og lod det falde til jorden. Det virkede kun til at sænke ham nu.
Men det skulle vise sig der var en grund til pusterummet. At hundene havde trukket sig mere tilbage og givet Sean en fornemmelse af sejr. Som ud af ingenting var der larm et sted bag ham. Dundrende skridt, løb, råb og snerren. Fenrer? Var Fenrer i problemer?
Med en fornemmelse af at noget var helt galt, vendte han sig. Noget mørk bevægede sig hurtigt et sted til højre for ham. Han nåede ikke engang helt at vende sig, før han instinktivt kastede sig til siden. Et eller andet fløj forbi ham. Han kunne mærke luften fra den. Han ramte jorden hårdt. Hård og kold var jorden. Luften blev slået ud af ham og han tabte grebet af sværdet, der gled ud i mørket et sted omkring ham. Han var landet på maven, men vendte sig hurtigt. Kun for at trille til siden, som en stor pote med dertilhørende kløer bragede ned hvor han selv havde ligget et øjeblik før. Sean greb en dolk fra en de mange steder på kroppen, hvor han normalt gemte dem. Med en instinktiv bevægelse borede han det smalle blad ind i benet på dyret ved siden af sig, før det skreg op.

Sean var ikke sikker på hvor Fenrer var. Han havde svært ved at få vejret ordentlig, selv om han prøvede at trække vejret så dybt han kunne. Og mest af alt...Hvor var hans fucking sværd?!!
Han trillede rundt og prøvede at komme på benene hurtigt. At ligge på jorden virkede som alt andet end en god ide. Noget ramte ham i siden. En af de små ulve. Han ville være ramlet ind i den store ulv, var det ikke fordi den havde fjernet sig. Uden et våben i håndet, stod Sean i en kamp for at holde den lille ulvs frådende tænder fra sig. Heldigvis for dæmonisk styrke. Hans hånd sank ind i den filtrede pels og med et tag i dens hals holdt han den fra sig. Ånden var forfærdelig og han kunne mærke stænk fra spyttet. De var undertal. At vinde dette her, i mørket, på deres territorium og blot de to alene, virkede usandsynligt. Med en kraftanstrengelse sparkede han ulven væk fra sig.
"Fenr-"
Han hostede. Jorden støvede omkring ham, som han endelig kom op på begge ben. Han så sig omkring efter sit sværd.
"Fenrer!"
Han kunne ikke stå stille. I hurtige bevægelser, som han indså faren, prøvede han at finde sit sværd, til han endelig trådte på noget der virkede metallisk. Han bukkede sig ned og samlede det op.
"Vi skal væk!"
Som han hørte sin egen stemme kalde igennem kløften, slog det ham at han ikke var 100% sikker på hvilken retning de var kommet fra. Han havde en fornemmelse...Men spørgsmålet var om det var den rigtige. Han havde ikke tænkt sig at stå stille for at finde ud af det.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Can someone tell me what I'm thinking? I am starting to dig the crazy~
Sean
Sean
Admin

Antal indlæg : 9685
Reputation : 106
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Tilbage til toppen Go down

Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Empty Re: Well, it is a...Bridge. (Fenrer)

Indlæg by Fenrer on Tirs 19 feb - 7:47

Fenrers støvlesåle lød som hastige slag mod en tromme, under hans sprint. Han fortrød sin iver, der havde sendt ham så overmodigt ind i mørket efter den monstrøse ghoul, der havde vist sig smartere end han havde regnet med. Han kunne høre Seans kamp som han hastigt nærmede sig, og en lille lettelse sank ind hos Fenrer. Idet mindste levede Sean, om end at Fenrer ikke kunne vide præcis hvor godt det gik ham, mellem sværdsangen fra pendulet og bæsternes ynk.
Fenrer tvang sine tanker til at sætte en lid Seans evner som kriger, selvom Fenrer ikke vidste hvor nemt nogen af de to ville have det mod et monster, som det der nu var på vej direkte mod Sean.

Fenrer hørte Sean prøve at kalde på ham, ikke så langt fra ham nu, men der var noget galt. Enten var Sean svært forpustet, eller også var der gået noget galt, og spurgte man Fenrer, ville han sætte sit på at Sean havde haft et kort møde med noget ubehag. Fenrer tænkte næsten ikke, men kastede nærmere armen ud instinktivt. Fra den udspredte hånd sprang et grønt lys, fra en rune der øjensynligt var dukket op på Fenrers håndryg, ud af det blå, eller måske grønne? Fra lyset formedes en enorm ulv der ligeledes glødede grønligt i mørket. Ulven løb side om side med Fenrer, inden den satte farten op, ubesværet, og hamrede et intet anende af de mindre bæster til jorden og fortsatte frem mod Sean.
Fenrer udnyttede muligheden og satte med et elegant sving, sin klinge kortvarigt igennem nakkehvirvlerne, på det omtumlede bæst, hvilket sikrede hans ryg på fremrykningen mod Sean. Som han sluttede spurten, hørte han sin åndelige ledsager gå i flæsket på de næste af bæsterne, der havde omringet Sean i mellemtiden.
Fenrer nikkede ivrigt til Sean, da han, på trods af sit heftige åndedræt, havde hørt Seans kommentar om hvorvidt eller ej de skulle forblive i området. "Right you are.. And I might add that.." sagde Fenrer som han hurtigt fik fanget pusten og spyttede slam ud på jorden "...I think we need to move, quick!" afsluttede han som hans blik nu virrede rundt for at se om han kunne spotte monstret som Sean lige havde været introduceret for, hvis Fenrer skulle bedømme, mens ulveånden holdte de små bæster stangen. Han kunne ikke se bæstet, og havde en god ide om hvor de tætte klippepæle var henne, eftersom han havde holdt øje med sin position, i jagten på Ghoulen. "We need to get in cover.." Fenrer pegede frem for sig, til Sean højre, efter at have sikret sig, så godt han nu kunne, at det var den vej til deres ly mellem de tætte klippepæle.
"This way!"

Fenrer sikrede sig kun kort at Sean var med ham, inden han satte i løb mod området med de tætte  pæle, mens ulveånden holdt de mindre bæster hen. De kunne ikke spilde tiden, for Fenrer lagde en del kræfter i ulvens tilstedeværelse, for at den kunne holde de små sataner hen, mens de to herskere kunne nå i ly. Han holdte øje med omgivelserne som de to løb afsted, for Fenrer var ikke i tvivl om at bæstet han havde jaget efter før, ikke ville forspilde en chance for at mane en af dem til jorden, hvis den så sit snit til det. Han tog heller ikke fejl, men Fenrer ænsede ikke Ghoulen, der i høj fart, kom sprintende fra en blind vinkel.
Det splitte sekund han hørte bæstet komme, var ikke nok til at reagere på. Han mærkede de stærke kæber der forsøgte at bide sig fast i hans skulder, inden han kort lettede fra jorden. Ghoulen havde mislykkede i at få hevet ham med sig, som dens tænder gled henover stålrustningen, men Fenrer blev væltet omkuld alligevel. Nu var det Fenrers tur til at hive efter vejret, takket være bæstet, som han kom så hurtigt på benene som han kunne. Fenrer sikrede sig at Sean endnu var ved ham, inden hans blik atter virrede rundt i tågen og mørket efter bæstet, men det var atter forsvundet ind i skyggerne. Fenrer mærkede kræfterne drænes som han opretholdt forbindelsen til ulveånden, og så over på Sean med en stålsat mine, ikke villig til at vise svaghed.
"I'll cover the right, look to the left.." sagde han som han genvandt kontrollen med de pressede lunger, og gjorde et kast med hovedet mod deres destination"..It's not far now"

Som de fortsatte de næste tredive meter, i relativ fart, holdte Fenrer et skarpt øje på sine omgivelser og spidsede ørerne så meget som muligt. Fenrer mærkede ulveåndens kamp forværres, og fornemmede at de små bæster snart ville komme rendende, og som på kommando, hørtes et vræl af et hyl, der hørbart nærmede sig. Samtidig kunne man næsten hører den grumme gurglen af en stemme, som ghoul-ulven havde talt med, tale uforståelige trusler, der for Sean nok ville lyde som en dyb knurren, hvis det ikke bare var i Fenrers hovede, ude i skyggerne og tågen.
Fenrer følte sig nærmest blind i tågen, men som hans blik fløj rundt, opdagede han et lille mirakel. Der var en klynge af klippepælene, der stod så tæt at selv ikke de små af bæsterne ville kunne komme ind til Fenrer og Sean uden besvær, mens det efterlod plads nok til at de to kunne sætte sig. Det ville nok være ubekvemt og en anelse trængt, men Fenrer ville hellere end gerne have et par ord med Sean om deres situation.
"This way" sagde Fenrer der skiftede retning, til den lille sprække. Så snart de var inde, slap Fenrer kontrollen over ulveånden og trak lettet vejret. Der var en kort stilhed, inden flere hylende vræl hørtes. De ville sikkert snart få selskab, men hvis Fenrer havde ret, ville de kunne få et pusterum her i sprækken.
Fenrer så over på Sean "Are you alright?" spurgte han, bevidst om ikke at lyde medlidene. Sean ville nok ikke værdsætte at blive ynket. Efter at have gevet Sean mulighed for at svare, sukkede Fenrer med et lille smil "I think we got our work cut out for us.."
Tonen i Fenrers stemme var opstemt, og virkede uden tvivl ikke til at høre til i en sådan situation. "I think... I think it might be some kind of ghoulified Lupus Magna.. like my beastform.. Which would explain the wierdly high speed.. and intelligence.." Som et faktum, eller måske bare en forestilling, slog Fenrer, så han op fra sit sværd og op på Sean med et forundret blik.
"Aren't Ghouls supposed to be mindless?... Maybe it's not a ghoul? But what then??"

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.]
Fenrer
Fenrer
Raceleder
Raceleder

Antal indlæg : 607
Reputation : 14
Bosted : Sunfury, paladset, royal flame distriktet...
Evner/magibøger : Auxi Mundi ~¤~ Åndernes Runer

Tilbage til toppen Go down

Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Empty Re: Well, it is a...Bridge. (Fenrer)

Indlæg by Sean on Tors 21 feb - 14:53

Fenrer var kommet og på en måde beroligede det Sean. Ikke af anden grund, end det forsikrede Sean at manden var i live - og at to havde større mulighed for at overleve end en, i denne situation. Det var ellers sjældent Sean tog chancen og var afhængig af andre på den måde. Normalt havde han aldrig brug for andre. Han kunne klare det hele selv. Og måske kunne han netop det, hvis blot han var i sin rigtige skikkelse. Men der virkede ikke til at være tiden. At skifte krop krævede ikke bare en hvis mængde energi, hvoraf Sean godt kunne mærke han havde mindre end før. Det krævede også et øjebliks koncentration og pusterum. Noget han tvivlede på at få - for knap var Fenrer kommet tilbage, før de kastede sig ind i et løb for deres liv.

Det stak i maven, der knap var kommet sig ordentligt på mavepusteren. Han kunne endnu ikke trække vejret helt så godt, som han gerne ville, og det gav ham næsten en kvalmende fornemmelse. Men der var ikke tid til at stoppe op og trække vejret.
Hvad end den grønlige spøgelsesulv var for noget, gav det dem chancen for at flygte. Også selv om monstret gjorde et forsøg med Fenrer. Sean nåede ikke at gøre noget, før de begge var videre igen. Til sidst, som to muldvarper, fandt de et sted at gemme sig. Lidt for trængt, hvis man spurgte den ellers godt muskuløse og bredskuldrede Sean. Hans skuldre havde kun lige kunne klemme sig ind.

Med den nye pause, kunne Sean endelig hvile hovedet mod den ru klippe og koncentrere sig om at trække vejret dybt. Ved Fenrers første spørgsmål, kunne han ikke lade være med at grine svagt. Ja, alt taget i betragtning var Sean sluppet nemt.
"Jeg har det fint. Hvad med dig selv?"
Han drejede hovedet og så mod udkanten af sprækken. Mørket her var endnu tungere end uden for sprækken. Han var efterhånden godt træt af mørket. Han rystede svagt på hovedet til de ting Fenrer sagde, før det gik op for ham at manden måske næppe kunne se det.
"Du sammenligner mig med et leksikon. Jeg har ikke mødt det bestemte væsen før. Men at tro alle ghouls eller zombier, for den sags skyld, er uden intelligens eller vilje...Det er som at bede om døden. Det er en lektie jeg har lært for flere år siden. Jeg ved ikke om du var her under krigen med Necromanceren...Og det er heller ikke tidspunktet til at dele historier alligevel" bemærkede han og rettede sig lidt i sin position. Prøvede trak han vejret helt ned i maven og var godt tilfreds med fremgangen. Han kunne snart trække vejret ordentlig igen. I stedet ledte han efter en dunk med vand for at fjerne den voksende tørst og resten af det støv han fik indåndet før.
"Vi må lægge en plan. Skal vi tage kampen op eller flygte? De er, som du siger, hurtige. Og de vil næppe lade os flygte særlig nemt. De er på hjemmebane, specielt her i mørket. Hvis jeg kan skifte form, kan jeg købe os tid. Men som det har været nu, har jeg enten ikke haft tiden eller pladsen til det" Han så tilbage mod Fenrer. Han kunne også flyve i sin form, men han tvivlede på han kom langt med forsøget. Mange af pælene virkede til at stå skæve på den ene eller anden led - for slet ikke at snakke om pladsen til at udfolde vingerne og så opbygget monument til at lette. Men han kunne, med sin styrke og større krop, bedre tage kampen op og skabe tid eller plads for Fenrer til at løbe i forvejen. Men det mest optimale...Ville være enten af afskære monstrene vejen eller på anden måde stoppe dem i at løbe efter dem.
Medmindre...
De stadig gik efter drabet. I så fald måtte han forvandle sig, koste hvad det ville, for han tvivlede på han havde muligheden for at angribe ordentlig uden.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Can someone tell me what I'm thinking? I am starting to dig the crazy~
Sean
Sean
Admin

Antal indlæg : 9685
Reputation : 106
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Tilbage til toppen Go down

Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Empty Re: Well, it is a...Bridge. (Fenrer)

Indlæg by Fenrer on Fre 1 mar - 5:59

"I'm good.." Svarede Fenrer og gned noget sved bort fra sin pande med den behanskede håndryg. "..summoning Fenris out there just had me a bit on the ropes, with all of those little shits out there" Fenrer lød en anelse irriteret til sidst, og rykkede på sig i sin ubekvemmelighed. Rustningen føltes med et som om det var mere i vejen end noget andet. Måske var det på grund af hans svækkede situation, eller måske var han bare mere ude af form end han havde troet? Fenrer gav sig i al fald i kast med at løsne stropperne om sine armskinner, hvilket ikke var helt så nemt som han kunne have håbet på, med behandskede næver. Han havde brug for at lade huden ånde, og det kunne den ikke under den tætvævede gambeson og stålet.
Han så op på Sean som han med besvær fik løsnet stropperne på den ene arm, som han derefter gav sig til at hive af. Han blev en anelse overrasket og imponeret af Seans viden, ikke fordi han anså Sean som ulært, men bøgerne der fandtes om emnet havde ikke den samme information. Han havde ellers forstået på bøgerne der var skrevet ned at udøde var trælbundne, hvilket passede med hvad hans far havde lært ham. Nu var det ikke fordi hans far havde været den store ekspert selv, men Fenrer havde regnet med at Leidolf havde talt ud af erfaring som shaman.
Fenrer nikkede da Sean erklærede tidspunktet uegnet til historier. "Agreed, though I'd like to hear about it from somebody who partook in the fighting, later that is" fortalte han som han lagde den første armskinne på jorden og gik igang med stropperne på den anden.

Fenrer så op på Sean med et glubsk smil, da han satte spørgsmåltegn ved om de to skulle blive eller forsøge flugten. "Fight it of course" sagde han med en iver, inden hans ansigt gled over i en lidt mere seriøs tone. "If not for anything else, then pity, cause that poor thing out there.. well.. I wouldn't want to end out like that" Men mere sagde Fenrer ikke for nu. For Sean begyndte at udrede sine observationer og fortalte hvorfor han ikke havde skiftet over til dæmonskikkelse endnu. Fenrer måtte give ham ret i at manden, eller rettere dæmonen, ikke ville have meget plads at gøre op med. Selv for Fenrer virkede det en anelse for trængt visse steder til at han ville kunne kæmpe effektivt, men det problem havde deres modstander ikke. Ghoulen kendte sikkert hele kløften som sin egen halespids. Den vidste hvor den kunne vende nemmest, og hvor den kunne lokke de to ud i et sammenfald, eller indsnævring. Fenrer hev endelig den anden armskinne af og gav sig i kast med hans harnisk, hvilket første til at han måtte sætte sig på knæ, for at kunne komme ordentligt til sin side.

Som hans fingre søgte et fast greb i læderremmen, for hans tanker afsted om mulige scenarier, hvor Sean og ham kunne mindske anstrengelserne. Det mest åbenlyse ville være at få enten de små sataner eller den store til at trække sig, man det ville være en varm dag i Hel før end de fik det store monstrum til at opgive kampen, så meget havde de vidst begge mærke. Fenrer havde dog også kunnet lugte det, gennem rådden og den dunkle stank af vammel pels. Han havde kunne lugte et gennemsyrende had, ikke bare til dem, men til alt. Men hvordan kunne de sørge for at få elimineret den ene side af kampen? De ville nok ikke have det store held med at tynde ud i rækkerne af de små bæster, for selvom Fenrer kunne fornemme dem ikke alt for langt borte, så var han klar over at de ikke ville forsøge sig med at få jage Fenrer og Sean ud af deres ly. Hvad nu hvis ghoulen ellers stadig havde noget ulv i sig? Fenrer så op på Sean, efter at den anden af de fem stropper gav sig.
"I could go out and challenge it?..." Sagde han med en eftertænksom mine, som hans fingre fandt den næste strop. "..If it accepts, the others might stand down.. but where's the fun in that.. Besides it'll likely not work"

"If we can get the others chased off, or maybe just get to the big one first, then we should be in an more even fight" Sagde han med et koncentreret blik, som han fik løsnet den sidste strop, og begyndte at tage sin segmenterede harnisk. Han lagde sin begrundelse i et par observationer han havde gjort sig, da han vendte tilbage til Sean, efter at have jagtet den store rundt, eller måske rettere at den store havde ladet ham jage den rundt. Efter at have fået taget harnisken af, kiggede han atter op på Sean. "They don't follow him as a pack usually do, I don't think so atleast.." De små bæster, hvad end de var, havde nemlig ikke sluttet sig til deres leder da den vendte tilbage, og prøvet at gøre det af med dem. Det kunne virke som et led i en strategi, men Fenrer havde en fornemmelse, eller måske mere et håb, der pegede i en anden retning. "..They'll most likely just stand idly by to see who might win the fight, heck, they'll most likely run off at the first chance, seeing the beating they've taken so far"
Fenrer åbnede sin gambeson og skjorten han havde under denne, hvilket ledte til at en lille smule damp steg fra åbningen, som hans kropsvarme blandedes med den frosne luft. Han lænede sig tilbage mod klippesiden, og tænkte et øjeblik i stilhed.
"If I can get to summon the wolf, and keep on to him, I should be able to knock the fucker right off his rotten paws" Sagde han og så dernæst op på Sean, som en plan tog form i hans hovede. Havde Fenrer ikke haft startet ud med at have et så roligt gemyt, dengang han kom til Underworld, havde han sikkert klarer sig udmærket som lejesvend, eller med en stilling i tropperne for en eller anden fyrste, eller som Sean nok havde håbet på, hans personlige svend. "If I sprint out and get that fugly bastard pinned.." sagde han med et eftertænksomt nik ".. Then all you have to do is knock the smaal shits off you, and they'll run for the.. Well, in lack of hills, they'll properbly run towards whatever shitty little dunghole they crawled out from"
Fenrer gned sit hageskæg, i fordybelse, med den ene hånd, og kastede et blik op mod Sean.
"So? What do you think?"

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.]
Fenrer
Fenrer
Raceleder
Raceleder

Antal indlæg : 607
Reputation : 14
Bosted : Sunfury, paladset, royal flame distriktet...
Evner/magibøger : Auxi Mundi ~¤~ Åndernes Runer

Tilbage til toppen Go down

Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Empty Re: Well, it is a...Bridge. (Fenrer)

Indlæg by Sean on Søn 3 mar - 12:24

Vandet var en lindring og som en kilde til fornyet energi og gåpåmod. Seans blik gled ud fra sprækken, i hvilken de gemte sig, og ud i til mørket. Mørket var et problem for ham...Men han havde en evne. En evne der gjorde han kunne mærke væsner omkring sig, specielt de levende-døde. Var disse levende-døde? De fremstod i hvert fald mere som det, end noget andet. Men...Men det ville koste en masse af hans egen energi, at manipulere med...Ja, i princippet en helt anden energi. Kunne han vælte den store med sin evne? Igen var problemet måske mere, om han fik tid til det. Han havde brug for at koncentrere sig, et øjebliks ro...
Han så tilbage på Fenrer.
"Jeg kan også..." I hvert fald troede han på, at han kunne. Men han ville være afhængig af Fenrer på mere end en måde.
"...Dræbe den store. Jeg...Kan noget andet, end blot forvandle mig til et stort monster. Det er svært at forklare, for jeg ved ikke helt præcis hvad det går ud på. Men om ikke andet, har jeg evnen til at trække en form for energi ud af bæstet. En energi der formentlig holder den mere i live end noget andet - uden at være livsenergi som sådan" Han rystede svagt på hovedet og så ud igen.
"Men jeg vil være afhængig af du så kan holde de små ulve i skak, så jeg kan koncentrere mig om det. Og jeg vil nok være så udmattet bagefter, at jeg ikke kan meget mere end stå på mine ben" Hvis det. Om planen var bedre end Fenrers var måske spørgsmålet. Men det havde ikke lydt som om Fenrers ulv som sådan ville slå kunne bæstet ihjel, som blot distrahere det. Eller havde Sean blot misforstået hvad Fenrer prøvede at sige?
Uanset hvad ville en af dem tage sig af den store og den anden af de små. Den ene ville få æren af faktisk at dræbe - eller blive dræbt - af den store, mens den anden mere udøvede en form for support på sidelinjen. Men måske handlede det også lige så meget om overlevelse, når det kom til stykket. De havde brug for hinanden, uanset hvilken plan de gik med. Og Sean havde på fornemmelsen af Fenrer ville insistere på sin ulve-tingest. Hvilket også var fint med ham. Så ville han endnu en gang slås med de irriterende små bæster. Han var ved at være godt træt af dem.

Sean trak vejret dybt, før han rystede svagt på hovedet.
"Jeg er ligeglad hvilken plan vi kører med. Siden turen var din ide, kan du godt få den store. Hvis det går galt, giver det mig forhåbentlig tiden til at stikke af" Han sendte Fenrer et drillende smil. Han rettede sig op. Det vil tage Fenrer lidt tid at få rustningen på igen, hvis han ønskede det. Men Sean følte ikke for at vente. Det var jo ikke fordi deres fjender gik deres vej - eller blev færre.
Måske var Seans ide mere som en plan B. Det var mest fordi det var faldet ham ind, at han også selv kunne mere. Men han brugte næsten aldrig sin såkaldte 'nye' evne. Ritualer havde mere eller mindre støbt hele Seans væsen. Før i tiden havde han haft en anden evne, en der kunne noget mere praktisk set fra Seans synsvinkel. Og så var alt det med Delilah sket...Et nyt ritual, Sean var endt midt i. Det havde fjernet de små stemmer han hele tiden havde hørt eller skyggerne, han hele tiden havde set, efter ritualet til Archdemon. Men til gengæld var det som om Sean hele tiden var tættere på døden end de fleste. Levende folk havde energien, men den var meget lille og krævede mere at manipulere. Men de døde. Zombier. Skeletter. De var nemmere. Han kunne få de døde til at genopstå. Gøre ting for ham. Men ikke for længe og ikke for mange.
Nej. Det var sjældent han brugte evnen. Men hvis deres liv afhang af det, kunne han godt.
"Lad os komme videre, hvis vi har en plan" bemærkede han så og lukkede øjnene et kort øjeblik, før han så tilbage på Fenrer. Han ville gerne ud herfra. Hans krop var ivrig efter at komme i gang igen. Næsten som en kløe.



_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Can someone tell me what I'm thinking? I am starting to dig the crazy~
Sean
Sean
Admin

Antal indlæg : 9685
Reputation : 106
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Tilbage til toppen Go down

Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Empty Re: Well, it is a...Bridge. (Fenrer)

Indlæg by Fenrer on Man 4 mar - 5:02

Fenrer lyttede til Seans ripost, og gengældte smilet der til sidst fulgte. "I don't know if that'd be enough, but if I can get to him, and keep him down, then I'll be able to kill him when you drain him.." Fenrer stoppede sin sætning, hvor tonefaldet ellers havde båret på en indikation på videre talestrøm, og greb sig til skægget med en eftertænksom mine " Hmm.." Brummede han og slap skægget, og så op på Sean, hvorpå han fortsatte med at afklæde sig ved at løsne gambesonen "I think I might have the solution"

"Do you know what the lotus is?" Spurgte Fenrer der var i fuld gang med at komme ud af støvlerne, efter at have smidt sin Gambeson. Han havde allerede besluttet sig for at tage kampen i sin ulveform, nu hvor han allerede var ude af rustningen alligevel. Han ventede dog ikke på et videre kyndigt svar fra Sean, hvad angik Lotus ritualet. "Well, it's a protective incantation against the spirits of darkness and evil, not demons, as far as I know only pentagrams works against demons, but I got a feeling that these things are manifested spirits, dunno why.."
Fenrer, der nu havde fået smidt støvlerne, og rejste sig, som han smed koften og trak den lille taske af bæltet der før havde holdt hans gambeson, tænkte kort på bæsterne. Det var ikke ligefrem fordi de var som den klassiske ammestuehistorie om ånder, men Fenrer vidste af erfaring at ånder kunne have forskellige udseender og form masse. ".. might be because of the way that they seem to just appear out of the shadows, anyway, I'll cast the lotus and you drain the big bastard, or maybe, if you start with draining the small ones, and then help get the upper hand with the big one afterwards"
Fenrer smilede bredt, glad og stolt over den lille plan han havde fået stykket sammen. Mest af alt var han glad for planen da den ikke udelukkede nogen af de to fra at nedlægge så rigeligt, hvilket sikrede Fenrer, i al fald en smule, kampgunst, ligesåvel som Sean.

"Here.." Sagde Fenrer med en munter stemme, og en genvundet iver, som han trådte over til Sean og rakte ham den lille taske fra bæltet, nu kun iklædt sine hoser. Den bare overkrop afslørede også en ting han vidste at Sean ikke havde set endnu, ikke at Fenrer tænkte over det, nemlig den smalle skrårem med runer skåret i ben. Runerne glødede med et grønligt skær, der ligeledes afslørede det lange bid-formede ar, som Fenrer havde tænkt tilbage til deres første kamp ved tilbage i hans telt."The vials will help if anything goes wrong.." Fenrer nikkede til den lille taske som han rakte frem mod Sean. "..Green one for fleshwounds, The clay is for broken bones, they won't do a lot without my incantations, but they'll stop a lot of the pain none the less"
Han håbede at hans remedier ikke ville blive nødvendige, på samme måde at han håbede at han havde ret i det med de små bæster. En tanke om en ånd, kaldet Barghests, havde strejfet ham som han havde tænkt over hvordan de mindre af væsenerne var sprunget rundt mellem skyggerne. Deres udseende passede på beskrivelserne fra hans bøger, og hvad hans far havde lært ham, men han kunne ikke være sikker. Manifisterede ånder var ikke daglig kost, og selv hvis de var sådanne Barghests, var Fenrer ikke helt sikker på om Lotus skjoldet ville holde, men han følte sig sikker nok.

Fenrer trådte frem til åbningen af den sprække de var kommet ind ad og så ud i mørket, men selv med hans nattesyn, var det svært at se noget med tågen. Han måtte bare håbe at han ville kunne ænse tingene omkring sig bedre i ulveform. Han vendte sig om mod Sean med et skævt smil "I'll cast the incantation now, and it'll protect you from those little shits.." Fenrer holdte en kort semi-dramatisk pause og gjorde et lille vip med hovedet, der endnu holdte det skæve smil ".. Hopefully"
Fenrer lagde en hånd frem mod Sean og lavede en fejende gestus foran hans kampfælle og mumlede en kort formular. Under udtalelsen af formularen, sprang et klar grønt lys fra Fenrers runer. Formen som skjoldet tog, var tre små objekter, der formedes af det grønne lys, en ildlilje, en stor fjer og en Lotus. De tre objekter opløstes hurtigt til næsten gennemsigtige små runer, der gav sig til at svæve rundt om Sean i omtrent tredive-fyrre centimeters afstand fra ham.
Efter at have kastet skjoldet om Sean, vendte Fenrer sig igen og rullede nakken, der knaste som leddene gav sig. Han trådte ud på den kolde jord med en dyb indånding, hvorpå et skarpt grønt lys brød mørket. Hvor Fenrer før havde stået, stod der nu en ulv af enorme proportioner, og som næsten matchede bæstet der havde vendt jagten imod dem. Fenrer ville dog være nem at genkende. Både af farve, de lysende grønne øjne og runer der brændte et skær gennem hans pels flere steder på hans krop, som ulveånden nu havde gjort sin bolig.

I det korte grønne lysskær fra Fenrers forvandling, kunne adskillige øjnes genskær ses i mørket der omgav duoens ly. Et sæt af specielt særligt ondskabsfulde øjne, hævet over de andres, stirrede tilbage på kilden til lyset, tilbage på hvad den engang havde kunne kalde artsfælle. Fenrer var ikke ubevidst om disse øjne, og konstateringen om deres tilstedeværelse, fik ulveånden til at pulsere med iver efter at flå deres ejermand. Fenrers børster rejste sig og en dyb, forstyrrende dæmonisk knurren rungede fra blandt de blottede tænder. Fenrer bevægede sig med langsomme kontante skridt, frem mod den udøde der gengældte den fremmarchen, og som de to enorme dræbere begyndte at bevæge sig ind i en cirkulation om hinanden, afventede Fenrer blot Seans indblanden, velvidende at han ville have problemer vis han skulle håndtere både ulven og dens flok af tilhængere.

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.]
Fenrer
Fenrer
Raceleder
Raceleder

Antal indlæg : 607
Reputation : 14
Bosted : Sunfury, paladset, royal flame distriktet...
Evner/magibøger : Auxi Mundi ~¤~ Åndernes Runer

Tilbage til toppen Go down

Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Empty Re: Well, it is a...Bridge. (Fenrer)

Indlæg by Sean on Tors 7 mar - 16:23

Seans blik hvilede på Fenrer, mens denne talte. Sean havde i sin tid læst utroligt mange bøger - især da han ledte efter ritualet til at blive archdemons. Hvor mange støvede og næsten helt forfaldne bøger havde han ikke haft fingre i? Hvor mange gange havde han ikke besøgt Sakrefs bibliotek? Ja...Sakref...På den ene side burde Sakref havde prøvet at begrænse Sean. Sean havde ledt den største klan af organiseret kriminalitet i Sakrefs by. Alligevel havde Sakref blot indset, at nogen ville altid tage den plads - og at han i det mindste vidste hvem Sean var. Ja, Sakref havde været en som Sean på en måde havde kunne respektere og forstå. Også selv om manden havde flere hemmeligheder og mystik omkring sig, end nogen anden Sean nogensinde havde mødt. Til manden var forsvundet med sin familie og folk og Sean mange år senere indtog den tomme og kolde borg. Som tingene ikke ændrede sig.

Om ikke andet. Magi havde aldrig tiltrukket Sean særlig meget. Han havde aldrig haft brug for det eller haft muligheden for rigtig at bruge det selv. Han havde blot læst nok op på det, til at vide hvor nyttigt eller farligt det kunne være. Nok til at vide lidt om nogle af de mest normale eller største magier eller ritualer. Især ritualer, måske. Men spiritualitet og magien dertil var ikke noget Sean gjorde sig i. Derfor kendte Sean ikke denne Lotus-magi. Og da Fenrer kastede den på ham, mærkede han blot en svag prikkende fornemmelse i sin nakke. Som et svagt gys, der gled igennem hans krop. Måske var det ikke lysmagi, der på sin vis også kunne være ubehageligt for en dæmon, men det var stadig magi og noget Sean aldrig ville stole på. Alligevel måtte han blot håbe på det holdt. Ja, uanset hvor lidt det passede Sean, måtte han jo håbe på Fenrer kunne leve op til sin del. Det var jo sådan man kæmpede sammen, hvor mange år siden det ellers var, at Sean havde stået side om side med nogen i en livsfarlig situation.
Ikke siden necromanceren, måske...
Endnu en person der var forsvundet ud af hans liv. Men dette var ikke tidspunktet til at lade paranoian overtage. Tværtimod virkede denne situation til at jage de mere ustabile tanker og følelser på flugt. En dag i normalitet, vel?

Sean fæstnede tasken til bæltet om sin hofte. Medicin eller healing fra andre var generelt ikke noget Sean tog imod. Det var næsten lige meget hvor såret eller syg han var. Sidst han havde taget imod medicin, havde det bragt ham i uønsket situation med Natalie. Han havde opnået nok viden, til at tage sig af sine egne sår. Og hvis ikke? Well. Hvis nøden virkelig ramte ham, måtte han opsøge nogen han kunne stole på. Hvilket for tiden var...Ingen. Selv Fenrer, uanset hvor godt eller dårligt de efterhånden kendte hinanden, kunne han ikke få sig selv til...Nej. Sean havde behov for at opretholde en facade. At bryde den og komme kravlende, fordi man var kommet til skade, lå fjernt. Heldigvis var dæmoner - og måske især archdemons - ikke så nemme at nedlægge og med en stor smertetærskel. Måske som bivirkning fra det smertefulde ritual. Alligevel var det vel...Sødt...At Fenrer tænkte så meget på Sean. Nu måtte de se hvem der fik brug for disse væsker. Så med et smil fulgte han efter Fenrer.
"Jeg går efter den store" bekræftede han.

Han lod Fenrer forvandle sig og smutte ud først, før han sikrede sig at han havde alt han skulle bruge, før han selv trådte ud. Ikke fordi Sean kunne se meget, men det var tydeligt at høre, at bæsterne endnu var her. Det store monster var nok lidt længere væk, da de trods alt var løbet ind blandt nogle af de pæle, der stod lidt tættere på.
Hvis de blot var ånder...Hvorfor var de så så fysiske? Sean rystede svagt på hovedet. Det kunne han læse op på, når han kom hjem. Han trak sit sværd igen, blot i tilfælde af skjoldet ikke ville virke efter hensigten, før han med hastige skridt begyndte at følge efter Fenrer. Det eneste, omend grønne, lys han kunne se.
Da Sean kunne ville have energi til at dræne alle af disse ulve omkring dem, ignorerede han de små. På den måde man ignorerede noget, men stadig var opmærksom på det. I stedet gik han efter at finde den store.

Da de var nået langt nok ud, til at Sean formodede det store monster ville være et sted omkring dem, stoppede han op. For nu havde det været okay. Skjoldet havde holdt en af de små på afstand, som den havde hoppet efter ham. Så for nu holdt skjoldet - og gav Sean tillid til at han kunne udføre sin egen del af plan.
Han stoppede op og trak vejret dybt, før han lukkede øjnene. Instinktet i ham kæmpede imod - at lukke øjnene og stå stille blandt fjender virkede som alt andet end en god ide. Men han tvang det til side og koncentrerede sig om sin evne. Den forhadte evne.
Han kunne snart mærke de små ulve omkring dem og måtte konstatere der var lidt flere af dem, end de nok havde regnet med. Stadig. Men også at flere af dem virkede til at lunte rundt et sted længere væk. På vagt.
Sean ledte blandt dem, til han kunne mærke en større kraft...En stor masse af denne mørke dødskraft, som var det eneste navn Sean havde til det. At lede, at mærke, krævede ikke det store. Det svære ville komme nu. Forhåbentlig ville det store bæst lade dem være længe nok, til at Sean fik det under kontrol. Nok til, at Fenrer forhåbentlig kun nåede at slås mod de små. For det ville tage lidt tid at få kontrol over så stor en mængde...Så stærk en mængde...

Øjenbrynene gled tættere på hinanden, som et koncentreret udtryk gled over Seans ansigt. Han havde lært sig selv at bruge evnen. Den nemmeste måde havde været igennem visualisering. At se - eller samle - energien i tråde, som han på en måde kunne trække i. Eller som en tåge han kunne samle eller sprede. Lyden og fornemmelse af endnu en lille ulv, der sprang mod skjoldet omkring ham, bragte ham kortvarig ud af denne trance. Han trådte et halvt skridt fremefter og havde åbnet øjnene et øjeblik, blot for at bekræfte om skjoldet holdt eller ej, før han gled tilbage i det.
Men knap havde han gjort et forsøg på at røre og kontrollere denne energi, før monstret bevægede sig. Kunne den mærke det? Eller ville den havde nærmet sig og gå efter at angribe alligevel?

Den kom buldrende. Sean prøvede at arbejde hurtigere, prøvede på at tage energien fra den og tvinge væsnet til at forsvinde eller forblive død - hvad den nu ville nede med - men det var en kamp mod tiden. Sean rakte den ene hånd frem, da det gjorde visualiseringen nemmere, og det lykkedes ham at kontrollere nok af energien, til at monstrets ene ben kollapsede under den. Den faldt ned i jorden med et hård slag. Det kunne give Sean et øjeblik mere...Et...Øjeblik...

Lyden og fornemmelse af fjender nær ham bragte ham igen ud af trancen. Flere små ulve sprang efter ham. Hvor meget kunne skjoldet holde til? Sean havde en fornemmelse af noget snart ville gå galt. Så han måtte opgive at nedlægge det store bæst for nu og sikre sin egen position igen først. Han så sig omkring for at finde Fenrer, før han med sværdet i sin ene hånd observerede de små bæster omkring sig. Det virkede til at de ville blive ved med at springe, til skjoldet før eller siden ville give efter. Skjoldet ville sikkert holde ham fra rigtig at nå dem selv. Så med en irriteret snerren rakte han den ene hånd ud mod den ene ulv og som han trak hånden til sig, forsvandt dens energi og den faldt til jorden. Om den forblev et lig eller forsvandt, som Sean gik ud fra ånder ville, kunne han ikke se i mørket.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Can someone tell me what I'm thinking? I am starting to dig the crazy~
Sean
Sean
Admin

Antal indlæg : 9685
Reputation : 106
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Tilbage til toppen Go down

Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Empty Re: Well, it is a...Bridge. (Fenrer)

Indlæg by Fenrer on Lør 16 mar - 3:45

"Whe-ere did yo-ur frie-end go?"
Den gurglende hæse stemme skar klart gennem den snerren, som brød mørket der faldt tungt i den frosne dis. Fenrers runer kastede en tilsvarende klar, men fremturende meddelelse igennem mørket; han havde ikke i sinde at flygte, ligemeget hvad. Hans fokus lå måske på hans modstander der gik med ham i en cirkel, og prøvede at skræmme ham til frygt, hvilket ville gøre det nemmere for den udøde kæmpeulv at få overgrebet i den nærtstående kamp, men Fenrer havde dog lagt mærke til at de to efterhånden var alene. De små bæster så ud til at have trukket sig, hvilket forklarede hvorfor at ghoulen havde brudt sin tavshed, men det alarmerede også til at Sean måske var i problemer, eller også prøvede de små at komme igennem hans Lotus.
Fenrer havde måske haft ret alligevel? Måske de små bæster var ånder i manifesteret form. Fenrer blev hevet ud af sine tanker, af et hult og højlydt klik, som ghoulens kæber smækkede dennes tænder sammen i en trussel.
Fenrer holdte sin tavshed. Han var ikke i tvivl om at bæstet foran ham, ikke helt vidste hvad det havde med at gøre. Fenrer var aldrig stødt på en anden ulv der så ud som han selv gjorde det nu. Hvor det måtte være et gyseligt syn at se de to, nedstirre hinanden. Den ene, et halvråddent kadaver, der bevægede sig i unaturlige ryk, som om den havde voldsom gigt, med blodskudte øjne det virkede så dybe og fulde af had, med knækkede syle for tænder, og en sort tunge der så ud til ikke altid at have været i stand til at komme bort fra tænderne i tide. Den anden, en ligeså enorm kæmpeulv, der næsten gled ligeså godt ind i mørket, der kastede et skræmmende lys fra sig, der hørte til i ammestue historier. Fenrer gjorde ikke ligeså hårde trusler mod sin modstander, da han vidste det ville være frugtesløst. Han var sikker på at bæstet han stod foran ikke ville blive skræmt af noget, og slet ikke hverken han eller Sean, ikke før end de var ved at give den nådestødet, hvis eller de ville komme så langt.

De to enorme dræbermaskiner, var efterhånden nået godt og tæt ind på hinanden, som de kiggede efter hinandens svage punkter, der ville give dem hver i sær, en fordel i kampen. Fenrer nåede dog ikke at finde en svaghed hos ghoul-ulven, før end den i et kraftfuldt jag, drog frem imod ham, med åbner kæber, der rettede de lange skarpe tænder mod Fenrers højre bagben. Fenrer vendte den store krop, i en sådan fart, at den ville have overrasket enhver, og satte sine egne lange tænder i nakken på hans modstander, der rykkede omkring for at løsrive sig. Fenrer satte dog ikke farten ned, selvom han havde mistet det første greb på ghoulen. Han kastede sig frem mod kadaveret, der huggede sine kæber ind den øverste del af Fenrers forben. På trods af smerten som bidet forårsagede, satte Fenrer sine egne kæber rundt om skuldrene på ghoulen. Det rådne kød ville i en anden situation have ham fået til at give slip, og forsøge sig med en anden taktik, havde Fenrer ikke delt sin krop med ånden der gjorde det meste af den instinktive kamp for ham.
Som den udøde kæmpeulv forsøgte at løsrive sig, i nogle voldsomme ryk, satte Fenrer af med bagbenene og hamrede sin modstander omkuld. Med en hurtig serie af kraftfulde og højlydte, rykkede bid fra dem begge, endte Fenrer atter ud med at få overgrebet, selvom blodet var begyndt at drive fra de sår der nu dækkede en betydelig del af hans overkrop. Han havde fået blottet bæstets hals, og hans kæber rykkede nu voldsomt i den udøde, i et forsøg på at brække dens nakke. Han havde haft ret i sin antagelse og var nu ved at vinde, men ikke længe. Fenrer havde ikke haft lagt mærke til at hans kamp med den store havde bragt dem indenfor synsvidde af Sean.

Sean var ganske rigtigt omringet af de små, der ikke så ud til at kunne komme igennem skjoldet endnu, men de så også ud til at være villige til at forsøge. Hvad var værre var at flere af dem nu kom mod Fenrer og deres flokleder. Fenrer holdte sit greb på den store, for nu, men var på ingen måde sikker på at han ville kunne holde det hvis han blev flået fra flere sider. Desuden havde han brug for at Sean drænede det store bæst så ha kunne nedlægge det. Som bæstet rev og rykkede på sig for at komme fri, blev Fenrer nervøs. Sean kunne ikke vist ikke komme til at dræne den store, uden at skulle tage sig af de små først, og Fenrer kunne sagtens risikere at forbløde, selv hvis han fastholdte den store, når først de små gav sig til at hjælpe deres deres leder.
Han kunne sende ulveånden, der for nu havde bosat sig i ham, til at hjælpe Sean, men Fenrer var ikke sikker på at han ville kunne fastholde sin modstander og tage tæsk fra de små uden den. Hvis han ikke sendte ulven til Sean, kunne han risikere at Sean kom rigtigt galt afsted, og så ville Fenrer stå alene med de mange bæster.
Selv hvis han tog flugten i den situation, hvilket han nægtede uden Sean, var det ikke sikkert at han ville klare den.

Fenrer tænkte ikke længe over sin beslutning, og gav slip på ånden der drønede afsted, som han selv holdte fast i sin modstander. Ulveånden flåede den første af de små der havde retning mod Fenrer, over på midten, hvilket fik den til at gå op i røg, inden den kastede sig over den næste. det ville nok tage den lidt tid at nå Sean.
Ghoulen derimod, mærkede åndens forsvinden, og gav sig til at kaste sig voldsomt rundt for at bryde Fenrers tag i den. Det lykkedes og Fenrers tænder blev fyldt med råddent kød, som han måtte slippe bæstet. Fenrer havde dog ikke tænkt sig at slippe kampen endnu. Han kastede sig frem og væltede om med sin modstander som de bed og flåede i hinanden.
Fenrer fik endelig et greb på den kolde hårde jord og satte poterne fast mod den, hvilket hjalp ham på benene, tidsnok til at sætte tænderne fast om nakken på ulven der gjorde det samme på Fenrer. Atter gav de sig til at rive og flå i hinanden, som ulveånden kæmpede sig nærmere Sean.

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.]
Fenrer
Fenrer
Raceleder
Raceleder

Antal indlæg : 607
Reputation : 14
Bosted : Sunfury, paladset, royal flame distriktet...
Evner/magibøger : Auxi Mundi ~¤~ Åndernes Runer

Tilbage til toppen Go down

Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Empty Re: Well, it is a...Bridge. (Fenrer)

Indlæg by Sean on Lør 23 mar - 12:13

Sean var ikke svag. Også selv om forudsætningerne var imod ham, som både mørket holdt ham fra at holde et overblik eller bruge sine omgivelser, og omgivelserne samtidig holdt ham fra at bruge sin dæmonskikkelse. En skikkelse som nok var hans største go-to når han havde brug for den ekstra styrke. En større skikkelse, hvor han mærkede mindre til skader, hvor han var stærkere. Som en klippe af rå, ødelæggende energi. Han kunne huske sine dage efter ritualet. Han kunne huske hvordan han havde mærket en svag ændring i sin fysik. Hvordan han kunne gå ned af gaden og alle kunne mærke ham, alle ville fjerne sig fra ham. Det mindede ham om Camille, som var en af de første han havde mødt bagefter. Sådan et uskyldigt og naivt væsen, at man ikke kunne lade være med at bekymre sig om hende på den ene eller anden måde. Mon hun var død af selv samme årsag? Var hun død? Hun var i hvert fald væk. Som alle andre.
Men uanset hvad havde Sean altid et våben i sit arsenal, der altid vandt kampene for ham. Ikke hans intellekt, men hans vilje. Hans indædte stædighed, der til tider også var en forbandelse for hans omgivelser. Han ganske enkelt nægtede at tabe. Han nægtede at flytte sig. Et eller andet sted fandt han altid energien og viljen til at kæmpe til det sidste. Og vinde.
I hvert fald når det var kampe som disse.

Han så ulven et sted foran sig. Hvilket også fortalte ham i hvilken retning Fenrer befandt sig. Hvad det betød at ulven kom her, vidste han ikke. Kunne Fenrer slås uden den? Eller gjorde han et unødigt offer for...For hvad? De kunne ikke vinde - eller i værste tilfælde flygte - hvis en af dem lå og forblødte på jorden. Man skulle altid sikre sin egen position. Andre kunne komme bagefter. Ellers risikerede man at ende i en magtesløs position, hvor man var afhængig af andre og intet kunne selv.
Så Fenrer måtte vel have bedømt, at han kunne sende ulven til Seans hjælp, og samtidig selv have en chance mod det store bæst.
Sean gik fremefter. Skjoldet nærmest skubbede de små ulve til siden, som var de vand der blev delt. De snerrede, de snappede, de cirklede om ham. Han gik ulven i møde, kom tættere på Fenrer og det store bæst. Men Sean blik var fokuseret på mørket foran ham. Derinde et sted vidste han bæstet var. Det var alt han skulle fokusere på nu. Den store var alt der betød noget.

Stadig med et hårdt greb om sværdet. Hans hænder var blevet en anelse svedige, af en eller anden årsag. Med en krop, der til stadighed blev mere og mere udmattet, rakte Sean den ene hånd frem igen. Frem mod det store bæst. Han ville gennemføre sin opgave. Ikke for Fenrers skyld. Men for hans egen. Det var egentligt det eneste han rigtig kunne kæmpe for. Sin egen skyld. Og ikke bare for overlevelse, men for at bevise han kunne.
Denne stålsatte vilje hjalp ham. Han ignorerede lydene og urolighederne omkring sig. Fenrers ånde-ulv var sikkert ankommet og begyndt at forhindre de små ulve i at være et problem. På den tid der var købt, måtte han gøre det. Nu. Lige nu.
Det var nemmere nu. Nu hvor han var i forbindelse med sin evne og ikke blot ignorerede fornemmelsen af den, som han gjorde til daglig.

Han lukkede hånden, som lukkede han den om trådene af mørk energi. Og han trak til. Han havde ingen ide om hvad Fenrer lavede, men måtte et eller andet sted håbe manden stadig kunne give et nådestød eller to til det store bæst. Og hvis ikke. Hvis ikke Fenrer kom og hjalp til, så måtte han blot klare det hele selv. Så måtte han gribe om sit sværd og mens han holdt bæstet nede, selv gå til angreb.
Som han trak hånden til sig, kunne han virkelig mærke det denne gang. Det var ikke nok til at dræbe den. Men nok, til at få den til at falde eller stoppe med hvad den lavede. Som var den lammet, mens Sean hele tiden trak mere og mere energi fra den og fratog den flere og flere af dens kræfter.
En sveddråbe gled ned over hans tinding. For at udnytte situation ville han selv løbe mod det store bæst. Men i samme nu ændrede tingene sig.

Han vidste ikke hvornår skjoldet var gået i stykker. Om det var fordi der var sket noget med Fenrer eller skjoldet i sig selv ikke kunne holde til mere. Ud af blå følte han den varme, og samtidig kolde, fornemmelse af tænder der borede sig ind i hans læg. Hvordan et ryk var tæt på at koste ham balancen og fokus. Det gjorde sikkert ondt, men det var ikke noget Sean kunne mærke lige nu. Nej, smerterne ville indhente ham, når han kunne slappe af igen. Sådan plejede det at være.
Sean drejede sværdet i sin hånd, så spidsen pegede nedefter. Og halvt om halvt uden at slippe fokus på den store ulv, borede han spidsen ned i ulven om sit ben. Grunden til andre ulve ikke havde angrebet ham endnu, var sikkert til tak for Fenrers ånde-ulv. Uanset hvad var tiden gået. Han ville risikere at blive angrebet igen når som helst. Så han var tvunget til at vende fokus væk fra den store og fokusere på sig selv.
"FENRER! STATUS!"
Han vidste ikke om manden kunne høre ham eller tale - eller havde tid til det. Men uden at kunne se rigtig og uden at vide hvad der skete i mørket omkring ham, kunne han ikke selv bedømme om alt gik efter planen...Eller stik modsat. Selv vendte han sig og svang sværdet for at beskytte sig selv, nu halt.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Can someone tell me what I'm thinking? I am starting to dig the crazy~
Sean
Sean
Admin

Antal indlæg : 9685
Reputation : 106
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Tilbage til toppen Go down

Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Empty Re: Well, it is a...Bridge. (Fenrer)

Indlæg by Fenrer on Tors 30 maj - 12:40

Jordklumper og snavs hvirvlede op som de to enorme bæster væltede frem og tilbage i voldsomme angreb. Fenrer var ved at blive mere sikker på sejr igen, som hans angreb faldt bedre end Ghoulens, der så ud til ikke at være vant til en modstander der matchede den i styrke og adræthed. Fenrer var dog ikke overmodig, da han var udmærket klar over at et enkelt heldigt bid, kunne vende kampens udfald til Ghoulens fordel.
Fenrer undveg et bid fra Ghoulen, med et krumbøjet spring og fik jaget sine lange hjørnetænder fast omkring bæstets nakke. Fenrer kunne have været sikker på at han også havde revet struben på ghoulen med sine nederste hjørnetænder, men det mareridts-agtige væsen så ikke ud til at være videre påvirket af dette. Det var meget vel muligt at en udød så ikke havde brug for struben, men det havde Fenrer ikke tid til at tænke over. Hvis han kunne holde bæstet her ville han vinde.
Pludselig blev verden dog vendt op og ned fra den sikre sejr. Han hørte han Seans stemme bryde kampen, som han kaldte på Fenrer, og da Fenrer tabte fokus, vred ghoulen sig fri med en voldsom bevægelse, der sendte Fenrer på siden, mens Ghoulen satte i løb mod Sean.

Ulveånden havde fået kæmpet sig frem til den yderste del af Seans kamp, og kastede de første af de mindre monstre rundt som kludedukker. Dens grønne lys oplyste mørket for Sean, som ånden slog cirkler omkring ham. Ulveånden var ikke til at kimse med, en formidabel kriger, der kunne holde fokus som ingen anden. Den ville nok kunne hjælpe Sean, skulle han have brug for det. Det imidlertidigt irrelevant om han så havde brug for det, for Fenrer havde, som dens hidkalder, sat den til at hjælpe Sean i denne kamp, så ved hans side, ville den blive.

Fenrer opdagede i splitsekundet efter at være kastet afsted, at Ghoulen var på vej mod Sean, og sparkede jord og skidt til siden som han satte ind på livet af det udøde bæst, der nu truede hans ven, hvis ellers Fenrer og Sean var venner.
Selvfølgelig var de det, i al fald hvis man spurgte Fenrer, der mærkede angsten ved at kunne se et monster som dette, sætte mod dæmonen, der var optaget af sin egen kamp. Det var irrelevant om Sean havde hjælp fra ulveånden, hvis han aldrig så Ghoulen komme fra en blind vinkel.
Tanken alene fik det til dundre igennem Fenrer pulsårer. Han havde ingen intentioner om at miste sin ven til dette bæst.
Adrenalinen blev så voldsom i Fenrers krop, at han ikke mærkede de to Barghests der havde hoppet på hans ryg, udover at han gang nu var en anelse mere besværet. Fenrers voldsomme bevægelser fik dog hurtigt vristet de mindre Barghests af hans ryg. Fenrer kunne igen indhente Ghoulen.


Hvert et skridt talte, som verden virkede til at sætte ned i tempo. Ghoulen var metre fra Sean, og Fenrer følte koncentrationen om hvert af sine skridt i det kolde muldrede jord, samtidig med at han konstant overvejede afstanden til sit mål, og hvornår han ville kunne springe på Ghoulen. Lydenene var dæmpede og fornemmelsen med den kolde jord var fjern. Den brændende fornemmelse i hans bryst, der var tegn på hans hårdt pressede lunger, virkede mere som en strejfende tanke, end en egentlig svækkelse og sårene der sporadisk dækkede hans ryg og ben var af ringe bekymring. Han var i et es han ikke havde mærket siden kampen med en varulv udenfor Doomsville, for åh så længe siden.
For  hvert skridt hans modstander tog, fik Fenrer næsten præsteret to. Et skridt nærmere, endnu et skridt nærmere, nu var han der næsten. Det var nu eller aldrig. Fenrer roterede sin overkrop, kontra til sine bagben og satte af mod siden af Ghoulen, med alt den kraft han kunne præstere midt sprint. Det virkede, for Ghoulen væltede rundt med Fenrer på sin side, blotte meter fra Sean, men om ikke andet endte de ud med ikke at banke lige ind i dæmonen.
Fenrer mærkede verdenen omkring ham hale op til ham i fart, som hans krop blev presset mod Ghoulens, og de to tumlede flere mere i en volden og højlydt serie af bid og smældene kæbepartier.  

Den voldsomme forstyrrelse i kampen, fik ulveånden til at slutte en tættere kreds om Sean, som dens hidkalder nu kæmpede voldsomt, meget nært den selv og Dæmonen. Havde dæmonen ikke været der, havde den taget chancen og hjulpet dens fælle, men ligenu kunne dæmonen vist være til større hjælp end den selv, såfremt den kunne koncentrere sig.

Fenrer fik sat sine kæber fast om halsen på ghoulen, som hans forsøg på at vælte sin modstander om på ryggen endelig bar pote. Han mærkede de flækkede, skarpe kløer flå hans sider, som Ghoulen forsøgte at vride sig fri. Fenrer maste sig ned mod udyrets krop, for at udgå det vildt farende kløer og fæstnede sit greb om Ghoulens strube.
Fenrer bed til, så hårdt han kunne, men alt hvad han opnåede var at Ghoulen fortsatte kampen, nu mere febrilsk end han havde set det før, men ikke som om den var ved at kradse af. Han måtte droppe at tage livet af den ved blod, hvilket i denne situation, kun efterlod ham med en enkelt mulighed.
Fenrer løftede atter sit krop fra sin modstanders, og gav sig til at ruske og vride i bæstets nakke så voldsomt som han kunne. De højlydte smæld fra bæstet tydede på at Fenrer gjorde noget rigtigt, men som han mente at have nådestødet indenfor rækkevidde, udbrød Ghoulen med et gurglende hæst hyl og frem fra mørket sprang flere af mindre udøde, der nu forsøgte sig med at flå Fenrers bagben.
Fenrer holdte dog sin stilling, i en voldsom uvished om hvor længe han kunne magte det.

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.]
Fenrer
Fenrer
Raceleder
Raceleder

Antal indlæg : 607
Reputation : 14
Bosted : Sunfury, paladset, royal flame distriktet...
Evner/magibøger : Auxi Mundi ~¤~ Åndernes Runer

Tilbage til toppen Go down

Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Empty Re: Well, it is a...Bridge. (Fenrer)

Indlæg by Sean on Fre 31 maj - 11:53

Hans ben føltes varmt og vådt. Han vidste ikke hvor dybt såret var og lige nu betød det ikke noget. Så længe han ikke direkte forblødte. Han trak vejret dybt og håbede blot på bidet trods alt ikke havde været så dybt. Så ondt havde det heller ikke gjort og det var blot et enkelt bid. Et bid, der gjorde ham opmærksom på hvor udmattet og forslået han efterhånden var.
Han havde vendt sig, lige i tide til at se Fenrer nærmest flyve ind i den store ghoul, hvorefter de begge væltede ind i mørket igen. Han kunne høre lyden af kamp, høre dem snerre og snappe efter hinanden. Ånde-ulven både gav ham synet og holdt ham fra at se mere, end den cirkel som ulven konstant holdt om ham. Han vidste ikke om han var taknemmelig eller fornærmet over, at Fenrer ville prioritere hans sikkerhed...Som om Sean ikke kunne passe på sig selv. Tydeligvis havde Fenrer selv brug for hjælpen.

Men om ikke andet gav det ham et øjeblik til at vurdere. Som han svang sit sværd for at holde endnu en af de små på afstand, vedblev hans tanker at glide tilbage til flugt. De måtte begge være udmattet og med flere eller færre sår og skader. De kunne ikke blive ved. Den logiske side i Sean fortalte ham, at de burde fokusere på at flygte mens de havde energien til det. De kunne ikke vide hvor mange flere væsner der levede i denne sorte kløft. Eller hvor meget mere det ville tage at vælte den store af dem.
Alternativet? At slås videre. Til de begge enten havde vundet eller var for udmattet. Levende eller døde. Ja, når han tænkte over det...Havde han så noget at slås for? Hvad bedre vej end at dø i en episk kamp af så store proportioner? Ingen ville snakke dårligt om hans død på denne måde. Måske mere diskutere om den var modig eller dumdristig. Måske spørge sig selv, hvad Sean og Fenrer havde lavet sammen i denne kløft, kæmpende til døden.
Måske skulle han i virkligheden takke Fenrer for det. Måske havde alle Seans nyeste kampe ikke blot været et udtryk for kedsomhed. Men en søgen på noget andet. En god slutning, måske?

I så fald betød det intet. Med et spark fra det raske ben, fik han skubbet endnu en ulv væk. Han var van til dem nu, deres frådende kæber ikke længere et så frygtet syn. Med en hånd løsnede han bæltet om livet og lod det falde til jorden.
Her var plads nok til den store ghoul. Der var plads nok til at ånde-ulven kunne løbe rundt om ham. Så var der også plads nok til ham selv.
Med et brøl løsnede han noget af sin sidste energi. Hans krop voksede. Hans tøj gik i stykker, som det ikke længere passede om hans ellers muskuløse krop. Dobbelt i størrelsen, både hvad angik højde og bredde. Kun fordi Sean - af samme årsag - købte dyre bukser med så elastiske egenskaber som muligt, forblev noget stof omkring livet på ham.
Huden blev mørkere og mere rød i det. En hale gled ned over jorden, før den holdt sig om det ene ben. Negle blev til klør, tænder til hugtænder. Øjnene blev sorte. To små horn voksede ud af panden på ham. Sidst men ikke mindst, to store vinger voksede ud af ryggen og fik ham til at virke større end meget andet.

Han snerrede i sin nye skikkelse. Forvandlingen havde taget meget fra ham og han måtte fokusere på sit åndedrag et øjeblik. Samle sig. De små ulve omkring ham var næsten intet mere end snappende fluer, som han greb den ene over ryggen og borede kløerne ind i ryggen på den. Den skreg, som Sean maste den under sig. Til ryggen og dens skelet blev knust, til den ikke længere havde muligheden for at rejse sig.
Men i virkeligheden var det ikke de små ulve der var interessant længere. Med noget, der formentlig var en hæs latter, rettede han sig op. I denne form var han tung og langsommere...Men åh så meget mere magtfuld. Så meget stærkere!
Få skridt bragte ham tættere på lyden af kamp, lyden af knæk og snerren. Som ånde-ulven løb med ham, kunne han snart se den store Ghoul og Fenrer, der hang fat i nakken på den. Ghoulen sprang om sig selv for at ryste ham af sig. Sean og Ghoul havde begge en størrelse, der gjorde dem til mere jævnbyrdige legekammerater nu. Derfor var det ikke svært for ham at gribe halen, som ghoulen sprang omkring, og hive den tilbage. Med et hårdt ryg faldt den til maven og blev trukket baglæns. Tættere på Sean. Gav Fenrer et øjeblik til enten at give slip eller få bedre fat igen. Sean borede sine klør ned i bagpartiet på væsnet. Det snerrede og vred sig, vendte sig omkring for at komme om og bide Sean. Jo mere den bevægede sig, jo dybere gled kløerne, til de trak dybe sår efter sig. Og til ren fornøjelse virkede ghoulen mere aggressiv, jo mere den kom til skade.

Til sidst slap kløerne deres offer og ghoulen sprang omkring. Mere adræt end Sean, sprang den omkring ham.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Can someone tell me what I'm thinking? I am starting to dig the crazy~
Sean
Sean
Admin

Antal indlæg : 9685
Reputation : 106
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Tilbage til toppen Go down

Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Empty Re: Well, it is a...Bridge. (Fenrer)

Indlæg by Fenrer on Ons 11 dec - 18:47

Fenrer mærkede kort en voldsom forandring i luften, midt under hans strid med grebet i ghoulen. En aura voksede frem, Seans hvis ikke han tog helt fejl, og sammen med auren, en fæl dunst af dæmon, men siden Fenrer ikke kunne se Sean endnu, kunne han ikke vide sig sikker.
Fenrers vished blev dog snart stillet til rette, da et pludseligt ryk fik ham til at slippe sit greb i ghoulen, og som Fenrer vendte på stedet, så han Sean. Synet af den store mørkerøde skikkelse, den samme som han havde set på den sandede banke ved samlingen af Soul River for så længe siden, fik en gysen til at løbe ned ad Fenrers ryg. Han vidste godt at Sean og andre dæmoner i deres ægte skikkelse, var magtfulde, men medmindre man stod konfronteret med en, ville man ikke rigtigt kunne begribe det. Fenrer var derfor ikke overrasket over hvorledes at Sean havde grebet fat i Ghoulen med en sådan lethed, selvom ghoulen lagde en mærkbar modstand mod den enorme skikkelse der nu havde fat i den. Det måtte være en sand skræk, selv for en udød, at blive trukket sådan fra gløderne ind i ilden.

Fenrer så sig omkring og fik hurtigt taget tumulterne i betragtning,og endelig så det ud til at tingene lysnede lidt op. De barghest der ikke var fanget i kamp med ulveånden, så ud til at tage sig gode overvejelser om flugt. Fenrer kunne godt forstå dem, for det var ikke nogen meget lige kamp længere når man tog størrelser og antal i betragtning. Fenrers åndemanifestation havde givet dem kamp til stregen, også selvom deres mål egentlig havde været det menneskelige væsen der nu stod og bankede løs på deres leder, eller hvad end man kunne kalde Ghoulen. Fenrer selv havde haft leget tag fat med bæstet, og havde tilnærmelsesvis haft overtaget.
Det var nu det skulle ske hvis Sean og Fenrer skulle kunne slippe herfra med deres skind i behold. Nu hvor Ulveånden havde så få modstandere og Fenrer selv var fri, mens Sean havde tag i Ghoulen. Fenrer vendte blikket tilbage mod Sean, der for nu så ud til at have tingene under kontrol.

Fenrers holdte sit fokus på Sean, imens han lagde en kort kommando ud til åndemanifestationen.
"Come to me" lød ordene i hans sind, og ikke så snart han havde følt manifestationens svar, havde han sat af igen. Afsted mod kampen mellem de to kæmpende. Atter satte verden tempoet ned, som klarsyn og adrenalin fyldte Fenrer. Han kunne mærke den kolde, fugtige og frost klumpede jord under hans poter, som hans vægt og fart skød den op omkring ham. Han kunne mærke Seans strabadser med bæstet som det udøde monster endelig undslap den enorme skikkelse. Han kunne mærke de to's rystelser i jorden mellem søjlerne og kunne fornemme ånden bag ham.
Åndemanifestationen kom nærmere og nærmere, som en grøn fakkel i mørket, der nu opløstes til en tåge for at fare til sin hidkalder. Samtidig undveg og flygtede flere af de barghests der havde haft sluttet ring om dem, som de nu forstod at kampen nok snart ville være forbi, og føre til deres eget nederlag.
Fenrer mærkede varmen fra den grønlige tåge der nu omgav ham, og sank ind igennem hans pels og dybt ind i hans indre, hvor det slog rod.

Fenrer så sit snit til at afslutte striden med sin genfundne og opsvulmede styrke, da ghoulens bevægelses-mønster afslørede den. Fenrer, vis runer, hugtands gab og og øjne nu lyste op i mørket med samme grønne glød som ulveånden havde gjort det, ændrede sin kurs, og kun en anelse. Den nye retning sendte Fenrer på kurs med Ghoulen, :idea:der endelig satte af mod Sean i et nyt angreb. Fenrer satte af og mærkede endelig verdenen omkring ham hale ind på ham i fart. Fenrer åbnede det lysene gab som hans sidste pote lettede fra jorden og en skadefro glæde spredtes i ham som han så de mørke øjne hos hans modstander, endelig opfange hvad der var ved at ske.

Ghoulen forsøgte at vende sig i luften, men det var forsent. Fenrers gab lukkede sig på ny om bæstets ryg, netop inden det nåede Sean, og om de ramte dæmonen i farten vidste Fenrer ikke, for derfra gik tingene hurtigt. Fenrer slap ikke sit greb i ghoulen, men vendte sin krop i en så voldsom vending, at han sendte bæstet ind i en sølje. Lyden af knasende knogler var øredøvende fra Fenrers standpunkt, som ghoulen gled til jorden. Fenrer var ligeså lynsnar i hans næste træk og greb om nakken på sin modstander, der var for drænet og skadet til at kunne nå at reagere.  
Fenrers tænder sank denne gang dybt i nakken på ghoulen der endelig gav sig til sprælle en anelse, men ligemeget hjalp det. Fenrer rev og rykkede som han bakkede tilbage, med ghoulens nakken i gabet. Han blev ved og ved med at klemme sit bid, til det snurrede i hans kæbemuskler og kunne høre kødet slippe. Kunne Sean nå at gri e fat i det udøde møgdyr, ville det blot gøre Fenrers træk nemmere.

Bæstets hovede slap dets skuldre og lande med et heftigt dump på den anden side af Fenrer. Fenrers klappede kort med kæberne i en skadefro og nærmest barnlig triumf. Så havde han fået sit bytte, hans triumf og prøvelse.

Fenrer så op på Sean, fra sin glædesro, og gik mod den lille samling klipper hvor de havde efterladt deres ting, med en lavmælt vokalisering og i en let gang. Han forsøgte sig med at få samlet hovedet op, hvilket endte i et noget forhastet og kluntet forsøg, men han agtede at bringe et trofæ med sig tilbage. Han ville have et bevis med sig tilbage for denne prøvelse.

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.]
Fenrer
Fenrer
Raceleder
Raceleder

Antal indlæg : 607
Reputation : 14
Bosted : Sunfury, paladset, royal flame distriktet...
Evner/magibøger : Auxi Mundi ~¤~ Åndernes Runer

Tilbage til toppen Go down

Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Empty Re: Well, it is a...Bridge. (Fenrer)

Indlæg by Sean on Tirs 17 dec - 8:20

Der var ikke meget kamp tilbage. Som Fenrer havde trukket sig, havde ghoulen udvalgt Sean til det primære mål. Hoppende, snappende. Sean stod stille og afventede. Der var ingen grund til at bruge energi på at løbe rundt efter ghoulen, eller risikere den skubbede ham ud af balance. Hans ryg var klart en af hans største svagheder, så han prøvede alligevel at holde sin front mod bæstet.
Alt omkring ham blev mørkere, som åndeulven forsvandt og sikkert fandt over til Fenrer igen. Mørket gjorde det svagere for ham, selv om han i denne skikkelse bedre kunne fornemme sine omgivelser. Med sin anden evne var det ikke helt umuligt at mærke hvor den store ghoul var. Da den sprang efter ham, var han klar. Det ene ben hvilede bag det anden, klar til at stå imod når bæstet sprang på ham. Han hævede armene og musklerne spændte i det forventede møde.

Men det kom ikke. Fenrer måtte have valgt at udnytte situationen. Sean nåede kun at mærke en overfladisk snappen fra bæstet, som den og Fenrer fløj forbi ham og landede et eller andet sted ved siden af ham. Frustreret over at blive berøvet sit bytte, men velvidende han og Fenrer nok havde det ens på det punkt: De ville begge gerne være den der tog livet af den. Måske var det kun fair, eftersom Sean havde taget æren fra havslangen sidst. Men derfor var der stadig et stik af frustration, på trods af det til sidst ligeså vel havde handlet om deres fælles overlevelse.
Kun det svage lys om Fenrer gjorde at Sean kunne se den døde ghoul. Der var ikke mere at komme efter i Seans optik. Så med en kraftanstrengelse forvandlede han sig tilbage til sit sædvanlige selv.

Han var endt på det ene knæ, med en støttende hånd på jorden ved siden af ham. Han var så...Træt. Hans sår var overvejende overfladiske, men han følte sig alligevel øm. Den nøgne hud gjorde intet for at holde ham varm, så kuldegys gled over hans lyse hud. Bukserne var ødelagt, men det lykkedes ham at holde dem til han fandt sit bælte igen. Med det om hoften kunne han i det mindste beholde det. En hånd gled igennem det mørke hår, som han kom sig lidt på oplevelsen. Til sidst vendte han sig halvt om mod Fenrer. Der var stadig meget mørkt i kløften, men det virkede til de mindre hunde havde fjernet sig. Hvis de skulle nå tilbage, ville nu være en god mulighed. Men det ville tage for evigt, hvis Fenrer forblev i sin skikkelse og insisterede på at slæbe det grimme hoved med sig.

Med et suk gik han over mod ham.
"Så tilbage og hent de ting vi mangler. Du kan se bedre i dette mørke end jeg kan alligevel. Så skal jeg nok hjælpe med hovedet. Bare rolig. Jeg stjæler det ikke fra dig" forsikrede han en smule træt. Han strakte sig lidt for at få gang i den ømme krop og sikre sig han ikke frøs fast til stedet.
"Jo før jo bedre" tilføjede han sigende. Fenrer kunne sikkert holde varmen ganske fint. Men Sean ville bare gerne tilbage til et varmt bad og et varmt måltid. Som man jo sagde.
Hvis Fenrer accepterede det, ville Sean rulle hovedet lidt rundt for at mærke efter hvor han bedst kunne tage fat. Det ville være en smule tungt, men med hans dæmoniske styrke skulle det nok lade sig gøre. Om ikke andet så fordi Sean var stædig nok til det.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Can someone tell me what I'm thinking? I am starting to dig the crazy~
Sean
Sean
Admin

Antal indlæg : 9685
Reputation : 106
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Tilbage til toppen Go down

Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Empty Re: Well, it is a...Bridge. (Fenrer)

Indlæg by Fenrer on Søn 5 jan - 18:03

Fenrer så op fra hovedet  da Sean talte. Han kunne godt se logikken i hvad hans kampfælle talte om. Det her ville tage for lang tid, for ikke at nævne at det nok ville være bedst om de snart kom tilbage til lunden. Fenrer tvivlede dog på at de ville have meget mere held med at bære det i menneskelig form, for ghoulen var stor og selv det afrevne hovede var tungt, klodset at bære og lidt for slimet til at kunne holde i et fast greb særligt længe. Fenrers blik gled hurtigt over Seans krop, ikke at han behøvede syn for sagen, for han kunne lugte dæmonblodet i den kolde luft. Sårene så nu ikke ud til at være alt for alvorlige, men Sean ville nok have godt af at blive efterset alligevel.
Det skulle dog ikke undre Fenrer om Sean ville forsøge at feje skaderne af som bagateller.

Han besluttede sig hurtigt, for Seans råd var nok den letteste vej videre, så uden at give mere til kende slap Fenrer grebet i Ghoulens hovede og vendte sig i en snap bevægelse. Han satte af med høj fart, der fik jorden til at føje sig. Han fór igennem mørket og stoppede så op ved de klipper de havde gemt deres ting imellem.
Et par grønne lysglimt efter, havde Fenrer samlet makkerparrets ting, og var tilbage i ulveform, på vej mod Sean igen. Da han nåede sin ven, lagde han tingene på jorden, og et kort lysglimt efter stod kejseren af Sunfury atter foran Herskeren af Doomsville. Der var desværre ingen råd for at Fenrer kunne beholde sit tøj på, så han stod der i mørket og kulden, kun iført hvad guder og ånderne havde givet ham i denne verden.

"Ok, so here's my idea" sagde han med et smil der var blevet sat på et ellers eftertænksomt ansigt. Han stillede sig ved siden af Sean og klappede dovent det hovedet, hvis tomme blik søgte mod lyset højere oppe mellem tinderne. Han så over på Sean "We'll tie this and our things with the rope, and put it over my shoulders, then I'll carry it to the top"
Uden at vente videre på svar fra Sean, gav Fenrer sig til at rode rundt i sine ting og fandt den lille taske frem med krukkerne. Han fandt en salve frem og rakte den over til Sean" This will stop any infection from setting in, and help with the healing"
Fenrer fandt dernæst rebet frem og gav sig til at binde Ghoulens hovede og sine ting sammen, med reb nok imellem hver, til at han kunne få det sat over skuldrene i sin ulveform, og derved bære tingene.

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.]
Fenrer
Fenrer
Raceleder
Raceleder

Antal indlæg : 607
Reputation : 14
Bosted : Sunfury, paladset, royal flame distriktet...
Evner/magibøger : Auxi Mundi ~¤~ Åndernes Runer

Tilbage til toppen Go down

Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Empty Re: Well, it is a...Bridge. (Fenrer)

Indlæg by Sean on Tirs 7 jan - 10:13

Han orkede end ikke at diskutere det, selv om det irriterede ham at han ikke bare fik lov til at bære hovedet. Så nu var han for svag til både at slå bæstet ihjel og bære dens fucking hoved? Så Fenrer ned på ham? Men han bed blot hårdt sammen. Fenrer måtte tro hvad han ville. Det var Fenrers hoved, så hvis manden virkelig selv ville slæbe rundt på det, hvorfor skulle Sean så lege slave og gøre det for ham?
Trætheden og den ømme krop gjorde intet for at lette hans humør. Så velvidende han intet havde at tilføje, svarede han ikke, så han hjalp Fenrer med at få hovedet på plads. Til sidst bukkede han sig ned og tog sine sidste ting og de af Fenrers, som han nu ikke selv kunne bære rundt på. Den tilbudte salve fik ikke andet end et uinteresseret blik. Den eneste grund til at han tog imod den, var for at placere den blandt resten af Fenrers ting.
"Dæmoner bliver ikke syge" meddelte han tungt, som var det åbenlyst at infektioner ikke ville udgøre en trussel for ham. Af en healer at være havde Fenrer nok overset den lille detalje. Desuden nærede Sean en stor mistro til lægeverden. Han havde altid klaret sig selv og det ville han også denne gang. Et bad var alt han havde brug for. Ingen underlige salver, af underligt indhold, fra folk der påstod de vidste bedst.

Trætheden og det tunge humør gjorde Sean stille hele vejen tilbage. På sin vis var han afhængig af Fenrer genkendte vejen, så halvt om halvt gik han bare side om side med manden og skubbede til tider hovedet på plads, når det truede med at glide af ulven. De ville være noget af et syn, der ville skabe historier blandt soldaterne og arbejderne det næste lange stykke tid.

Til sidst nåede de endelig frem. Selv hvis Fenrer insisterede på at tilse Sean, ville han blive mødt af en uenig stilhed, der lod Fenrer vide han ikke skulle nærme sig. Faktisk snakkede Sean først igen, da nogle forvildede tjenestefolk løb dem i møde.
"Et bad. Et måltid. Og lad det gå stærkt" var ordene der mødte hans egne folk, som de blev sat i gang. Folk havde spørgsmål. Hvor havde de været? Det store hoved, deres sår. Hvad var der sket? Sean kunne se spørgsmålene i øjnene på dem, men han havde ingen plan om at besvare dem. Han var hersker, hvad han besluttede sig at lave med en konge var hans egen beslutning. Desuden var det langt sjovere at se hvilke historier folkene selv ville finde på.
Med et sidste blik og et kort nik til Fenrer, ville Sean trække sig tilbage til sine egne telte. Tid til et bad, tid til at han selv tilså sine sår og ømme muskler. Tid til at spise og sove langt ind i næste døgn.

//Out

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Can someone tell me what I'm thinking? I am starting to dig the crazy~
Sean
Sean
Admin

Antal indlæg : 9685
Reputation : 106
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Tilbage til toppen Go down

Well, it is a...Bridge. (Fenrer) - Page 2 Empty Re: Well, it is a...Bridge. (Fenrer)

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Side 2 af 2 Previous  1, 2

Tilbage til toppen


 
Forumtilladelser:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum