oh and you are? (Zela)

Tid: 18:00
Sted: En dunkel og mørk lysning i skoven...
Omgivelser: natur...
Vejr: Fin temperatur...
Påklædning: Et par slidte hørbukser og en arbejdsskjorte...

Matic sad i den ene ende af den mørke lysning og kiggede sig lidt omkring. Han sad op af et træ og holdt som basis bare øje med hvad det var der skete i lysningen, og kiggede efter om der kom nogle dyr. Han sad der bare og kiggede sig lidt omkring. Han vidste ikke helt hvad det var han skulle give sig til, men der var noget der fik ham til at søge naturen. Han var begyndt at se naturen som noget der var mere værdig, end hans 'gud', til at modtage hans tilbedelse...

Han sad der bare og tænkte, og tegnede nogle underlige symboler i jorden med en pind... De havde ikke nogen specifik betydning...

Skyggernes dunkle og mystiske aura lå hårdt i luften, og små blide vindpust rev i ens nakkehår, og efterlod en med den kolde og sinds-pirrende fornemmelse af naturens hvisken i øret, og prikken i nakken som en kontant påmindelse af nattens dominans over den prægtige og skønne skov. Nogen små og elegante skridt bliv gjort over af den hårde skovbund, skridtene tilhørte en sortelver, hendes skridt var stille som en slange der krøb, og stilfulde som en ædel tiger der viste sin gloværdighed, hagen højt, og ryggen lige. pigen havde en meget timeglass kropsform, som hun ´gemte´ bagved en praktisk og tyg læderrustning. (den på profil billedet) som gik hende fra hals, og nedefter, dermed det hele af begge fødder. Pigen havde noget smukt langt hår, og nogen gennemborende lys lilla øjne. pigen trådte ind i lysningen, og man kunne nu bedre se hvad hun havde i sit favn. det var en kurv med forskellige små swampe og andre planter der kunne findes i jord højte, og som kunne bruges til madlavning.

Han sad bare stille og roligt og så på hende da hun kom nærmere ham, han vidste ikke helt hvad han skulle gøre, men han flyttede sig ikke da hun kom nærmere, men han rejste sig stille op og gik et par skridt nærmere hende hvor han stille bukkede elegant for hende.

''Matic til deres tjeneste frue...''

Han valgte at bruge frue da han ikke ville risikere at insinuere at hun ikke ville kunne finde sig en mand. Han vidste jo ikke om hun var gift, enke eller hvad hun egentligt var, men frue var det han som regel omtalte kvinder som når det var ham der åbnede samtalen...

Sortelveren så den hvid-skind som kom nærmere på hende, men mere gjorde hun ikke i det for nu, hun gik videre og havde i tankerne at gå forbi ham, men da hans ord kom fra hans læber, stoppede hun som vinden stopper når den møder en fast klippevæg, hendes blik bliv stift og hårdt, og krops attituden bliv dominant og streng, men som .. det var kun for et kort øjeblik, og hun tabte helt kurven, i noget der lignet et chok, som at falde ud af drømmeland, og vågne et fremmede sted. hun var skam glad for manden ydmyghed, det var dejligt at se mændene her i hvid-skinds samfundet ikke var tabere alle sammen, men at blive kaldt frue og talt sådan til.. fik hende i kort øjeblik til at glemme at hun ikke skulle være over mænd, som i hendes gamle samfund, men under alle hvid-skind, deriblandt også deres mænd. sortelveren fik nogen få sekunder efter den isdroninge agtige kropsholdning, en helt anden stil, en meget underkastende og ydmyg form, men hun bukkede sig ned og samlede planterne op i kurven igen, og prøvede for at i verden at undgå hans blik, for at vise hun ikke have kontrollen i samtalen, men han havde. hun sagde med et underdanig tonefald og en sød sommer stemme "Prinsesse Zela, af det daværende sortelver Rugaskov samfund. baronesse af de tusinde tåres grotte. Ældste og eneste overlevende datter af afdøde høj præstinde Estalia, og tro slaveinde af høj-frøken Zefira" hun gav en præsentation af hende selv, mens hun hastigt prøvede at samle tingene sammen i den kurv hun havde tabt. hun svaret ikke på hans snak med det samme, men sagde så "Frøken er en title givet til kvinder i et forhold, og som fortjener titlen. jeg selv har ingen rettighed til nogen af dem. deres nåde"

Han vidste det godt, og han var tæt på at le da hun kaldte ham for nåde... Han kendte lidt til mange sortelver samfund og vidste at de alle sammen så ned på mænd, og så dem næsten kun som avlsdyr eller dets lige... De var der for at racen kunne fortsætte og af ingen anden grund end det... Så det at hun kaldte ham nåde var dybt forkert...

''Står De ikke engang ved Deres rødder? Står ved at De bør være hævet over mænd og bør se os som intet andet end slaver, ofrer og avlsdyr?''

Han så stille på hende, mens han trådte lidt væk fra hende igen og bukkede så igen for hende...

''Undskyld frøken, men ville blot kalde dem frue da jeg ikke ville lade dem tro, at jeg ikke troede De kunne finde dem en mand... Hvilket også ville være underligt ikke at tro...''

HAn rettede sig op igen...

Hun samlede lidt mere surt sine planter op, mens han talte til hende som stod hun ikke ved sine rødder, hvad vidste den hvid-skind om det, han var bare en .. mand. hun rejste sig op, og undgik stadig hans blik, selvom han bukkede for hende, og rettede på ham endnu engang "Mester Matic, frøken er en title givet til respektable ugifte kvinder. jeg har ikke krav på sådan en kalde navn" hun var ikke tilfreds, glad eller noget tæt på, ved at skulle være slavinde i det er hvid-skinds samfund, hendes tanker tiggede om magt og kontrol, ikke denne svage position, men hvis det var hendes gudindes beslutning, ville hun ikke tæve med at opfylde hendes ønske. sortelveren sagde lavmelt og med bøjet hoved nedaf "Mester Matic. det er med den dybeste respekt, jeg viser dem den ære de fortjener, som min frøken ville bede om, hvis hun var tilstede." hun ville gerne bide hans øre af og smide ham engang over knæet eller give ham med en pisk for at sige hun ikke stod ved sine rødder, men det måtte hun ikke.. desværre. sortelveren tilføjet hurtigt stadig så underkastende, som hun havde trænet sig selv til "ønsker deres gloværdige eksistence, min tid til noget min herre? eller kan min madfinding til min høj-frøkens køkken forsætte?"

''Så se dog på dig selv... Du stor direkte og underkaster dig en mand... Vis dog du er en sortelver kvinde og vis at du mener du er højere stillet end mig''

Han så på hende... Hvis hendes frøken og herre havde været tilstede havde han ikke været bange for at hugge denne frøken ned, for at give denne sortelver sin frihed tilbage... Han var ligeglad med om folk var fanget, men man skulle ikke tage den ære fra en sortelver at være kvinde da han af en eller anden grun på et vist punkt godt kunne lide at være under en kvinde...

''Hvis din frøken var her havde hun vel skullet bede mig underkaset mig dig, da du stadig er en kvinde?''

Han blev ved at køre på det han vidste om sortelvere... Blev ved med at køre på hendes stolthed som kvinde i et sortelver samfund...

''Du er mere respektabel end de fleste kvinder jeg har mødt... Ikke blot grundet din yndefulde statur der viser hvilken statuse du burde have, eller blot grundet din velformede krop, og smukke ansigt... Men mere grundet din kultur arv og dine rødder...''

Denne hvid-skind.. gik hende lidt på, og hvis ikke hun havde haft en vilje så hård som hendes sten hjerte, havde hun klasket ham en syngene lussing, og personligt revet ham til et sted så mørkt og skummelt, at selv underverdens hersker ville rejse sig fra sit underjordiske flamme rige, bare for at sige ´skrue lige lidt ned for charmen frøken sukkertop, nu kan han vist ikke tage mere´. men nej.. det måtte hun ikke, og så længe hende guddom krævet hun var slavinde, ville hun være det. sortelveren var meget religiøs, som de fleste andre, og da hendes mor dronning og højeste præstinde, sagde at gudinden krævet de skulle være slaver for hvid-skindene.. gjorde hun som højeste prætinden sagde, og indtil den dag kommer, hvor hun høre andet, vil du af æresfrygt til sin gudinde modstå sin lyst til at dominere, sin lyst til magt, sin lyst til intriger og lege med folks følelser.. for lige nu, skulle hun tjene.. men denne mand.. den skabning. gjorde det svært, han prikkede til hende mentalt, som om det skadet hendes ære at gøre som gudinden beorderet. hun smilede ikke, men bøjet bare hoved mere i skam som en lille uartig pige, og svaret "Nej herre, min frøken er hvid-skind, en fantastisk en af slagsen, og hun ønsker lighed mellem kønene, og jeg vil efterkomme hendes begær efter det... nu, hvis du vil.. holde inde med deres .. snak. gode herre" sortelveren var tæt på at tabe kæben, hun havde ingen respekt for mænd, ej heller for nogen hvid-skind, men ære var noget hun holdt ved, og om hun så skulle kaste sig for en milion kamp hunde for sin frøkens nydelse, ville hun efterkomme det uden tøven.. ikke for hende, men for hendes guddom.

Han havde lidt på fornemmelsen hvad det var der var grunden til at hun ikke ville gøre som det var hendes natur... Som hun burde gøre, og som han nok også forventede hun ville gøre, og det gav ham bare lidt mere at spille på lidt mere at pirre... Hun skulle da helt klart være lige så stolt som hun burde...

''Så du er slave blot fordi du tror din guddom ønsker det? Det giver da ikke mening at det skulle ønskes for et folkefærd der er værdig for at råde over jorden, og styre denne verden... Det har vel været noget du er blevet fortalt af nogen... Men dette kunne sagtens være en løgn produceret af den del af denne verden som, modsat mig, ikke kan se jer som retmæssige ejere af jorden...''

Han valgte derfor bare at gå helt ud med den... Han bøjede sig i støvet for hende, virkelig helt ned i støvet for hende...

''Jeg erkender dem som værende en mere suprim kvinde end de fleste jeg har mødt... Og at mændene i vores samfund burde underkaste os Dem...''

Han så ned mens han fortsatte...

''Vi som mænd burde vise os være gennem intet andet end at gå i døden med hovedet højt løftet for Dem, og andre vilje stærke kvinder...''

hun slog ud med armene og lavede luft fakter, mens hun prøvede at holde sine meninger inden i sig selv, og at huske hendes plads.. men det var svært. så svært med en mand som ham i selskabet, og han havde jo ret, det vidste hun godt, hun burde være stolt og den kvinde hun havde været, men.. nej, det kunne hun ikke mere, færdig slut. hendes .. ih altså.. kunne denne mand ikke bare hoppe ud fra en klippe og dø? hun ville gerne hjælpe ham med det, hvis han bare stoppede med at fylde hende hoved med alt det kætteri snak. vidste han overhoved hvad han bad hende om? hun sukkede, og kiggede ned på ham, mens hun nogen ord så skumle, så grusom en klang at ulve ville flygte i skræg, og selve heksen fra sne hvide, ville kalde på mor, hvis hun hørte den nådesløse og skåndløse tone.. som kun var i et ord "Du.." hun rystede på hoved, og stoppede sig selv, og trak sin fod væk fra ham, som hun havde rykket op mod ham, og stod fortvivlet.. årh.. ved Carhmera.. hvad krævet hendes ære.. at hun var hende selv, eller fulgte sin mors ord. hun smed igen kurven, denne gang med vilje, og sagde så roligt, og med et køligt blik, men ikke dominerende, heller ikke underkastende "Du bliver liggende.. nej rejs dig.. forhelved. hvem er du.. rigtig.. fulde navn, og title. skal ikke miste min ære pågrund af en ukendt larve. hvem er du?"

Han ville have hende til at blive aggressiv nok irriteret nok til at hun ville huske hvilken plads hun faktisk havde i systemet, eller om ikke andet den plads hun oprindeligt havde set at hun selv havde i heirakiet...

''UNdskyld jeg ikke introdicerede mig ordentligt Frøken... Matic Doranos Titel vil være at min plads høre til under Dem... Om du er slave eller ej, vil min plads altid høre til under de viljestærke kvinder som fortjener jeg vil gå i døden for dem...''

Han blev bare ligende som han var bøjet i støvet, og undgik at han så på hende, da det ville være forkert af ham at se hende i øjnene da han så hende som højere stillet end ham selv... Eller ihvertfald var det det han spillede som...

Hun vidste ikke hvordan man skulle tackle ham. hvordan .. skulle hun reagere på det. hun rystede på hoved af han kaldte hende frøken, og forsatte "Jeg er ikke en frøken.." mere sagde hun ikke, for hvis hun havde, ville der sikkert komme en ordre, eller noget andet. hun bliv nød til at snakke med sin høj frøken.. hun bliv nød til at slappe af, og tænke på hun skulle adlyde sin mor, og den her snothvalp gjorde det ikke let. hun trak på skuldrene, og sagde så lidt surt, men ikke fordi hun ville dominere ham, men rent faktisk fordi hun bare var sur.. ikke på ham, hun var meget viljestræk og meget god til at holde hoved koldt, men at hun ikke måtte give fyren det hun ville have han skulle få.. var fandes surt. "Ih altså.. hold din kæft. tror du jeg har lagt mine mentale lænker om mine håndled? du er en mand, og..." hun stoppede, og opgav, hun kunne ikke sige noget uden at være ved at gå til noget hun ikke kunne tillade sig selv. "Doranos.. hvis.." hun satte sig ned i skræderstilling, og kiggede på natte himlen, som med det samme fik hende til at slappe helt af igen.

HAn sad så bare og stirrede end i jorden... Hun havde givet ham en ordre og han havde skam tænkt sig at følge den blot fordi hun var hvad hun var og han spillede som han gjorde... Der var faktisk ikke meget mere i det end at han ville bevise overfor hende at hun havde nogel kulturelle rødder som hun ikke kunne eller skulle give slip på...

''Det var bedre... DU er skabt til at dominere du er oplært til det... Men hvorfor så lade de svage folk fra min verden få dig til at lægge lænker på dig selv?''

Han så på hende... For første gang så han hende direkte i øjnene...

''Hvorfor ikke selv kontakte din gudinde og høre det fra hende?''

ja hvid-skind var svage skabninger, men hun.. kunne ikke gå mod sin gudinde, hvad skulle der komme ud af det? vanære, og uden tvivl straf. enten i det her liv, eller efterlivet, og det var Zela ikke i tvivl om.
kontakte sin gudinde? nu VIDTSE hun, at han var dum i hoved, hun var ikke højeste præstinde, ingen andre end en præst måtte sige hendes navn højt, og da slet ikke hidkalde hendes ord, det ville være direkte ... utænkeligt. sortelveren mistede kontrollen nogen sekunder, og med en fast hånd med ellers små uskyldigt udsende finger, fik hun revet manden i siden, til han bliv vendt om, hvorefter hun satte et knæ på mandens adams æble, med et faretruende blik, for at minde ham om hvilken følelse af luft der bliv flået ud af kroppen på ham, hvis han så meget som rørte en muskel på sig der ikke havde gået gennem hendes godkendelse først. hendes lys lilla øjne bliv is kolde som et bjerg af is, og hårde som stål, mens en sadistisk og væsenende tone undslap hendes læber, mens hun viste de skarpe kridt hvide tænder, skarpe som militær kniv blade, og var dobbelt så mange i hendes mund som hos et menneske, hvor tænderne lå i to lag, som en hej. "Sådan taler man ikke til en dame din lille ubetydelige vanskabning," hun pressede lidt hårdere ned med knæet, og forsatte "Jeg er ikke en frøken længere. jeg er et redskab af min høj frøkens vilje.. men hvis din lille uartige drenge mund former et ... et... et ord mere, der ikke er ´Ja, forsæt deres aften´skal jeg personligt ligge dig over knæet i mangel på bedre redskab. er du med din svagpisser? lag det ligge, den frøken er død"

Han vidste at han nok skulle få vist hende hvad hun var.... at hun aldrig havde fulgt andre end sig selv, og han smilede derfor bare til hende da hun satte sig på ham... Han var ikek bange for hende på ingen måde... Han ville fjerne hende om nødvendigt og så kunne hun blive sur over at nogen faktisk kunne sige hende imod...

Da hun havde presset til greb han fast i hendes knæ og flåede til i det, så hun blev væltet ned fra ham, hvorefter han kastede sig op at stå med hurtigt balance og plantede en fod mod hendes hals...

''DU skulle have taget imod da jeg var klar til at underkaste mig... Ikke bare lalle rundt og tro jeg ville blive ved...''

Han smilede ondt ned til hende...

''Du kan selv være en svagpisser... Jeg har respekt for sortelvere, men ved du hvad? DU en er direkte skændsel for din race... Du lader dig underkaste grundet en løgn skabt af dem du underkster dig... Du er ikke engang mere vær end en af os...''

Han stirrede hårdt på hende...

''Indse det du er sunket dybt... Den dag du kan bevise du er værdig som en sortelver... Der har du redt til at kalde mig svagpisser og vanskabning, og jeg vil med glæde underkset mig dig... Men så længe du er så svag i din vilje lige nu at du lader dig underkaster de svage fra min verden, så er du ikke mine underkastelse værdig!''

hun var... lettet over hans fjernet hende, hvilket var grunden til hun ikkr prøvede at komme op, eller sige ham imod mens hun lå der, for hun havde enlig ikke tænkt sig at dominere ham, hun ville bare se om lidt halv hjertet dominans kunne lokke munden på ham, så hun kunne komme hjem, men at han så hende som .. ikke værdig sortelver, var hans egen sag, hun vidste hun fulgte sin gudindes ønske, så kunne det være lige meget hvad hun selv ville. hun piv lidt svagt, og gik tilbage til at se ydmygt op på ham, og sagde "Min højeste præstindens ord er gudindens vilje.. du.. ingen.. kan få mig til at glemme dem. jeg ved min ære og sortelver status er iorden, mig kan du ikke ryste i den tro. jeg vil se jer som mine mestre til den dag min gudinde giver anden besked. så min herre, vil de ikke nok flytte deres fod?"

''Skulle jeg fjerne min fod fordi en mide som dig ber mig ydmygt?''

Han grinede direkte af hende over det... Han var ligeglad hvis hun ville behandles som en mide blev hun behandlet som en, da hun jo alligevel ikke var meget mere værd før end hun indså hendes retmæssige plads...

''Og hvordan vil du høre fra din gudinde når du er alene... Ingen prstinde til at fortælle det... Du er alene, resten er døde og du følger ordre fra nogen der er mindre værd end du burde...''

Han bøjede sig lidt ned mod hende...

''INdse det nu bare... Du er svag... den vilje du mener du har er bare en ilusion for at du kan holde din svaghed ud... Du har skabt ideen om at det er din gudindes ord, bare for at kunne holde dit lille ynkelige liv ud... Det er derfor du flipper sådan ud... Fordi det ikke er det liv du vil have... MEn du ved du er for svag til at slippe væk fra det...''

Hun gad ikke høre på ham.. på det.. men hun havde ikke meget valg, vold var ikke rigtigt en ide, han var jo hvid-skind. hun sukkede og lyttede lydigt efter, og bliv mere og mere uenig med ham, hun vidste hun var en stræk pige, og han kunne ikke rokke hende på det plan, dominere hende kunne han sagtens, hendes vilje bliv jo brugt på at tillade det.. for nu.
hun trak på mundvigen, og sagde underkastende "Alene eller ej, mine sidste ord fra min gudinde står ved magt til nye er hørt. ingen undtagelser." hun var ikke bange for ham, hun var jo ikke ligefrem fra et samfund hvor svage eller bange folk overlevede særlig længe, men hun spillede med på den, for han havde ikke knækket hende endnu, og hun nægtede at lade sin gudinde blive skuffet. "søde søde mester, vil de ikke nok flytte deres fod. jeg er intet uden min gudinde, vil de ikke nok respektere det min herre?"

''Du er blevet alene, og se hvad u har gang i... Gang i at smadre al den respekt man havde for sortlever kvinder...''

Han grinede hånligt af hende... HUn var for sølle til at han gad bruge meget mere tid på hende...

''Du tror du gør som din gudinde vil... Men se på dig selv du går jo faktisk imod hende... Hun gjorde jer til de stærkeste dem der skulle dominere mænd! Hvad gør du? Lder dig dominere af en mand... Hun sørgede for at i skulle være stolte med hovedet højt! Hvad gør du? Måske du er stolt, men den er falsk når dit hoved vender ned af! Hun sørgede for at i havde respekt! Hvad gør du? Smider den væk som om det var en gave fra en ussel tigger!''

Han grinte igen...

''Du siger du vil ære din gudinde, men samtidigmed svinder du hende til igennem dine handlinger! Glemmer at vise din styrke, glemme hende! Det eneste du husker er di orde, men du glemmer hvad hun ellers står for!''

hun trak på skuldrene, og prøvede at undgå hans blik mens hun sagde "Min gudindes ordre.. en direkte befaling. havde hun bedt om at hente solen havde stjået den fra himlen, havde hun bedt mig om at straffe alle hvid-skind, havde jeg badet mig i dit blod, og mæsket mig i dit kød, men sådan en ordre kom ikke.. hvad hun stod for.. bestemmer hun selv, jeg følger ordre, jeg har min ære i behold, og enhver sand sortelver vil lade sin guddom komme før sin egen lyst. du snakker om jeg smider min ære væk... tværtimod, det her er ikke mit valg, fra det sekund ordne bliv talt, har jeg gjort præcist hvad jeg skulle. være rebelsk indtil jeg fandt en frøken værdi af hvid-skind, hvorefter jeg skal leve i trældom til min gudinde siger andet. der er intet andet. respektløshed kalder du det, jeg kalder det at gøre som moder gudinden har sagt."

Han grinede af hende igen...

''Du kan ikke engang se mig i øjnene... fordi du ikke vil have jeg ser din tvivl og din svaghed... At jeg ser at du faktisk bliver stødt af det jeg siger... at du faktisk kan se mening i det... Men du vil bare ikke erkende det...''

Han så hårdt på ehnde...

''Men jeg stopper ikke før du indser hvad du har gang i, og indser at du er forkert på den...''

Han maste hendes hals lidt...

''Se det dog... Du får en ordre som strider mod alt hvad jer og jeres gudinde står for... Selv du med din mangel på både vilje og hjerne, burde kunne se at det ikke helt passer sammen! Det giver ikek emning at en gudinde skulle bede hnedes folk, det folk som hun skabte for at reagere, om at underkaste sig dem de skulle regere over! du er blevet løjet til, men du tør ikke tro andet! Du er en lille bange møgunge der knap nok forjener en herre... Den eneste herre du er værdig til at tjene... Er en mide!''

Han trykkede til igen...

hun prøvede at kæmpe mod at ligge en hånd på hans fod, for at få den væk, når den presset luften ud af hende, men hun nægtede at lege den leg. hun var meget svimmel med så lidt luft, men kunne godt høre hvad han sagde, men tankerne i hendes hoved var begrænset "jeg er dig ikke i øjnene fordi min gudinde ville have ydmyghed overfor jer, så det skal i få... jeg ser ingen mening i det du siger, du snakker om et uviden barn, min gudinde gav mig en ordre, ingen hvid-skind har løjet.. hvad der passer sammen er ikke i mit sted at afgøre, men at højeste præstinden sagde det direkte, er noget jeg tager seriøst."
hun prøvede at gispe og bruge det lidt luft hun kunne få "Zefira vil savne mig.. men død under din fod, eller død ved min frøkens side om mange år, forskellen er lille.. min gudinde vil tage mig i sit favn i efterlivet, lige meget hvilken måde eller tid jeg dør, så længe jeg ikke er en kætter som du prøver at lave ud af mig.. men skån Zefira fra savnet, hun er en god kvinde, bedre end jeg nogensinde bliver. vil du ikke nok være sød.. be om"

''Jeg taler med mere visdom end du åbenbart nogen sinde har fået ind i dit lille hoved...''

Han blev ved med at køre på hende, men slap presset lidt imod hendes hals... Han grinede igen af hende... Han kendte typen lidt for godt, de ville ikke erkende at den de stod overfor faktisk vidste mere end de ville tro på... At de faktisk gav mening, men meningen var ikke det man ville høre...

''Ved du selv hvor søle du er lige nu? Du vi ikke erkende at jeg giver mening og at du ikke kan se sandheden i det jeg siger... Hvorfor ikke bare se lidt af det?''

Han så ned på hende og sagde så lidt mere...

''Ved du hvorfor du også skulle bryde fri og ikke være underdanig? Fordi det burde være dig selv der styrede din skæbne og ikke din gudinde! Fordi ved du hvad du gør? DU lægger ansvaret fra dig... Og ved du hvad det er? Det er at være svag! At være svag handlesvag! Ikke kunne tage ansvar! Du er som et usselt drengebarn, der komme grædende løbende hen til sin mor!''

Han så på hende...

''Og hvis det kan hjælpe dig til at bryde fri fra din herre... Ville ofringer ikke formilde din gudinde? Eller kræver der igen en præstinde? Er du igen for lille svag og for meget mand?!''

Hun forsatte med at være uenig med manden, så dum og iggorant, han kunne ikke se noget som helst, han var underlig og tosset på samme tid, han bliv ved med at køre på hun var svag, men hun var så meget uenig, og hvis han troet hun var en svag pige, skulle han godt nok være en dårligt kender af fok, til at han kunne have noget som helst brugbart at sige. "Jeg siger hvad der er nødvendigt for at opfylde min gudindes ønsker, jeg er intet uden hende.. ingen sortelver går mod deres guddom, vi er ikke som jer hvid-skind, vi er stolte væsner, og hvis min gudinde kræver mig og mine børnebørn skal lave under jeres fødder, så vil vi det.. indtil gudinden siger anderledes. du ved intet om min gudinde, og jeg er ikke handlings svag, jeg er bare religiøs, slå det op i en bog din narehat af en mandsling.. og nej, ofre ikke til min gudinde, jeg er ikke præstinde, men hvis du tror at være svag, er det samme som at ave vilje nok til at følge den gudinde der gav dig livet i gave.. så du dummere end jeg troet"

''Den eneste der er dum her er dig! Jeg er selv religiøs, men jeg ved at det jeg følger aldrig vil gå imod sig selv! Den gudinde du tilbeder... Hun går imod sig selv med den sætning, det er en selvmodsigelse og vil være forkert af en omnipotent væsen at gøre!''

Han smilede skævt til hende... Han vidste hvad han lavede. HAn vidste hun ikke var svag udover at hun var svag grundet hendes pil... Men hun skulle tirres og prikkes til...

''Du må vel selv kunne se at det er svagt af dig det du gør! Du lader en mand trampe på dig... En der ikke engang er din herre!''

Han grinede igen...

''Du siger du er stolt? Ha! Du er ikke engang stolt nok af din arv og dine rødder til at føre det videre de kæmpede for! Blot fordi nogen hvidskind fik nogle løgne bragt ind i dit samfund!''

Han så hårdt på hende...

''Bevis for mig at det ikke var en hviskind der sørgede for at det blev fortalt til jer! Bevis at du er stærk gennem at modbevise mig, og jeg tager med glæde hvert eneste ord i mig igen!''

Han så igen ned på hende denne gang roligt...

''Jeg kan fornemme du er enig med mig og sikker ser mig som ignorant... MEn den eneste her der virkelig er ignorant er dig! Du høre ikke engang på en smule fornuft... Du prøver ikke engang at tænke over det jeg siger... Du afviser det blankt og ignorant... Og ved du hvorfor? fordi du allerede har tænkt det, du har allerede set lidt af det, men er bange for at jeg en hviskind fortæller dig en sortelver noget der kunne være sandt''

''Du siger jeg intet ved om din gudinde? Jeg ved mere end du tror... Jeg ved mere om det samfund du levede i... Og hvordan du burde være... jeg ved mere end de fleste, men du er for ignorant til at indse det... Men det er vel din stolt hed så noget har du da beholdt og det er godt...''