et møde med en vampyre/Isobel Graf/

S i The shadow peaks
O ingen så vidt man kan se
Kl 23,00
Årstid sommer
Vejr regne og torden
P en mørke kappe med hætte over hans kjortel og et par sorte støvler sammen med bukser

Arason komme gående ned i The shadow peaks han havde taget her ud på grunden af alt hvad folke sagde man kunnne opleve han sætte sin taske og hans swærd og bue af da han havde søgt læ under en klippe mens han høret regne og torden. Selve det sted han havde søgt i læ ved gik lidt længere inde. Lugten af fugtighede ramte hans næsebore han tog noget træ op og tændt det i det lyset komme han sætte sig tæt ved bålet for at få varmene igen nu fortryde han at han overhoved var kommet her ude hans hætte var slåede op

Isobel sad helt inde i en grotte, i læ for regnen. Hun havde ikke ret noget imor regn, og torden, men lige den dag, orkede hun det ikke, hun ville bare sove, hun havde været så træt på det sidste, men på grund af torden, kunne hun ikke sove...

Hun var næsten lige faldet i søvn, da lyset blev tændt... Hun troede det var lynet der slog ned, men nej, lyset blev ved med at være tændt... Hun kravlede lidt væk, da hun så ild, måske havde lynet sat ild til noget.. Der sad en mand med en mørk kappe, og varmede sig ved bålet, han havde lavet.

Hun kunne tydeligt lugte, at det bare var et menneske, så der var muligvs, ikke noget at være bange for... Isobel gik hen til bålet, og satte sig ned, uden at sige noget, hun kiggede are ind i flammerne..

''Jeg ved ikke om det er klogt, at være her ude om natten..?'' Hun kiggede stadig ind i flammerne, hun havde ikke forventet at der ville komme nogen her ude..

Isobel tøvede en smule... ''Hmm... Undskyld, mit navn er Isobel Gancies Polenca Graf, og dit er..?''

han vendt sig om man kunne ikke se hans ansigte på grunde af hætten han svarde med " mit naven er Arason ulve vind" svarde han og kyset hendes hånd da han præsnterte sig han fandt et stykke brød fra og kaste det til hende i det han havde fundet det frem

Hun smilede, da han havde kysset hendes hånd. Hun kunne ikke se hans ansigt, på grund af den hætte han havde på. ''Ulve vind..'' Hviskede hun lidt for sig selv.. Hun syntes det var et lidt sært efternavn, men det går vel and... '' Dit efternavn, hvor stammer det fra..?''

Hun greb brødet ret hurtigt, da han havde kastet det til hende.. Hun kiggede bare på brødet, hun ville hellere have blod, men ikke med det samme, da hun gerne ville 'lege' med maden..

"det er et eftternaven der er gåede i arv i min famile" svarde han "og hva med dit eftternaven hvor stammer det fra" spurgte han hende om i det han tog hans daggert af også og pillekoget af han kiget inde i ilden der var noget ved hende der gjorde at han ville lægge hans våben fra sig det gjorde han normalete ikke han var normalte ikke forsvars løse på denne måde

Hun nikkede... 'Hmm.. Jaah, mit efternavn, det ved jeg ikke hvorfor jeg har fået, jeg ved faktis ikke særlig meget om min famillie.'' Isobel var ikke sikker på, om han vidste hvad hun var, men da han tog nogle af tingene af, ville det jo bare blive lettere at dræbe ham, hvis det nu skulle være..

''Hvad for dig til at tage her ud i stormen..?'' Isobel ville gerne vide hvorfor han var taget her ud, i det her vejr... Det var der ikke ret mange som gjorde, og dem som gjorde, gik altid hurtigt hjem igen..

"jeg søger hæder" svarde han og smilte til hende i det han kiget ind i bålet der var noget ved hende der gjorde at han ikke forvente et angreb fra hende "hva med dig hvad laver du herude" spurgte han hende om hun kunne da ikke være en vampyre det ville ikke gi nogen mening tænket han da hun jo opførte sig normalete hun kunne ikke være en vampyr

''Jeg er her bare, for at være her'' Hun ville ikke fortælle at hun ikke havde nogen sted at tage hen, da hun selv kunne blive angrebet så..
Hun satte sig over ved siden af ham, da hun måske så hurtiger kunne få noget blod, hun havde ikke spist i et stykke tid..

Hun prøvede at opføre sig, så normal som over hovedet muligt, og det gik vist godt, han havde vist ikke lagt mærke til noget.. Hun var begyndt at blive ret god til det, med at opføre sig som et menneske.

Hun smilede sødt, og gav ham brødet tilbage.. ''Jeg er ikke sulten'' Hun lagde brødet i hans hånd, og satte sig tættere på ham, hun prøvede at kigge i hans øjne, og ikke på hans hals..

han greb brødet og svaret "iorden" da hun rykket nærmere ham blive han lidt bange men han tog ikke sine våben de lå alt for langt væk hvis hun ville gøre ham ondt han smilte til hende og forsøgete at få øjne kontaket hvilket de fik i det han kiget ind i hendes øjne følte han at han ikke kunne gøre hende noget som helst han var nærmest i trance

Hun førte munden hen i mod hans hals, og bed til. Hun førte ham i mod jorden, hårdt og brutalt, han slog vist hovedet men hun var ikke sikker.. Da hun var færdig med bidet, satte hun sig et stykke væk fra ham igen, og stirrede ind i bålet. Hun rejste sig og fandt en lang pind, og begyndte at prikke ind i bålet..

Hvis han prøvede at flygte, ville hun jo bare løbe efter ham, hun var meget hurtigere end ham, så han kunne intet gøre.. Hun så på hans våben, som han havde. Hun rejste sig og gik hen i mod dem.. Hun tog dem op, og gav ham dem.

han havde kunne slåede hovedet let menhan kunne ikke bevæge sig han var lammet af choket i det han kiget op hvad hun havde gjordet "hva skulle det til for"sagde han men han stemme lød virklige bange hvilket han også hva hvorfor havde hun gjordet det han fulgete hende med øjne og så at hans våben komme over til ham men han kunne ikke tag dem fordi han var lammet af frygt for hvad hun ville gøre

Hun sukkede ''Sulten kan nogen gange tage over'' Hun smilede en smule ondt, og medfølende.. Hans stemme lød rimlig bange, det var godt at se, at han var bange for hende, det gjorde hende en smule glad.

''Tag nu dine pokkers våben'' Hun lød lidt mere vred end hun var. Hun gik ud fra, at hn ville kæmpe med hende, da hun havde såret ham en smule. Hun smed våbene ned foran ham, og satte sig ned ved bålet igen. Hun slikkede sig rundt om mundvigen, og gravede den ene hånd ned i jorden.

han rjeste sig hurtige op og tog sin våben og begyndte at løbe væk han løbe hele tiden han måtte nå hen til en by han kiget sig omkring han måtte håbe hun ikke var fulget eftter ham han havde virklige ondt i hovedet så han satté sig i en hul og puste han håbede nu at hun ikke kunne ha fulget eftter ham

Isobel havde set hvor han løb hen, og hvor han havde sat sig, det var lige præcis det hun ville have han gjorde, han var hoppet lige i hendes fælde.. Hun kunne ikke lade hvær med at føle sig lidt stolt...

Hun gik med rolige skridt, hen i mod hvor han var.. Han havde ikke gemt sig nok, til at man ikke kunne se ham, og hu kunne tydeligt høre han hjerte banke, som bare pokker.

''Du skal ikke være bange... Hvad var det nu du hed.. Nåårh ja.. Arason..'' Jo han skulle være bange, hun ville ikke dræbe ham, men sulten tog en smule over..

Isobel gik med rolige skridt over til ham, og hev ham op at stå i tøjet.. Hun holdt ham lidt over jorden, i nogle sekunder, men satte ham så bagefter ned, men istedet for at holde i hans tøj, tog hun fat om hans hals, hun glemte ikke hådt, men det var nok til at han ikke kunne flygte..

''Hvorfor løber du Arason?'' Hun smilte til ham, og kiggede ham i øjnene.. ''Jeg gør dig ikke noget'' Hun smilede en smule, og prøvede at få øjn kontakt med ham..

"fordi duer er syg og jeg vil ikke miste noget blode" komme det ud af hans læber det var nok ikke det besdte man kunne sigde til en vampyre i det hun holdet ham på den måde han prøvete at unde gå øjnekontakte men det lykkes ikke

''Jamen, hvis du ikke ville miste noget blod, hvorfor sagde du det så ikke..?'' Hun smilede, og klemte hårdere, rundt om hans hals. Hun smed ham hårdt ind i et træ, som var et stykke væk fra dem.. Han slog sig vist hårdt, men hun var ikke kommet hen til ham endnu..

da hans hovedet rammet træet besvimet han og fik en lille hjerterystlese så han kunne ikke huske hvad der lige var sket det hele var bare mørkete

Isobel gik med rolige skridt hen, og hjalp ham op, han kunne åbenbart ikke huske hvad der var sket, så han kunne vel heller ikke huske hvad hun var, så hun ville igen udgive sig som et menneske, som helt tilfældigt kom forbi, og hjalp ham.

Isobel førte ham ind i den hule de var i før, bålet var stadig tændt, men var næsten ved at gå ud, så hun lagde mere brande på, så der gik gang i bålet igen.

''Er du okay..? Det var et grimt styrt, du fik gjort dig der..?''

"hvor er jeg og hvem er du sagde han og lavet et lille smil i det hun havde hjulpte ham han kiget sig omkring i grotten han havde en slem hoved pine men han kunne jo ikke huske noget fra da han mødt hende han prøvet at rejse sig op men kunne ikke komme op

''Bare bliv ligende, jeg hjælper dig'' sagde hun med et smil. '' Du snublede, og faldt ind i træet der over, uhun pegede over mod det træ hun havde kastet ham ind i. ''Du har en mindre hjernerystelse, så du skal nok komme dig.

''Har du ondt, nogle andre steder end i hovedet..?''

"ja lidt på min hals af en eller andet grund" svarde han hende og kiget sig omkring "hva laver du her ude" spurgte han om og kiget på hende "og hvis også i armen og benet" sagde han og kiget på hende

Hun tøvede lidt men sagde så '' Det var en ulv der bed dig, jeg jagede den væk..'' Hun kiggede ned på ham, han så sølle og svag ud. '' Jeg er her bare, for at være her.''

Hun gik hen til ham, for at se på hans arme og ben.. Ganske rigtig, det var blevet godt forslået... Det så ikke for godt ud.. ''Du skal gå det væk..'' Sagde hun smilende, og hjalp ham op at stå.

"arg det gøre nas" sagde han da han komme op og stå ved hjælp fra hende "og hvem er du" sagde han i det der faldt noget blod ned på jorden i det han rejste sig op han smilte til hende og kiget ud det var stadig dårligete vejr

Hun lagde ham ned igen... Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, hun ville ikke bare dræbe ham, han skulle lære nogle manerer, inden han kunne komme videre med hans liv..! Isobel vare virkelig ikke tilfreds med den tone han hele tiden brugte..
De uhøffelige spørgsmål... Hun ville ikke tvinge ham, eller jo det ville hun jo..

''Mit navn er Isobel... Og jeg er her for at lære dig nogle manerer!'' Hun kiggede stift på ham, på en lidt sur måde..

"hva mener du med det du redet jo mit live" svarde han hvor han bageffter lyd usikker og kiget på hende hvad mente hun med at lære ham nogen manere han var helt forviret over det ville hun dræbe ham eller nej hvis han fik sine våben ville han få det hele at vide