Blot et simpelt møde (Amos/Dust)

På en dag så skøn som denne, ville det nærmest være synd og skam at spilde den på, at være indenfor. Solen skinnede fra en nærmest skyfri himmel, med blot få undtagelser, i form af nogle enkelte dovne skyer, der sløvt bevægede sig hen over himlen, mens lette briser bevægede sig gennem trækronerne, i denne askegrå skov. Man kunne godt mærke på vejret, at efteråret langsomt men sikkert, var begyndt at tage over, og lige som vejret var nu, var en af efterårs tidens gyldne dage, hvor temperaturen lå behageligt mellem en lun sol, og en kølig brise.
Det var på en flot dag som denne, at en enlig sjæl havde valgt at gå ud i skoven, i hans søgen efter nogle forskellige ting, han skulle bruge til sin gøren og laden. Denne draconianer der lød under navnet Dust, var som altid iført sit mindre farverige sæt tøj, i form af et par korte, sorte bukser samt hans ærmeløse long coat, pyntet med hans rygmærke, der dog lige for nu, var dækket delvist til, af den læder taske, han havde hen over sin skulder, og for at gøre det lidt mere farverigt, bar han sine handsker og ringe, der nok virkede lidt for pyntende på en person, der hverken brugte sko eller en trøje.

Det havde ikke været længe siden, at han havde fået fat i en af de ting han var kommet til denne skov, for at få fat i, og på hans vej videre, var han stoppet for at få sig noget at spise. Han havde taget noget kød med hjemmefra, så et bål var det første han havde startet op, så han kunne stege det. Dette havde selvfølgelig haft en anden konsekvens, som Dust efterhånden var blevet vant til, for når man lavede mad i en skov, kunne man ikke altid undgå at tiltrækle sultne dyr, og i dag af alle dage, var det en enkelt lille drage, af den lokale slags, der havde fundet sin egen vej hen til ham. Siden Dust var draconianer, kunne han ikke lade være med at blive venner, med det lille væsen, så da han havde slukket sit bål, så han kunne spise på vejen, sad den lille drage på hans hoved.

Den lille drage udbrød nogle af dens lyde, som om den snakkede til Dust.
"Ja ja, du er sulten, jeg er sulten, alle er sultne.... eller noget!" sagde Dust tænkende, som om han forstod hvad dragen sagde, men samtidig bare lod som om han forstod den. Han rakte dog det kød han gik og spiste af op til dragen, og den tog alligevel en bid, så om han var rigtig på den eller ej, kunne godt være svært at regne ud, hvis man ikke vidste bedre.

Dust stoppede på stedet, da han hørte lyden af en anden persons stemme, han kiggede i retning af hvor han havde hørt stemmen, blot for at lægge sine øjne på en fremmede. De rubin røde pupiller, skinnede nærmest igennem tågen i hans øjne, den selv samme tåge, der kunne give et indtryk af at han var blind, men alligevel stod han her, og studerede udseendet på denne fremmede, som om der intet var galt med hans blik.
"Hmm interessant! Yderst interessant!" sagde han med en form for nysgerrighed i hans stemme. Han førte sin hånd op til dragen på hans hoved, samtidig med at han skiftede den til drage form, så han kunne bruge en af sine klør, til at kradse dragen blidt, henover hovedet og ryggen. Det virkede til at denne fremmede person havde mere end ret, for Dust'es nye lille kammerat begyndte at nyde opmærksomheden, som en legesyg hvalp, der nappede til hans fingre, og bevægede sig rundt, for at få ham til at nusse de gode steder, som det lille kræ bedst kunne lide at blive nusset. Dust smilede let til Amos, mens han fortsat nussede dragen på hans hoved.

"Du virker til at have en ret god ting gående med dyr! Det er næsten før jeg kan mærke noget over dig, som jeg ellers ikke observere ved andre!" sagde han nysgerrigt, med en stemme præget af en venlig sjæl. Han kunne ikke helt sætte en finger på hvad det var, men det var næsten som om hans intuition, virkede anderledes med denne fyr, end hvad den normalt gjorde med andre, og hans kropssprog indikerede til en hvis grad, den nysgerrighed der var at finde i ham, samt det faktum at han var relativt rolig, omkring denne fremmede santuine og hans broder.
"Og ham...dig..." han rettede de blinde øjne mod Amos bror, med stor nysgerrighed "...du er ikke hvad man skulle tro, ved første øjekast, er du vel?" han smilede varmt, mens han lavede en bevægelse med den hånd, der nussede dragen på hans hoved, så den hoppede over på hans hånd, og lagge sig ned af hans arm.

Dust kunne ikke undgå at bemærke, hvordan Amos virkede lidt nervøs ved ham, og det kunne han egentlig godt forstå, både på grund af den verden de levede i, men samtidig også på grund af det han fortalte. I hans erhverv, havde han mødt mere end nok skumle typer, derfor vidste Dust udemærket godt, at de menneske lignende væsner, der var at finde i denne verden, havde stærke tendenser til at lyve, så af den grund var han kommet frem til den samme konklusion, nemlig at dyr var meget mere til at stole på, end største delen af de væsner man kunne møde, i denne verden.
"Der må jeg give dig helt ret, jeg tendensere selv til at kunne lide dyr mere, end de fleste væsner jeg har mødt på min vej! I det mindste plejer dyr at være ærlige, både overfor dem selv, men så sandelig også overfor verdenen omkring dem!" sagde han med et mildt smil på læben, mens han så på dragen, der kældent nussede sig mod hans hånd. Han nussede den med sin frie hånd, og det kunne vist ikke være svært at se på ham, at han selv havde en forkærlighed for dyr. Med et nysgerrigt blik, så han op på Alfie igen, smilede til ham og lagge hovedet på skrå.

"Hmm interessant, det er ved at være en god rum tid, siden jeg sidst mødte et par santuine brødre!" sagde han glad, hvorefter han gav et varmt smil fra sig, mens han satte sin drage ven op på hans skulder, og gav den noget kød så den kunne sidde og gumle lystigt på det "Mit navn er Dust, det er rart at gøre jeres bekendtskab!" han holdt sin normale hånd frem mod Amos, mens han rakte sin dragehånd frem mod Alfie, for at hilse på dem begge. Han var faktisk glad for at møde væsner som dem, der virkede så fredelige og venlige, især med det han var vant til i hans hverdag, når ikke han var derhjemme, sammen med hans piger.

Med et varmt smil, rystede han Amos hånd, og bevægede sin dragehånd i lidt mindre bevægelser, da brødrene tog imod hans hilsene gestus. Dust virkede desideret glad for, at møde et par brødre som dem, og på en sær måde gav det vel mening, for han havde altid været glad for sjældne objekter, han var noget af en samler, og den forkærlighed blev på sin vis overført, til når han mødte andre væsner. Det var ikke lige frem fordi han havde lyst til at samle på Amos og Alfie, som var de sjældne objekter, men hvad han havde lyst til, var at give dem hans venskab, da han indtil videre, godt kunne lide dem.
"Hehe, det er godt Alfie, lad ham ikke tro han kan slippe afsted, med at være så flabbet!" sagde Dust med en varm latter, da han så hvordan Alfie reagerede på, hvad Amos sagde om at snakke øret af ham. Dust havde godt nok aldrig selv haft en broder, men det havde aldrig stoppet ham i, at værdsætte et broderligt bånd, såsom det santuiner delte med hinanden "Jeg må indrømme, at det er sjældent jeg møder santuiner, men det gør mig ofte glad, når endelig jeg gør det! I minder mig om nogle af de ting, jeg i tide og utide har det med at glemme! Det er vist en af ulemperne ved at leve i alt for lang tid, og bruge en god sjat af den tid alene!"

Selvom han prøvede at give et varmt smil fra sig, kunne man vist godt ænse noget sørgmodigt gemt bag smilet, nogle subtile tegn på en gammel sjæl, mærket af ensomhedens stærke lænker, men samtidig virkede det også som om, at disse lænker ikke havde et lige så stærkt tag i ham, som de måske havde haft engang. Med en blid bevægelse, nussede han blidt dragen på hans skulder, med den hånd der stadig var i drage form, så de rubin røde skæld der dækkede den, glimtede en smule i de lune solstråler, der ramte den, mens dragen kom med nogle glade lyde, over den opmærksomhed og nussen den fik, som den var så glad for.
"Nu hvor jeg tænker over det, er der noget jeg er nysgerrig over! Jeg husker at jeg for lidt tid tilbage, læste en bog eller 2, skrevet af en person af samme navn som dig, det skulle vel tilfældigvis ikke være dig, der har skrevet den eller disse, er det vel?" spurgte han nysgerrigt, og smilede til Amos.

"Jeg må indrømme, at selvom det er fedt nok at have mere potentiel leve tid, end vise andre typer racer, så har det sine ulemper at leve så lang tid, trossalt kan det resultere i, at man overlever sine nærmeste, hvis deres levetid er kortere end ens egen, eller hvis deres liv bliver skåret kort, af ude frakommende grunde! Samtidig er der også problemet med at min hukommelse, fungere omtrent på samme måde som din, så tid kan få mig til at glemme fortiden, lige som den kan få dig til at glemme din fortid, forskellen er blot at jeg lever længere, og derfor kan nå at glemme mere, i takt med at mit liv fortsætter!" sagde han med en mild stemme, der dog bar nogle svage spor af at dette gjorde ham trist. Disse svage spor af at være trist, kom af at han havde mistet ikke bare sine forældre, men også nogle andre nære bekendtskaber i sit liv, og siden han troede stærkt på, at folk levede videre gennem deres efterkommere, og dem der huskede dem gennem deres liv, betød det at hans normale hukommelse, sammen med hans længere levetid, kunne resultere i, at han måske glemte dem, hvis han ikke gjorde noget aktivt, for at huske dem.
Dust kunne ikke undgå at mærke på Amos, at han reagerede lidt akavet på at Dust nævnte hans bøger, hvilket i hans øjne var forståeligt. Det var ikke lige alle væsner, der havde en selv sikker personlighed, nogle væsner var mere generte i det, og vidste måske ikke lige hvordan man greb det an, når nogen pludselig dukkede op, og begyndte at snakke om noget, de havde skabt og bragt ud i offentligheden.

"Jeg syntes nok der var noget bekendt ved dit navn, man kan vel sige dit navn stikker lidt ud, når nu det ikke er et navn man høre så tit!" sagde han med et varmt smil på læben, mens dragen på hans skulder, begyndte at snappe ud efter et insekt, der var kommet tæt på. Da insektet fløj over til hans anden skulder, brugte dragen sin mund til at holde fast i hans long coats krage kant, mens den prøvede at snige kravle sig tættere på insektet, og så snart den var kommet tæt nok på, gjorde den kære drage sig klar, og i et katte lignende hop, angreb den insektet med sin ene pote, men fejlede i sit forsøg. Dust nussede den blidt, for at det kære væsen fik noget andet at fokusere på, mens han fortsatte sin samtale med Amos.
"Jeg kunne virkelig godt lide dine første bøger, jeg er selv meget glad for dyr, og i ny og næ møder jeg situationer, hvor jeg skal bruge materialer der kun kan fås, fra bestemte dyr, og når den slags forekommer, er det godt at have dine bøger til rådighed!" sagde han mildt. Dragen nød at nusse sig ind til hans hånd, den virkede fuldstændig ligeglad med deres samtale "Jeg foretrækker dine bøger, da andre jeg har fundet, som regel kun fortæller hvilke dyr der producere hvad, eller hvordan man skaffer noget bestemt fra dyr, på måder der skader dem eller kræver at man dræber dem! Jeg finder den slags lige i overkanten, især hvis den slags kan gøres, uden at de kære væsner lider overlast!"

"Det er forståeligt du har det sådan, dog har denne situation givet mig grund til, både at lære at skrive og tegne, den gang jeg stadig var omtrent på din alder, på den måde kunne jeg tegne dem jeg holdt af, og nedfæste de ting jeg oplevede, så jeg aldrig ville glemme den slags helt!" sagde han med et lidt skævt smil, da han mindedes nogle af de gode minder, som han havde holdt i live, gennem hans dagbøger og de billeder, han havde nedfæstet, sammen med hans minder. Da Amos indledte hans spørgsmål, kunne Dust ikke lade være at smile lidt, da det faktisk var lang tid siden, nogen rent faktisk havde spurgt, hvor gammel han var.
"Jeg er efterhånden blevet 749 år gammel, og hvis jeg ikke husker forkert, er der vist ikke lang tid til, at jeg har fødselsdag, jeg er dog en smule i tvivl, om den præcise dato, så det skal jeg nok lige have tjekket op på!" sagde han tænkende, da han faktisk var blevet lidt i tvivl om, hvornår hans fødselsdag helt præcis var, han kunne bare huske det var et sted omkring efterår og vinter.

"Tilgengæld har jeg altid været af den holdning, at et unikt navn er noget at være stolt af! Jeg kan ærligt talt ikke huske, at jeg nogensinde har mødt nogen, som jeg delte navn med, så jeg føler lidt det er noget unikt, mine forældre gav mig med på min vej igennem livet!" sagde han glad, før hans opmærksomhed blev rettet mod Alfie, der reagerede på hvad dragen på hans skulder lavede. Dust kunne ikke lade vær med at grine lidt af det kære væsen, selvom han nu syntes Alfie var sød, og med et skævt smil på læben, brugte han en af sine drage klør, til at kradse Alfie blidt på hovedet, i et øjebliks tid. "Nu ikke så fin på den unge mand, der er ingen skam i at have det sjovt, også selvom det indbefatter at jage insekter!" sagde han drillende, og rakte tunge af Alfie, mens hans tunge var forvandlet til drage form.

"Ja på det punkt, er der mange væsner der enten er eller kan være ret tilbage stående, ved at have holdninger som denne, og det gør ikke lige frem tingene bedre, at der er mange som ikke er villige til at lytte, eller lære nye ting, fordi de synes tingene er fine nok som de er!" han tog mildt dragen, og satte den ned på jorden mens han snakkede, så han kunne nusse den lidt på ryggen, før han gav den lidt mere at spise, før han rettede sig op igen "Dyr er i mine øjne fantastiske skabninger, der fortjener vores respekt, de har lige så meget ret til at være her og være dem selv, som alle andre i denne verden!"

Dust kunne ikke lade vær med at komme med et lille grin, efterfulgt af et stort smil, da han så hvordan Amos reagerede på hans alder, og derefter nævnte at han ikke havde forventet så høj en alder, sammen med hans unge sind. En del af grunden til at dette fik ham til at grine lidt, var fordi han med det samme havde tænkt på, at hans måde at opføre sig på, nok tildels kom af det selskab han var i, da han havde tilegnet sig det karakter træk, at han opførte sig i følge det selskab han var i, så positivt selskab gjorde ham mere glad og udadvendt, men på den anden side, kom denne sinds tilstand nok også af, at han brugte en del tid, sammen med både hans partner og hans slave.
"For at være ærlig, tror jeg det hjælper en del på mit unge sind, at de 2 væsner jeg er mest sammen med, begge er relativt unge kvinder!" sagde han med et lidt skævt, semi genert smil, mens han kløede sig lidt i nakken "27 er da en god alder, når man har en menneskelig leve alder! Jeg kan huske at de første 200 år af mit liv, blev jeg stadig sammen lignet med et barn, eller kaldt en knægt, som var jeg en teenager eller noget!"

"Det betyder jo, at det kan være godt eller skidt at have vores navne, alt efter hvem der leder efter en, eller hvad vi ellers kan finde os selv i, af givne situationer!" svarede han tænkende, da han faktisk havde oplevet nogle gange, hvor væsner der kendte hans navn, havde nemmere ved at lede efter ham, fordi hans navn var så unikt.
Et drillende smil kom frem på hans læber, da han godt kunne se på Alfie, at han nød at blive nusset lidt, selvom han spillede super seriøs, og selv Amos gjorde Dust sikker på, at hans intuition om Alfie var korrekt "Hey Alfie, jeg ved alle de seje drager er super seriøse, men lyt til en der sikkert er blevet for gammel, til at være en af de seje unge drager: det er meget sjovere, at være lige den man har lyst til, frem for at have et image!" sagde han drillende, og rakte tunge af Alfie, mens han drillende kradsede Alfie henover ryggen, for at se om han kunne få lidt gang i det kære væsen, og få ham til at glemme at være helt seriøs.

"På disse punkter, må jeg indrømme at jeg er fuldstændig enig med dig! Folk tendensere til at se ned på dyr, på den ene eller anden måde, og det er sikkert derfor jeg i de fleste tilfælde, kan lide dyr mere end jeg kan lide de fleste væsner! Der er dog nogle jeg møder hist og her, såsom dig og Alfie, der fortjener min respekt, tildels på grund af den måde i opføre jer på, og det er på grund af væsner som jer, at jeg stadig er villig til at give menneske lignende væsner en chance!" sagde han med et varmt smil. Hvis det ikke allerede kunne høres på den måde han sagde dette på, kunne man sikkert godt mærke på ham, at han ikke så på Amos og Alfie, som kun et par santuine brødre, bestående af et menneske og et dyr, men mere som 2 væsner der delte et særligt bånd, og som han anerkendte for hvad de virkelig var. Alfie var ikke bare en drage for ham, og Amos var ikke kun en gut der lige så godt kunne være et menneske, med et dyr som bror.

"Personer, såvel som ensomheden, kan have meget at sige, hvad den slags angår, især over længere tid! Men jeg er glad for at i 2 har hinanden, og jeres søster lyder til at hun har været en vigtig, positiv indflydelse på jer!" sagde han eftertænksomt, mens han tænkte på hvor rart det kunne have været for hans eget vedkommende, hvis han havde haft en bror, der kunne holde ham ved selskab, på samme måde som Alfie og Amos havde hinanden. Han havde brugt alt for meget af sit liv alene, hvilket havde påvirket ham, på op til flere mærkelige måder.
"Hmm ja, hvis et godt omdømme er det man kigger efter!" svarede han med en lettere tvivlsom undertone i hans stemme, da han faktisk ikke lige havde været særligt god, til at holde sig på den godhjertedes smalle sti "Jeg tendensere til, ikke at fortælle mit navn så tit, til dels fordi jeg ofte finder vej, til suspekte personligheder, desuden har jeg selv dræbt folk, så med et unikt navn som mit, er der ikke særligt mange, der aner hvem jeg er!"

Da han fandt det helt rigtige sted at nusse Alfie, som fik ham til at "stampe" med benet som en gal, kunne Dust ikke lade være med at grine lidt, da han syntes det var ret sødt, især når nu Alfie prøvede at være dybt seriøs, lige op til han fandt det spot. Han var faktisk glad for at have mødt disse santuine brødre, for selvom han havde mødt væsner der var flinke nok, var der noget særligt ved at møde godhjertede væsner, der nærmest af natur, var som Alfie og Amos. Han gav en nikkende gestus fra sig, da de reagerede på det han sagde om, at han respekterede dem for at minde ham om, at der fandtes godhjertede væsner, før han med et varmt smil, så på den drage han havde gået rundt med, løbe afsted mod hvad end den nu skulle ud i verdenen, for at lave af ballade. Hans blik ændrede dog retning, da han kiggede sig omkring, som om han kunne mærke noget.
"Det... var usædvanligt... der er noget stort i nærheden, som bevæger sig tættere på os... og det føles ikke som et menneske lignende væsen!" der var en agtpågivenhed i hans stemme, og der gik ikke lang tid, før hans næse og ører blev til drageform, så han bedre kunne lugte og lytte til sine omgivelser, for at identificere hvad det var han kunne føle "Det er vist en god ide, hvis vi bevæger os videre, så vi ikke finder os selv, på den forkerte side af et eller andets humør!"

"Ja.... noget stort.... jeg tror det er hende, jeg kom her for at finde!" sagde han langsomt, mens han prøvede at mærke, hvad det helt præcis var han havde observeret. Et par få gnister, bevægede sig henover overfladen af huden på hans hoved, mens han lukkede øjnene og mærkede efter, for at være sikker på hvad det var, han havde observeret "Ja! 8 ben, et stærkt bag parti, og at dømme ud fra hvordan hun bevæger sig, har hun oplevet mere tid end de fleste! Mere kamp og skade, end hvad andre af hendes art har prøvet og overlevet!"
Dust var kommet herud for at samle ingredienser, og en af dem, skulle han være så heldig at finde hende, kom fra dette væsen, men indtil nu havde han været i tvivl om, hvorvidt denne eksisterede, da alt han havde hørt om lige denne kæmpe edderkop, var basseret på rygter. Men nu hvor han havde observeret hende, endda så tæt på hans nuværende lokation, ville han i det mindste prøve at møde væsnet, for at se om han kunne få dens gift. Han var dog ikke interesseret i at dræbe væsnet, så han håbede på at edderkoppen, havde det på samme måde med livet som han havde, efter at have levet så længe.

"Der findes flere kæmpe edderkopper af hendes slags i denne skov, men ingen så gammel som hende, og jeg ønsker at møde hende, om hun er venlig eller ej!" sagde han roligt, mens han så over på Amos og Alfie, med et blik der bar tegn på hans manglende frygt, og store nysgerrighed omkring dette væsen, der var kommet i nærheden af dem "Hvis i er interesseret i at komme med, skal i være velkomne til det, men i bør nok vide at jeg ikke ved noget om, hvorvidt hun er farlig eller ej! Jeg ved kun hvad jeg har hørt fra rygter, og de fleste indbefatter folk, der prøvede at dræbe hende, eller flygte fra hende!"

Dust kom med et varmt smil, da han hørte Amos fortælle, at han allerede havde mødt det væsen, han var kommet her for at finde. Selvfølgelig havde lige præcis denne unge santuine, allerede været i kontakt med hende og hendes race, han var her trossalt for at studere dyrene i denne skov, så hvorfor kom denne information, overhoved som en overraskelse for ham?
"Fantastisk, så i kender allerede hinanden en smule? Det gør jo bare tingene endnu bedre!" sagde han i et glad toneleje, mens han ventede på at Amos, fik samlet sine ting sammen, så de kunne komme afsted "Jeg tror dog aldrig jeg kommer til at forstå, hvorfor folk hele tiden regner dem, for at være mere farlige og voldelige, end hvad de egentlig er, for som du selv nævner, er de kun sådan, overfor folk der udgør en trussel mod dem! Men selvfølgelig er der mange ting jeg ikke forstår, omkring menneske lignende væsner, jeg bruger sjældent tid nok sammen med dem, til at forstå hvordan de tænker!"

Så snart Amos var klar, gik Dust sammen med ham, i retning af det væsen han kunne mærke. Det tog dem ikke lang tid, før de var kommet tæt nok på, til at se det prægtige væsen, der bevægede sig gennem skoven, på vej mod den lysning, Amos havde mødt hende i den anden dag. Dust kunne se på hende, at hun bar mærker og ar, efter mange års angreb, kamp og hvad der ellers kunne ske, for en som hende. Med rolige skridt, trådte Dust frem så edderkoppen kunne se ham, han sørgede for at rasle med den busk han gik igennem, så hun kunne høre at han var i nærheden, og vente sig mod ham, først med en truende adfærd, men så snart hun kiggede på Dust, var det som om hun stoppede, og låste øjne med ham. Det var som om man kunne mærke en forbindelse mellem dem, en slags instinktiv intuition mellem dem, der gjorde at de nærmest var på bølgelængde.