So, where are we? (Ezekiel)

S: På kanten af skoven
T: Midt på dagen
V: Meget tørt, med næsten ingen vind.

@Ezekiel

Tungt nåede han sit mål. Med en dyb vejrtrækning stoppede han op ved træet, med en hånd mod dens ru bark, som han så ud på omgivelserne foran sig. Kanten af skoven, bogstavlig talt. Skov var alt der havde været. Man kunne ikke flyve i en skov, selv om den heldigvis indeholdt lysninger og brændte områder, hvorfra det kunne lade sig gøre. At lette og lande. Men selv om Savas havde fløjet noget af vejen, havde han gået resten. Af flere årsager. Af sine egne årsager. For at lære landet at kende, for at lære skoven at kende. For at udfordre sig selv lidt. I denne varme var det en hård tur, især fordi han ikke var typen der gik afslappet omkring. Han var en mand med mål, så det havde været det ene ben foran det andet i et godt tempo.

En hjemmelavet dunk med vand hang i hans bælte. Han løsnede den og drak af det. Et par dråber gled ved siden af og ned over hans kinder og hage. Med bagsiden af den ledige hånd fjernede han dem, men uden at fjerne det mørke blik fra de bare omgivelser der tydeligvis erstattede skoven. Alt var så tørt. Så varmt. Han kneb øjnene lidt sammen.
Dunken blev sat på plads.
Håret var langt og mørkt, men samlet i en hestehale. Visse steder klistrede det til hans nøgne overkrop, hvor han havde svedt på turen. Skægget var også samlet med en lille snor. Om hoften havde han sine mørke bukser og bælte med sværd og andre fornødenheder i små hjemmelavede poser. Lavet af skindet fra de dyr han og hans gruppe havde jagtet for at overleve. Men de kunne ikke blive boende i en varm skov hele deres liv, uden at forstå hvor de var eller...Måske helt præcis hvem de var.
Han fjernede sin hånd fra træet og lænede sig i stedet op ad det med den ene skulder. Den ene hånd holdt om håndleddet, som han stod med samlede arme foran sig. Den ene fod hvilede, mens den anden udgjorde hans støtte.
Med en let trækning med overlæben gled en lille grimasse over ham. Så de måtte længere endnu. Han måtte længere endnu. Et eller andet sted ville der bo andre og de ville blive deres bedste mulighed for at lære hvor de helt præcis var. Og hvor de måske kunne lave en mere permanent base for dem selv. Men lige nu havde han intet behov for at gå videre. Eller flyve.
Lige nu var det nok at stå her. Stå her og overveje mulighederne.

Det var stadig lige så forvirrende som det havde været fra det øjeblik han var endt her... Hvorend 'her' så nu engang var. Han vidste bare at han pludselig var her... Stadig med sit tøj og sit våben, hans spyd godt fastspændt på hans ryg, som det også var lige nu, mens han roligt fløj afsted for at skabe sig et lidt bedre overblik over sine omgivelser. De få folk han havde mødt her, på nuværende tidspunkt, gloede mærkeligt på hans vinger... Og talte et helt fremmed sprog, han vitterlig ikke forstod så meget som ét ord af. Heldigvis kunne forholdsvist mange ting forstås via fagter, dog, og det var kommet rimelig naturligt til ham både at jage og at starte et bål til at tilberede dyre kødet over, når det var blevet nedlagt. Det havde gjort det at overleve i vildtet meget nemt... Men overordnet set, var han stadig godt rundforvirret over alt hvad der var sket, på så kort tid.

Han havde fået byttet sig til noget snor og andet fra nogle jægere han havde mødt i skoven for en dag eller to siden, og tog sig lige nu et øjebliks ro og fred, hvori han forsøgte at sy noget hen af en drikkedunk til sig selv, ud af skind fra et dyr, med en nål de rvar hjemmelavet fra noget knogle. Han så sig dog ofte omkring, hve rgang han hørte en ny lyd... Der var så meget at skulle vænne sig til... Han fnøs let, og strakte vingerne en enkelt gang, før han koncentrerede sig om sit arbejde igen - hans spyd stadig solidt plantet på hans ryg, fastspændt der til hans tøj, der vel nok var noget hen af en tætsiddende, sort tunika.

Hvor længe Savas stod der var ikke til at sige. Solen var hans bedste gæt for at holde øje med tiden, men i lang tid stod han bare og studerede omgivelserne der strakte sig ud foran ham. Til sidst rettede han sig endelig op og strakte sig. Han fiskede et lille stykke tørt kød frem og begyndte at tygge på det, som han begav sig langs med kanten af skoven. Skoven lignede sig selv. Træer var træer, buske var buske. Lyden af fugle og insekter, der svirrede i varmen. En anelse træt af kryb, daskede han en nærgående flue væk. Hans sved udgjorde sikkert en tiltrækkende kilde til væske for tørstende insekter, men Savas havde ingen plan om at lade dem snylte på ham. De bed som regel.
Han havde ikke noget mål længere, men gik blot afslappet langs kanten. Han ville nok tage hjem til sin gruppe i morgen. Og så ville han nok planlægge en tur ud i verden. Men for nu havde han mest brug for et sted at opholde sig til i morgen. Han havde ikke brug for meget, andet end hvis han kunne finde en kilde til vand. Drikkelig vand. De havde fundet flere kilder, der var blevet for sure og beskidte til at drikke.

Som han fulgte kanten af skoven, slog det ham ikke at der måske var nogen et sted i nærheden. Skoven var trods alt stor.
Men han var ikke alene hele tiden. Tørken havde også drevet andre folk, fra nærliggende landsbyer, til at søge føde og vand i skoven.
Han blev opmærksom på han ikke var alene, da han hørte en lyd af noget der bevægede sig. Noget mere end blot en fugl eller pindsvin. Han stoppede op og trak sig op af det træ, som han var tættest på, imens han lyttede intenst. Ja, det kom tættere på...Og jo tættere på det kom, jo flere var der. En gruppe på...Det lød som i hvert fald 5 personer. Måske flere. Nu kunne han også høre stemmer.
Ud af det blå landede en pil i stammen ved siden af ham. Automatisk vendte han sig og hans hånd fandt hans sværd, som han trak det fra dens skede. En pil, en bueskytte. Han havde en ide om retningen, men han behøvede ikke gætte særlig længe, før en ung mand trådte frem med endnu en pil på buen.
"HEY! HEROVRE!" råbte han og tilkaldte resten af gruppen. Med succes, for Savas kunne høre de blev stille et øjeblik, før de kom buldrende igennem underskoven. Han trak vejret dybt. Savas havde ingen ide om hvad manden havde sagt, men vidste han havde kaldt på sin gruppe. Det var en logisk reaktion.
"Jeg fandt ham her, han gemte sig op af træet som om han spionerede på os. Hey, hvem er du? Hvad laver du?"

Savas fornemmede at den unge mand talte til ham, men han vidste ikke hvad ordene betød. Kropssproget hos den unge mand, og faktisk for hele gruppen, var anspændt og afventende. Der var ikke grund til kamp endnu og hvis han slap sit sværd og viste han var ufarlig, ville de måske ligefrem lade ham gå. Desværre lå det ikke til ham, uanset hvor meget i undertal han var. I stedet strammede han grebet om sit sværd, mens han prøvede at lægge en plan for angrebet. De ville komme til ham. Så han tog et skridt til siden, for ikke at blive fanget op mod træet. Et skridt der straks fik gruppen til at trække deres våben.
"Han svarer ikke den skid. Lad os tage ham for en sikkerheds skyld! Det er sgu ikke til at vide hvem man kan stole på her!" spyttede en af mændene. Savas fornemmede at gruppen blev mere anspændt, som han selv stod stille og observerede dem. De prøvede at slå ring om ham, men han blev ved med at træde til siden eller bagud, så de forhåbentlig ikke nåede hele vejen rundt. Han snerrede let, blev for at vise han ikke var ufarlig. Men hvorfor vente på det uundgåelige? For hvert øjeblik der gik, jo større var sandsynligheden for at de ville omringe ham. Så i stedet lavede han en pludselig bevægelse, som han gik efter manden længst til højre for ham.

Ezekiel havde ellers bare passet sig selv, indtil han pludselig hørte en umiskendelig lyd et stykke væk i skoven. Lyden af en kamp der var brudt ud - folk der råbte, pile der hvislede igennem luften... Han greb godt fat om sit spyd og smed stenen han ellers havde brugt til at slibe det med, for at sprede sine store, sorte vinger og sætte af, så han røget stykke op over trætoppene, for derefter atfølge lyden af kamp som han fløj afsted... Han følte sig nærmest draget... Som var han skabt til kampe, men sådan havd ehan også følt sig hver gang han havd ejagtet i dette nye land. Som om det blot lå i hans natur.

Som han komtætterepå, kunne han høredetmere og mere tydeligt. Folk derråbte i hvad derlød som det sprog folk talte heromkring, et han så absolut ikke forstod så meget som ét ord af. Men en ting så han dog da han landte, som der vakte hans interesse - en af hans egen race. Han var ikke etøjeblik i tvivl ud fra følelsen han fik, og de store sorte vinger denne mand også havde, mage til hans egne.

"Der er endnu en!" råbte en af mændene op - Ezekiel forstod ikke ordene, men så godt at fyren her var lige så aggressivt stemt mod ham som mod den anden mand - og som der prompte blev svunget et sværd imod ham, parerede han med den ene ende af sit to-hovede spyd. Det var så absolut tydeligt at de med det samme antog at han var med den anden mand i denne kamp.Men han måtte så også selv indrømme, at hvis han var på nogens side i denne kamp... Så var det også denne anden mand der lod til at være samme race som han selv.

//undskyldden blev lidt kort, skal lige ind i at emne igen <3