Elverkvindernes møde(Larlii)

Tid: sen formiddag
Sted: Forestina og den omgivende skov
Vejr: køligt men med varm sol
Omgivelser: fredelige i skoven

Emne partner: @larlii

Hun var alene. Luften duftede frisk og herlig. En blid vind, bevægede sig gennem skoven omkring Forestina.
Næsten lydløst og i et ret så friskt tempo, bevægede hun sig med vinden i ansigtet fra gren til gren, mens hun nød denne følelse af frihed, der var at finde herude. Hun var godt nok kommet herud, for at finde sig noget at spise, men det skulle da ikke stoppe Renata i, at nyde denne ensomhed, væk fra alle de væsner der var at finde i denne verden. Alle de fremmede væsner som hun alligevel regnede med, at man ikke kunne stole på, som hun var sikker på alligevel kun ville hende noget, hvis de ønskede noget fra hende, eller ønskede hende død.
I en glidende bevægelse, greb hun fat i en gren hun passerede, så hun kunne svinge op over den, lande på hug ovenpå grenen, og derefter rette sig op i sin fulde højde, mens hun kløede sig dovent på hendes bare mave. Hun var klædt i sine sædvanlige klæder(se profil for nærmere info), der gav hende gode muligheder for, at lade hende gøre brug af hendes naturlige smidighed, men udover blot at have hendes sværd og knive med, havde hun også medbragt hendes bue og pile, så hun kunne jage noget mad, samt noget bytte hun måske kunne tjene noget på, i en af de nærmest liggende ikke elver byer. Det var af hendes forståelse at andre elvere, som ikke var sort elvere, ikke spiste noget som helst kød, så der var ingen grund til, at bringe den slags med til en elver by, for at prøve at sælge det til folk, der alligevel ikke havde nogen interesse i, at købe den slags.

Med undersøgende øjne, så Renata sig omkring, mens hun snussede til de dufte der passerede hende. Hun opfangede duften af en hjort i nærheden, hvilket fik hende til at smile lidt, før hun begyndte at bevæge sig i retning af duften, så lydløst som hun kunne, da hun ikke ville skræmme hjorten. Da hun kom tæt nok på, til at hun kunne se hjorten på afstand, tog hun sin bue og en pil frem, som hun spændte op, mens hun sigtede på hjorten.
Det tog nærmest ikke mere end et blink med øjnene, fra hun slap pilen, til den ramte sit tænkte mål, hjorten faldt til jorden, ikke helt død men stærkt såret af hendes pil. Renata hoppede hurtigt ned fra det træ hun havde gemt sig i, og løb hen til hjorten, så hun kunne gå i knæ ved dens side. Hun strøg den blidt på hovedet, mens hun begyndte at sige nogle rituele sætninger på elvernes modersmål, da hun gav hjorten en værdig død. Som et sidste led i hendes lille ritual, bøjede hun sig ned over hjorten, og sugede dens sidste livs energi ud af den, så hjorten døde på stedet, hvilket gjorde at hun nu kunne trække sin kniv, og skære de dele ud af hjorten, som hun gerne ville have med.

Outfit: tøjet og et halskæde med en krystal lilje.
// @Lith’rra har givet tilladelse til at jeg bruger ham som npc. //

Det var ikke til at fatte at der var gået næsten seks måneder, siden Almiel var kommet til verden. Hun havde på det tidspunkt været velsignet med en venligheds gestus fra sin konge og ven, inden datteren havde beslutte sig for at komme til verden. Siden hen havde hun spurgt Althorn om han ville gøre dem den ære at blive gudfar til datteren, og han havde accepteret.
Nu her var hun, Lith’rra og datteren ankommet til en å, omkring en time fra Forestina, hvor de holdte et lille hvil af hensyn til hesten. Den var spændt for en lille vogn, der var fyldt med sække, krukker og tønder. Larlii knælede nede ved vandet og tog et par håndfulde, som hun drak, samtidig med at hun holdte deres datter i den ene arm. Lith'rra havde ledt hesten ned til vandløbet og løsenet seletøjet en smule så hesten kunne drikke ubesværet.
”Jeg tror jeg bliver i byen, mens du og Almiel besøger hendes gudfar. Jeg er ikke meget for at være i så fornemt selskab.” Larlii så hen på sin mand og smilede, mens hun roligt rejste sig og gik hen til ham.
"Det er helt iorden, min kære. Jeg skal nok hilse Althorn fra dig." Almiel plurede glad til sine forældre og de smilede kærligt til hende.


// Almiel = velsignet datter

Efter at have parteret hjorten, pakkede Renata det kød ind hun havde skåret fra, bandt pakken til sin bue, så det var nemt at transportere, før hun rejste sig op og så sig omkring. Alt den løben rundt havde gjort hende tørstig, og hun havde alligevel brug for at vaske sine hænder, samt den kniv hun lige havde brugt, til at partere hjorten med, så det virkede som en god ide i hendes hoved, at søge mod den nært liggende å.
I et frisk tempo, satte hun derfor af, og løb direkte mod den å hun tænkte på, da hun huskede det som værende den nærmeste samling af vand. Dog var hun ikke nået helt ned til åen da hun stoppede, hvilket hun gjorde fordi der allerede var nogen nede ved den å, som hun var løbet i retning af. Renata gemte sig lidt blandt nogle af buskene og træerne, så det var svært at se hende fra åen, mens hun observerede situationen lidt. At dømme ud fra deres udseende, gættede hun på at de var af elver herkomst, men hun kunne ikke gætte specifikt hvilken, hun kunne kun udelukke sort elver racen af åbenlyse årsager. Udover det lignede de en familie, og de så ikke lige frem farlige ud, så hun valgte at tage chancen.

Med bestemte skridt gik Renata ned til åen, så hun stod med behørig afstand til Larlii og hendes familie, hun gik i knæ ved bredden, og lagge sin bue ved sin side, så hun kunne vaske sine hænder, og kniven hun havde brugt tidligere, før hun begyndte at drikke hvad der nemt kunne ligne, op mod en hel liter vand, før hun havde stillet sin tørst. Hun satte sin kniv tilbage på dens plads, ved siden af resten af sættet, som var at finde ved hendes hofte, før hun tog sin vanddunk frem, der hang gemt under hendes lange nederdel, så hun kunne fylde den op igen. Nu hvor vejret var begyndt at blive bedre, drak hun en del mere væske, så hun var nød til at have noget med sig hele tiden. Af ren vane kiggede hun i tide og utide, over mod Larlii og hendes familie, ikke fordi hun var bange for dem som sådan, men mere som en refleks hun havde fået.
Da hun havde gjort hvad hun havde brug for, rejste hun sig op igen, og så over mod dem en sidste gang. Hendes øjne faldt hovedsageligt på deres hest, da hun var glad for dyr, men så igen lige så glad som hun var for dyr, lige så meget brød hun sig ikke om menneskelignende racer, medmindre hun havde tænkt sig at bruge dem som mad, så hun trak sin hætte over hovedet, samlede sin bue med det indpakkede kød op, og begyndte at gå sin vej, inden hun endte med at skræmme deres mini elver, komme i klammerier med manden, eller det der var være.

Både Larlii og Lith’rra hørte nogen komme og så derfor i retningen, da en kvinde kom frem fra skoven. Larlii med nysgerrighed og Lith’rra med en blanding af nysgerrighed, årvågenhed og nervøsitet. Det sidste var grundet hans beskyttertrang overfor sin familie.

Da kvinden trak sin hætte over hovedet og begyndte at gå sin vej, rakte Larlii deres datter til sin mand, samt tog et par skridt frem mod kvinden.
"Mae g'ovannen." Hun holdte begge hænder frem med håndfladerne op ad, for at vise at hun var ubevæbnet og kom med fred.
”Jeg ser at du har meget at bære på. Hvis du er på vej mod Forestina, skal du være velkommen til at rejse med os. Der er ikke langt, men somme tider kan det være en fordel at hvile, når mulighederne præsentere sig. Mit navn er Larlii Valcyriel Modrich. Dette er min mand, Lith’rra Modrich og vores datter Almiel Valcyriel Modrich.” Mens hun talte og præsenterede dem, havde hun drejet sig nok til at den gestus hun gjorde hen mod vognen, var en åben invitation.
Lith’rra så afventende på kvinden, som hans elskede talte med. De eneste han gjorde var at føre hesten lidt væk fra åen og aflevere deres datter til Larlii, så han igen kunne spænde seletøjet. Samtidig holdte han et vågent øje med kvinden og hvad hun foretog sig, så han var klar til at komme sin elskede og deres datter til hjælp, hvis det skulle blive nødvendigt.

// Mae go'vannen = vel mødt, på elvisk.
Almiel = velsignede datter

Så snart hun hørte den elviske hilsen, greb hun nærmest instinktivt håndtaget på den jagt kniv, hun havde på højre side af sin hofte, mens hun drejede hovedet for at se på Larlii. Renatas øjne grænskede kvinden, som hun stod der med hænderne fremme, før hun valgte at slippe håndtaget igen, da kvinden virkede fredelig nok, især da hun præsenterede sig selv og hendes familie. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle mene, om disse fremmede endnu, tildels fordi hun lagge mærke til, hvordan manden holdt øje med hende, hvilket hun måske kunne relatere til på et eller andet plan.
"Suilad ettelëa!" svarede hun lidt tilbageholdent, mens hun lavede en form for hilsene gestus med sin højre hånd. Hun så lidt undersøgende på Almiel, som nu var tilbage i sin mors arme, da hun genkendte barnets navn, for det elviske ord det var "Forestina er en elver by og mine vare er hovedsageligt kød, så byfolket er nok mere interesseret i at jeg holder mig væk, frem for at jeg rejser direkte til deres fine lille by!" hun gik hen mod deres hest, og så den i øjnene, for at se hvordan hesten havde det med hende. Hvis den ikke havde noget imod hende, ville hun stryge sin hånd langs hestens hals, da hun var glad for dyr.

Med et stålfast blik så hun på Lith'rra, da hun havde bestemt sig for, at de ikke virkede farlige overfor hende, i hvert fald ikke ind til videre, og derfor havde hun bestemt sig for ikke at være farlig overfor dem, så længe tingene forblev sådan mellem dem, og dette blik hun så på ham med, var på sin vis hendes mærkelige måde, at give udtryk for dette valg. "Hvorfor hedder din mini elver Almiel?" spurgte hun nærmest ud af det blå i en lettere nysgerrig tone, da hun ikke havde snakket med nogen i lang tid, og dette var første gang hun mødte nogen, der havde navngivet sit barn efter et elvisk ord.

//suilad= vær hilset/greetings
ettelëa= fremmede

Hun smilede venligt da kvinden hilste igen, og tog glædeligt imod sin datter. Almiel drejede hovedet, så på kvinden og pludrede glad, mens hun nærmest vinkede til kvinden med sin lille hånd.
Larlii nikkede smilende til kvindens ord om byen. Men selv om de passede på største delen, så var det ikke alle som var imod det.
”Det er intet problem. Jeg kender personligt et par kroer, som gerne vil købe noget af dit bytte, hvis du ønsker at sælge.” Hesten fornemmede hurtigt at kvinden var venlig og strakte derfor mulen frem mod hende, samt havde rettet ørene frem i nysgerrighed. Både Larlii og Lith’rra så overrasket fra hesten til kvinden og tilbage igen. Lith’rra slappede synligt af og smilede roligt til kvinden, mens han rettede det sidste på seletøjet.
”Det er sjældent at denne skønhed er så nysgerrig omkring fremmede, så der må være noget særligt omkring dig.” Derefter gik han hen for at gøre plads til deres gæst, hvis hun ville med til byen.
Larlii kom roligt hen til kvinden og hesten.
”Mini elver…” Der var latter i Larliis blik og stemme.
”Hun er en velsignelse. Og navnet er smukt i det gamle sprog.”
Almiel pludrede glad til hesten, som høfligt sænkede hovedet og pustede blidt, hvilket fik Almiel til at grine hjerteligt. Imponerende nok var hendes små hænder blide ved hestens mule.

Det var ikke tit Renata så nogen børn på så nært hold, så for hende var det mærkeligt at se Almiel, reagere på hendes nærvær og opføre sig over for hende, som hun nu engang gjorde. Hun kunne ikke engang selv huske særligt meget fra sin barndom, tildels fordi hun kun havde oplevet 6 år, før hun var blevet indfanget sammen med sine forældre, hvorefter det meste blot var eksperimenter, træning og smerte. Med blide hænder, strøg hun hesten langs manken, mens hun kort lagge sin pande mod hestens, før hun vendte sin opmærksomhed tilbage mod Larlii igen.
"Steder i elver byen der ikke har noget imod, at gøre sig i handel af kød? Enten er de alle sammen blevet mærkelige, eller også har jeg holdt mig væk fra den by, i længere tid end jeg regnede med!" sagde hun med et toneleje der indikerede en form for mistanke, mens hun så tænkende på Larlii. Hun vendte sit blik mod Lith'rra, da han snakkede til hende angående hesten, hvorefter hun lagge hovedet lidt på skrå "Jeg har efterhånden levet længe på egen hånd, jeg møder flere dyr end menneske lignende væsner, hvilket har lært mig at dyr er mere instinktive! De er gode til at sanse det vi udstråler, så hvis man bare finder det rigtige sindelag, og forstår det væsen man står overfor, kan man blive bekendt med hvem som helst!"

Da hun hørte Larlii snakke igen, for ikke at glemme hendes reaktion på det Renata kaldte barnet, drejede hun hovedet i en nærmest lyn hurtig bevægelse, mens hun i et kort sekund løftede hånden i retning af et våben, før hun stoppede sig selv, i midten af denne vanlige bevægelse. Det var efterhånden længe siden sidste gang, hun bare havde snakket med nogen, så hun kørte stadig på hendes instinktive reaktioner, der fik hende til at reagere på lyde, der kom fra nogen som var tættere på hende, end hun lige umiddelbart havde regnet med.
"Hmm det er da godt du er glad for din mini elver, den har brug for nogen til at hjælpe den, i hvert fald indtil den kan spise alle sine grøntsager helt selv!" sagde hun stille, mens hun kiggede på Almiel, mens hun lavede sine små lyde og nussede hesten. Renata huskede kun svagt hvordan det var, at have forældre der beskyttede hende, da hun selv var for lille til at kunne klare sig, så det var vel noget alle havde brug for i starten af deres liv. Med et let blik så hun på hesten igen, og strøg den langs halsen "Du er alt for sød mod dine elvere, de er blevet for magelige sammen med dig!" hun gik hen til vognen, for at finde et sted hun kunne lægge sin bue, samt hendes pakke med kødet, som hun havde samlet fra dagens jagt.

Larlii smile fortsat til kvinden, mens hun lyttede til den mistroiske tale. Hun kunne udmærket forstå at kvinden var mistroisk omkring det, men hun lod kvinden talte ud før hun tænkte på at komme med et svar.
”Jeg kan godt forstå dig, men det er højelverne som kun spiser frugt og grønsager. Vi skovelver har intet imod at nyde lidt kød ind i mellem. Særligt når det er i forbindelse med en god portion grønsager.”

Lith’rra nikkede smilende til hendes ord og fortsatte med de sidste ting, inden han rakte hånden frem mod Larlii for at hjælpe hende og deres datter op i vognen.
Hun smilede roligt til kvinden og nikkede til det der blev sagt om hendes datter. Selvfølgelig var hun glad for sin datter. Og da Lith’rra tilbød en hånd, tog hun imod den så hun kom op i vognen.
”Hvis du har lyst, kan du hvile dig.” Hun satte sig selv godt til rette og kort efter sov datteren tungt og Larlii havde lukket øjnene for at hvile sig lidt.

~ ~ tidshop ~ ~

Efter en timers tid ankom de til Forestina, hvor Lith’rra kørte vognen hen til en af trapperne, der førte op til byen. Her blev de mødt af en flok skovelver, der delte sig i to grupper. Den ene gruppe greb de forskellige poser og kasser med urter og frugter, som så blev båret op til kroen "Den Springende Hjort", der lå tættest på trappen. Den anden gruppe var en lille flok kvinder, der alle som en var begejstret for at se den lille Almiel. De udspurgte også Larlii om hvad der havde fået hende til at gøre kongen til Almiels gudfar. Larlii lo hjerteligt og svarede roligt at det kun var naturligt at bede sin bedste ven om det.
Da Larlii var blevet omringet af kvinderne havde Lith’rra smilet bredt og grebet en kasse, der var fyldt med flasker af brændt ler. Alle var fyldt med frugtvin, som Larlii have fremstillet i samarbejde med de elver som arbejdede hos hende. Derefter så han på kvinden der var rejst med dem og gjorde et kast med hovedet i retningen af de andre elver, som var på vej op af trappen.
”Hvis du vil prøve at sælge dit kød, så kom med op til kroen.” Stemmen var venlig og ærlig, selv om han stadig var en smule på vagt.
En elver havde taget sig af hesten og vognen.
Kvinderne sukkede og mumlede lidt forskelligt, hvilket gjorde at det var tydeligt at se, at de gerne ville være på venskabelig fod med kongen. Eller måske endda mere end venskabelig... I sit stille sind ønskede hun at Althorn kunne være åben og ærlig overfor folket om hans ønsker, men hun viste også at det ikke ville blive godt modtaget.
Et minde sneg sig frem i hendes sind fra året før hun mødte Althorn. Et minde fra en aften på en af kroerne, hvor et par unge mænd var blevet lidt for beruset og havde ladet deres kærlighed vises for alle. Det var endt ud med at kroens gæster havde banket dem og hun, i det skjulte, havde hjulpet dem med at komme sig så meget, at de kunne forlade byen.
Hun sukkede stille og huskede tydeligt hvordan de var ankommet til fristedet for et par måneder siden, hvor de havde spurgt om de måtte arbejde for hende.
Kvinderne fornemmede hendes sindelag, og blev mere stille. De så lidt rundt på hinanden og derefter op mod kroen hvor Lith’rra var gået op med varene, inden de igen så på Larlii.
En mørkhåret kvinde tog hurtigt føringen.
”Skal vi ikke gå op og få os et glas af Larliis skønne frugtvin?” Det løftede humøret hos dem alle. Selv Larlii lo hjerteligt. Det var kun nogle få måneder siden de havde fundet frem til en god blanding, og kroerne i Forestina havde taget imod den med kyshånd.
Det tog ikke kvinderne langtid før de var kommet op i byen og havde fundet sig en plads udenfor kroen, hvor Larlii bad om en flaske frugtvin, som de delte.
Lith’rra lod sin hustru nyde tiden sammen med kvinderne og slappede af i selskab med kroens værtspar og de andre gæster.

"Mærkeligt.... her gik jeg og troede, at det kun var sort elvere der spiste kød!" mumlede hun mere til sig selv, end til en del af samtalen hun var en del af. Hun vidste godt at hun var afskåret fra samfundet, hun havde trossalt selv valgt at være det, men at hun var så afskåret at hun ikke engang vidste hvordan folk fungerede, havde hun ikke lige set komme. Men at lære noget nyt, var vel hvad man fik ud af, når man snakkede med nye væsner. Da Larliie foreslog at hun kunne hvile sig, valgte Renata at lade vær, hun var ikke så god til at stole nok på fremmede, til at slappe af i nærheden af folk hun ikke kendte.


Da de kom frem til byen, hoppede Renata ned fra vognen, hvorefter hun hurtigt tog nogle skridt væk fra situationen, da der kom en mindre flok hen til dem. Hun så lidt mistænkeligt på folk, mens de delte sig op i en gruppe der snakkede med Larliie, og en anden gruppe der hjalp med at tømme vognen, indtil hun ligesom var kommet frem til, at hun godt kunne ignorere situationen, da folk virkede mere interesseret i arbejdet, eller deres samtale med Larliie, end de var i hendes tilstedeværelse. Hun så over på Lith'rra da han snakkede til hende, og uden et ord greb hun sin bue og pakke, fulgte med ham op til kroen og så sig lidt omkring da hun kom ind. Hun identificerede hurtigt ejerne som hun gik hen til, så hun kunne snakke handel med dem, og det gik overraskende nemmere at handle med dem, end hun normalt var vant til med nye kunder.
Da hun havde færdiggjort handlen nikkede hun roligt til ejerne, som en slags gensididig tegn på respekt, mens hun gemte sin betaling væk under hendes tøj, så man ikke kunne se posen på hende. Hun havde dog taget lidt ud af posen, før hun havde gemt den væk, som hun brugte til at bestille noget mad og drikke som hun kunne tage med sig. Hun havde med vilje placeret sig ved siden af Lith'rra, så hun kunne snakke med ham mens hun ventede på sin mad.

"Tak for liftet!" sagde hun mens hun lænede sig op af det nærmeste bord, og kiggede rundt på kroen samt dens gæster "Jeg forstår godt den mistro jeg kan se på dig, jeg har det på præcis samme måde med... alle væsner jeg nogensinde har mødt, som ikke er et dyr!" hun havde aldrig rigtig haft nogen form for venner, og det kunne nok høres på hendes stemmeføring, og den selv sikre måde hun havde sagt sin sætning på "Men om alting er, så må det her vel være hvor vores veje skildes!" tilføjede hun da en af kro pigerne kom ud med hendes mad, som hun tog imod. Hun nikkede til Lith'rra, før hun gik udenfor hvor hun så over på Larliie og hendes gruppe af veninder. Renata tog lidt afstand til dem, fandt sig et sted at sidde ned, og begyndte så at spise sin mad.

Lith’rra nikkede smilende til kvinden.
”Det var så lidt. Det sker fra tid til anden, og særligt når min hustru og datter er i nærheden. Men ja, må Nimar våge over dig.” Han løftede kruset til hilsen inden hun smuttede med sin mad. Herefter vente han sig igen mod sit selskab i kroen.

Der gik ikke længe fra at Larlii havde sat sig, til at hun og Almiel var omringet. Både af Larliis veninder, men så sandelig også af byens andre beboer som var i nærheden. Alle som en var levende interesseret i at se kongens guddatter. Spørgsmål fløj rundt som myg, i forsøget på at finde ud af hvordan det var gået til at kongen var gået med til at være gudfar for denne lille pige. Nogle gik endda så langt som til at forslå, at Larlii og kongen måtte have haft et kort forhold inden hun blev viet til Lith’rra.
Dét afviste Larlii omgående, og sagde at der kun var venskab mellem hende og kongen. Samt en fælles interesse for urter og drager. Alligevel var der mange som var sikker på at der stak noget dybere i venskabet end Larlii lod sige.

//Tænker at dette ville være et godt tidspunkt for @Althorn at komme ind – eller måske efter dit svar//

Renata så over på flokken, der efterhånden havde omringet Larlii. Hun brød sig ikke selv om at blive omringet på den måde, og som hun sad der og så på Larlii, kunne hun ikke lade være med at tænke på, at denne fremmede kvinde havde været sød mod hende, hvilket gav hende en brændene fornemmelse af, at hun havde lyst til at hjælpe Larlii af med den flok, der lige nu havde omringet hende, så hun kunne få lidt mere fred, og slappe af med hendes mini elver. Efter den tanke havde plaget hende gennem nogle bider af hendes mad, fik den hende til at rejse sig op, pakke hendes mad væk, og gå over mod flokken.
"Så det godt alle sammen, lad dog kvinden og hendes mini elver få lidt ro!" sagde hun højlydt, så man kunne høre hende over alle dem der snakkede, på hendes vej gennem flokken. Da hun nåede frem til Larlii, så Renata på hende med et mere eller mindre bestemt blik, der afslørede at hun troede på at det hun gjorde var for at hjælpe Larlii, så hun kunne få lidt fred fra alle dem der flokkedes omkring hende "Hvis det er muligt, ville jeg også gerne snakke med dig, før jeg går!" tilføjede hun i et lidt mere lavt toneleje, da det var mere tiltænkt som en privat ting mellem Larlii og hende.

//undskyld det er lidt kort, jeg er en smule rusten. Men Althorn kan sagtens komme ind her