Log ind

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Periode | Renæssancen

Årstal | 1165

Årstid | Efterår

Måned | September

Latest topics
Top posting users this month
Sean
A sinner and a "saint"~Valentine Voteba13A sinner and a "saint"~Valentine Voteba14A sinner and a "saint"~Valentine Voteba15 
Genevira
A sinner and a "saint"~Valentine Voteba13A sinner and a "saint"~Valentine Voteba14A sinner and a "saint"~Valentine Voteba15 
Jake
A sinner and a "saint"~Valentine Voteba13A sinner and a "saint"~Valentine Voteba14A sinner and a "saint"~Valentine Voteba15 
Katrina
A sinner and a "saint"~Valentine Voteba13A sinner and a "saint"~Valentine Voteba14A sinner and a "saint"~Valentine Voteba15 
Natalie
A sinner and a "saint"~Valentine Voteba13A sinner and a "saint"~Valentine Voteba14A sinner and a "saint"~Valentine Voteba15 
Sajro
A sinner and a "saint"~Valentine Voteba13A sinner and a "saint"~Valentine Voteba14A sinner and a "saint"~Valentine Voteba15 
Juniper
A sinner and a "saint"~Valentine Voteba13A sinner and a "saint"~Valentine Voteba14A sinner and a "saint"~Valentine Voteba15 
Larlii
A sinner and a "saint"~Valentine Voteba13A sinner and a "saint"~Valentine Voteba14A sinner and a "saint"~Valentine Voteba15 
James
A sinner and a "saint"~Valentine Voteba13A sinner and a "saint"~Valentine Voteba14A sinner and a "saint"~Valentine Voteba15 
Valentine
A sinner and a "saint"~Valentine Voteba13A sinner and a "saint"~Valentine Voteba14A sinner and a "saint"~Valentine Voteba15 

Statistics
Der er i alt 158 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Josephine

Vores brugere har i alt skrevet 162547 indlæg in 8519 subjects

A sinner and a "saint"~Valentine

2 posters

Side 1 af 2 1, 2  Next

Go down

A sinner and a "saint"~Valentine Empty A sinner and a "saint"~Valentine

Indlæg by Genevira Tirs 6 okt - 20:09

Sted: Sunfurys mere affolkede gader
Tidspunkt: Sen aften/tidlig nat
Omgivelser: Affolkede spøgelsesagtige
Vejr: Lunt og skyfrit. Stjerneklart


Genevira havde aldrig været på tur før. Ikke uden at der var en dybere grund til det. Grunden som oftest værende enten: Jeg har ikke nok penge til at blive, der hvor jeg er, eller, jeg frygter, at jeg har pisset nogen af, så jeg må hellere smutte.
Denne gang var tingene anderledes. Hun kunne faktisk nyde sin tid i Sunfury uden at skulle bekymre sig om, hvor hun ville ende dagen efter. Eller om hun overhovedet havde et sted at være, når hun ikke befandt sig i byens gader.
Selv da solen var gået ned og hun derfor kunne gå udenfor en dør, var vejret lunt, som om solen stadig hang ved. Det fik hende til at smile. Principielt var hun ganske glad for sin nye tilværelse, men hun savnede solen. Ikke at der var særlig varmt i Doomsville generelt, men alligevel. Derfor føltes denne pseudosol ganske godt. Desuden så det underligt ud, hvis hun rendte rundt i Doomsville på denne tid af året i en sommerkjole. Også selvom hun ikke følte kulde. Men hun havde lige skaffet en ny kjole og det ville næsten have været tragisk at lade den ligge et eller andet sted i et skab, bare fordi vejret rent teoretisk set ikke var varmt nok til at have den på.
Og sådan gik det til, at hun, iført en babyblå knælang sommerkjole (og et sjal over skuldrene. Hun kunne næsten høre sin mor skrige i det bagerste af sin hjerne, hvis ikke hun gjorde det. Guderne forbyde, at mænd skulle erfare, at man havde skuldre, right? Ben var slemt nok alene) endte med at bruge store dele af den tidlige aften på at rende rundt i Sunfurys gader og ae næsten samtlige af de katte, hun kunne finde. Katte var officielt venner, ikke mad. Hun havde også fundet et firben, men det ville ikke have noget med hende at gøre. Endnu en tragedie. Det kunne have været sjovt at gå rundt med et firben i lommen. Oh well.
Hun havde drukket en kop sært krydret te ved et lille endnu særere sted på et gadehjørne og så havde hun ellers givet sig i kast med at overveje sine jagtmuligheder her. Ikke så meget, fordi det var nødvendigt lige på det givne tidspunkt, men noget havde Genevira efterhånden lært. Det var bedst at være forberedt. Desuden vidste man aldrig, hvad man kunne ende med at finde, selv når det bbare var en udkigstur for en god ordens skyld. Hvem ved en engel kunne være faldet ned fra himlen og hjælpsomt have brækket begge vinger, og alle sine andre lemmer, i faldet. I sådan en situation ville det jo være ondskabsfuldt at tvinge dem til at leve og det var gratis mad sååååå.
Okay ingen engle endnu desværre, måtte Genevira konstatere, imens hun bevægede sig henad byens tage. Ikke rigtig klædt på til denne udflugt, men denne metode var efterhånden blevet en vane og hun var stædigt overbevist om, at det tilbød hende det bedst mulige overblik. Endvidere var de fleste folk for optaget af andre ting til at gå og glane op på byens tage.
Der var også et andet, og fuldstændig uforudset, problem.
Alle de sanseindtryk, som hun ikke var vant til hjemmefra formåede at forvirre hendes næse.
Det blev ærlig talt svært at regne ud, hvem det overhovedet var værd at beskæftige sig med dernede på gaderne. Ikke at der var mange, hvor hun opholdt sig. Det var også bedst. Genevira havde ikke super meget lyst til at skulle tage kampen op mod Sunfurys noget mere strikse straffesystem. Det kunne hun næppe undskylde sig vej ud af.
Og nu var hun ellers efterhånden tørstig alligevel.
Sish, hvor besværlige skulle tingene lige være?
Lige som hun var ved at give op og overvejede, om hun bare skulle gå ud og klappe nogle flere katte, spottede hun noget, der vagte hendes interesse. Eller nok rettere nogen. Han var så absurd lyshåret, at han næsten lyste op mod mørket omkring ham.
Hvis hun virkelig tænkte over det, så ville hun nok fastslå, at han virkede for velplejet, selv heroppe fra til at være en af byens fattige og derfor….expendable. Men helt ærligt, ingen mennesker havde da så lidt tøj på med vilje vel?
Om ikke andet fulgte Genevira med for nu. Måske egentlig mest af andre grunde end sult. Nysgerrighed? Hvis hun skulle være helt ærlig, var Genevira nok ikke fuldt ud klar over det selv. At erklære det nysgerrighed virkede som det nemmeste at gøre.
Genevira
Genevira

Antal indlæg : 205
Reputation : 2
Bosted : På borgen i Doomsville
Evner/magibøger : Charm Speak*

Tilbage til toppen Go down

A sinner and a "saint"~Valentine Empty Re: A sinner and a "saint"~Valentine

Indlæg by Valentine Ons 7 okt - 21:34

Outfit

Lette skridt fejede igennem en mere eller mindre mennesketom gade i et af Sunfury’s knap så velsete kvarterer. Spurgte man kongen selv ville han sikkert påstå, at han respekterede alt ved byen – alt lige fra de små lurvede kroge gemt væk i Shadowflame Distriktet til de strålende bygninger som tårnede ved siden af slottet i Royal Flame Distriktet. Dødssynden fnøs ved tanken… for han tvivlede stærkt. Egentlig tvivlede han på, at en kongelig nogensinde havde sat fod i gaderne omkring. For de var beskidte. Dækket af affald, dårligdom og gammelt blod efter diverse slåskampe. Valentine kunne ikke vente med at komme væk.

Egentlig var det usædvanligt at finde ham i denne del af byen. Nu bar Valentine tilfældigvis mærket for Grådighed og ikke Hovmod, som han søster kunne prale med. Men han havde altid haft en svaghed for at omgive sig med ting der var tiltalende. Det gjaldt hans hjem, hans krop, hans omgivelser og de væsner han omgav sig med. Derfor var det kun meget nødigt, at han forlod sin behagelig position i de højere dele af byen. Dog havde det været nødvendig at gøre et smut efter arbejde denne aften. Så højt som han gik op i sit udseende, så tog han gerne særlige midler i brug for at holde sig sund og stærk. Almindelige midler til skønhedspleje var ikke nok for ham længere, og derfor var han søgt længere ned i gaderne, hvor han vidste, at de mere… eksotiske… varer blev sat på bud. Cremer med engleblod var en af hans helt særlige favoritter. Han var dog altid forberedt på den sviende fornemmelse, som fulgte, men han vidste, at man aldrig opnåede resultater uden en lille smule blod på tanden – eller cremen i dette tilfælde. Valentine havde efterhånden erfaret, at hans krop havde fornuftige egenskaber i forhold til heling, som var en smule hurtigere end gennemsnittet. Med hans daglige beskæftigelser var det dog altid rart med et lille boost til kroppen, så han ikke behøvede at bruge helt så meget energi på selve helingsdelen, men mere kørte en slags forebyggende stil. Derfor havde han heller ikke sparet denne aften. Selvom det pinte ham at se den tunge pose guld forsvinde om på den anden side af bordet, hvor han havde handlet, så var han ikke et sekund i tvivl om, at det var alle pengene værd. Særligt, når der nu var levering på tingene.

Valentine bevægede sig derfor ned ad de mørkelagte gader med et tilfreds udtryk. Månen lod til at være hans eneste selskab, og den eneste lyd, som omgav hans skikkelse, var hans egne skridt, samt de få mønter som var tilbage i skindpungen der klirrede hver gang han bevægede sig. Nu tillod nattens outfit ikke ligefrem mange gemmesteder, og pungen var derfor blevet stoppet i en bukselomme. Han skulle trods alt ikke langt. Håret hang løst, og han nød den lune aftenbrise imod den blottede brystkasse. Den eneste tegn på, at han havde været på arbejde denne aften, var små spor af make-uppen, som havde efterladt glimtende spor nær hans øjne, samt mønterne i hans lomme. Han havde nøjedes med et let bad på arbejde inden, at han var hoppet i noget mere behageligt, da han alligevel regnede med et længere karbad, så snart han nåede hjem. Dog var han lykkeligt uvidende omkring det faktum, at hans hjemkomst muligvis blev en smule mere forsinket end han selv havde regnet med denne aften. Valentine bar ingen overnaturlige sanser, og hans naturlige skødesløshed gjorde ham uopmærksom. I stedet begyndte han at nynne for sig selv.
Valentine
Valentine

Antal indlæg : 95
Reputation : 0
Bosted : Sunfury City
Evner/magibøger : Precious Metals

Tilbage til toppen Go down

A sinner and a "saint"~Valentine Empty Re: A sinner and a "saint"~Valentine

Indlæg by Genevira Tors 8 okt - 17:47

Jo mere Genevira betragtede denne mystiske mand, jo mere overbevist blev hun om, at han ikke rent faktisk hørte til her. Han gik med for meget selvsikkerhed. Tydeligvis ganske tryg i, at han kunne klare, hvad der end måtte komme efter ham. Det virkede i hvert fald sådan. Eller også kunne han simpelthen ikke forestille sig, at nogen her skulle gøre ham noget. Var man vokset op et sted som her, vidste man bedre. Især når det var mørkt. Alt muligt kunne ske. Det var spis eller bliv spist herude. Muligvis lidt for bogstavelig talt lige nu.
Genevira vidste bedre. Ikke blot fordi hun i den nuværende situation netop var, det der var farligt, men også fordi hele hendes barndom og tidlige ungdom havde været en lang kæde af at skynde sig fra den ene mørke gyde til den anden og forsøge at møde så få blikke så muligt for ikke at ende i et slagsmål eller værre. Ikke at Genevira nogensinde havde været bange for at slå igen, hvis det blev nødvendigt. Det var bare ikke særlig behageligt, når næsten paranoide tendenser nåede til at blive til en vane i sig selv. En vane som denne person tydeligvis ikke besad.
Ikke, at hun forventede, at han skulle kigge op på taget. Helst ikke. Det var ligesom hele grundlaget for hendes måltider, at folk ikke forventede, at der pludselig faldt vampyrer ned i ansigtet på dem.
De fleste var for overraskede til at reagere ordentligt, før hun havde haget sig så tilpas intenst fast på dem, at hun ikke var til at slippe af med igen.
Fra tid til anden var hun endt ud i at brække flere af sit ofres knogler. Ikke med vilje. Det skete ligesom bare engang i mellem i en proces, der involverede at holde fast i folk med tilpas meget styrke til, at de ikke kunne ryste hende af. Desuden var Genevira, hvis hun skulle være helt ærlig, nok ikke fuldt ud klar over sine egne styrker på nuværende tidspunkt.
Så hvis hun pludselig brækkede nogens arm eller bøjet nogens ribben, fordi vedkommende forsøgte at ryste hende af sig, som om hun var en loppe på en hund, chokerede det også hende.
Generelt set var hendes jagte ofte så uagtet brutale, at hun på et eller andet plan tvivlede på, at folk ville finde hende helt så uskyldig, såfremt de blev tvunget til at overvære det.
Genevira undskyldte sig med, at ingen nogensinde havde lært hende andet, så hun havde fundet en metode, der alt i alt fungerede, selvom den ikke var specielt køn og det var sådan, det ville fortsætte, indtil nogen kunne fortælle hende om noget, der var mere passende.
Og helt ærligt var det vel ikke så meget anderledes, end når mennesker slagtede en ko eller en gris for at spise den?
Genevira fandt det i grunden ret hyklerisk. Mennesker var så hurtige til at male fanden på væggen, når det gjaldt vampyrer, bare for det de spiste. Det er mennesker, der har følelser og familier, hvor vover du! Well, det har grisen der måske også, men jeg ser ikke dig undskylde overfor dens børn, som du i øvrigt har opdrættet for også at kunne slagte og spise. Du ser da ikke nogen af os avle mennesker vel????
Det hele var, i Geneviras øjne, komplet stupidt.
Hun blev trukket ud af sine tanker ved lyden af gutten nede på gaden, der var begyndt at nynne. Der var noget underligt beroligende ved lyden til trods for, at den på ingen måde passede ind i det nuværende scenarie.
Så var det nu. Hun rejste sig op og tog en dyb indånding, det krævede forberedelse at springe direkte ned fra et tag.
Nu var der bare lige det, at han endelig var tæt nok på til, at Genevira rent faktisk kunne løsrive duften af hans blod fra alt muligt andet.
Genevira glippede med øjnene. Klemte øjnene tænksomt sammen, hvilket fik hende til at ligne en noget mellemfornøjet kat.
Hun havde kun oplevet den specifikke underliggende bitterhed før hos ét meget bestemt individ.
What the fuck? Havde Kain familie? Hun kunne ikke gå rundt og nakke Kains familiemedlemmer. Selvom han aldrig havde fortalt hende om dem, så virkede det bare sådan…mindst en smule uhøfligt.
Øh….så var det bare, hvordan hun bedst kom ned fra det her tag, uden at skabe alt for meget opmærksom på sig selv.
Hun var noget sådan cirka halvvejs ned af husets mur, totalt. Forvirret over alt det her. God damn it, Kain, du kunne have sparet mig for det her.
Opslugt af sine tanker som hun var endte hun et sted, hvor der reelt ikke var noget for hende at holde fast i, så hun faldt resten af vejen og endte med at sidde mere eller mindre midt på gaden og se forvirret ud.
Hun så direkte op på, hvad der så ikke var endt som, sit offer og rejste sig med så meget værdighed, som hun kunne mønstre.
” Terribly sorry. I did not mean to startle you,” undskyldte hun, alt imens hun tog et par skrift baglæns.
”Lovely evening. I won’t be taking up your time, I really should be going,” fortsatte hun og sørgede for at holde sit ansigt I så uskyldigt muntre folder, at han forhåbentlig ikke ville mistænke for, for få minutter siden at planlægge at dræne ham for blod.
Hun studerede ham, så diskret som hun nu kunne komme til og måtte konstatere, at han og Kain afgjort havde deres ligheder. Hvis blodet ikke havde givet det væk havde kombinationen af hår og øjenfarve gjort det.
Kain burde virkelig….sende sin bror, eller hvad han var, noget tøj eller noget. Han måtte da fryse fra tid til anden.
Genevira slog blikket ned på sine blankpudsede laksko. Følte sig en smule…akavet.
Genevira
Genevira

Antal indlæg : 205
Reputation : 2
Bosted : På borgen i Doomsville
Evner/magibøger : Charm Speak*

Tilbage til toppen Go down

A sinner and a "saint"~Valentine Empty Re: A sinner and a "saint"~Valentine

Indlæg by Valentine Søn 11 okt - 16:17

Valentine havde for længst lagt de gamle vaner på hylden. Vanerne fra hans barndom, hvor han var gået fra en beskyttet flok til at være alene i verden som blot 7 år gammel. Søskendeflokken var én ting med den konstante rivalisering, samt kamptræningen som ofte bød på ubehagelige snigeangreb for at styrke sanserne… men hans tid alene havde krævet mange ting, som et barn aldrig havde kunne overveje. Overlevelse havde fået en hel ny betydning, hvilket ikke ligefrem havde gået hånd i hånd med den eksistentielle krise som var blevet smidt lige i hovedet på ham. Noget af det, som tog ham lang tid at finde ud af var den rette balance mellem egentlig fysisk føde, og hvor længe han kunne klare sig med andre folks synder. Desuden var det hurtigt gået op for ham i hans tid alene, at et udseende, som han ellers var vokset op med, var helt normalt… pludselig kunne vække en masse opmærksomhed rundt omkring. God såvel som dårlig. Det havde derfor taget ham mange år at være så afslappet omkring sig selv, som han var nu. Nu brystede han sig af sit velholdte udseende, og hans arbejde var altid med til at vedligeholde det evigt voksende ego. Valentine havde intet behov for at skjule sig selv længere – på nogen måde – og han nød derfor gerne at bære mindst muligt for at udtrykke det. Træningen var måske ikke helt det samme, men han gjorde stadigvæk sit bedste for at holde sig fysisk aktiv – og ikke blot i sengen. Sanserne var måske ikke helt, hvad de havde været, men det var sjældent noget, som han tænkte over. Sunfury havde et godt ry med hensyn til dets beskyttede borger, og eftersom Valentine holdt sig i de øvre dele af byen, så fandt han det som oftest ikke nødvendig med årvågenheden. Egentlig havde han også en idé om, at han sagtens kunne klare de små forhindringer som byen turde smide i hans retning.

Som Valentine gik der med sine egne tanker om de ”gode gamle dage”, var det først alt for sent, at han blev opmærksom på en skurrende lyd. Lyden var ikke specielt høj, men det var alligevel nok til at fange hans opmærksomhed. Valentine stoppede op på gaden, og stoppe desuden med at nynne for bedre at kunne lokalisere kilden, hvilket skulle vise sig sværere end forventet. Han kastede et vagtsomt blik over skulderen, men blot at konstatere, at gaden var mennesketom udover hans egne tilstedeværelse. Et øjeblik efter stoppede lyden dog… blot for at blive erstattet af en ny. Det lød som om, at noget var landet foran ham. Valentine spændte automatisk op i kroppen, og gjorde sig klar til at møde lydens ejermand, som han langsomt vendte blikket tilbage foran sig for at finde… en kvinde. Dødssynden lagde forvirret hovedet på skrå, som hans blege skikkelse tårnede sig over hendes, siddende midt på gaden. Han nåede dog ikke at reagere yderligere før, at hun rejste sig, hvorefter ordene hurtigt fulgte. Hun undskyldte? Det tog Valentine et øjeblik at indse, hvad der lige var sket. Som hun langsomt begyndt at bakke væk, kastede han et hurtigt blik op mod der, hvorfra kvinden skulle være faldet. Enten var hun fløjet, og faldet fra himlen selv, eller så havde hun brugt bygningen nær dem. Den sidste af mulighederne lød mest sandsynligt. Men… hun var intakt. Ikke en skramme var der at finde på kvindens spinkle skikkelse. End ikke hendes yndige sommerkjole havde lidt under faldet, hvilket fortalte om kontrol. Samt overnaturlige egenskaber. Dog var han stadigvæk i tvivl om hendes ærinde, selvom det indtil videre virkede meget mistænksomt, men valgte at lege lidt med indtil, at han måske fandt ud af lidt mere. Derfor voksede et bredt og charmerende smil sig vej, som han selv trådte et skridt nærmere kvinden.

” Now, now, miss… I’ve had people fall at my feet before, but you don’t look like on who planned on it.” De isblå øjne var bekymrede, samtidig med, at han havde trukket hænderne op af bukselommerne for at virke mere imødekommende. Han fandt det svært at afgøre kvindens status, men hun virkede ikke helt tryg ved situationen. Valentine ønskede dog ikke, at hun forsvandt før, at han havde fået afklaret situationen – for hans egen skyld. Han havde desuden en idé om, at hun var knap så tilbøjelig til at løbe, hvis han virkede mere… menneskelig. Mærket som sad placeret ved hans lænd fortalte dog en anden historie, og selve toppen af mærket kunne akkurat skimtes, da han valgte at løfte sine arme. ”No reason to worry, I’ve got all night. Besides, I cannot let you leave with good consience withouth making sure that you are well… so… are you hurt, miss?”
Valentine
Valentine

Antal indlæg : 95
Reputation : 0
Bosted : Sunfury City
Evner/magibøger : Precious Metals

Tilbage til toppen Go down

A sinner and a "saint"~Valentine Empty Re: A sinner and a "saint"~Valentine

Indlæg by Genevira Søn 11 okt - 21:52

At hun havde siddet der så længe, kun for at falde som en eller anden idiot og gøre alt pinligt for sig selv, var så latterligt, at det næsten voldte Genevira reel fysisk smerte. Hvordan kunne man virke kultiveret og respektabel, når man lige var faldet ned fra en mur, man havde forsøgt at kravle ned af? Hun begyndte oprigtigt, måske noget overdramatisk, at overveje at grave sig ned og ikke komme tilbage, før alle havde glemt dette.
Mere logisk var det måske at bruge noget tid på at samle sig. I hvert fald, var det det hun gjorde. Genevira måtte aktivt afholde sig fra at tage en dyb indånding. Det ville nok have afsløret, at hun var mere end blot almindeligt ukomfortabel med situationen, men gamle vaner havde som regel svært ved at lægge sig og dø, som de skulle. Når man havde trukket vejret hele sit liv, var det åbenbart svært at lade være, selvom man ikke længere havde brug for det.
I stedet lo hun blidt. En klar sølvklokkeagtig latter.

”What?”
Hun spærrede de i forvejen store øjne teatralsk op.
Are you saying that falling off rooftops isn’t the universally best way to impress a man?” Tonen var muntert sarkastisk. Måske på grænsen til flabet. Men joken var også en måde at undvige reelt at svare på det underliggende spørgsmål, som Genevira mente at kunne opfatte i hans ord. Nemlig ’hvad fuck lavede du oppe på taget’. Et spørgsmål hun ikke just følte noget større behov for at have noget med at gøre, så længe hun kunne undgå det.
Ikke at han virkede som om han ville gøre hende noget. Faktisk snare tvært imod. Hans smil var varmt og behageligt.
Genevira var fanget i mellem, på den ene side, at sole sig i hans, tilsyneladende reelle, bekymring og, på den anden side, en næsten medfødt mistro overfor næsten samtlige, især hankøns, væsner i verden. Tak for det, mor.
Endnu et diminutivt, diskret skridt bagud. Hellere være på den sikre side. I hvert fald sådan næsten. Hun havde hørt for meget, om kvinder, der var blevet slået ihjel, eller et eller andet andet traumatiserende, af folk, der ellers havde virket velmenende nok.
Hendes mor havde i hvert fald tudet hendes øre fulde af den slags. I Rotten Root diskret havde det været ganske sundt at være i hvert fald en smule paranoid. Genevira var usikker på, hvordan hun skulle forholde sig til den nuværende situation though. Hun kunne heller ikke bare afskrive alle andre mennesker som værende ondsindede. Hvis hun havde gjort det, så var hun aldrig nået til, hvor hun var i dag. Desuden så havde Kain jo altid behandlet hende pænt, så burde chancerne for, at hans familie var lige sådan vel være ganske udmærkede.

Men du mødte ligesom heller ikke Kain fordi du forsøgte at dræne ham for blod vel? Det plejer folk helt generelt at synes er ret ubehøvlet.

Så igen andre vampyrer var garanteret ikke halvt så bedårende.

Genevira krydsede mentalt fingre for, at simpel charme kunne redde hendes røv.

”In all fairness though, sir, I don’t believe that most people spend a lot of time on the roofs. Though it’s their loss that they do not. The view is nice. So many stars tonight.”
Der, så havde han fået en eller anden form for forklaring på, hvad hun i grunden lavede på et tag. Forhåbentlig ville forestillingen om, at hun var mærkværdig nok til at kravle op på et tag for at kigge på stjerner være nok til, at han ikke ville bruge mere tid på at grave i det.

Hun ville hade at skulle indgå i en større konflikt med sin bedste vens familiemedlemmer. Det ville næsten kun kunne ende med at blive akavet. Ellers tak.

Desuden vidste hun ikke, hvem af dem, der faktisk ville have størst chance for at overleve, hvis de kom ud i en situation, hvor hun blev nødt til at slå ham ihjel, fordi han ellers ville gøre noget ved det faktum, at hun teknisk set havde overvejet at slå ham ihjel.

Vent kan man overhovedet straffes for en oprindelig intention, som man ikke førte ud i livet?

Det kunne hun ikke så godt tænke sig at finde ud af.

Ikke så længe spørgsmålet direkte gjaldt hende selv.

Åh, det ville have været meget nemmere, hvis hun havde vidst, hvad Kains familie overhovedet var. Oh well.

Hun måtte bare holde sig så meget på denne mands gode side, at han simpelthen ikke ville have lyst til at gøre hende noget. Helst nogensinde.
Hun sendte ham et genert genert smil. ”I do appreciate your concern sir, but really you needn’t worry for me. I am perfectly well.”
Altså hendes haleben var en smule ømt, men det havde hun ikke tænkt sig at fortælle ham.
”This was only a simple fall. I’ve hurt worse.”
Sandheden uden modifikationer denne gang.

At blive slået som menneske havde ret hurtigt vist sig at gøre mere ondt end at falde ned fra ret bemærkelsesværdige højder som vampyr.

Hun undrede sig stadig over, hvor meget hun på nuværende tidspunkt kunne holde til. Eller måske egentlig mere, hvor lidt, hun havde kunne holde til tidligere uden at være reelt klar over det.

Hun ville aldrig sige, at hendes mor havde været ondskabsfuld som sådan. Og hun havde aldrig følt sig uelsket. Men nu, da hun var ude af Rotten Root, var hun principielt usikker på, hvorvidt det også var normalt andre steder næsten at blive smidt ud af et vindue på første sal, fordi man havde sagt noget forkert til sin forældre.

Hun rystede tanken af sig.

Mødte atter mandens blik. Det var underligt. For, som hun tidligere havde konstateret, lignede han og Kain hinanden. Alligevel kunne de næsten heller ikke have været mere forskellige fra hinanden. Ikke så meget fysisk, men bare hvad angik…well alt det andet.
"”But in all seriousness, I would hate to hold you up in a place like this. I have a feeling, that non of us truly belong here,” konstaterede hun mildt.

Hun havde for længst indset sin egen oprindelige fejl, hvad angik denne mands status og hvis hun selv virkelig skulle forestille at være en bly og uskyldig viol, der aldrig havde gjort nogen som helst mennesker noget i sit liv, var det nok helt generelt ikke et godt look at rende rundt i de fattige kvarterer helt alene.

Alligevel havde hun ikke helt lyst til at skilles fra ham.
Også selvom en lillebitte advarselsklokke bagerst i hendes hjerne fortalte hende, at hun muligvis burde være løbet sin vej for længe siden.

Men hun var nysgerrig.

Og så var der bare noget grundlæggende fascinerende over ham.
I guder, så tag dig dog sammen, hvad er du? Tolv år gammel?

I hvert fald stod hun stadig, der hvor hun havde stået før. Også selvom hun nu for anden gang havde sagt, at hun burde gå sin vej.

Nu kunne være et rigtig godt tidspunkt at begynde at bevæge jer, fødder…
Genevira
Genevira

Antal indlæg : 205
Reputation : 2
Bosted : På borgen i Doomsville
Evner/magibøger : Charm Speak*

Tilbage til toppen Go down

A sinner and a "saint"~Valentine Empty Re: A sinner and a "saint"~Valentine

Indlæg by Valentine Lør 12 dec - 1:47

Valentine kunne ikke lade være med at smile skævt over kvindens kække kommentar. I betragtning af situationen gjorde hun det ganske godt i forhold til at fjerne fokus fra, hvad der egentlig lige var hændt dem begge. Hun virkede spændende, men hun var stadigvæk ikke helt safe at lege med. Et kønt ydre kunne sagtens skjule mange farer. Det krævede en vis mængde styrke ikke at gå i stykker efter et sådan fald, og Valentine ønskede ikke nogen grimme overraskelser, hvad angik hans egen krop. Men alene det faktum, at hun ikke var fløjet i kødet på ham, fortalte om tøven. Hvorfra den stammede, det anede han ikke, og derfor havde han endnu svært ved at placere hende rent racemæssigt – selvom et par idéer lurede i baghovedet.

” Oh, fear not, my lady. Your dramatic entrance has impressed me beyond measure!... Though you might want to work a bit on your landing. I simply wasn’t aware of the fact that someone actually wanted to impress me…”

Stemmen blev dybere som han snakkede, øjnene en tand mere intense, og afstanden mellem dem kortere. For som Genevira trådte et diskret skridt bagud, fulgte han efter med to fremad. Dette efterlod dem forholdsvis tæt. Forhåbentlig ikke nok til, at hun blev skræmt yderligere over situationen, men mere så han bedre kunne få en føling med stemningen. Egentlig ville han gerne røre ved hende. Blot række en hånd frem, og lade fingrene glide hen over den smukke porcelænshud. Valentine gik trods alt meget op i skønhed. Han gad sjældent omgive sig med noget eller noget, som han ikke fandt tiltalende. Hans kræsne tilgang var allerbedst kendt på hans arbejdsplads. Kun det bedste fik lov at komme med om bagved scenen.

So… for how long have I been filling this pretty little head of yours with naughty ideas?”

Som han talte, førte Valentine forsigtigt en hånd frem, og placerede blot en enkelt finger mod Geneviras kind. Fingeren gled nænsomt ned over kinden, imens han fortsat holdt øjenkontakt og afsluttede sit spørgsmål inden, at den endte ved hendes hage. Marmorhud. Kold og smuk. Og farlig. Dette bekræftede i hvert fald flere af hans teorier. Alligevel lod han den varme, indbydende facade blive oppe lidt længere. Først da hun lod til at have suge det hele til sig, og fået talens gave tilbage igen, trak han langsomt armen til sig igen og brød derved lidt af afstanden mellem dem. Han kunne ikke undgå at løfte et øjenbryn, som hun forklarede, at hun havde været udsat for værre end et styrt fra et hustag. Et øjeblik var han i tvivl om, hvordan han skulle svare uden at afsløre fuldstændig, at han vidste noget om, hvor meget hun egentlig havde kunnet holde til. Dog kom hun ham i forekøbet, og begyndte igen at snakke om at gå. Denne gang lod Valentine hende vente lidt inden, at han selv svarede. Blot for at se, om hun egentlig ville. Gå altså. Men næsten som forventet blev hun stående. Tøvende. Hun mindede lidt om et dyr man ville møde i skoven. Skyggen af frygt der kunne anes i hendes store mørkebrune øjne blandet med en snert af nysgerrighed. En skjult sult, som nemt kunne koste hende dyrt. Valentine greb chancen.

” Well… I’m glad to hear that you aren’t hurt. Why don’t we put that to good use, and leave this place together? You might’ve tried worse, but you don’t strike me as the type of lady that should walk all by herself in a place like this. People might get... the wrong ideas... at this hour. Besides, I have nowhere important to be…”

Med de ord rakte Valentine en arm frem, som Genevira kunne gribe, hvis hun følte det. Hvis hun ikke greb den, ville han putte begge hænder i lommerne. Skulle hun føle sig fristet og gribe chancen ville han placere den frie hånd oven på armen, som havde snoet sig om hans. Uanset hvad ville han begynde en afslappet tur i den retning, som hun udpegede for dem. I lille del af ham havde lyst til at bryde høflighederne imellem dem. Trænge hende op i en krog, presse hendes spinkle krop imod muren, og forlange de svar som han søgte. Han var dog samtidig opmærksom på, at hans naturlige styrke ikke kunne måle sig med en vampyr. Han kunne altid være heldig at outsmarte dem. Hans træning tog ham langt i forhold til taktik og naturlig styrke, hvilket specielt hjalp hos yngre væsner som endnu ikke havde helt styr på deres evner. Vampyrer var dog umulige at vurdere – ligesom så mange andre væsner – og hun kunne være alt mellem 50 og 500 for at alt vidste. Derfor nøjedes Valentine med at holde sin charmerende personlighed kørende lidt endnu. Det hjalp desuden lidt på tingene, at hun på en eller anden måde virkede… spændende. Måske var det naiviteten, som strålede ud af hver en fiber i hendes krop, eller så var sarkasmen, hun tydeligvis ikke var bange for at fyre afsted. Sammen udgjorde de egentlig en ganske charmerende kombination. Derfor var situationen måske ikke helt frygteligt.


Sidst rettet af Valentine Lør 26 dec - 0:16, rettet 1 gang
Valentine
Valentine

Antal indlæg : 95
Reputation : 0
Bosted : Sunfury City
Evner/magibøger : Precious Metals

Tilbage til toppen Go down

A sinner and a "saint"~Valentine Empty Re: A sinner and a "saint"~Valentine

Indlæg by Genevira Søn 13 dec - 0:54

Genevira lyste helt op. Hendes undvigelsesstrategi havde vidst virket. I hvert fald en lille smule. Eller også var han bare bedre til skuespil end hun var. Jo mere hun tænkte over det, jo mere var det sandsynligt, at den sidste mulighed var sandheden. Hvis hendes vurdering var sand, var han trods alt Kains bror og hun kunne ikke forestille sig en verden, hvor Kain af alle mennesker, eller hvad han nu var, havde inkompetente søskende.
Alligevel smilede hun. Et kort glimt af perlehvide tænder. Så nejede hun graciøst. Om ikke andet havde hun da et vist flair for drama.
”That gladens me, sir. I always aim to impress.”
.” Der var et drillende glimt i hendes øjne, da hun kort efter rettede sig op igen.
Han var i grunden kommet virkelig tæt på, var han ikke? Og alligevel var der noget, der afholdt hende fra at gå fuldstændig i panik. Noget andet og dybere end ’Hey det er nok uhøfligt, hvis jeg bailer fra Kains bror guderne måtte vide hvor’. Så på trods af, at hun gerne ville kunne sige til sig selv, at der blot var tale om ganske almindelig høflighed, så kunne hun ikke. Hvad i alverden det så var, kunne hun til gengæld heller ikke rigtig sætte ord på.
Da han pludselig rørte ved hendes ansigt mærkede hun først et kort, men skarpt, stik af panik. Hvis blot han vidste en smule om vampyrer ville han næppe have svært ved at lægge to og to sammen og regne ud, hvad hun i det hele taget var for en størrelse.
Denne første tanke blev dog hurtigt trængt i baggrunden af noget andet. Den pludselige og underlige trang til at læne sig ind i hans berøring. At lægge sin egen hånd over hans for at holde den der. Han var varm. Og levende. Hendes hjerne føltes et øjeblik underligt tåget.

Genevira stirrede stumt på ham i synlig forvirring. Hvornår havde nogen sidst rørt hende sådan her? Hun huskede det ikke. Hvad var det her egentlig?

Han trak sig, før hun kunne spørger ham, hvilket nok var meget godt, for spørgsmålet ville have fået hende til at føle sig dum, men på den anden side, følte hun et jag af skuffelse ved tabet af hans varme.

Det hele undrede hende. Hun var klar over, at den slags…ting aldrig var noget, hun havde gjort sig i. Fysisk kontakt var i det hele taget noget, hun gennem sin barndom og tidlige ungdom i vidt omfang havde frabedt sig frem for med nogle udvalgte få. Selv sin tidligere forlovede, havde Genevira mere tålt end noget andet.

Hun havde bare resigneret sig til, at det var et partnerskab bygget på praktikaliteter fra hendes side og at hun ville være nødt til at finde sig i en vis mængde ubehageligheder.

Netop derfor var det også bare ekstra mærkeligt for Genevira selv, at lige hun viste sig at være en eller anden form for touch starved.

Det tog Genevira et øjeblik, at samle sig nok til rent faktisk at svare. Først glippede hun bare med øjnene, som om hans spørgsmål først lige skulle falde på plads i hendes hoved.

”Me? Pft. I have never had a naughty idea in my life, sir,” svarede hun og viftede let med en slank bleg hånd. Hun var ikke engang helt sikker på, om hun løj. Eller jo, men lige den del af spørgsmålet, der omhandlede ham specifikt, var hun mere forvirret over. Var det faktum, at hun teknisk set ikke ville have noget imod, hvis han rørte hende igen en…øh…dårlig idé? Sikkert egentlig. Desuden havde hun overvejet at æde ham…sååå.

Hun lagde hovedet en anelse på skrå, overvejede hvad der ville være smartest at gøre her. Selvom det sikkert slet ikke var det smarteste, hun nåede frem til.

Som det så ofte var tilfældet med Genevira, vandt nysgerrigheden over, hvad der sandsynligvis ville have været fornuftigt.

”I should be able to handle myself, though you may be right. Either way I would be glad of the company.“

Det sidste var lidt en indrømmelse I sig selv.

Hun tøvede et langt øjeblik, da han tilbød hende sin arm. Pludseligt sky. Hvad hvis han fandt hende ubehageligt kold egentlig?

Den næsten evige søgen efter varme vandt dog til sidst over hendes egen nervøsitet og hun hvilede en kølig hånd mod hans arm. Så florlet, at hun i begyndelsen næsten lige så godt ikke kunne have rørt ham.
Med det gjort udpegede hun, næsten hviskende, den rigtige retning til der, hvor hun på nuværende tidspunkt havde indlogeret sig. Ikke noget prangende sted, men det var da i en respektabel del af byen og værelset var rent og ordentligt. Genevira krævede principielt ikke ret meget. Især ikke, når stedet bare var et sted at være, imens solen var på himlen.
For en tid forholdt hun sig tavs, lyttede til lyden af deres fodtrin mod brosten, følte sig egentlig, måske underligt, ganske behageligt til mode i hans selskab.
Så faldt noget hende ind.
”I never got your name,” påpegede hun med en klirrende latter.

”Well…I suppose you never got mine either. I’m Genevira.”

Da hun var lille havde hendes ældre søskende altid fortalt hende om væsner, der stjæl folks sjæle, hvis de først fik fat i deres navne. Men det var vel ved guderne bare historier og desuden havde Genevira vidst nok ikke nogen sjæl, han kunne stjæle fra hende længere. Og det var ikke hendes fødenavn, så i virkeligheden ingen fare vel?

”I have a question,” tilføjede hun så efter nogen tid.

Ventede med at spørge, så han kunne be eller afkræfte, om han overhovedet ville lade hende stille det.

Såfremt hun fik en bekræftelse, ville hun så til gengæld også have virkelig svært ved at maskere sin nysgerrighed. Så igen. Det havde hun vel haft hele tiden.

”You’re Kain’s brother are you not?” spurgte hun og betragtede Valentine med noget, der kunne minde om lys i øjnene.

”I’m…sorry if that’s too forward, it’s just….I got confused, because he never told me he had siblings but, you see, you look rather alike and well…your blood smells the same as well. Or well. Almost the same. I do not think any two people’s blood ever smell completely the same.…But you’re so different. So I…got confused all over again.”

Det var for sent gået op for hende, at hun sikkert ramblede og muligvis havde overtrådt en grænse.

”Sorry….I really do apologize if that was an unpleasent question.” Hun slog lidt fåret blikket ned.
Genevira
Genevira

Antal indlæg : 205
Reputation : 2
Bosted : På borgen i Doomsville
Evner/magibøger : Charm Speak*

Tilbage til toppen Go down

A sinner and a "saint"~Valentine Empty Re: A sinner and a "saint"~Valentine

Indlæg by Valentine Lør 26 dec - 2:26

Valentine kunne ikke undgå at smile yderligere ved synet af kvindens ansigt, der lyste helt op, som hun forsikrede ham, at hun søgte perfektionisme – eller i hvert fald, at hun agtede at imponere. Havde de mærkelige omstændigheder som havde ledt dem til, at de nu stod her og snakkede, ikke fundet sted, så havde han måske ladet sig føje mere af hendes ord. Fundet det overnaturligt kønne smil, samt de gode manerer yderst charmerende… eller, det gjorde han egentlig i forvejen. Men han kunne slippe hele starten på deres møde. Han var stadigvæk mistroisk. Derfor kunne han dog ikke lade være med at spille med, når hun alligevel gjorde det nemt for ham.

” I’m sure you do… no matter the situation.”

Som hun rettede sig op igen, fik han afsluttet sætningen med et drillende wink. Man behøvede ikke bruge ret meget tid sammen med Valentine før, at man hurtigt ville opdage, at han ikke altid var helt stueren at være sammen med – formentlig en arbejdsskade… eller personlighedsskade. Så han en mulighed, så tog han den. Han ville dog næppe kalde sig selv vulgær, men han elskede kunsten omkring at rode med sætninger og ord, så deres betydninger i sidste ende blev lettere… tvivlsomme. Næsten poetisk til tider.

Det var en vidunderlig oplevelse at se reaktionerne, som skiftevis skød igennem kvindens krop. Følelserne der fik hendes ansigt til at gå fra panik det ene øjeblik, og det næsten en næsten blisfuld ro. Hendes øjne virkede forvirrede det meste af tiden, men han tog det som et godt tegn, at hun ikke flyttede sig. Det gav ham muligheden for at mærke musklerne slappe af under den kølige hud, hvis kolde og stærke ydre ikke helt syntes at passe til kvindens umiddelbare smørbløde indre. Som han allerede havde tænkt tidligere, så var han blevet overrasket før… men tingene hang stadigvæk ikke helt sammen. I hvert fald ikke til hans idéer om, hvorfor hun måske var endt på jorden foran ham for blot et øjeblik siden. Valentine betragtede moret, hvordan det desuden tog hende et øjeblik at genvinde fatningen efter, at han havde trukket sig igen. Da hun svarede, løftede et undrende øjenbryn, men smilede stadigvæk, hvis ikke mere end før.

” Oh really? Somehow, I don’t believe that… You see, it’s always the prettiest faces with the dirtiest minds, my dear.”

Da kvinden lod til at overvinde sin frygt, og lagde armen på hans, kunne han et øjeblik være i tvivl om, hvorvidt hun egentlig havde lagt den ordentligt. Let som en sky. Næsten som en sval brise imod hans egen arm, hvis hud kun var halvt blottet takket være kimonoen. Valentine havde mødt en del vampyrer igennem sit forholdsvis korte liv, og de bar alle udødeligheden meget forskelligt. Samt deres alder. Egentlig virkede kvinden relativt ung, med hendes nærmest forskrækkede tilgang til ham, samt hendes sarkastiske sidebemærkninger… men hele hendes optræden og de overdrevne manere, som han egentlig fandt tiltalende nok, forvirrede i høj grad hans opfattelse af hende.

” I’m sure you will. Most people usually are.”

Den var en underlig fornemmelse at gå der igennem natten arm i arm. Som et andet ægtepar. Ikke noget, hvor Valentine nogensinde så sig selv have en rolle. Hele idéen om at binde sig selv til én person for resten af livet virkede kvælende i hans øjne. Men… alligevel. Lyden af deres fælles skridt, stoffet af hendes kjole og den lune brise, som legede med hans hår. Det var lang tid siden, at han ikke havde været alene i sin fritid. Det var som regel tiltrængt, når han trak sig tilbage fra offentligt. Dette var dog så anderledes, at han faktisk bød det velkomment for et øjeblik. Normalt ville folk blot have ham for hans krop, og ville de endelig snakke, så var det som regel kedeligt og ganske ensformigt. Problemer derhjemme, pengeproblemer, arbejdsløshed, madmangel… så deprimerende. Kedeligt. Udødelighed, se det var spændende! Hvis så bare, at nogen af dem ville indrømme noget.

En lys, klokkeklar latter afbrød hans tanker, og de lysende blå øjne kastede atter deres opmærksomhed ned mod kvinden ved hans side. Han lavede et lille nej med hovedet, som de begge fik introduceret sig.

” Lovely to meet you, Genevira. I’m Valentine.”

De nåede at gå lidt endnu før, at hun atter brød stilheden imellem dem. Valentine havde ikke haft meget at sige, da han stadigvæk forsøgte at finde ud af, hvad han skulle stille op med situationen. Det skulle dog vise sig, at Genevira kom ham i forkøbet. Han bekræftede, nysgerrig på at høre, hvad hun ellers kunne tilføje

”Yes?”

Nu var det Valentines tur til at le. En varm og kort latter efterfulgt af en hovedrysten. Kain? Det navn sagde ham ingenting, og han skulle derfor netop til at slukke gløden i hendes blik, da hun fortsatte sit spørgsmål med en længere forklaring. Jo længere inde i forklaringen de nåede, jo mere falmede hans smil, og jo mere sagtnede de farten. Tingene gik pludselig meget hurtigt i forhold til ord, og han kunne næsten ikke følge med. De mørke bryn gled tættere på hinanden, og da de stoppede helt op til sidst, var hans blik ikke længere varmt. I stedet var de blå øjne kolde og blikket mistroisk, som han trak sin arm fri fra hende ganske langsomt, og trådte et skridt væk. Vampyrdelen var i hvert fald blevet bekræftet, da hun snakkede om at kunne dufte hans blod. Den del kunne han måske have levet med indtil, at hun igen nævnte noget med en bror. Hun snakkede om lighederne mellem dem – lige fra blodet til deres udseende. Valentine var ikke længere i tvivl om, at hun faktisk mente en af hans mange brødre, men hvilken kunne han ikke blive klog på. Eller hvorfor. Hvorfor og hvordan hun kendte til dem begge to? Og Kain? Mange idéer farede igennem hovedet, og ingen særlig gode. Havde hun ledt efter ham? Havde de sendt nogen? For hvad? At myrde ham? Fange ham? Det ville ikke være utænkeligt med det familieforhold, som synderne havde. Men hvem? Indtil videre var det kun lykkedes ham at opspore to levende søskende, og han havde ingen idé om, hvem der ellers vandrede rundt derude. Men der var kun en af de levende, som han nogensinde kunne mistænke at sende en lejemorder ud, selvom han egentlig virkede mere som gør det selv typen… Valentine tog en dyb indånding. Der manglede svar.

” Did someone send you for me?... One of my brothers?”

Hele hans krop var spændt – vagtsomt – som han betragtede hendes reaktion på spørgsmålene. Det indbydende smil var skiftet ud med en kølig facade, og han holdt nu mindre afstand mellem dem.
Valentine
Valentine

Antal indlæg : 95
Reputation : 0
Bosted : Sunfury City
Evner/magibøger : Precious Metals

Tilbage til toppen Go down

A sinner and a "saint"~Valentine Empty Re: A sinner and a "saint"~Valentine

Indlæg by Genevira Søn 27 dec - 13:53

Nok var Genevira relativt uskyldig, men hun var ikke dum. Hun forstod, trods sin manglende erfaring, en hentydning. Det var svært at undgå en vis forståelse af den slags ting, når man var vokset op, hvor hun var. Hun ville vove at påstå, at det var svært at være kvinde alle steder i verden, men Rotten Root District affødte en vis særlig agtpågivenhed samt at man vænnede sig næsten uhyggelig hurtigt til kommentarer, der var langt mindre maskerede og mere grove end det her foreliggende eksempel. Dette var ingenting. Det var næsten til at le af.
”Oh yes. I can sing as well. Or dance, if you would prefer it so?” Hun lagde hovedet på skrå. Det smil hun sendte ham sagde tydeligt, at hun havde fanget, hvad han egentlig mente, men blot drillende dansede bort fra den reelle betydning af hans konstatering.
Han var sluppet meget billigt i sammenligning med nogen af dem, som hun havde mødt gennem sin barndom og ungdom. Dengang var det ikke sjældent, at hun måtte ty til skomagerkniven lige så meget som en ret effektiv trussel som for at have noget at forsvare sig selv med. Når man var vokset op et sådant sted, blev man hurtigt selv grovere også. Hvordan skulle man ellers overleve det?
At hun i det hele taget var det samme væsen, som den rapkæftede, vildøjede tøs hun havde været dengang var nok principielt noget, der ville have undret mange, hvis de blev konfronteret med det. Hun rystede det af sig. Næsten fysisk.
Åh. Han synes, at jeg er køn. Tanken både chokerede og varmede hende mere end den burde have gjort.

Tag dig sammen. Det siger han sikkert til alle. Hvad fuck regner du med?
Ja det vidste hun ikke helt, hvis hun skulle være helt ærlig, men det var nu alligevel en rar tanke et eller andet sted. Samtidig kunne hun ikke lade være med at bide mærke i det absurde i, at folk næppe ville have fundet hende specielt attraktiv, da hun rent faktisk var i live. Døden gjorde åbenbart noget godt for nogen.

”Ha. I think my mother would have seen to it, that that was swiftly beaten out of me if it were so, sir.” Hun trak på skuldrene. Tydeligvis ikke specielt påvirket ved tanken. Hun havde for længst afskrevet det som værende en ganske almindelig hændelse. Hvis hun havde fået at vide, at andre børn ikke frygtede deres forældres vrede på et niveau, så de gemte sig i skabet, ville hun nok kun have haft latter til overs for dem. Hun havde været en lille goblin som barn, hun var forfærdelig. Hvis ikke de occasionally havde stukket hende en på skrinet, hvordan var hun så ikke endt?
At hun skulle have taget nogen som helst skade af det, var aldrig faldet hende ind. Også selvom det nok i bund og grund var en del af forklaringen på, hvorfor nogen form for blidhed fra andre mennesker var hende så uvant og uventet.
Dog kunne hun ikke benægte for sig selv, at han havde vækket….et eller andet. Genevira var ikke sikker på, hvad det var, men hun var sikker på, at hendes mor i hvert fald ikke ville have brudt sig om det. Overhovedet.
Tankerne var der, selvom hun ganske vidst godt kunne påstå noget andet.

Sagen var bare den, at det hele var hende så relativt nyt og uklart, at hun ikke engang selv helt kunne sætte ord på, hvad hun egentlig følte. Hun vidste bare, at hun gerne ville have haft ham til at røre sig igen. Faktisk var hun pinligt sikker på, at lige i dette øjeblik, kunne han have fundet på næsten hvad som helst og hun ville have føjet ham i det.

Hun var glad for, at hun ikke kunne rødme længere.

”Do you walk all the girls you meet home at night or do I get to feel special?” spurgte hun, da de arm I arm begyndte at gå ned ad den dunkle gade. Genevira følte sig mere komfortabel end hun måske burde ved hele situationen. Der var noget sært beroligende ved hans nærvær, også selvom hun jo reelt ikke kendte ham. Det var bare, som om de et eller andet sted var faldet på plads ved hinanden.

Som de gik videre, var det da også som om noget af hendes ængstelighed smeltede bort. Ganske ubevidst var hun til sidst end med at gå næsten lænet ind til ham.

Hun havde fundet en vis mængde varme og venlighed her og, som det ofte endte med at være tilfældet, havde hun haget sig fast i den uden overhovedet rigtig at tænke over det.

Derfor var hans pludselige skifte også lidt som at blive stukket en lussing. Illusionen om en eller anden samhørighed brast omkring hende og hun lagde hurtigt af stand til ham. Faktisk nok lige så meget af en eller anden respekt for, at han næppe ønskede hende tæt på sig som for sin egen sikkerheds skyld.
Hun havde virkelig rippet op i noget her. Hun studerede ham og han virkede helt…forjaget. Frygtsom selvom han sikkert forsøgte at skjule det.

Panikken var næsten til at lugte på ham.

Hun genkendte en flight or fight respons i måden alt i ham spændtes på og det stod hende med et soleklart, at hvis han følte, at han blev nødt til det, ville han slå hende ihjel uden at skulle tænke ret meget over det.

I en hver anden situation, ville det nok have moret hende, at hun af alle væsner kunne sprede en sådan panik. Lige nu, var det bare problematisk på mange måder.
”No,” svarede hun ganske simpelt. Lagde alt sandheden i det ene ord, før hun begyndte at forklare sig.

”Our meeting was a chance encounter I can assure you of that. No one sent me. I never even knew you existed until the moment I met you.”

Hun rakte hænderne frem med håndfladerne opad. En simpel gestus for at sige ’se, jeg har ikke noget at gøre skade på dig med’. Altså teknisk set havde hun sine tænder, men betydningen skulle gerne skinne igennem alligevel. Hun kunne også have fremhævet, at hvis hun virkelig havde ønsket ham død så havde han været det for længst. Men det virkede uforholdsmæssigt groft og ville nok blot have skabt flere konflikter end det ville have løst.

”In fact I think that if Kain had his way in this, we would have remained ignorant of each other’s existence for ever. He is a notoriously private man, as I’m sure you know. So private that he has not ever given me his real name it seems.”Et stik af, hvad der bedst kunne betegnes som fornærmethed, selvom det ikke passede sig for situationen. Kendte hun egentlig Kain overhovedet? Bevares, hun vidste godt, at han holdt ting skjult for hende. Sådan var deres forhold bare. Han svarede kun på de spørgsmål, han anså for passende at hun vidste noget om og stak hun til ham blev det set som en invasion af hans privatliv og en brist i tiltroen mellem dem.

Men det her? Det virkede bare voldsomt at holde skjult, at man havde et så dårligt forhold til sine søskende, at det første de tænkte om en var, at man nok havde planlagt deres mord eller mindst lemlæstelse.
And if he meant to hurt you, he would probably have sent someone much colder and more calculated than I.”.” Hun betragtede Valentine indgående og havde næsten ondt af ham for han virkede virkelig ubehageligt til mode. Genevira ville glædeligt være gået tilbage til, hvordan tingene havde været for få øjeblikke siden. Ak og ve.

”Either way I mean you no harm,” afsluttede hun og så på ham med store alvorsfulde øjne.
Genevira
Genevira

Antal indlæg : 205
Reputation : 2
Bosted : På borgen i Doomsville
Evner/magibøger : Charm Speak*

Tilbage til toppen Go down

A sinner and a "saint"~Valentine Empty Re: A sinner and a "saint"~Valentine

Indlæg by Valentine Søn 3 jan - 1:52

Valentine tippede underholdt hovedet til siden. Hun var faktisk ganske dygtig, og formentlig ikke helt så naiv, som de store brune øjne fortalte om. Uden tvivl smart nok til at forstå hans hentydning, men alligevel snedig nok til at spille videre. Smilet der fulgte fik hans eget til at vokse. Som hun snakkede, fik han pludselig en idé om, at det hun fortalte, var rigtig nok. Han forestillede sig hende synge. En smuk, klar og lys sangstemme. Hans tanker kunne dog ikke lade være med at forestille sig, hvordan stemmen kunne ændre sig… i andre situationer.

” Looking for my preferences already? Well… As much as I do enjoy dancing, I think it might be best, if we save that for another night.”

De mørke øjenbryn skød overrasket i vejret, som hun nævnte sin familie. Sin mor helt specifikt. Og ganske upåvirket. Det lød ikke, som om de havde et voldsomt tæt forhold. Eller havde de? Mange spørgsmål væltede pludselig rundt. Kvinden kunne nemt være hundredvis af år gammel. Var det hendes vampyriske mor? Eller biologiske? Og var det sådan, at familier opførte sig? I det tilfælde skulle det vise sig, at synderne måske ikke havde haft det meget anderledes end mange andre børn.

” Funny. I think my father would’ve done the same.”

Necromanceren havde ikke brudt sig om distraheringer. De var her for ét formål. Hans. De var hans, og de gjorde, hvad han sagde. For ellers… ja, den ellers havde de ikke ønsket at opleve mange gange. Faderens vrede var kun blevet målt af Vreden selv – hans bror, selvfølgelig. Hidsige lille unge.

” Oh, you should indeed be feeling very special. Usually there would at least be dinner and drinks before this… But since none of us really crave anything physical, I thought I would go ahead and skip that step.”

Hvor meget han end nød nærheden af den lille kvindelige skikkelse, så var hendes gøremål stadigvæk uklart. Hendes race… knapt så meget. Det lod han da også være tydeligt i ordene, samtidig med at han legede lidt med sine egne informationer. Hun gættede det næppe alligevel. Eftersom Valentine uden problemer kunne indtage fysisk føde og drikke, så plejede han at undskylde sig med, at han fulgte en bestemt diæt eller at han blot var en kræsen herre, hvis nogen skulle driste sig til at spørger om hans begrænsede indtag. Madmæssigt altså. Begge dele var trods alt sandheden.

En lille del af ham var ærgerlig over at skulle trække sig fra hele situationen. Fra hende. Det lod til, at de begge havde nydt det. For Geneviras ansigt virkede næsten… bedrøvet?  Men han kunne ikke lade være. Hun kunne nemt fange ham. Slå ham ihjel. Dog ikke uden kamp. Den del var han allerede indstillet på. Alligevel var der en noget, der sagde ham, at hendes ord var sande. At deres møde virkelig var tilfældigt. Hun slog ham trods alt som værende en forfærdelig lejemorder…

” Say that I perhaps believe… some… of your words. Care to explain the details of your little accident then? What business did you have on the roof if not for the sake of keeping an eye on me?”

Et øjeblik blev Valentine blot stående, imens han mærkede kroppen falde en smule til ro. Lyttede til hendes ordstrøm, fyldt med endnu mere info om denne ’Kain’ person. De lod til at kende hinanden godt. Genevira virkede i hvert fald ikke specielt begejstret ved tanken om, at hendes bekendtskab til broderen var bygget på løgne. Men Valentine blev nødt til at vide det. Hvem hun egentlig havde mødt. Problemet startede med udseendet. De lignede hinanden for meget. Den eneste han kendte til, som havde forandret sig var Dorian, hvis hår ikke længere matchede flokken. Derfor lød det ud fra Geneviras beskrivelse til, at han var ude af billedet. Valentine måtte derfor gøre brug af den eneste metode, som han kunne komme i tanke om ville virke på dette tidspunkt. Det eneste som definerede dem.

“If this is in fact my brother, you’re telling me about, then I’m going to ask you to be a bit more specific. You see, there’s… quite a few of us. And the only real way to tell us apart is by a mark. Something you’ve might have spotted on my brother during your time of friendship... or whatever you want to call it. The mark will look like mine, but I want you to tell me it’s placement and its shape. And please… Try to be exact.”

Denne del var han ikke bekymret for. Det ville fortælle om hun løj eller ej, og så kunne de tage den derfra. Kroppen var ikke længere i beredskab, men hans sind stadigvæk vagtsomt, som han skubbede kimonoen til side inden, at han greb fat i buksekanten. Uden yderligere tøven trak han ned. Det sorte mærke var nu fuldstændig blottet, og skreg mod den blege hud, hvor det fortalte verden om hans sande identitet. Han trak ikke hele buksekanten ned, men nok til, at Genevira ikke ville have svært ved at tyde mærket… og måske lidt af dets omgivelser. Valentine tvivlede på, at hun kendte til betydningen af mærket, men det vigtigste var blot, at hun kunne beskrive det nok til, at han kunne spore sig ind på sin løgnagtige bror. På ingen måde genert over det faktum, at han blottede en del mere af sig selv ved at hive ned, kastede han et blik mod Genevira. Hans ansigt var roligt nu, og de blå øjne ville forsøge at gange hendes, når hun engang var færdig med at kigge.

”So?”
Valentine
Valentine

Antal indlæg : 95
Reputation : 0
Bosted : Sunfury City
Evner/magibøger : Precious Metals

Tilbage til toppen Go down

A sinner and a "saint"~Valentine Empty Re: A sinner and a "saint"~Valentine

Indlæg by Genevira Søn 3 jan - 16:16

De spinkle arme blev lagt over kors i en parodi på et irettesættende udtryk. Hendes smil blev om muligt endnu mere drillende. ”Don’t go thinking, I don’t see the gears turning in your head, you absolute horrorshow,” ,” advarede hun med en boblende latter. Havde situationen været en anden, ville hun sandsynligvis meget uformelt have slået ham. I ansigtet. Men han var ikke ubehagelige, hun var ikke en så meget en bly viol, som hun gav udtryk for og de virkede til at være ret meget på samme bølgelængde, så hun spillede bare med i stedet.
.”Here I am, making an innocent suggestion and then you have to go and ruin it.” Hun rystede på hovedet af ham.

“So you’re saying there will be other nights? I’m flattered. Though maybe I should plan ahead a bit more and not fall off a building the next time, I see you. I might take you up on that offer then.”

Kain ville næppe bryde sig om det. Overhovedet. Men han ville heller ikke bryde sig om det her helt generelt.
Well, det behøver han heller ikke at gøre.

Men på et eller andet tidspunkt finder han ud af det.

Og hvad så egentlig? Skulle jeg spørger ham om lov, før jeg taler med nogen? Det er ikke fordi han ejer mig eller noget. Pfft


Hun hævede et øjenbryn over, at hendes mors behandling af hende kunne komme som en overraskelse for nogen overhovedet.

”Well of course he would. Parents teach their children how to act and when they don’t act the way they want them to….well I guess you get wrecked, but that’s just how life is.” Hun slog sådan lidt opgivende ud med armene, havde for længst resigneret sig til, at det bare var sådan var verden nu engang skruet sammen. Også selvom hun, når hun rent faktisk tænkte over det, aldrig nogensinde ville kunne så meget som overveje at gentage samme mønster på noget andet barn. Det burde måske have fået hende til at indse, at der helt grundlæggende havde været noget galt i hendes opvækst, men hun skubbede tanken til side.

Egentlig vidste hun ikke helt, hvad det var, der gjorde det så nemt at fortælle ham de her ting. Måske var det bare, paradoksalt nok, fordi de ikke kendte hinanden så godt endnu og nogle gange var det sært nemmere at krænge sin sjæl, hvis man havde sådan en, ud til en fremmed. Desuden virkede han så varm og åben, at det var svært ikke at føle en vis tryghed ved situationen, selvom den var mærkelig.

”You know, my mother has always been very into that whole ‘hate the sin, love the sinner’ thing, but…it’s hard to feel loved, when the way you chose to show it is by beating the ever loving fuck out of me for….I don’t know taking an extra slice of bread, when you haven’t had food for four days straight. Who decides what’s a sin anyway? My mother said that if I behaved badly, the gods wouldn’t love me, but…what good have the gods ever done me in the first place?”

Hun rullede med øjnene. Rystede det af sig, da det gik op for hende, at hun var endt lidt meget ude af en tangent.
”Sorry about that, I went off. I don’t think my mother would like you very much, but eh, who cares?”

Ikke Genevira I hvert fald.  Det stod hende efterhånden soleklart.

”Oh you’re skipping steps for me, even. I almost feel powerful now. But yes. Sitting around cutting food, that neither of us are likely to eat, would just end up being awkward.”

Hun havde prøvet det før og det var en underlig oplevelse. Især i et hus fuldt af vampyrer, hvor de alle sammen vidste, at ingen af dem fik noget reelt ud af det.

Det havde bare føltes som…spild.


Åh nej. Nu kom spørgsmålet alligevel
Egentlig havde hun lidt håbet, at når nu de alligevel stod i denne situation, så kunne det være, at han ville have glemt det der gik forud for deres møde for i stedet at fokusere på at grave dybere i, hvor pokker hun kendte hans familie fra.
Selvfølgelig gjorde han ikke det. Han var klogere end det, så meget fornemmede hun allerede. Sandsynligvis havde han været fokuseret på det lige siden hændelsen. Om ikke andet måtte han have forsøgt at stykke det sammen ud fra, hvad hun havde fortalt ham.
Hun overvejede sine muligheder. En løgn ville bare ende med at blive for konstrueret og gennemskuelig og ville højst sandsynlig kun tjene til at sænke hendes allerede tvivlsomme troværdighed yderligere.
Hun holdt afværgende hænderne op foran sig. ”Please don’t get mad at me,” startede hun. Lagde for sent mærke til, at hun var alt for koncentreret om andre ting til at holde sit fødselskvarters dialekt ude af sine ord længere. Hendes stemme var stadig lige lys, men havde forlagt sin luftige æteriske kvalitet og var i stedet faldet direkte tilbage i den sært melodiøse klang, der havde præget hendes barndom.

Nytter ikke at gå tilbage nu. Det vil bare se endnu mere mærkeligt ud.

”Well…you see. I need to eat as well and you were just the first one who came by. It wasn’t calculated or malicious or anything, but then…I realized who you were and I can’t go around eating my best friend’s brothers, that’s rude. Besides, I like ya, so you are officially on the ‘never eat ever’ list. I’m really really really terribly sorry for ever even considering it. But anyway. I was planning on getting off the roof without drawing attention to myself and well I guess I was preoccupied, because I fell and…you know the rest.”

Hun talte så ekstremt hurtigt, at hun næsten snublede over sine ord, bare for at få dem ud af verden. Under hele denne lille enetale, havde hun blikket resolut rettet mod sine sko, men nu mødte hun hans blik igen. På én gang undskyldende og sært trodsigt. Som for at sige: ’Beklager, at jeg overhovedet overvejede at gøre dig noget, men hvad har du tænkt dig at gøre nu? Tæve mig for ikke at ville sulte?’

”Wait there is more of you???”Den her dag blev mere og mere forvirrende.

Da han pludselig stod midt på gaden og nærmest smed tøjet, stirrede hun et øjeblik på ham, som om det enten var ham eller hende, der var blevet komplet vanvittige indenfor de sidste cirka fem sekunder.

”Well, Kain has never done that, that’s for sure,” mumlede hun tørt mest for sig selv.
Hun studerede mærket grundigt. Det lignede en hånd lidt. En af den slags hænder hekse tit havde i eventyr. Langfingret og kroget på sådan en foruroligende måde. Hun anede ikke, hvad fuck det skulle betyde, men hun kunne godt kæde det sammen med et pludseligt opdukkende minde fra sin barndom. Kain havde virket meget fornærmet over, hvorfor hun gik og gloede ham i nakken, men hun havde arrigt svaret tilbage, at når hun gik bag ham ned ad gaden, var det sådan en anelse svært ikke at lægge mærke til det. Da hun havde spurgt, hvad det var, havde han skåret hende af og hun havde ladet det ligge siden for at undgå at fornærme ham.
Hun trak blikket til sig. Det var først nu det slog hende, hvor akavet det egentlig var at stå og nærstudere lige netop det sted. Indtil nu, havde hun ligesom haft andet at koncentrere sig om.
Hun mødte hans blik igen, flyttede vægten fra den ene fod til den anden og tilbage igen. Følte sig sært flustered, selvom situationen ligsom var en helt anden.

Genevira rømmede sig kort.

”Kain’s is on the back of his neck. It always looked kind of like a bull’s head to me, but…I don’t know if that tells you, what you need.”

En ubehagelig tanke faldt hende ind. Hun havde både hørt om og set, hvordan nogle slaveejere angav, at en given slave var deres ejendom. Og Kain havde altid været så lukket om, ikke bare sit mærke, men alt, hvad der var hændt ham generelt.

”Valentine….did…did someone hurt you? All of you?” Spørgsmålet var kun en hvisken. Hun turde knap nok stille det. Hun frygtede svaret.
Genevira
Genevira

Antal indlæg : 205
Reputation : 2
Bosted : På borgen i Doomsville
Evner/magibøger : Charm Speak*

Tilbage til toppen Go down

A sinner and a "saint"~Valentine Empty Re: A sinner and a "saint"~Valentine

Indlæg by Valentine Ons 13 jan - 23:54

Valentine lagde ansigtet i en overdreven overrasket grimasse, imens han førte en såret hånd op mod hjertet som om, at hendes formaning faktisk havde en effekt på ham. I virkeligheden fandt han latteren bedårende, samt det faktum, at en kvinde der var under et hoved lavere end ham selv, forsøgte at se bare nogenlunde alvorlig ud. ”Ruin it?” Hånden blev fjernet fra hjertet, og i stedet slog han opgivende ud med armene omkring sig.

” I do for a fact love to dance. Now who’s the naughty one for thinking something else?”

Han vidste udmærket, hvad hun snakkede om, men han kunne danse om den varme grød meget længe uden egentlig at komme til sagen. Hvis hun virkelig ikke var den mindste smule interesseret, så havde hun fulgt sine egne ord for længst. Taget benene på nakken, og givet ham den kolde skulder… men hun kunne lide det. Eller, hun fandt i hvert fald situationen underholdende, og tydeligvis ikke helt så akavet som førhen. Så meget kunne han da tyde ud fra hendes kropssprog, samt hendes kække attitude der genvandt nyfunden styrke.

” If you do decide to drop by some other time… Let me know. Who knows? I might even be ready to catch you by then.”

Egentlig var der noget i ham, som kunne finde det interessant at møde hende igen. Over et glas vin, en stille aften, og ikke med den konstante mistanke om eventuelt at blive myrdet lurende i baggrunden. Hvorfor? Den del var han ikke helt sikker på. Måske blot fordi hun var en køn kvinde, og der var både en personlighed, og en krop, som han godt gad at se mere af. Den slags sagde man selvfølgelig ikke, som den gentleman han nu engang skulle forestille at være. I stedet nøjedes han med at sende hende et drillende glimt med de klare blå øjne, som hans smil voksede en smule.

Valentine lyttede forundret til den lille vampyr. Pludselig åbnede hun munden, og en strøm af ord væltede ud. Om hendes mor, hendes opdragelse, hendes opvækst… om hende! Egentlig havde han aldrig i sin vildeste fantasi forestillet sig, at Genevira, som for få øjeblikke siden tøvede med hele idéen om, at følge med ham – snakke med ham i det hele taget – nu åbnede sig fuldstændig de op til ham. Han vidste godt, at han kunne have den effekt på kunder… der skete et eller andet, når kroppen blev tømt. Det var dog sjældent, at han rigtig gad at høre efter om deres tragiske ægteskaber… men en vidt fremmed?

“The Gods are a waste of prayers. They certainly have nothing do with sinning, so your mother shouldn’t worry her head with that… or yours. Filling such a pretty head with bruises and nonsense seems like such a waste. Sinful even, I you ask me… and I’m quite the expert on that area. Just ask my father.”

Det var svært ikke at mærke smilet sitre en smule, som han fortsatte snakken om faderen. For det var med blandede følelser. Den evige tiltro de nærmest havde erklæret ved fødslen, braste gerne sammen med de mørke følelser som summede omkring faderen som sendte dem bort. Efterlod af det eneste, som de nogensinde havde kendt.

” Don’t worry about it, darling. Mothers like me best in private anyway.”

Han kunne ikke lade være med at smile lidt, da hun kørte videre på idéen. Samtidig var han taknemmelig for, at hun ikke spurgte mere ind til hans sparsomme appetit. Han kommenterede dog ikke sagen yderligere, men fortsatte i stedet deres tur med et lille grin på læben.

Som Genevira begyndte på sin lange forklaring, var det lige før, at Valentine glemte at være oprevet et øjeblik. Accenten kom fuldstændig bag på ham, og det lod ikke engang til, at hun selv lagde mærke til det. Fra den delikate lille sangfugl gik det over i noget der mindede mere om det, som man normalvis ville høre blandt det arbejdende folk eller de lavere kvarterer i byerne. Underligt nok, havde hun ikke slået ham som typen der hørte til de dele, men det forklarede muligvis lidt af den skarpe humor. Forvirringen fortsatte, da Genevira fortsatte snakken om, at hun var den ukendte broders bedste ven. Ingen af hans søskende, selv ikke hans søstre, slog ham som specielt venskabelige typer, og derfor begyndte han efterhånden at tvivle mere og mere at tvivle på hele situationen… specielt da hun indrømmede hele grunden til deres møde. Hun ville æde ham. Æde ham! Og dog. Her stod han. Hvem skulle tro, at det at have en søskende faktisk kunne være praktisk? Andet end når det gjaldt at myrde folk selvfølgelig.

Valentine var så optaget af hendes ordstrøm, at han slet ikke nåede at formulerer et svar. Faktisk svarede han først, da hun pludselig kom med et udbrud, som viste sig at være et spørgsmål. Stadigvæk en kende oprevet angående det faktum, at han næsten var blevet natmad, viftede han opgivende en hånd, som han svarede hende med en fornærmet fnys, som om, at hun slet ikke hørte efter.

” Yes, quite a few. I just said that!... Though it seems like I’m the only one you’ve stumbled upon besides my brother… also, are you saying, you only spared me because you smelled my brother? Because he’s your… friend?”

Ækelt. Tanken om at blive sammenlignet. Nu var de godt nok alle født med forholdsvis identiske udseende, men så man bort fra Luxuria, så var der helst ikke nogen af de andre brødre i flokken, som Valentine ville bryde sig om at ligne rent personlighedsmæssigt. Hans brødre var en hidsig lille flok, med dårlig smag i underholdning, og han kunne slet ikke få ind i sit hoved, at denne kønne skabning foran ham skulle finde en sådan bror den mindste smule værdig af… venskab.

Som de stod der på gaden, virkede Valentine tydeligvis ikke den mindste smule berørt. Han kunne gå rundt uden så meget som en trevl på kroppen, og han ville stadigvæk være tilfreds med, at mærke folks blikke suge hans krop til sig. Præcis som han fornemmede, at Genevira. Mærket var ikke det eneste sted, at han fornemmede hendes overraskede dådyrøjne, som pludselig syntes en tand større, som han valgte at blotte mere af sig selv. Først da Genevira mødte hans blik igen, og gav sig i kast med at forklare et mærke – desværre alt for velkendt – faldt hans smil en kende. Ubevidst gav han slip på buksekanten, og lod stoffet glide på plads igen, hvor det dækkede det mest af mærket. Et øjeblik stod han bare stirrende. Alle andre steder end mod Genevira faktisk. Det virkede som om, at han forsøgte at samle tankerne. Så, som dug for solen, forsvandt uroen, og hans blik genfandt hende atter. Altså lige inden, at han kastede nakken tilbage med en høj latter. Latteren var varm og ægte, og Valentine kæmpede tydeligvis med sig selv imens, at han forsøgte at få hikset ordene frem.

” Invidia?! Out of all… all my brothers… no, all the people! You choose Invidia to be your friend? Or did he choose you? I mean… honestly! Never in my wildest dreams did I imagine that little pestilence making friends…”

Det pludselige skift i humøret hos den lille vampyr tog ham på sengekanten. Latteren døde brat, som han pludselig blev overrumplet af hendes spørgsmål. Hun virkede nærmest forfærdet over overhovedet at spørger, men han havde svært ved at se grunden til hendes pludselige bekymringer. Derfor betragtede han hende da også kort, en smule tom for ord. Til sidst rømmede han sig. Svaret kom ikke helt så selvsikkert som tidligere, men han var ganske simpelt i tvivl om, hvilket svar hun ventede fra ham.

” Hurt me?... Well, I suppose I’ve been hurt a bit now and then. Father wasn’t a patient man, and we all had to learn that the hard way. But… nothing more than usual, I suppose. Why do you ask?”


Sidst rettet af Valentine Fre 15 jan - 23:59, rettet 1 gang
Valentine
Valentine

Antal indlæg : 95
Reputation : 0
Bosted : Sunfury City
Evner/magibøger : Precious Metals

Tilbage til toppen Go down

A sinner and a "saint"~Valentine Empty Re: A sinner and a "saint"~Valentine

Indlæg by Genevira Tors 14 jan - 20:39

Det var lykkes ham at vende situationen på hovedet igen og et øjeblik var hun fuldstændig befippet. Var det rent faktisk hende, der havde trukket tingene i den her retning? Tanken var absurd, men hun kunne ikke lade være med at tvivle på sin egen hjerne. Han havde trods alt sat…et eller andet i gang i hendes hoved og hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle håndtere det. Det hele føltes sært.

”Well…I…you…if I did think such thought, who damn well put those thoughts there then??? It’s your own fault, isn’t it?” ?” Hun så på ham med sammenknebne øjne. Næsten anklagende, men principielt ikke uvenligt. Hun nåede først at tænke over, at hun vitterligt lige åbent havde indrømmet, at han fik hende til at tænke og føle…ting, da hun allerede havde sagt det. Hun kunne være sunket i jorden. Hvad skulle hun i det hele taget overhovedet bruge de her nye tanker og følelser til? Hun var en kvinde, så det var jo ligesom ikke fordi, hun ville få noget som helst ud af sex, når det kom til stykket. Varmede folks hjerne dem vitterligt bare op til at ligge og stirre tomt ind i en væg i en time?
Absurd. Og sikke et spild af plads i ens hjerne, der kunne have været brugt på andre ting. Efter en opvækst, hvor alt der så meget som bare mindede om sex enten blev tysset ihjel som værende skammeligt eller omtalt som noget modbydelig væmmeligt, et job, som kvinder bare måtte leve med og få overstået så hurtigt så muligt, var det i hvert fald det eneste indtryk, Genevira havde af, hvordan sådanne ting forløb. Hendes egen eneste erfaring havde ikke afkræftet noget, så hvorfor hendes egen hjerne skulle gå imod hende nu, fattede hun mildt sagt intet af.

Et øjeblik var hun igen fanget i sin egen akavede uerfarenhed. Var taknemmelig for emneskiftet

”I shall keep that in mind and make sure to leap more elegantly next time then,” erklærede hun og sendte ham et svagt, men mildt og godmodigt smil.

”Oh I do not worry. Not anymore at least. I don’t even plan on dying ever, so it’s not like the gods can damn my soul to eternal torment and call that a threat. I’m not sure I have a soul at all in any case.” Hun trak let på skuldrene.

An expert on sinning? Pray tell me, which ones? If I didn’t know any better, I would have said you looked too…divine?-for that.” Hun rynkede brynene en smule. Nu igen det der med bare at sige ting uden at tænke over det. Det var ikke engang særlig smooth.

Du opfører dig åndssvagt.

Tak, det har jeg Kain til at fortælle mig, jeg behøver ikke også selv at begynde vel?

Så igen, jeg skulle måske genoverveje det, før jeg ender ud i et eller andet ho…nej stop. Ingen skyld. Ingen skam.

Hvad præcis er jeg bange for i det hele taget? Det er sikkert ikke fordi, at mor ikke skammer sig nok over mig til at drukne mig i forvejen.


Hun kunne godt mærke, at stemningen mellem dem var blevet noget anspændt efter hendes indrømmelse af sin oprindelige intention og hvad hun egentlig havde lavet på taget. Hun kunne ikke bebrejde ham ubehaget.

Hvis nogen havde sagt til hende, at de havde planlagt at spise hende, ville hun nok også være blevet en smule stram i det.

Hun havde stadig ikke fået svar på, hvor mange søskende, der egentlig var. Hvad han havde sagt kunne jo dække over, hvad som helst, men da han virkede ret træt af spørgsmålet, undlod hun at stikke mere til det.

”At first that…was my reason for…sparing you, yes. There is a sort of…undercurrent in your blood that is the same as with Kain’s even though you technically smell really different and it honestly freaked me the hell out that I could end up murdering his sibling by accident. Though when you put it like that it does sound incredibly rude. I really am very sorry.” Hun overvejede lidt, hvordan hun bedst muligt fortsatte. Undlod specifikt at nævne, at hans blod virkede så uappetitligt, at hun virkelig ikke havde særlig meget lyst til at spise ham, selv hvis hun ikke havde brudt sig om ham.

”Though, and I personally think this might be more important, you seem like a good person and after having talked to you I really should hate to kill you. Honestly even if Kain had asked me to, I would not want to do it.”

Hun glippede med øjnene, selv helt forvirret over, at være nået til den konklusion. Kain var ellers ikke en type vis intentioner eller målsætninger, hun normalt stillede spørgsmålstegn ved. Hun havde været knyttet til ham så relativt længe, at hans mål hurtigt blev hendes egne og bad han hende om noget, blev det da også som regel udført.

Måske er det kun derfor han bryder sig om mig. Måske bryder han sig faktisk overhovedet ikke om mig, når det kommer til stykket. Han løj. Han har aldrig fortalt mig noget som helst

Hold så op med det der. Så han fortalte dig ikke sit navn? Og hvad så? Vi kan vel alle sammen have ting, vi foretrækker ikke at blive kaldt. Det har du selv.

Men der er alligevel meget mere, han har ikke har fortalt…


I nogen tid, var Genevira så fortvivlet af forvirring, at hun mest af alt havde lyst til at sætte sig ned og tude.
Så lo han og det gibbede overrasket i hende. Ikke just den reaktion hun havde forventet, men han havde en behagelig latter. Også selvom hun ikke forstod, hvad det var, han fandt så morsomt.

”Well…I..I’m not sure who…chose who. I suppose it was…” Hun ledte efter ord, overvejede kort, hvordan Kain mon selv ville have beskrevet det.
”Mutually beneficial?” foreslog hun med tænksomt sammenknebne øjne.

”In any case he…seemed so alone and…we were so small I couldn’t just let him fend for himself, when he showed up.”

Ikke at Kain ikke sikkert nok skulle have klaret sig udmærket selv egentlig, men Genevira havde hægtet sig fast på ham og han havde altid virket til at tolerere hende mere end andre, så hun havde mere eller mindre hængt ved siden.

”He really isn’t a pestilence. I’m an older sibling as well, so I get the sentiment but…really I think he just needs someone to be there for him. He is rather emotionally unavailable,” næsten mumlede hun. Alligevel lidt provokeret over, at ingen andre lod til at have lagt mærke til, at Kain sikkert bare manglede nogen. Hvor havde hans søskende været i alt det her anyway? Hun turde ikke spørge. For hvad hun vidste, kunne de have gennemgået deres egne rædsler andre steder.

Hun lyttede til Valentines ord om faderen og følte sig mere og mere kvalm ved hele situationen.

”Valentine, did your father fucking sellyou? Because if so, I swear to the gods I….” Ja…hvad egentlig? Noget slemt. Ikke helt så meget af ansvar overfor Valentine personligt, men noget havde tydeligvis mærket Kain for livet og hvis det var hans egen far, der var skyld i det….tanken gjorde hende næsten svimmel. Forældre, der solgte deres egne børn burde skydes. Bevares det var en ret almindelig trussel i Rotten Root District for børn, der ikke opførte sig ordentligt, men de der faktisk gjorde det? De blev som regel lagt for had af resten af deres omgangskreds. Det skete heldigvis kun sjældent…
Genevira
Genevira

Antal indlæg : 205
Reputation : 2
Bosted : På borgen i Doomsville
Evner/magibøger : Charm Speak*

Tilbage til toppen Go down

A sinner and a "saint"~Valentine Empty Re: A sinner and a "saint"~Valentine

Indlæg by Valentine Tirs 26 jan - 0:09

Planen virkede bedre end Valentine selv kunne have håbet på. Genevira var lige så stille i gang med at grave sig ned i et hul, hvor hun ville have meget svært ved at flygte fra lige foreløbigt. Det virkede efterhånden som om, at hun troede mere på hans ord, end han egentlig selv gjorde. Forbløffende hvad lidt charmerende ord kunne gøre ved en ungmø på denne tid af døgnet. Det sårede udtryk var forsvundet, og i stedet havde et skælmsk smil fundet sig vej, som han fangede hende med sit blik. Hendes mørke, uskyldige øjne, som han fæstnede med sine egne lysende blå.

” Are you sure about that, my lady?... Like really sure? Because I think we both know that I didn’t put anything there. It’s your own thoughts. And words… But! If it helps you sleep better at morning, I’ll be happy to share some of the blame… For the right price, of course.”

Til hendes erklæring om, at hun ville forsøge sig med en mere elegant landing ved deres næste møde, nikkede Valentine med et lille grin. En del af ham tvivlede ærligt talt på, at de nogensinde ville se hinanden igen efter dette underlige møde, men en anden del af ham var fascineret ved tanken om at kunne undersøge, hvorvidt hun faktisk ville forsøge at holde sit ord. Ved hendes forklaring om, at hendes frygt til guderne ikke ligefrem var noget at skrive om, samt det faktum, at hun formentlig ikke havde en sjæl, kunne Valentine mærke et overrasket udtryk glide frem. Det var ikke noget, som han før havde stillet spørgsmål ved… men i sidste ende gav det vel mening for en slags uddød.

”Divine you say? ”

Valentine kunne ikke modstå, og gjorde et dramatisk kast med de lange lyse lokker inden, at han rankede sig, og rettede sin opmærksomhed imod den lille vampyr imens han var ét stort indbydende smil. Nok var han en dødssynd, men dette var et kompliment han ikke kunne sig nej til.

” Well, it is a full-time job to keep up this magnificent surface, but I’m afraid my core might be a tad darker than that. Because, my dear miss Genevira, contrary to you, I do in fact have a soul! Although it might be a bit… corrupted. I’m not even sure the Gods even want it back at this point. So… Seems we both won’t be dying anytime soon.” Valentine trak næsten ligegyldigt på skuldrene omkring den sidste del inden, at han lagde en finger mod hagen med et tænksomt udtryk. ”And about the sinning part… Guess you’ll just have to stick around and find out yourself.”

Et øjeblik kunne Valentine ikke dy sig for at blinke til hende. Glemme situationen der omgav dem, bare for en stund, og lade drillerierne fortsætte. Det var i hvert fald indtil, at Genevira forklarede, hvordan hans liv i første omgang udelukkende var blevet sparret takket være broderen. Lyden af de ord frembragte i allerhøjeste grad miksede følelser hos Valentine. Kendte hun mon i virkeligheden den sande side af Broderen?

” If you weren’t so sure about the whole brother ordeal, I would almost believe we didn’t speak of the same person... Not all my brothers are equally fond of me, you see.”

Stemningen der ellers havde lagt sig, over Valentine døde en smule ud, da han begyndte at snakke om brødrene. Det var aldeles svært for ham at lægge låg på, at der ikke ligefrem var varme følelser imellem dem alle.

” The fact that he hasn’t asked you to kill me already, is what shocks me most. But I like your attitude. Seems to be the only thing keeping me alive for now.”

Et smil der ikke helt nåede øjnene som før. Han gad ikke engang tænke over hendes undskyldning. Han havde alt for travlt med at overveje, hvad en bror rendte rundt og lavede med en vampyr, som tilsyneladende var langt fra så blodtørstig som broderen selv. Han nåede næsten ikke at lægge mærke til hendes fortvivlede udtryk før, at han selv lo, og glemte alt om det.

” Beneficial? Are you sleeping together or something?”


Valentine kunne stadigvæk ikke tilbageholde latteren helt fra stemmen. Tingene blev kun mere underlige, jo mere de snakkede om dem. Hvad skulle Invidia med venner? Til trods for hans spørgsmål, så kendte han næsten allerede svaret. Deres aften på baren havde fortalt Valentine rigeligt om, hvad broderen havde af meninger angående den slags. Geneviras historie om, at de havde kendt hinanden siden barnsben, tilføjede blot flere spørgsmål, og enkelte svar. Invidia – eller Kain – havde altså hurtigt fundet nogen efter, at de var blevet kastet til side. Et nyt håb at klynge sig til efter, at han var blevet forladt, som resten af dem. Det der undrede Valentine mest var, at Kain ikke havde smidt hende fra sig for længst. Ud fra hans egen succeshistorie fra baren lød det til, at han klarede sig godt. Hvad skulle han så med hende? Valentine mærkede sin egen nysgerrighed spirer, samt ønsket om at komme nærmere vampyren. Se hvad Invidia måtte finde så interessant ved den lille skikkelse. Måske Valentine kunne få noget ud af det i sidste ende?

” Tell me about it.” Han kunne ikke undgå at himle med øjnene. Mest over det faktum, at Kain nu havde en ekstra til at redegøre for hans frygtelige attitude. ” He isn’t exactly making it easy to be there. Trust me, I’ve tried.”

Vreden i stemmen kom bag på ham. Et eller andet omkring faderen – eller måske noget i deres fortid – virkede til at gå Genevira frygteligt meget på. Ærlig talt havde Valentine ingen idé om, hvor det skulle komme fra. Hun var en fremmede. Han var en fremmede. Kun Kain havde ellers kunne fortælle hende noget. Emnet omkring fortiden bragte ubehag. Valentine fik lyst til at gå. Lade være med at svare, og så bare forlade stedet. I stedet trådte han blot et enkelt skridt bagud, imens hele hans væsen var et stort spørgsmålstegn. Dette måtte være broderens værk.

”N-No… No! He didn’t sell us. I mean… he found another way to dispose of us, but... What… What have Invi-… Kain been telling you?!”
Valentine
Valentine

Antal indlæg : 95
Reputation : 0
Bosted : Sunfury City
Evner/magibøger : Precious Metals

Tilbage til toppen Go down

A sinner and a "saint"~Valentine Empty Re: A sinner and a "saint"~Valentine

Indlæg by Genevira Tirs 26 jan - 17:07

Tag dig dog lige sammen, dumme tøs helt ærligt. Måske var det hele noget for noget logikken, der fik hende til at vågne af sin forvirring. Det var i hvert fald noget hun kendte noget til. Ingen gjorde noget for nogen bare for deres pæne øjnes skyld og især ikke i Rotten Root District, hvor man var nødt til at være særligt påvagt for ikke at indgå i aftaler eller relationer, som man i sidste ende ikke fik noget ud af.
Og til trods for, at hun på mange måder nok var dybt og inderligt naiv, så var Genevira alligevel ikke decideret uintelligent og hun kunne godt se, at dette var en situation, som hun næppe ville få noget reelt ud af.
Hun vovede noget. Noget der måske var dumt, men hun gjorde det alligevel. Hun trådte tættere på ham. Havde på den måde stort set elimineret den smule af stand, der var tilbage mellem dem. Hun stod på tæer. Et mere eller mindre ubevidst forsøg på at udjævne den markante højdeforskel mellem dem. Hun smilede sit allermest uskyldige smil og foldede hænderne foran sig. Det sidste gjorde hun egentlig mest for at bekæmpe den mærkelige og nyopdagede trang til at røre ved ham.

”So let me get this one thing straight. Are you suggesting, that I should pay you, for you to take upon yourself the….rather abstract concept of blame? But, dearest sir, those are just words. I do not expect that you taking the blame for the thoughts in my head would make much of a difference for any of us. What are you going to sell me next? The very concept of nothing? It is an interesting business model, I will give you that. As for this price you speak of, pray tell me, what is it? My firstborn? The blood of a virgin sacrificed during the full moon? The scale of a dragon? The virginity I don’t have?” Hun lagde hovedet en anelse på skrå, betragtede ham nysgerrigt. ”Either way I do not have much sooo.” Hun trak ubekymret på skuldrene. ”Alas it seems I shall have to carry the blame myself.”

At prisen principielt kunne være noget så simpelt som penge var slet ikke faldet hende ind. Dem havde hun dog heller ikke ret mange af, så det gjorde i for sig ikke ret meget forskel, om hun skulle ud at finde et eller andet mytisk for hans skyld eller kunne betale med simpelt koldt guld.

”Well, you do a very good job then,” fastslog hun mildt. Hun havde trods alt allerede indrømmet, at hun fandt ham…nej, flot var ikke det rigtige ord, det havde ikke nok vægt til at fange det ordentligt. Smuk var bedre egnet. Så hun så ikke nogen grund til at benægte det nu Hvis ikke han havde påpeget, at han aktivt selv gjorde noget id af det, ville hun have regnet med, at der lå noget overnaturligt under og at han bare stod op sådan hver morgen. Måske var det bare noget, der lå til den søskendeflok. Alle sammen æstetiske. De to hun havde mødt ind til videre, havde i hvert fald ikke afkræftet denne lillebitte teori. Selvom det var på to meget markant forskellige måder. Hun havde aldrig følt og ville aldrig føle sig tiltrukket af Kain for one.

”Well however corrupt your soul may be, I am pleased to hear, that you do not plan on dying anytime soon either. Think of how much extra time we have to get to know each other.” Hun sendte ham et strålende varmt smil.

“OOoh, not sure whether I should be excited or a little bit scared now. On the one hand, there is a lot of opportunity for sins that are not actually all that bad, if you’re not a holier than thou moral knight, on the other hand, your favourite sin could potentially be murder and I end my night by being stabbed.” Her holdt hun en kort pause. Endte med at slå ud med armene.
”But, I’m still here, and you’re nice so I would assume everything is fine.” Det hele blev hurtigt mere alvorligt, da emnet faldt på Kain. Genevira overvejede kort at ligge en vis fysisk afstand mellem dem igen. Ikke for sin egen skyld, men så hun ikke befandt sig i hans personlige rum under en sådan personligt ladet samtale.

”Well to be fair. I don’t think Kain, or Invidia, as you call him, is fond of many people at all. Honestly I feel like even assuming, that he is fond of me would be stretching things. At least, if he has any fondness for me, it is more expressed as….a slightly higher tolerance for me than for other people.” Hun rynkede panden. “But in truth I cannot see, what his problem with you might be. Though your own feelings seem equally as…tepid…ah well not all siblings get along and there is, in it self, nothing horrible about that. Though it does sadden me. For both of you.”

At Kain ikke havde bedt hende om at myrde sin bror endnu, kunne hun egentlig finde en række årsager til. Den mest sandsynlige var, at Kain simpelthen ikke kærede sig nok om Valentine til at…spilde ressourcer på at få nogen til at fjerne ham fra jordens overflade, så længe han ikke var nogen decideret trussel.
Det virkede fornærmende at påpege det, så hun lod være.

Om hun sov…sammen med….Kain????

Nu var det hendes tur til at le. Det startede som en boblende stilfærdig fnisen og endte som et regulært latteranfald, der næsten fik hende til at knække fuldstændig sammen. Hun gemte ansigtet i hænderne. Hendes krop rystede synligt og da hun endelig fjernede hænderne igen, var hendes blege kinder plettede af sporene af svagt rosafarvede lattertårer.

Hun tørrede dem med bagsiden af hånden.

”Why yes, we are getting married this spring. Why? Do you want to be my bridesmaid?" ?” fik hun endelig fremtvunget, da hun havde fået kontrol over sig selv igen. Tilbage i sin tørre humor.

”No in all seriousness he would never and I would never. It’s more a case of…well…when you grow up in hell on earth it’s important to have at least some sort of support system. I helped him, if he needed something done and he kept me out of trouble. Or…tried” forsøgte hun at forklare. Hun viftede med hænderne i et forsøg på at understrege sin pointe.

”Oh I do not pretend that he is always easy to be around. At times he is cold. Unpleasent. But he is…important to me,” vurderede hun, næsten mest til sig selv.
Det var svært at forklare. Også for sig selv. Det satte det et eller andet sted i skarpt relief præcis hvor mærkeligt og usandsynligt hendes venskab med Kain, eller hvad han så end hed, var.

Det gik hurtigt op for hende, at hun havde sat Valentine i en ubehagelig situation ved at bringe faderen op og hjertet sank i livet på hende ved tanken om, at hun potentielt havde såret ham.

”I…he has told me nothing and…I guess I just grow over worried sometimes…he is so silent about everything and..that paired with what you have told me just made it seem like you have all been seriously hurt somehow. You are under no obligation to talk to me about this. I…really I hope I haven’t hurt you in some way by bringing this up. I’m sorry. We needn’t speak about it anymore, if you do not wish.”
Genevira
Genevira

Antal indlæg : 205
Reputation : 2
Bosted : På borgen i Doomsville
Evner/magibøger : Charm Speak*

Tilbage til toppen Go down

A sinner and a "saint"~Valentine Empty Re: A sinner and a "saint"~Valentine

Indlæg by Valentine Fre 5 mar - 23:53

Hun brød afstanden mellem dem. Det i sig selv var en nyt for ham i deres ganske korte bekendtskab, og skabte alligevel nok overraskelse til at slå skår i hans drillende udtryk. Oprigtigt nysgerrighed viste sig, som hun stillede sig på tæer, næsten som om hun forsøgte at nå ham rent fysisk, imens han lod sig glide med talestrømmen, som hun åbnede op for. Lykken var kort. Så meget opfangede han da mellem ordene. Genevira bed ikke på hans tilbud, hvilket nok var klogt gjort – for hendes eget vedkommende altså. Men ærligt, hvad havde hun forventet? Måske hvis man kendte Valentines sande natur ville man forstå, at han aldrig gav noget frivilligt fra sig. Det skulle altid kunne betale sig på den ene eller den anden måde, hvis han skulle ofre bare det mindste. Valentine valgte at lege med. Han lod kroppen falde sammen en smule, mindskede den allerede minimale afstanden som Genevira havde efterladt mellem dem, og førte sit ansigt helt ned foran hendes. Læberne blot få centimer fra hinanden, så varmen fra hans ord ville ramme hende, da han endelig svarede. Hans udtryk var roligt, moret af situationen, men hans ord var varme. Sensuelle.

” Miss Genevira… I’ve met people willing to pay just to hear me whisper their name. If you really want something, there’s not going to be a price on it. So… perhaps this concept of blame isn’t as abstract as you think? Though I’m afraid it wouldn’t work either way…”

Og med ét var han væk igen. Rettet sig op, ufrivilligt tårnede hans blege skikkelse i de mørkelagte gader imens, at han afsluttede sin sætning.

” You see, virgin blood is a must in my book… but I’m sure we’ll figure out a way to work around it. Until then I’m afraid you’re right. The blame is all yours to keep.”

Den spøgende undertone fik hurtigt blandet sig med den knap så diskrete flirten. Dele af hans ord var desuden teknisk set sande, hvilket han heller ikke forsøgte at lægge skjul på. Valentine udmærket var klar over, at jomfruer bar egenskaber og kvaliteter som kunne bruges på mange måder. Ikke nødvendigvis udelukkende seksuelt, men i høj grad i form af krop og sjæl. Noget han gerne selv gjorde brug af til sine helende stunder med selvpleje.

“So, I’ve been told.”

Hans arbejde indebar en daglig flod af komplimenter. De varierede en del i karakter. De fleste bar dog en sulten undertone. Han var smuk, og derfor ville de gerne nyde ham. Noget for noget. De tilbad ham med guld og søde ord, imens han fyldte tomrummet ud for dem et par timer. Den virkede ikke altid, men det var absolut tilfredsstillende. Især idéen om, at de ville mærke tomrummet igen hurtigere end han nogensinde kunne nå at bruge sit guld. Specielt eftersom han ikke var billig at bruge tiden sammen med. Genevira forlangte dog ingenting. Ikke indtil videre. Hun var oprigtigt. Noget som man ikke oplevede meget af til hverdag. Et øjeblik havde han næsten lyst til at forsikre hende om, at hun absolut også var værd at kaste lange blikke efter. Den marmorhvide hud med dens mørke omrids i form af hår og øjne, stod i smuk kontrast til hinanden, specielt med månelyset som projektør. Men nej. Han undlod. Udelukkende af det formål, at det næsten virkede… gavmildt?!

Smilet gengældte han da, men ordene forblev gemt. For hvad skulle man sige til det? Hvordan reagerede enhver anden normal person på tilbuddet om at bruge nærmeste evighed på at binde sig til en anden persons bekendtskab? Var det venskab hun ønskede? Eller… andet? Valentine var mere typen der lod sit vidunderlige væsen berige andres liv for en kort stund inden, at han var videre igen. Tanken både kedede og skræmte ham. Han så ikke pointen med at holde sig til noget, når verden alligevel var så fuld af muligheder, at man umuligt kunne nå at blive mæt alligevel.

“I wouldn’t rule out the murder part just yet… though it tends to be a very messy ordeal, so I usually don’t practice it as much as hoped. Besides, I don’t rely on it to live… not like you do.” Valentine virkede ikke helt færdig med sin sætning, men valgte at krydse armene med en lettere fornærmet attitude inden, at han svarede på den sidste del. ”Also, for you information, miss Genevira, I am not a nice person. Handsome? Yes. Great with people? Also, yes. But nice? That’s just downright… wrong.”

Det betuttede udtryk faldt hurtigt i mere alvorlige folder, da emnet atter vendte tilbage på emnet omhandlende hans pestilens af en bror. Det var ved at blive en lille smule frustrerende, hvordan hendes forsvar stadigvæk fortsatte på trods af, at de allerede havde fastslået, at ”Kain” var en neurotisk løgnhals. Hvad kunne der dog være charmerende ved nogen af de ting? Valentine sukkede tungt, inden han viftede fraværende med hænderne, næsten som for at skubbe broderen ud af samtalen.

” Don’t be sad. Such feelings are waisted on my brother. I have no idea why he’d even keep you around this long, but so far it seems he tolerates you better than his own family, which I suppose is a good thing in your world?”

Nu var det Valentine der gibbede. Med hele kroppen faktisk. Den sprudlende latter der brød den tunge stemningen der havde lagt sig over dem, kom bag på ham i en sådan grad, at et skævt smil faktisk fandt sig vej. Le ville han dog ikke på trods af hendes forsøg på lidt humor for at lette stemningen yderligere. I stedet lod han armene falde ned langs siden igen, imens en ting gik op for ham, som han snakkede. Invidia og Genevira var måske ikke de ultimative elskere eller venner til døden, men hendes ord mindede ham om en anden ting. Noget han ikke selv havde oplevet med Kain. Et øjeblik stirrede han forundret på Genevira.

” It almost sounds like… family.”

Ikke den ærketypiske en af slagsen. Men deres vanskabte idé af en familie. Hele dynamikken omkring det med, at ingen lagde skjul på sig selv, men alligevel blev de sammen – altså indtil de blev kastet bort. Et eller andet sted følte Valentine sig forrådt. Forrådt af faderen, af Superbia som tydeligvis havde fejlet sin tjans som overhoved, og af Invidia som lod til at foretrække diverse strejfere fremfor hans egen familie. Spydigheden i hans stemme huskede Valentine stadigvæk tydeligt fra deres sidste møde. Der havde ikke været nogen tvivl om, at Invidia foretrak, hvis Valentine holdt sig væk. Men dette? En tilfældig ungmø, som knapt anede, hvem hun stod med? Hvem Invidia overhovedet var? Det var hvad han foretrak?! Valentine kørte en frustreret hånd hånd igennem det blege hår. Måske var det simpelthen det… anonymiteten. Genevira var ikke dum, men tydeligvis naiv og desperat nok til ikke at ville vide mere eller stille spørgsmål ved ret meget, hvilket måske var derfor, at Invidia ikke havde kasseret hende endnu. For hvilke andre grunde skulle der ellers være? Tankerne fløj afsted, og Valentine mærkede, hvordan han pludselig følte sig meget træt i hovedet. Dette var ikke, hvad han ønskede at bruge resten af natten på at spekulere over. Derfor løftede han en hånd mod Genevira, for at stoppe hende, skulle hun fortsætte på sin nu påbegyndte undskyldning.

” You know what? I don’t. I really… don’t. I don’t want to talk about my asshole of a brother who seemingly dislikes me more than life itself, and I don’t want to talk about my father, who left all of his children because he… felt like it?... I just don’t.”

Valentine placerede en hånd på hver hofte, og så et øjeblik malplaceret ud der midt på gaden, imens han så sig søgende omkring, næsten som om han ledte efter et eller andet.

” What I want… is to start fresh… somewhere nice with a bottle of wine. You think we could do that? Because if you do, I would like to ask you to join me for a glass or two.”

Om det var udsigten til potentielt at drukne sig selv i diverse flasker alt for dyr vin, eller bare det at han slap for få at få smidt flere deprimerende emner i hovedet de næste 5 minutter… det vidste man ikke. I hvert fald havde noget fået lidt af gløden tilbage i de blå øjne, og et inviterende smil havde da også fundet sig vej, som han afventede Geneviras reaktion på hans noget drastiske emneskift.
Valentine
Valentine

Antal indlæg : 95
Reputation : 0
Bosted : Sunfury City
Evner/magibøger : Precious Metals

Tilbage til toppen Go down

A sinner and a "saint"~Valentine Empty Re: A sinner and a "saint"~Valentine

Indlæg by Genevira Lør 6 mar - 16:52

Det var et øjeblik som om, noget slukkede fuldstændig inde i hendes hjerne. Hun trak vejret skarpt ind. Også selvom hun jo på ingen måde havde brug for det. Den sært metalliske duft af ham overdøvede et øjeblik alle andre indtryk. Hun kunne næsten høre blodet i hans åre og alligevel var det ikke der, hendes fokus lå. Havde hans øjne været så blå hele tiden? Et øjeblik følte hun, at hun kunne være druknet i dem. Det hun følte var ikke….det var ikke panik, selvom noget af det nok var meget nært beslægtet med det. Men samtidig var det som om, at hun overhovedet ikke kunne sætte nok reelle tanker sammen til at være rigtigt panisk lige nu. Hun havde i hvert fald ikke lyst til at flytte sig. I stedet stirrede hun bare på ham. Hendes øjne enorme og bundløst mørke i det spinkle lys fra månen. Det var næsten pinligt, hvor stor en kraftanstrengelse det kostede hende ikke blot at slynge armene om halsen på ham. At kysse ham i et pludseligt og ukontrolleret anfald af grådighed. Hvor fuck kom det fra? Hende selv sandsynligvis, måtte hun indse. Hun huskede ikke nogensinde at have haft det sådan før og det var en svimlende ny indsigt, at det overhovedet var muligt for hende at føle på den måde. Og ikke særlig betryggende egentlig. Hun kunne undertrykke mange slags følelser. Det havde hun gjort, siden hun var lille, så hun var vel lidt en ekspert, men det her? Hvilken kasse inde i sit hoved skulle hun proppe det ned i for så aldrig at åbne den selv samme kasse igen? Så mange spørgsmål. Om ikke andet så lod hun være, selvom det var svært at sige, for vis skyld det egentlig var.
I stedet, måske nok lige så impulsivt, men mindre ekstremt, rakte hun med en umådelig forsigtighed ud og strøg en løs lok blondt hår væk fra hans ansigt. Hendes kolde fingre hvilede det korteste øjeblik mod hans ene kind. Næsten, men ikke helt, en spejling af, hvordan han selv tidligere havde rørt ved hende. Det kunne måske have været en nonchalant gestus. Hvis det ikke havde været fordi, at hendes fingre skælvede blot den mindste anelse. Hun trak hurtigt hånden til sig igen. Eller var det hurtigt? Et øjeblik havde det føltes som om, at tiden stod stille. Måske fordi hendes hjerne havde besluttet sig for ikke at virke.
Hun placerede hånden mod sin ene hofte. Betragtede Valentine med let sammenklemte øjne og skyggen et modvilligt smil spillende om læberne. ”And here I thought you were using my name because either: a: It’s how people usually adress eachother or b: you just like saying it. Have you been keeping score to see how much you can charge me, when the night is over or what?” Egentlig fortalte hans ord hende ret meget. Sikkert ikke mere, end hvad han ville ud med, men nu havde hun i hvert fald en ret klar ide om, hvad han lavede, når altså ikke han lige næsten blev spist af vampyrer, som han så besluttede at følge hjem bagefter.
Underligt nok væmmedes hun ikke ved tanken, selvom hun stadig ingenlunde forstod hvorfor nogen villigt skulle betale for at sætte sig selv gennem den ydmygelse, som sex lod til at være.          

Nej han var så forskellig fra de forhutlede stakler i Rotten Root, der simpelthen bare ikke havde andet at sælge. Dem som Genevira på mange måder mest væmmedes ved, fordi hun havde været ræd for selv at ende sådan.
Valentine lod egentlig snare til blot at have øjnet en lukrativ forretningsmulighed, hvilket hun et eller andet sted godt kunne have respekt for.

På trods af, at det forekom hende en umådeligt mærkelig karrierevej at tage af egen fri vilje.

”I’m sure I shall be fine. You needn’t worry. I have carried heavier burdens then blame.” Hun trak på skuldrene.

“Though I must say. I’ve dealt with demons who were more straight forward in what they wanted from me, than you are. Given their reputation, I think that’s really quite impressive, Val.”
Hendes ene mundvig trak opad I et skævt drillende smil.


”Murder doesn’t have to be messy.” Hun lagde hovedet let på skrå.
. ”Not if you know what you’re doing. But something tells me you know that already.” Det var I hvert fald det han lod til at antyde. ’Så meget som håbet’, hvem havde håbet, at han ville rende rundt og myrde folk? Det virkede ærlig talt en anelse upraktisk. Hun spurgte ikke.

”In your case I will excuse this, because you have a right to be somewhat angry I suppose, but honestly, why is everyone so hung up on the fact that some creatures survive by murder? It’s not like humans don’t do it. I’ve seen how butchering animals work and let me tell you: Sometimes it ain’t pretty. At least, I am beautiful way to die, if people have to.” Hun fnøs. Slog opgivende ud med armene.
Hun lyttede til hans protester over, hvordan hun havde valgt at betegne ham. Morede sig i sit stille sind over, at han virkede helt betuttet over ordvalget et øjeblik. Hun havde ikke mødt mange, der så tydeligt stejlede over at blive omtalt sådan. Selvom hun egentlig godt kunne se at ”sød” næppe var et passende ordvalg. Semantik var svært.

Så det var altså dem begge to, der undrede sig over, at Kain ikke havde kasseret hende endnu. Den lethed med hvilken han konstaterede det, gjorde ondt et eller andet sted. Nok blot fordi den bekræftede, hvad hun vidste i forvejen. At hun ikke kunne vide sig sikker på ikke at blive kasseret totalt uceremonielt og skrupelløst, så snart hun ikke længere besad nogen åbenbar brugbarhed.

Hun stirrede på Valentine, lidt som om han have stukket hende med noget skarpt. Såret hende på et eller andet punkt, hun ikke engang selv helt kunne placere. Ubevidst lagde hun armene om sig selv.

Næsten som for at afholde sig selv fra at gå i stykker.

”You think, I prefer it this way? That I wouldn’t want him to have an actual healthy relationship with his actual family if I had known you people existed? Honestly I…” Hun ledte efter ord, men måtte opgive. I stedet rystede hun bare udmattet på hovedet.

”Well it was…is…I suppose. I don’t know.” Hun sukkede dybt. Fornemmede et eller andet sted, at de måske begge var ærgerlige over den drejning, som samtalen havde taget.

Hun tog en dyb indånding og lyttede til hans næste ord. Overvejede dem grundigt, men til sidst var det alligevel som om den halvsårede kulde, der havde sneget sig ind på hende smeltede bort. Måske var det bare fordi, hun ikke kunne holde tanken om at være alene ud lige nu, eller det umættelige behov for bare nogenlunde positiv opmærksomhed. Eller noget så simpelt som, at hun trods alt brød sig om hans selskab.
Hun endte med at nikke. ”Starting fresh sounds good. I would like that very much,” fastlog hun stilfærdigt og så sig lidt søgende om.  Hun havde svært ved at se sig selv trække ham med tilbage til sit midlertidige værelse. Det virkede både malplaceret og upassende, så hun endte med at afgive enhver form for kontrol med situationen, hun måske ellers havde kunne redde sig nu.

”So, where do you want to go? You know the city better than I do,"
Genevira
Genevira

Antal indlæg : 205
Reputation : 2
Bosted : På borgen i Doomsville
Evner/magibøger : Charm Speak*

Tilbage til toppen Go down

A sinner and a "saint"~Valentine Empty Re: A sinner and a "saint"~Valentine

Indlæg by Valentine Søn 21 mar - 19:28

De blå øjne flakkede. Blot et øjeblik, men alligevel tydeligt for enhver. Blikket forsøgte at fange et glimt af hånden, som pludselig hvilede imod hans kind. Den kølige fornemmelse var, hvad der afslørede hende. For hendes bevægelser var så fjerlette, at han knapt bemærkede dem før, at hans hår flyttede sig. End ikke hendes milde skælvende fingre var nok til at bryde zonen, som de befandt sig i. Ud af det blå mærkede han, hvordan hans egen hånd løftede sig, som om den pludselig havde sin egen vilje. For den var fristet. Fristet til at lægge sig over hendes slanke hånd, og nyde den svalende fornemmelse af hendes marmorhud der et øjeblik føltes så utrolig blød. Men han standsede den. For pludselig var hun væk igen, og det samme var han. Hånden gled diskret ned langs siden, som han rettede sig op. Det lod som om, at det tog dem begge et øjeblik at komme sig over stunden, men samtidig lod det til, at ingen af dem agtede at dvæle ved det længere end højst nødvendigt. De flabede kommentarer kom i hvert fald hurtigt tilbage. Valentine trak på skuldrene med et uskyldigt smil, som ikke helt matchede det morede udtryk i hans blik.

” I don’t care much for the formalities of using a name. I like yours, therefor I use it. Would you like me to stop… miss? Besides, I’ve already decided not to charge you this encounter. Though maybe I should? You look like you could afford it.”

Valentine havde ikke tænkt mere over, hvorvidt han måske udleverede dele af sig selv, som nogle ville mene, kunne bruges imod ham. Hans erhverv var næppe det første, han præsenterede sig med, når han mødte nye væsner, og han var udmærket klar over, at nogle forsamlinger tog bedre imod det end andre. På den anden side, så han forbandt ingen skam med, hvad han foretog sig de fleste dage og nætter. Han legede måske lidt med ordene, men hvis man spurgte ham direkte, så ville han næppe tøve med at give detaljerne omkring sit arbejde. Guld var guld, og det faktum, at han både fik nydelse og mad ud af jobbet samtidig, var en stor bonus i hans verden. De informationer som han egentlig ønskede at skjule var i virkeligheden meget nemmere. Verden anede ikke engang, at søskendeflokken eksisterede, og selvom talrige væsner efterhånden havde set mere end én af hans runer, så var de altid nemme at bortforklare. Det lod også til at være tilfældet mellem Kain og Genevira.

” Thank you. But what if I want more than one thing? Besides, there’s nothing fun about being straight forward. And given their reputation I find it quite impressive that you surround yourself with demons, Gen.”

Valentine lagde en hånd under hagen, og så ud til, at han lyttede tænksomt til hendes ord. Et lille grin kunne han dog ikke skjule, da hun beskrev sig selv som en smuk måde at dø på. Han var enig. Selvom han ikke havde planer om at dø lige foreløbigt, så så han hellere sig selv med en smuk kvindes tænder i sin hals, fremfor en kniv i ryggen eller et skud i brystet. Måske man så kunne dø lykkelig? Han valgte i hvert fald at holde hænderne afværgende oppe, som hun slog ud med armene, imens smilet holdt sin plads.

” I would happily let you be the death of me, should the day ever come, where the wine dries out. In fact, I have no problem with you killing anyone. Though my point failed to get through, it was simply an observation. Death follows you. It’s part of your nature. And I would be one of the last people to deny others their natural desires and instincts.”

Skiftet hos Genevira kom bag på ham. Et øjeblik kunne det undre ham, hvordan en kvinde der kunne holde til at kaste sig selv ud fra et hustag og overleve uden en skramme, kunne se så skrøbelig ud efter et par ord. Uden helt at tænke over det, rakte han en hånd frem, og tog et skridt imod hende… men standsede så. Tøvede. Hvad ønskede han? At trøste hende over sandheden? Nej. Men… hendes smertelige blik ramte alligevel noget i ham. Måske var det egentlig mere det faktum, at Valentine ikke var specielt god til at trøste andre folk. Når de kom til ham i dårligt humør, så havde de som regel allerede planer for, hvordan han kunne hjælpe. Genevira stod i stedet bare foran ham. Tydeligvis ulykkelig.

“… Darling, you’ve got to understand. My brother is a lost cause. He never has and never will understand the concept of appreciating what’s right in front of him. It’s in his very nature. But let me do it instead. For I see your beauty, and I see your pain. Join me for a while, and maybe I can make it a little less painful.”

Valentine rakte en hånd ud mod Genevira. En invitation. Stemmen var varm og indbydende, selvom den han havde haft svært ved at skjule sin afsky for broderen i de første af hans ord. Han gjorde nu, hvad han gjorde bedst. Tilbød sig selv og sit selskab i håbet om, at det måske kunne redde begge deres aftener. Egentlig havde han ikke helt nogen plan. Men det var bedre end at se hende står der og krympe sig i smertelige minder. Den slags var ikke hans kop te.

Som Genevira tog hans hånd, fik han trukket hende en anelse nærmere, næsten beskyttende. De blå øjne kastede et roligt blik ned mod vampyren, imens et lille skævt smil tonede frem, som hun bad ham lede vejen.

” Not from around here, huh? Well, luckily, I know a place, but we might have to walk a bit. I prefer the upper ring of the city you see. They’ve got the best wine.”

Hvis Genevira stadigvæk var med på den, ville Valentine begynde turen mod de øvre dele af byen. Kimonoen flagrede let som de gik, og afslørede den stadigvæk blottede overkrop. Dette lod dog ikke til at genere ham, da han fortsat holdt vampyren tæt.
Valentine
Valentine

Antal indlæg : 95
Reputation : 0
Bosted : Sunfury City
Evner/magibøger : Precious Metals

Tilbage til toppen Go down

A sinner and a "saint"~Valentine Empty Re: A sinner and a "saint"~Valentine

Indlæg by Genevira Man 22 mar - 23:46

For et kort øjeblik, var det som om, at hun havde kendt Valentine hele sit liv og blot havde haft brug for at blive mindet om det. Verden omkring kunne næsten have været gået i opløsning og Genevira ville ikke have tænkt særlig meget nærmere over det. Hun bemærkede godt det blå bliks flakken og undrede sig over, hvornår nogen sidst havde udvist ham nogen form for omsorg uden at forvente noget af ham. Hun havde sin mistanke om at alle i denne søskendeflok, hvor mange der så end var, ikke havde oplevet ret meget venlighed sådan helt generelt. Det havde altid været den oplevelse hun havde haft af Kain og selvom de var næsten som nat og dag på nogle punkter, og i øvrigt sikkert ikke ville bryde sig om sammenligning, havde hun lidt samme fornemmelse af Valentine. Hun lagde mærke til den næsten ufrivillige bevægelse i hans ene hånd ud af øjenkrogen.

Nu slår han mig. Jeg er i forvejen gået langt over en grænse her og jeg kan ikke forvente andet.

Da hun trak sig var det derfor nok også noget brat og forhastet, men den syngende lussing, som hun mere eller mindre havde regnet med kom aldrig.
Hun stod tilbage med en underligt let og svævende fornemmelse i kroppen. Så hun havde altså ikke gjort noget helt forkert? Alligevel tog det hende lang tid at finde tilbage til sig selv. Det føltes i hvert fald som lang tid. En fin, men alligevel klar grænse, der hidtil havde holdt dem adskilt og på afstand af hinanden, ligegyldigt, hvor tæt de så end kom til at stå, lod til at være blevet noget mere udvisket i dette delte øjeblik, selvom det sandsynligvis blot havde varet nogle få sekunder.


”No, no…you can use my name I’m just…not used this whole…thing at all.” Hun viftede lidt hjælpeløst med hænderne. Som om hendes totale uerfarenhed ikke var tydelig nok i forvejen. Hun havde næppe overhovedet behøvet at påpege den.

”I do?” Hun trådte et lille skridt bagud og drejede så en kort omgang om sig selv, som for at lade ham vurdere, om hun nu rent faktisk også lignede en med guld nok til tja…whatever.

”I’m pleased you think I look the part. I will have you know, that I try very hard.”
På et eller andet plan vidste han nok allerede mere om hende end hvad godt var, men på den anden side så havde han i forvejen fundet ud af, hvordan hun talte, når hun ikke aktivt prøvede at lade være. Han måtte vel kunne regne ud, at hun ikke ligefrem havde en stamtavle liggende i en skuffe et sted. Kain ville nok have rodet hende til at skaffe ham af vejen, før han potentielt kunne nå at udnytte de informationer, han i forvejen havde samlet, men kort sagt nænnede Genevira det ikke. Og hun havde lovet ikke at slå ham ihjel. Desuden havde hun svært ved at se, hvilken interesse Valentine kunne have i at styrte hendes liv i grus.
Han havde vel bedre ting at tage sig til.

”Well, who says I don’t have more than one thing to give you?” Der var noget udfordrende i spørgsmålet og dog var det tydeligt på hendes ansigt udtryk, at det, først da ordene var sagt, var gået op for hende, at denne ene sætning i sig selv potentielt kunne antyde mange ting.
Hun gjorde sit bedste for at fremstå upåvirket af sin egen fejl, men måtte alligevel akavet flytte vægten fra den ene fod til den anden, stod et øjeblik sådan. En anelse uroligt.


”Truth be told, I think I’ve been lucky with the few demons I’ve met, I’m sure some of them are a million times worse.”Hun trak lidt på skuldrene. Ham dæmonen hun havde mødt I Aquener for en evighed siden anede hun stadig ikke rigtig, hvad hun skulle synes om , men han havde da trods alt ikke slået hende ihjel. Og Sean kunne hun ikke sige et ondt ord om. Det var større sandsynlighed for, at hun ville kappe tungerne ud på folk, der prøvede.

Hun hævede et øjenbryn over hans næste ord. Sådan at basically invitere hende til at slå sig ihjel, skulle der komme en dag, hvor livet ikke længere var noget værd, var mildt sagt noget af et skifte fra hans tidligere mistro overfor hende, da han troede, at nogen havde sendt hende for at nakke ham.
Det var velsagtens forskellen på at vælge selv og at få døden påtvunget..


”Well I for one hope the wine flows for an eternity then, but should the time come I shall make it a clean and dignified death.” Nok mere end hvad han ville have fået, hvis hun rent faktisk havde slået ham ihjel tidligere. Folk havde det med at kæmpe imod og det blev ofte bare et være rod.

”Either way I’m glad you won’t deny my basic need of eating. If we are to remain…friends it would be awkward, if you had to go and cry every time, I killed a human,”funderede hun.

Når først Genevira befandt sig i en negativ sindstilstand, kunne det være umådelig svært for hende at kæmpe sig op af hulet igen. Hendes tanke blev så tunge, at de næsten havde fysisk vægt. Kunne man drukne i sig selv? Det føltes sådan.

Kain gik også og han gjorde ikke noget for at opsøge mig efter, at han selv slap ud. At have afskrevet mig som værende død i en grøft virkede i det hele taget underligt bekvemt for ham. Mor havde ret hele tiden, folk bruger andre mennesker og når de kan bruges til noget mere, så kunne de ligeså godt være døde.
Moderen havde aldrig nogensinde lagt fingre i mellem med hensyn til, hvad hun syntes om sin yngste datters venner. Og hun havde hadet Kain i særdeleshed. Sandsynligvis af den simple årsag, at han var en dreng.
Selvom de kun havde været børn, havde moren været meget insisterende omkring alle de tusinder af ting, der kunne gå galt.
Da Kain så pludselig var forsvundet og ikke var kommet tilbage igen, havde hun ikke været sen til at sige ’hvad sagde jeg?’ og selvom hun havde holdt sin datter trøstende ind til sig havde det nok været med en vis tilfredshed, at hun fik ret.

Når man kan forlade sine venner til at rådne i helvede én gang, kan man også gøre det to. Det er kun et spørgsmål om tid, før han beslutter sig for at smide dig væk igen.
Du er patetisk. Hvad havde du i det hele taget regnet med?


Fordi hun indvendigt nærmest var ved at flå sig selv i stykker, kom Valentines pludselige ømhed, tøvende som den end var, mildt sagt bag på hende. Hun havde nærmere antaget, at han ville reagere med væmmelse eller simpelthen bare vende sig om og gå. Forlade hende midt i ingenting og lade hende blive opslugt af sit eget sorte hul af fortvivlelse alene i stedet for at skulle trækkes med hendes pludseligt dårlige humør.
I begyndelsen havde hun halvsvært ved overhovedet at registrere, hvad han sagde. Som om hun lyttede til ham fra bunden af et hav eller sådan noget.
Til sidst nåede budskabet hende dog og hun levede en smule op. Hun tøvede en anelse, før hun tog hans hånd, men da hun først havde gjort det, flettede hendes fingre sig, uden hun havde bedt dem om det, sammen med hans, som om de ikke var skabt til andet.

Det tog hende et øjeblik at finde tilbage i samtalen.

”I…no, I’m from up North….Doomsville. Everything is so….different here.”

Hun lod sig lede med ned ad gader, der gradvist blev mere rene og ordentlige og se på. Her i de pænere kvarterer var der også mindre mennesketomt. Samtidig fordampede den triste tåge, der havde lagt sig over hendes sind efterhånden. Byen lod  ikke til at sove overhovedet. Folk i kulørte og lette klæder syntes at bevæge sig hvor som helst. Og ikke som om de skulle skynde sig fra et sted til et andet, men som om de blot nød at gå. Lyden af strygeinstrumenter og latter nåede ned på gaderne fra et åbent vindue. Luften var stadig næsten lun og duftede tungt af en blanding af blomster og krydderier, som Genevira ikke kunne have sat navn på, hvis hun prøvede. Hun stirrede på alting. Lige fra bygningerne, til byens udsmykning til folkene, som ikke udadtil lod til at vide, hvad bekymringer var for noget. Hele tiden var hun dog ekstremt bevidst om Valentine ved sin side. Hun følte sig sært svimmel, men…på en god måde.
Genevira
Genevira

Antal indlæg : 205
Reputation : 2
Bosted : På borgen i Doomsville
Evner/magibøger : Charm Speak*

Tilbage til toppen Go down

A sinner and a "saint"~Valentine Empty Re: A sinner and a "saint"~Valentine

Indlæg by Valentine Man 10 maj - 23:09

Havde Valentine ikke været så forblændet over marmorhuden presset imod hans kind, så havde han måske tænkt en ekstra gang over det faktum, at hun næsten virkede forskrækket, da de trak sig bort fra hinanden, som to magneter der havde svært ved at give slip. Jo, han bemærkede hastigheden i hendes bevægelser, men hun var trods alt vampyr. Intet var unormalt når det gjaldt deres overnaturlige evner. Noget han kunne misunde til tider – lige bortset fra det faktum, at han højst sandsynligvis ville brænde op, hvis han valgte at blive boende i Sunfury. Dagene her var lange, men nætterne lune. Det gjorde vel byen til en ideel slags jagtmark om natten, hvilket formentlig forklarede Geneviras tilstedeværelse. Ellers var det ikke mange af ”hendes slags” han var stødt på i byen.

This thing?”

Valentine havde egentlig en ret klar idé om, hvad Genevira desperat forsøgte at fumle sig frem til, men han ønskede ikke at lade hende slippe så let. Han ønskede mere af hendes naive sind formuleret i kække bemærkninger, og så nød han at se de bløde feminine læber overraske ham med en accent, som han stadigvæk et helt kunne placere. Et øjeblik så han næsten helt forskrækket ud, da det gik op for ham, hvordan hans tanker vandrede. Så meget, at han faktisk næsten ikke bemærkede, hvordan hun gav sig til at danse rundt om sig selv. Han nåede dog at få styr på sig selv tids nok til at sende hende et skævt smil, imens han noterede sig, at hun tydeligvis befandt sig i de lavere dele af Sunfury af mere end en grund – formentlig. Hun udstrålede nemlig ikke det samme, som de få ”stakkels” sjæle, man en gang imellem kunne spotte klumpet sammen i de mørke gyder. Sultne, efterladte, glemte. Hun var pæn, velholdt og stolt. Noget holdt hende altså kørende. Han kunne ikke lade være med at overveje, om hun mon overhovedet havde råd til en time i hans selskab, hvis han faktisk var på arbejde. Hun slog ham dog ikke som typen, som nogensinde ville vove en fod indenfor sådan en etablering.

” Well, keep doing what you do. It suits you.”

Han kunne ikke tilbageholde en latter ved hendes næste ord. Latteren var varm og mild, og ikke fyldt med hån eller foragt, som da hun havde afsløret sit kendskab til Invidia. Han stoppede efter et øjeblik, og bemærkede godt hendes ukomfortable attitude, men valgte alligevel at svare med en stemme lige så varm og indbydende, som latteren havde været.

” I’d love to see what you could offer me, darling. Even if it’s just one thing.”

Til hendes dæmonbekendtskaber havde han ikke meget at sige. Det eneste rigtig fornuftige at sige ville vel være, at hun skulle passe på sig selv. Men han så ingen grund til at blive pyldret – overfor nogen faktisk. Og da slet ikke en, som han lige havde mødt. Hun havde trods alt overlevet så længe allerede. Ja, hun havde faktisk mødt Invidia, og holdt fast i ham alle de år uden at miste hovedet. Det var næsten værre end nogen dæmoner, som Valentine selv havde mødt. For jo, han kendte dem, gode såvel som dårlige typer. Han havde dog sine favoritter, som næppe ville være svære at gætte, hvis man kendte ham bare en smule.

Til hendes løfte om en værdig død, nikkede han tilfreds. Dog kunne han ikke undlade at svare, næsten henkastet, imens han viftede afværgende med en fri hånd.

” Me? Crying? Oh no, honey, that sort of unnecessary showcase of emotions would do nothing more than ruin my perfectly applied make-up. All in all, a waste of time and tears. So, rest assured that you will be more than able to snack in peace.”

Det irriterede ham svagt, at på trods af broderens manglende tilstedeværelse, så var det alligevel lykkedes ham endnu engang at manipulere tingenes gang - også selvom det højst sandsynligvis ikke var ikke engang bevist. For havde broderen ikke været en del af dette, så var tingene gået meget anderledes. Det var han sikker på. For så havde Valentine nemlig benyttet sig af sin sædvanlige manglende interesse overfor fremmedes ve og vel, og vendt om på hælene i det øjeblik, at hun frøs fast på stedet. Men så var hun begyndt at snakke. Om broderen. Og andre ting. Og nu var det hele kompliceret. Rodet. Valentine brød sig egentlig engang ikke særlig meget om rod. Jo, hans eget rod, men ikke alt det, som typisk kom væltende ind fra siderne. Han foretrak en let og ubesværet hverdag, hvor han egentlig bare nød godt af livets søde frugter. Ja. Dette var alt sammen Invidias skyld. Valentine skrev sig bag øret, at broderen skulle straffes for dette... senere. For selvom det egentlig var broderens skyld, så kunne man vel altid prøve at få det bedste ud af situationen. Ikke? Hun var trods alt ganske køn. Og forholdsvis charmerende... hvis man var til accenten selvfølgelig. Og marmorhuden.

"And thank the Gods for that! Doomsville ain't got nothing more but rain and foggy days. Just look how it affects your mood!"

Valentine mærkede de kølige fingre flette sig imellem hans egne, og han lod det ske. Måske mest fordi han ikke ønskede en hulkende Genevira hængende i armene over at være blevet afvist endnu engang, men måske også, fordi de slanke fingre passede så fint mellem hans.

-------------------------------------- TIDSHOP---------------------------------------------------------

Resten af turen foregik mest i stilhed – i hvert fald fra Valentines side. Han var travlt optaget med at suge de efterhånden velkendte omgivelser til sig, og så var hans opmærksomheden desuden meget koncentreret omkring det faktum, at vampyren stadigvæk befandt sig ved hans side. Den kølige fornemmelse var i hvert fald ikke til at tage fejl af igennem det tynde stof, som dækkede hans overkrop, men den lune aftenluft gjorde hele situationen lige tilpas. Derfor trak han sig ikke, men fortsatte galant med at føre Genevira op ad den ene dyre gade efter den anden indtil de endelig nåede det, han søgte.

For pludselig tårnede der sig et enormt kridhvidt palæ foran de to blege skikkelser, som stod placeret midt i det, som tilsyneladende var en af de få frodige forhaver, som man næppe ville se mange andre steder i Sunfury takket være den evige ørkensol. Husets mure, hvis hvide overflade kun lod til at være brudt af sporadiske mønstre lavet med enten guld eller vidunderligt smukke sten, stod i næsten strålende kontrast til den mørke nattehimmel. Det var sandsynligvis også derfor, at der ikke var placeret specielt meget lys omkring selve huset, da det bar helt sin egen glød, hvilket var mere end nok. Huset lå placeret tilpas højt oppe i Sunfurys høje terræn, at man fra dets bagside ville kunne spotte begyndelsen af det stykke skov, som ledte mod elverens hjem. Alt i alt et betagende syn.

Valentine lod ikke til at have nogen intentioner om at stoppe op og forklare situationen, men fortsatte i stedet ufortrødent ned langs stien, som ledte dem mod forsiden af palæet. Først da de begge stod placeret foran fordøren, standsede han og lagde en fri hånd på et af de forgyldte håndtag. Et øjeblik frøs han dog, stadigvæk med hånden på håndtaget. Pludselig genfandt han dog fatningen, og kastede så et hurtigt blik mod vampyren, hvor han blinkede drillende. Håndtaget blev presset ned, og den massive hoveddør svang sig åben uden en lyd og afslørede øjeblikket, at palæet lod til at fortsætte i uendelige indenfor. Stadigvæk i stilhed førte han dem begge to indenfor inden, at han lukkede døren bag dem, stadigvæk uden en lyd. Geneviras skarpe øre ville dog ikke have svært ved at opfange lyden af lette fodtrin, som hastigt nærmede sig deres position. Det passede egentlig med, at da Valentine vendte sig om igen, kom der to kvindelige skikkelser løbende imod dem.

”Master Valentine! Master Valentine!”

For det blotte øje var der ingen tvivl om, at kvinderne var tvillinger. Ikke nok med, at det begge to delte et unikt udseende, så lød de fuldstændig identisk. Igen ville Geneviras sanser komme hende til gode, og desuden afsløre, at kvinderne delte samme racer. Shapeshifters. Duften fra deres katteform fyldte en stor del af huset, så det var ikke svært at skjule, at de var en del af dets faste inventar. Nærmest instinktivt trak Valentine forsigtigt sig fri af Geneviras kølige greb, hvorefter han trådte et par enkelte skridt frem for at møde kvinderne, som standsede næsten helt inde i hans favn.

” Aly, AJ. My favorite felines…”

Begge kvinderne spandt tilfreds, som Valentine strøg dem under hagerne inden, at noget lod til at gå op for ham. Han vendte sig straks mod Genevira, og rakte præsenterende arm ud i hendes retning, imens et varmt smil formede sig.

“Please excuse my manners, ladies. This darling is miss Genevira, who is our guest of honor this evening. We will be enjoying a nice bottle of wine in the lounge, and I except you to bring some refreshments as well. After all, she has not had much to eat tonight… anything special you fancy, my dear?”

Tre sæt øjne hvilede nu mod Geneviras skikkelse. Valentine befandt sig stort set lige mellem alle parterne, imens begge kvinder befandt sig bag ham. Derfor var det heller nemt for ham at se, det gennemborende blik, som de begge sendte den lille vampyr med deres usædvanligt blege øjne. Det var tydeligt, at de kunne se – de brød sig bare ikke om synet.
Valentine
Valentine

Antal indlæg : 95
Reputation : 0
Bosted : Sunfury City
Evner/magibøger : Precious Metals

Tilbage til toppen Go down

A sinner and a "saint"~Valentine Empty Re: A sinner and a "saint"~Valentine

Indlæg by Genevira Tirs 11 maj - 20:55

”I…” Hun tøvede en anelse, forsøgte et øjeblik at finde noget tilpas vittigt eller klogt at sige. Genevira regnede med, at han mere eller mindre havde sat hende op til pinlighed her. ”Closeness…of any sort I suppose.” Hun vippede lidt på fødderne og knugede sine hænder sammen.

If my mother had gotten her way, I would never have been able to go outside ever, I think, much less talk to a man. Honestly it must have been hard to be one of her sons now that I think about it, given how she thought…thinks? Of men In general.” Hun klemte øjnene tænksomt sammen, havde egentlig aldrig overvejet det før, men at være vokset op med en, der mistænkeliggjorde hele resten af ens køn virkede egentlig….komplet vanvittigt. Det var ikke noget, hun nogensinde havde talt med sine brødre om. Når nu hun tænkte over det, så snakkede hele søskendeflokken egentlig ganske lidt om reelt emotionelle ting med hinanden. Det var ikke tid ti at være hverken særlig åben eller filosofisk samtidig med, at man til tider var ved at dø af sult velsagtens.

”Even when I was engaged…before I turned, she wasn’t really into the idea of actually letting us see eachother?....I guess I’m partially grateful for that one….I swear having to spend time together was such a fucking chore ‘this is gonna be the rest of entire life wuhu,’ kill me please.”

Det sidste blev kun til en lavmælt mumlen. Faktisk gik det først for sent op for hende, at hun overhovedet havde sagt det højt. Hun viftede lidt med hånden, som om hun på den måde kunne slette den tidligere sætning fra nogensinde at have eksisteret.

Alright. Point is, this is a dance, that I never learned any of the steps to, so I guess, if I accidently step on your toes metaphorically, sorry bout that, but also, not really my fault is it?” Det skæve smil var med et tilbage på plads.

“Why thank you. And your company suits my mood, so we’re all good." Den sidste del af sætningen var så sammentrukket, at den næsten kun udgjorde ét ord i sig selv. På mirakuløs vis havde hun fuldstændig glemt at tænke over sin accent, hvilket nok sagde en del om, hvor meget tiltro, hun trods alt allerede var kommet til at lægge over på ham. Om ikke andet så var det en klar indikator for, at hun ikke var ukomfortabel og opstyltet i sin nuværende sin nuværende situation.

Hun lagde hovedet lidt på skrå, studerede Valentine indgående. Nogle gange, når han lo, kunne hun ikke helt greje, hvad det var hun havde sagt, der fremprovokerede det, eller om det var hende, han grinede af. Men hun måtte indrømme overfor sig selv, at hun egentlig syntes ret godt om at blive kaldt darling. Hun havde aldrig rigtig haft et kælenavn før, udover hendes mor, der kaldte hende baby, ofte i en lettere hysterisk panisk tone.

”We’ll see then,” sagde hun i et muntert kvidrende tonefald. Egentlig anede hun ikke engang selv, hvad hun havde at tilbyde Valentine, der absolut ikke lod til at mangle noget som helst, så det var lige så meget en potentiel overraskelse til hende selv. Genevira blinkede dovent af ham.  Det var ikke så meget en drillende gestus, som det gav hendes porcelænsdukkeagtige ansigt et sært ugleagtigt, overvejende udtryk. Nok mest fordi, hendes øjne var så bemærkelsesværdigt store. Og at det var med dem begge to, hun blinkede i stedet for det ene.

Hans næste ord fik hende til at le. Mest fordi han immervæk var den første, hun nogensinde havde mødt, der beskrev det at drikke blod som ’snacking’


”Oh, good, I mean, of course I would dry your tears if you needed it, but I would rather we did not need it. And I do so love my snacks.”
Hun viftede lidt med hænderne.


“I can’t say that you’re wrong in your assessment of Doomsville or that I truy disagree with you, but do refrain from telling on me, please and thank you.” Hun sendte ham sit allermest uskyldige smil, før hun fulgte med ham.

****Timeskip****

Hun nåede lige at overveje, om hun burde holde ekstra øje med, hvor de faktisk var  på vej hen, for det tilfælles skyld, at et eller andet ville ende med at gå galt alligevel. Men, når alt kom til alt, føte hun sig alt for let og svævende til at mistænke ham for noget som helst og hendes udforskning af deres omgivelser, var derfor mere beskæftiget med alt skønheden, hun aldrig rigtig havde oplevet før.

Da de nåede til, hvad der åbenbart var Valentines hus, måbede Genevira åbenlyst. Bare haven kunne hun sikkert have brugt timer på at udforske ud fra, hvad hun kunne se af den. Alle de blomster! Hun stirrede. Et par af dem virkede næsten selvlysende, andre næsten blodigt røde, hvad Genevira måske var særligt tilbøjelig til at værdsætte.

Og selv huset i sig selv var smukt, hvad hun på ingen måde var vant til. Jo altså. Noget af arkitekturen i Doomsville var imponerende, men det var på en som oftest dybt intimiderende måde, der fik hende til at føle sig lille og ubetydelig. Dette her var, i stærk kontrast, tydeligvis bygget for at være æstetisk behageligt at se på. Det strålede.

So, do you live here with like fifty other people or do you need a million rooms for yourself?” spurgte hun drillende, før hun fulgte med ham indenfor. Undrede sig privat over, hans øjeblik af fastfrossethed. Måske havde han også placeret sig selv på udebane ved at tage hende med hjem? Genevira sendte ham et varmt smil.

Hun havde en kort fornemmelse af at være trådt ind i et af de der huse, i historier, hvor man aldrig kom ud igen, når først man var kommet ind, fordi udgansdøren altid nøjagtigt var uden for rækkevidde nede af en lang gang et eller andet sted.  Hun var for nysgerrig over disse nye omgivelser til at tage sig af det særligt længe. Lyset forekom hende blødt og dæmpet. Det gav genskær i diverse sølvlysestager, som hun gjorde meget ud af, ikke at komme i nærheden af. En vase med friske blomster, måske fra haven, stod på toppen af en guldpyntet lys trækomode. På væggene hang kunst, som Genevira ingen forudsætninger havde for at forstå sig på, men ligesom så meget andet her, virkede det til specifikt at være holdt i lyse eller juvelagtige farvetoner.

Her duftede af kat. Nej vent. Ikke kat. Hendes krop spændtes et øjeblik. Ikke i ubehag, men rent instinktivt. Rent urinstinkt gjorde hende subtilt klar til at løbe. Og ikke væk fra noget. Lyden af poter mødte hendes ører først, så blev de erstattet af menneskelige fodtrin, der bevægede sig næsten lige så stilfærdigt.

Observerede man Geneviras ansigt grundigt, ville man hurtigt lægge mærke til, hvor enorme hendes purpiler var blevet. Næsten som en kat, der var klar til at springe på nogen. Det var egentlig ikke fordi. Det var ikke rent faktisk fordi, at hun havde tænkt sig at angribe nogen her, men duften af shapeshifter var så tilpas kraftig til, at det var fuldstændig naturligt for hende at befinde sig i det mode.

Og der var de. Lige så æstetiske som et hvilket som helst af kunstværkerne, og sikkert lige så meget pyntegenstande også. Genevira lagde nysgerrigt hovedet på skrå og betragtede hele velkomstscenariet, udledte, at tvillingerne måtte være tjenestefolk af en eller anden art. Nok noget mere….kropsligt, end hvad hun selv foretog sig i kraft af sit eget arbejde.

Da tre sæt øjne blev vendt i hendes retning og to af dem stirrede på hende med åbenlys afsky, kunne hun ikke lade være med at le perlende. Skulle dette være en afskrækkelse? Hun havde dealet med jaloux vampyrer. Et sæt horny formskiftere var virkelig ingenting.

Hun nejede for de to i en flydende bevægelse. Ikke i nogen form for underkastelse, men de overdrevne manere var mere med til at fremhæve deres mangel på samme. Efter den nær fatale middag tilbage i september, var hun ærligt talt mere end bare almindeligt pissetræt af folk, der vilkårligt kastede deres had på hende og regnede med, at hun lod sig trampe på, bare fordi hun så uskadelig ud.

”Pleased to make your acquaintance.” Smilet hun sendte dem var tindrende. Hun fik ikke noget svar andet end en hurtigt kvalt hvæsen fra den ene af søstrene.

”Anything?” Genevira bevægede sig med lette, svævende skridt. Der var ikke meget rovdyr i  hendes måde at flytte sig på. Ikke desto mindre, var hun trådt tættere på dem alle tre med en fart, som nogen måske ville finde foruroligende.
To fingre hvilede ganske kort mod den ene side af den ene tvillings hals. Berøringen var i sig selv så blid og florlet, at den næsten var ikke eksisterende, men signalet var tydeligt.
’Er du færdig? For ellers kunne du godt have lidt et problem.’ Genevira kunne mærke den anden kvindes puls under sine fingre. Hun havde i for sig intet problem med dem, hendes irritation kom ikke af jalousi, eller noget andet personligt for den sags skyld. Hun var vitterligt bare træt af at blive undervurderet.

”Hmmm. No.” Hun trak hånden til sig.

”I should hate to be rude, and I’m not really craving anything specific at the moment. Do surprise me.”

Bare ikke med arsenik.


Den lyshårede shapeshifter vendte bræt om på hælen og forsvandt. Sandsynligvis for at gøre, som hun blev bedt om, men tydeligvis ikke i godt humør over det.
Den anden, Genevira kunne ikke have sagt, hvilken var hvilken, hvis du bad hende om det, førte dem tavst til stuen, ikke fordi der var behov for det, men Genevira havde lidt en fornemmelse af, at hun helst ville sikre sig, at hendes arbejdsgiver ikke pludselig blev spist på vejen.


Stuen var indrettet med bløde lyse møbler og husets kølige gulv var dækket af bløde tæpper. Den kostbare slags fuld af indviklede mønstre, som man ville blive slået ihjel, hvis man spildte noget på I rummets ene ende var en pejs, der umuligt blev benyttet ret ofte.
Diverse nipsgenstande stod rundt omkring på borde og hylder. Det forekom Genevira at alt var nøje og kritisk udvalgt, men hun ikke vurdere, hvad der havde reel personlig tilknytningsværdig og hvad der blot var valgt, fordi det var kønt. Og kostbart.

Der stod en bogreol opad den ene væg og selvom hun knap nok kunne læse, kunne Genevira ikke lade være med at værdsætte den en lille smule.

Den modsatte væg var domineret af et stort vindue, der åbnede ud til haven. Månelyset spildte ind i rummet og badede det hele i et sølvfarvet uvirkeligt skær.

Genevira tøvede et langt øjeblik i døråbningen, før hun først tog skoene af og så forsigtigt trippede ind og satte sig i en lænestol. Hun trak benene op under sig af ren vane. Betragtede et øjeblik rummet og udsigten over haven i stum undren.
Genevira
Genevira

Antal indlæg : 205
Reputation : 2
Bosted : På borgen i Doomsville
Evner/magibøger : Charm Speak*

Tilbage til toppen Go down

A sinner and a "saint"~Valentine Empty Re: A sinner and a "saint"~Valentine

Indlæg by Valentine Lør 17 jul - 0:33

Egentlig havde han ikke regnet med at få svar på sin drillende kommentar. Men det fik han. Faktisk var det som om, at sætningen havde åbnet for endnu en ukendt dør hos Genevira, der afslørede lagt mere om den lille vampyr end Valentine nogensinde kunne have drømt om. Hans krop var rolig og overvejende, som hun fortsatte med fortællingen om sin tidligere sin mor – hvor han på flere punkter følte end underlig relation til faderen – inden, at hun bragte en tidligere forlovelse på banen, hvor han ikke helt kunne skjule et overrasket udtryk i det velplejede ansigt. Hendes sociale problemer fik pludselig en helt anden baggrund.

Måden hun beskrev forholdet mellem dem, fik hurtigt ledt hans tanker mod idéen om et arrangeret ægteskab. Intet usædvanligt der overhovedet. En grådig sag derimod, som han i høj grad kunne stå bag. Den slags ægteskaber handlede trods alt om alt andet end følelser. De handlede om magt, rigdom og desperation. Hvad der dog lod til at være mere usædvanligt ved Geneviras situation var det faktum, at ægteskabet ikke var blevet til noget. Det var i hvert fald hans indtryk ud fra måden, hvorpå Genevira beskrev hele oplevelsen med stor frustration, samt det faktum, at hun ikke bar nogen ring. Der kunne selvfølgelig også være tale om et ulykkeligt ægteskab. Det var ikke 100% fastslået. Kun det faktum, at hendes forvandling havde haft en drastisk effekt på hele arrangementet. Valentine følte sig draget mod at spørger, men endte med at bide sig i læben og undlod. Han havde en idé om, at han nemt kunne lokke lidt historier frem senere. Normalvis var han dog ikke bleg for at rode rundt i eller med ægteskaber. Det omhandlede trods alt næsten halvdelen af hans klientel. Ulykkelige rige væsner fanget i dødssyge ægteskaber, hvor han reddede deres dag et par gange om måneden – eller ugen, hvis det var virkelig slemt. Ah ja, Valentine var som sagt stor fan af konceptet. En del af ham var dog tilfreds nok med tanken om, at han ikke ville skulle kigge sig over skulderen det næste stykke tid, hvis han valgte at snuppe Genevira med hjem.
Valentine lod hende tale færdigt, og lod hende desuden falde til ro rent mentalt, efter at have blottet hele sin ikke eksisterende sjæl for ham. Dernæst trak han let på skuldrene inden, at han foldede armene ud. Åbne og indbydende. Ansigtet var igen tilbage i ét stort varmt smil, som han talte.

” I think the people around you have been afraid, and that saddens me. They tried to hide the world from you – no… they hid YOU from the world. Afraid that you would outshine them all and leave them to rot in the dirt. And that you did. Your transformation was but one of many steps to help you bloom. And I for one, would like to help you take some more. Show you that life is more than useless families and disastrous engagements. Also, worry not about me and my toes. I happen to be marvelous at dancing.”


Valentine var lettet over at mærke stemningen skifte, som de begav sig imod hans sted. Det sidste han ønskede denne aften var, at hans sats med at tilbyde hende en arm var, at det endte i akavet stilhed eller endnu værre – mere gråd. Heldigvis lod det til, at der skulle mere til at ryste Genevira, så længe hun blev distraheret fra verdens mange grumme sandheder. Uduelige forældre, falske venskaber og følelsen af at blive overvældet, når man mindst ventede det. Valentine kendte det lidt for godt, så måske det i virkeligheden var for deres begges skyld, at han bragte emnet hen på noget helt andet. Men det havde han bestemt ikke tænkt sig at indrømme.

------------------- TIDSHOP ------------------------

Geneviras reaktion ved synet af hans prægtige ejendom var alt, hvad Valentine kunne have ønsket sig. Han var ikke i tvivl om, at hans hjem emmede at skønhed og rigdom, sjældent set mage, men det gav altid hans ego et gevaldigt boost at få det bekræftet. Førstehåndsindtryk var alting når det gjaldt vigtige ting her i livet! Det var også derfor, at han gjorde så meget ud af sig selv, hvad enten han var på arbejde eller havde fri. De blå øjne skævede ned imod vampyren ved hans side, som hun fyrede en sidste kæk bemærkning af inden, at de trådte indenfor.

” Oh, it varies, darling. Usually, it depends on how many that decides to join the sleepover.”

Med et glimt i øjet, sendte han et hurtigt blink inden, at han bød den svalende følelse velkommen, som fulgte ved at træde indenfor. Hjemmet gav ham en følelse af ro, som ingen andre steder lod til at kunne matche. Måske det havde noget at gøre med, at han absolut kontrol over stedet. Hver en detalje og hver en personlighed, som kom eller gik. Han ville aldrig møde nogen ubehagelige overraskelser, og han var altid sikker på at være omgivet af rigdom – det bedste af det bedste. Håndplukket, sorteret og altid beundringsværdigt. Hjem. Det eneste der måske ville mangle, var nogen til at fylde resten af soveværelserne i palæet. Der var trods alt et besynderligt underligt antal af dem.

Tilbage til virkeligheden lod Valentine slet ikke til at have opfanget den overdrevne fjendtlighed mellem kvinderne, samt de overdrevne jagtinstinkter hos den ellers uskyldigt udseende vampyr. Det blev dog krystalklart for Valentine, at Genevira var farligere end hun så ud. Med nyfunden interesse, og et næsten moret udtryk, betragtede han nysgerrigt, hvordan der blev sat skik på hans tjenestefolk. Kvinderne var nøje udvalgt, som så meget andet i hjemmet, men han gjorde ingen modsigelser. Ikke så meget som en hånd blev løftet. Skulle de dø, ville han hurtigt få fjernet minderne af dem, og en ny søgning ville begynde. Man skulle ikke misforstå, at Valentine fandt deres selskab ganske behageligt, men som resten af hans tjenestefolk var de også grundigt trænet med diverse midler. Som det så ud nu, ville ingen af dem være i stand til at vænne tilbage til et normalt liv efter dette – af flere årsager.

Efter at have observeret Aly trampe afsted for at finde godter til selskabet, fulgte han roligt med AJ og Genevira ind i selskabsstuen.

” Thank you, AJ. Now go help your sister.”

Valentine fik viftet shapeshifteren afsted, som ikke virkede begejstret ved tanken om at lade dem være alene, men som modvilligt endte med at følge ordre. Da det var gjort, smed han sine egne tøfler i døråbningen, og slentrede derefter over mod en blød, hvid sofa, hvor han smed sig. Derfra betragtede han underholdt, hvordan Genevira tog et øjeblik til at fatte sig inden, at hun besluttede at joine ham. Hovedet blev lagt på skrå, og de blå øjne fæstnede sig ved hendes spinkle skikkelse krøllet sammen i lænestolen.

” Enjoying the view? I have had it all made from scratch. The garden took quite a bit of work in this climate, but it’s nothing a little green thumbs and elf magic can’t fix.”

Som altid følte han sig vidunderligt afslappet i sine egne omgivelser. Det var ikke sikkert, at Genevira gjorde det samme. Omgivelserne lod i hvert fald til at komme bag på hende. Så han lod hende suge det til sig, og forventede ikke nødvendigvis, at hun ville svare. Derfor lod han i stedet fingrene lege dovent med en blond hårlok, imens han selv gav sig til at nyde udsigten. Det var i hvert fald indtil, at søstrene besluttede at melde deres ankomst endnu engang. Denne gang var det dog med forgyldte falde, hvorpå diverse lækkerier var placeret i form af frugt, slik og nødder, samt en krystalkaraffel fyldt med en velduftende mørk væske, og to dertilhørende glas. Som en sidste detalje, og med smil så sødt, at det næsten ætsede, blev der placeret et fad foran Genevira, på bordet, hvor resten af maden stod placeret. På fadet var der placeret 4 små, blodige hjerter i en makaber med smuk formation, sammen med lidt andet pyntenips. Alle hjerterne stammede tydeligvis fra en mindre gnaver eller fugl ud fra størrelsen, og alle virkede næsten så friske, at man skulle tro, at de kun lige havde færdiggjort deres sidste slag. 3 af dem var dog i perfekt stand, ikke en skramme at spotte, selvom man kunne være i tvivl om, hvordan de var blevet fjernet. Det sidste af hjerterne var dog skrammet. Ikke voldsomt eller tydeligt, men nok til, at det skilte sig ud fra resten. Så snart fadet var sat, og vinen var skænket, trak de sig begge et par skridt bagud, og bukkede så velopdragent for parret. Valentine var dog ikke dum. Og var ikke døv. Det var ikke svært at høre den "diskrete" fnisen, som de forsøgte at skjule med ansigterne vendt mod gulvet. Først da de rettede sig igen, mødte hans blik, hvilket hurtigt fik et mere forskrækket udtryk frem hos kvinderne. Det sædvanligvis indbydende blå blik, var blevet mørkt og hårdt, hvilket gav det blege ansigt en helt anden karakter. Valentine var blot få sekunder fra at rejse sig, hvilket også fik dem til at trippe uroligt baglæns mod udgangen af rummet.
Valentine
Valentine

Antal indlæg : 95
Reputation : 0
Bosted : Sunfury City
Evner/magibøger : Precious Metals

Tilbage til toppen Go down

A sinner and a "saint"~Valentine Empty Re: A sinner and a "saint"~Valentine

Indlæg by Genevira Lør 17 jul - 17:12

Valentines forvirring, eller måske nærmere bare overraskelse, over hele forlovelsestingen var ret tydelig. Selv var det ikke noget hun tænkte ret meget over. Snare var det et kapitel i hendes liv, som hun kun var lykkelig for var overstået og helst pakkede væk. Til tider glemte hun det egentlig næsten, ind til et eller andet, fik hende til at tænke på det. Som det havde været tilfældet kort forinden. Hun viftede hektisk med hænderne.”Nothing ever came of it…thank the gods, so don’t worry. I mean…I don’t know why you would worry, but either way you don’t need to,” erklærede hun med en halsbrækkende fart, som om det var en absolut nødt situation at få det sagt. Hun forstod end ikke rigtig selv sin egen panik over det. Hvad var det egentlig hun ville sige med det her?

Ginny, din slut, hvis du virkelig tror, at det du har gag i på nogen måde bliver reddet af, at du ikke er gift, så har din mor virkelig ikke lært dig noget.

Nogen gange, ville Genevira virkelig ønske, at hun kunne bede sin hjerne om at holde kæft og den faktisk ville lytte bare sådan en gang i mellem.
Hans næste ord efterlod hende et øjeblik komplet mundlam. Åh, sådan kunne det da umuligt have været. Nej, hendes mor yndede at gemme hende væk fordi verden, og Rotten Root District i særdeleshed, var et farligt sted for forsvarsløse unge kvinde, der knap nok vidste, hvordan verden i det hele taget hang sammen. Hun åbnede kort munden for at gøre indvendinger, forsvarer sin mor, et eller andet, men lukkede den igen, da noget gik op for hende. Vis skyld var det i det hele taget, at hun altid havde været så forsvarsløs, sårbar og rædselsslagen? Hvem var det, der ikke havde fortalt hende noget som helst? Godt nok mente hun stadig, at det næppe kunne være tilfældet, at hendes beskyttede opvækst bundede i, at hun ikke måtte overstråle sin familie, men lige nu, i en alder af fireogtyve, nogen ville måske have kaldt hende dum for ikke at have lagt brikkerne sammen tidligere, klikkede noget på plads i hendes hoved. Måske havde det hele slet ikke bundet i, at hun skulle holdes på plads, fordi hun var for naiv til verden og ville komme til skade. Måske var hendes naivitet og sårbarhed overfor verden netop snare en afgrening af moderens strikse regler. Genevira havde det et øjeblik som om, hun stod ved en klippeafsats, der gradvist smuldrede væk under hendes fødder i takt med, at et stykke af hendes gamle liv lod til at gå i opløsning. Det var på én gang skræmmende og sært forløsende. Måske. Kun måske, havde det ikke altid bare været hende, der var dum.
Denne vanhelligelse af moderens motiver, som Genevira ellers gjorde brug af til at undskylde mangt en handling fra hendes side, føltes dog samtidig som et forræderi af den værste skuffe og hun mærkede et stik af dårlig samvittighed. Nej, hun kunne tænke over, hvor dårlig en datter hun var senere, sikkert sammen med alt det andet. Sit højforræderi kunne hun ikke håndtere lige nu.
Det gik op for hende, at hun nok havde været meget tavs i noget tid nu og bare havde stået og stirret helt tomt på sin samtalepartner. Burde hun sige undskyld? Hun var ikke sikker. I stedet fik hun styr på sit ansigt. Et, om end lettere tøvende, smil tog langsomt form på hendes blege læber og genvandt styrke i den varme åbenhed fra Valentines eget smil.

”I would like that very much, I think,” erklærede hun med nyvunden beslutsomhed.

---------Tidshop-----------


”It’s like being on a different plane of existence entirely. I’m…not really sure what to do with myself to be honest,” svarede hun forsigtigt på Valentines spørgsmål, imens hun justerede sin siddeposition I lænestolen en smule. Dog kunne hun absolut ikke afkræfte, at hun nødt at være her. Godt nok boede hun teknisk set på et slot, men borgen i Doomsville var, som det nu engang var med mange fæstninger, bygget hovedsageligt for at holde fjender ude og for at virke imponerende på en intimiderende måde. Æstetisk skønhed havde, så vidt Genevira kunne regne ud, absolut ikke været en del af overvejelserne under opførelsen af borgen.

”If I had known that I’d end up in such a beautiful place, I would have packed nicer dresses, really.” Hun lo perlende, men i ordene lå nok også en indrømmelse af, at hun følte sig lidt på bar bund her.

Hun fik dog andet at tænke på, da tvillingerne kom tilbage med deres noget makabre anretning. Chok og væmmelse stod tydeligt malet ind hendes ansigt. Beskeden var, hvis Genevira tolkede den rigtigt, var ganske tydelig. Du hører ikke til her.
Genevira tog en dyb indånding og en slurk vin, både for at samle sig, men også for lige at fatte, hvordan hun skulle deale med det her. Så rejste hun sig fra stolen, bemærkelsesværdigt roligt.

Hvis de ikke kan tolerere mig, så lad dem frygte mig i hvert fald nok til, at de ikke er til gene, besluttede hun. Så bevægede hun sig over til søstrene.

”Do either of you, I wonder, know how much it takes to break a cat’s neck?” spurgte hun i en lys munter tone, hun akkurat lykkedes med at holde fra at blive skinger i en blanding af chok, sårethed og rent og skært raseri.

”The answer is very little. A human could do it.” Hun havde en hånd, næsten nænsomt, hvilende i nakken på den ene søster, hun vidste ikke hvilken, og det var også lige meget. Formskifteren var egentlig et godt stykke højere end hende og Genevira var derfor nødt til at tvinge hende til at bøje sig for, at de kunne være i øjenhøjde. Til gengæld var den lethed, hvormed hun gjorde det næsten en form for magtdemonstration i sig selv.

”My mother always said that the world liked kind and smiling girls who did not complain about anything,” fortalte hun sit noget forvirrede gidsel, der forsøgte at trække sig tilbage, men fandt, at hun ikke kunne.

Well…I am done being kind to people who step on me for no reason.” Hendes greb strammedes en anelse og formskifteren virkede nu til alvorlig talt at være en smule bekymret. Ud af øjenkrogen lagde Genevira mærke til søsteren, der så frem og tilbage mellem hende og Valentine som for at sige ’Så gør dog noget’.

”Now, since I, as a whole, would consider myself a kind and understanding person, I am going to give the both of you a little bit of advice. You can hate me if you want. I really do not care,” begyndte hun og selvom det ikke var helt sandt, talte hun lige nu med en autoritet, der ikke tålte spørgsmål.

”But good servants hate in silence and without insultning the guests. Have you got any idea how this might have hurt his reputation if the situation had been different?” Hun klikkede misbilligende med tungen.

Either way my point is. I do not have to bear your petty childish insults and I don’t intend to. I am letting you go now, as a gesture of good will and in the hope, that you are willing to learn. But know this.” Hun tog en dyb indånding og samlede sin mentale energi om sin evne og at lægge alt sin overbevisning i sine næste ord.

” Remember who I am and what I am. If you ever insult me, or try to harm me, or anything like that again, what you did to those poor animals will seem a kindness compared to, what I will do to you.”

Det var i og for sig meget tvivlsomt hvorvidt Genevira havde det I sig at flå mennesker i stykker for en fornærmelse, men de skulle bare tro nok på det.

”Have I made myself clear?”

Der var stille som I en grav, imens den gidseltagende søster stadig sled for at rive sig løs.

”I asked you a question, I believe.”

“…Yes…”

Genevira gav slip og som ved et trylleslag var hun tilbage til sit uskyldige og varme selv.

”Well, we’re all good then. Your…transgression is forgiven.”

Uden så meget som at skænke søstrene et sidste blik nærmest svævede hun over til sofaen, hvor hun nonchalant satte sig ned, som om hun ikke lige psykologisk havde pint Valentines tjenestefolk. Hun havde nok ikke været så afslappet omkring det, hvis ikke det var fordi hun var sådan…lidt høj på adrenalin og spenderet vrede.

Men der sad hun altså, som om hun aldrig havde gjort noget galt i sit liv nogensinde.
Genevira
Genevira

Antal indlæg : 205
Reputation : 2
Bosted : På borgen i Doomsville
Evner/magibøger : Charm Speak*

Tilbage til toppen Go down

A sinner and a "saint"~Valentine Empty Re: A sinner and a "saint"~Valentine

Indlæg by Valentine Ons 21 jul - 22:10

Det var et eller andet kært over måden, hvorpå Genevira panisk forsøgte at redde situationen. Som et barn der var blevet fanget med munden fuld af slik, stjålet fra den nærmest bod. I virkeligheden behøvede hun slet ikke forklare sig til Valentine. Det en ubetydelig detalje for ham, hvorvidt hun var gift eller ej. Og dog… var der et eller andet forfriskende over tanken om, at hun aldrig havde tilhørt nogen før. Næsten urørt måtte man vel formodede. Både ud fra det annullerede ægteskab, og det faktum, at hun lod til at panikke over den mindste form for berøring. Selv søde ord lod til at gøre hende helt kuldret. Det var umuligt at gætte hendes alder. Som Valentine tidligere havde overvejet, så kunne hun nemt være over 100 år gammel. Men ud fra hendes opførsel alene, ville han faktisk gætte hende til at være yngre end ham selv. Hans egen alder kunne dog nemt snyde. Hans udseende lod ikke til at ældes i overensstemmelse med hans kropslige alder ud fra, hvad han havde observeret hos andre der lå i hans aldersgruppe. Om dette varede evigt, det vidste han ikke. Men for nu var det en detalje, som Valentine var ganske godt tilfreds med. Andre ting hos ham kunne dog tyde på, at han var ældre. Hans… erfaringer. Flere af dem var startet tidligere end, man normalt ville se eller ønske. Men, han tvivlede på, at den slags påvirkede ham synderligt. I hvert fald ikke det meste af tiden.

Det virkede til, at en ny form for panik tog form i den lille vampyr. Eller en form for midlertidig lammelse. I hvert fald holdt hun pludselig op med at bevæge sig. Og tale. Valentine rynkede forvirret brynene, og lagde hovedet på skrå, imens han studerede hende. Det virkede som om, at der foregik en masse, men intet kom ud. Var hun blegere end før? Var det overhovedet muligt? Havde han ødelagt hende? Tøvende trådte han et skridt nærmere, men holdt sig påpasselig af hendes bevægelser. Eksploderede hun pludselig, var han ikke i tvivl om, at hendes råstyrke alene nok skulle sende ham flyvende. Ganske langsomt virkede det dog til, at hun kom op til overfladen igen. Valentine blev pludselig pinligt opmærksom på, at han havde stået overraskende nær hende, uden selv at sige et ord. Med et enkelt skridt var han derfor hurtigt tilbage på sin plads igen, med et varmt smil, som bød hende velkommen til overfladen. Smilet voksede en ekstra tand, som hun tog imod hans lokkende ord.

--------------------------------------- TIDSHOP ----------------------------------------------

“A different plane of existence doesn’t sound too bad. Many people pay a high price trying to escape their own existence… so, might I suggest, that you enjoy it. “ der var ingen ordre i hans ord, blot en behagelig invitation som forhåbentlig ville hjælpe hende med at slappe af. Ej heller kunne minderne spores i dem, som hans tanker fløj tilbage til en knap så behagelig tid, hvor han havde forsøgt sig med lidt af hvert i et forsøg på at undslippe. Både mentalt og fysisk. Hjemmet hjalp dog. Det var en konstant reminder om, hvor langt han var nået. Hvor godt han havde klaret sig. Dette var hans sikring mod alt ondt. For skulle ord eller fysiske handlinger ikke vise sig nok i nødens stund, så var der altid en pris. Og han kom forberedt.

” If you’d like, I have a couple of dresses laying around that you might find more suitable. Feel free to try them on… and to show me the result.”

Dette var en underdrivelse. Valentine havde trods alt hundredvis af kjoler gemt væk i palæet. Kjoler glemt af gæster og one-night stands, kjoler han havde købt bare fordi han fandt dem smukke, og kjoler til hans eget behov. Det var en mindre kendt detalje omkring ham, men Valentine nød nu og da at iklæde sig i mere utraditionelle klæder for en mand. Han fandt at kroppen udfoldede sig på en anden måde, og for at være ærlig, så havde han en idé om, at han så intet mindre end fantastisk ud i dem. Desværre var det ikke alle der delte den mening. Så det var ikke ofte, at man ville fange ham sådan. Mest i frygt for, at noget eller nogen ville skade kjolerne. Hans ego kunne de aldrig ramme. Genevira aldrig kunne passe hans egne kjole med sin petite størrelse, men han var sikker på, at der lå en del som ville passe hende bedre. Og som formentlig ville vise endnu mere af den delikate marmorhud, han allerede var begyndt at savne.

Valentine rejste sig i samme øjeblik som Genevira. Modsat hende, blev han dog passivt stående, imens hun bevægede sig hen mod søstrene for at lade dem smage et stykke af deres egen medicin. Det var med et frydende smil og et mørkt glimt i øjet, at han observerede hele scenen der udspillede sig foran ham. Han ønskede dette. De skulle straffes, så meget var klart. Og selvom han egentlig havde det med at være ganske besidderisk, når det gjaldt hans ejendele, så var der noget tilfredsstillende over synet. Den forskrækkede lille då han havde mødt på gaden, var væk, og i stedet stod der tilbage en skønheden uden videre. De rovdyrsligende tænder han skimtede under de bløde læber, som var fyldt med hårde ord. De store øjne, som syntes mørkere end før, og den spinkle skikkelse, som endelig havde rakket sig i sin fulde størrelse. Truslen var ikke til at tage fejl af. Ej hellere hendes styrke. Søstrene sendte ham blikke. Mange gange. Mere desperat for hver en gang. Men der var ingen hjælp at finde. Han nød dette. Skulle det komme til stykket, hvor Genevira gjorde alvor af sine trusler, så kunne de erstattes. Nemt. Valentine rørte sig først igen, da Genevira endelig fik rystet et par skælvende ord ud af kvinderne inden, at hun vendte tilbage til hans selskab. Med et bredt smil trådte han et skridt til siden således, at hun kunne få plads i sofaen. Dernæst vendte han ansigtet mod kvinderne, som kæmpede for at komme sig over turen.

” I think Miss Genevira made herself very clear. So leave us. Now. I’ll deal with you later.”

Kvinderne forsvandt. Det kunne næsten ikke gå hurtigt nok, som de oksede mod udgangen af rummet, den ene mere panisk end den anden. De vidste, hvad der ventede. Genevira havde ganske vist ladet dem slippe med halerne i behold, men Valentine glemte aldrig en straf. Han havde trods alt god erfaring med den slags…

Som om, at dødstrusler ikke lige var blevet fyret igennem rummet, snurrede Valentine rundt på hælen, og klappede let i hænderne. ”Bravo, dear!”. I en glidende bevægelse bukkede han sig ned, og snuppede begge deres glas inden, at han smed sig i sofaen ved hendes side. Her rakte han hendes glas, og tog hun imod det, ville han uden egentlig at tænke over det, lægge den frie arm afslappet om på ryglænet af sofaen, så den egentlig lå delvist om hendes skuldre. Før hans næste ord, skyndte han sig at snuppe en slurk af den søde vin, så han var sikker på at kunne styre sin begejstring.

” That was quite a show, darling! You seem awfully good a dealing with jealousy. Seems like your adorable façade is just for show after all – the kitten got claws, no, teeth!”

En del af Valentine kunne ikke undgå at overveje, om det mon var grunden til, at venskabet mellem Genevira og Invidia havde overlevet så længe. Der var også en god chance for, at hendes rappe bemærkninger ikke bare var for show. At hun faktisk gemte noget dybere, bag den lysende facade af store brune øjne og uskyldige ord. Han kunne ikke dy sig. Lod sanserne komme frem. Forsøgte at opsnappe mere af, hvad hun udstrålede. Hendes behov. Hendes synder. Fandt han noget der kunne pirres, ville han prikke til det. Forsøge at hive frem, hvad der ellers kunne være af glemte behov. Alt imens, lod de blå øjne sig fordybe i hendes bundløse mørke.

” What else are you hiding from me, my dear?”
Valentine
Valentine

Antal indlæg : 95
Reputation : 0
Bosted : Sunfury City
Evner/magibøger : Precious Metals

Tilbage til toppen Go down

A sinner and a "saint"~Valentine Empty Re: A sinner and a "saint"~Valentine

Indlæg by Genevira Tors 22 jul - 2:35

”I do, I do,” forsikrede hun ham om, for hvorfor lyve. Det var et smukt sted og hun var i selskab med en, som hun alt i alt godt kunne se sig selv bryde sig om. Tja, hvis det ikke havde været fordi, at hun havde et arbejde at passe tilbage i Doomsville, som hun også skulle hjem til på et tidspunkt, så kunne hun med lethed have set sig selv blive meget længere. Bare udforske byen. Nyde at befinde sig et smukt sted, hvor der ikke rigtig fandtes noget ansvar eller nogen bekymringer. Hvad Kain ville synes om den idé, ville hun slet ikke berøre lige nu. Faktisk helst aldrig, hvis hun kunne undgå det.

”Well I might take you up on that sometime.”

Hvorfor han havde kjoler liggende rundt spurgte hun ikke ind til. Virkede det underligt? Måske en smule, men også underligt in character i forhold til, hvad hun havde set ind til videre. Endnu en grund til, at hendes mor ville have bedt hende, beordret hende, at undgå ham. Nu var han også officielt ”degenereret”. En ubestridt dårlig indflydselse, der måtte og skulle afskæres fra hendes datters omgangskreds, koste hvad det så koste ville. Hans bror havde været slemt nok. Og alligevel blev Genevira pænt siddende i lænestolen uden at flytte sig det mindste ud af flækken. Hun havde ikke engang planer om det. Hvorfor skulle hendes mor i det hele taget have lov til at diktere noget som helst? Især når hun ikke engang var til stede. Nej nu måtte det altså få en ende. Hun skubbede mentalt sin mors ånd ud af billedet og besluttede sig at…forsøge at være forstående. Ikke at hun ville spørge ind til det lige nu. Det virkede ikke rigtig som det rette tidspunkt.

I hvert fald så gik tingene sin gang og hendes egne aggressioner over tvillingerne kom næsten bag på Genevira selv. Et sådant uhæmmet display af raseri. Upassede. Skammeligt. Ikke hvad nogen ønskede i en kvinde. Det vidste hun udmærket godt. Hun  skulle på alle måder i stedet have bedt dem pænt om at gå deres vej. Ignoreret dem, som man gjorde det med en irriterende yngre søskende, indtil det ikke længere morede dem at genere en. Alligevel kunne hun ikke lade være med at føle sig ti gange lettere. Som om det ikke blot var denne ene hændelse, hun havde fundet afløb for, men mange mere eller mindre lignende eller relaterede situationer. Hun var ret sikker på, at selv hvis hun havde prøvet, ville hun ikke have kunne tørre smilet af sit ansigt. Det var med en sært snurrende fornemmelse i kroppen, at hun satte sig ned igen. Beruset til trods for, at hun knap havde nået at røre vinen.


Da først denne noget makabre sejrsrus havde lagt sig en smule, gik det efterhånden op for Genevira, at hun lige havde lagt hånd på en relativt ukendt mands tjenestefolk i hans eget hjem. En ting som mange sandsynligvis ville have betragtet som en voldsom fornærmelse, over en grænse. Hun kunne i hvert fald ikke forestille sig, at Sean ville have taget specielt godt imod det, hvis nogen havde gjort det samme ved hende i hans eget hjem. Så dumt som tvillingerne havde opført sig, ville man på den anden side heller aldrig se fra Geneviras egen side. Eller det håbede hun i hvert fald ikke. Alligevel begyndte hun at overveje, om hun måske skulle finde en passende flugtrute. Måske simpelthen bare kaste sig direkte ud af vinduet i stedet for at stå ansigt til ansigt med konsekvenserne af sine egne handlinger? Nah, det virkede også barre sådan lidt dumt. Hendes bekymringer forduftede dog hurtigt, da det gik op for hende, at Valentine, på mirakuløs vis, ikke engang virkede den mindste smule generede. Nej snare….underholdt? Det virkede heller ikke som det rigtige ord. Der var mere til det her, men Genevira havde ikke et navn for, hvad hun så i hans øjne.
Men hun fandt, at hun….ikke havde noget imod denne….nye form for opmærksomhed.
Hun tog imod sit glas og drænede næsten halvdelen. Måske i et noget misforstået forsøg på at falde til ro. Sødt. Farligt. Især når hun stort set ikke havde rørt alkohol nogensinde. Først fordi hun ikke måtte og siden fordi, hun havde set nok af dens effekt på andre mennesker til at være en anelse ængstelig over, hvordan det ville påvirke hende selv. Og her sad hun alligevel.
Hun kunne ikke lade være med at smile. Viste de skarpe hjørnetænder klart og tydeligt.

”Well teeth I certainly do have and…certain experience in dealing with of…all kinds I suppose.”

Og sådan endte de med at side og stirre på hinanden, Genevira gennemløbet af en strøm af følelser, som hun kun kendte alt for godt, men ikke anede, hvor kom fra. Og følelser, hun kendte knap så godt. Hun lage benene over kors for at holde sig i ro og stirrede et øjeblik næsten anklagende på ham.

”So much,”sagde hun helt åndeløst og det var uvidst, om det egentlig var et svar på spørgsmålet eller på noget andet.

”Always hiding. Everything. Don’t see, don’t listen, don’t touch, don’t feel, don’t think.” Ordstrømmen syntes at falde fra hendes læber I en hektisk malstrøm, som hun ikke rigtig havde nogen reel kontrol over. Men det forekom hende meget vigtigt at forklare ham det. Uretfærdigheden. Alt det andre havde ret til, men som hun ikke kunne. Alt det hun kun havde kunne skabe sig en vag idé om eksisterede, men ikke kunne være en del af.

”Starving….do you know what it is to starve? Don’t take more, your siblings need  it, you’re older. I hid things…in cracks in the walls under floorboards, otherwise, I would have to share. How is that fair? They’re my things, I found them! I hate sharing, I hate it. Why can’t I want things? I just want things that are mine. Others have things but never me. Oh no, that’s NOT ALLOWED. Don’t be selfish. Horrible wicked girl.” For enhver der overhørte det her, måtte hun næsten lyde komplet vanvittig, men sandheden var, at mange af hendes mest syndige tanker og følelser nok også hang uløseligt sammen med hendes traumer og ved at rode rundt i det, havde Valentine, måske ikke intentionelt, prikket hul på noget, hun havde gemt væk længe også for sig selv.

”When I would hide in the closet, so that mother wouldn’t find me, when she was angry I used to pray for her to just go and die. I thought I could do it ones. Just push her down the stairs. Crack and then nothing at all anymore, never again ever. But I didn’t do it, because I’m a good girl, and good girls don’t kill their mothers, because killing people is bad. But gods. She makes me so…angry. I could just….”

Lyden af glas, der knustes fik det til at gibbe i hende. Hvornår havde hun kastet med det glas? Hvor uhøfligt.
Men hun undskyldte ikke. I stedet Justerede hun sin position i sofaen, således, at hun sad på sine knæ med ansigtet så tæt på Valentines, at deres næser næsten rørte hinanden.

”Why can I have nothing, when I want everything for ever?” spurgte hun og stirrede på ham med øjne, der var helt feberagtige. Hænderne hvilede pludselig mod hans skuldre, negle blev sat i blød, skrøbelig levende hud og et øjeblik vidste hun oprigtig ikke, hvad hun ønskede af ham. Ikke at gøre ham ondt. Det var ikke det. Bare…holde, røre, have.

Ikke nok. Ikke tæt nok.

Hun kunne ikke have sagt, hvordan det skete eller, hvad der drev hende dertil, men før hun vidste det kyssede hun ham. Så desperat grådigt efter en hvilken som helst art nærhed eller omsorg, at det næsten måtte fremstå som patetisk.
Genevira
Genevira

Antal indlæg : 205
Reputation : 2
Bosted : På borgen i Doomsville
Evner/magibøger : Charm Speak*

Tilbage til toppen Go down

A sinner and a "saint"~Valentine Empty Re: A sinner and a "saint"~Valentine

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Side 1 af 2 1, 2  Next

Tilbage til toppen


 
Forumtilladelser:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum