I came out here to have a good time and this ain't it (Bennett)

Sted: Ashenwood Forest
Tid: Det må efterhånden nærme sig midnat
Omgivelser: Beskrives så vidt muligt i emnet
Påklædning: En lang hvid kjole og en rød kappe. Om ikke andet har Gene en vis flair for drama

Det var på aftener som denne, at Genevira slet ikke savnede dagslys. Natten besad en skønhed, der var helt dens egen og hvis ikke hun havde været som hun var nu, ville der have været så meget af livet, hun var gået glip af. Mange ville nok sige, at Ashenwood ikke var det mest velkomne sted på jorden og til en vis grad var Gene da også tilbøjelig til at give dem ret. Her i den sene efterårstid lignede mange af træerne udstrakte krogede hænder, der rakte efter noget, de ikke kunne nå. Et bedre sted måske? Vinden hvislede i de stedsegrønne træers nåle. Hviskede om ting Genevira ikke forstod. For længe siden ville hun nok i det store hele have fundet det ganske foruroligende. Som det var nu, fandt hun det sært beroligende. Der var kun hende og så hendes hest i en verden, der var helt sin egen. En verden, der i bund og grund var ligeglad med andre væsners indblanden. Uglen, der tudede et sted var totalt upåvirket af menneskelige problemstillinger. Naturen fortsatte når alle andre var døde. Vent….den sætning holdt jo ikke rigtig på Genevira selv længere.
Pludselig sad hun og stirrede op mod den blege halvmåne, hun lige netop kunne skimte mellem trækronerne. Følte sig med et slået over i et underligt humør. Ikke melankolsk som sådan, men pludselig overvældet af dem faktum, at det kunne godt være at naturen var den samme om hundrede år. Men det var hun også selv.
En eller anden dag ville hendes familie være døde og måske ville ingen kunne huske, hvad hun havde været før. Hvem hun havde været før. Hvor hun stammede fra.
Hun konstaterede nøgternt, at det nok i sig selv ville være meget godt, for så kunne folk ikke grave ting frem fra hendes fortid og bruge det mod hende. Eller de ville sandsynligvis få markant sværere ved at gøre det. Og…det var ikke fordi hun savnede sin familie særlig meget nu, så hvorfor skulle hun savne dem om hundrede år? Hendes mor ville sikkert have kastet hende ud af vinduet, derhjemme, hvis hun vidste halvdelen af, hvad Gene havde rodet sig ud i det sidste par år.
Genevira lod sig glide ned fra sin hest og trak den i stedet ved tøjlerne, imens hun gik.
Nedfaldne blade knasede under hendes støvler. Kulden der efterhånden var på et niveau, der ville gå gennem mag og ben på ethvert væsen, der rent faktisk var levende, rørte hende ikke.
Alanis ville ikke leve for evigt, gik det op for hende og et øjeblik var hun grebet af rædsel, stod fastfrosset til stedet uden at røre sig ud af flækken.
En lillebitte kynisk del af hende, fortalte hende, at det var Alanis’ eget problem, hvis hun døde, for Gene havde tilbudt hende, noget andet for månedsvis siden og hun havde ikke taget imod det. Tanken om at skulle begrave sine venner en eller anden dag gav hende kvalme alligevel.
Hvad med Kain? Hvad var Kain overhovedet kunne han dø? Damn him, hvis han havde fortalt hende, hvad han var behøvede hun ikke være anxious på hans, okay måske mest sine egne, vegne.

Hun tog et par dybe indåndinger og fortsatte videre. Lette efter noget, der kunne få hendes tanker på afveje bare en smule.
I det spøgelsesagtige skær fra månen kom hun til en lysning. En lysning fuld af blomster af en slags, hun afgjort aldrig havde set før. Ikke nok med, at de lod til at være uberørte af kulden og samtidig ikke var foldet sammen om sig selv for natten. De virkede næsten selvlysende. Som om de fik deres energi fra månen i stedet for solen. Der var en sådan uberørt skønhed over stedet, at Genevira næsten øjeblikkeligt glemte sin forhenværende angst for, at hendes venner en dag ville ende med at rodne i et hul i jorden. Hun tøjrede hesten ved et træ og vandrede omkring blandt de mangefarvede blomster, imens hun nynnede dæmpet for sig selv. En halvtrist gammel sang, som hun huskede fra sin barndom. Hendes mor havde ofte sunget for hende, når hun var i sit bedre hjørne.
Til sidst satte Gene sig ned og gav sig til at flette en krans af et par af blomsterne. Det var et eller andet, hun simpelthen bare ikke var i stand til at modstå, når hun så mere end en blomst på én gang. Måske skulle hun tage nogen med hjem, så de kunne lyse lidt op derhjemme? Hm. Hun vidste ikke rigtig, hvordan Sean havde det med blomster. Det var ligesom ikke noget, der bare kom op i en samtale. Om ikke andet kunne de stå på skrivebordet på Genes eget værelse.
Før hun nåede ret langt hørte hun dog fodtrin og stemmer et eller andet sted fra nærved.
Egentlig kunne hun jo have været ligeglad, men helt ærlig, nu følte hun sig fjernet fra sit øjebliks ro igen og det de havde for lød heller ikke just godt.
Det lød som om de ledte efter nogen. Og ikke bare for at sige hej og høre, hvordan det gik med vedkommende.
Hendes opvækst havde lært Genevira, at man ikke blandede sig i sådan noget, medmindre man selv ønskede at bløde. Af rent instinkt gjorde hun sig så lille og ubetydelig så muligt, imens hun lyttede ihærdigt for at kunne spurte af sted, hvis de opdagede hende og ville gøre hende noget.
I første omgang skænkede hun ikke vedkommende, de rent faktisk ledte efter så meget som en tanke.

Outfit: Det samme slidte tøj som altid. Hullede sorte bukser, en alt for store brun t-shirt og store sorte jakke med tilhørende hætte.

Han kunne ikke huske, hvornår hans tænder var begyndt at klapre. For en time siden? To? Tre? Han havde ingen tidsfornemmelse, når det blev mørkt. Han vidste bare, det var dag, når han kunne se og nat, når han ikke kunne. De fleste lå nok roligt og sov lige nu, men for Ben, var det værste kun lige begyndt. Han havde placeret sig op af et stort træ, hvor han kunne være ordentligt skjult for uvedkommende mennesker. Selvom det ville være svært at kunne se ham, skyggede træet ikke ret meget for vinden. Den bed i hans kinder og pande. Den sneg sig ind i hullerne på hans sko og på de blå mærkede knæ. Han havde trukket benne tæt op om sig, så han kunne hvile hagen mod dem. En gang imellem gled øjnene i. De trætte øjne, hvis øjenlåg var blevet umådeligt tunge. Han måtte tvinge dem op, så han ikke faldt i søvn. Han vidste, det ville være forfærdeligt, hvis det skete. Drømmene ville overtage ham med det samme, og han ville straks være tilbage på godset. Willems gods..Bare tanken fik ham til få kuldegysninger op og ned af ryggen og nakken. Han fæstnede sit blik på noget græs længere væk. Bare for at tænke på noget andet end Willem. På hans sorte hår og de brune øjne. Willem ville altid tvinge ham til at kigge ham i øjnene, når han voldtog ham. Han nødt åbenbart at se rædslen og smerten i hans øjne. Han kunne mærke kuldegysningerne og slog sig lavmælt mod panden med en flad hånd. Han bandede ganske lavmælt. Normalt snakkede han aldrig om natten, fordi han vidste, Willems mænd ledte mere ihærdigt på dette tidspunkt. Men i dette øjeblik tænkte han ikke over det. De kunne umuligt finde ham her. Han var jo lige ankommet til dette område. Derfor gav han sige lige den frihed, at bande et par gange. Bagefter strakte han sine ben en smule og fik så øje på nogen i det fjerne. En skikkelse i en hvid kjole. Han gispede let ved synet. Hvem var dog ude på denne tid af døgnet? Var hun ude på at indfange ham og bringe ham tilbage til Willem? Panikken måtte have lyst ud af ham, og han kunne ikke få sig selv til at fjerne blikket fra hende. Var kvinden på vej videre? Havde hun opdaget ham?

Pludselig hørte han nogle andre stemmer. Mandestemmer der højlydt snakkede sammen. En af dem lo ondskabsfuldt og det var i det øjeblik, at alvoren gik op for Ben. Det grin. Det var alt for bekendt. Hans hjerte sprang et slag over, og han følte bogstavelig talt, at det sad oppe i sin hals. Panikken spredte sig lynhurtigt. Nu ville han blive fundet og bragt tilbage til sit mareridt. Hvordan havde de fundet ham her? Havde han efterladt sig spor? Han havde passet sådan på!

Panisk kom han på benene og løb om bag træet. Som om dens stamme ville kunne beskytte ham fra to blodtørstige dødsengle. Bennett var god i mørket og kunne se det meste, men han vidste udmærket godt, at han slet ikke var god i kamp. Deres skridt kom nærmere og nærmere. Alt for tæt på ham. Han måtte sætte en hånd for munden, for at prøve at dæmpe sit eget åndedræt.

" Nåå, og hvem har vi så her? " Sætningen kom lige på den anden side af træet. De lo begge højt, inden de satte af fra jorden og fløj rundt om træet, så de var lige over Ben. Bennetts ansigt var vendt op imod dem, mens han var totalt frosset. Han anede simpelthen ikke, hvad han skulle gøre. Ud af ingenting mærkede Ben noget stramme om sin hals. Efter lidt tid gik det op for ham, at en af dødsenglene havde en hånd hårdt om hans hals. Han gispede efter vejret og prøvede febrilsk at få hånden væk. En umulig kamp at vinde med sine tynde arme.
" Vil I ikke nok stoppe? " Ordene var en lille hvisken. En bøn der aldrig ville kunne hjælpe ham. Med ét lettede han fra jorden. Dødsenglen havde med en hånd om hans hals løftet ham fra jorden, så han hang og dinglede der. Han kunne ikke få vejret! Han måtte ned! Han sparkede hårdt med benene og lukkede øjnene i. Som om det bare var noget han drømte, og det snart ville være overstået. Han trak hårdt vejret, men begyndte hurtigt at klynke på grund af manglen af luft. "Hjælp" Var det sidste han kunne få mumlet. Langsomt blev det hele sort, mens mændenes grin rungede i hans øre.

Genevira havde det egentlig ikke med at være bange af sig. Snare tvært imod. Særligt, da hun var barn, havde hun haft ry for at kaste sig direkte ud i ting med hovedet først uden at tænke særlig meget over potentielle senere konsekvenser. Derfor ville dem der kendte hende bedst nok også hurtigt kunne konstatere, at hendes reaktionsmønster i den nuværende situation mildt sagt var ukarakteristisk og nok delvist kom fra nogle ydre faktorer. At dødengle kunne fremprovokere frygt, tænkte Gene slet ikke over, hvor skulle hun også vide det fra? Desuden havde alt for travlt med at skærme sig for mørket, der, ind til for et øjeblik siden, ellers havde forekommet hende ganske trygt. Hun var en vampyr for helvede! Hvad foregik der? Hun krøllede sig sammen om sig selv og trak den tunge røde kappe tættere om sig. Stirrede ud i mørket, som hun rationelt vidste, at hendes blik kunne gennemtrænge. Hun kunne jo sagtens se, men alligevel følte hun sig efterhånden opslugt af det.
Hun vidste ikke, hvad fyren de havde fundet havde gjort. Hun lyttede med. Frossen på stedet. Ville brændende ønske, at hun kunne flytte sig, men var bange for at hvis hun lavede så meget som den mindste lyd, ville de lægge mærke til hende og så ville hun være done for.
Lyden af en eller anden der langsomt blev kvalt var uforholdsmæssigt høj i hendes øre. Det føltes som om de stod direkte ved siden af hende, til trods for, at de var i den anden ende af lysningen i forhold til Genevira selv. Hans luftrør ville snart blive knust følte hun og her sad hun og gjorde intet.
Det er ikke mit problem, det er ikke mit problem, det er ikke mit problem, gentog hun igen og igen for sig selv. Et panisk mantra. Og et man umådelig hurtigt lærte at kende, når man boede i slummen. Var nogen i din nærhed ved at blive banket ihjel? Ikke dit problem, bare skynd dig videre og hold dig til dit eget. Havde nogen haft hånden oppe under din venindes kjole, da i var på vej hjem, selvom I kun var fjorten år gamle? Bare vær glad for, at det ikke var dig, det gik udover. Du opmuntrede dem i øvrigt garanteret selv til at stirre sådan på jer. Tøjte.
Hun havde det som om hele hendes verden var ved at ramle sammen. Ting hun end ikke kunne huske at have begravet dybt inde i sit mørkeste indre, hvor hun ikke blev tvunget til at deale med dem, væltede nu op til overfladen, som når man åbnede et skab, man havde stoppet for tæt og alting endte med at falde ud på gulvet.
For øjeblikket, var hun atter reduceret til den lille pige, der gemte sig i skabet, når hun vidste, at hun havde gjort noget, der ville gøre hendes forældre vrede. Den lille pige, der knugede om sin storebrors hånd, når de tog på markedet, fordi hun allerede dengang vidste, at hvis de blev væk fra hinanden, kunne hun ikke vide sig sikker på, hvad skæbnen ville bringe nedover hende. Hun kunne blive fundet død i en gyde dagevis senere eller solgt for en håndfuld mønter til guderne måtte vide hvem.
Hendes barndom var i høj grad bygget på et fundament af frygt. Et fundament hun havde bygget en rapkæftet overmodig tøs ovenpå, for at gemme det for alle andre og måske allermest effektivt gemme det for sig selv.
Og hun drømte. Drømte om noget, der var bedre. Noget finere. Smukkere. Tryghed. Varme.
Hun troede hun havde fundet det. I hvert fald i en eller anden grad, men nu føltes det som om det hele smuldrede mellem fingrene på hende.
Hun rystede. Om det var af indre kulde eller gråd, var hun ikke sikker på. Svagt rosa tårer stænkede hendes blege kinder.
Hun registrerede svagt, at selv hendes hest lod til at mærke de dårlige vibrationer i luften. Den slog sig i tøjret og kom med en svag hvinende lyd.
”Nu skal du jo heller ikke slå ham ihjel vel? Willem bad om at få ham i live. Hvad han så end har tænkt sig at gøre med det skravl.” Den ene af dødsenglene fnøs hånligt og skubbede til knægten med foden.
Genevira var næsten begyndt at tro, at de ikke havde hørt lyden og hun kunne ånde lettet op, før de øjeblikket efter vendte opmærksomheden mod hende.

Er det her din, Ben?” En hånlig latter.

Genevira bakkede panisk bagud.
Hun havde for øjeblikket helt glemt den slanke klinge, der ellers hang ved hendes side.
"”Hun græder. Typisk dig, at skifte Willem ud med…den slags. Det bliver han næppe specielt glad for.”.” Den ene slog irettesættende klik med tungen og. Sparkede lidt til fyren, der åbenbart hed Ben med en fod som for at få ham til at live op igen.

Før Genevira selv vidste af det, havde den ene af dem trukket hende op og stå ved at hive fat i hendes kjole.

Hvornår var de kommet herover? Hun havde intet overblik længere. Ville bare meget gerne hjem.
”Giv slip på mig,” næsten klynkede hun og skubbede ud efter manden, der holdt hende. De to lo bare.
Genevira forbandede bitterligt, den halvkvalte unge mand. Det hele var hans skyld. De to her var hans problem! Ikke hendes. Afmagten fik hende til at græde endnu mere og hun var næsten blindet efterhånden.
”Den her kan vi principielt gøre, hvad vi vil med. Han ved ikke engang, at hun eksisterer.”
Genevira følte sin ene arm blive vredet ret voldsomt om på ryggen. Det gibbede i hende og hun gjorde, hvad hun kunne for at træde ham, der holdt hende over fødderne, samtidig med, at hun prøvede at vride sig løs.
Panikken efterlod hende bare afkræftet. Ikke på fuld styrke i hvert fald.
Den anden holdt spidsen på en kniv faretruende tæt på hendes ansigt. Stålet glimtede kønt og faretruende i skæret fra månen. Næsten blåligt.
Så flyttede han kniven fra ansigtshøjde til omkring hendes brystkasse. Genevira behøvede ikke at overveje det særlig længe eller at have særlig meget fantasi for at forestille sig, hvad han havde tænkt sig. Og af en eller anden grund, var det det der fik det til at slå klik i hendes hjerne. Det var som om noget faldt på plads igen og frygten. Den irrationelle frygt, som de garanteret havde manipuleret frem på en eller anden måde, trængte i baggrunden. Hun fik revet sig løs med et skrig. Ikke et krigerisk skrig som sådan, men et skrig som ville have været passende for en vred baggårdskat og ikke en lille spinkel kvinde. Med fremstrakte hænder og fingrene kroget til angreb, faldt hun nærmest ind i manden foran sig og afsatte lange blodige rifter i hans ansigt, ænsede ikke stål kniven, der nær ville have ramt hende, hvis ikke hendes offer havde tabt den, da overrumplet forsøgte at beskytte sine øjne.

”I SKAL ALDRIG. NOGENSINDE. RØRE MIG. IGEN,”
skreg Genevira. Hun var ikke engang klar over, om hun rent faktisk benyttede sig af sin overnaturlige overtalelsesevne eller om hun bare var vred. Virkelig virkelig vred.
De to rodede rundt på jorden. Genevira gjorde hvad hun kunne for at holde ham nede, så han ikke lige pludselig fløj væk og fik vent situationen igen. På en eller anden måde, havde hun fået fat i klingen under sin kappe. Hun huskede ikke, at hun havde trukket den, men nu stak hun ud efter, hvad som helst hun kunne nå. Anede ikke, hvad der var blevet af den anden. Håbede at Ben tog sig af ham. Hvem end Ben så var.

Bennett var fortsat langsomt ved at blive kvalt. Han kunne høre mændene snakke lavmælt til hinanden. Om hvad Willem dog ville med ham. Hvorfor han var så pisse vigtig. Han havde ingen energi til at sige noget til dem, men mørket omkring ham blev bare værre og værre. Den var velkendt og mindede ham straks om tiden på Willems gods. Det nærmest permanente mørke, der havde fået alle hans inderste mest dystre tanker og minder frem. Han blev trukket længere og længere ind i sine erindringer. Den første gang Willem havde fortalt ham, hvor klam og ulækker, han var. Willems øjne havde nærmest lyst med rent had imod ham. Den gang havde han stadig følelser for ham og derfor gjorde ordene også ekstra ondt. Han havde prøvet, at ændre på sig selv, men selvfølgelig havde det ikke virket. For Willem havde aldrig elsket ham, men set ham som en, der kunne bruges til egen fordel. Lige siden den dag havde Ben følt sig forkert, klam og beskidt. Ligemeget hvor mange bade han tog, hvor meget han skrubbede hver en centimeter af sin krop. Han ville altid være brugt. Altid være frastødende. Willem havde sat sit mærke, og han ville aldrig kunne komme af med det.
Bennett var helt inde i sine egne tanker, og derfor gik det først sent op for ham, at han ikke havde dødsenglenes fulde opmærksomhed. Han slog forskrækket øjnene op, inden han prøvede at se igennem mørket hen på, hvad der foregik. Skifte Willem ud? Hvad mente de? Han fik til sidst øje på kvinden lidt længere væk. Det var hende med den hvide kjole! Hvorfor var hun her stadig? Var hun ikke klar over, hvor farlige dødsengle kunne være? Han bekymrede sig ikke yderligere om hende, men så forvirret til, mens den ene mand var henne ved hende. Den anden dødsengel havde sluppet hans hals, men havde fortsat et godt tag i ham. Hvad ville de med hende? Han anede det ikke, men han var meget splittet omkring hele situationen med hende. På den ene side var han glad for, at han ikke havde begge mænds opmærksomhed længere. Men samtidig så burde hun slet ikke være blevet blandet ind i alt det her. Det var hans egen skyld! Han var da også bare altid til fare og problemer for alle andre! Han kunne mærke tårerne vælde op i hans øjne, men han nægtede at lade dem trille ned af de blege kinder. Den fornøjelse skulle mændene ikke have. De var allerede sikre på, han var svag. Han behøvede ikke, at bekræfte det endnu mere. Samtidig med pigen fik vredet sin arm om på ryggen, fik Bennett samme behandling. Han bed tænderne sammen og så lamslået til, mens manden satte kniven for hendes brystkasse. De ville da ikke dræbe hende her. Bare sådan uden videre? Han nåede lige at tænke sin tanke til ende, inden det hele gik umådeligt hurtigt. Den fremmede kvinde havde kastet sig frem imod manden, og Ben selv stod med åben mund og store øjne over hendes skrig og ord. Det gik helt ind til hans knogler og han blev dybt berørt af det, af en eller anden mærkelig grund. Skriget havde på en mærkelig måde givet ham noget energi. Han anede ikke, hvor det kom fra, men det var som om, at fordi hun gjorde noget, måtte han gøre det samme.

Ud af det blå brugte Ben sit knæ til at hamre det ind i mandens skridt. Ham der havde holdt hans arme hårdt fast, knækkede nu en anelse sammen og løsnede derfor grebet på Ben. Det hele gik så hurtigt, og Ben nåede næsten ikke selv at opfange, hvad han gjorde. Han sprang et skridt væk fra manden og stod nu med fronten imod ham. Han kneb øjnene hårdt sammen, mens han mærkede vinden i sit hår. Det var nu, han skulle bruge sine små evner. Han vidste ikke, hvor ideen kom fra, men pludselig havde han samlet vinden og kylet den lige imod mandens bryst, så han hårdt tumlede omkring. Luften blev presset ud af englens brystkasse, så han måtte hive efter vejret. Bennetts hjerte bankede alt for hurtigt, da han med et hyl kastede sig over manden foran ham. Skriget var ikke mandigt, men lysere og varede længere tid end han havde regnet med. Han hadede vold. Han hadede at bruge sine evner. Det gjorde ham umådeligt træt alt for hurtigt, men i dette øjeblik skete det af sig selv. Han var nødt til det! Dødsenglen virkede noget overrasket over, at Bennett faktisk kæmpede imod. Han var mest vant til at se Ben gøre som der blev sagt. Det var nok også derfor, han havde kunne overrumple ham.

Forhåbentligt havde pigen styr på den anden mand. Han kunne umuligt klare dem begge. Bennett var nu endt overskrævs på manden, som han prøvede at holde nede. Han var som sagt bare ikke ret stærk, og manden under ham vred sig som en orm. Bennett havde ingen våben på sig, og vidste at det var en næsten umulig kamp at vinde. De begyndte at rode rundt på jorden. Først var Ben øverst. Derefter manden. Han kunne mærke græsset under sig. Jorden der kørte rundt i hans ansigt, da han endnu en gang landede øverst. Mens de havde rullet, havde de endt alt for tæt på kvinden og den anden mand. De lå nu nærmest side om side. Bennett fik hurtigt kigget hen på hende. Hvis han rakte ud med den ene hånd, ville han kunne røre hende. Han gjorde det ikke, men prøvede fortsat at holde sig på toppen af slagsmålet. Et slagsmål hvor det kun var ham, der var blevet slået. Han havde selv kastet jord i mandens ansigt, men det holdt ham jo ikke hen ret længe af gangen.

Det virkede ikke, det virkede ikke. Det virkede ikke. Trods Geneviras overnaturlige styrke og hurtighed, var hendes modstander i langt bedre kamptræning end hun var og hun stak mere eller mindre i blinde efter ethvert blødt og levende punkt på ham, som det lykkedes hende at finde. Hun var sølet til i blod, som hun havde svært ved at bedømme ophavet af. Var det hans eller hendes eget? Sandsynligvis en god blanding. Hun havde i hvert fald ramt ham flere steder, kunne hun se, bare ikke effektivt nok, til at han havde ladet livet. Selv var hun dækket sviende blodige rifter. Det var mere held end forstand, at han ikke havde ramt noget vitalt på hende endnu. Hendes kjole hang i forrevne og beskidte laser på hende, men hun var af gode grunde for optaget af andre ting til endog at forsøge på at holde resterne sammen om sig. Der var vigtigere ting at tænke på, da hendes modstander havde overtaget igen. En kniv blev presset hårdt mod hendes strube. Et koldt og potentielt dødbringende kys. Genevira overvejede et kort øjeblik, om det var sådan det føltes for dem hun havde bidt. Hun var træt. Ør i hovedet. Hun vidste helt ærligt talt efterhånden ikke, hvad hun mere skulle eller overhovedet kunne gøre længere. Hendes arme var holdt smertefuldt fast over hendes hoved og selvom hun prøvede at sparke ham af sig, lykkedes det ligesom bare ikke rigtig. Hun vred sig. Følte sig mildest talt patetisk. Hun trak vejret hurtigt og overfladisk. I kampens hede, havde hun atter formået at glemme, at hun reelt set ikke havde noget behov for ilt. Hvis hun mirakuløst kom ud af det her i live, svor hun, at hun ville tage sin kamptræning mere alvorligt. Det syntes Genevira bare, at hun havde gjort i forvejen.
Åbenbart ikke nok og nu måtte hun også forsøge at redde sig ud af denne her. Godt nok havde hun for kort tid siden indvendigt begrædt, at hun en dag ville være nødt til at begrave sine venner og familie, men hun havde absolut ikke tænkt sig at vende rundt og de skulle begrave hende i stedet for, efter at have fundet hende i en eller anden grøft, fordi hun ikke var smart nok til at finde en måde at få det her fjerklædte røvhul ned med nakken på.
Hun fik en idé. Håbede ved guderne at den virkede, og at det stadig ville lykkedes at overbevise ham, selvom hun kort for inden havde forsøgt at slå ham ihjel.
Hun havde dog ingen andre ideer, så denne måtte briste eller bære.
Hun lod tårerne trille.
Genevira behøvede ikke engang at lade som om. Hun gav snare bare slip på de tårer af afmagt og desperation, hun indtil videre med nødt og næppe havde haft held med at holde tilbage.

”Du må ikke slå mig ihjel…please.” Hun hulkede ordene ud. Alt i alt en forestilling i ren ynkelighed og overgivelse.
"Jeg vil gøre, hvad som helst…Du kan gøre hvad….” Hun afsluttede ikke sætningen, som om hun var for skræmt til overhovedet at tænke på det. Betydningen var dog tydelig. Den hang i luften mellem dem. Genevira var ret sikker på, at det havde større effekt usagt, end hvis hun havde nævnt det direkte. Det tillod hans hjerne at fuldføre sætningen selv.
’’Du må bare ikke slå mig ihjel.” Hun så ham dybt i øjnene. De var kornblomstblå. Så upassende uskyldige. Hun hadede dem, men lige nu udtrykte hun kun eftergivenhed. At hun ville lade sig slæbe med hvor som helst hen og lade sig udsætte for hvad som helst, hvis bare han lod hende fortsætte med at trække vejret.

Hun lagde alt sin overbevisning i ordene. Lod meningen skinne tydeligt igennem.
Desuden var hun helt holdt op med at kæmpe imod, lå nu i stedet så stille, at man næsten skulle tro, at han allerede havde slået hende ihjel.
Selv da han prøvende, sikkert for at fange hende i en løgn, lod en hånd glide henover hendes ene bryst, foretog hun sig intet, selvom det virkelig var en kamp at skjule sin væmmelse.
Til sidst trak han hende op at stå.
Genevira havde for længst givet slip på den tynde klinge, hun gik med, men hun havde andre våben.
Nu skulle hun bare tæt nok på. Og få ham til at lægge den forbandede kniv.
Genevira var på ingen måde nogen forføreske, men hvis hendes beregninger holdt stik, så behøvede hun heller ikke at være det. Disse interaktioner handlede sjældent om nogen reel tiltrækning og langt mere om magt.
Og hun var blot en hjælpeløs sårbar kvinde.

Hun havde måske nok haft et adrenalinkick tidligere, der gjorde hende i stand til desperate handlinger, men nu? Tja, nu havde hun tabt gejsten. At udnytte hende ville være lige så let som at træde på en blomst.

Sådan skulle det i hvert fald helst fremstå.

”Jeg er så kold,” hviskede hun og så på manden foran sig med store øjne. Hun holdt kappen tæt om sig, lige så meget et ’genert’ forsøg på at dække sig til, når nu kjolen ikke var til meget hjælp som for at genvinde en kropsvarme, hun ikke havde besiddet i flere år. Hun var allerede totalt udmattet af at benytte sin evne så meget. Det havde bare at virke, for ellers ville hun næppe overleve det her.
Han fjernede kniven. Trak hende tæt ind til sig i stedet.
Sikkert i forventningen om at få noget til gengæld.
Genevira lagde de slanke måneskinsblege arme om ham, trykkede sin spinkle, kølige krop mod hans egen.

Og plantede et sæt hugtænder solidt i halsen på ham.

På trods af, at Ben havde overrumplet dødsenglen til at starte med, mistede han forholdsvis hurtigt den fordel, hans evner gav ham. Han havde ikke flere kræfter at bruge til at flyve eller slå ham omkring ved luftens kraft. Mens han fortsat slog og sparkede tilfældigt ud i luften mod manden, bredte panikken sig igen. Han havde ikke flere muligheder. Hvad Fanden skulle han gøre? Han klemte øjnene i, da han ramte jorden under sig. Alt i ham gjorde ondt. Der ville helt sikkert være blå mærker på hans krop i morgen. Men han ville sikkert ikke lægge mærke til dem. I morgen ville han være tilbage på Willems gods, og så ville blå mærker være hans mindste problem. Han vidste det bare. Kvinden ved hans side, virkede til at have ligeså godt styr på kamp som ham selv. Det var noget værre lort. Hvorfor havde han ikke fået mere kamptræning som barn? Fordi hans forældre havde ment det var ligegyldigt? De havde altid fortalt ham, at man ikke bare skulle slås for at slås. Men så vidt muligt prøve at slippe væk fra overfaldsmanden. Det var også derfor, han aldrig før havde slået nogen ihjel. Hvis han fik chancen for det nu, ville han så overhovedet være i stand til det? Ville han kunne se en mand i øjnene, mens livet svandt ud af dem? Ja, han brød sig ikke om disse mænd, men han var ikke sur. Bare rædselslagen og trist over sin situation. Mens alle disse tanker løb igennem Bennetts hoved, løftede dødsenglen sin ene hånd. Alt for sent gik det op for Ben, at han ville ende med en knytnæve i ansigtet. Bennetts hænder fløj op mod sit blottede ansigt, men det var for sent. Mandens højre hånd smadrede ind i hans øje og kind, og Bennett udbrød en svag klynkende lyd. Han var vant til slag, og følelsen var nærmest hjemlig. Willem og hans mænd havde ofte tævet ham, hvis de kedede sig og derfor var det på ingen måde en fremmed smerte. Alligevel løb der en lille tåre ned af den forslåede kind, mens der blev dannet en rød rose på hans kind efter mandens hånd. Bennett var totalt i sin egen verden og bemærkede derfor heller ikke, hvad der skete ved siden af sig. Hvordan kvinden var tæt på at blive slået ihjel. Alt han kunne mærke og tænke over, var slagene der nu haglede ned over ham.
" Når du kommer tilbage til min herre, vil han slet ikke kunne genkende dig. Men det er, hvad du har fortjent..Og det vil han forstå " Mandens ord var iskolde, og han sendte Bennett et selvtilfreds smil. Bennetts svarede ham ikke. Havde ikke overskud til at bevæge læberne. Især ikke fordi han nu kunne smage blodet fra sin flængede læbe. Den skarpe smag af metal fik kvalmen til at vælde op i ham. Kunne han ikke nok stoppe nu? Det måtte være nok..

Bennett slog øjnene op endnu en gang, lige inden han spyttede blodet ud af sin mund direkte i mandens ansigt. Måske ikke det smarteste træk, men det gjorde dog alligevel, at mandens slag stoppede for en kort stund. Manden råbte bandende af ham, mens han tørrede blodet fra sit øje væk med sit ærme. Ben snoede sig som en orm, vrikkede med hele kroppen, mens han igen spyttede på manden. På den måde kunne han efter kort tid kravle væk fra under manden og komme på benene. Han vaklede let, da det hele begyndte at snurre rundt for ham. Han trådte et par skridt væk og kom derfor faretruende tæt på det andet par. Kvinden var også kommet på benene, og det fik Ben til at tænke, at de måske kunne slippe væk, hvis de hjalp hinanden. Han nåede lige at tænke tanken til ende, inden den fremmede satte et sæt skarpe hugtænder i mandens hals. Det var en drejning Bennet bestemt ikke, havde set komme. Hans øjne blev gigantisk store, og han kom uden at tænke over det, til at sætte i et hyl. Det havde han aldrig set eller oplevet før, og det skræmte ham helt enormt. Den anden mand var frosset fast og stirrede bare på scenen for sig.

" Hvad fanden!? "
Han råbte også, mens han rejste sig op. Nu virkede han ligeglad med Ben og satte af fra jorden med de sorte vinger. ”Det kommer du til at fortryde Bennett Crassus..Dig og din forbandede tøjte” Og med det, var han væk. Havde efterladt sin medsammensvorne i stikken. Bennett så op, så han måske kunne få et sidste glimt af ham. Men han kunne intet se, og derfor løb han nu hen til kvindes tynde klinge. Han trak den og trådte så hen til manden, hvis blod var ved at blive suget bort. Burde han stikke ham? Var det nødvendigt? Han hævede klingen, men lod den så hænge i luften. Stik den nu i brystet på ham! Gør dog noget Ben! Hans tanker fløj rundt, men han kunne ikke. Prøvede at tvinge armen til at gå ned, men han kunne ikke få sig selv til det. Hvorfor var han sådan en kujon? En værre bangebuks fandtes der da ikke. Han bed tænderne sammen, mens han stod stille med klingen prøvende hængende over sit hoved…

I begyndelsen havde hendes offer forsøgt at flyve, men måtte vel efterhånden sande, at det var svært at bevæge sig nogen steder hen, endsige op i luften med en meget stædig, og meget vred, vampyr hængende i halspulsåren. I takt med, at han blev mere og mere afkræftet, måtte Genevira bære hele hans vægt og selvom hun var stærk, så var han tung. Dog følte hun sig allerede betydeligt styrket af alt blodet. Hvor hun før havde været usikker på, hvorvidt Sean snart ville være nødt til at begrave hendes sørgelige sønderflåede rester et eller andet sted, var hun nu, i stærk kontrast, ret sikker på, at hun nok skulle klare sig igennem med nok regelmæssig føde og hvile.
Hans sidste krampetrækning tog hende dog på sengen og han rykkede sig væk i en sådant pludselig bevægelse, at hun næsten fik helt ondt i tænderne. At der sad stykker af hans hud og kød fast i hans tænder fra den brutale måde, han havde løsrevet sig fra hende på rørte ham tilsyneladende ikke det store.
I en dødsdømt mands sidste desperate forsøg på at gøre skade huggede han ud med kniven.
Genevira nåede kun lige at rykke sig en lillebitte smule, ellers ville spidsen have været blevet stukket direkte i hendes venstre øje.
I stedet åbnede bladet en lang tynd flænge fra hendes øjenkrog og henover hendes kind.
Genevira tog sig til ansigtet med et halvkvalt skrig. Lige så meget i raseri som i smerte, men også i panik.
Han havde ødelagt hendes ansigt. Hun var blevet blandet ind i en andens problemer og så havde han ØDELAGT hendes ansigt. Nu var hun sikkert grim for evigt!
Hun begyndte at græde, selvom der var tusind ting hun egentlig hellere burde koncentrere sig om. Tårerne blandede sig med det klistrede halvvarme blod, der stadig rente ned af hendes ansigt.
Hun var nødt til at gøre noget for at stoppe det, indså hun pludselig. Nyt blod skulle erstatte det gamle og hendes offer var trods alt alligevel så afkræftet, at han ikke kunne trække sig væk tog gange.
Genevira hægtede sig fast på ham igen. Holdt så krampagtigt fast i ham, at hun muligvis brækkede eller bøjede hans knogler.
Hans smerte glædede hende på en brutal måde. Før havde dette bare handlet om hendes overlevelse, men nu. Nu var der tale om noget andet og mere. Han havde været klar til at forgribe sig på hende, slå hende ihjel og nu havde han også voldt hende potentielt varig skade.
Hun havde ingenlunde tænkt sig at lade ham slippe let for det her. Hun håbede, at han også ville lide, hvor end han havnede efter det her
Da han var totalt udtømt for blod slap hun ham med omtrænt lige så meget omsorg, som man ville skænke et æbleskrog.
I et øjebliks følelsesmæssig overvældethed sparkede hun målrettet ud efter hans ansigt. Til trods for, at dødsenglen ikke længere ville kunne mærke det, føltes det sært forløsende. Så hun gjorde det igen. Og igen. Og igen. Samtidig spyttede hun med væmmelse rester af hud og kød, ud.
Først længe efter vendte hun blikket mod den rystende skikkelse af en ung mand, der stod og knugede om hendes efterladte klinge. Han lignede ikke en, der kunne finde ud af at bruge den. Ikke at Gene havde klaret sig meget bedre, men helt ærligt. Efter alt, hvad hun, godt nok utilsigtet, havde gjort for ham, kunne han da i det mindste godt have forsøgt et eller andet.
Uden at fjerne det dødøjede brune blik fra ham tog hun sig til sin sårede kind. Det lod ikke rigtig til at bløde mere. Blodet havde altså hjulpet, men healingsprocesen ville blive en lang en efter alt at dømme.
Der var noget næsten demonstrativt over hendes gestus. Hun holdt hans blik så intenst fast, imens hun bekymret undersøgte sine skader, at hun lige så godt kunne have spurgt ham: Ser du, hvordan jeg har blødt for dig? Ser du, hvad du er skyld i?

I stedet spurgte hun køligt: ”Hvor er den anden?”

Hun havde sjovt nok været for optaget af sit af sit eget, til at koncentrere sig om, hvad Ben havde gang i. Nu, imens hun scannede lysningen efter den anden, rekontekstualiserede hendes hjerne de lyde, som hun tidligere havde hørt.

”Du lod ham gå?!”

Det var så afmægtigt, at det næsten var et skrig i sig selv. Hun gemte sit ansigt i hænderne, men holdt ikke ud at røre ved sin brændende kind.

I stedet sank hun sammen på jorden, trak knæene op til sig og lagde armene om dem. Sad der og rystede. Hvad fuck i helvede skulle hun sige til Sean, hvis hun pludselig fik dødsengle på nakken, fordi en eller anden dum knægt ikke kunne håndtere sit eget lort?
Og hvad skulle hun gøre med sit ansigt? Som det var lige nu, havde hun mest lyst til at låse sig inde. Eller gå med slør for evigt. Nej helt klart helst bare aldrig gå udenfor en dør.

Efter noget tid slap Bennett den skinnende klinge. Det virkede som om, kvinden ikke havde brug for hans hjælp. Bennett overvejede derefter, at springe op i træet lidt længere væk fra dem. Bare for at komme lidt væk fra hele situationen og lige trække vejret. Han følte, at hele verden snurrede rundt. Forpustet tørrede han blodet fra sin læbe bort, samtidig med at han tog sig til hovedet med den frie hånd. Han kunne tydeligt mærke, at han var forslået og øm. Han blødte fra flere forskellige steder, og da han fjernede hånden fra panden, var der også blod der. Han sank til sine knæ, så han desperat kunne prøve at tørre det røde stads væk fra sine blege hænder. Han ville have det væk! Væk lige nu! Det skræmte ham, at han blødte så meget, og hvis han ikke kunne se eller smage det, kunne han overbevise sig selv om, at han faktisk slet ikke blødte. Han træk vejret hvæsende og hurtigt, mens han fortsat skrabede blodet bort. Det endte dog bare med, at det blev en blanding af det slimede røde og græs, der hang fast. Gå nu væææk! Tiggede han lavmælt for sig selv. Han havde fæstnet sig fast på dette, så han ikke tænkte over andet. For hvis han lod tankerne løbe afsted med sig, ville han tænke på det, manden havde sagt, lige inden han fløj væk. Det kunne Bennett slet ikke overskue lige nu!

Bennett sad fortsat i græsset, men trak nu benene op under sig og holdt hårdt om benene. Hans øjne landede på kvinden og manden, og hans mund gled igen åben. Det så fuldstændig vanvittigt ud, og selvom han ikke burde være bange for hende, blev han det alligevel lidt. Hun ville vel ikke gøre den slags mod ham vel? Nej, de havde sammen været oppe og slås med mændene. Havde han virkelig sloges med nogen? Nej, det var kun hendes fortjeneste. Han havde ikke gjort en skid. Han var så dum og uduelig, som man kan være. Han kiggede fortsat på hende, da hun begyndte at holde det intenst fast. Han havde lyst til at løsrive sig fra hendes øjne, men det var ikke en mulighed. Han sad frosset fast og rystede fortsat kraftigt. Han kunne sagtens se, hun var sur. Det forstod han umærket godt. Ethvert nogenlunde normalt væsen ville være rasende lige nu. Det var hans skyld, at hun havde blødt. Hans skyld hun nu stod med en flænge i kinden. Han havde lyst til at undskylde, men turde samtidig ikke gøre det. Det ville sikkert bare gøre hende endnu vredere. Sådan plejede det i hvertfald at være med Willem. Han blev bare vredere, når Bennett prøvende havde sagt undskyld. Willem havde fortalt, at det bare var flabet. Derfor holdt Bennett også munden lukket nu. Han lyttede tavst til hendes spørgsmål, inden han pinlig berørt brød hendes øjenkontakt og fæstnede i stedet blikket, på sine beskidte hullede støvler. Det gibbede i ham, da hun hævede stemmen overfor ham. Automatisk rykkede han sig lidt væk fra hende. Han hadede, når folk var sure på ham, men lige nu, havde han fortjent det. I lidt tid sad han tavst og rokkede frem og tilbage. Til sidst hævede han blikket, og for første gang snakkede han til kvinden.

" Er du okay?" Hans stemme bævede, da han endelig snakkede. Lavmælt kom ordene frem, mens han fortsat kiggede hen på hende.

"Du..Du skal ikke være nervøs for.."
Han rømmede sig let, inden han fortsatte med at tale. "For at de kommer efter dig..De..De er kun ude efter mig" Han håbede for guds skyld ikke, at hun begyndte at spørge ind til, hvad de ville ham. Han havde svoret overfor sig selv, at han ikke ville fortælle det til nogen. Desuden havde han allerede efterladt mange spor og burde for længst være over alle bjerge. Flere dødsengle kunne komme efter ham hvert øjeblik, det skulle være. Måske ville Willem endda selv komme. Ved den tanke vældede tårerne op i ham. Denne gang prøvede han ikke at holde det tilbage, i stedet lod han det bare få frit løb. Han gemte ansigtet i hænderne, mens han snøftede et par gange. Han havde været på farten så længe, og nu kunne han mærke, hvor træt han var. Træt i hovedet og kroppen. Han tørrede til sidst tårerne væk med ærmerne med den alt for store trøje.

"Tænk du skulle gøre alt det" Han pegede med en rystende hånd mod manden. Han kiggede igen hen på hende, nu med hævede røde øjne og kinder. Hvor patetisk. Hun måtte virkelig tænke det værste om ham. Han skulle slet ikke have lov til at kalde sig selv en mand! En mand ville ikke græde og bestemt ikke lade andre se det, hvis han gjorde!

Genevira betragtede Ben med åbenlys undren. Måden han reagerede på var….ja hvis hun skulle være ærlig, var hun ikke sikker på, hvad hun havde forventet, men ikke det der. Hun havde først troet, at han måske var et klanmedlem, der var raget uklar med sine klanbrødre på den ene eller den anden måde, men han passede langt fra ind i nogen klan, som Genevira ville kunne forestille sig også husede dødsengle af den slags, hun lige havde slået ihjel. Hvad var han? En gældsat, der var løbet fra sine forpligtelser? En bortløben slave? Han havde ikke nogle mærkninger af, hvad Genevira kunne se, men dem kunne han jo have gemt. Eller skåret af. Hun havde før hørt historier om slaver, der skrællede dele af huden af sig selv eller klippede dele af deres øre for at slippe med, hvad der ellers for alle ville have gjort det synligt, at de tilhørte et andet menneske.
Med hovedet lagt let på skrå studerede hun manden, hvis problemer hun nu ufrivilligt var blevet viklet ind i som en flue i et edderkoppespind. Han mindede Genevira mest af alt om et skræmt barn. Hvis det ikke var for, hvor meget, hun var endt med at lide på grund af ham, som hun så det i hvert fald, så ville hun nok have haft ondt af ham.
Lige nu var hun mere irriteret, hvilket nok også strålede ud af hende som kulde.

”Nej, jeg er ikke okay,” fnøs hun.. ”Hvis ikke du skulle have lagt mærke til det, så har jeg en lang flænge i mit ansigt, der pisblødte for få minutter siden og alt det her ville aldrig være sket, hvis ikke jeg var blevet rodet ind i alt dit lort.” Hun slog opgivende, men samtidig næsten teatralsk ud med armene. Hvis hun havde stået op, havde hun sikkert bukket for ham i en sarkastisk måde at sige noget i retning af: Det var så lidt.
Men som hun sad der var denne metaforiske omfavnelse af omgivelserne, det bedste hun kunne gøre.
Hun berørte forsigtigt sin kind. Heldigvis virkede det allerede til at være ved at lukke sig. Under alle andre omstændigheder ville hun have været forundret over, hvor meget hendes nye tilstand gjorde hende i stand til at holde til.

Som sagerne stod, var hun kun lettet. Og ængstelig.
”Hvis mit ansigt er ødelagt for evigt, er det også din skyld,” sagde hun.

Det var tydeligt, at det var en tanke, der voldte hende, måske uforholdsmæssigt, mange kvaler. Hun stirrede på ham og trak kappen tæt om sig. Et mere sadistisk væsen end hende, ville have tilføjet ham et sår, der matchede, men selv i denne, der kun kunne betegnes som en mørk stund for Genevira, kunne hun ikke forestille sig rent faktisk at gøre noget sådant.


Det var også først nu, at det faktisk rigtig gik op for hende, at det ikke kun var dødsenglene som knægten, var han virkelig en voksen mand? Et eller andet sted, var det virkelig svært at forestille sig, han virkede så lille og sårbar, så på med frygt.
Tja. Et eller andet sted, var det vel forståelig nok. Hun havde slagtet en mand for øjnene af ham.
Som regel var det pænere, når hun spiste, men det var heller ikke hver dag, at hun var opfyldt af et hvidglødende raseri iblandet en god portion dødsangst.
”Hvordan kan du alvorligt talt se på mig og påstå, at jeg nu ikke er viklet ind uhjælpeligt ind i issues, der kun burde være dine?” spurgte hun med et udtryk, som om det oprigtigt interesserede hende. I virkeligheden måtte hun kæmpe for at modstå trangen til demonstrativt at vende øjne af ham.
”Sagde han måske ikke, at vi begge ville fortryde det?” Det var i hvert fald hvad hun efterfølgende kunne huske tilbage på at have hørt. Hvis ikke hun tog meget fejl, havde fjerkraget også kaldt hende en luder.

”Hvad vil du have, at jeg skal sige til min arbejdsgiver, når dødsenglene pludselig kommer vadende for at få mig udleveret for at have myrdet en af deres egne? ’beklager, milord, det var det eller at blive voldtaget og slået ihjel, fordi en eller anden knægt, jeg ikke aner hvem er, ikke har styr på sine egne problemer’?”

Når nu hun satte ord på det, ville det nok være bedst bare at fortælle Sean, hvordan landet lå fra start. Forhåbentlig ville han forstå, at hun altså havde haft behov for at forsvare sig selv og, at det ikke var hende, der havde sat noget af det i gang.
Alligevel gav det hende en knude i maven bare at overveje, at hendes tilstedeværelse her muligvis havde skabt problemer for ham.
Det faldt hende slet ikke ind at spørge Ben, hvad han overhovedet havde rodet sig ud i. Hun var pænt ligeglad. Det eneste der rørte hende var, at han havde gjort hendes liv mere besværligt.
Måske skulle hun simpelthen slæbe ham med hjem og få ham til at afgive en forklaring.
Det var værd at overveje.

Et øjeblik var hun så tabt i sine overvejelser, at hun glemte at lytte til ham og hun måtte bruge et par sekunder på at backtracke.

”Han havde fortjent det. Hvad skulle jeg måske ellers have gjort? Ved Elona’dals patter, mand, jeg kunne ikke så godt bare have ladet ham kneppe mig og slå mig ihjel vel?” I hele denne dialog skinnede Rotten Root District igennem i både hendes hårde ordvælg, men også i hendes dialekt. Hun var for frustreret til at sluge den.

Hvis Bennett skulle være helt ærlig overfor sig selv, så anede han ikke, hvad han skulle gøre eller sige. Han var på alle måder fuldkommen blank for ideer og følte næsten, at han bare skulle give op. Han havde været på flugt så længe nu, og alligevel havde Willems håndlangere opsporet ham. Han burde stikke af og komme langt væk med det samme, men han var så umådeligt træt. Hele hans krop skreg efter hvile, samtidig med han stadig havde adrenalin i kroppen efter alt det, der lige var sket.

Han sad fortsat ned og begyndte nu at ryste over hele kroppen. Var det på grund af kulden? Måske angst? Eller var han bare fuldkommen udmattet? Han stirrede væk fra kvinden. Hen mod et stort træ, hvis grene var tykke og lange. Han trak vejret dybt ind, da han nu måtte prøve at forklare hende, hvad han mente med, at ingen ville komme efter hende. Han kunne dog ikke sige alt for meget, da hun ikke måtte kunne regne ud, hvad der var sket ham.

" Jeg er helt sikker på, de kun er ude efter mig. Deres første prioritet vil altid være, at indfange mig.. "
Han sank en klump. Ej han lød jo som en bortløben slave. Men det ville flere sikkert også se ham som. På trods af at han officielt ikke var det. Men det havde føltes sådan for Bennett selv. " Jeg ved godt, det lyder mærkeligt" "

Et lille suk undslap hans sprukne læber, efter han havde snakket. Han burde virkelig snart til at komme afsted. Måske kunne han stjæle en hest et eller andet sted. Så ville flugten godt kunne gå lidt hurtigere. Han skulle alligevel ikke sove i løbet af natten, så der kunne han nå et okay stykke vej. Hans tankestrøm blev afbrudt, da kvinden begyndte at snakke om, hvad hun ellers skulle have gjort udover at dræbe manden. Han rykkede sig forskrækket et lille stykke væk, som om hun havde slået ud efter ham, da hun begyndte at snakke om at kneppe og slå ihjel. Han hadede de ord. Hadede alt der lå bag dem, og de ting de fik sat i gang i hans tanker. Han rystede et par gange på hovedet, da hun spurgte ham, hvad hun ellers kunne gøre.
" Jeg ved det ikke.. ". Han slog atter blikket ned. " ]Jeg aner det ikke ". Det sidste mumlede han. Nok lidt mere til sig selv end hende.

Hendes ord var bestemt ikke rene. Men lød aggressive og selvfølgelig var hun frustreret over ham. Det var klart, hun var sur. Ingen andre reaktion ville være normal jo. Han skubbede sig selv op fra jorden, og først der gik det op for ham, at hans hætte var faldet ned, så hans ansigt var fuldstændig blottet. Hurtigt fik han hevet den tilbage op, så han kunne være lidt bedre dækket. Ikke fordi hun så ikke kunne se ham, det var allerede for sent. Men fordi hætten lidt var blevet hans sikkerhedsnet og gjorde ham bedre tilpas. Han fik stukket hænderne i lommerne, mens han søgende så sig omkring.

" Er der noget, jeg kan gøre for dig? " spurgte han tøvende. Spørgsmålet lød lettere akavet. Især fordi han jo godt vidste, at han ikke kunne gøre en skid for hende. Det var nærmest en fornærmelse mod hende bare at spørge.
" For jeg burde virkelig ikke blive..De kan jo bare komme tilbage, hvis det skulle være, og det ville nok ikke være et kønt syn "
Han håbede virkelig, at hun ville lade ham gå. Åh, hvis hun havde fået nogen gode ideer om at slæbe ham med, ville det virkelig ikke være godt for ham. Hun ville jo kunne dræbe ham på stedet. Han kunne godt mærke, at katastrofetankerne begyndte at køre rundt. Hjertet begyndte at hamre hårdt i brystkassen. Måske var det nu, hjertet faktisk ville springe ud af hans bryst? Hjertet havde været på overarbejde det sidste stykke tid, og det ville ikke overraske ham, hvis det var nu, det ville give op på ham.

Hvor hun før havde betragtet knægten foran sig med undren, var det nu efterhånden blevet til decideret foragt. Havde han slet ingen sans for noget som helst af, hvor meget hun lige var blevet rodet ind i? Han sad bare der og stirrede. Et kort øjeblik overvejede hun, om der var gået noget galt med hans hjerne, da han slog sig. For han virkede virkelig ikke særlig…tilstede. Det burde måske have bekymret hende, men som sagerne stod blev hun bare mere og mere irriteret på ham. Kunne han overhovedet foretage sig noget som helst konstruktivt og fornuftigt? Genevira tvivlede. Hun modstod trangen til at ruske i ham. Simpelthen at forsøge at ryste noget ansvarsfølelse ind i kraniet på ham. For ansvar lod han ikke til at ville tage noget af.


”Hører du slet ikke, hvad du selv siger?” næsten hvæsede Genevira af ham.
Håbede vel på et eller andet plan, at hun kunne få ham til at indse sin egen blindhed overfor realiteterne. At hun kunne tvinge forståelsen af, at dette fra nu af havde mulighed for at berøre andre end ham selv.

Hun havde lyst til at skrige af ham. Det lykkedes hende dog at holde sin stemme i et normalt toneleje. Dog var det ikke til at løbe fra, at den var blevet en anelse skinger og skælvende af indestængt vrede.
Genevira sukkede indvendigt af sig selv.

Oh well. Hvorfor skulle hun i det hele taget skjule sin vrede for ham? Han fortjente vel i for sig at vide, hvad han havde været skyld i.

”Jeg ved ikke, hvad du har gjort for at lægge dig ud med de typer. I for sig er jeg også røvligeglad,” fastslog hun med et fnys. ”Hvad jeg ikke er ligeglad med, er at jeg er blandet ind i det nu og det kan du ikke dække over. De tror jeg tilhører dig.” Genevira skar ansigt.
”Guderne forbyde det,” mumlede hun, mest for sig selv.

”Ja. Det lyder virkelig mærkeligt. Det er svært at forestille sig, at du skulle være brugbar for nogen, men hvad ved jeg?” Hun klemte øjnene sammen og betragtede ham med åbenlys ringeagt.
Var hendes afsky unødvendigt skarp? Måske, men i hendes øjne, var det hans skyld, at hun var endt sådan her og hun havde ingenlunde i sinde at lade ham løbe fra. Desuden var det absolut kun hendes egen fortjeneste, at hun overhovedet var i live til at skælde ham huden fuld.
Han havde ikke været til meget hjælp. Snare tvært imod. Ser én person dø og så går han helt i sort. Skulle han ikke forestille at være en dæmon eller hvad? Et kort øjeblik ønskede Genevira helt oprigtigt, at hun havde mere end blot andenhånds kendskab til dæmonernes leder, så hun kunne slæbe ham med til hende til…evig fordømmelse eller, hvad hun nu gjorde sig i af afstraffelser til dem, der ikke levede op til de dæmoniske standarder. Fandtes den slags overhovedet? Hvis de fandtes, var Genevira ret sikker på, at knægten her faldt i kategorien ’utilstrækkelig’.
Siden Genevira ikke helt generelt havde lyst til at troppe op hos Natalie uanmeldt og uden, at de havde set hinanden an i forvejen, slap han dog.

Til gengæld blev hun kun mere overbevist om, at hun ikke kunne lade ham slippe uden at forklare sig for nogen, der rent faktisk havde bare den ringeste mulighed for at gøre noget ved problemet.

Geneviras prioritering var på ingen måde at hjælpe knægten. Lige nu kunne han lægge sig og sove i en grøft uden at hun ville så meget som løfte en finger for at sørge for, at han kunne have været mere komfortabel.

Nej. Hendes bekymringer drejede sig om, hvordan hun bedst muligt beskyttede sig selv, men også hvorvidt dette kunne skabe problemer for Sean fremadrettet. Så skulle det i hvert fald ikke være hendes skyld. Næh tak.

”Du ved ikke ret meget, gør du?” sukkede hun opgivende, før hun rejste sig og børstede jordrester af sin kappe.

”Der er noget, du skal gøre for mig,” rettede hun på hans spørgsmål med ekstra tryk på skal.

”Du tager med mig tilbage til byen og så må du hellere afgive forklaring, når lord Mcgivens kommer tilbage, så dine problemer ikke bliver endnu flere menneskers problemer.”

Genevira ventede ikke på svar, men gik i stedet over til sin hest, der stadig stod tøjret, hvor hun havde efterladt den. Hun klappede det stakkels dyr beroligende på halsen, følte sig måske egentlig også selv en smule mere rolig ved kontakt med hesten, der efterhånden var velkendt og sådan lidt hjemlig i sig selv.

Hun vendte blikket mod knægten over skulderen.

”Jeg vil råde dig til at følge med uden for meget palaver. Du ser ikke særlig hurtig ud, men jeg vil nødigt være nødt til at løbe efter dig og slæbe dig tilbage. Det vil være uværdigt for os begge, synes du ikke?” Hun betragtede ham med et sæt store uskyldige øjne.
”Det samme gælder, når jeg på et eller andet tidspunkt har fundet et sted, du kan være.”

Hun kunne ikke så godt tage ham hele vejen med hjem. Hvem vidste, hvad han kunne finde på at gå og rode i?

”Når en vampyr først har fået færden af en, er det for livet, så du kan lige så godt på forhånd opgive at løbe fra mig.” Løgnen kom let til hende og hun sagde det, som om det var det mest naturlige i verden. Håbede for alt i verden, at han ikke havde nok styr på vampyrer til at vide, at hun løj.

”Jeg vil vove at påstå, at jeg er markant rarere selskab, end dine venner der, men lad os nu ikke gøre tingene unødvendigt besværlige for os selv vel?” Hun sendte ham et strålende smil, men hendes øjne var som sædvanligt døde.

”Og kom så.”

Kvalmen var så småt begyndt at vælde op i Bennett. Den velkendte følelse der opstod, når han oplevede angst. Han brød sig virkelig ikke om det, da det i visse tilfælde faktisk var endt med, at han knækkede sig. Det var mest, hvis Willem havde været særlig led ved ham, og forhåbentlig blev det ikke så slemt nu. Men man vidste aldrig. Da hun igen snakkede til ham, slog han blikket ned, som var han en lille skolepige, der fik skæld ud af en lærer. Nok et lettere mærkværdigt syn, da han var en del højere end hende. Men hun var ovenpå i deres samtale. Mest magtfuld og mest i kontrol. Et faktum de vidst begge var klar over.

Han anede stadig ikke, hvad han skulle svare hende. Selvfølgelig havde hun ret i sine ord om hans uduelighed. Han var ingenting værd. Kunne ingenting andet end at blive brugt. Kunne hverken beskytte sig selv eller andre, og derfor sagde han hende ikke imod. Andre ville helt sikkert være blevet forargede over, at blive talt sådan til, men ikke Bennett. Han fik lige præcis det, han fortjente.

Da hun nævnte det med, at de troede, hun tilhørte ham, fik han en følelse af at være beskidt. Det at eje nogen, kunne han slet ikke forestille sig. Det havde altid været omvendt. Han var den genstand, som andre kunne bestemme over. Han havde prøvet at undgå det så længe, men inderst inde vidste han godt, at han ikke var mere værd. Han kunne sige til sig selv, han fortjente at være fri, men det var jo i virkeligheden en stor fed løgn.

Det med at han ikke kunne være brugbar for nogen, vidste han ikke var sandt. Han var brugbar på i hvert fald en måde. En måde han ikke ville tænke på, men som Willem elskede at gøre mod ham. Han stak hænderne i de dybe lommer, mens han stirrede ned, indtil hun sagde, der var noget, han skulle gøre for hende. Panikken spredte sig lynhurtigt, og han måtte bide sig hårdt i indersiden af sin kind.

Nej, nej nej nej. Han skulle ikke med. Ikke med til byen hvor der vrimlede med mennesker og folk, som Willem helt sikkert kendte. Han trådte instinktivt et par skridt væk fra hende igen. Det kunne ikke være sandt. Straks mærkede han klumpen i halsen. Han havde været på flugt så længe og med et blev det hele bare ødelagt.

"Nej..Vil du ikke nok lade være.." Han vidste jo godt, det ikke nyttede noget at sige hende imod, men han prøvede alligevel. Hvor utrolig ynkeligt! Det hele snurrede rundt for ham. Nu bestemte hun jo bare over ham. Nu var det ikke Willem, men denne fremmede skræmmende dæmon kvinde, som han ikke engang kendte navnet på. Alle minderne fra Willem kom frem igen. Måden han havde talt til ham på. Det mindede om kvindens ord lidt for meget. Bennett kunne næsten mærke Willems hænder på sin egen krop, og han var nødt til at ryste kroppen let, så han måske også kunne ryste minderne af sig.

Han blev stående frosset fast til jorden, mens hun kiggede på ham med de der døde øjne. Han rystede langsomt hovedet, mens han godt var klar over, at han absolut ingenting kunne gøre. Til sidst gik han tøvende hen imod hende. Ganske langsomt og med tårerne pressende på. Det hele kunne være lige meget nu. Han kunne ligeså godt lade hende dræbe sig. Så ville han ikke være til besvær længere.

"Hvad skal jeg? Det var aldrig min mening, du skulle blive blandet ind i det. Jeg plejer slet ikke, at snakke med folk" Stemmen bævede, da han spurgte hende. Langsomt gik han bagved hende, mens han hårdnakket prøvede at virke roligere, end han egentlig var. I virkeligheden var angsten enormt høj, og han var så tæt på at kaste op. Han ville for alt i verden holde det inde, og derfor tog han sig selv i at trække vejret dybt og synke et par gange.

Hun stirrede underligt på Ben. At han bare tog skæld ud til sig, som om han var en eller anden deprimeret svamp lagde efterhånden en dæmper på hendes egen vrede. I lang tid, sagde hun ikke noget til ham. I stedet gik hun over og samlede klingen op, hvor han havde tabt den og satte den tilbage, hvor den hørte hjemme.
Ben var stadig tavs virkede det til. Fanget i sin egen hjerne. Det ville have været nemmere at være vred på ham, hvis han havde råbt og skreget af hende også. Sat sig imod på en eller anden måde. Lige nu mindede han hende mest om en hund, der var blevet slået og alligevel kom tilbage til sit menneske, fordi den ikke havde andre, der kunne passe på den.
Da han så endelig talte gik hun tilbage til ham. Hun holdt sig på behørig af stand af ham. Lige så meget, fordi hun selv ville synes, at nærmere kontakt med ham ville være både ubehageligt og upassende som for hans egen skyld. Han gav hende indtryk af, at hvis hun rørte ved ham, ville han eksplodere. Om han så ville gøre skade på sig selv eller hende, var hun ikke klar over og Genevira havde heller ikke tænkt sig at finde ud af det.

”Jeg tror virkelig ikke, at det vil være godt for dig at blive herude,” sagde hun endelig efter at have overvejet det i nogen tid. Han lignede helt ærligt en, der var tæt på at nå et punkt, hvor han lagde sig ned og døde. Simpelthen af ren og skær udmattelse.

Hun var ikke som sådan….bekymret for ham, som person, men hans måde at anskue det hele på skræmte hende og pludselig følte hun en trang til at få ham ud af det her. Hun bildte sig nok selv ind, at det stammede fra hendes egen godhed og blot var for at hjælpe. Den reelle årsag var nok nærmere, at hun således ville slippe for at se ham sådan der. Ubehaget krøb gennem hendes krop over det. Det var ikke normalt at opføre sig sådan der. Han var….han måtte være i stykker på en eller anden måde.
Det her var forkert og ideerne om, hvad der kunne være sket med ham, der var skyld i, at han var endt sådan, var nok til at give hende kvalme.
Hun sagde dog ikke noget om det.

I stedet fokuserede hun på, at få ham overtalt om, at det her nok ville være det bedste for ham. Genevira var i hvert fald selv overbevist om, at hun havde ret. Men hun forstod efterhånden, at der skulle andre strategier til end at være vred på ham.

”Hør nu lige,” sukkede hun. ”Hvis du bliver herude, så dør du jo. For det første er her koldt. For det andet ligner du en, der hverken har spist eller sovet i dagevis.” Hun slog opgivende ud med armene.
”Jeg ved da godt, at det ikke var med vilje,” sukkede hun og hendes hænder flaksede rundt i et forsøg på at understrege hendes pointe.
”Jeg var på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt.” Eller ja, det rigtige tidspunkt, hvis man spurgte ham vel. Hvis hun ikke havde været til stede, havde de der fjerkræ sandsynligvis været over alle bjerge med ham for længst. Det påpegede hun dog ikke. Hun regnede med, at han godt vidste det selv.
”Min pointe er bare, at dette potentielt kan komme til at have konsekvenser for andre end dig. Jeg vil ikke så gerne være skyld i en krig mellem dødsengle og herskeren af Doomsville, fordi hans tjener, jeg, har nakket en af dem og de kommer og slagter folk. De virker ikke som typerne, der stiller spørgsmål, før de giver sig til at slå folk ihjel og ja…jeg har ligesom nakket en af deres egne ikke?” Hun sukkede og gned kort en hånd henover sit ansigt. Hun følte sig totalt udmattet efterhånden.

”Men du kan i hvert fald skrive under på, at det ikke var mig, der startede en konflikt her bare, at jeg ikke slagtede ham for sjov.” Det var ikke fordi, at hun regnede med, at Sean som sådan ville blive vred på hende, eller ikke tro på hende, når hun fortalte, at det ikke var hendes skyld, men det ville måske være rart at have et sæt øjne mere indover.
”Desuden kan du måske få hjælp. Sean Mcgivens er ikke nogen dårlig person, at du ved det,” sagde hun. Næsten en anelse defensivt. Efter at han havde løftet hende ud af fattigdom og målløs flakken fra sted til sted, var hun klar til at forsvare hans navn og rygte overfor hvem som helst.
De gik ad sted i stilhed i nogen tid. Så spurgte hun endelig.
”Hvorfor endte du sådan her?”
Selve spørgsmålet fyldte Genevira med en kold vridende følelse. Hun var faktisk ikke sikker,

Han begyndte umådeligt langsomt at sætte den ene fod foran den anden. Meget modvilligt måtte han se i øjnene, at han ville havne i byen igen. En by han havde prøvet at undgå i flere måneder, fordi den på alle måder, var farlig for ham. Der var med højest sandsynlighed nogle mennesker, der kendte Willem, der kunne genkende ham. Desuden havde han ikke været blandt mange mennesker så længe, at han ærlig talt ikke vidste, hvordan han ville reagere på det. Det var skræmmende og især tanken om Willems mænd i byen, gjorde hans hænder svedige. Han var helt sikker på, det var bedre for ham, at forblive ved udkanten af byer.

"Det er jeg ikke så sikker på.." Fik han mumlet som svar, mens han langsomt gik en smule bagved hende. Bare et par skridt, men det var en måde han havde lært at vise andre respekt på. Det var så indgroet i ham, at han ikke længere bemærkede, når han gjorde det.

"Hvorfor er det så vigtigt, at få mig med til byen, hvor det vrimler med folk?" Han nærmest hviskede det, fordi han var bange for at sige hende imod. Hun kunne jo så let som ingenting bare dræbe ham, hvis hun ville, og det virkede altså ikke som den bedste måde at dø på.

"Nej de..De er ligeglade med, hvem de slår ihjel" Han stak hænderne dybt i lommerne, mens han fortsat så ned på jorden. Hun havde ret i, det nok godt kunne skabe problemer, men Bennett var også bare klar over, at deres første mål altid ville være at få ham tilbage til deres herre. Willem havde taget ham og gjort ham til sin egen, og det bånd kunne man ikke bare bryde. Det vidste Ben jo godt, men han kunne umuligt sige det til hende ved siden af sig. Han kendte ikke engang hendes navn. Desuden ville hun helt sikkert fordømme ham, hvis hun fandt ud af, han havde været i et forhold med en anden mand.

"Hjælp?" Spurgte han lettere forfærdet. Hvorfor ville nogen hjælpe ham? Det ville være som at skyde sig selv i foden. Han havde intet at tilbyde nogen andet end sin krop, men han troede bestemt ikke, at denne Sean ville have brug for det.

"Hvem er han?" Spurgte han forsigtigt. Som om hun ville slå ham oveni hovedet for at stille spørgsmål. Han havde været så lang tid væk fra en storby, at han overhovedet ikke kunne følge med i, hvad der foregik eller hvilken sladder der florerede rundt. Han havde haft lyttet til folk, han gik forbi, men det var ikke meget af deres samtale, han kunne nå at opfange.

Ved spørgsmålet om hvordan han var endt, som han var, rystede han bare hurtigt på hovedet.
"Det..Det er ikke vigtigt. Jeg skal bare rejse rundt for mig selv. Det er også derfor, jeg virkelig ikke bør være i en by med mange mennesker" Den forklaring var sikkert ikke god nok for hende, og hvis Bennett skulle være ærlig, så lød den heller ikke særlig overbevisende eller sandfærdig. Men han havde lovet sig selv, ikke at fortælle nogen om sin fortid, og det måtte han simpelthen holde fast i. Hvis bare hun nu lod det ligge.

Da Bennett så op, lagde han mærke til, at de var ved at nå udkanten af skoven. Det betød vel at de snart ville nå til noget by. Bare tanken gjorde hans hænder endnu varmere, end de var i forvejen. Dette ville blive hans død. Han vidste det bare. Burde han prøve at flygte? Løbe den modsatte vej tilbage i skoven? Nej, hun ville være efter ham som et lyn, og så ville hun bare blive rigtig sur på ham. Så hvad var hans muligheder? Løbe og blive dræbt af en vampyrkvinde..Eller tage ind til byen og blive opdaget af Willems mænd og bragt tilbage til ham? Det var lige ved, at han foretrak den første løsning. Men for nu gjorde han ingenting. Han fortsatte bare med bankende hjerte at gå mod byen.

Selv i en situation som denne, hvor hun reelt set psykisk var vejet ned af hundrede bekymringer på én gang formåede Genevira at bevæge sig med en næsten svævende lethed. Når ikke hun lige faldt ned fra hustage altså. Det måtte have set absurd ud fra udefrakommende. En ung kvinde, der yndefuldt og letfodet trippede af sted ved siden af en hest og en forslået dreng, der hellere ville være alle andre steder på slæb. Ben lignede vitterligt en, der lige så godt kunne have troet, at hun trak ham med til hans egen henrettelse. Det følte han måske retfærdigvis nok også. At se nogen blive slået ihjel kunne ikke være specielt rart. Og hun havde ikke ligefrem været diskret omkring det. Til gengæld kunne hun ikke forstå, hvorfor han ikke hoppede og dansede over, at han var sluppet af med nogen, der ville gøre ham ondt. Var han virkelig så overbevist om, at de ikke ville give op på at finde ham og der bare ville komme nye? Hvorfor det? Enten havde han virkelig jokket i spinaten overfor nogen, der gerne ville have ham tilbage, så de personligt, kunne nakke ham eller også var han vigtigere end som så.
Hun betragtede ham ovre skulderen. Pludselig meget interesseret i at finde ud af, om han i alt hemmelighed var en eller anden prins eller en lords søn, der var blevet kidnappet som lille og nu endelig var sluppet ud og var bange for, at nu blev han bare taget tilbage. Genevira nærstuderede knægten med øjnene klemt tænksomt sammen. Nej. Eventyret duede ikke. Han var stadig bare en eller anden knægt, der var sket for mange ubehagelige ting for. Han lignede i hvert fald slet ikke nogen, der var vigtig eller nogensinde havde været det.
De rigtigt vigtige folk besad, i hvert fald i Geneviras øjne, en vis aura af værdighed, der på én gang var skræmmende og beundringsværdig. De kunne bevæge sig gennem verden, som om de ejede den. Noget Genevira kun kunne ønske sig, imens hun bevægede sig tæt nok på dem til at noget af deres egen strålekrans måske ville smitte bare en lille smule af på hende.
Og Bennett havde ingen sådan udstråling. Genevira var helt ærligt i tvivl om, hvorvidt han havde nogen form for værdighed overhovedet, når det kom til stykket. Måske havde han haft det engang, men hendes indtryk var, at så havde nogen eller noget i hvert fald brutalt taget det fra ham. Hvilket var en uhyggelig tanke. Hvor meget skulle der til, før man gik så meget i stykker?
Det løb hende koldt ned ad ryggen bare ved overvejelsen. Det skulle hun i hvert fald på intet tidspunkt finde ud af.

”Hvad har du tænkt dig at spise herude? Det er snart vinter. Jeg tror ikke der vokser særlig meget spiseligt. Hvad vil du så? Æde sjælene på tilfældige forbipasserende? Det finder jeg svært at tro på, at du ville kunne gøre, når det kom til stykket. Selv hvis det var for at holde dig selv i live,” reflekterede hun tørt. Hun slog kort klik med tungen i en form for afvisning af den blotte tanke som en mulighed. Så vendte hun blikket fremefter igen. Hun pillede distraheret størknet blod af sin kind. I guder, hun måtte være et makabert syn. Kjolen, der hang i laser og hende plettet af blod. Hun rystede mismodigt på hovedet for sig selv. Ville nogen nogensinde kunne holde ud at se på hende igen, hvis det ikke healede? Måske skulle hun bare grave sig ned i et hul på forhånd og spare sig selv skammen. Sean kunne umuligt have hende med nogen steder hen, hvis hendes ansigt var ødelagt vel? Åh guder.
Hun gemte kort sit ansigt i hænderne, tog en lang skælvende indånding i et forsøg på at få styr på sig selv, før hun svarede Bennett.

”Måske kan du gemme dig i mængden,” foreslog hun så for ham.

”Om ikke andet, tror jeg det er vigtigt, at du er der til at forklare, præcis hvorfor der kan komme til at opstå problemer. Jeg kan jo ikke så godt forklare, hvorfor vel?” Hun sukkede, men denne gang var mere af hele situationen end specifikt af ham og hans uvidenhed og inkompetence.

”Helt ligeglade? Det var en af deres egne, der døde. Er det så ligegyldigt?” Hun havde aldrig mødt en dødsengel før i aften og jo mere hun hørte, jo mindre havde hun lyst til at rende ind i en nogensinde igen.

Hun nikkede kort til hans næste spørgsmål.

”Han hjalp mig, selvom han ikke behøvede, så måske.”Hun trak lidt på skuldrene.
”Før…troede jeg heller ikke, at jeg sådan….duede til så meget, men…det lader til, at han kan finde en nytte for hvem som helst…” Ordene var bare en mumlen. Og noget af en indrømmelse. Hvis hun havde tænkt, at han nogensinde ville bruge det mod hende, havde hun aldrig sagt det. Skulle han alligevel gøre forsøget engang ville hun uden tøven begrave ham levende.

Ved hans næste spørgsmål kunne hun ikke lade være med at le. En klokkeagtig perlende og lys latter, der ikke rigtig passede til skovens dystre atmosfære omkring dem og de rædsler, de kort forinden var blevet udsat for.

”Du har virkelig levet under en sten, huh?” Denne gang var det ikke sagt i ondskab, men situationens absurditet var det tætteste på noget, der var sjovt hun havde oplevet den aften.

”Sean Mcgivens er hersker af Doomsville,” afhjalp hun nådigt hans uvidenhed.

”Hvis der er nogen, der kan beskytte dig, så er det ham,”påstod hun så. Det kunne aldrig falde Genevira ind så meget som at overveje, om hendes loyalitet var fejlagtigt placeret.

Hun rynkede på næsen af hans halve forklaring. Selv i Geneviras øre lød det langt fra, som om det kunne være sandheden eller bare noget af den. Tja, det måtte han vel selv om.

Hvis Sean rent faktisk kunne se ideen i at udspørge ham, så ville knægten vel sige sandheden ikke? Det var i hvert fald hendes vurdering, at det ville være det bedste at gøre.

Tiden gik på en gang alt for langsomt og alt for hurtigt. Bennett kunne næsten ikke huske, hvornår han sidst havde været i en af byerne. Mon han nogensinde havde været i Doomsville? Det troede, han ikke. Det eneste han vidste om det sted var, at der levede mange forskellige væsner og der altid var mange folk alle vegne.

Bennett åd meget sjældent sjæle. Hvis han skulle være helt ærlig, fandt han det faktisk ikke særlig rart. Men den detalje havde han ikke lyst til at sige højt. Så ville hun blot se ham endnu svagere, hvis det altså var muligt. Mon hun tænkte, han var ynkelig? Han så i hvertfald sådan ud. Ynkelig og utrolig beskidt. Ideen var faktisk, han skulle vaske sig i morgen, men nu blev planerne ligesom ændret.

"Det ville jeg da godt kunne..Hellere det end at være i byen. Jeg har overlevet indtil nu..Men jeg ville ikke blive i skoven i særlig lang tid" Fik han mumlende svaret. Igen lød det første nok ikke synderligt overbevisende. Så selvom han prøvede at lyve lidt, kunne han sikkert nemt blive set igennem. Det med at han ikke ville blive i skoven, var til gengæld sandt nok.

Forsigtigt nikkede han et par gange. Prøvede hun lige at hjælpe ham lidt? Eller var det blot fordi, hun ikke gad nogen skulle se dem gå sammen side om side? Det var helt sikkert, fordi han så så utrolig dum og beskidt ud. Selvfølgelig ville hun ikke hjælpe ham. Han slog sig mentalt oveni hovedet bare ved tanken. Ingen ville frivilligt være sød ved ham. Det vidste han godt, for det havde Willem nemlig sagt til ham rigtig mange gange.

"Det vil jeg gøre.." Han havde tænkt sig at gemme sig i skyggerne og glide i et med mørket så vidt muligt. Så kunne det være, han var lidt heldig, og at ingen på den måde opdagede ham.

Så..Hvad skal der ske nu?..Du vel vil ikke..  Han sank en klump, inden han fortsatte med at tale. Tage mig med hjem til ham, du arbejder for?" Han vidste fortsat ikke, hvem det var, men han lød skræmmende magtfuld.

"Men ja..Hvis jeg kender dem ret..Er de ligegyldige for dem. Men man ved aldrig" Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde snakket så meget med nogen. Hans stemme virkede nærmest helt rusten. Som om den skulle smøres i gang.

Hvem mon denne mystiske mand var, som kvinden snakkede så pænt om. Kort tid efter fik han svaret. Bennett spærrede forbavset øjnene op. Han kunne næsten ikke tro sine egne øre. Det kunne da ikke passe. Var han simpelthen stødt ind ind i en, der arbejde for herskeren? Hvor uheldig kunne han lige have lov til at være? Hvorfor kunne det ikke have været en hvilken som helst anden kvinde?

"Skal jeg..Forklare mig selv til ham?..Herskeren?" Hans stemme skælvede blot ved tanken.

Da hun fortalte om sin egen uduelighed, kom han til at kigge hen på hende. Ordene kom bag på ham og derfor glemte han, de regler der var indprentet i ham. Da det gik op for ham, at han kiggede hende i øjnene, slog han dem straks ned, som om han havde brændt sig. Åh nej! Ville hun nu blive sur på ham igen? Han håbede det virkelig ikke. Det virkede endelig som om, hun var faldet lidt ned igen. Willem ville altid blive så vred, hvis han kiggede ham i øjnene. Det var manglen på respekt, der gjorde det.

"Du har da nogle hjælpsomme evner.." Roste han hende lige? Det var nok et form for kompliment, men et noget kluntet et af slagsen.

"Han ville umuligt kunne få brug for sådan en som mig" Bare ideen virkede fjollet for Bennet. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde følt sig beskyttet. Normalt var han altid på vagt overfor fremmede og fare. Tænk at der fandtes væsner, som kunne lappe af og sove trygt om natten. Gid han kunne gøre det. Vågne op i en varm blød seng og være veludhvilet. Han måtte skubbe tanken væk, da det gjorde ham alt for længselsfuld og hungrende efter det. Det ville aldrig ske, hvilket han var nødt til at huske sig selv på.

"Hvor langt er der til byen herfra?" Han så ligefrem for sig, mens han prøvede at skimte den frem for sig. Det var så småt ved, at blive lidt lysere rundt om dem. Både fordi de snart lagde skoven bag sig, men også fordi solen begyndte at titte frem. Bennetts brune øjne, så sig søgende omkring. Var der noget, der puslede deromme? Nej det var bare hans egen fantasi, der spillede ham et puds.

”Er du sikker? Det ser ikke sådan ud. Du ligner en, der vansmægter,” ,” sagde hun, uden nogen reel ondskab i stemmen. Hun om nogen vidste en ting eller to om at sulte. Selv i sin udøde tilstand lod hendes krop til at bære de halvudviskede minder om en barndom og tidlig ungdom præget af sult. Måske paradoksalt underligt så hun markant sundere ud nu, end hun havde gjort i levende live, men hun kunne ikke løbe fra, at hun nok altid ville se ud til at være mindst en smule undervægtig. Knoglerne var lette at finde under hendes mælkeblege hud og hun havde åbenlyst aldrig vokset sig særlig høj. Det sidste kunne hun ikke vide sig sikker på, men hun formodede, at i hvert fald noget af hendes mangel på højde skyldtes en tilsvarende mangel på korrekt næring.
Genevira genkendte sult, når hun så den. Og den gjorde hende ubehageligt til mode. Hun var flygtet fra Rotten Root Districts krogede, dunke gader af en årsag. Okay mange årsager, men heriblandt var, at hun ikke kunne holde ud at se på folks lidelse. Den mindede hende alt for stikkende om, hvad hun selv var skabt af og havde måtte kæmpe sig væk fra.
Så Bennetts hulkindede næsten lidt glasøjede udtryk var ubehageligt for hende af flere grunde end blot, at det ikke var specielt tiltalende at se på.

”Du kan vel ikke blive ved med at rejse rundt. På et eller andet tidspunkt, får du vel brug for et sted at være?” Hun lagde hovedet lidt på skrå. Igen dette ubehagelige stik af, at der på trods af, at de var så forskellige, som hun i hvert fald insisterede på, at de var, dog også lignede hinanden på visse punkter. For havde Genevira selv ikke også brugt årevis på at flakke formålsløst og næsten en smule panisk rundt alle og ingen steder?
Den mest fundamentale forskel, som hun kunne finde på deres måde at gøre det på var, at Bennett lod til at være på flugt fra noget rent fysisk og muligvis dybt og inderlig farligt, hvorimod Genevira havde været på flugt fra hele sin fortid som en form for abstrakt koncept.
At hun kunne se sig selv i ham, fik det til at løbe hende koldt ned ad ryggen og hun gjorde sit bedste for at ryste det af sig. Et øjeblik rystede hun kort på hovedet. En rent fysisk bevægelse. Som om hun på den måde kunne skaffe sig af med alle de minder, der havde plaget hende, siden dødsenglene på en eller anden måde rodede op i det, hun frygtede mest. Meget af hvilket hun ellers ikke hidtil havde indset havde været et problem for hende nogensinde. Var det ikke meget normalt at blive slået, når man var irriterende? Ind til nu, havde hun helt fortrængt den grundangst, særligt hendes mors vrede, havde vækket i hende som barn.

Og her stod hun så. Med en knægt på slæb, der var så tydeligt mærket af sin egen angst, at det næsten strålede ud af ham, som et nødsignal. Det hjalp ikke ligefrem på noget som helst, hvis Genevira skulle være helt ærlig.

”Vi finder et sted, du kan være. Med lidt held, behøver du ikke gå særlig meget udenfor. Så behøver du ikke tænke nær så meget over, hvordan og hvorledes du kan gemme dig for, hvem end det nu er, der af en eller anden grund leder efter dig,”påpegede hun. Stadig uden at se på ham. At møde det der forslåede hundehvalpeblik gav hende i det hele taget en dårlig fornemmelse i maven.
Noget der, hvis hun havde været i stand til at indrømme fejl overfor sig selv, måske bedst kunne betegnes som dårlig samvittighed over næsten at have skreget af ham tidligere.

Han var bare en eller anden dum knægt, der ikke anede, hvad han lavede, eller hvordan verden omkring ham fungerede. Det lærte ham vel ikke noget, at råbe af ham om det.

Hun skubbede det fra sig. Nej. Hun havde været retfærdiggjort i sit raseri! Han alene var skyld i, at hun var kommet til skade, hvordan skulle hun have vidst, at hun ikke burde være taget ud i dag? Det var ikke fordi hun var synsk jo.

”Jeg tager dig ikke med hjem. Du kunne potentielt rode i noget, du ikke burde rode i og give informationer videre til de forkerte kilder.”
Selv, hvis det ikke var noget, han gjorde med vilje, lignede Bennett ikke ligefrem en, der ville holde særlig længe, hvis nogen forsøgte at torturere informationer ud af ham.

Det ville Genevira ikke være skyld i. Ikke for Bennetts helbreds skyld, men på grund af hensynet til Seans hemmeligheder. Ikke at hun overhovedet selv rigtigt kendte til dem. Men det var der ligesom også en grund til.

”Nej man ved netop aldrig. Og jeg vil helst være sikker,” konstaterede hun så og trak lidt i hestens tøjre for at få den at fortsætte. Den slog sig lidt i det. Vidst stadig ikke helt frisk ovenpå frygten tidligere. Genevira kunne ikke bebrejde dyret, men de skulle videre.

”Det agter jeg, at få dig til, ja,” svarede hun ganske simpelt på hans spørgsmål. For hende var det indlysende. Hvis dødsenglene så sig vrede på ham på grund af noget, hun havde gjort, skulle han vide, hvad der var foregået. Og Bennett var den bedste kilde til en fuldstændig forklaring.
Det var ikke af nogen ond vilje, at hun ville have ham til det. Okay måske følte hun lidt, at han havde godt af bare en smule ubehag ved at skulle forklare sig overfor magtfulde folk, han ikke kendte. Men alt i alt var hendes ordning bygget på praktiske overvejelser.

Hun lo af hans konstatering.
”Det har jeg ikke altid haft….men jeg kan være meget….overbevisende I guess,” blev hendes eneste svar. Det var næppe derfor, at Sean havde taget hende ind. Hun havde ikke engang selv styr på sine evner endnu og helt ærligt, var hun ikke sikker på, hvor meget, han selv kendte til dem.
Det var nyt for hende, at han mødte hendes blik. Han trak sig da også tilbage som en sparket hund. Hun overvejede kort at sige noget til ham, men anede ikke hvad det skulle være.

”Jeg gør dig altså ikke noget,” ,” endte hun lamt med at sige og hun fnøs af sig selv, imens hun fortsatte med at gå.

”Man ved aldrig,” gentog hun, hvad han selv tidligere havde sagt. Hun trak nonchalant på skuldrene.

”Fuck,” sagde hun så ved hans næste spørgsmål. Hun havde i begyndelsen troet, at hendes hovedpine og flimren for sine øjne skyldtes træthed og overforbrug af evnen. Nu genkendte hun det grå førdaggryslys og forbandede sin egen dumhed. Nu skulle det gå hurtigt.

Uden så meget som et ord svang hun sig skødesløst op på hestens ryg igen. Der var ikke ret langt til byen, men nu kunne det næsten kun gå for langsomt at komme hjem.

”Jeg håber du kan ride knægt, ellers bliver dette ubehageligt.”Hun ventede ikke på svar, før hun, såfremt han ikke direkte gjorde modstand, trak ham op bag sig med en bemærkelsesværdig styrke for en kvinde så lille og spinkel.

”Hold fast,” befalede hun ud gennem sammenbidte tænder og, hvis han ellers sad, hvor han skulle, galoperede de ellers af sted som om selve døden var i hælene på dem. Hvilket den, for Geneviras vedkommende, meget vel kunne være.
Til helvede med det pis. Hun havde ikke tænkt sig at dø sådan efter alt, hvad hun havde været igennem i nat.

Bennett trak blot en anelse på de smalle skuldre, da hun siger, han ligner en der vandsmægter. Det kunne hun vel have ret i. Hvornår havde han sidst spist? Hvis han skulle være ærlig, var han ikke helt sikker. Han havde småspist nogle frugter, men det var ikke fordi det mættede specielt meget. Han vidste inderst inde godt, at hun havde ret. Han kunne ikke blive ved med at løbe for evigt. Det ville være så meget lettere, hvis han kunne have et fast sted at være. Men han havde ikke råd til noget værelse, og han kendte ingen, der ville gøre ham den tjeneste, at holde ham skjult. Hvorfor ville de også have lyst til det? Han kunne ikke ligefrem bidrage med noget.

Han rynkede forvirret brynene, da han hørte hendes ord. Finde ham et sted at være? Hvorfor sagde hun det? Var det en eller anden fælde? Ville hun påstå at skaffe ham et sted og være, men i virkeligheden så bare sælge ham som en eller anden slave? Der måtte i hvertfald være et eller andet motiv bag det.

"Hvorfor siger du det? Jeg mener, du har jo ingen grund til at hjælpe mig" Af en eller anden grund valgte han, at være ærlig overfor hende. Han forventede indvendigt, at hun nu ville gøre ham ondt igen. Derfor trak han sine skuldre lidt tættere op til sine skuldre. Så fik han en følelse af, at være en smule beskyttet. Men andet gjorde han ikke, for at passe på sig selv. Hvis hun fandt det passende at gøre skade på ham, havde han også fortjent det.

Han kunne ånde lettet op, da hun forklarede ham, at han ikke skulle med hende hjem. Det var da altid noget. Også selvom han aldrig ville turde, at tage eller kigge i nogle papirer. Han ville aldrig med vilje rode sig ud i problemer i den måde. Det var dog en kort lettelse, for han skulle alligevel forklare sig til herskeren af Doomsville. Det gik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham. Angsten var tilbage som et lyn, og han måtte trække vejret dybt ned i maven, så han ikke fik kvalme igen.

"Jeg ved ikke, om jeg kan forklare det ordentligt.." Hans stemme bævede, mens han snakkede. Hvorfor betroede han sig til hende? Fordi han ikke havde snakket med et andet væsen i flere måneder? Fordi hun havde kæmpet med ham mod dødsenglene? Han forstod det ikke selv, men det gjorde han altså. Måske af ren desperation. Hun havde heller ikke slået ham endnu, hvilket var et rent mirakel, i forhold til hvor uduelig, han var. Men var det en løgn? Måske ville hun bare have hans tillid nu, for så senere at knuse den. Det kunne sagtens være.

Bennett nåede ikke at svare hende på noget af det, da han pludselig blev trukket op på hesten. Fordi hun havde rakt så hurtigt ud efter ham, havde han dukket sig med en svag pivende lyd, fordi han regnede med, at det var nu, hun ville slå ham. Da han i stedet havnede på hesteryggen bag hende, gispede han. Nu forstod han bedre alvoren i situationen. Det havde han slet ikke tænkt på, da han var begyndt at se det spæde lys komme frem.

Da hesten satte i galop, var han lige ved at falde af, men han nåede lige, at få lagt armene om hendes slanke talje. Han havde aldrig rørt en kvinde det sted før, og det føltes uvant og mærkeligt. Han håbede ikke, hun fandt det alt for ubehageligt. Hvis han ikke gjorde det, ville han helt sikkert falde af. Han havde ikke været så tæt på en anden person siden Willem, og han prøvede ikke at lade det gå ham på. Minderne der var på vej, skulle ikke overtage hans tanker fuldstændig. I stedet gemte han sit hoved mod hendes ryg. Noget han måtte bukke sig ned for at gøre.

Efter lidt tid kunne han høre andre heste og små stemmer, der snakkede sammen. De måtte være kommet tæt på byen nu..
"Skynd dig" Det var lang tid siden, han sidst have siddet på en hest, og det var ikke ligefrem den rareste følelse i hele verden. Han havde ondt bagi og den tomme mave hoppede rundt på en yderst ubehagelig måde.

”Det har jeg da. Du skal hjælpe mig og der er ingen her i verden, der gør noget uden at få noget til gengæld på den ene eller den anden måde.” Et dystert syn på livet måske, men sådan havde det været at vokse op i Rotten Root og sådan regnede hun også med, at det var alle andre steder. Sådan havde Sean da også udlagt verdens struktur første gang de mødte hinanden. Hun var der ikke blot af velgørenhed, selvom det til tider godt kunne føles sådan. Hun arbejdede. Noget for noget. Så simpelt var det og det var bare, sådan verden kørte rundt.

Hvis jeg ikke hjalp dig nu, ville du jo ikke føle nogen grund til at gøre, som jeg gerne vil have at du gør. Så ville du sikkert bare stikke af igen og jeg gider altså ikke ud og bruge tid der kunne være sparet, hvis nu Lord Mcgivens rent faktisk beslutter sig for at tale med dig,” forklarede hun og fremhævede igen den kølige pragmatisme med hvilken hun betragtede hele situationen. Hun gjorde det herved også klart at hendes hjælpende hånd til knægten ikke skyldtes noget så basalt og varmt som sympati. Lige nu kunne han hjælpe hende med noget og så længe det var tilfældet skulle hun sørge for, at han havde et eller andet grundlag for at ville vise sig fra sin hjælpsomme side. Hvis han vel at mærke overhovedet besad sådan en.

”Desuden kan lord Mcgivens ikke så godt få nogle brugbare svar fra dig, hvis du ligger stivfrossen i en grøft et eller andet sted vel?” spurgte hun og trak ligegyldigt på de spinkle skuldre.
Dette fortalte dog også, at det kom til at afhænge af flere ting, om han overhovedet ville komme til at skulle afgive forklaring. Det var jo trods alt Seans beslutning og ikke hendes. Hun kunne kun udlægge argumenterne for ham som de var og så se, om han ville finde yderligere forklaring brugbar. Men som hans tjenerinde så hun det som sin pligt i hvert fald at skaffe ham muligheden for at sætte sig yderligere ind i, hvordan landet lå omkring dem.

”Du har ikke noget at være bange for, Bennett,” sagde hun så gravalvorligt. Det var første gang, hun havde brugt hans navn og det skete også kun rent ubevidst. Okay, retfærdigvis kunne hun ikke udtale sig definitivt om, hvorvidt han burde være bange for, hvad Sean ville udsætte ham for, men hun var selv så tryg ved ham, at det var svært for hende på nogen måde at sætte sig ind i det ubehag, som Bennett tydeligvis følte. Anspændtheden i ham fik det til at ligne, at han ville gå helt i stykker, hvis hun rørte ham. Som et tæppe, der blev trævlet op ved at trække i et enkelt løst stykke garn.

Jeg skal nok fortælle ham, at…det med mit ansigt ikke var din skyld. Ikke rigtig,” mumlede hun så ved en pludselig indskydelse. Hun håbede stadig, at det ville nå at heale sundt op, men tanken om en varig påmindelse om i nat skræmte hende, til det svimlede for hende og hun fik helt kvalme. Alligevel virkede det, når hun tænkte grundigt nok over det, lidt uretfærdigt, hvis Bennett skulle bøde for dødsenglens forbrydelse mod hende.
Han var jo trods alt ikke i ledtog med dem. Tvært imod og han var desuden så væmmeligt ødelagt i forvejen.

Da han lagde armene om hende stivnede hun mærkbart. Også selvom hun havde forventet det. Genevira trøstede sig med, at de nok begge var lige ukomfortable ved situationen. Noget sagde hende, at fysiske berøringer ikke lå naturligt til nogen af dem.
De tordnede af sted henad skovstien uden at tale til hinanden. Ben sad sikkert for akavet til at kunne sige noget reelt og Genevira selv var fanget mellem grum beslutsomhed om, at hun i hvert fald ikke havde tænkt sig at dø og voldsom angst for, at det netop var det, der skulle til at ske lige om lidt.

”Tror du ikke jeg gør det?” snappede hun af ham. ”Det er mig, der kan dø af det her. Ikke dig,” De nåede hurtigt ind i Rotten Root District. Dagsarbejderne var efterhånden ved at være på plads og dem der havde arbejdet natten væk var på vej hjem. I slummen var der ingen ro for nogen. Gene kendte alt til rutinen. Hun havde trods alt levet i den som en af de arbejdende fra hun var tolv til sin genfødsel i en alder af enogtyve.

Hendes hænder twitchede ængsteligt og hendes store øjne flakkede rundt. Men som forventet ænsede ingen dem. Her blandede man sig ikke i andres sager. Det kunne man ende med at dø af. Eller det, der var værre.
Så hellere passe sin egen baghave.

Genevira indså hurtigt, at de ikke ville kunne nå op til de finere dele af byen, før hun ville ende som en bunke aske. Af rent impuls og fordi hun virkelig håbede at finde en, hun kunne stole bare en smule på i dette sit eget personlige helvede, førte hun dem af snævre gader hun kendte alt for godt fra sin barndom til hun endelig gjorde holdt ude foran et ramponeret træhus, der så ud til at ville falde sammen ned om ørerne på beboerne, hvis vindene blæste bare lidt for kraftigt.
Genevira, der allerede havde en fornemmelse af at være blevet sænket ned i et syrebad, kastede sig på det nærmeste af den svedige frådende hest og bankede panikslagent på døren. Den velkendte lyd af en stok og slæbben af en fod var selv i denne situation sært betryggende. Det var lige før hun smilede gennem smerten.
Lyden af et grædende spædbarn fik hende dog til at spærre øjnene forvirret op. Der var sket meget på tre år. Også mere end Genevira lige havde set komme åbenbart.
Døren blev kort efter åbent og uden overhovedet at vente kastede Genevira sig om halsen på sin ældste bror. På den måde fik hun ham også skubbet langt nok indenfor til, at hun selv kom indenfor døren og væk fra solens spæde stråler.
Hun håbede at Bennett havde hjerne nok til selv at bevæge sig indenfor.
Oscar skubbede hende fra sig, vaklede en smule på sin eneste tilbageværende fod, før han genvandt balancen ved at støtte sig til sin stok.
Et stik af dårlig samvittighed, da Genevira et øjeblik slet ikke havde taget højde for det. Hun fik dog andet at tænke på, da en kvinde dukkede op på trappeafsatsen ovenover og stak i et skingert skrig, knugede det i forvejen grædende barn ind til sig, som om Genevira hvert øjeblik kunne vriste det fra hende og æde det.

Genevira sank udmattet sammen på gulvet som en tabt kludedukke.

Oscar betragtede hende som om han slet ikke kendte hende, pegede på hende med to fingre, før han vendte samme gestus tilbage mod sig selv.
Hun huskede det fra sin barndom. Han forsøgte at afværge ondskab.

”For den kærlighed du engang bar mig, please, lad os blive her til, det bliver mørkt,” bad hun. Halvkvalt af tilbageholdt gråd. Et eller andet sted havde hun vel håbet, at han ville blive glad for at se hende. At det ville være ligesom, da hun var lille bare et øjeblik.

Nu følte hun sig dum.

”Ginny?”

Det mistroiske blik han sendte hende var som en daggert i hjertet.
Hun nikkede stumt. Snøftende.
Han lod til at overveje det en rum tid.
Genevira kunne ikke læse noget ud af hans ansigt. Og da slet ikke den omsorg, hun havde været vant til.

”Meget vel, men kun til det bliver mørkt…”

”Oscar tak…jeg ved ikke, hvad jeg ellers sk….jeg vidste jeg kunne regne me…”

Jeg gør det ikke for dig,” bed han hende af og skulede af hende, som om hun var noget væmmeligt.
”Er du klar over, hvilke problemer, det ville kunne skabe for mig, hvis jeg lod Mcgivens’…ting dø på vores dørtrin? Det er kun derfor,” erklærede han eftertrykkeligt.
”Du siger ikke n…noget til nogen vel? Om at vi er i familie…”
Han fnøs med så stor afsky, at det chokerede hende. Genevira trak sig automatisk ind i rummets mørkeste hjørne og krøllede sig sammen om sig selv.

”Hvis du virkelig tror, at mor ville kunne leve med at verden skulle vide, at vi var i familie med en af hans ludere så kender du hende ikke. Din hemmelighed er sikker hos os, for den er også vores, frøken Allaire.”

”Jeg er ikke…” Hun opgav. Lod det ligge.

Hun ville næsten hellere kæmpe mod endnu en dødsengel end det her.

De brune øjne fæstnede sig på jorden, mens han tavst lyttede til Geneviras ord. Han kunne godt se pointen i, at hun ville gøre noget til gengæld, hvor han nu også skulle hjælpe hende. Men han synes stadig det var en anelse underligt. Der måtte jo være en eller anden hemmelig grund. Han kunne hverken regne hende eller det ud. Bennett åbnede munden for at svare hende, men så hørte han det næste, hun sagde. Da hans navn kom ud af hendes mund, så han forbavset op og hen mod hende. Det var første gang i meget lang tid, at en kvinde faktisk havde sagt hans navn. Normalt var det altid bare Willem eller en af hans mænd. Det gav ham en form for tryghed. Ganske kort, men alligevel en anelse. Burde han stole på hendes ord? Det var nok ikke helt sikkert for ham endnu. Alligevel lod han prøvende sine øjne finde hendes. Denne gang holdt han det lidt, i stedet for at slå det ned med det samme.

"Tak.." Selvom han sagde det ganske lavmælt, ville man sagtens kunne høre hans taknemmelighed for, at hun ikke ville give ham skylden for ansigtet ""Men det er jo min skyld.." Hun ville aldrig have fået den flænge, hvis det ikke havde for ham. Så det måtte altid være hans skyld. Hvorfor lod hun som om, det ikke var?

Bennett vidste ikke helt, hvordan det var gået til, men nu var han altså endt på en hesteryg sammen med en vampyrkvinde, der kunne dø i solen. Det havde han ikke ligefrem regnet med for nogle timer siden.

I Rotten Root District ville han slet ikke kigge op. Stedet lugtede fælt, og han brød sig ikke om alle de fremmede lyde omkring dem. Da de stoppede op, rynkede han forvirret brynene. Var det her? Da Genevira panisk hoppede ned og løb mod døren, skyndte han sig at gøre det samme. Noget kluntet gled han af hesten, som han trak til en pæl og bandt den fast til. Han hviskede et par beroligende ord til den, inden han løb hen til døren, der stadig stod åben. Åh, det var jo en ren dødsmission det her. Skulle han virkelig gå ind i et mørkt dystert hus med en masse fremmede?

Med et suk trådte han indenfor og lukkede med rystende hænder døren efter sig. På dette tidspunkt var samtalen allerede godt i gang derinde, så ingen lagde det store mærke til Bennett. Hurtigt og let skubbede han sig tilbage ind i skyggerne, hvor han altid gemte sig. Der kunne han høre på den resterende samtale. De var godt nok ikke særlig søde ved hende. Han prøvede at få stykket alle oplysningerne sammen, men det hang alligevel ikke helt sammen i hans hoved.

Bennett havde det ganske udmærket med blot at stå gemt uden opmærksomhed, men freden kunne ikke være der for evigt. Da han kom til at suge lidt støv ind i sin mund, måtte han hoste hårdt for at få det ud igen. Det gjorde at alle stemmerne forstummede og at al opmærksomheden nu lå på den beskidte unge mand.

"Hvem fanden er det? Har du slæbt en eller anden dreng med dig?"
Det måtte være hendes bror, der snakkede. Ordene var hårde og den spydig undertone, var ikke til at tage fejl af. Bennetts hjerte måtte springe ud lige om lidt, åh nej han vidste det ville gå helt galt!

"Jeg vi-vil ik-ikk-ikke trænge mig..P-på"Selvfølgelig skulle han også lige stamme nu. Kunne han blive mere kikset?

"Han kan ikke blive" Armene blev lagt over kors og broderen stirrede nu ned på sin søster. Blikket var koldt, og han løftede let det ene bryn.
"Hvad Fanden havde du tænkt dig?"

Bennett kunne mærke et stik i sit eget hjerte over ordene. Ikke fordi han ikke bare kunne blive, men fordi en bror aldrig burde tale sådan til sin søster. Tænk han også havde kaldt hende en luder..Genevira var også havnet i mørket, og han trådte nervøst et skridt nærmere på hende. Nu lignede hun mere ham, som hun krøllede sig sammen. Han kendte godt den følelse, alt alt alt for godt. Det var ikke fordi, han regnede med at kunne gøre noget for hende, men nu stod de tættere på hinanden.

Hun bedyrede ikke, at det var så lidt. For det ville ikke være sandt. Det hun her havde erklæret, at hun ville forsøge at gøre for ham var på ingen måde lidt. Genevira følte snare, at hun allerede havde gjort ham mere end hvad man ville kunne forvente fra hendes side af, ved ikke bare at overlade Bennett til sin, sandsynligvis sørgelige, skæbne hos dødsenglene og være reddet sin vej for længe siden. Så i stedet forholdt hun sig komplet tavs. Til tider kunne tavshed sige langt mere end en hel flomme af ord og hun håbede, at han forstod den underliggende besked. Hvis ikke skulle han da også næsten være dum, mente hun.

”Førte du måske kniven?” fnøs hun af ham. ”Det var ikke din vilje, at dette skulle ske med mig. Det skete bare, fordi jeg var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt og dine…whatever de er, er idioter, der fortjener at dø langsomt og smertefuldt…..jeg sværger, hvis jeg nogensinde får fingrene i den der sendte dem, kommer det her til at ligne et kunstværk i sammenligning med, hvad jeg gør ved deres ansigt.”

Hun stirrede tomt ud i ingenting. Hendes ansigt en blank maske af følelseskold beslutsomhed. Et øjeblik, var hun så tabt i sine egne dybt brutale hævnfantasier, at hun helt glemte Bennetts eksistens. Det gik dog hurtigt over.

Som hun mere eller mindre havde forudset virkede det ikke til, at han nogensinde havde siddet på en hest før. Hun selv havde været en omtrent lige så akavet rytter i starten og dengang havde hun haft fordelen af, at det hele ikke foregik i turbofart for at hun kunne undgå at dø. Hun måtte give ham, at han, alt taget i betragtning, trods alt klarede tingene i stiv arm. I det mindste satte han sig ikke op imod hende eller forsøgte på anden vis at gøre tingene anderledes end som hun ville have dem.
Situationens alvor kaldte på komplet samarbejde. Et faktum, der, guderne ske tak, lod til at være gået op for ham ganske hurtigt.
Han havde ellers været så skræmt af hende tidligere, at Genevira et kort øjeblik havde ham mistænkt for, at ville føle en vis lettelse, hvis solens stråler endte med at tage livet af hende. Det ville jo trods alt betyde, at han slap af med hende og hun havde mere eller mindre tvunget ham ud i en situation, der tydeligvis var ham mere end bare dybt ubehagelig. Jo tættere de kom på byen, jo kraftigere kunne hun mærke hans ubehag.
Det var som om, at en følelse af ren og uforfalsket elendighed sivede fra ham som damp fra kogende vand. Måske ville han have ladet hende dø, hvis det ikke var fordi hun havde sagt, at hun ville hjælpe ham.

Tja, et visit til sit barndomskvarter var heller ikke ligefrem en tanke, der fik Genevira til at juble, så hun kunne ikke rigtig bebrejde Bennett for at finde Rotten Root…ucharmerende? Ækelt? Skræmmende. Det var alle sammen ord, hun uden videre kvæler kunne have brugt om stedet. Selvom hun var vokset op her havde hun ingen varme følelser af tilknytning til dette hul fuld af stakler, som guderne af en eller anden grund havde vendt ryggen og overladt til patetisk at kæmpe for sig selv.

Som hun sad krøllet sammen på gulvet i hendes brors hus, var den eneste positive følelse, hun kunne fremkalde følelsen af lettelse over, at der i det mindste ikke var flere af hendes søskende, eller guderne forbyde det hendes forældre, til stede, der kunne overvære denne udskamning.
I begyndelsen havde hun ikke energi til at forsvare Bennett overhovedet, for koncentreret om lysten til at synke i gulvet og aldrig vise sig igen. At det var Oscar, der ellers altid havde forsvaret hende, gjorde bare, at det hele gjorde dobbelt så ondt. Men så sank det ind, at hvis ikke han kunne blive her sammen med hende i hvert fald til mørket faldt på, så mistede hun noget vigtigt. Hun rejste sig igen. Vaklede et kort sekund, før hun atter fandt fodfæste. Hun mødte stålfast sin brors blik, også selvom det gjorde ondt.

Betvivl ikke min vilje, broder,”næsten spyttede hun af ham. Hun ville virkelig ønske, at hun bare kunne smide deres familierelation ud af vinduet, ignorere at den nogensinde havde eksisteret.
Bennett besidder vigtige informationer og jeg agter at han skal videregive dem. I dette er min vilje herskerens egen. Send Bennett bort og du skaber bare yderligere problemer for dig selv.” Hun var måske nok bare en lillebitte tøs fra slummen, nu en tjener, men hun sagde disse ord med en autoritet som en dronning. Det var tydeligt, at hun ikke lagde op til nogen form for diskussion.
Da kvinden på trappeafsatsen alligevel åbnede munden som for at gøre indvendinger, hvæsede Genevira af hende og kvinden tog et skræmt skridt tilbage.

Så faldt Genevira sammen på gulvet. Ikke besvimet, men totalt udsuget for energi. Hun stirrede op i loftet.

Bennetts øjne vænnede sig hurtigt til det dunkle rum hos Geneviras familie. Han var god i mørke, og det havde aldrig skræmt ham, så det var kun en lettelse, at han kunne gemme sig i skyggerne tæt op af en af væggene. Han kunne dog mærke, hvordan han rystede over hele kroppen. Det hele var i alarmberedskab over situationen, men han var også godt klar over, at de ikke havde andre steder at være. På den ene side havde han lidt lyst til bare at stikke halen mellem benene og stikke af. Løbe udenfor i det fri og bare løbe indtil han slet ikke kunne se byen længere. Genevira kunne jo ikke rigtig løbe efter ham, medmindre hun ville lide en smertefuld død. Det var måske en meget god plan? Så kunne han finde et nyt gemmested?

Han kom alligevel på andre tanker, da Genevira forklarede sin bror, hvorfor hun havde brug for Bennett. Den eneste anden der havde haft brug for ham, var Willem, men det var noget helt andet. Samtidig havde han dog ikke synderligt meget lyst til, at fortælle hele sin forhistorie til forskellige væsner. Især ikke herskeren af Doomsville. Så han følte ikke, at han kunne tage hendes ord som et form for kompliment.

Bennett så tavst til, mens broderen højlydt og lettere  forarget fnyste over denne information.
" Vigtige informationer..Hvad kan det være"" Manden sagde det ganske svagt og nok mest for sig selv. Han kunne sikkert heller ikke fatte, at den beskidte unge mand kunne være vigtig for noget eller nogen.

"Nuvel..I kan blive. Men kun indtil det bliver mørkt. Jeg vil ikke have noget besvær med jer. I skal ikke larme..Ikke røre ved noget.." Armene blev lagt bestemt over kors, og han skulle lige til at fortsætte, da hans kone prøvede at komme med indvendinger. Han løftede en hånd mod hende, hvilket fik hendes mund til at lukke sig igen.

"Og jeg har intet mad at give jer" Hans øjne mødte Bennetts og det føltes lidt som om, manden kunne se direkte igennem Ben. "Så jeg håber ikke, du er sulten" Var det en form for hån? Broderen kunne vel se, at Ben var vant til ikke at spise særlig meget. I stedet for at sige noget, nikkede Ben blot et par gange, inden han bukkede kort.

"Mange tak.." Først efter at have svaret ham, gik det op for ham, at Genevira lå på gulvet. Hun var sunket helt sammen, og han stod nu lettere akavet og kiggede på hende. Burde han gå hen til hende? Han var ikke sikker..Han endte alligevel med at træde et par skridt nærmere, inden han lod sig selv falde ned ved hendes side. Han rørte hende ikke, men lagde hovedet på skrå og betragtede hende en smule. Mange andre ville sikkert lægge en hånd beroligende på hendes skulder eller sådan noget, men det turde Ben slet ikke. Hun ville sikkert finde det ubehageligt og desuden kunne Ben slet ikke huske, hvordan man udviste ordentlig omsorg længere. Det var så lang tid siden, han havde fået et rigtigt kram. Så lang tid siden han beskyttende havde strøget nogen over håret. Det var kun før i tiden. Før alt det med Willem.

"Er du..Okay?" Hvad skulle han ellers sige til hende? Han havde ingen søde ord. Intet der kunne hjælpe på hendes humør. Desuden var hun helt sikkert ikke interesseret i nogen form for omsorg fra ham, så hvorfor prøve? Han trak benene op under sig med et suk, inden han placerede sit hoved på knæene. Hvorfor bekymrede han sig overhovedet om hende? Måske fordi hun havde hjulpet ham, da han selv var meget sårbar? Han var ikke helt sikker, men han kunne i hvertfald mærke indeni, at han gerne ville have, hun satte sig op igen. Så ville det virke som om, hun havde fået det bedre. Han løftede hurtigt og kiggede efter de to skikkelser, der forsvandt ind i det andet rum. Han kunne høre de snakkede om et eller andet, men hvad det præcist handlede om, kunne han ikke opfange. Kvinden lød oprevet, så det var sikkert fordi de skulle husere to overnaturlige væsner. Han skubbede tankerne bort og vendte igen opmærksomheden til Genevira, der fortsat lå på gulvet.

”Hvad er det, du tror jeg kommer til at gøre?” spurgte Genevira kvinden, som hendes bror havde giftet sig med. Kvinden stirrede på hende, som om hun var en morder. Well altså. Hun lignede også ret meget efterhånden. Hun ville gerne have kunne tage et bad. Fjerne alt blodet. Teknisk set, havde Genevira vel også for lidt siden netop myrdet nogen. Alligevel følte hun, at hun her blev dømt for noget, som kvinden ikke anede noget reelt om. Før i tiden, ville hun have sagt, at Oscar kunne have gjort det bedre. Hun havde mere eller mindre forgudet sin bror. Nu kendte hun ham ikke og de to der virkede umiddelbart som skabt for hinanden. Lige hæslige ikke?

Var det ikke meningen, at han skulle passe på hende?
Ville han slet ikke blive ked af det, hvis hun gik hen og døde?

Dette var på ingen måde, hvad hun havde forventet. Det burde måske ikke ramme hende så meget, som det rent faktisk gjorde. Hun havde jo trods alt selv forladt dem. Men med denne modtagelse, hun fik nu, var hun kun lettet over at have været skredet. Hvis dette var sådan Oscar reagerede, ville deres forældre sikkert have tvunget hende ud i solen igen og set hende brænde op med total ligegyldighed. Hvordan skulle Sean egentlig også have fundet ud af, hvor hun var blevet af?

”Hvis du vitterligt står der indenfor mit synsfelt og overvejer om jeg ville snappe min nevø ud af armene på dig og æde ham, kan du godt ånde lettet op, for det har jeg ikke tænkt mig,”
fnøs hun og da kvinden lod til næsten at være på grådens rend, skulede Genevira af hende.

”Folk, der slår deres familiemedlemmer ihjel bliver forbandet. Det ved alle og enhver da. Pfft.” Hun rullede med øjnene, selvom det i sig selv næsten var en kraftanstrengelse. Hun huskede ikke, hvornår i sit liv, hun sidst havde været så træt. Måske aldrig. Og hun havde slet ikke regnet med, at hun skulle deale med et sådant energitab efter, at hun teknisk set var død. Sætningen fik det til at gibbe i hendes bror. Som hun havde vidst, at den ville. Det var trods alt ikke kun hende, der her skulle afklare det fuldt ud, at hun aldrig ville slå et familiemedlem ihjel. Rart at se, at de gamle ideer om, at man kunne blive forbandet for alt muligt mærkeligt stadig sad fast i kvarteret. Genevira var da også tilbøjelig til at stole på, at lige netop denne forbandelse rent faktisk eksisterede. Handlingen var for alvorlig til at gå ustraffet hen, hvis man begik den, men der var så mange andre, der var helt åndssvage.

”Det er ikke noget du skal blande dig i!” hvæsede hun af sin bror nede fra gulvet.
”Der er meget viden her i verden, der ikke tilkommer dig eller så mange andre. Desuden ville det sikkert bare komme dig til skade i længden,” sagde hun. Hendes hals føltes tør og øm på den der måde, som den bliver, når man ikke har spist længe. Måske var hun bare for træt til på nogen måde at sige noget som helst mere.

”Vi finder mad til dig senere,” nærmest kvækkede hun af Bennett. Hun lukkede øjnene. Lå der på det hårde gulv i lang tid uden at sige noget.

”Ikke rigtig,” indrømmede hun. ”Det var ikke ligefrem det her, jeg havde forventet. Undskyld.”