Do you dance, little rabbit? ~Daisy

Sted: En ”mindre” herregård i Humvita.
Tid: Emnestarten er egentlig om formiddagen, men det meste af selve emnet foregår nok om aftenen
Omgivelser: Beskrives så vidt muligt i selve emnet
Outfit: https://i.pinimg.com/564x/95/2a/58/952a588ac148b2a07ef3674f86f3c460.jpg

Selv Juniper kunne fra tid til anden have behov for et sceneskifte. Selvom hun holdt af at drive folk i Aquner ud i fordærv, så måtte man også finde nogle andre og lege med. Bare engang i mellem. Og Humvita var et morsomt sted at lege. Her var fuldt af mennesker, der helst ikke ville have noget med andre væsner at gøre. Hun var ikke altid lige vellidt her. Ikke fordi de vidste, hvad hun var, selvfølgelig ikke, men de var en mistroisk skinhellig flok her. Så meget desto sjovere blev det at se, hvor let mange af dem faldt i, når de blev præsenteret for bare et lillebitte….skub. Mennesker var sjove. De kunne lovsynge, deres guder nok så meget og tigge og bede dem om at blive undtaget for synd, men det hele var inde i dem selv anyway. Juniper så blot sig selv som en hjælpsom katalysator i den proces. Det gik en anelse hurtigere, når først hun indfandt sig. Og til trods for folks modvilje blev de som ofte alligevel draget. Overflod havde ofte den effekt, var det hurtigt gået op for dødssynden. Folk ankom bare for at se. Måske endda for at foragte det ekstreme niveau af overforbrug. Med forventningen om at være ude inden var gået ti minutter. Og så endte de alligevel høje på opium, forgældede ved et spillebord eller med at drikke sig vej til en tidlig grav.

Og der var bare et eller andet ekstra sjovt ved at fordærve folk, der så åbenlyst troede, at de var urørlige, når bare de gemte sig bag en tilpas tyk mur.
Derfor fik hun, trods staklen aldrig havde været ret meget rejse, overtalt sin elsker til at tage sig med til hans residens i netop Humvita. Ikke noget voldsomt imponerende hus, som Juniper så det i hvert fald, hvilket han godt vidste, så det gjorde det bare dobbelt så sjovt for hende at se ham løbe panisk rundt i et forsøg på at få det ordnet efter hendes standarder, der konstant syntes at blive højere.
Det var med meget drama at dette par ankom i en karet trukket af seks snehvide heste, stoppede på en af byens mest centrale pladser og Juniper trådte ud iklædt en hvid pelskåbe, som det ikke var til at sige, hvor mange hermeliner, der havde måtte lade livet for.
Ved siden af den høje elegante kvinde, virkede manden hun havde i hånden uanselig. Til trods for det faktum, at det kun var på grund af hans status her, at hun kunne færdes i byen så uhindret. For ikke at tale om, at det var hans penge, der flød til hendes forbrug.

Hendes høje hæle klikkede faretruende på gadens brosten. Hun var godt klar over, at folk havde stimlet sig sammen og at der blev hvisket i krogene. Hun lod dem være. Hvad var en sådan entre ellers til for, hvis ikke for at få folk til at snakke? Det var en demonstration af magt og velstand det hele.

Og de havde intet set endnu. Bare vent til i aften.
Diverse ”tjenestefolk” var heldigvis ankommet i forvejen og var allerede i gang med at gøre klar. Ordet om aftenens selskab var allerede ved at spredes.
Nu skulle Juniper altså bare få sig selv klar først….

******Minitimeskip her til aftenen************

Som altid flød vinen hurtigere end Soul River og bordene bugnede af så mange forskellige retter, at man umuligt, hvis man var normaltfungerende, kunne nå at smage det hele om så man kun tog mikroskopiske bider af hver ting. Tjenere, der egentlig reelt var slaver, alle klædt i kridhvidt, så de var nemme at få øje på, men ikke stjal fokus, bevægede sig forsigtigt rundt blandt gæsterne, belæsset med fade, der indeholdt endnu flere småretter og farvestrålende drinks. I hver ende af den store højloftede sal var der tændt godt op i pejsene for at holde den stadig bidende vinterkulde på afstand. Skæret fra hundrede vis af stearinlys spejlede sig i et utal af kostbare smykker samt i de dyrebare guld og sølvfade Juniper nød stemningen, bevægede sig blandt sine intetanende ofre som en jagende kat. Hun strålede lige så meget af den næring, som deres synder tilførte hende, som hun glødede af vinen.
Hun konverserede muntert med folk, der få timer forinden kunne have svoret, at de foragtede hende og hendes slags mere end noget andet, morede sig endnu engang over, hvad adgangen til overdådige omgivelser kunne gøre ved mennesker. Man åbnede for et rum, hvor der ingen regler var for andres adfærd og pludselig var folk meget villige til at tale med en. Atter engang lod de til at have glemt deres mishag over hende, selvom den sikkert ville være tilbage, næste gang hun kom anstigende. Sådan kørte ting i ring.

Hun dansede, til hun næsten følte sig svimmel med, hvem end hun fandt interessant nok. Det være sig mænd eller kvinder. Noget der måske vagte foragelse, men som ikke blev sagt højt.

Da hendes fødder havde brug for en pause satte hun sig på en stol i midten af rummet. Til trods for, at det netop bare var en stol, formåede Juniper at sidde på den som om det var en trone. Hendes blotte tilstedeværelse tog metafysisk plads op i rummet. Hun nippede til et glas sød gylden vin og så sig om i lokalet på de tilstedeværende. Selvom det ikke var lige så stort og grandiøst som nogle af hendes andre selskaber, var hun nu ganske godt tilfreds indtil videre.

Outfit: https://i.pinimg.com/originals/f1/73/fd/f173fdfbe7fc1bfc19f37d90ccd63408.png

Hendes hår senere på aftenen:
https://i.pinimg.com/564x/99/86/d9/9986d9e509fec68551921096f8697ebe.jpg[/url]


På trods af kulden var der mange stimlet sammen på markedspladsen. Man kunne høre høje stemmer, der både snakkede og grinende sammen, mens flere forhandlede prisen for forskellige produkter, man kunne købe ved boderne. Daisy var som altid ved sin lille vogn, hvor der i dag blot var hæklede huer og vanter. Alle de ting hun normalt solgte på markedet, var nu blevet gemt. De skulle nemlig komme med mange forskellige ting til en eller anden fest på en stor herregård. Daisy fandt det yderst spændende! Hun trak sin tykke lysebrune frakke tættere om sig, inden hun med et stort smil tog imod nogle penge fra en ældre kvinde, der lige havde købt et par brune handsker fra hende. På trods af det kolde vejr, udstrålede Daisy en varme, man sjældent har oplevet hos andre. Hendes stemme var lys og hendes grin kun et lille feminint fnis. Man kunne slet ikke mærke, hvor meget hun frøs.

Det var lige som, hun havde rakt kvinden handskerne, at alle begyndte at hviske og pege. Daisy strakte hals og endte med at stå på tæer, for at kunne se parret, der netop var trådt ud. Hun hoppede en anelse på stedet, fordi hun var så lav, at hun ellers kun kunne se folks nakker. Da hun endelig fik øjet på parret, røg hendes mund åben. Waow! Hun stirrede på kvinden med et par helt store øjne, der nærmest lyste af overraskelse. Så tæt på en adelskvinde havde hun aldrig været før! Det var helt sikkert dem, de skulle hjælpe senere. Tænk en gang! Hun kunne slet ikke fjerne blikket fra dem igen og fulgte dem måbende med øjnene, inden de igen forsvandt. Hun kunne slet ikke vente til senere!

******Minitimeskip her til aftenen************

Det var endelig blevet aften, så Daisy var på vej mod herregården. Med gadedrengehop og et kæmpe smil på læben, så hun sig nysgerrigt omkring. Hele eftermiddagen havde hun hørt på sine forældres formaninger om, at hun bare skulle sætte kurven med frugterne og honningen i køkkenet og så skynde sig hjem. De ville ikke have, hun endte i problemer eller havnede steder, hun ikke burde være.

Hun blev lukket ind på herregården af en forbistret ældre dame, der ikke virkede synderligt glad for at være der. Daisy smilede blot varmt til hende og takket hende uanfægtet for, at blive lukket ind. Køkkenet var gigantisk og til at starte med, anede Daisy ikke, hvor hun skulle sætte sine ting. Efter en kort overvejelse placerede hun den på et stort bord, inden hun tjekkede om frugterne havde klaret turen derhen. Det hele lå sirligt dernede, så hun måtte have klaret opgaven godt. Nu burde hun gå hjem. Alligevel tog hun sig selv i at slentre ned af gangen for at kunne blive i længere tid. Her var så smukt og alt skinnede så fint. Hun skulle til at gå forbi et par store dobbeltdøre, men så hørte hun larmen, grinene og musikken. Sød musik der fascinerede hende helt utroligt. Uden at tænke videre over det, nærmest svævede hun nærmest hen til dørene. Hun kunne da godt bare kigge ind en smule. Ingen ville jo opdage hende, og hun ville være væk om lidt alligevel.

Med alle sine kræfter, skubbede Daisy til dørene. De var tunge for den spinkle pige, så da det til sidst lykkedes, endte hun med at tumle indenfor med overbalance. Hurtigt rankede hun sig op og fnisede lidt over sig selv. Grinet forsvandt dog hurtigt, da hun bemærkede rummet. Lyset skinnede i hendes brune øjne, og hun stod i flere minutter bare og tog det hele til sig. Der var så mange mennesker alle vegne og et utal af retter og drikkelse. Hun havde da aldrig set så meget mad på et sted! Daisy stod helt stille lige ved den åbne dør og stirrede bare rundt uden at bevæge sig. Det var så fascinerende det hele. Hun glemte fuldstændig alt om sine forældre derhjemme. I dette øjeblik tænkte hun kun på, hvor smuk rummet var. Det var også der, midt på gulvet at hun fik øje på hende kvinden fra tidligere. Helt uden skam kiggede hun helt åbenlyst på hende. Tog detaljerne fra hendes kjole ind. Hendes hår, måden hun sad på stolen, som om det var en trone. Hun så nærmest magisk ud!

Hun ventede da ikke flere gæster, gjorde hun? Og alligevel var der en markant knirken i salens dobbeltdøre. Hvis det ikke havde været fordi hun lige nu sad stille og ikke rigtig foretog sig noget ville hun sikkert ikke have lagt mærke til over lyden af musik og et utal af forskellige samtaler. Men nu spændte hun subtilt i hele kroppen. Gamle instinkter sad dybt i hende også selvom, det efterhånden var længe siden, hun havde skulle forsvare sig mod noget ukendt. Men Necromanceren havde ikke opfostret uopmærksomme børn. Uopmærksomhed blev straffet lige så vel som alle andre forseelser. Og at være opmærksom på at alt uventet, alt uden for planerne, potentielt kunne være dødbringende og dermed skade den større sag havde alle dag været vigtigt. Realistisk set ville det være virkelig dumt at forsøge at angribe hende direkte fra salens hoveddør. Hvis nogen forsøgte, ville Juniper i hvert fald ikke give dem point for elegant udførelse af noget som helst. Dog var det ikke helt udelukket, at hun havde skaffet sig nok mishag på halsen her i byen, at nogen ville forsøge at tage hende ud alligevel. Simpelthen fordi de fandt hende…ubehagelig, af grunde som Juniper selv i øvrigt ikke forstod. Hvad havde hun i det hele taget gjort nogen? Hun lagde hovedet en anelse på skrå med et udtryk som et vagtsomt dyr og holdt godt øje med døren, klar til på den ene eller den anden måde at slagte denne nyankommende, hvis de kom her med dårlige hensigter. Overfor hende altså. Om vedkommende nåede at bade lokalet i hendes gæsters blod, før de nåede hende var ikke en tanke, der rørte hende ret meget. De forsamlede mennesker her var, lige så meget som maden på bordene, blot aftenens føde. Og hun kunne altid finde nye. At spille staklen der ene og alene havde overlevet en massakre ville vel også have en vis interesseværdig blandt de fine.
Da døren så gik op og…en eller anden tøs faldt nærmest med ansigtet ned i det glatpolerede marmorgulv, kunne hun ikke lade være med at grine. Mest af situationen, men nok også en smule af sig selv. Hendes latter tiltrak sig andres opmærksomhed, som så også blev opmærksomme på hændelsen med nogen stirren til følge. Pigen havde rejst sig, før Juniper selv kunne nå at gøre noget. Det var næsten en skam. Egentlig ville hun gerne have set, hvordan pigen ville reagere på at blive tilbudt en hånd. Nå, man kunne prøve grænser af på mange måder. Om ikke andet, så virkede pigen allerede helt fortabt i stemningen.
Juniper var aldrig langsom til at træffe beslutninger. Nogle af hendes søskende, ville nok hævde, at hun var decideret forhastet til et punkt, hvor det til tider grænsede til idiotisk. Søskende kunne sige så meget. Det betød ikke, at de havde ret. Og desuden, havde Juniper svært ved at se, hvad denne lille tingest kunne gøre af skade. Det var snare et sjovt projekt for aftenen at undersøge, præcis hvor meget synd, der kunne være inde i noget så småt og, lad os være ærlige, ret uanseeligt. Umiddelbart så hun næsten irriterende rensjælet ud, men sådan noget kunne ofte være usandt. Og det gav ikke umiddelbart Juniper kvalme at se på hende, så det lovede, at der i hvert fald var potentielle for noget knap så rent inde i pigebarnet et sted.
Juniper rejste sig i en flydende bevægelse og slentrede med lange skridt henover gulvet. Før hun så meget som havde introduceret sig selv, havde Juniper lagt sine slanke hænder blidt på hver side af pigens ansigt. Højdeforskellen var markant. Nogle ville måske gå så vidt som at sige decideret akavet. Men Juniper holdt hende således, at pigen ikke kunne undgå direkte øjenkontakt.
Dødssynden betragtede hende, som om hun var et særligt nuttet lille dyr. En kanin måske? Kaniner endte som regel i en ragout, når det var Juniper, de var oppe imod, så det i sig selv var egentlig ikke videre lovende for pigens skæbne. Men denne kunne hun nok godt lade leve. Om ikke andet, kunne hun altid smide den væk, hvis den ikke viste sig at være interessant.

”How lovely to be surprised by a guest I did not expect. I don’t think, I have seen you around before.” Fordi hun var en bondetøs selvfølgelig. Og hvad skulle Juniper med bønder? De havde intet at tilbyde hende. Og dog. Når de sådan mere eller mindre kastede sig for hendes fødder, ville hun da ikke bede dem om at forsvinde.

”Oh, but I forget myself. Do forgive me. You must be thirsty. Try the wine.” Uden at vente på svar fra pigebarnet, greb hun et glas fra en forbipasserende tjener til hende og ét til sig selv, for good measure. Det lykkedes Juniper at bunde halvdelen af indholdet af sit eget glas på et par slurkeSå lagde hun ind hånd på pigens arm og dirigerede hende med sig.

”Don’t stand there in the doorway, it almost looks like you’re about to run away. Get in, get in.” Og du kommer ikke ud igen, som den samme du var, da du trådte ind.

”Are you hungry? You look hungry. You shoud eat something,” erklærede hun og viftede med hånden i retning af alt maden.