Please help me... - Jake og Rafaela

Emnet finder sted dagen efter Mulig alliance?? Rafaela, Natalie og Genevira

Starten foregår mellem Jake og Taliia. Rafaela kommer ind lidt senere (efter aftale)

Tid: Formiddag
Sted: Haven bag Drageborgen
Vejr: Lun efterårsdag med lidt sol og svag brise

Taliia havde givet tjenestefolkene besked om, at hun regnede med at bruge formiddagen ude i haven. Hun var blevet overrasket over, at Jake havde sendt sin undskyldning for ikke selv at tage imod hende. Men hun forstod også godt at et alliancemøde var vigtigere end hende. Derfor havde hun tilbragt en times tid med et varmt bad, efterfulgt af en sen god aftensmad og var derefter gået i seng.

Nu sad hun som sagt i haven og nød lyden af springvandets rislen. Samtidig nød hun fornemmelsen af havens planter og hvordan de var ved at gøre sig klar til årets koldere tid. Hun sukkede tungt og tænkte tilbage på det første møde hun havde haft med Azir efter længere tid og var glad for at hun sad ned. Benene havde pludselig ingen kræfter til at holde hende oppe længere.
Hvor længe der var gået fra hun og Azir havde snakket i haven hos hans familie, kunne hun ikke huske. Men det føltes som år. Alligevel var hun glad for at hun havde taget sig sammen til at give ham den afstand, som han ønskede. Det var jo hendes skyld, at han var ude af balance. Den gang havde hun ikke vist det, men hun var nu klar over at han var blevet knyttet til hende som skytsengle, og ikke som kæreste materiale. Hun havde hørt nogle andre handelsfolk, snakke om at han var skytsengel, hvorpå hun selv lagde to og to sammen.
Det sved noget at tænke det sidste, særligt fordi hun viste at hun selv var faldet for ham igen – denne gang mere alvorligt end sidst. En enlig tåre gled ned over hendes kind, mens hun sad med lukkede øjne og tænkte på ham.

Jake var gået direkte fra morgenbordet, som han havde tilbragt sammen med Raf og børnene, ud i haven. Dette skyldtes at en af tjenestefolkene var kommet til ham med besked om at hans svigerdatter regnede med at tilbringe formiddagen i haven.
Han havde undskyldt sig overfor børnene og kysset Raf på kinden, mens han havde hvisket til hende at han heller måtte se hvad der bragte Taliia til borgen. Han havde en anelse om at det ikke var noget godt, men han kunne ikke sætte fingeren på hvad. Tankerne kørte rundt i hovedet på ham om årsagen. Han huskede svagt en samtale med sit barnebarn om at Taliia var faldet for en af sine tidligere kærester, som ovenikøbet skulle være skytsengel, ligesom hendes afdøde mand. Hvad var det med hende og skytsengler?? Ikke at han ville dømme hende eller noget. Men det var lidt sjovt at tænke på.

”Så det er her du gemmer dig?” Han smilede venligt til hende, da han kom hen til bænken hvor hun sad og satte sig ved siden af hende. Hans øjne viste bekymring for hende.
”Hvad er det som æder dig op?” Han afholdt sig fra at gøre andet end at se på hende, eftersom han ikke viste hvor ligevægtig hun var.

Hun trak lidt på smilebåndet, da hun hørte hans stemme. Ved alle guder hvor havde hun savnet den. Hvor længe var det siden de sidst havde set hinanden?? Hun kunne ikke huske det, og ærlig talt så var hun også ligeglad. Hun viste at hun kunne søge trøst og råd hos ham, som hun ofte havde gjort før i tiden. Hendes øjne var let sløret da hun så på ham og endnu en tåre sneg sig ned ad kinden.
”Jeg har virkelig ødelagt det hele. Havde jeg bare vist at han var knyttet til mig som skytsengel, så havde jeg aldrig gjort det.” Hun fortalte ham let skælvende alt hvad der var sket og hvordan hun stod nu. Hun viste at han lyttede og ville vise forståelse – også selv om han ikke forstod det.
Hvor lang tid det tog hende viste hun ikke, men det føltes godt at få sat ord på det hele. Hun lænede sig ind mod ham, som en søster ville med en betroet og elsket bror.

Han var lidt overrasket over at se hendes øjne og den tåre som hun lod glide ned af kinden. Men ja, han lyttede roligt til hvert et ord hun sagde, uden at afbryde hende. Han kunne mærke på hende at det var dette hun havde brug for lige nu. Og da hun lænede sig ind mod ham, lagde han venskabeligt armen omkring hendes skulder. Tankerne kørte rundt med de nye informationer, og ja, han kunne godt forstå at hun var ude af den.
Han kom til at tænke tilbage på sin egen bommert med Raf kort før festen for racen og klukkede let for sig selv.
”Unge ven. Kærligheden er aldrig til at regne med. Den har helt sit eget liv. Jeg kan godt følge dig og din situation, men lige nu kan jeg desværre ikke give andet råd end at se tiden an.” Han gav hendes skulder et klem og smilede broderligt.
”Jeg har selv prøvet at være en idiot. Heldigvis forstod jeg at det var bedst netop at se tiden an og lade Raf få den tid hun havde brug for. Jeg ved godt at en dragonlycan ikke er det samme som en skytsengel, men følelsesmæssigt… Ja, der vil jeg tro at skytsengler kan være mere tilgivende end min mage. Tro mig. Der er stadig tidspunkter hvor jeg frygter at hun endnu ikke har tilgivet mig. Men så igen er der tidspunkter, hvor jeg er sikker på at hun har glemt det hele.” Han sukkede tungt og brummede lavmeldt.
”Det er ikke til at leve med, og heller ikke til at leve uden…”

Hun lo hjerteligt, selv om det stadig smertede.
”Ja, kærligheden kan være umulig. Men du skal nu alligevel have tak for at lytte til mine beklagelser.” Hun rettede sig op og trak vejret dybt det par gange, som om hun prøvede at få mere styr på sig selv.
”Jeg ved ikke hvordan jeg bedst kan få styr på det hele. Når jeg er sammen med ham, har jeg lyst til at vise mine følelser. Men jeg ved også at hvis jeg gør det, så er der en risiko for at han mister kontrollen og vi igen ødelægger det, som vi lige har prøvet at reparere.” Hun så over på ham, og blikket var spørgende.
”Hvordan gør du det med Rafaela?”

Han smilede da han hørte hende le.
”Du skal altid være velkommen, om det så bare er et brev fra tid til anden.” Han blev lidt mere… tilbageholden… da hun spurgte til hans egen situation. Hvad skulle han svare? Han viste det faktisk ikke. Han forstod hende godt, men havde aldrig tænkt over at sætte ord på det han gjorde.
”Helt ærligt, så ved jeg ikke hvordan jeg skal beskrive det.” Han havde en fornemmelse af at Raf var i nærheden. Så han ville passe på med sine ord, for ikke at rage op i gamle sår.

Efter morgenmaden gik børnene op på deres legeværelse sammen med guvernanten for, at lege lidt da Rafaela havde sagt til dem hende og Jake lige havde lidt arbejde de skulle have styr på. Børnene havde protesteret lidt, men accepterede det også til sidst. Rafaela havde behov for at være lidt for sig selv og vende de ting der var foregået til mødet og de tanker som var kommet til hende den nat.
Rafaela gik rundt i haven og nød solens stråler ramme hendes hud. Hun vidste godt, at Jake og Taliia var ude i haven, men haven var jo så stor så det var jo ikke sikkert hun mødte dem på hendes tur. Hun gik ned imod springvandet, hvor hun opdagede de sad. Hun vidste ikke helt om hun skulle gå ned til dem, men på en måde følte hun at hun bare havde været i vejen til mødet så det kunne vel være bedst at hun bare blev væk så de kunne snakke selv for hun ville jo ikke blande sig mere end højst nødvendigt, men samtidig så fløj tankerne rundt om hun skulle opsøge Raco eller ej så hun var ikke helt opmærksom på hvad der foregik omkring hende.

Hun sukkede dybt. Det hjalp hende ikke med hendes problem. Alligevel var det rart at sidde her, som i gamle dage, og snakke om tingene. Noget fik hende til at kikke rundt og fik øje på Rafaela, som hun vinkede til. Hvis hendes kommende svigermor havde lyst til at slutte sig til dem, var hun i Taliias øjne velkommen.
Ud af mundvigen fik hun med et smil nogle ord frem, mens hun så på Rafaela med latter i øjnene.
”Du har fundet dig en god kvinde. Pas på at du ikke gør dig alt for upopulær hos hende…” Hun vente hovedet så kun Jake kunne aflæse hendes læber, i det tilfælde at Rafaela kunne det. Ligeledes dæmpede hun stemmen til en svag visken.
”Kat har nævnt at hun er bekymret for dig. Særligt efter din tur i Sunfury. Jeg ved godt at det var før du virkelig fandt sammen med din mage. Men alligevel...”

//Godmode med Taliia og Rafaela er aftalt//

Jake kunne se at hans ord ikke ligefrem hjalp, men han var ligeledes hurtig til at dreje hovedet i samme retning som Taliia og vinke til sin skønne mage. Hans smil var bredt ved de første ord og kærligheden lyste ud af ham mens han så på sin mage.
Men ved Taliias næste ord…
Der mistede han nærmest alt farve og nærmest vred hovedet af led for at se på hende. Angsten og frygten stod klar i hans ansigt. Ved alle guder, hvorfor skulle dette bringes på banen lige nu? Nu hvor han havde fået opbygget en stor del af deres forhold. Han sank et par gange og måtte tage nogle dybe åndedrag for at få sine følelser under kontrol.
”Faktisk var uheldet kort efter at jeg havde genfundet hende. Men det er ikke noget du og Kat behøver at bekymre jer om. Raf er mere end nok for mig.” Farven var begyndt at vende tilbage til hans ansigt, men han rystede stadig en smule.
”Kunne jeg få dig til at forlade haven nogle timer? Er overbevist om at du har startet noget med denne snak. Og jeg vil heller have det overstået hurtigst muligt.” Han smilede venligt, da hun nikkede og forlod haven. Derefter tog han endnu et par dybe åndedrag og gik sin mage i møde, mens han tog sin jakke og skjorte af og smed dem i haven.

Så snart han nåede hende ville han lægge sin ene arm omkring hende og løftede hende på i sine arme, samt gik hen til den del af haven, hvor de plejede at være når de fik lyst til at forvandle sig.
”Der er noget jeg må fortælle dig. Tilbage i oktober, for to år siden, var jeg på besøg i Sunfury for at besøge Kat og dig. Det var før vi flyttede sammen. Nå men, hverken du eller Kat var hjemme og jeg tog mig en tur rundt i byen. Jeg endte på et bordel i den rige del af byen. Jeg havde været uden forløsning i længer tid og var derfor sammen med en mand… Faktisk har jeg, ved mit første besøg her i Dragons Peak for næsten tre år siden, haft en mandlig elsker. Men siden du og børnene flyttede ind, har jeg holdt mig til dig. … Med en enkelt undtagelse, som du sikkert husker.” Under hele sin tale havde han holdt hende fast, så han viste at hun hørte det hele.
Noget i ham skreg på at slippe hende inden hun begyndte at give ham brandsår, men tvært imod holdte han bare mere fast. Brandsårene ville være en del af hans straf for ikke at have fortalt hende det tidligere.

Rafaela kunne ikke helt bestemme sig for om hun skulle opsøge Raco for hun var stadig såret over, at han og Jake havde været sammen og at Raco skulle have et barn med Jake. Var barnet overhoved født? Hvor længe siden var det egentlig? Rafaela havde haft for meget om ørerne til, at holde styr på den slags og det gjorde hende samtidig vred indvendig, at 2 hun stollede på sårede hende på den måde. Hendes humør var heller ikke meget bedre efter mødet i går som nærmest fik vreden og frustrationerne til, at blusse op igen og fik hende endda til at overveje at blive allierede med Fire klanen. En klan hun endda har været oppe, at slås med og dræbt hun vidste ikke hvor mange af dem. Rafaela begyndte at tro hun var ved at blive sindssyg siden hun ville slutte fred med en klan som hun har været i kamp med og med Raco. Hun rystede lidt på hovedet for at komme tilbage til virkeligheden da hun opdagede, at Taliia og Jake vinkede til hende. Hun smilede venligt til dem og gik langsomt imod dem.
Hun kiggede undrende efter Taliia da hun pludselig rejste sig og gik ud af haven. Hun havde en ide om, at Jake havde noget med det at gøre for det virkede for hende meget underligt. Havde hun igen forstyrret i noget vigtigt? Rafaela bekræftede sig selv i hun var ved at blive skør for hendes tanker var virkelig ved at stikke af med hende.
Rafaela fortsatte imod Jake. Et smil bredte sig på hendes læber da hun så han smed sin jakke og skjorte. Hun syntes virkelig han var en flot fyr og kunne godt forstå der var mange der ville have ham, men hun var heldigvis den som vandt ham og det var hun glad for. Hun hvinede da han løftede hende op i sine arme. Hun lagde sine arme om hans hals og kyssede ham blidt på kinden imens han førte hende hen til den del af haven hvor de forvandlede sig normalt. Hun undrede sig lidt over hvorfor han gik derhen med hende. Hun kunne mærke og se på ham der var noget alvorligt han ville fortælle hende og måden han holdt hende på bekræftede hende i at han virkelig ville have hun hørte det. Hun lyttede til det han sagde og jo mere han snakkede jo mere forsvandt hendes smil fra hendes læber. Hun vidste ikke om hun skulle græde, blive sur eller noget helt tredje. Hun fik vredet sig fri af hans arme så hun kunne stå på jorden. Hun trak vejret dybt og kiggede op på ham "Ham i Sunfury var det før eller efter vi blev et par igen? Ham elskeren i byen hvornår præcist stoppede jeres forhold? Lige inden vi flyttede ind eller?" spurgte Rafaela. Man kunne godt høre på hendes stemme at hun var begyndt at blive ked af det og det kunne man også se på hende, men samtidig kunne man også se hun bare havde behov for at få de ting afklaret for at finde ud af hvor meget der egentlig var i det.

Han slap hende med det samme hun rev sig løs. Selv om han var så nervøs for hendes reaktion at han skælvede let, var hans stemme klar og fast.
”Ham i Sunfury var kort efter at vi havde mødtes igen, men før vi blev et par. Ham i Dragons Peak, var som sagt før jeg mødte dig igen.” Han viste ikke om hun ville stille sig tilfreds med det, så han prøvede at tage hendes ene hånd og ligge den mod sit venstre bryst, lige over hjertet. Hans hjerte slog panisk og han begyndte at svede angstens sved ved tanken om den smerte det kunne give. Men han viste også at han måtte gøre noget for at bevise at hun betød alt for ham. Hans blik veg ikke et sekund fra hendes ansigt.
”Disse to punkter var de sidste af mine hemmeligheder. Jeg indser nu at de burde havde været fremme tidligere, men efter din sidste afvisning var jeg… Er jeg praktisk talt hundeangst for hvad du vil sige eller gøre.” For ja, han var ekstrem angst for hvad hun ville gøre eller sige. Han viste at hun tidligere havde truet med at gå sin vej. Og han ønskede ikke en gentagelse af sidst. Så nu afventede han hvad end hun ville og svor en stille ed om at han ikke ville gøre modstand – uanset hvad hun valgte.

Rafaela stod stille og ventede på, at få svar fra Jake af. Hun vidste ikke hvordan hun skulle takle den besked hun havde fået. Altså hun ville være ligeglad hvis det var før de blev et par, men var det imens de var et par han havde været sammen med dem havde hun blevet såret og ikke vidst hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun var blevet skør nok af alle de tanker der havde kørt siden mødet dagen før.
Da Jake fortalte hende hvordan tingende hang sammen blev Rafaela mere rolig i kroppen og det var tydeligt at der var faldet en gigantisk sten fra hendes skuldre. Hun tørrede de få tårer væk som var kommet frem i øjenkrogende og kiggede lettet på ham "Er glad for du fortæller mig det min kære og eftersom det er før vi fandt sammen har det ingen betydning for vores forhold" sagde hun lettet og lagde sine arme om ham og puttede sig tæt ind til ham. Hun lukkede sine øjne og slappede af. Hun var blevet lykkelig over, at han fortalte det var før de fandt sammen.

Hendes ord fik den sidste styrke i hans ben til at skælve. Og da hun puttede sig ind til ham, forsvandt benene under ham, så han røg ned på røven. Han nåede dog lige at sikre at Raf var i sikkerhed, da han faldt sammen, ved at sørge for at hendes arme ikke var låst omkring ham.
Bumpet gjorde at en lille sort æske faldt ud af en lomme på hans busker og trillede lidt væk. I første omgang var det ikke noget Jake opdagede. For hvis han havde det, ville han have været mere panisk for at få finger i den inden Raf fik samlet den op. Hele hans opmærksomhed var nemlig fokuseret på Raf. Hans øjne var sløret af glædeståre og et glædessmil fyldte hans ansigt.
”Ved Elona’del og Hydra. Du aner ikke hvor glad jeg er.”


Hvis Raf fangede æsken og åbnede den ville hun finde en ring, som sad i det sorte fløjl.

Raf mærkede Jake var ved at falde sammen og havde Jake ikke løsnet hendes greb var hun faldet med ham og landt på hans skød. Et lille grin slap hendes læber. Hun syntes det var virkelig sødt at hendes ord og kram kunne give ham så bløde knæ så han ikke kunne stå på sine egne ben. Hun kiggede sødt ned på ham og smilede kærligt til ham. Hun lyttede stille til det han sagde og nikkede til ham "Jo det ved jeg min kære" sagde hun kærligt.
Hun kiggede omkring dem for, at se om nogen havde opdaget at Jake var faldet på røven, men hendes blik stoppede instinktivt på den lille æske som var faldet ud af Jakes lomme. Hun havde ikke opdaget at æsken var faldet ud da hun havde grint af Jake fra da hun faldt. Hun gik nysgerrigt hen til æsken, hvor hun samlede den op og kiggede undersøgende på æsken. Noget i hende skeg efter at åbne den for, at se hvad der var i æsken, men samtidig havde hun en lille ide om hvad det var og hun vidste ikke helt om hun troede på det. Hun kiggede hen på Jake med et spørgende blik. Hun gik derefter hen til Jake og kiggede meget spørgende på ham "Hvad er det her min kære? Er det din?" spurgte hun lettere nysgerrigt men samtidig også lidt nervøst for at finde ud af hvad det egentlig var der foregik.

Han smilede kærligt til hende og klukkede lidt over hendes ord. Men netop som han havde troet at alt var godt igen, fokuserede hun pludselig et stykke fra ham. Hans klukken og smil forsvandt omgående, som om han havde gjort noget galt. Hans blik fuldte hende, da hun flyttede sig og… Han fik øje på æsken netop som hun samlede den op. Fuucckk… Det var ikke meningen at hun skulle åbne æsken før han var klar over om hun var i godt humør. Hans hjerte snørrede sig sammen i angst for hvordan hun ville reagere hvis hun åbnede den, før han fik forklaret sagen.

Hendes spørgende blik og hendes ord, fik ham til at synke et par gange inden han fik rejst sig på knæ i ’frier stilling’ og lagde blidt sine hænder omkring hendes hænder der holdte æsken.
”Ja, det er min. Tanken var at jeg ville finde ud af om dette var et passende tidspunkt. Men uanset hvor meget jeg tænker over det, så kan jeg altid finde noget jeg ikke syndes er perfekt. Mødet i aftes fortalte tydeligere end ord, at jeg har udskudt hvad der ikke burde udskydes…” Han listede æsken til sig og holdte den op mod hende. Hele hans væsen emmede af kærlighed.
”Lige fra den første dag hvor vi mødtes igen, du ved den dag i handelshuset sammen med børnene, har jeg tænkt over hvordan jeg skulle gøre dette en gang i fremtiden. Jeg kan ikke forstille mig et liv uden dig og de skønne børn, som følger dig over alt. Jeg elsker at de kalder mig far, og jeg elsker at vågne sammen med dig, leve sammen med dig. Derfor spørger jeg dig, Rafaela: Vil du gøre mig den store ære, at blive min?” Han åbnede æsken og holdt nærmest vejret i spænding.

Rafaela fortsatte med, at kigge undrende på Jake for hun havde det som om hun rent faktisk godt vidste hvad der foregik. Da Jake satte sig på knæene som han skulle til at fri til hende havde hun lyst til at løbe skrigende væk. Hun havde samtidig en følelse af at der var kommet sommerfugle i hendes mave som kæmpede om at flå sig ud af hendes krop. Hun bed sig lettere nervøst i underlæberne og kiggede ned på Jake.
Hun lyttede stille til det han sagde og jo mere han snakkede jo mere blev hun bekræftet i sine anelser om hvad det var Jake havde planer om, at gøre. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare ham for inderst inde ville hun jo sige ja for hun elskede ham jo lige så højt som han elskede hende, men samtidig alt det der var sket til mødet aftenen inden havde startet et kæmpe kaos oppe i hovedet på hende og på en måde ville dette kun være politisk bare fordi den snotunge til en dæmon påpegede det og nærmest tvang dem til et ægteskab. Hun følte sig splittet over hvad hun skulle gøre og havde endnu mere lyst til at løbe væk.
Hun kiggede kærligt på ham "Jeg elsker også dig og ønsker også at tilbringe resten af mit liv med dig min kære og det ved du, men efter mødet i går og efter hvad den tøs af en dæmon sagde så føler jeg det her som tvang og ikke fordi det er kærligheden der styrer det min kære. Under alle andre omstændigheder havde jeg sagt ja, men jeg er bange for at jeg nok kommer til at skuffe dig og sige nej" sagde hun stille. Tårerne var kommet frem i hendes øjne igen og det var tydeligt det faktisk havde været virkelig svært for hende, at sige dette til ham. Hun lukkede stille æsken igen for ham og kiggede ned i jorden med lukkede øjne imens tårerne begyndte at løbe ned af hendes kinder "Beklager..." hviskede hun stille.

//Godmode er aftalt//

Han kunne godt se og fornemme at hun kæmpede med blandet følelser. Det var også forståeligt efter det forvirrede møde aftenen før. Han lyttede roligt til hendes ord, og selv om han måtte synke en gang, da hun lukkede æsken. Han rejste sig, lagde armene omkring hende og trykkede hende ind til sig.
”Jeg forstår det udmærket, min skønne. Vi snakker ikke mere om dette før du føler at det er af kærlighed. Du er og bliver mit hjerte og mage, uanset om vi er gift eller ej.” Stemmen var blid og kærlig. Han puttede æsken tilbage i lommen, kyssede hende blidt på panden og løftede derefter hendes hage blidt, så han kunne se hende i øjnene. Hans lyste af kærlighed.
”Min skønne. Du skal ikke være bekymret. Mens du ikke var til stede til mødet, sagde jeg faktisk rent ud til dæmonen, at jeg ikke ville tvinge dig til noget som helst.” Han var klar til bare at være der for hende, selv om han et sted følte sig svigtet igen. Men han mindede sig selv om at det kun var på grund af mødet med dæmonen, at hun havde sagt nej.

Rafaela følte hun svigtede Jake ligesom Raco havde gjort dengang. Det var utroligt at hun ikke var et hak bedre end Raco. Hun følte at hun bare nurde forlade borgen og lade børnene blive for de elskede Jake og her vidste hun børnene var i sikkerhed og ville få et rigtig godt liv. Et bedre liv end hun nogensinde ville kunne give dem. Hun stirrede ned i jorden imens tårerne bare løb ned af hendes kinder. Hun ville så gerne haft sagt ja til ham, men når det føles som tvang pga alt det politiske pjat der kørte rundt i denne verden så føltes det bare ikke rigtigt for hende.
Hun puttede sig ind til Jake da han trak hende ind til sig. Hun lukkede sine øjne og lod bare tårerne få lov til at løbe. Hun følte sig som det rene kaos og Jake fortjente bedre end det kaos hun skabte for ham. Hendes mørke tanker om at hun ikke var noget værd og rent faktisk bare var født til at tjene andre var kommet frem til overfladen igen i hendes underbevidsthed. Hun lyttede stille til det han sagde. Hun åbnede sine øjne da han lyftede hendes hage så hun så ham i øjnene. Hun snøftede kort og tørrede en tårer væk fra sin kind "Spørg en anden dag om noget tid" sagde hun stille. Hun vidste jo aldrig helt selv hvornår det skulle på tale og hun syntes det havde været sødt af ham at fri til hende, men det var bare ikke det rigtige tidspunkt.
Hun kunne godt mærke på ham at det havde påvirket ham at hun havde sagt nej til ham. Hun vidste godt at det ikke var det han ønskede og havde håbet på, men hun ville ikke kunne sige ja pga nogle mente hun skulle selvom hendes far sådanset hele tiden havde sagt han bestemte hvem hun skulle giftes med og han havde sikkert også dengang haft nogen i tankerne, men nu var han væk og hun var en fri sjæl. Eller rettere hun prøvede fortsat at være en fri sjæl.

Hans smil blev lidt større ved hendes stille ord og øjnene lyste af håb.
"Det lover jeg dig. En dag... Vil du kunne gå hen af gulvet i en smuk kjole efter dit eget ønske. Emily og Reine vil ligeledes være klædt i smukt tøj og gå foran dig, mens jeg vil vente ved præsten og stråle om kap med solen af lykke." Han kærtegnede hendes kinder med blide kys og en kærlig spinden, inden han lydløst tilbød at bære hende op til borgen.

Uanset om han bar hende eller gik ved hendes side, fortsatte han den kærlige spinden og blide ord.
"Jeg vil forkæle dig til du skriger. Føje dig i dine ønsker og behandle dig som den du er: Mit livs dronning."

Hun så glæden sprede sig i Jake da hun sagde han skulle spørge en anden dag. Hun lyttede stille til det han sagde og jo mere han snakkede smilte hun kærligt til ham. Det var jo sådanset hendes ønske for deres fremtid så de kunne være en ordentlig familie. Så måtte hun tage de kampe og pligter der fulgte med til den tid selvom hun allerede havde taget nogle af dem instinktivt. Hun lukkede stille sine øjne da han mærkede hans kærtegn imod sin kind og lyttede til hans spinden. Da hun åbnede øjnene igen og så han tilbød hende, at bære hende ind rystede hun smilende på hovedet. Hun ville gerne selv gå. Hun lagde en arm om hans liv og lænede sig ind imod ham imens de gik tilbage imod borgen. Hun fniste lidt over hans kommentar om at forkæle hende til hun skreg. Det kunne hun forstå på mange måder, Gun rystede grinende på hovedet og kiggede kærligt på ham "Du er skør min elskede. Men forstyrrede jeg dig og Taliia i noget vigtigt?" spurgte hun nysgerrigt for hun ville ikke forstyrre dem, hvis der var nogle ting de skulle have styr på.

Da hun rystede på hovedet over at han ville bære hende, bukkede han halvt og sørgede for at de gik så tæt som muligt. Han grinede sammen med hende, samt fangede undervejs sin skjorte og jakke.
"Neej, du forstyrrede ikke. Hun er kommet her til for at holde lidt ferie af en art. Det lader til at hun muligvis har fundet kærligheden igen, selv om den er en del indviklet. Det viser sig at fyren er en gammel flamme og hendes beskytter." Han kyssede hende kælent på halsen, så frem hun tillod det. Tankerne gled lidt hen på hvad Taliia nu havde gang i. Og så snart de kom op til borgen, spurgte han efter hende.

//Tal kommer med igen //

Tjenestefolkene fortalte Jake og Rafaela, at de kunne finde gæsten i Fruens gamle arbejdsværelse, hvor gæsten var optaget af nogle af de regnskabsbøger Masters barnebarn havde efterladt kopier af.

Taliia havde ganske rigtigt fundet nogle regnskabsbøger for handelshusene i både Doomsville og Sunfury. Hun var ret imponeret over at hendes datter havde fået de to huse til at løbe så godt rundt. Særlig når man tog i betragtning at de to huse også havde et fattighus, samt bad at holde udgiver ved. Hun lå på en af divaerne og læste i en af bøgerne fra starten af året. Så snart hun genkendte Jakes fodtrin, begyndte hun at tale ud i luften uden at fjerne øjnene fra bogen.
"Jeg skal da love for at Kat har fået de handelshuse til at løbe rundt. Hvordan pokker hun så gør. Måske vi også skulle udvide handelshuset i Aquener med et fattighus?"

Rafaela smilede stille til Jake og fulgte roligt med ham tilbage til borgen. Hun lyttede roligt til det han fortalte om hvorfor Taliia var kommet og hun kunne godt forstå at det kunne være indviklet med kærligheden. Hun tænkte endda selv på deres eget forhold som virkede indviklet til tider og som om de til tider slet ikke passede sammen eller skulle være sammen. Hun lagde sit hoved let på skrå og lukkede sine øjne da Jake kyssede hende kælent på halsen. "Ja det med kærligheden er en svær ting. Bare se på os min kære" sagde hun stille og smilede kærligt til ham.

Hun fulgte med Jake op til hendes gamle arbejdsværelse, hvor Taliia sad og kiggede nogle papirer igennem. Hun lyttede stille til det hun sagde og nikkede kort for sig selv "Det vil ihvertfald gøre noget mere for de fattige på det lange løb, men det kunne også skabe arbejde til tidligere slaver som ikke har nogle steder at være at være et sted de kan hjælpe andre under god støtte" tænkte Rafaela højt for sig selv. Hun havde jo nogle tidligere slaver hun skulle have ud på arbejdsmarkedet som så småt var klar til det næste trin i at blive fri fra slavelivet, men hun var stadig nød til at gøre det i deres udviklingstempo.

Han klukkede over hendes ord om at kærligheden var en svær ting og at han bare skulle se på dem selv. For ja, hun havde ret. De to havde afgjort ikke det nemmeste forhold, blandt andet på grund af deres temperament. Men han nød nu udfordringerne ind i mellem.

Så snart de var kommet op til den etage, hvor Taliia opholdt sig og hun begyndte at tale allerede inden de var inde i rummet, kunne han ikke lade være med at le.
Han lod dog Raf tale først, inden han ville give sin mening til kende.
”Ja, det ville ikke være så tosset. Jeg er sikker på at vi kan finde ud af noget.” Han gned sig om hagen med den fri hånd. Den anden forsøgte han at holde om Raf så meget som muligt.
”Det med de tidligere slaver var ikke en dårlig ide. De kunne udvikle sig stille og roligt mens de bliver passet på. Og gadebørnene kunne oplæres til en håndtering efter deres ønske, så længe det ikke er at stjæle eller myrde…” Han satte sig på den anden diva og forsøgte at trække Raf ned på sit skød, både for at have hende tæt på sig, men også for at nusse hende på ryggen.
”Hør. Du kom her til for at spørge om hjælp. Men jeg skal være ærlig at sige at jeg nok ikke er den bedste på det punkt. Jeg kan stadig mærke savnet, undskyld min skønne, efter Raco. Men samtidig blomstre mine følelser for Raf hvert sekund. Savnet og længslen vil altid være der, men det bliver nemmere at leve med gennem tiden. Hver gang jeg ser den lille bandit til Reine, ser jeg et splitsekund Connor. Og det er selv om der er gået omkring fire år fra han blev taget fra mig.” Hvis Raf sad ved Jake, ville hun kunne mærke at han begyndte at skælve let over savnet.

Taliia drejede hovedet og nikkede smilende på Raf, da hun og Jake kom ind i rummet. Ligeledes satte Taliia sig op og så på dem begge, mens de talte om mulige ændringer eller tilføjelser til handelshuset i Aquener.
Det glædede hende at de begge havde ideer til hvordan det kunne bruges og hjælpe forskellige til et forhåbentligt bedre liv.

Hun havde dog ikke forventet at han ville skifte emne så hurtigt. Men ja, han havde ret. Hun var kommet for at få hjælp. Og det ærgrede hende noget så grusomt at der ikke var et nemt svar på det. Dog fik hans ord om Raco og Connor, hende lidt ned igen. Han havde mistet så meget mere og alligevel fandt han en grund til at stå op om morgenen og fortsætte livet.
Det måtte hun også. Det skyldte hun i hvert fald både sin datter og sin ven/skytsengel. Azir måtte til tider være helt ude af sig selv, når hun fik et af sine anfald. For han havde jo fortalt hende hvor meget han følte hendes humørsvingninger. Hun sukkede dybt.
”Det er okay, Jake. Jeg burde være gammel nok til at vide at man kun finder ud af det, ved selv at forsøge sig frem. Jeg må bare se at lære, at kunne være i samme lokale med ham uden at… at gøre noget dumt.”