Kaotiske tider ~ Gray

S: starter udenfor Light's Hope Kirken, Angerforge District
T: starter om eftermiddagen, december 1165
V: Sne
Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] sammen med en brun vinterkappe og sorte læderstøvler.

Emnepartner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]


Jake var kommet til Doomsville tidligere på dagen for at finde ud af hvorfor hans barnebarn ikke havde besøgt ham. Hendes undskyldning havde været travlhed, men der var noget ved hende som gav ham indtryk af at hun skjulte noget for ham. Ligeledes var der andre af klanfolkene, som heller ikke ville møde hans blik ret længe.
Han sukkede og vente sig igen mod kirken, som han lige var kommet ud af, mens han i sit stille sind bad gudinden om hjælp. Noget han havde gjort lige siden Raf var taget afsted efter det mislykkedes alliancemøde. Han sukkede og rystede på hovedet. Hvorfor i alverden var han dog også gået med til det møde? For ikke at nævne at have glemt det. Han så kort op mod den overskyede himmel, der var fast besluttet på at give dem en fredfyldt snevejrs dag.

Endnu et suk forlod ham, skønt det var tungere end før. Hvad skulle han gøre? Han savnede Raf utrolig meget, ligesom børnene gjorde. De havde heller ikke været glade for at han rejste, men havde lovet at være søde og høre efter deres guvernante. Jake havde lovet at han ville prøve at finde deres mor, hvilket havde fået de små hoveder til at lyse op. Nu tænkte han så på om det løfte havde været for stort at give?
Han begyndte at gå hen af gaden, mod markedspladsen mens han forsøgte at undgå at puffe for meget til folk.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
(men i samme farve som kjolen) +lang perle broderet vinter kappe, i samme materiale og med pels foring og perlebesatte handsker.

Madelena Gray kunne spille skuespillet hvis det behagede dem. Dem? Tænkte hun kort og observerede den travle gade af et anstændigt klientel og ja resten. Dem? Disse fremmede? Det højere samfund? Sin åh så kære slægt?  Hvem vil Madelena Gray egentlig tilfredsstille? Uanset spillede hun gerne spillet hvis nødvendigt. Følg faderens råd hvis det gav en dags ro. Smil til den usmageligt klædte kvinde med guldet. Lær at danse og neje hvis de rette invitationer er på bordet. Vær den de ønsker du skal og døre åbner sig.

I Doomsville var hun Miss Gray, den velstillede men mystiske enke. Hvilket passede hende sådan set fint, for nu. Markedspladsen var forholdsvis bedrøvelig på sådan en dag men var fortrukket frem for den netop afsluttede sorg periode. Den var yderst gennemført og anstændig som forventer af en enke i Madelenas hjem. Hun spillede måske spillet godt men hvor havde farcen været jammerlig og hun var blevet godt træt af at bære sort. Desuden var Miss Gray godt sat med en formue men at arve en tekstil forretning havde sine fordele så vel som forpligtelser. Markedspladsen var gavnlig til at holde sig synlig og hvem ved? Finde det lukrative netværk. Desuden havde hun måtte afskaffe adskillige af sin afgåede husbonds ansatte. Hvad skal man med et par fæagtige drenge? Så hvorfor ikke sætte en bod op og charmere kunderne selv en gang i mellem?

Det var begyndt at sne og Lavinia, hendes sorte kat så næsten komisk ud legende med de hvide fnug i sin pels, Madelena smilede kort af sin følgesvend inden hun begyndte at dække sit lager af goder til.

Han så rundt på de forskellige boder og stoppede op ved en der solgte smykker og hårnips. Hans øjne faldt på nogle hårspænder. Han løftede [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] op og så undersøgende på den. Så snart han havde set den igennem, gentog han det med [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]. Kvinden der stod i boden holdt et øje med ham, men lod ham ellers bruge den tid han havde brug for. Hun fornemmede at han afgjort ville købe en af de hårspænder, muligvis begge. Der var andre kunder, som skulle have et lille skub for at beslutte sig.

Jake forstillede sig Raf med opsat hår og et af spænderne i håret. Han var dog i tvivl om farven på det første spænde var for lys, når man tog Rafs hårfarve i betragtning. Han så derfor lidt mere rundt og fandt snart samme spænde i guld. Det gjorde udfaldet. Han købte begge spænder og fik dem pakket ind hver for sig. Kvinden takkede ham for handlen og han nikkede smilende, mens han kom spænderne i en indvendig lomme på sin jakke.
Derefter besluttede han sig for at finde Kat og høre hvad det var hun og de andre skjulte for ham. Han trådte et skridt væk fra boden... Og ramlede ind i en anden person. Om han havde jokket personen over foden viste han ikke, men han flyttede sig en smule bare for en sikkerhedsskyld.
”Beklager. Jeg så mig ikke for.”

Som hun lagde den sidste rulle silke i sikkerhed for det stigende snevejr, blev hun abrupt mødt med et stød, hvilket væltede hende ind i sit bord fuld af varer. Hun trak sin fod til sig i en fart, hvem end ejeren af denne forvildede fod må håbe ingen skade var kommet til hendes, indrømmeligt uhensigtsmæssige til vejret, støvle ikke var kommet noget til. [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Madelena stirrede den fremmede op og ned i en undren, flere gange endda. Uimponeret som hun var over den bizarre mands præsentation i form af banal klædning og mangel på manerer, var der noget over ham Madelena ikke kunne sætte en finger på.

I et øjeblik havde bitterheden af sådan disrespekt givet hende trang til at tage Lavinias form og jage kløerne i ham, give dem alle en scene og bevare sin værdighed forhåbentligt, hvis altså hun kunne være hurtig nok og ikke lade sin egen krop kollapse midt i gaderne. Det var ikke risikoen værd, vurderede hun. Ikke her, ikke nu. Desuden var den fremmedes væren så besynderligt fortvivlende at det havde sat hendes planer af sporet. Han bar sig med sådan nonchalante manerer, kun reserveret til kvajpander eller… de i sandhed bekymringsfri… forkælede rigmandsdrenge. Der var en vis genkendelighed ved ham, men Madelena tvivlede på de havde mødtes. Nej måske var det i kunstnerisk afbildning hun så en lighed? Manden kunne minde om de set på søfarts malerier. Var det det han var? En forvirret matros endt I Doomsville af alle steder, vildledt i et anfald af saltvands forgiftning?

Hun så ham endelig i øjnene.

”Undskyld mig, sir! Er de faret vildt? Hvis de leder efter en skibs position, er belastning af en dames fod rimelig ukonventionel form for arbejdssøgning”

Han blev letter overrasket over kvindens ord og hans sortbrune øjne blev lidt større. Ham faret vild?? lede efter et skib?? Lignede han stadig en sømand?? Tja, det måtte han åbenbart gøre. Ikke at han havde stræbt efter det, siden han gik i land for næsten tre år siden, hvor han var blevet raceleder.
”Leder efter... Det er godt nok længe siden jeg sidst var ombord på et skib. Men nej. Det var afgjort ikke meningen at skade Dem.” Han bukkede høfligt for kvinden, uden at miste øjenkontakt og blidt forsøgte på at tage hendes ene hånd. Hvis hun lod ham, ville han løfte den og placere et blidt kys på håndryggen, som en gentleman, inden han ville slippe hånden igen og rette sig op.
”De må endelig lade mig vide, hvis der er sket skade på Deres støvle.” Hans stemme og kropssprog var høfligt og venligt, uden den mindste form for flirten. Hans tanker var hos Raf, hvor hun så end var i Underworld. Hans blik opdagede rullerne med silke og hans smil blev bredere.
"Kan det tænkes at De havde nogle ruller med lilla eller blå silke?"

Hvem var denne fremmede? Hun havde ikke helt udelukket muligheden af rent ud tosset men han virkede hverken intimideret af hendes tydeligt udstillede velstand eller udsigten til at bruge penge.

Madelena var frosset i et øjebliks paralyserende forvirring, en sjældenhed for hende, som manden holdt hendes hånd. Så anstændige manerer havde han trods alt lært, bare ikke sikker færden på fastland åbenbart. Matrosen, som hun havde besluttet at kalde ham i sit hoved, var et paradoks for hende men han kom hvert fald til sagen. Han holdte stadig hendes hånd og Madelena måtte vel træffe en beslutning, er matrosen værd at undersøge eller sende bort med ar på sjælen? Hun vurderede dog han i det mindste var en kunde og gav et høfligt, svagt modvilligt, nik i godkendelse af hans gestus.

”Hvilket formål søger de stoffet til?”

Spurgte hun med så sin mildere tone, reserveret til kunder her. Man må sandelig håbe matrosen håndterer skrøbelige klæder bedre end landjord.

"Gaver i form af kjoler og andet tøj til Dragons Peaks frue." Hans øjne lyste af kærlighed til sin mage. Han viste godt at Raf helst gik med bukser, men det betød ikke at han ikke kunne lokke hende i en kjole i ny og næ.
"Min skønne mage elsker de farver. Og jeg elsker at se hende glad."

Han flyttede sig lidt, så han bedre kunne se silkerullerne og kikkede nærmere på de farver som lå fremme.
"Ud over lilla og blå, vil jeg gerne se på en rulle hvid, sort og grå. Åh ja, og muligvis også andre nuancer af de to første."

Frue? Mage? Dragons Peak? Dette tog Madelena et øjeblik. Påstod denne kluntede matros at være… Dragons Peaks… hersker? Især sådan som han vader rundt som en tosset skulle man tro vagter eller en barnepige ville være gavnlig for styrets sikkerhed. Men hvis dette var Jake Black foran hende, vil hele situationen være nødvendig udforske og måske ikke sabotere med det samme, stødt som hun stadig var over mandens ukonventionelle introduktion.

”My lord, naturligvis kan vi finde en løsning. Fortæl mig om din frue? Er hun ikke ”glad”?"

Han smilede bredt da hun kaldte ham "My lord", så hun havde gættet hvem han var. Og nikkede roligt da hun bekræftede at de kunne finde en løsning. Dog undrede det ham, da hun spurgte om fruen ikke var glad. Hvor skulle hun dog have den ide fra??
"Jo, hun er skam glad. Men jeg elsker at give hende gaver og forkæle hende. For resten, hvad koster en rulle? Og hvor mange meter er der på en rulle?"
Han begyndte at overveje hvordan han nemmest kunne få rullerne med hjem. Han måtte få nogle af klanfolkene til at snøre dem sammen, så han kunne bære dem i drageform. Men lige nu koncentrede han sig om den forstående handel.

Et sted i nærheden var der en gruppe på fem mænd, klædt i hvide vinterkapper med [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] broderet midt på ryggen, samt en mindre foran på højre side. De handlede og forhandlede, mens de holdte øje med deres tidligere leder. Alle fem var draconianer, så på den måde faldt det dem naturligt holde vagt for deres raceleder.

Ikke glad nok til at gifte sig med dig, er hvad jeg hører. Tænkte Madelena for sig selv, dog med et venligt smil rettet mod ham. Lavinia bevægede sig nu rundt i de samme ruller, den måske yderst gavmilde, måske gale konge var i færd med at bestryge. Hun overvejede at kalde katten til sig men måske ville hendes kompagnons øje på lageret være… meget fornuftigt. Hvem ved, måske har han fødder som hænder.

”Hvor betænksomt af dem, en heldig kvinde i sandhed. Det var skam ikke min intention at snage i deres privatliv, my lord.”

Sagde hun med en voksende trang til netop at snage i mandens intentioner. Denne hensynsløse vandren, dette mystiske forhold, den uformelle væren. Mystisk. Men han virkede let nok at charmere, så hun smilede lidt bredere.

”De har sandelig smag for det finere alligevel, my lord. Disse inkluderer alle 7 meter hver. Kostbart materiale som de nok ved. Men for dem, kan vi slå en særlig handel af. 45 guldmønter for alle deres udvalgte og gave fra huset.”

Hun tog en mindre sølv broderet rulle og viste det frem til matros kongen.

”Jeg håber sandelig din elskede værdsætter deres indsats, sir. Det er ikke hver dag man ser en mand så ihærdigt efter sin udkårnes lykke.”

Hun var en lidt underlig kvinde. På en måde fornemmede Jake at hun var ironisk overfor ham, som om hun fandt ham mindre værdig end hende selv. Hvad havde hun dog hørt om ham?? Mens han så på rullerne, fik han pludselig øje på en sort kat som var hoppet op på bordet og gik rundt mellem silkerullerne.

Han blev dog pænt overrasket, da han hørte prisen. Fem og fyrre guld velv. Han lavede hurtigt en udregning i hovedet. Fem ruller med syv meter hver. Fem og fyrre delt med fem gav ni. Ni delt med syv gav en guld og tredive kobber. Så en meter silke kostede en guld og tredive kobber, hmm.. Det var godt nok ikke hvad han havde forventet her i middelklassens marked. Men ja, der var jo ingen der forbød de højt stående i at åbne en bod her. Han smilede venligt til kvinden mens han tænkte. Men når man tænkte mere over det, så var det jo silke og ikke bomuld.

Mens han tænkte, kom de fem mænd over til ham.
”Jake, længe siden.” Han vente sig ved stemmen og lyste op i et bredt smil, samt gav manden der havde talt et kæmpe bjørnekram. Manden havde samme størrelse som Jake.
”Thorn, dit store brød. Hvad laver du her? Jeg troede at du var ombord på Devils Pearl. Hvordan har Natalia det? For ikke at nævne de andre slyngler?” De andre mænd havde leet hjerteligt over Jakes reaktion og havde givet ham et venskabeligt kram. Men da Jake begyndte at snakke om en af kaptajnerne, faldt stemningen brat. Og glemt var alt om de silkeruller, som han lige havde været opsat på.
”Natalia blev dræbt under et sammenfald med Fire klanen. Jeg fungere som kaptajn midlertidig, til vi finder en ny eller jeg bliver valgt af rådet og lederne... Hvilket faktisk er grunden til at vi er her. Vi leder efter Kat.”

At smigre matros kongens, ego og fedte for hans pengepung havde ikke været svært som sådan. Ikke at Madelena nød at gøre sig til blandt mange men nogle gange må kunder med guldet høre hvad de skulle høre. Desuden var relationer til magten gavnlige, altså for det meste. Denne bizarre introduktion havde givet sine tvivl. Men Madelena var skam villig til at, se bort fra denne ydmygelse. Ja ærligt var ydmygelsen på matros kongens vegne. Mandens position og mystikken i hele pågældende nonsens havde vakt hendes interesse. For hvad? Der var hun ikke sikker, forsøge at forstå… noget måske. Hvad end mandens anliggende her var, vil en royal krise være nyttig at udforske. Ja eller blot slå gavmild handel af. Manden virkede gavmild nok, virkede overraskende mere godtroende end mange her.

Hun holdt sølvstoffet frem til den tilsyneladende halvt fortvivlede konge og gav ham sit mest indbydende smil muligt, givet den rimelig kejtede stemning. Hun ville til at vise endnu en mulighed da kongen… hvad? Kongen havde sørme mistet interesse for sit nærmeste udsyn… igen? Var dette hans almene tilstand? Kunne så distræt an mand forventes at kommandere befolkningen af Dragons Peak? Madelena smed rullen af stof fra sig i en måske mindre elegant bevægelse af frustration. Hun trak Lavinia til sig i et behov for forstandigt selskab.

Matros kongen var omringet af en flok mænd i hvide kapper, Blackfire symbolet kunne hun genkende men meget forstod hun ikke af situationen. Var disse hans passere? Endelig mødt op? Tænkte hun kort og undertrykte fornærmelsen. I stedet smilede hun høfligt og nejede til selskabet.

”Mine herrer, velkommen til. I må være forsigtige ikke at blive væk i snevejret”

Lød det fra hende, som hun gestikulerede mod deres hvide kåber.

De fem mænd så godt hvordan kvinden smed silkerullen på bordet og greb sin kat. De kæmpede bragt for at skjule den latter og munterhed, som det frembragte. Thorn flyttede sig så kvinden ikke kunne aflæse hans læber, da han hviskede til Jake.
"Jeg tror vi har gjort kvinden med silken sur. Hun smed i hvertfald demonstrativt med den rulle hun var ved at vise dig."
Jake sukkede stille og hviskede tilbage at hun ville have fem og fyrre guld velv for syv ruller silke, men at hun ville give ham den sølvrulle med i prisen. Det fik mændene til at måbe fra Jake til kvinden. Jake fortsatte med at han syndes silken var fantastisk og kunne klæde Raf. Mændene genvandt hurtigt deres rolige og venlige humør, da kvinden nejede og talte til dem. Hendes ord fik en munter latter til at komme fra dem. Og en af mændene blinkede drillende til hende, men det var Thorn der tog ordet.
"Vi takker. Og De kan være ganske rolig, Frue. Vi prøvet det der var være." Derefter vente han sig halvt og så på Jake.
"Det er virkelig ikke til at fatte at det næsten er tre år siden at du blev raceleder, for ikke at nævne næsten to eller to og et halvt år siden du overtog Dragons Peak. Hva siger du til at vi finder et bord på den nærmeste kro og snakker om gamle dage?" Jake lyste op i et kæmpe smil, og daskede venskabeligt til Thorn.
"Det lyder som en god ide. Jeg kunne godt trænge til et krus rom."

Madelena lyttede til mændenes samtale, eller rettere Lavinia gjorde kattens høren værende væsentligt bedre. Ja at miste masken foran en konge og hans ehhh slæng? Var ikke det indtryk hun for det meste stræbte efter. Men nu havde manden også udvist sin grad af inkompetence også og han skulle forestille at lede et folk? Nej hun kunne hvert fald ikke beskyldes for et en hvad hun selv vil kalde naturlig reaktion på disrespekt. Men matrosen, ugalant som han åbenbart kunne være, var en trods alt en betydningsfuld hersker, på en eller anden måde. Og tilsyneladende midt i en form for personlig krise af en art hvilket jo havde det med at føre åbne mænd op på en hel speciel tilgængelig maner. Udmattet som hun trods alt var, ville en del af hende vide mere. Om end ikke andet vil Madelena Gray hellere huskes i fineste orden.
Så hun besluttede at appellere til mændenes sympati. Hun lod sine skuldre synke ned i en sårbar position, kiggede ned og gav et langsomt suk i bedste elegante manerer. Hun fremkaldte sit mest melankolske stemmeleje.

”Frue… Ja det er jeg ikke blevet kaldt længe. Jeg beklager de herrer, min kære ægtemand gik bort for snart 6 måneder siden...”


Ja ikke at Ludwig var savnet som sådan, men tårer var ikke svære at fremkalde, givet man nød sit eget spejlbillede nok til at øve stykket.

”Hvis handlen stadig interesserer dem, Lord Black kan jeg få en karl til at levere dem i deres beboelses adresse imens de er i Doomsville”


Fortsatte hun, stadig med en rolig men melankolsk klang. Mænd… de fladt for den slags.

”Det er ikke let… at være alene…”

En af de andre mænd gik hen og kikkede nærmere på silkerullerne. Han rørte let ved stoffet og undersøgte hvor fint stoffet var vævet, mens han lod hende tale.
"Jeg er imponeret over at finde så fin en bod her på det almene marked. Det er ikke særligt almindeligt, eftersom det er kostbare sager. Hvor stammer silken fra?" Han så venligt på hende med sine lysegrønne øjne, dog uden at være særlig manipuleret af tonen fra hendes ord. Grunden til dette var at han brugte en smule af sin lysmagi til at sprede lidt morale, i håb om at det kunne lette kvindens dystre tanker, som hendes ord antydede at hun havde.
Et par af de andre mænd så lidt mere sørgmodigt på hende, men ingen af dem blandede sig.

Thorn og Jake vente sig og så på hende mens hun snakkede, men ligesom ham der undersøgte silken, var ingen af de to påvirket af hendes ord. Jake havde under hele hendes talte haft tankerne halvt på Raf, hvilket var hans redning. Alligevel var det ham der svarede hende.
"Det er aldrig let at miste ens elskede, eller at finde mening i livet bagefter. Men jeg kan love Dem, det bliver letter med tiden. Også selv om savnet aldrig vil slippe helt." Han ventede med at svare på det sidste omkring handlen, da han var nysgerrig efter at finde ud af hvad den mand, der undersøgte silken, fandt frem til.

Hun smilede høfligt til manden et øjeblik. Ja det viser sig at kongens kammerater har mere galante manerer end han selv. Desuden virkede han til at anerkende den raffinerede kvalitet af hendes varer. Og Madelena kunne skam lide at få sin finhed og elitære stand bekræftet. Manden var belært nok om finere goder om han var gavnlig for hendes interesse i royale affærer var noget andet. Måske han skulle tage styret i kongepasning tænkte hun et øjeblik men undlod yderligere fornærmelser på selskabet. Hun var ikke som sådan kommet til et heldig start med selskabet, for hvilket hun stadig beskyldte matros kongen, men en pige af Madelenas status vidste bedre end at brænde broer. Man der talte til hende havde et venligt blik, næsten for venligt. Enten var dette en af de få i sandhed godhjertede sjæle hun sjældent stødte på eller også var noget på færde. Ja der var en følelse hun ikke kunne slå fra sig, alarmklokker, den næste ubehagelige renhed. Dog ønskede Madelena ikke at udvise yderligere mangel på ynde så hun adresserede manden høfligt.

”Sir, silken er…..”

Det begyndte at sortne for øjnene af hende før Madelena kunne nå at forsætte. Hvad? En kvælende fornærmelse begyndte at trænge sig på og hendes hænder rystede som hun forsøgte at holde fast bordet for at forblive oprejst. Lysmagi? Ja det var det hun havde fornemmet, det var længe siden nogen havde vovet dette. Ja selv finere unge piger havde deres brutale lege med magien.

Madelena havde forsøgt sig at tilfredsstille kongen og hans mænd, tilbudt ham en gave endda, ja hun kunne skam være gavmild. Hun havde forsøgt på trods af de adskillige fornærmelser. Og nu et uansvarligt overfald af lysmagi!? Manden må ikke have opfattet hendes dæmoniske essens, nej… Men går hun måske rundt og kvidrer med hver en kat hun støder på?! Altså dette var ikke langt fra sandheden men magi måtte vel bruges med en vis omhu, tænkte hun. Og kongen omringer sig med uansvarlige barnepiger ser det ud til! De måtte væk fra hende, væk hurtigst muligt. Hun hev efter vejret og fik med nød og næppe ord ud.


”I er … nød til at gå…. NU!”

Thorn opfangede hurtigt at kvinden ikke kunne tåle lysmagien, som den unge mand brugte. Derfor trådte han hen til sin kammerat og lagde hånden på hans skulder.
"Norm, stop magien. Du er ved at kvæle hende." Den unge mand havde så småt opdaget at kvinden var ved at blive utilpas, men det var først ved Thorns og kvindens ord at han forstod årsagen. Han undskyldte hektisk og trådte væk fra boden, mens han stoppede sin magi.

Jake var hurtigt henne ved kvinden og forsøgte at støtte hende.
"Ved alle guder, Norm. Jeg troede at du undersøgte hvilken race folk var, inden du begyndte din magi." Derpå henvendte han sig til kvinden.
"Frue. Jeg undskylder for min vens handling. Det var uagtsomt af ham og naturligvis ubegrundet. Som bod, vil jeg tilbyde halvtreds guld velv for de otte ruller. Hvis De har rullerne her, så tager vi dem med her og nu. Ellers må De gerne levere dem til Handelshuset "Robins Nest" her i districtet."
Han var godt klar over at han nok betalte overpris, men hvis det kunne hjælpe lidt på kvindens ubehag, så var det prisen vær.

Hun hostede stadig af magiens svækkelse, som kongen talte. Så meget værdighed havde manden trods alt, hun selv vil ikke have været så tilgivende for sit slængs ugerninger, så kammeratlig som matrosen var ved disse mænd. Nej tjenestefolk var skam… forsvundet for mindre.

Hun begyndte i en hast at samle sine varer sammen, komme hjem inden svækkelsen skulle føre til sygdom eller det der er værre, tegn på sygdom i hendes perfekt polerede ansigt.  

Halvtreds guldmønter?  Ikke dårligt, hun havde anet del godtroenhed i manden og guld er guld. Selv efter de adskillige fornærmelser, som Madelena næppe vil glemme. Nej det er ikke så let at betale sig fra Madelena Grays animositet. Men at bære nag med et smil kunne hun mestre.

” Hvor gavmildt af dem, my lord. Jeg kan pakke goderne til dem med det samme.”

Hun sorterede den sære konges ønskede varer da hun mindes ja særheden i det hele og besluttede sig for at snage i mandens affærer en sidste gang.

”Jeg håber at fruen bliver glad, de må endelig sige til hvis et bryllup skulle være i horisonten.”


// Out //

Da mændene hørte hvor meget Jake tilbød, var de lige ved at åbne munden og sige at det var alt for meget. Men et blik fra Jake, fik dem til at holde mund. Når alt kom til alt, så kunne de enlig også godt forstå Jake. At betale overpris for silke var alligevel bedre end at et problem på skulderne.

Så snart rullerne var pakket tog mændene dem og gik sammen med Jake tilbage til handelshuset. Undervejs fik Jake en følelse af at Raf var i nærheden, hvilket undrede ham. Han valgte dog at undersøge sagen og bad de andre om at gå tilbage til handelshuset alene.

//Out//