The Queen and The Spice Princess

Smilet der bredte sig på hendes ansigt var varmt og glitrende. Et smil, der i sin tid havde smeltet, eller knust, mangt et hjerte. Triumfen varmede hende mere end noget glas vin ville have gjort. For hun havde vundet. For sig selv, for familien og for Ava. Havde hun måske ikke netop cementeret sig i elverdronningens hjerte? Perfekt. Som alting altid burde være, selvfølgelig. Juniper gjorde trods alt intet halvt. Og hun var absolut heller ikke vant til ikke at få tingene som hun ville have dem. Nej tingene var faldet ud, som de burde. For alle parters bedste, hvis hun selv skulle sige det. I sit eget hoved, så kunne Juniper Graceling være en ganske udmærket ven at have i baghånden. Havde hun ikke måske allerede været en god rådgiver for Larlii? Havde hun ikke påpeget en trussel mod hendes sikkerhed og skubbet hende i retning af bedre at tage hånd om den? Alt i alt burde hele elverfolket takke hende for at i det mindste forsøge at holde deres dronning i live. Hvilket var mere end hvad hun umiddelbart kunne sige om hele korpset af soldater, der lod dronningens stalker af en eksforlovet rende rundt og planlægge at myrde hende eller sådan noget. Stupidt. Selv disse Nimartroende, ja selv Nimar selv, måtte vel kunne se, at der var en grænse, hvor det ikke længere var holdbart at overholde den religiøse doktrin om ikke at tage et liv nogensinde. Havde hun været dronning selv havde hun ikke tøvet med at få bragt ham til det nærmeste torv og brændt ham levende til skræk og advarsel for andre, der kunne være idiotiske nok til at forsøge samme stunt. Hun regnede ikke med, at hun på noget tidspunkt ville være nødt til at have samme samtale med Ava.

Samtalen mellem mor og datter gjorde hun sig ikke meget i at lytte efter. Det sagde hende intet. Til gengæld morede synet af de skandaliserede hofdamer inde ved søbredden hende meget godt. Hun blinkede kækt til den ene. En køligt udseende statlig kvinde, der mindede hende slående meget om en lidt yngre abbedisse Vivianna. En kvinde hun havde gjort det til dagligdagsunderholdning at genere gennem skoletiden på Isle of Pearls.
***
Juniper rykkede lidt på sig i sadlen, ikke så meget utilpas, men lidt forvirret, over barnets intense blik på sig. Børn var underlige. Hun vidste ikke, hvad hun skulle forvente af dem overhovedet. Hun forsøgte at smile til den.
Så vendte hun blikket over på Larlii. Taknemmelig for at skulle tale til en anden voksen i stedet.
Hendes ord fik næsten Juniper til at le. Tænk, at det var hvad hun forstod af Huset Graceling.


”Tja, det kommer an på årstiden. Jeg holder selv af æbler og kanel i vintertiden for eksempel. Du kan bage dem.” Nu havde hun lyst til bagte æbler. Med vaniljecreme og kanel. Hun sukkede.

Hofdamerne, på nær Nasissa, var rigtig nok letter forfærdet over at dronningen bare smed kjolen og gik ud i vandet. Stedet var ikke ordenligt afskærmet eller bevogtet. De fire blev en del forvirret, da Juniper blinkede kækt til dem. Hvorfor gjorde hun det? Og var det i det hele taget til en af dem? De skyndte sig at gøre en ren kjole klar til Larlii.

***

Almiel så roligt på de to kvinder, mens de snakkede. Og da Juniper snakkede om at man kunne bage æbler, klukkede hun af glæde og klappede i sine små hænder.
”Kage med æble.” Larlii lo hjerteligt og så på sin datter, inden hun så sig om efter Fafnir. Han fløj rundt oppe mellem træerne og satte sig fra tid til anden på nogle af grenene. Derefter vente hun sig mod vognen og sine fire hofdamer, som tog turen siddende.
”Er der en af jer, som vil være sød at skrive en kort besked om at vi meget gerne vil smage nogle af sommerens æbler i en kage? Fafnir kan aflevere beskeden for os.” Hofdamerne havde nær sloges om hvem der skulle skrive beskeden, men havde nøjes med at se på hinanden. Kort efter havde de taget noget pergament fra en af de tomme regnskabsbøger, som de havde med, og beskeden blev skrevet. Skriveren spurgte om der var andre ønsker, som skulle med på beskeden. Larlii så over på Juniper, i det tilfælde at hun havde nogle ønsker.
”Vi har godt nok en eller to overnatninger mere, alt efter hvor hurtigt vi rider.”

I stilhed undrede dødssynden sig. Der var mange ting at undre sig over, den pludselige hyperfiksering på kagen værende en af dem. Ikke at hun ikke selv fangede sig i, at gøre det til sit eneste mål at få noget bestemt at spise i øjeblikke, men som regel blev det ret hurtigt rakt til hende og denne panik ville aldrig være opstået hjemme i hendes eget hus.
Den anden ting og undre sig over, var denne degradering af hendes familie, som om de bare var nogle folk med lidt sjov viden om, hvilke krydderier der passede til hvilken slags måltid og ikke nogen af de mest succesfulde og eftertragtede handelsfolk på hele kontinentet. En fornærmelse hendes mor aldrig ville have ladet stå og som hendes far ville have taget med et smil i offentligheden for så at have knust det fornærmende parti senere. Men nu var det bare sådan, at hende, der havde fornærmet dem med denne forseelse var selveste skovelvernes dronning. Selv Huset Graceling, der langt hen af vejen så sig hævet over spillets almindelige regler, vidste, at der var visse høfligheder, man måtte opretholde, hvis man ønskede at komme fremad her i verden. Og fremad var den eneste vej for dem.
Så i stedet smilede Juniper bare til barnet.

”Du har fat i noget.” I det mindste kunne ungen sætte gang i at skaffe dem noget mad, men hofdamernes kappestrid var så patetisk, at selv Junipers slaver så til i noget, der mindede om andenhåndsskam ved dette tab af værdighed blandt frie og rationelle væsner. Skulle man da have troet, at de var. Lige nu gav de hende ikke mange glimt af tænkende væsner.

”Åh jeg kan være meget hurtig,” erklærede hun og satte hælene i siden på sin hest. Galoperede af sted ned af stien med de lange skørter bølgende om sig. Med friheden brusende i blodet.

Eftersom Juniper ikke gav nogle ønsker, afsluttede hofdamen beskeden og rakte den op til Fafnir, der var fløjet ned til dem som om han viste hvad der var blevet snakket om.

Almiels smil blev større ved Junipers ord, om at hun havde fat i noget. Og da Juniper erklærede det sidste og satte i galop, brød både Larlii og Almiel ud i hjertelig latter. Larlii og Nasissa, sammen med en enkelt vagt, satte ligeledes i galop.
Noget der skabte røre i andedammen, så at sige. De andre tre hofdamer var arrige, for at sige det mildt. De fattede ikke at dronningen ikke havde givet dem besked om at hun kunne finde på dette. Nu var de fanget i vognen, hvor kusken satte hestene i trav. Den ene hofdame, Lady Gweyr Isilmë som havde været hos Larlii fra starten sammen med Nasissa, rystede smilende på hovedet.
"Hvorfor havde jeg ikke set det komme? Hun kan være impulsiv når det tager hende."
De andre tre startede hurtigt en diskution om hvor upassende det var for dronningen at opføre sig sådan, og hvordan de kunne hjælpe hende til at forstå dette, så det ikke gentog sig uden passende følge. Hofdamerne komanderede kusken til at sætte hestene i galop, selv om det ville blive noget af en bumle tur.

***

Det var aften på det tredje døgn, siden de havde forladt Forestina, da de ankom til Angulócë Yána. De blev modtaget af folkene og børnene som styrede stedet, efter at Larlii bar blevet dronning. Almiel var træt efter rideturen og gabte højt og længe, så Larlii forbarmede sig over hende og satte sig ned på en stol ved dammen med pigen i sine arme, mens hun nynnede en vuggevise. Hun gjorde en inviterende gestus til Juniper om at sætte sig på en af de andre stole. Der gik da heller ikke længe før pigen sov trygt i sin moders arme. Nasissa kom over og tog pigen med op i Larliis soveværelse, inden hun sluttede sig til de andre hofdamer igen.
Folkene kom over med forskellige retter og frugt, som blev stillet på forskellige borde. Bordene blev stillet ved siden af de to og Larlii nikkede mod maden og smilede til Juniper.
”Jeg håber maden smager. Hvad vin angår, så har vi et pænt udvalg her.” Hele femten kvinder og mænd kom hen til dem, hver med sin vinflaske og et glas til smagsprøve. Så snart Juniper havde fundet en eller flere hun kunne godkende, ville de forsyne hende med netop den eller de vine. Larlii selv fik serveret den æblevin, som Nasissa havde været forudsende nok til at tage med.


//Isilmë betyder: Moonlight – grundet det sølvhvide hår, som løber gennem slægten.
Sted:

Angulócë Yána (Dragon Sanctuary:

//

Fristedet kaldte Larlii det, men følte hun sig virkelig fri med øjnene af de mange traumatiserede elverfolk stirrende på sig. Du kunne sige, at Junipers uro var hyklerisk. Hun holdt trods alt svar og deres ve og vel bekymrede hende kun i det omfang en skade ville gøre dem mindre præsentable eller hindre dem i at gøre deres arbejde. Men hyklerisk om end den måske var, så var hendes uro der trods alt stadig. Disse tydeligvis hjemsøgte væsner, mange af dem delvist dækket af brandsår. Brandsår der ikke kunne undgå at minde Juniper om, hvad der var sket med hendes egen mor. Prismira Graceling skjulte det godt med sine handsker og lange strømper, men faktum var at andet og mere var gået til i nedbrændingen af Silvansti end House Gracelings fysiske ejendom. Moderens arme og ben var et brutalt bevis, derpå. Hun var dykket tilbage i flammerne for at finde sin mand, selv efter, at hun selv var blevet reddet ud. En uselvisk kærlighedshandling, som Juniper aldrig ville kunne forstå lige meget, hvor meget hun prøvede og som hun nok i sit inderste indre holdt en vis foragt for adoptivfaderen over, fordi han stort set havde været urørt af det flammehav, som hans kone havde reddet ham ud af.
For nu væmmedes hun i stilhed ved synet af de mange år, der aldrig helt ville forsvinde, selvom de sandsynligvis nyskabt havde været langt værre. Disse sørgmodige skæbner omkring dem, der, i hendes øjne, havde mistet nok værdighed til kun at kunne leve på baggrund af en andens godhed. Hvis altså ikke der var tale om et frelserkompleks. Hun kunne godt have Larlii mistænkt for at have sådan et. Hun havde i hvert fald så sandsynlig været ivrig efter at bringe Huset Graceling ind i sin egen personlige samling af stakler. Ikke tale om.
Juniper forsøgte at lade som om hun ikke lagde mærke til måden mange af både de voksne og børnene næsten instinktivt trak sig væk fra madlavningsilden. Salve, der blev lagt på gamle ar, der sikkert stadig kløede og sved. Uroen i alle øjnene, måden de knugede de ejendele, de havde tilbage.
Nogle ville måske hævde at Juniper oplevede et ukarakteristisk øjeblik af empati med andre væsner. Anerkendte andre som levende. Nogen der havde tabt noget og satte sig smerteligt i deres sted. I virkeligheden skyldtes hendes ubehag nok nærmere, at hvis hun havde været hjemme i det skæbnesvangre øjeblik, kunne hun have været endt som en af dem. Hjemløs, altmanglende, vansiret.
I et forsøg på ikke at dvæle ved det, gik hun i stedet ture i de unægtelig smukke omgivelser, imens aftensmaden blev tilberedt. Hørte nu og da den sært fascinerende lyd af en drage. Eller måske var det flere, i træerne over sig. En enkel gang så hun direkte op i et sæt reptiløjne.

Senere slog hun sig ned ved siden af Larlii. Både mad og vin fik hende på mindre dystre tanker og hun kunne taknemmeligt synke tilbage i stolen.

”Jeg så en drage, tror jeg,” fortalte hun Larlii og nippede til vinen.

Mange af de voksne højelvere, som kendte familien Graceling og dermed også deres datter, hilste høfligt på Juniper. Nogle af dem bar på kurve og kasser med nyhøstet frugt og urter. Andre, holdte øje med børnene. Dem som var meget skadet, slappede af på forskellige bænke og stole, hvor de kunne nyde den varme sommersol, samt nyde lydende af fuglekvidder.

Stedets ansatte hjalp højelverne med hvad de havde brug for. Om det var at passe børn, tilse og pleje brandsår eller noget helt andet. Nå Juniper kom forbi dem, bukkede og nejede de høfligt for hende.
Mens Larlii havde vugget sin datter i søvn, havde hun fuldt Juniper med øjnene. De ansattes måde at hilse på Juniper, fik Larlii til at smile. Hun kunne ikke helt huske om hun havde nævnt noget om Junipers position i brevet, men uanset hvad, så havde folkene en god ide om at hun var af højtstående byrd.

Da Juniper kom hen og satte sig, samt snakkede om at hun troede at hun havde set en drage, nikkede Larlii blot.
”Det har De med garanti. For to år siden kom otte unger til verden, de er noget af det mest livlige og nysgerrige, jeg nogensinde har oplevet. Og det er selv om jeg har to skønne børn. Hvis De ønsker det, kan jeg prøve at kalde dem her ned.” Hun så afvendtende på Juniper.

Ansigter hun genkendte og ansigter hun ikke gjorde. Folk der hilste på hende. Ingen havde gjort noget særligt indtryk. En enkel af forældrenes mindre forretningspartnere. En enkel tidligere skolekammerat fra Isle of Pearls. Kammerat var måske så meget sagt. Juniper havde næsten slagtet Ariyana til fægteundervisningen, da den anden pige forsøgte at få de andre vendt mod hende på grund af hendes status som adoptivbarn og dermed, i mange på skolens øjne, mindre værdig end resten af dem. Det var med en vis tilfredshed at Juniper noterede sig, at kvinden stadig trak sig bort fra hende i ærefrygt selv efter mange års adskillelse, knugede en hel skare af børn, sandsynligvis hendes egne, ind til sig og trak den yngste næsten voldsomt tilbage, da han nysgerrigt forsøgte at røre ved Junipers kjole. Juniper smilede bare til hende. Nøjagtig som hun gjorde til resten af de folk, der syntes at genkende hende fra det ene eller det andet sted. Hilste på dem hun kunne huske ved navn. Bare fordi hun ikke reelt kærede sig, så var hun trods alt nu engang dygtig til at lade som om. Andet kunne næsten ikke lade sig gøre, når man var vokset op med Prismiras afmålte ophøjede høflighed og Cornelius’ evigt venlige gemyt, der kunne gemme på, hvad som helst. Folk der kendte blot lidt til adoptivfaderens skyggesider varede sig for datterens varme smil, opmuntrende om end det så måske var. Så til med en vis nervøsitet, når hun, med en nonchalanthed, hun ikke følte, samlede deres børn op og holdt om dem, som var de hendes egne. Nogle vidste noget om sommerfugle sømmet til børneværelsers vægge, men ingen sagde så meget som et ord. De havde allerede stået ansigt til ansigt med ilden. Helst ikke påkalde sig en Gracelings mishag, eller blot at de blev for opmærksomme på en.

Hun lyttede til Larliis ord med hovedet lagt lidt på skrå. Faktisk noget nær oprigtigt nysgerrig. Hvor mange drager var der? Hvor sociale var de? Hvordan ville de være? Hun holdt trods alt af dyr, noget folk i tidernes løb havde kaldt en blødgørende kvalitet, men helt ærlig var det meget fordi, at dyr ikke var lige så dumme som mange folk.
Netop som hun skulle til at sige til Larlii, at hun heller end gerne måtte kalde dragerne til dem, viste det sig ikke at blive nødvendigt. For en af dem flaprede ned fra et nærtstående træ landede halvklodset på bordet mellem dem og brugte et øjeblik på at justere sig, før den gik i gang med at gøre kål på resterne af Junipers aftensmad og endog stak hovedet hele vejen ned i hendes vinglas.
Juniper lo.

”Tja. Den har god smag.” konstaterede hun, imens hun betragtede det lille rødorange væsen forkulle kødrester med en lillebitte flamme for så derefter at flå dem i stykker med en voldsomhed, der næppe var påkrævet. Da den var færdig stirrede den på hende med et sæt dømmende gule reptiløjne og vejrede utålmodigt med den lange slangeagtige hals, som for at sige ’Har du mere mad eller hvad’? Så krabbede den sig over til Larliis tallerken, brugte de vingeknoglerne som forben. Men frugterne på elverdronningens tallerken anede den tydeligvis ikke, hvad den skulle gøre med, for den udstødte en lang skinger tone, der næppe kunne tolkes som andet end utilfredshed.

Selv Larlii blev overrasket over at se den rødorange komme dumpende. Hun skulle til at skælde den ud for at spise Junipers mad, men holdte det tilbage da Juniper lo. I stedet rystede hun smilende på hovedet, da ungen anklagede hende for ikke at have noget spiseligt.
”Lille balademager. Du skal altid vise dig.” Hun fandt en stimmel tørret kød, som hun viftede lidt med foran drageungen. Ungen fuldte kødstrimlen med hovedet og bed sig fast i enden. Den trak små knurrende i kødet og indledte derved en lille tovtrækning med Larlii. Selvfølgelig lod hun den vinde efter lidt tid, så den stolt kunne trække sig tilbage med sin gevinst.

Nogle af de andre unger kom også ned for at se nærmere på hvad der skete. Deriblandt to grønne, der var en del mindre en den rødorange på bordet og de andre som fløj rundt. De to små landede, lidt problmatisk, i Larliis skød og så nysgerrigt op på hende og Juniper.
”Det ser ud til at der er kommet nye unger.” Larliis stemme var blid og lav for ikke at skræmme de nye unger. Hun tilbød dem lidt frugt, som de forsigtigt tog imod.
Larlii rakte en pose med tørret kødstrimler til Juniper.
”Hvis De har lyst, kan De prøve og se om den vil tage imod mad fra Dem.

De frugtspisende småkravlende uelegante unger, kunne ikke have interesseret Juniper mindre.. De forekom hende kluntede, nervøse, klyngende på en anden måde end det lille vrede vsen, hun allerede var begyndt at betragte som sit. Derfor skænkede hun dem heller ikke ret meget mere end et kort blik, før hun vendte blikket tilbage mod sit eget lille væsen, der trods sin størrelse lod til at have et ego, der matchede en langt farligere og større drages. Den lod i hvert fald til at dele Junipers holdning til de nyankommende små. Den hvæsede skrappede og bed iltert ud efter dem, så snart en af dem vovede at komme den for nær. Da ungerne, i stedet for at forsøge at finde en måde at overrumple den rødorange på, blot gav op og syntes at forsøge at gemme sig i skødet på Larlii, cementerede det kun Junipers fornemmelse af, at disse små ubeslutsomme væsner, der ikke engang kunne værdsætte andet god mad end frugt, ikke var hendes dyrebare tid værd.
Den rødorange derimod. Hendes tanker var sat på den og hun havde ikke tænkt sig at tage hjem uden. Hun tog imod posen med tørret kød og stirrede et øjeblik skeptisk på den. Det her ville hun knap nok fodre sine jagthunde med, endsige en drage, der burde være et væsen af højere værdig end det. Uden så meget som et ord kastede hun den ligegyldigt bort og bad i stedet en af sine slaver om at finde hende noget mere passende i følgets opmagasinerede madvare. Den unge buttede kvinde i de strålende orange gevandter spænede ivrigt af sted, som hun havde for vane og Lady Graceling skulle ikke vente ret længe, før hun kom tilbage med kaninkød skåret i tynde strimler.
Juniper nød at fodrer dragen fra sin hånd, alt imens hun ikke kunne lade være med at fantasere om, hvordan den lille, men tydeligvis iltre tingest ville klare bytte, der var i live. Ikke noget stort, men kaniner, mindre fugle, den slags. Måske kunne den trænes til noget alla samme funktion som en jagtfalk? Hun følte sig allerede, på sin egen posessive måde, knyttet til den.

”Uterque nostrum opimum esse amicorum,” erklærede hun stilfærdigt på barndommens indesluttede sprog, imens hun strøg dragen over dens skællede hoved.

//Oversættelse af Google Transalate latin fordi jeg er doven og ikke har haft latin i mange år: "Vi to bliver de bedste venner"//

Larlii så undrende på Juniper, da denne smed posen med tørrede kødstimler væk. Men hun var imponeret over at kvinden udviste så stor tilknytning mod dragen så hurtigt. Et smil kom over Larliis læber, da hun så hvordan ungen spiste frivilligt af Junipers hånd. En af de mandlige ansatte samlede hurtigt posen op, inden de andre kødædende drager fik tænderne i den. De svirrede rundt om ham, som han gik over til trappen der førte op i højderne. Larlii viste at han ville gå op og sørge for at der var mad til dem.
”Jeg er imponeret over hvor hurtig den lille har accepteret Dem. Det tørret kød, jeg brugte før, er godt for dem hvis man er på tur, eller at de er utålmodige. Det giver dem lidt at arbejde med, i stedet for at de går løs på ens fingre.” Larlii så ned på de to som havde puttet sig i hendes skød, mens de holdte øje med den rødorange oppe ved Juniper. Larlii strøg blidt en finger hen over de to, inden hun forsigtigt samlede hænderne under dem og løftede dem over til Fafnir, der havde lagt sig ved siden af hende. De søgte hurtigt tilflugt hos den større drage, og Larlii vente opmærksomheden tilbage til Juniper og den lille drage.
”Kom her lille ven. Lad mig se rigtigt på dig, inden vi fortsætter. Og ikke noget med at bide.” Det sidste tilføjede hun, da drageungen nappede ud efter hendes finger. Hun havde rakt hånden frem for at ungen kunne kravle over på den.
Noget modvilligt kravlede ungen over på Larliis hånd, efter at have spist det kødstykke Juniper havde sat med. Hurtigt, blidt og effektivt undersøgte Larlii drageungen, der viste sig at være en hun. Ikke at det var nemt at se, men Larlii havde efterhånden et trænet øje for det. Det var også tydeligt at Larlii viste præcist hvordan og hvor meget hun skulle strække og bukke henholds vis ben og vinger, for at se muskler og andet, samt styrken. Hun måtte knurre lidt af den lille drage, som dens moder ville have gjort, da den flere gange modsatte sig hendes undersøgelser, som om den var utålmodig eller bare stædig.
”Du kunne godt trænge til et bad, men det er også det eneste.” Hun løftede dragen op, så hun kunne se den lige ind i dens øjne. Kort efter nikkede hun og rakte hånden med dragen over til Juniper.
”Hun lader til at have valgt Dem, og vil følge med Dem når De rejser herfra. Hun er omkring et år gammel og har næsten nået sin fulde størrelse. Jeg ønsker Jer begge et langt og lykkeligt liv. Juniper, når De ønsker det, vil De blive vist et værelse som vil være Deres så længe vi er her.” Larlii smilede varmt og venligt til dem. Det glædede hende altid når en drage følte sig klar til at forlade stedet.

Juniper stirrede på Larlii som om hun havde taget noget fra hende. Hendes gennemtrængende blik var fikseret på hende. Afventede en hvilken som helst antydning af en fejl. Fejl der naturligvis ikke kom, for hun kunne ikke nægte at elverdronningen vel sandt havde styr på, hvordan man håndterede drager. Dog havde dragens tydelige utilfredshed med at blive håndteret låst op for et minde, hun ikke vidste, at hun havde stadigvæk. Hun havde været lille dengang. Kort efter, at hun var blevet forladt af faderen og samlet op af sine nye forældre. Hun kunne ikke rigtig bebrejde forældrene, at de var nødt til at vide, om hun var syg…ikke som sådan i hvert fald, men for en syv årig der ikke anede, hvad der blev sagt til hende, fordi hun ikke kunne tale sproget, havde alting virket uforholdsmæssigt overvældende. Rædselsvækkende. I hvert fald have det ikke hjulpet på at få hende til at tale, hvilket havde været svært for Graceling parret i forvejen.
Et øjeblik følte hun sig kvalm. Var der noget, hun ikke ønskede så var det, at blive mindet om, så var det hendes egen sårbarhed. Nej ellers tak.
Hun åbnede armene for det lille væsen, der fløj tilbage til hende, besidderisk ivrig efter at få sin ejendel tilbage.

”Crudelis erat tibi? spurgte hun kurrende det lille væsen, der glubsk slugte endnu et stykke kød direkte fra hendes hånd. Som om dens pinsler havde været så hårde, at den var nødt til at sluge noget nu.

Modsat Larlii undrede hun sig overhovedet ikke over det øjeblikkelige bånd mellem sig selv og den lille drage, som hun hurtigt besluttede at kalde Ignis for dens rødorange skæl og det iltre temperament. Nej, det var nemt for Juniper at forestille sig, at med den hundeæde den stakkels drage blev spist af med, så ville alle muligheder for at komme væk være at anse for gode muligheder. Hvad der til gengæld undrede hende var med hvilken lethed Larlii opgav et andet levende væsen til en andens varetægt. Juniper havde været mere forsigtig med at overgive fintavlede heste til andre mennesker end Larlii var med en drage. Måske var elverdronningen bare slet ikke indrettet til at tage sig af et væsen med bare en smule mere selvstændighed end de ræderlige kræ, hun havde siddende i skødet. Desuden var det vel en diplomatisk gave, der passede sig for en Graceling, samt prinsessen af Sunfury, så Juniper dvælede ikke ret længe ved sin undren. I stedet sendte hun Larlii et smil.

”Tak.” Hun lo, da Ignis besluttede sig for ihærdigt at kravle op af hende og lægge sig henover hendes skuldre. Den lange hale blev snoet om Junipers ene arm. Dragen gloede olmt på Larlii, var vidst ikke helt kommet over behandlingen før.

//Oversættelse: ”Var hun ond ved dig?”//

Larlii rystede smilende på hovedet, da Juniper takkede hende.
”De skal ikke takke mig. Dragerne her er frie væsener, som selv bestemmer hvor de vil være og hvem de eventuelt vil følge. Stedet her er kun tiltænkt som et hvilested. Jeg kunne aldrig finde på at tilbageholde en drage mod dens vilje, eller et andet væsen for den sags skyld. Selv min datter kan frit løbe rundt, da hun ved at hun er i sikkerhed med folk omkring sig, så frem hun skulle få brug for hjælp.”
Netop da kom en af de unge drenge løbende med et par kaniner og fasaner i hænderne. Han grinede bredt mens han kom over til Larlii.
”Se hvad der var gået i mine fælder. De er til dragerne. Nogle af mændene kommer hjem med et vildsvin og et par hjorte, som de vil give til højelverne.” Larlii lo hjerteligt og purede lidt op i drengens hår, inden han trak sig lidt væk og fløjtede en speciel tone et par gange.
Der gik da ikke længe før drengen var omgivet af to voksne og tre unger, forældre og jævnaldrende søskende til den, som var hos Juniper. Drengen grinede hjerteligt, da dragerne udvalgte deres bytte og fløj op til deres huler i de øverste bygninger for at fortære det.
Larlii så kort efter dem og kikkede derefter ned på dem som havde samlet sig ved Fafnir. Her satte hun en blandet frugtskål ned til dem, så de selv kunne vælge hvad de ville have, inden hun vente sig mod Juniper igen.
”Tilgiv mig hvis dette er for ubehageligt at tale om. Men jeg er nysgerrig efter at høre Deres side af sagen. Min kusines datter, Katrina, skulle umiddelbart have gjort sig uvenner med Dem og Deres bror, før han blev konge. Hvordan gik det til?”

Så datteren kunne altså bare løbe rundt hvor som helst. Og Larlii, elverenes dronning, ville forvente, at der aldrig ville kunne ske noget med hende eller at hvis der gjorde, så ville der altid være folk, der kunne hjælpe. Idioti, det var den slags forstokket selvsikkerhed der endte ud i, at ungen ville blive taget af folk, man havde generet på den forkerte måde. Hvis forældrene var heldige, fik de barnet tilbage…i et stykke. Og hvis ikke…tja. Der var tidspunkter, hvor man måske så skulle begynde at overveje om det var rarere ikke at se sit barn igen. Selv mente hun ikke at kende til episoder, hvor hendes familie havde splittet børn ad. Hun mindedes børn, der var dukket op hos dem og senere var blevet sendt tilbage, men aldrig i ilde tilredt tilstand. Fandt det usandsynligt. Ikke at hverken Prismira eller Cornelius var blødhjertede folk, med andre end hende og hinanden måske, men hvis det var hændt, at nogen var blevet sendt tilbage til deres forældre som puslespilsbrikker, så kendte Juniper ikke til det. Men hendes tidlige opvækst, da forældrene ikke helt var på det niveau af toppen af deres cirkler, som de var nu, havde været præget af, ja hvis ikke decideret angst for, at hun kunne blive kidnappet og at der kunne ske forfærdelige ting med hende, så i hvert fald visheden om, at der var en risiko for, at nogle i verden, selv på de mest usandsynlige steder, ville hende det ondt. Nu da forældrene havde trådt sig vej op gennem deres eget hjørne af samfundet og efterladt folk i grus under sig var det ikke på samme måde  en tanke, der i hendes dagligdag blev problematiseret, men hun yndede stadig ikke at gå ud alene. Man vidste aldrig hvem der besluttede sig for at forsøge at hævne sig hvornår og selvom hun havde stor tiltro til egne evner, var hun heller ikke dum.
Og Larlii vidste, at hun havde en hævngerrig tidligere forlovet rendende omkring et sted ude i verden, så denne løssluppenhed forekom Juniper grænsende til sindssyg. Især taget i betragtning af hendes position som dronning. Var pigen teknisk set royal? Nej, derfor kunne hun tabes uden at det gik tabt for styret. Men et tab for en royal familie ville fremhæve dem, som mennesker man kunne røre ved. Gøre ondt. Ergo var det ikke godt.
Men Juniper sagde intet. Lod sig heller ikke mærke synderligt med postyret fra de andre drager. De havde for længst tabt hendes interesse og forekom hende noget uenergiske i forhold til det lille bæst, hun selv havde kastet sin kærlighed på. Jagede de slet ikke selv.

Først da Larlii bragte Kat på banen fangede den anden kvinde atter hendes opmærksomhed. Dødssynden havde ventet dette. I for sig var det hende en overraskelse, at det ikke var blevet nævnt før. Et stik af irritation. Havde hun ikke eftertrykligt specificeret i kontrakten med Taliia, at hun ikke tålte yderligere tilsværten af sit omdømme? Som sin mor var Juniper vel vant til skuffelser, men man skulle tro at kællingen havde flere hjerneceller efter deres tidligere samtale. Måske burde nogen sy hele Blackfire klanens læber sammen, før det stak helt af.
De blå øjne vendte sig bedrøvet mod Larlii. Et øjeblik helt udslukte. Trætte. Som om Juniper Graceling bar alverdens byrder på sine skuldre.

”Jeg bryder mig virkelig ikke om at mindes den dag…det skulle have været en glædens dag, for jeg blev genforenet med min bror. En af dem her i livet, jeg elsker mest. De kan nok selv nikke genkendende til spørgsmålet om, hvad man egentlig er uden sin familie…jeg troede jeg var alene. Kat beviste for mig, at det var jeg ikke. Alligevel blev dagen til et mareridt for os alle.” Hun sukkede tungt. Så tog hun Larliis hænder i sine

Larlii jeg håber virkelig, at du har fået et blik for, hvem jeg er som person de sidste dage, imens vi har rejst sammen og ikke lader ondskabsfulde rygter om mig skubbe dig fra mig. Du er den første sande ven, den første, der ikke bare har set mig som navnet på min familie, som jeg har haft længe og jeg ville virkelig hade…” Hun kom med en halvkvalt lyd, tørrede næsten arrigt en tåre væk med bagsiden af hånden og forsøgte så at smile til Larlii. En pint grimasse. Ansigtsudtrykket var hvad man kunne forvente af en ung kvinde, der var vant til metaforisk at blive trukket gennem sølet af andre mennesker.

”Jeg bebrejder ikke Katrina, hvis hun har skulle fordreje tingene for at kunne holde sig selv i live, det gør jeg virkelig ikke.”

Nu begyndte hun alvor at græde. Trak de rystende hænder til sig, så hun kunne gemme sit ansigt bort i dem.

”Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget for hende, det ville jeg virkelig, men….vil du ikke nok sige til hende, at jeg håber, at hun kommer ud af, hvad end det er for en syg parodi på et forhold, hun er i? Jeg forstår at være nødt til at tilpasse virkeligheden og gå på æggeskaller for at holde sig selv i sikkerhed overfor en abusive partner, men hun fortjener så meget bedre end det. At min bror og jeg skulle stå for skud i hendes forsøg på overlevelse, er jeg ikke vred over, men jeg ville ønske, at det kunne være anerledes.”

Larlii kunne godt fornemme at hendes ord om at hendes datter fik lov til at færdes frit, ikke faldt i god jord. Hun gennemgik sine ord i tankerne og kom frem til at hun godt kunne forstå Junipers forståelse. Hvis Dénar, eller andre der ville hende eller Althorn ondt, fik fat i Almiel eller sønnen, så ville de kunne udrette store skader eller stille krav for at hun fik børnene igen. Hun sukkede stille og måtte, for Nimar vide hvilken gang, huske sig selv på at hun ikke længere kunne gøre som hun havde lyst til, da hun jo var dronning.

Da Juniper begyndte sin side af sagen, blev Larlii virkelig overrasket. Det billede hun tegnet af situationen var en helt anden side end den som var kommet fra Blackfire klanen. Nogle af folkene havde ment at det var bedst Larlii blev advaret i det tilfælde at Juniper eller hendes familie ville slå ned på nogle af Taliias familie. Om de havde pyntet på sagen viste hun ikke, men noget kunne tyde på det.
Hun smilede venligt til Juniper, da hun talte om at hun håbede at Larlii syndes bedre om hende end det hun havde hørt. Som svar, for ikke at afbryde Juniper, nikkede hun smilende og gav Junipers hænder et opmuntrende klem. Hun kunne godt forstille sig at Kat havde arvet noget af Taliias temperament, der kunne svinge en del. Og måske også faderen, hvordan han så end havde været. Larlii havde aldrig mødt manden, men Taliia havde talt godt om ham. Alligevel havde Larlii en fornemmelse af at manden måske havde et større temperament, som han bare havde lært at holde nede.

Lige så snart Juniper trak sine hænder til sig, for at skjule sit ansigt, trak Larlii sin stol tætter på Junipers. Hun ville ligge sine arme trøstende om kvinden, mens hun fortsat lyttede. Så Dust skulle have en skjult side? Tja, det ville ikke undre hende. Manden var jo draconianer, ligesom Taliias svigerfar og bedste ven. Men at Kat skulle have fundet sig i at han var abusiv, det forstod hun ikke. Men så igen. Man kunne skjule meget for andre, det var hun selv et bevis på.

”Jeg er sikker på at De og Deres bror nok skal få et godt forhold sammen. Hvis han er bare halv så stærk som Dem, så skal han nok rejse sig igen, ligesom De har. For at være helt ærlig, så undrede det mig faktisk at brevet jeg fik var skrevet af et par af Taliias klanfolk og ikke hende selv. Men hun har måske haft så meget andet at tænke på. Jeg kan dog huske at brevet var skrevet i starten af Februar måned. Men nok om det. Jeg undskylder for at rive op i gamle sår. Er der noget jeg kan tilbyde Dem? Som en forsonings gave mellem veninder.” Larlii havde holdt sin stemme lav og varm, i håb om at Juniper kunne falde lidt til ro.

Heldigvis lod det til at Junipers vurdering af Larlii havde holdt stik. Blød, varmhjertet nok til at en håndfuld tårer var nok til at få hende til at smelte. Hun havde gjort sit og om så hun fuldt ud troede på det eller ej, så var tvivlen i hvert fald tydeligvis plantet i hendes hoved. Sandsynligvis ville Taliia og Katrina nu komme til at virke konsekvent mindre troværdige, opfarende, efter dette. Sat i det her lys gjorde Juniper ganske let sig selv og broderen til den forfulgte uskyldighed. Var det måske ikke nemt at dømme en kvinde fra en familie med et i forvejen lyssky rygte og en, på daværende tidspunkt, prostitueret, forkert? Fra nu af ville Blackfire klanens evindelige rablen forhåbentlig fremstå som netop det, rablen, tågesnak og smedekampagner mod folk, der ikke havde gjort andet galt end at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Hun knugede om Larlii. Faldt sammen i den anden kvindes omfavnelse, som om hun virkelig oprigtigt havde brug for den for at holde sammen på sig selv.Desuden kunne hun godt lide kram, når hun kunne få dem, ikke at hun gav dem ud til alle og enhver, snarre tværtimod, så hun havde ingen problemer med at læne sig ind i det her. Hun foretrak kram fra sin mor, men Larlii viste sig t være udmærket.
Egentlig kunne hun godt bare være blevet siddende sådan et stykke tid, men det ville have virket upassende. Så da Larlii talte igen, trak Juniper sig i stedet for at kunne se på sin veninde.
Et øjeblik rømmede hun sig, tørrede tårer bort fra sine kinder, undlod at skære ansigt da det svagt glitrende støv på hendes fingrespidser afslørede, at hendes øjenmakeup var blevet rodet. Nå, det tilføjede vel bare til billedet af et sammenbrud.

”Jeg er virkelig glad for, at De sagde noget til mig…i stedet for bare at gå rundt med en helt forkert opfattelse af mig, som jeg ikke kunne gøre noget ved,” sagde hun, kvalte en hiksten, holdt inde, som om hun skulle bruge et øjeblik til at få styr på sig selv.

”De skylder mig ingen forsoning, men…som deres veninde og som et væsen med følelser og for min mors helbreds skyld, vil jeg indtrængende bede Dem om at bede Deres slægtninge om at lade denne spredning af sådanne rygter som disse holde inde. Som en mor kan De sikkert forstå, at den slags rygter om hendes familie ikke er godt for min mor, der i forvejen er ved at komme sig over de tragedier, der har ramt vores familier.
Desuden håber jeg, at vi to kun kan blive tættere. Det vil styrke relationen mellem henholdsvis min bror og Deres mand og vores respektive folk, håber jeg.”

Lige så snart Juniper ønskede at træke sig fri af omfavnelsen, lod Larlii hende gøre det. Hun afleverede blot et stykke fint forårs grønt bomuldstof hun fandt frem fra kjolen, netop til at tørre øjne eller pudse næse. Hun lyttede roligt til Junipers ord og smilede venskabeligt. Da hun selv begyndte at tale var stemmen mild og blid.
”Jeg lover Dem, at dette ikke kommer videre uden Deres eller Deres families tilladelse. Jeg vil allerede i aften skrive et brev til min kusine og bede hende om at holde bedre styr på sine folk. Det kan godt være at De siger jeg intet skylder. Men tillad mig at give Dem og Deres familie en gave efter eget ønske inden vi tager tilbage til byen. Jeg gætter på at De har en ide om hvad der kunne glæde Deres forældre.” Det sidste blev efter fuldt af et venskabeligt blink med øjet. Hun rejste sig stille og roligt op mens hun så på Juniper.
”Det er også mit ønske, at se vort venskab vokse. Uanset hvad min mand ønsker at indgå alliancer med, så har han min fulde støtte. At jeg så måske skal studere årsagen til alliancen, for bedre at kunne forstå den. Ja, så er det det jeg gør.. Jeg har stadig meget at lære om at være dronning, men jeg ser det som en glæde og ære at lære mit fag.”

Larlii fik øje på en ung mand med et forklæde, som kom gående over mod dem. I hænderne bar han en bakke med forskelligt kandiseret frugtstykker. Hun smilede og satte sig på sin egen stol, ved siden af Juniper.
”Her skal De se. De unge har haft travlt i køkkenet med deres eksperimenteren. Jeg håber De kan lide kandiseret frugt. Godt at Almiel sover. Ellers havde hun hugget det meste inden vi havde rør noget.” Larlii grinede lidt, inden hun sukkede svagt.
”Hun har lidt svært ved at lære at tage det roligt omkring søde sager.” Så snart den unge mand kom over med bakken, gjorde Larlii tegn til at Juniper skulle betjenes først.

Forsigtigt tog Juniper imod lommetørklædet, forsøgte at smile undskyldende. ”Her står jeg og græder, jeg håber ikke, at De finder mig…overfølsom. Tak.” Hun rakte det lille stykke stof tilbage til dets ejermand. Ved elverdronningens næste ord, greb Juniper hendes ansigt og kyssede begge hendes kinder.

. ”Tak. Tusind tak. De aner ikke, hvilken lettelse det er endelig at blive mødt med forståelse for vores situation. Jeg kan ikke takke Dem nok. Det er måske en ringe taksigelse, men vid, at de er velkommen på mine forældres jord, når vores boliger endelig en dag, forhåbentlig snart, står genopbygget. Vi vil tage imod Dem med lige så meget gæstfrihed, som jeg er blevet mødt med her,” svor hun og holdt et øjeblik blot om veninden.

”Jeg…” Hun holdt en pause, så sig om i fristedet. Nu havde Larlii jo ligesom insisteret på at give hende en gave, noget som Juniper absolut ikke havde tænkt sig reelt at sætte sig op imod, i hendes hoved var det kun passende, at folk gjorde det, men som et førstehåndsindtryk, fordi det trods alt var en dronning hun stod overfor og hun desuden havde lært at spille spillet fra da hun var meget ung, måtte en vis grad af ydmyghed være på sin plads. Hun kløede Ignis, der lod til at være blevet træt af at pine sine søskende og derfor igen havde fundet sig på plads henover Junipers skuldre, fraværende på hovedet, imens hun skuede udover den unægteligt smukke natur.

”Min mor holder meget af planter, blomster. Hun holder selv store dele af vores haver,” begyndte hun.

”De har utrolig mange smukke planter, jeg aldrig har set før her. Jeg beder kun om, hvis jeg må have lov, nogle frø, jeg kan tage tilbage til min mor,” sagde hun og foldede hænderne afventende foran sig, smilede varmt.
Det ville måske tiltrække nye slags sommerfugle til husets overdådige haver. Desuden ville de, efter at huset brændte ned, have brug for nye planter. For Juniper forekom det ganske passende.
Ah, noget spiseligt. Folk her havde i hvert fald nok hjerneceller nok til at sørge for, at hun fik noget at spise.
Hun snuppede et stykke kandiseret frugt. Og så et til. Og et til. Imens Larlii talte, spiste Juniper bare, forsigtigt, graciøst, ikke som hun havde gjort, da hun var lille. Alligevel relaterede hun bedre til fortællingen om barnet, der ikke kunne holde til at have mad foran sig uden at spise det, end til andre voksne mennesker, der ikke følte sult, som hun gjorde det.


”Jeg har aldrig set pointen, må jeg indrømme,” tilstod hun. Måske fordi hun aldrig lod til at blive synderligt påvirket af, hvad hun indtog. Fordi hun egentlig næredes af synder?

Hun smilede søsterligt mens Juniper snakkede om hvor taknemlig hun var over Larliis hjælp. Hun kunne sætte sig ind i Junipers ord, da hun selv havde mistet et hjem til brand. Hun nikkede roligt og var taknemmlig over at hun ikke havde taget brevet mere alvorligt.

Så snart Juniper snakkede om sin mors passion for planter og blomster, blev Larliis smil større. Se dette var noget hun afgjort ville nyde at hjælpe med.
"Ja, selvfølgelig kan du få plante og blomsterfrø. Lad os tage en rundtur imorgen, så du kan se nogle af planterne og blomsterne selv."


Den unge mand lod Juniper snuppe nogle stykker inden han satte fadet på bordet, så Larlii også kunne få lidt af de søde sager. Hun havde selv taget et stykke og skulle lige til at spise det, da Juniper kommenterede de sidste ord hun havde sagt omkring sin datter. Men Junipers ord fik Larli til at stoppe op og se lidt forvirret på hende. Det måtte skyldes at Juniper selv spiste utroligt meget. Så Larlii lod det passere og spiste det kandiserede frugtstykke.
"Det kan også tænkes at jeg måske tænker for meget. Taget hendes alder i betragtning."

Juniper klemte om elverdronningens hænder, sendte hende et stjerneklart smil og trak sig så lidt bort. Det var taksigelser nok for i aften, vurderede hun for sig selv. Det skulle nødigt kamme over til et punkt, hvor det ikke længere ville virke troværdigt.
I stedet så hun sig om. ”Det ville virkelig glæde mig. Der er så smukt her….roligt.” Det undrede hende et øjeblik, da det gik op for hende, at hun rent faktisk mente, hvad hun sagde. Hvis ikke det havde været for alle de brændofre som Larlii havde placeret her, som om de ikke var ret meget mere end en tragisk kattekoloni, som hun kunne nurse tilbage til helbred og føle sig som sin egen lille helgen, så kunne Juniper måske have fundet en vis mængde ro her. For en tid i hvert fald. Det holdt aldrig særlig længe. Hun nåede altid at blive rastløs. Lysten til at ville forsvinde ville altid blive for stor. Nye ting kaldte. Larlii ville med tiden finde ud af, hvis deres venskab holdt, at Juniper var en underlig, utilregnelig veninde at have. Du kunne ikke regne med, hvor hun var hende, sikre dig, at hun overhovedet så meget som ville se dig, at du kunne finde hende med mindre det var med hendes egen gode vilje. Men her ville hun måske kunne tage det roligt. Bare et øjeblik. Sikkert elvermagien, der mindede hende om hjem, afskrev hun sine forvirrede fornemmelser med en mental hovedrysten. Så snart hendes barndomshjem var genopbygget, ville dette sted garanteret være hende lige meget.

”Du må vise mig, de steder, du bedst kan lide her. Er det dig, der har grundlagt det, eller har det altid været her?” ?” spurgte hun nysgerrigt.

Juniper lagde godt mærke til Larliis undrende blik. Afskrev det ligegyldigt, som en person der hverken forstod eller værdsatte den kunstart som finere madlavning var. Trods alt sad elverdronningen og spiste hende af med tørret frugt, som om det var en delikatesse.

”Jeg kan tage chokolade med til hende, næste gang jeg er her. Mine forældre er ved at udvide ind i produktionen,” sagde hun med et lille smil, før hun rejste sig.

”Nå, men jeg vil gå i seng. Godnat, Larlii.”

Og væk var hun.

Larlii nikkede og begyndte allerede at tænke over hvilke steder Juniper ville nyde at se. Det var tydelig at Juniper var van til at folk sprang nærmest før hun tænkte tanken. Men der var også noget som tydede på at hun nød roen her. Så måske ville hun kunne lide urtehaverne? Der var en del planter der som var i blomst. Eller måske den lille blomsterhave, som nogle af pigerne havde fået lov til at lave.
”Jeg grundlagde stedet næsten et halvt år efter mit første hjem og fristed blev nedbrændt.” Hun smilede over Junipers nysgerrighed.

Noget sagde Larlii at Juniper ikke var helt tilfreds med et eller andet. Kunne det være det kandiseret frugt? Hun var ikke hel sikker, så hun lod det ligge for nu.
Junipers næste ord fik Larlii til at se overrasket ud. Chokolade.
”Jeg har hørt om det, men aldrig set eller smagt det. Så det vil være mig en ære at købe noget af jer.” Smilende nikkede hun, da Juniper snakkede om at gå i seng. Det lød som en god ide.
”Godnat, Juniper.” Mere nåede hun ikke at sige før Juniper var smuttet. Kort efter gik hun selv i seng.

- - - -

Solen var kun lige stået op, da Larlii forlod sit værelse. Sammen med to af sine hofdamer, Nassisa og Gweyr, gik hun gennem urtehaverne, blomsterhaven og frugtlunden for at se hvordan det hele stod til. Selvfølgelig vil hun tage turen igen sammen med Juniper senere på dagen, Men ligenu nød hun stilheden. Selvfølgelig ville de andre tre hofdamer beklage sig over at hun ikke havde vækket dem, men hun var enlig ligeglad. De viste at hun var en morgenelver, så efter hendes mening var de selvforskyldt i deres problemer. Nassisa og Gweyr, som havde kendt hende længest, var vågnet samme tid som Larlii og havde hjulpet hende i en ny kjole. Denne var mere mørke grøn, men var ellers magen til kjolen hun havde båret dagen før.

Efter nogle timer, begyndte der at komme liv i stedet. Og Larlii spurgte højelverne om der var noget de manglede og hvordan det gik med deres skader. Dem som tillod det, brugte hun noget healings magi for at hjælpe brandsår og andre skader til at heale hurtigere. Dem som ikke ønskede hendes hjælp nikkede hun blot smilende til, mens hun fortalte dem at hun respekterede deres ønske.

Som sædvanlig sov Juniper relativt længe, nok ikke længe set fra Acedia’s optik, men at bedøve sig selv med ekstraktet fra valmuer havde i mange år vist sig at være relativt effektivt. Gad vide om hun ville have kunne sove bedre i søsterens tilstedeværelse? Fralægge sig stoffet? Det var ikke tid til at spekulere over den slags. Af hvad hun vidste, så kunne hendes yngste søster lige så godt være død. Hun strøg kort hånden henover sin rune. Gravede næsten neglene ned i følsom hud indtil det gjorde ondt, for hvad nytte gjorde dette definerende symbol? Hvad var meningen med det, hvis det ikke engang kunne være en forbindelse til de andre? Forsikre hende om, at de levede?
Arrigt rystede hun den pludselige søvndrukne melankoli af sig og tumlede ud af sengen.
Da hun endelig, efter at være blevet klædt på i en kjole af koboltblå ædelsstensbesat silke, hvor ærmerne udgjorde sommerfuglevinger, endnu en af Cornelius’ kreationer, trådte ud i morgenlyset, blev hun mødt af mere tumult end hun lige havde regnet med. Stedet, der så sendt som aftenen før havde virket så idylisk som et af de malerier, hun ville have forventet at finde blandt Huset Grays ejendele, var nu omdannet til det rene kaos. Hvad der virkede til at være en god blanding af Larliis af Larliis tjenestefolk og almindelige civile lod til fortvivlet at løbe rundt og…lede efter noget? Eller nogen.
Alt imens var hendes slaver totalt upåvirket ved at forberede hendes morgenmad. Hvis ikke de gjorde det, ville dette kaos snart ikke blot være et kaos, men et helvede.
Juniper brugte nogen tid med de første par bidder af sin morgenmad, karrybrød og en stærkt krydret suppe, imens hun søvnigt betragtede, hvad der foregik omkring sig. En ung kvinde, som hun vagt huskede som værende en af Larliis hofdamer, sad et stykke derfra på jorden og hulkede hjerteskærende.

”Hvordan siger jeg til hende, at hun er væk, hvordan skal jeg nogensinde?? Hvordan jeg….”

Ah…så var det altså sket. Elverdronningens mangel på sans for sikkerhed, havde bidt hende i røven.

”Måske skulle du finde dronningen først,”

foreslog Juniper tørt, før hun rejste sig, knækkede i nakken, der føltes stiv efter søvnen.

”HØR SÅ EFTER OG TAG JER SAMMEN!” råbte hun pludselig til de forsamlede, der selv i deres ophedede tilstand af panik, blev så chokerede af at blive skreget af, at de et øjeblik stoppede, hvad end for et hovedløst forsøg på, at finde hvem Juniper formåede måtte være Almiel, for at høre efter.

”Vi finder ikke ud af, hvor prinsessen er ved at rende rundt som en flok tåber med spande på hovedet. Vi er nødt til at koordinere. Først og fremmest. En af jer, find dronningen. Og bed til, at det ikke er på jeres vagt, at prinsessen er forsvundet,” snappede hun, nu et normalt toneleje, men så bryskt, at hun et øjeblik følte sig som den brigadegeneral, necromanceren havde opdraget hende til at være.

Nimar ville at Larlii var tæt nok på til at høre Juniper råbe til folkene. Dette undrede Larlii og hun gik derfor tilbage mod lysningens midte. Dog nåede hun ikke langt, før hun hørte hvad Juniper sagde om at de skulle finde hende og at hendes datter var forsvundet.

Larlii stormede ind til folkene, kridhvid i hovedet af angst.
”Er det sandt? Almiel er væk?” Selv om hun viste angst, var stemmen venlig og varm. Hun kæmpede for at holde sig sammen og prøvede at regne ud hvad der kunne være årsagen til dette.
Hun gøs da tankerne kom ind på at Dénar muligvis havde fundet en måde at nå ind til hendes familie. Hvis det var sandt ville hun, ved Nimar's nåde, søge for at han aldrig kunne gøre det igen. Hun drejede hovedet og så på sin grønne ven.
”Fafnir, flyv ud og se om du kan finde hende. Men hold dig skjult.” Dragen nikkede og lettede, forfuldt af otte voksne mini drager.

Nasissa og Gweyr stod begge stille bag ved deres dronning. Begge nervøse for hvad der kunne være sket den lille prinsesse. Gweyr lagde blidt en arm om Nasissa, som rystede af indestængt gråd. Pigen var hende meget nær, særligt fordi hun var familie.
Mens Gweyr trøstede Nasissa, så hun sig lidt rundt og opdagede at der manglede en af hofdamerne.
”Hvor er Eärwen?” Stemmen var lav, men holdt i et venligt tonefald. Larlii så hurtigt hen på de to, som havde fuldt med hende rundt, og så derefter langsomt rundt på alle ansigterne i området. Gweyr havde ret. Eärwen manglede. De andre to hofdamer, Eärendil og Finwë, der havde røde øjne af gråd, så afventende på deres dronning. Begge nervøse for hvad Larlii ville gøre ved dem, da de også havde sovet i prinsessens værelse.


Et andet sted i skoven stod en ung elvermand og hviskede søde ord i Eärwens øre, mens han kærtegnede hendes ryg. Et lille stykke derfra, lå Almiel bagbundet og med bind for øjnene og kneblet. I øjeblikket sov pigen stadig, da Eärwen, i nattens mulmer mørke, havde hældt lidt udtræk fra en søvnurt i munden på prinsessen.

”Alt andet lige, kan de ikke være nået ret langt, hvis I tager jer sammen, burde vi kunne indhente dem. De har et forspring fordi de har været på farten siden i nat eller tidligt i morges med alt sandsynlighed, men de, hvem end de så er, har et lille barn på slæb og vil sandsynligvis være nødt til at sørge for at hun sover eller på anden vis uskadeliggøre hende, så hun ikke laver rod i deres planlægning. Vi er flere og kan sprede os ud over mere grund. Vi ved ikke endnu hvilke individer vi er oppe imod, så jeg vil fraråde jer at gå i kamp på egen hånd, hvis ikke I har opbakning fra andre.”

Egentlig kunne disse inkompetente soldaters liv rage hende cirka lige så meget som en høstblomst, men hvis Fristedet her blev omdannet til et blodbad om et par timer, så ville hun ikke være den, der lagde navn til, at det var gået galt, fordi nogle fjolser, syntes, at de skulle spille helte.


”Spred jer og se om I kan finde noget. Gør i det så send nogen fra jeres gruppe tilbage til mig og fortæl mig det. Og jeg sværger, hvis blot så meget som en af jer er hemmeligt involveret i det her, så finder jeg ud af det og så bliver det værst for jer selv.” Hun betragtede forsamlingen af folk med de slanke hænder foldet løst på ryggen, pillede rastløs ved sine mange ringe. Kropsholdningen var afventende, spændt på den måde hun huskede fra necromancerens kamptræning. Det næsten lysende blå blik var ufravigeligt, stirrede pøblen ned og ventede blot på, at nogen ville vove at sætte sig imod hendes ordre.
Nogen rykkedede utilpast på sig. For hvorfor skulle de i det hele taget modtage ordre fra hende? Hun var ikke en af dem og hun var i hvert fald på ingen måde deres dronning. Et blik fra hende syntes dog at minde dem om, at der lige nu var vigtigere ting på spil end deres egen stolthed. De spredte sig, som de havde fået besked på og først nu vendte hun sig mod den sorgramte dronning.

”Jeg agter at bringe din datter tilbage, om så jeg skal vende fristedet på hovedet,” ,” svor hun netop som en af hendes tjenerinder, en kvinde i klart ametyst lilla kom løbende med noget pakket ind i et Graceling blåt klæde.
Juniper pakkede det forsigtigt ud. Vejede det slanke kunstfærdige sværd i hånden et øjeblik. Overvejede om det ville blive første gang det smagte blod i dag og brød sig lidet om tanken om, at hun potentielt måtte gå derud uudrustet. Forhåbentlig kunne nogen kappe hovedet af hvem end der havde taget Almiel, før det blev et problem.

Så snart Juniper havde talt færdig og folk var begyndt at sprede sig, gik Larlii hen til sin veninde og nikkede let smilende til hendes ord.
”Jeg takker dig, Juniper. Det er tydeligt at du har erfaring med at styre en større forsamling, hvilket jeg er utrolig taknemmelig for.” Hun så derefter ud over de folk, som ikke havde fjernet sig ret langt.
”Jeg har fuld tiltro til Lady Graceling. Søg og vend tilbage med informationer. Men jeg beder jer... Opsøg dem ikke, hvis I finder dem. De kunne blive desperate nok til at skade prinsessen.” Folkene nikkede og skyndte sig af sted. Nogle hviskede svagt om at de ikke viste om det var klogt af dronningen til at stole så blindt på en kvinde hun kun havde kendt nogle få dage. Andre talte sammen om hvor der skulle søges, så de ikke overskyggede hinanden.
Takket været elvernes fine hørelse, kunne Larlii ikke undgå at høre den svage hvisken. Det gjorde at hun sendte de pågældende et lidt skulende blik, så snart de så sig tilbage. Noget der afgjort lukkede munden på folkene.

Larlii tog et par dybe åndedrag og lukkede luften langsomt ud, for at falde lidt til ro inden hun gik over til sin grædende hofdame. Her satte hun sig på samme trin og gav Finwë et venligt kram.
”Jeg ved du føler at du er den skyldige. Men i sandhedens lys er det mig selv. Jeg var for godtroende om at hun var i sikkerhed. Og at der blev holdt tilstrækkelig øje med en hvis herre. Dette er nu min betaling for at jeg ikke tog tingene mere seriøst. Jeg lover dig at hvis nogen skal straffes, så er det Eärwen for det forræderi hun har begået og mig selv, for den ødselhed jeg tillod.” Larlii så over på den anden hofdame, der sad sammen med Finwë.
”Eärendil. Vil du sørge for at Finwë får hvilet sig lidt?” Hofdamen bøjede hovedet ærbødigt.
”Naturligvis, min dronning.” Larlii nikkede venligt og rejste sig igen. Hun så sig lidt rundt på stedet og de få som var blevet tilbage for at sørge for vådt og tørt til dem der søgte og højelverne. Hendes blik sluttede hos Juniper, hvor et let tvunget smil kom frem på hendes læber.
”Jeg lovede dig en rundtur, så du kunne se hvilke planter og frø, du ønskede til din familie. Skal vi tage en del af den nu, mens vi venter på svar?” Det var tydeligt at hun ønskede at holde sig optaget af andre ting, så frygten ikke tog over.
Nasissa og Gweyr holdte sig tæt på hende, i det tilfælde at andre skulle forsøge at bortføre hende. Begge damer var kamptrænet, så de kunne beskytte dronningen til vagterne eller andre kom til hjælp.

”Min og mine forældres husholdninger er…omfangsrige,” sagde hun med et let skuldertræk som forklaring på, hvor vant hun var til at gå og kommandere rundt med folk. Det var nemmere end at forklare, at hun var opdraget til at være en brigadegeneral. Hvad hun aldrig ville fortælle til folk der ikke alligevel ville forstå det. Desuden var hendes forklaring ikke usand. Hun havde skreget af folk, siden hun vænnede sig til at tale igen og det faldt hende stort set lige så naturligt, som at trække vejret. Eller, måske endnu mere rammende for hende, at spise.

”Jeg gør bare mit. Du behøver ikke takke mig,” forsikrede hun. Der ville komme en tid, hvor Larlii ville kunne gøre meget mere for hende end at takke hende. At have en dronning på sin side gjorde det ekstra arbejde værd. Det håbede Juniper i hvert fald. Ikke at Larlii virkede til, i Junipers øjne, at have voldsomt mange brikker at flytte rundt med. Men det i sig selv kunne være nyttigt nok i længden. Godtroende varmhjertede folk var, om ikke andet, ofte en nem kilde til føde for en dødssynd. At de var så out of touch med deres mørkere sider betød ofte, at de blev overvældet, så snart Juniper prikkede til dem bare en lille smule.

Hun zonede lidt ud, imens Larlii snakkede med sine tjenestefolk. Undrede sig i stilhed over, hvad Juniper så, som en mangel på reaktion på datterens forsvinden. Hun ville…snakke om..planter? På nuværende tidspunkt ville Prismira Graceling have brændt hele fristedet ned for at finde sin datter, hvis det havde været Juniper der var sket noget med. Larlii…Larliiede bare rundt.
Juniper, der havde sat sin mor på en piedestal langt over stort set alle levende væsner udover sig selv og måske en lille håndfuld af sine søskende, konstaterede hurtigt, at dette måtte betyde, at Larlii slet ikke elskede sit barn. Det skete vel i adelige familier. Ikke ukendt. Og Larlii var ikke perfekt. Modsat Junipers egen mor.

”Hvis det er hvad, der vil hjælp dig, men der kan forekomme problemer. Jeg vil minde dig om, at vi endnu ikke ved, hvor kidnapperen er, eller hvor farlig.”