The Queen and The Spice Princess

Junipers ord om at de endnu ikke viste hvem kidnapperen var, var dråben hos Larlii. Hendes øjne blev smalle og munden blev en smal streg.
”Åh... Jeg har skam en ganske god ide om hvem kidnapperen er. Og han vil komme til at fortryde det resten af sit ynkelige liv.” Der var intet at tage fejl af. Larlii var virkelig rasen, nervøs og bange, selv om hun prøvede at skjule det.

Få sekunder senere kom en af de små gule drager flyvende tilbage og kræsede om Larlii. Mere skulle der ikke til før Larlii viste at det var Fafnir som havde sendt den lille. Larlii løftede op i sin kjole og løb efter dragen, der viste vej. Nasissa og Gweyr sukkede og løftede selv op i deres kjoler, for at kunne følge med deres dronning. Selv vagterne fulde med.

De løb omkring en halv times tid, før de kom til en lysning. Der blev Larlii konfronteret med sin mistanke og frygt. Kidnapperen var Dénar. Ved siden af ham stod Eärwen, hvid i ansigtet af frygt overfor Fafnir og de andre små drager, der alle snappede og knurrede af de to.
Over ved et træ lå Almiel, stadig i søvnens greb. Larlii gik over og samlede hende op, samt kyssede pigen på panden, hvilket bare fik pigen til at putte sig tætter ind til sin mor i søvne. Larlii så hen på de to og så til sin store glæde at Dénar havde et bidemærke i sit højre øre, samt kradsemærker på kinden i samme side. For ikke at sige at hans fingere var fyldt med rifter. Eärwen var heller ikke undsluppet dragernes kløer. Men hos hende var det mere armene, som var fyldte med rifter. Larlii gættede at hofdamen havde forsøgt at skjule sit ansigt med armene. Hun så sig om og smilede stoldt da hun fik øje på de drager, som havde blod på kløer og mund. Så vidt hun kunne se, var det størstedelen af de voksne, som havde haft fat i de to.


Vagterne gik hen og bagbandt de to, mens Nasissa gik hen og tog de to heste, som stod tøjret i nærheden. Hun ledte hestene over til Larlii, der så på vagterne.
”De skal holdes under konstant opsyn, og de kan få lov til at gå bagved vognen på hjemturen. Jeg agter at de skal slæbes for rådet, inden jeg beslutter den endelige straf for dem.” Eärwen, snappede efter vejret ved Larliis ord. Hun viste at hendes familie ville blive total ydmyget over hendes fejltrin, og måske risikerede hele familien at blive bortvist fra hoffet.
Vagterne bukkede og kneblede Dénar, som var begyndt at spytte ondskabsfulde eder efter Larlii.
Larlii afleverede sin datter til Gweyr og gik med faste skridt over til Dénar. Hun var knap nok stoppet op foran ham, før hendes knyttet hånd ramte hans kind med sådan en kraft at vagten der stod ved siden af, måtte flytte sig for ikke at blive væltet. Larliis øjne var kolde og hårde, da hun fik øjenkontakt med den overrasket Dénar.
”Ét grynt fra dig, og jeg lader dragerne flå dig levende.” Hans øjne blev store et kort øjeblik, inden han klemte dem sammen i vantro. Kunne hun virkelig få sig selv til det, eller var det bare tomme trusler. Noget i hendes blik, fik ham alligevel til at afholde sig fra at afprøve det.

Ret meget længere nåede de ikke om planter før et af de små gule bæster kom flyvende. Juniper havde afskrevet deres værdig i forhold til sin egen nyerhvervede drage aftenen før, men et eller andet kunne de altså åbenbart bruges til alligevel.

Den infernalske skræppen vækkede Ignis, der hid til havde sovet på en bunke af Junipers smykker. Den lille drage brokkede sig søvnigt, men kravlede på plads på Junipers skuldre og slyngede halen om hendes arm. Og så satte de ellers i løb efter Larlii. Velsignet, at de ikke skulle stå her og glo på planter, imens alt dette var i gang. Nu skete der lige en helt masse og Juniper havde mere eller mindre gejlet sig selv op indvendigt til at tage nogens hoved, hvis det blev nødvendigt. Måske ærlig talt også, hvis det ikke var.

Juniper var ikke nogen elver, sin opvækst på trods, og selv med sin ihærdige kamptræning og en vis medfødt ynde helt fra da hun var barn, så var elverfolket ubestridt hurtigere end hende.

Derfor ankom hun først til åstedet et øjeblik efter skovelverdronningen, der udover sine medfødte elverevner også havde den fordel, at hun var vant til at færdes i området i forvejen.

Juniper kunne ikke helt vurdere, hvorvidt det var godt eller skidt, at hun kom som den sidste. Jo, skidt, blev hun ret hurtigt enig med sig selv om, For i hendes øjne, og ører, så det ud til og lød det som om, at Larlii, endnu engang, var i gang med at begå en grotesk fejl.
For hun havde ladet denne mand, denne voldspsykopat, der var villig til at kidnappe et barn for at få sin vilje, gå én gang og nu..I stedet for ganske simpelt at fjerne ham fra de levendes verden og få de forsamlede til at sværge, at de aldrig ville anerkende, at det var sket, så havde hun tænkt sig, at de skulle igennem en lang proces ved rådet. Et råd bestået af folk, der, som det var kutyme for elverene, havde svoret aldrig at tage et liv af religiøse årsager.


”Med alt respekt, Larlii, men hvad vil du gøre, når du forviser dem og de kommer tilbage for at gentage deres planer. Eller bryder ud af, hvad end for en lille kasse du vælger at putte dem i, i håbet om at holde dem ude af dit liv for evigt? Jeg ved, at du ikke kan få blod på dine hænder, men du har en udvej her. Jeg er ikke en elver. Det er dine drager heller ikke.” Hendes ord var forbavsende afslappede, hun stirrede på Dénar, som om hun havde tænkt sig at spise hans indvolde. Hun vippede rastløst på fødderne og sværdet hvilede løst i hendes hånd.

Hun så skulende på Juniper.
”Tro mig. Jeg har umindelig lyst til at lade dragerne dræbe han. Men jeg ved også at min mand og rådet vil se skævt på det. Rådet i særdeleshed vil se det som en chance for at fortælle kongen at jeg ikke er værdi som dronning.” Det var tydeligt at hun kæmpede med sin samvittighed og sit ønske om at fjerne Dénar en gang for alle. Hun sukkede dybt og hendes blik blev lidt mildere.
”Af den grund er jeg nød til at bringe ham levende tilbage til Forestina. Og det allerede i dag.” Hun gik hen til Juniper og tog blidt hendes hænder på en venskabelig måde.
”Jeg ved du mener det godt, men jeg er nød til at følge loven. Hvis du ønsker at blive her noget længere skal du være velkommen. Hvad angår de frø og planter du ønskede til din mor, så har du tilladelse til frit at vælge. Du kan også tage din mor med her ud og lade hende vælge, hvis du syndes der er bedre.”
Vagterne begyndte med lidt besvær at slæbe Dénar og Eärwen tilbage til Angulócë Yána. Larlii havde igen fået Almiel over i sine arme og fuldte roligt efter vagterne, Nasissa og Gweyr gik to skridt bagved Larlii.

De var knap en meter fra lysningen, da Dénar fik løsrevet sig fra vagten og angreb Larlii. Knap to skridt fra hende blev han nedlagt af Fafnir. Der lød et højlydt knæk, da dragen brækkede nakken på ham og kom med et nedladende fnys, inden dragen gik tilbage til Larlii.
Larlii var lamslået... Og lettet, selvom hun viste at dette kunne give problemer. Hun sukkede og nussede smilende Fafnir.
”Min kære ven. Du redede vores liv.” Almiel begyndte at vride sig, som tegn på at hun var ved at vågne. Larlii så på vagten, som stod lidt fra liget af Dénar. Hun håbede på at de kunne nå tilbage inden hendes datter vågnede helt.
”Sørg for at han bliver pakket ind i noget stof, så vi kan bringe ham med tilbage.” Vagten bukkede og svøbte sin kappe rundt om Dénar, inden han løftede liget op på sin skulder, uden et ord. Vagten var udmærket klar over at dronningen havde vist ham en venlighed ved ikke at tiltale at fangen slap fra ham. Så det mindste han kunne gøre, var at udføre dette ækle job uden at kny.

Larlii så hvordan Eärwen gik med bøjet hoved, mens hun hulkede stille. Om det var af sorg over Dénar eller om det var af frygt for hvad rådet ville dømme hende til, ja, det viste Larlii ikke. Men hun var nærmest også ligeglad. Selv om hun skjulte det godt, så var hun lykkelig over at Dénar ikke længere kunne genere hende.

Juniper Graceling måtte virkelig holde sig i skindet for ikke at fnyse hånligt over Larliis latterligt uvidende opførsel. Blive her? Når hun havde en kidnapper med sig hjem? Hvad troede hun det her var? Hvad hun var ved at planlægge? Der var mere tanke bag førsteårselevernes teateropførelser på Perleøen og nu ville elverdronningen give sig i kast med en retssag. Uden en af hovedvidnerne?

”Your Grace,” sagde hun og gav Larliis skulder et forsikrende venskabeligt klem.

”Hvor meget jeg end sætter pris på Deres venlighed i at lade mig blive her, så ved De udmærket godt, at jeg ikke kan tage imod det. De har brug for mig. Jeg er et vidne til alt, hvad der er sket her og jeg kan bakke Deres forklaring op for Rådet. Det ville være en fejltagelse, hvis jeg ikke tog med Dem hjem og jeg agter ikke at lade min veninde begå en sådan fejl. Desuden må De værre rystet. Guderne skal vide, at De har brug for alt den støtte, De kan få,” sagde hun roligt.

Og sådan gik det til, at hun fulgte med elverene hjemad. Om så de protesterede. Hun så desuden ikke nogen grund til at blive tilbage. Hvorfor skulle hun? Hun havde fået hvad hun kom efter. Larlii var, i hvert fald så godt som, under hendes tøffel og hun havde tilmed tilranet sig en meget loyal drage. Lille om end Ignis så var.

Hendes eget følge fandt dem efter nogen tid og slog sig selvfølgeligt sammen med resten. Som sædvanlig var der ingen interaktion.
Juniper ville have troet, at dramaet var overstået, men åbenbart var ikke alt slut endnu. Og her gik hun ellers og havde troet, at Fafnir blot var Larliis pussenuttede, men ellers ligegyldige påhæng. Hun fandt en nyfunden respekt, og fascination, for dragen efter at have set den flå en mand i stykker. Det var med nød og næppe, at hun tilbageholdt Ignis fra at æde ligets ansigt.

Efter at Dénar var sat definitivt ud af spillet, var det som om alle slappede lidt af. Selv Juniper sænkede paraderne. For hvad skulle en stortudende elvertøs med så akut mangel på hjerneceller, at hun havde kidnappet en prinsesse og så ikke var flygtet over hals og hoved, kunne gøre hende af skade?
Dette var en undervurdering der skulle vise sig at få betydelige konsekvenser. For nok som den trykkede stemning lettede bare en smule, da prinsessen vågnede og lod til at være ved både godt mod og helbred, udstødte Eärwen et hyl som et såret dyr.

Hvordan hun var sluppet fri, skulle Juniper ikke kunne sige noget om. Men hun burde have sagt sig selv efter den første flugt, at Larliis vagter, var komplet idioter. I hvert fald havde uopmærksomheden omkring den afdødes medsammensvorne gavnet hende nok til, at hun kunne løsne sig, fra sine bånd. Og nu løb hun hovedkulds i retning af Juniper, der var så forvirret, at hun ikke nåede at reagere, før hun lå i græsset og pludselig havde alt luften slået ud af sig.

Den eneste tanke hun nåede at tænke var, at hendes far ville have straffet hende for denne skødesløse opførsel. At kunne blive overrumplet på denne måde. En skamplet. Hun vred sig lige så meget af barndommens angst for afstraffelse som for reelt at komme fri af elverkvindens greb, der var styrket af lige dele desperation og raseri.


”Hvis ikke det havde været for dig!” spyttede Eärwen som om hvert et ord var dyppet i gift.

”Hvad? I kunne være sluppet af sted med jeres lille påfund?” lo Juniper hånligt mellem et par hektiske åndedrag. Egentlig kunne Juniper ikke fortænke hende i den påstand. Alle her virkede inkompetente nok til at ville lade dem slippe af sted med hvad som helst.
Men det viste sig hurtigt, at hun skulle have holdt munden lukket.


”Hold kæft! Hold kæft siger jeg dig! Han er død på grund af dig! Du…du fortjener INTET. Hold op med at stirre sådan på mig!!!!!!” hylede Eärwen. Hendes kinder blusede af raseri og hun måtte være halvt blindet af tårer.
Senere ville Juniper måske have overvejet om det havde været intentionen at den lillebitte kniv som Eärwen fremdrog fra sin strømpe aktivt var ment til at havne i hendes øje eller om Eärwen ville have slået sig til tåls med at skade hende på en hvilken som helst måde og det bare endte med øjet ved et tilfælde.
Der var ikke tid til sådanne filosofiske overvejelser i momentet. Det skrig der undslap dødssynden var ikke en lyd, hverken et menneskeligt væsen eller et dyr burde være i stand til at lave. En lyd i lige dele smerte, raseri og chok.
Juniper ikke så meget som nåede at ænse, at hendes overfalder endelig blev trukket bort fra hende. Der var kun den hvidglødende smerte, der syntes at have overtaget alle dele af hendes krop. Hun skjulte sit ansigt i hænderne og krøllede sig sammen på jorden til, hun blev så lille så muligt. Der var ingen tanker om værdighed. Ingen tanker overhovedet. Omverden eksisterede ikke. Der var kun smerten og det faktum, at hun ikke længere kunne se ud af sit højre øje.

”Hvor er min mor? Jeg vil have min mor. Vil nogen ikke nok hente min mor?” hulkede hun, imens smerte og angst reducerede hende til den mest barnlige impuls at søge tryghed hos nogen.


”Vi…vi skal nok give besked til Deres mor, my lady, men..De er nødt til at lade mig hjælpe Dem nu.” Rød knælede ved sin frues side, syg af angst fordi, hun ikke ville kunne redde hendes øje. Hvilke konsekvenser ville det ikke få for hende, som fruens healer, købt og skattet for det specifikke formål.
Men i hvert fald kunne hun sy såret pænt sammen og fjene…resterne af øjet på en ordentlig måde. Så det gjorde hun, under tung bedøvelse af Lady Graceling selvfølgelig. Hun ville have haft ondt af synet af kvinden, der mest af alt lignede et forskræmt barn, som hun selv i søvne klyngede sig til en af de andre slavers hænder. Hvis ikke det var fordi hun var ved at gå til for Junipers reaktion, når hun vågnede.

Larlii måtte blinke et par gange for at holde glædes tåre væk. Hun var utrolig glad for Junipers ord, og nikkede forstående.
Igen kommer der visdom fra dig. Og du har ret. Jeg er rystet, hvilket var grunden til mine ord. Hun gav Juniper et venskabeligt kys på kinden.
Det skal være mig en ære at have Dem som vidne. Samt præsentere Dem for kongen.
Larlii nød virkelig Junipers selskab. Selv de to hofdamer som gik med, smilede venligt til Juniper. De var glade for at deres dronning havde fået sig så fornem en veninde.

Men ja, freden forblev dog ikke længe... Efter Dénar's forsøg, der endte i hans død, slap endnu en fange fra vagterne, som febrilsk forsøgte at få kontrolen igen. Larlii var optaget af at aflevere Almiel til Nasissa, og blev derfor overrasket over Gweyr's forskrækket gisp, samt Eärwen's rasende stemme. Larlii nåede lige at vende sig og se den lille kniv i Eärwen's hånd.
”Neeejj...” Skriget undslap Larlii i samme sekund, som kniven ramte Juniper. Uden tanke for hvad Juniper muligvis ville gøre, løb Larlii over til sin veninde og holdt om hende, som hun ville have holdt om sin egen datter. Tårene løb ned af Larliis kinder. Hun kunne heller ikke rede Junipers øje.
”Tilgiv mig, Juniper. Jeg kan desværre heller ikke rede øjet. Men jeg kan måske lindre smerten.” Hun gjorde i hvertfald forsøget. Stille mumlende, halvvejs som en sang, fik Larlii sine narturevener til at lindre smerten hos sin veninde.

Vagterne havde rykket deres skjorter i stykker, så de kunne bruge strimlerne til at binde og kneble Eärwen. De viste at de havde været for selvsikre og var indstillet på en hver straf, som deres konge og dronning kunne finde på.

//Svaret er aftalt med Juniper//

Aysha, kvinden der de sidste tre, eller var det fire, mere end det? År af sit liv stort set ikke var blevet kaldt andet end Rød, fordi det var den farve fruen havde valgt at prakke hende på, modstod trangen til at sukke sin træthed ud. Hun havde for længst lært, at det ikke var noget, en slave kunne tillade sig. Ville ikke miste tungen eller noget i den stil. Eller værre. Men nu havde hun ikke blot sin arbejdsgiver…hvis man kunne kalde Juniper Graceling det at tage vare på, hun skulle også forholde sig til en hysterisk elverdronning. Som om kvindens tilstedeværelse ikke bare besværliggjorde hendes arbejde? Men Aysha havde, før sin tid her, været en, for så vidt, dygtig læge. Hun havde behandlet mangt en skade. Det var heller ikke det første øje, selvom det var første gang i mange år. Hun havde dealet med hysteriske pårørende før. Det bedste hun kunne gøre var at lade være med at tænke på det. Så hun lukkede af for det og arbejdede som hun gjorde det bedst. Metodisk, næsten maskinelt. I et sygt øjeblik følte hun sig næsten, som hun havde været engang. Fri, i kontrol, i færd med at gøre en forskel for et andet levende væsen. Hun kunne næsten ignorere det faktum, at dette væsen kunne destruere hende, hvis det hun var i færd med ikke ville lykkes.
Så igen. Det kunne ikke være gået meget mere galt end det var sidste gang vel? Hendes sidste nat som læge. En utrolig indflydelsesrig og velhavende familie og en mand med skader han umuligt kunne reddes fra. Da han døde i hendes varetægt så de det passende, at hendes liv skulle betale for hans død. Og hun var blevet solgt. Som en anden genstand. En kostbar genstand godt nok, men stadig en genstand.
Nej, der var værre skæbner end at være Juniper Gracelings husslave og personlige healer, det måtte hun minde sig selv om. Og gøre sit arbejde ordentligt for ikke at miste den smule status, det var lykkedes hende at opbygge her i huset.

Det være sig uagtet at en skrigende kvinde insisterede på at holde hendes patient som om, hun var en eller anden baby.
I det mindste, var det ikke Prismira Graceling. Det ville have været værre.

**

Juniper Graceling vågnede, hun anede ikke hvor længe, senere, ør i hovedet af bedøvelse og smerte. Det sved i arret, hvor hendes øje havde været og alt syntes stadig at gøre ondt…bare mere..pakket ind, end før. Dog var det stadig lettere at deale med end den sære fornemmelse af et syn, der nu var begrænset til et øje. Nogen skulle få det her betalt. Og ikke kun Eärwen.
Lige nu, ville hun bare hjem. På én gang sulten og for kvalm til at spise, selvom hun forsigtigt blev tilbudt en skål suppe.

Nasissa kom over og lagde hånden på Larliis skulder lige kort efter at healeren var færdig med at sy. Med et lille kast med hovedet, antydede hun at de skulle væk her fra. Larlii nikkede med et suk og flyttede sig, så Junipers folk kunne tage over. En ting var sikkert. Dette ville kommet til at koste dyrt for Eärwens familie, for ikke at nævne kongefamilien. Larlii ville sørge for at snakke med Juniper når hun vågnede og var klar i hovedet. Måske kunne de stadig nå at minimere problemerne.

**

Så snart de var tilbage, bad Larlii folk om at gøre alt klar til hjemrejsen. Hun var sikker på at Juniper ville hjem hurtigst muligt, og bad derfor også sine kammerpiger om kun at pakke det mest nødvendige med til rejsen. Resten kunne blive sendt med i vognen, der var noget langsommere end en flok ryttere ville være.
Dénar's lig blev pakket ind i mere tætsluttende stof og Eärwen blev bundet med kraftige reb i stedet for de nødtørftige strimler. Vagterne holdte nu et mere vågent øje og var konstant fem skridt bagved Larlii, hvor end hun gik. Hun tilbragte en god rums tid i urtehaven og urtehuset, hvor hun pakkede urter mod smerter og lavede en lindrende og blødgørende salve. Derefter gik hun over i det rum, hvor de opbevarede vinflaskerne, og pakkede tyve flasker af den vin Juniper havde nydt.

Så snart hun var færdig, så hun det hele igennem for at sikre sig at vægten var ligeligt fordel på begge sider af sadeltaskerne til pakhestene.

Det var ikke Larlii, hun havde i tankerne overhovedet. Heller ikke, imens alt blev mere eller mindre pakket sammen omkring hende. Hun havde ikke engang energi til at tage sig af hvilken ydmygelse det var, at hun ikke engang følte sig energisk nok til at holde en ske, så Gul, der havde været hendes primære ”barnepige” siden hun var ganske ung, måtte mere eller mindre fodre hende med den tilbudte suppe, som Juniper for én gang skyld næsten forsøgte at modsætte sig at spise. Og det på trods af, at sulten var lige så altstedsnærværende som altid. I sin stadig noget bedøvede tilstand smagte alting af ingenting, måtte hun sande. Gul sagde bekymrede fugleagtige lyde for sig selv. Juniper havde ikke set kvinden i sin rødkælkeform i mange år, men nogle vaner holdt åbenbart bare ved. Selv gjorde Juniper ikke ret eget for at tage sig af hendes bekymring, men rystede blot stædigt på hovedet af den sidste skefuld suppe, imens hun spejdede efter Larlii og kløede Ignis på hovedet. Den lille drage var vel nogen trøst. Den holdt sig allerede instinktivt til den side, hvor Juniper stadig kunne se. Samme omsorg ville have været rar fra andre, men ligesom sin mor var Juniper trods alt vant til skuffelser.

Til sidst kom Larlii til syne igen, tæt forfulgt af vagter denne gang. Noget havde hun altså åbenbart fået gennem sit tykpandede kranie. Bare en skam det ikke kunne have været hende selv, det var gået udover i stedet for tilfældige uskyldige mennesker, der blot havde hjulpet hende med at få sin møgunge tilbage. Hvilket ikke ville have været et problem overhovedet, hvis sikkerheden havde været oppe til standard til at begynde med. Skammeligt. Der var ikke andet ord for, hvad der var fundet sted i dag. Og hvis ikke Juniper selv gjorde det, så skulle hendes forældre nok sørge for, at Forenstinas kongehus aldrig igen ville glemme deres skyld i denne situation.
Hun vinkede til Larlii. Ignis krøllede sig sammen i hendes skød med en hvislen som en træt tekedel.

”Hvordan har Almiel det?” spurgte Juniper og strøg en lok hår væk fra sit ansigt. Vagternes ubehag over hendes åbenlyst arrede ansigt, tog hun sig ikke af. Sin skønhed ville Juniper Graceling aldrig betvivle. Tvært imod var hun snart sagt overbevist om, at selv med et øje overstrålede hun let samtlige folk her til sammen. I stedet fikserede hun dem med en stirren fra sit tilbageværende isblå øje.

I gjorde det her.

Da Larlii så at Juniper sad udenfor og vinkede til hende, skyndte hun sig over til hende. Det var tydeligt at Larlii var bekymret for sin veninde, samt følte sig skyldig i skaden der var sket.
”Hun har det fint, men jeg er mere bekymret for dig. Vi er klar til at rejse tilbage til Forestina, når du ønsker det. Jeg har sørget for at vi rejser lettere end sidst, så du kan bestemme tempoet. Mine hofdamer og datter rejser med vognen, men vi har også nogle ekstra heste som dine damer kan låne.” Larlii nikkede til den hofdame der kom med en stol til hende, inden hun igen fokuserede på Juniper.
”Tak, Eärendil... Juniper. Er der noget jeg kan gøre for dig nu og her?” Spørgsmålet var åbent og ærligt, og Larlii håbede på at deres venskab ikke var tabt over dette uheld.

Begge vagter knælede og lagde deres højre hånd over deres hjerte, mens de talte som en.
”Frue. Vi erkender at vi var for afslappede på vores vagt. Ligeledes erkender vi en hver form for straf, som De ønsker.” Larlii viste ikke helt om det var godt eller skidt, at de praktisk talt tilbød deres liv til Juniper. Men hun håbede at hvad end Juniper ønskede, så kunne det vente til de var kommet tilbage til Forestina.

”Bekymret? For mig?” Hun smilede varmt. Sødt.
Du var ikke bekymret nok til sørge for, at jeg ikke mistede øjet. I en lettere mekanisk bevægelse, sløvet af smerte og bedøvelse, rejste hun sig fra sin plads på jorden. Ignis hagede sig fast i hendes kjolestof og kravlede på plads henover hendes skuldre.
Hun greb fat om Larliis ansigt under hagen og lænede sig ind mod hende, til der kun var et par centimeter mellem deres ansigter, hvilket alt andet lige måtte give Larlii et ganske udmærket udsyn til Juniper arrede ansigt.

”Jeg ser dig for, hvad du er. Husk det,” rådede hun i en munter tone og klappede elvernes dronning på hovedet, før hun trak sig bort. Smilet på hendes læber var stadig varmt, og det blå øje lyste af hvad der bedst kunne beskrives som en skælmsk form for morskab. Den lille drage hvislede og dampede.
Så, med et ryk der næsten virkede voldsomt blev trancen mellem de to brudt og hun vendte atter opmærksomheden mod de to vagter. Smilet døde på hendes læber og blikket hærdedes. Koldt som en issyl. Hun lagde hovedet på skrå, sært mekanisk og knækkende.

. ”Jeg tror I to har bevidst rigeligt, at I ikke vil være til meget nytte i min husholdning,” erklærede hun spidst.

”Til gengæld er jeg sikker på, at mine forældre hellere end gerne vil have en samtale. Nå, skal vi komme hjem?”

spurgte hun med en pludselig hektisk næsten feberagtig energi. Der var ikke noget, hun ønskede mere end at kramme sin mor lige nu. Resten kunne næsten være ligegyldigt, når det kom til stykket.

Hun begyndte at gå hen for at finde sin hest, irriteret over, hvor vaklende og usikker hun følte sig, men blev til sin overraskelse stoppet af Gul, der havde lagt en benet, men forbavsende stærk hånd på hendes arm.

Den lillebitte fugleagtige kvinde med det viltre mørke hår og den markante høgenæse havde vendt et sæt grågrønne øjne, der var så triste, at en person med en reel samvittighed øjeblikkeligt ville have følt skam for hendes tilstand, mod hende med så oprigtig bekymring, at Juniper blev helt forvirret.

Måske var det på grund af forvirringen, eller også havde bedøvelsen sløvet hendes opfattelsesevne et øjeblik, for før hun vidste af det havde Gul vendt sig direkte mod Larlii med ild i blikket.

”Og Deres Højhed havde så tænkt, at nådig fruen skal ride hele vejen tilbage til Forenstina???? Hun kan knap stå op. Hvordan tænker De selv det vil gå? Har de nu også tænkt Dem, at hun skal dø af et fald fra en hest udover at miste øjet? Hvad ville, Lady Prismira ikke tænke?” jamrede den lille kvinde og stirrede på dronningen med så ren arrigskab, at det lod til, at hun helt havde glemt forskellen i rang.
Hvad der blot lignede en utrolig loyal tjener var dog noget ret andet og langt mørkere. Sandheden var, så vidt Juniper var orienteret, at Gul, hun havde aldrig kendt kvindens navn og kvinden havde båret gult, så længe, hun havde kendt hende, så det var, hvad hun var, engang havde været hustruen til en af faderens mere genstridige forretningspartnere. Da manden trådte ved siden af en gang for meget og han alligevel manglede en til at tage sig af sin nye datter, når hverken han eller Prismira kunne var den tidligere forretningspartners hustru et nemt valg at snuppe. Det formåede at sætte manden på plads, skulle det helst, og Cornelius skaffede sig en barnepige med ubestridt forstand på børn. Hun havde trods alt været mor til fire i forvejen.

Juniper vidste ikke præcis, hvad der var sket i kælderen dengang (Men kvinden manglede en finger på den ene hånd og havde altid haft en markant usikker gang, så Juniper mistænkte, nu da hun var voksen nok til at forstå ting, at Gul manglede et vidst antal tæer) men i hvert fald var kvinden effektivt knækket nok til, at da nogen kom og ledte efter hende senere, ville hun ikke med hjem. Ægtemanden var selv forsvundet ikke ret længe efter og deres forretning var blevet absorberet ind i det evigtvoksende Graceling foretagende. Som det så ofte endte.
At Guls affektion for Juniper nok mest skyldtes et overlevelsesinstinkt, var Juniper dog for blind overfor egne fejl til at se. Og selv hvis hun vidste det, ville det nok ikke have generet hende det store.
Antydningen af et skævt smil, underholdt, overbærende, trak op i Junipers læber.

”Jeg er sikker på, at dronningen ikke mente nogen fornærmelse.” Hun vendte opmærksomheden mod Larlii.

”Tilgiv hende, hun er dedikteret, men…jeg frygter, at hun har ret.” Ordene brændte hende. Necromanceren ville have hadet det. Svaghed.

Først viste Larliis ansigt bekymring. Dette ændrede sig til forvirring ved Junipers ord om at hun så Larlii for hvad hun var. Hvad mente Juniper med det??
Så da Junipers tone ændrede sig på noget nær et slidt sekund da hun talte til vagterne, løb det koldt ned af Larliis ryg og hun skælvede let ved tanken om hvad Juniper og hendes familie kunne gøre.

Vagterne bøjede hovederne og holdte sig tavse. Så snart Juniper havde erklæret at hun ville afsted, rejste de sig og gik hen for at se om alt var klar.

Larlii nåede ikke mere end lige at rejse sig fra stolen, før kvinden i den gule kjole stoppede Juniper og arrigt skældte Larlii ud. Indvendigt sukkede Larlii over denne kvinde, men hun forstod udmærket hvorfor kvinden var vred.
Derfor gik Larlii de få skridt over til kvinden og Juniper, hvor hun med et varmt, men også bekymret, smil så på de to kvinder.
”Nej, slet ikke. Vi fylder en vogn med lune skind, så din frue kan hvile sig. Juniper, din tjener har ret, der er allerede sket noget utilgiveligt. Jeg ville aldrig ønsket dette og kunne jeg gå tilbage i tiden, så tog jeg gladelig skaden i stedet. Men nu kan jeg kun forsøge at betale den pris, som jeg ved vil komme.” Eärendil havde holdt sig ved siden af Larlii hele tiden. Hvis Juniper godkendte det med vognen, ville hun neje dybt og sørge for at en ny vogn blev gjort rejseklar. Ellers ville hun blive ved Larliis side.

Juniper nikkede kort til Larlii, følte sig pludseligt så kvalmende træt, at hun ikke længere kunne koncentrere sig om at argumentere imod Larliis idé. Tvært imod lod hun Larliis tjenestefolk gøre som de nu engang havde foreslået.
Det meste af turen hjem sov hun. Så gennembedøvet, at hun ikke magtede andet end at vågne op i korte glimt for at spise. Smerten i den ene side af hendes ansigt, lyste, selv i dæmpet tilstand som stjerner på indersiden af hendes kranie og kvalmen gjorde det umuligt at holde noget nede ret længe af gangen. På trods af det var sulten, hendes evige følgesvend aldrig langt borte og derfor forplantede smerten sig til hele resten af kroppen også. Denne form for åbenlys svaghed ville Necromanceren aldrig have tilladt i sine børn, og sin omtågede tilstand var denne tanke så altstedsnærværende og ubærlig, at Juniper trak skindene over hovedet for at gemme sig og nægtede at interagere med nogen i de korte glimt, hun var vågen. At dette kun næsten måtte fremstå mere patetisk, havde dødssynden hverken energi eller fokus til at tænke over.

**
Solen var skarp da hun, uden at ane hvor lang tid der var gået, alt var paseret som i en tåge, blev rusket vågen, tydeligvis så blidt så muligt.
Med noget der føltes som en kraftanstrengelse fik hun sat sig op og skimtede Forenstina ikke så langt borte. Hun behøvede heldigvis ikke at sige et ord. Slaverne hjalp hende i stand, som de altid ville have gjort. Ordløst og uden behov for instrukser. Ignis klyngede sig til pladsen på hendes skulder og hvilede hovedet mod Junipers hals. Der var noget sært trøstende ved den lille drages tilstedeværelse.

Og sådan sad hun som en anden hjemvendt krigerdronning trukket ind i Forenstina på en hestevogn ind til det lille følge standsede midt på bypladsen, hvor Larlii og Juniper først havde mødt hinanden.

Junipers adoptivforældre var nemme at få øje på i mængden. Skærmet for solen af parasoller holdt på plads af slaver. Cornelius en slank næsten yndig skikkelse i sine snehvide klæder broderet med gyldne sommerfugle og perler. De skulderlange solskinsgyldne slangekrøller holdt væk fra hans ansigt. Katteagtige grønne øjne glitrede i lyset. Om hans skuldre hvilede en kappe bestående af utallige kulørte sommerfugle af skinnende kostbart stof.
Fingrene på hans ene hånd var næsten uløseligt flettet sammen med kvinden ved hans sides egne fingre. Prismira Graceling var lige så mørk som hendes mand var lys og ragede med sin imponerende højde på omkring 190 centimeter op over selv de fleste mænd i sit selskab. Slank, timeglasformet og iført en kjole af ædelsstenspyntede forårsblomster af silke overstrålede hun, i datteren og ægtefællens øjne, omtrent alle andre levende væsner.
Juniper næsten væltede over sine egne ben i sin iver efter at slutte sig til dem. Alle andre kunne være fordømt, som hun så det. De ragede hende en høstblomst.
Prismira var den første der greb hende, knugede datteren ind til sig og kyssede hende i panden, før hun på det nærmeste rakte hende videre til Cornelius.
For første gang i over ti år lod Juniper sig godhvilet synke sammen i adoptivfaderens arme. Trykkede sig ind til ham, som om det gældt livet.
Prismira derimod vendte sin fulde opmærksomhed mod Larlii. De slanke hænder havde hun foldet foran sig og de markante gyldne øjne så ned på elverdronningen med høflig undren. Tonen var forretningsagtigt rolig, som hun endelig talte.

”Og hvordan, Deres Majestæt, finder en sådan ulykke sted, at min datter ender med at blive skamferet i Deres varetægt?”

Under hele hjemturen havde Larlii fra tid til anden sendt bekymrede blikke til den vogn hvor Juniper lå og sov. Eller det var i hvertfald hvad Larlii gik ud fra at hun gjorde.

Larlii frygtede at uanset hvad hun sagde eller tilbød Juniper, så var det ikke sikkert at veninden ville afholde sig fra at bære den af i længere tid. Hun sukkede stille og glædede sig til igen at være hjemme hos sin mand og bedste ven. Episoden med Almiel havde fået hende til at tænke over hvor sikker situationen var med at der kun var en tronarving.
Hvad angik hofdamerne, så ville rådet sikkert prøve at pakke en ny på hende. Men der var hun fast besluttet på at sige nej. Fire hofdamer måtte være nok. En ting var sikkert, episoden havde fået de andre tre hofdamer til at knytte sig mere til Larlii, de havde på et tidspunkt fortalt hende at de fremover ikke ville forlade hendes side, med mindre hun beordrede dem til det. Den fjerde hofdame var Nasissa, hendes grandkusine, hvilket gjorde at Larlii stolede utroligt meget på hende. Nok til at, da Nasissa bad om at blive frigjort af sin familie eftersom de pinagtigt forsøgte at vinde gunst ved hoffet grundet deres datters position. Ja, så havde Larlii ikke tøvet med at bede sin mand om den tjeneste.

**

Da de nåede tæt nok på Forestina til at der dukkede vagter op, sørgede Larlii for at mindst en af dem skyndte sig tilbage med en skriftlig besked til kongen. Samtidig sørgede hofdamerne for at hun, og de selv, blev klædt om i en passende sort, så der ikke ville blive drama over tingene. Larlii så ingen grund til at han først skulle høre om dette efter at hun var kommet hjem. Faktisk var hun lidt imponeret over hofdamerne, som alle fire i stilhed havde nedskrevet hændelserne, så hun kun skulle gennemlæse den inden hun selv skrev under på at det hofdamerne havde berettet var sandt. .
Alligevel var hun ved at få det skidt, da hun så hvad hun gættede på var Junipers fosterforældre med følge.

Kort efter at de var stoppet op på pladsen, kom en af staldkalene og holdte hendes hest så hun kunne sidde af. Det klarede hun yndefuldt mens hun ud af den ene øjenkrog holdte øje med Junipers genforening med sine forældre.
Sammen med sine hofdamer gik Larlii hen mod samlingen og nejede høfligt for Junipers mor.
”Fru Graceling. Tro mig når jeg siger, at jeg med glæde havde taget Deres datters plads hvis jeg kunne ændre tiden. Ulykken fandt sted, grundet skødesløshed fra mine vagter og mig selv. Jeg troede at vi var i sikkerhed mellem mit folk, men det viste sig at en af mine hofdamer havde indladt sig med en tidligere bejler, som så mig som sin ejendom. De forsøgte sig med kidnapning af min datter, hvilket mislykkedes. Hvortil de efterfølgende forsøgte sig med mord. Desværre var jeg afledt af min datter til at kunne nå at reagere på mordforsøget på Deres datter, hvilket jeg begræder meget.”

De to vagter havde afleveret det indsvøbte lig og hofdamen Eärwen, der stadig var bagbundet og kneblet, til nogle andre vagter og var kommet over for at knæle ned foran Junipers familie, mens de lagde deres højre hånd over deres hjerte. Den ene vagt tog ordet.
”Frue. Vi begræder dybt at Deres datter kom ud for denne ulykke på vores vagt. Vi erkender at vi var for afslappet og vi erkender en hver form for straf, som De og Deres familie ønsker.”

//Efter aftale kommer @Althorn med nu - det er også efter samtale med Althorn at Larlii og hofdamerne bliver klædt i sort.
Sørgekjole i sort og sølvgrå, Hårstil //

Det hele var gået så hurtigt. For tre uger siden, havde Althorn's fars sygdom taget til for alvor. De vidste alle godt det ikke ville vare længe før den tidligere konge døde, det havde alle vidst siden Althorn tog tronen for nu knap 50 år siden. Men derfor kom det stadig som lidt af et chok, da den tidligere konge for blot en uge siden havde taget sit sidste åndedrag, og blevet begravet dagen derpå i en smuk højtidelighed, med en spæd eg plantet ovenpå sig, så han på den måde kunne give tilbage til skoven der gav skovelverne så meget. Sådan var traditionen.

Og traditionen tro, havde Althorn siden da båret sort - hans mor og hele hoffet ligeså, og det ville hoffet gøre i en måned, Althorn selv i et halvt år, og hans mor... For resten af hendes år, som den efterladte enke hun nu var blevet. Althorn havde haft travlt med både at processere sin egen sorg, hjælpe sin mor igennem hendes værste, de første dage efter... Og derpå få alting på plads med hoffet og rådet. Derfor havde det været en velsignelse at Larlii tog deres datter med sig på den lille tur, så han ikke også havde dem at bekymre sig om, da han stolede fuldt og fast på sine vagter. Midt i sin sorg og krise, havde han dog overset et par spejder rapporter, der havde rapporteret om mistænkelig adfærd i udkanten af skoven... Hvis blot han havde set dette, havde han sendt flere med dem, men ak og ve, det havde han ikke...

Og nu ville han ønske han havde, som han fik beskeden fra vagten, fra hans kone. Fordømt - spejderne havde haft fat i noget, men han havde været for distræt til at tage sig af det. I det øjeblik følte han virkelig at han fejlede, men han tog et dybt åndedrag. Folket havde brug for en fattet, rolig, afklaret leder... Ikke en der lod sig styre af sine følelser, heller ikke selvom hans ene forælder var død for blot en uge siden nu.

Han ankom i netop det perfekte øjeblik til at høre sin hustrus ord, og Fru Graceling's, som han kom hen til dem, havende set hvordan Juniper var løbet ind i sin moders arme... Og respektfuldt tiltede hovedet en anelse mod Juniper's forældre, som en høflig hilsen, før han stillede sig hen ved siden af sin hustru - og lagde armen om hende i et let kram, som hans måde at sige 'godt du ikke kom noget til' på. Hans blik faldt da på Ëarwen, og på vagten... Før det gled tilbage på de to - tre - Graceling'er.

"Fru Graceling..." hans øjne hvilede roligt på hende, som han tog ordet - hans stemme ganske og aldeles rolig og fattet, som sad de og diskuterede forretning over en middag. "Jeg undskylder noget så inderligt. Jeg fik en spejder rapport ind for flere dage siden, men så den først nu - for sent - grundet de mange praktiske anliggender i forbindelse med min faders hengang. I bund og grund ligger fejlen hos mig - at jeg ikke sendte flere vagter med. Og i at jeg ikke havde indset..." han så kort over på Ëarwen, før han så tilbage på hende igen, "... At vi havde en slange midt i vor fredelige fuglerede, så at sige. Det gør mig utroligt ondt at deres datter kom noget til midt i alt dette. Hvad end de ønsker der skal ske med denne slange... Vil blive gjort. Også hvis dette betyder at I vil have slangen med tilbage til at gøre hvadend I lyster." Det var utilgiveligt det hun havde gjort... Og han kunne mærke vreden skumme under hans rolige overflade. Uanset of Ëarwen blev her eller kom med dem, så ville hun så sandelig ikke have det særlig godt.

//Outfit, blot udelukkende i mørkegrå og sorte toner; Link her

Graceling parret bukkede og nejede for den sørgende konge, idet Althorn indfandt sig. Blot fordi kongeparret åbenbart var ude af stand til at sikre at deres gæster kom intakt hjem fra et ophold i deres selskab, betød det trods alt ikke at almen høflighed var fløjet ud af vindue.
Cornelius lyttede til kongens ord med hovedet lagt lidt på skrå, en gestus, der mindede næsten uhyggelig meget om datterens i det den virkede næsten mekanisk. Hans ellers næsten altid smilende ansigt var lagt i gravalvorlige folder. Af respekt for elverkongens sorg? Eller blot fordi, han var langt væk i sine tanker?
Juniper mærkede sig selv blive trukket med hen til resten af forsamlingen.

”Det gør mig ondt, med Deres sorg, your grace. Må Deres fader hvile i Nimars haller,” sagde Prismira roligt

”Jeg vil dog gerne bede Dem om at se længe på min datters ansigt." Hendes tone lagde ikke op til diskussion. Sådan stod den lille familie tavst og stille som statuer et øjeblik. Ansigterne mejslet i alvorsfuld sorg for, hvad de havde tabt.
Indtil Cornelius endelig tog ordet, stemmen klangfuld og forbavsende lys. Blød og ikke umiddelbart uvenlig. Han havde endnu ikke givet slip på datteren så meget som et øjeblik.

”Det ærgrer mig dybt, at der skulle min datter til for denne pinefulde lektion, Your Grace, og jeg forstår Deres sorg, men hvis De nogensinde skulle blive i tvivl om, at en regents job altid skal udføres, på trods af sindstilstande, så lad da denne skændsel af en vansiring af min datter udgøre en evig påmindelse.”

”Jeg håber for arvefølgens skyld, at De i tilfælde af, at der skulle ske Deres søn eller steddatter noget, ville have mere tilovers for børnenes helbred end vage undskyldninger og en direkte indrømmelse af, at de ikke formår at udføre Deres arbejde under et, om end forståeligt, psykisk pres. Hvad der vel ellers bør være påkrævet af en regent?” indskød Prismira uskyldigt.

Juniper vendte det vilde blegt blå øje mod skiftevis Ëarwen og de to vagter og så tilbage til Althorn og Larlii.

”Min familie og jeg takker for jeres forståelse. Og jeg takker for den omsorg, jeg er blevet, forsøgt, mødt med i min nuværende tilstand. Da Ëarwens primære mål var at skade jeres datter, vil jeg lade hendes straf være op til jer. Selvom jeg ville foreslå offentlig henrettelse. Et sådant attentat mod kongefamilien bør I ikke lade stå til. Jeg vil dog vove og påstå, at vagternes blod er mit.”

Larlii smilede kærligt til sin mand, da han kom hen og lagde armen om hende, samt strakte sig let for at kysse ham blidt på kinden som tak. Derefter fokuserede hun på Juniper og hendes familie, mens han talte. Her mærkede hun mere end før, hvor meget Althorn havde ændret sig efter sin faders død. Han var mere... beslutsom og handlingsfuld. Noget ved hans holdning og måden han talte på, gav hende en fornemmelse for at han var vred og holdt det nede. Men om det galt hende eller kun Ëarwen, var hun ikke sikker på.

Almiel sad i Nasissas arme og trykkede sig ind mod sin 'tante', men var ellers stille. Hun mærkede tydeligt den ulmende stemning og var ikke glad for den. De tre hofdamer stod ved siden af Nasissa og forsøgte usynligt at skærme prinsessen, men samtidig var de tæt nok på Larlii til at de var klar på hendes mindste vink.

Eärwen hev og sled i sine fangevogters arme indtil hun fik øjenkontakt med kongen. Der stivnede hun og sank i rædsel over hans blik og ord. Hun så sig hurtigt rundt og fandt sin egen familie i flokken, men de mødte ikke hendes blik. Hun gav et utydeligt klynk fra sig. Hun viste at deres afvisning var det samme som en bortvisning. De anså hende for død i deres øjne og tog afstand fra hendes handlinger. De viste også at den skade hun havde forvoldt, ville gå ud over familiens ry hos hoffet. Hvis det ikke ville koste dem deres position fuldstændigt. Det var trosalt hendes egen far og onkel, der havde pålagt dronningen at tage hende som hofdame.
Selv om hendes kamplyst forsvandt, var vagterne stadig fuldt fokuseret på hende. Kun deres kaptajn så hen på kongeparret, hvis de skulle give besked om hvad der skulle ske med fangen.


Selv om Larlii havde lyst til at svare på familien Graceling's ord, holdt hun sig tilbage. Det var trosalt Althorn som var kongen og dermed den højest rangerende blandt dem. Først hvis han tillod det, ville hun kommentere eller tilføje nogle af sine egne ord.
Alligevel løb det hende koldt ned af ryggen, da Juniper forslog en offentlig henrettelse. Men hun kunne godt forstå det. Fafnir, som roligt havde holdt sig på afstand, kom nu langsomt og majestætisk gående frem gennem mængden, der roligt flyttede sig som om det var en anden elver. Han stoppede op på Larliis frie side og så roligt rundt på de forskellige, inden han med en blid brummen så på Larlii.

Althorn sukkede og nikkede. Han forstod udmærket deres frustration, og han havde nok heller ikke selv talt med flotte ord til en der indirekte havde været skyld deri, hvis det var hans egen datter det var sket for. "Jeg forstår så udemærket. Det var ej heller en reel undskyldning, nuvel mere en forklaring, af min egen distræte tilstand. Jeg vil gøre hvad jeg kan, for at rette op på fejlen." lovede han familien højt og helligt, som han så Juniper's øje, og hørte hendes ord.

"Naturligvis... Og jeg må give Dem ret," sagde han, og så derpå over på Ëarwen... Som han talte til to vagter - ikke de to der havde været med dem, men hans egen to personlige vagter. "Før hende ud midt på pladsen." beordrede han dem, og så derefter over på familien igen. "Vagterne er jeres at gøre med som I vil. Og jeg skal gøre et eksempel af hende. Derudover... Hvis de vil tillade mig... Vil jeg gøre mit bedste for at rette op på selve skaden,"

Som han nøje studerede hvad han kunne af såret fra hvor han stod. "Et øje kan jeg desværre ikke få til at gro tilbage, så skulle jeg have været der da det skete - og have fået fat i det... Men jeg er yderst velkendt ud i helings magi, og vil hjertens gerne se hvad jeg kan rette op på med selve såret så det heler på bedste vis." sagde han derpå, som et forslag han håbede de ville tage imod som endnu en måde at rode bod på denne skandale.

Det var lige før, at Juniper ville have leet. Situationen var så grotesk absurd, at det var svært at have overskud til andet.
For selvfølgelig kunne han ikke det. Få tabte legmesdele til at gro tilbage altså. Han ville have været meget mere end blot en, så vidt Juniper på nuværende tidspunkt kunne bedømme, middelmådig konge i en lang række af middelmådige konger, han ville have været en helgen.

End ikke latter magtede dødssynden dog. Det var næsten lige før, at hun var for træt til overhovedet at være vred, selvom de som kendte hende bedst, ville vide, at det ville vende tilbage tifoldigt senere, når de værste af smerterne havde lagt sig og hun frit kunne beklage sig til sine forældre endsige sin bror. Det var selvfølgelig ikke til at sige, hvor hårdt elverene i realiteten ville blive ramt af denne skandale, men en dødssynds mishag var nok ikke noget ret mange sådan lige ønskede at pådrage sig. Og den var ikke nem at slippe af med, var den først vækket til live.

”Jeg takker for jer begges forståelse i situationen og kan forsikre jer om, at disse…tvivlsomme vagter, hvis man da overhovedet efterhånden kan kalde dem det, aldrig vil komme til at plette jeres husholdning med deres inkompetente tilstedeværelse igen. Prøv måske at gennemgå de folk I har ansat bedre næste gang? Spioner, kidnappere og vagter, der lader folk blive mishandlet? Tallene er ikke på jeres side. Det næste bliver velsagtens, at det viser sig, at jeres slotskok serverer børn til morgenmad,” kommenterede Juniper tørt.
Tilbuddet om healing, var dog ikke et, hun havde tænkt sig at lade gå sig forbi. Tvært imod var det bare det der manglede. Som Althorn trods alt heldigvis ikke var tåbelig nok til ikke at anerkende.


”Eftersom skaden skyldes Deres manglende agtpågivenhed, er det vel, som de selv siger, kun passende, at de ordner det,” konstaterede Juniper med, hvad der måske kunne tolkes som en helt utrolig urokkelig ro. I virkeligheden var hun bare træt. Helt ind i knoglerne. Og nok var hun selv sikker nok til at bære både ar og manglende øje, men hvis hun kunne spare sig selv for bare noget af smerten og ubehaget ved en langsomlig healing, der måske gik galt, jamen så gjorde hun gerne det.

Larlii lagde blidt sin hånd på Fafnir's skæld og nikkede kort som tak. Hans blide brummen havde altid en beroligende effekt på hende. Selvfølgelig måtte hun vente til de var alene med at vise yderligere svaghed, i form af et lettere nervøst sammenbrud.

Så snart Althorn gav ordren til vagterne om at føre bad Larlii Nasissa om at tage Almiel med tilbage til sit værelse, da prinsessen var træt. Imponerende nok gjorde prinsessen ingen modstand, hvilket fik Larlii til at smile til sin en del bredere til sin datter, inden hun igen vendte sig mod familien Graceling. Sandheden var at Larlii ikke ønskede at datteren skulle overvære en henrettelse i så ung en alder, eftersom det med sikkerhed ville give hende onde drømme i lang tid.
Rygtet spredte sig hurtigt som en skovbrand, at kongen ville lave en offentlig demonstration med en hofdame på markedspladsen. Og i løbet af få minutter var der nærmest det dobbelte antal elvere, som da Larlii var kommet tilbage.

Junipers tone fik Larlii til indvendig at fare sammen. Dette føltes lidt ligesom da hun havde sagt at hun så Larlii for hvad hun var. Ikke spor rart. Noget sagde Larlii at Juniper lige nu rummede mere vrede end hun viste, og det var afgjort noget der fik Larlii til at tænke på hvor stor chancen for deres venskab var? Meget tydede på at det kom helt an på Junipers evne til at tilgive, noget Larlii så småt begyndte at tro kvinden ikke ejede meget af.
Hun overværede den handling, som Althorn ville gøre med Eärwen uden meget andet en tilbageholdt vrede mod kvinden. Derefter vente hun sig igen mod Juniper og hendes familie.
Hun overvejede hurtigt hvad hun kunne tillade sig af taleform lige nu, og tog valgte den klogeste mulighed.
”Deres Nåder. Hvis De vil tillade det, vil jeg gerne give Dem et par kasser af vores egen æblevin. De er af samme årgang som dem, De smagte på turen.” Det sidste var henvendt til Juniper. Hvis familien Graceling sagde ja tak, ville hun sørge for at kasserne blev hentet og afleveret til familien.

"Jeg kan love dem... Jeg vil personligt gå hver og en af vores vagter, spioner, tjenestefolk og deslige, igennem fra nu af. Jeg kan se dette aldrig skulle have været overladt til hoffet. Det er sandelig trist... At dette skulle til for at kaste lys på hvor tåbelig den gamle, traditionelle metode til udvalg af vagterne var-" han havde blot gjort som hans far på dette punkt, "... Men jeg kan love der bliver ændret på dét, og mange andre ting fra nu af." Althorn sukkede let, mest af irritation over sig selv, førend han så på hvordan Eärwen blev bragt ud til midten, og flere og flere elvere stille og roligt samledes omkring dem.

"Frøken Graceling..." sagde han derpå, som han så på Juniper. "Foretrækker De, at jeg får hjulpet dem til det bedste af mine evner først, eller vil de se den tidligere hofdame modtage sin straf først? De får det fulde valg over hvilken rækkefølge vi gør tingene i." han tænkte, at det nok var den bedste måde at vise respekt men samtidig ydmyghed på - at lade hende vælge rækkefølgen tingene ville ske i, samtidig med at nogle af de andre vagter, efter en kort gestus og en enkelt sætning på elvisk fra Althorn, tog de to forhenværende vagter, der havde fejlet, og slæbte dem over til Juniper's forældre, for at lade dem være i deres og deres følges varetægt fra nu af, til at gøre hvad end de ville med dem.

Junipers læber trak opad i noget, der mindede om et smil, men trods alt ikke helt var det. Udtrykket var for mørkt. Vildt og så alligevel totalt drænet for nogen som helst form for reel energi.

”Nu har alle disse folk allerede samlet sig. Lad os give dem hvad de kom efter, ikke?”Måske var skovelvere mere brutale end hun sådan lige umiddelbart havde tænkt, at de var. Sådan at troppe op, så snart de bare lugtede muligheden for en henrettelse.

”Medmindre De altså vil gøre healingen af mig til offentligt skue, your grace?” sagde Juniper og studerede ham indgående med sit gennemborende blå øje, hovedet lagt en anelse på skrå. ”Dette vil jeg dog helst frabede mig. Jeg foretrækker at heale i privaten.” Mest fordi hun ikke anede, hvor smertefuldt det ville være og derfor, hvor meget hun eventuelt ville komme til at te sig. Det skulle ingen se. Absolut så få folk så muligt, hvis hun havde noget at skulle have sagt. Og det havde hun åbenbart trods alt. Selvom Althorn adresserede hende og hendes familie, som om de bare var gemene købmandsfolk. Som om de ikke sad urokkeligt på et emperium bygget af krydderier og sukker. Samt, ikke at forglemme, at Juniper officielt var prinsesse af Sunfury. En skændsel. Og en, som de ville have rykket hovedet af de fleste andre for.

Såfremt Althorn fulgte hendes ønsker betragtede hun eksemplificeringen af Ëarwen uden ret mange følelser. Der var ikke engang hævnens forløsning. Kun vreden over, at hun nåede at slippe af sted med så meget, som hun gjorde, før nogen nåede at stoppe hende. Ellers var der kun træthed. Hun havde ikke engang energien, måske ikke engang lysten, til at frigøre sig fra Cornelius, hvilket hun normalt, af indgroet frygt for necromanceren, for længst ville have gjort.

Efter, hvad end elverkongen havde besluttet for den løbskløbende tjenerinde begyndte dronningen pludselig, noget uventet, at tale om vin.
Hele Gracelinghusholdningen stirrede forbavset på hende. I lang tid var der bare tavshed.
I stilheden lagde Cornelius nakken tilbage og lo perlende let. Som om det var det mest morsomme nogen nogensinde havde præsenteret ham for. Så vente han de karakteristiske grønne guldplettede katteøjne mod Larlii.

”Det var koldt, Deres Majestæt. De har lige set en tjenerinde de øjensynligt stolede på for blot et par dage siden, fjernet for evigt og De spørger os i realiteten, hvorvidt vi ønsker en drink til.”

Tavshed.... Åh nej... Larlii fik det dårligt. Havde hun gjort tingene være ved at tilbyde dem en gave? Hvad kunne det ellers være, som var skyld i denne tavshed og forbavset stirren på hende? Hun måtte synke en gang og skulle til at undskylde, da Junipers far pludselig begyndte at le. Mere end nogensinde var Larlii forvirret over sin handling. Men da han talte forstod hun situationen. Hun så på ham med et venligt smil.
”Muligvis... Men det var en hofdame som rådet krævede at jeg tog ind. Jeg stolede på hende ligeså meget, som jeg stoler på en krokone med at holde noget hemmeligt. Dog er jeg færdig med at danse efter deres fløjte... Hvad vinen angår, så var det ærligt ment som en gave. Hvis De ønsker at drikke noget af den her, så værsgo. Deres datter har smagt den under vores tur.” Hun så over på Juniper og fortsatte.
”Jeg fornemmede at De nød vinen. Men hvis jeg tog fejl, så sig endelig til. Jeg har andre varianter, nogle stadig under modning og andre klar til at drikke.” Mens Larlii snakkede, kunne man godt se at de andre tre hofdamer bøjede hovederne. De viste at de alle tre var antaget under samme omstændigheder som Eärwen. De viste at det som var sket ville være endnu en grund til at Larlii stolede mindre på dem end før.


Da Larlii var færdig med at tale til Juniper, fik hun øje på en del af rådets medlemmer, der var kommet frem ved siden af Graceling familien og så ret fornærmet ud over hendes ord, så Larlii tog en beslutning her og nu. Hun rettede sig lidt mere op og så direkte på mændene, inden de nåede mere end at åbne munden for at beklage sig.
”Jeg kan fornemme De herre ikke er tilfredse med mine ord, hvilket jeg vitterligt er ligeglad med. Jeg er træt af at gå på listetå, for at behage alle. Hvis jeg skal have flere tjenestefolk eller hofdamer, så vælger jeg selv hvem det skal være. Og de vil, som kongen sagde, blive gennemgået personligt.” Nogle af mændene så forvirret på hinanden, mens andre som havde været i rådet i flere årtier vente sig mod kongen for at få hjælp hos ham. Larlii havde dog på fornemmelsen at de ikke vil få held med det, efter alt det som var sket.

Fafnir, som bare sad og fuldte med i det hele, rettede sit blik på rådsmændene ligesom en kat der overvejede om spurveflokken var forsøget vær. De mænd som så dette, tråtte et par skridt tilbage og en af dem så surt på Larlii.
"Få styr på Deres drage." Larlii så roligt på manden, som om han havde bedt hende om at få en kilde til at bryde frem fra jorden.
"Og hvordan min herre, skulle jeg kunne kontrolere en vild drage? Fafnir er ikke tæmmet eller bundet til mig på nogen måde. Han valgte selv at følge med mig, da jeg flyttede her ned. Og han er ligeså fri til at tage tilbage, så frem han ønsker det. De vil da heller ikke forvente at vildtfuglene begyndte at synge på Deres ordre, vel?"

"Meget vel. Og naturligvis var det ikke min intention, at gøre deres healing til offentligt skue. Vi vil trække os tilbage til slottet efter dette. Så, hvis de tillader, prinsesse..." sagde Althorn med et venligt, omend lidt stramt smil grundet den alvorlige situation... Og titlen blev brugt nu, som endnu en måde at prøve på at gøre tingene bare den mindste smule bedre. Et smil der var væk det øjeblik han så på Eärwen igen. Og hvor man kunne se et par af hans vagter var klar til at træde frem for at udføre henrettelsen for ham, standsede han dem med blot et enkelt, bestemt blik.

Derpå, gik han med langsomme, tunge, alvorlige skridt ind mod midten af forsamlingen, hvor Eärwen var blevet anbragt. Med en lille gestus af sin hånd, trådte en tolk frem. Der var kommet flere og flere ikke-elvere til i Forestina efter alle samtalerne med Sunfury, og derfor var der også officielle tolke, til at oversætte det elviske for dem der ikke selv kunne tale det, som Althorn med højlydt stemmeføring, på elvisk, sagde (og tolken oversatte for alle ikke-elvere); "Kære borgere i Forestina. I dag har et komplot af en tragedie fundet sted. Ført an af Dénar Nédorne, har denne nu tidligere hofdame, Eärwen Miharel... I ledtog med et par vagter, der åbenbart ikke ved hvad loyalitet er... Forsøgt at kidnappe min sted datter, og derpå at myrde min kone, for på det groveste at havde anfaldet prinsessen af Sunfury midt heri. Dette står ingen af os model til. Dénar er blevet dræbt i heden af kampen dette medførte. De forhenværende vagter bliver givet til Graceling familien, til at gøre med som de vil. Og Eärwen, der selv lagde hænderne på både min steddatter, og prinsessen, i forsøg på at komme til min kone... Landsforvisning er ikke nok. Nej. Lad det fra nu af blive kendt - at jeg, som mange af jer har set som en blød, føjelig konge til nu... Ikke lader mig hive rundt i manegen. Et angreb på min familie, og et angreb på andre kongelige, er også et direkte angreb på mig. Og det vil jeg aldrig nogensinde finde mig i. Lad dette være et eksempel på, hvad der sker, når man ikke er loyal, og går imod vores fællesskab, vi prøver at skabe her i Forestina. Eärwen Miharel - jeg dømmer dig hermed til døden. Må du rådne op, og Nímar vende dig ryggen." det sidste var et ordenligt bevis på præcis HVOR rasende han var på hende...

Og det var ikke en vagt der kom frem til at henrette hende, nej... Han selv standsede blot et par meter fra hende, og så hende lige i øjnene... Som han løftede sine hænder... Og trak hvad der lignede en kugle af rent lys ud fra sin krop, idet han sagde formularen "In lucem virtus parricidam." imens han sagde formularen, trak han lyskuglen ud, til den blev en papirstynd 'skive' i stedet... Som han derpå kylede direkte mod Eärwen. Og før hun kunne reagere... Så havde 'skiven' - nok nærmere klingen - af ren lysmagi skåret sig igennem hendes hals, og hun faldt om, halshugget, midt på pladsen, med blodet piblende fra det nye sår, og krystallerne i Althorn's krone havde lyst op som han skabte, og kastede denne klinge.

"Lad dette være en lektion til alle... At denne opførsel ikke tolereres i dette rige." var det sidste han sagde til den samlede flok, fr han vendte sig til Graceling familien og Larlii igen. Han så og hørte dog godt råds medlemmernes reaktioner, og sendte et hårdt blik deres vej også. "Og hvis jeg var Dem, ville jeg måske ikke forvente at min plads forblev den samme for fremtiden." sagde han i en kold tone til ham, mens han indvendigt godt kunne have grint lidt af Larlii's ord. "Skal vi?" sagde han derpå til Gracelings og Juniper, og ville lede vejen indenfor.

Jamen dog. Fars lille dreng var tilsyneladende gået rogue så snart faderen var puttet i graven. Og Juniper som ellers ind til for et øjeblik siden havde troet at de fleste elvere var bandlyst fra nogensinde at tage et liv. Hun vidste i hvert fald, at hendes forældre adskilte sig voldsomt fra, hvad der blev anset for almindelig anstændighed i elversamfundet. Og hun have haft på fornemmelsen at Larlii tidligere havde udtrykt samme fornægtelse af, at det nogensinde kunne blive nødvendigt at slå et andet levende væsen, endsige en elver eller andet af det menneskerne så hovmodigt kaldte menneskelignende væsner. Dog stod de nu her. ’
Vreden emmede fra elverkongen på en måde, så det næsten blev synligt. Det var ligefør han dampede. Ira ville have haft en fest her, især som Althorns tale til folket syntes at opildne deres egen vrede, ind til Juniper stod i hvad der kunne være blevet til en syndflod, havde hun bare trukket lidt i den. Det kunne nok heller ikke helt nægtes, at hun hjalp hans kongelige højhed en anelse på vej. Prikkede til hans vrede med sine mentale følere. Som at give ulmende gløder nok ilt til, at de til sidst kunne blive til et fabelagtigt flammende bål.

Ind til i dag, havde hun kun set skinhellige lysmagikere. Engle, præster og deres lige, der ikke kunne vente på at kravle op på deres høje heste og lorde deres indbildte moralske renhed over andre. Ja, faktisk havde Juniper ikke anet, at lysmagi overhovedet kunne bruges til at slå andet  end måske vampyrer og dæmoner ihjel, før Ëarwen pludselig lå på jorden. I to dele. Hovedet var fløjet bemærkelsesværdigt langt bort fra kroppen og det var ligefør, Juniper havde klappet i hænderne af det show, hun havde fået, men hun beherskede sig.

Efter henrettelsen stod hun dog tilbage, rødkindet, kernesund og med fornyet glød i det næsten lysende blå øje. Næret af alt den vrede, hun havde været vidne til.

Den lille tremandsfamilie fryede sig i delt stilhed og med en munterhed, der nok var usynlig for alle, der ikke var indviet i netop denne families særlige dynamik, over at se elvernes råd blive lagt på kul til verbal ristning fra både kongen og dronningens side.
Truede Larlii virkelig næsten direkte et rådsmedlem med Fafnir? Havde hun lige åbent kaldt Ëarwen en skændsel?
Cornelius sendte hende blot et vidende, noget kryptisk, smil. Juniper selv noterede sig, at veninden åbenbart havde vokset en personlighed henover de seneste dage. Bare synd at det skulle koste hende øjet, før de nåede så langt.

”Lad os det,” bekræftede hun mildt, før hun og hendes forældre fulgte med Larlii og Althorn tilbage til slottet.

Larlii var stolt over Althorn. Meget tydede på at han nu, efter sin faders død, endelig var fri til at gøre som han ønskede. En tanke strejfede hende. Han var fri til at vælge en mand, hvis han ønskede... Hvad ville det så betyde for hende og Almiel?? Nå, det måtte vente til senere...

Hun smilede venligt til Junipers fader. Det smil han sendte hende, gjorde hende lidt ubehageligt til mode, men hun skjulte det. Hun smilede kærligt til sin mand og nikkede, hun var klar til at komme hjem. Hun fik en af sine hofdamer til at sørge for at kasserne med vin blev bragt til det værelse, som Althorn bragte dem til. Hvis han havde brug for hjælp, ville hun hjælpe ham og ellers ville hun blot stå ved siden af og vente på han blev færdig, mens hun forsøgte at underholde Junipers forældre. De andre to hofdamer satte sig på et par stole og afventede yderligere ordre fra Larlii.
Så snart hofdamen kom tilbage, sammen med nogle tjenestefolk der bar på kasserne med æblevin. Larlii nikkede til hofdamen.
”Tak, Gweyr. Deres Nåder, må jeg byde på et glas vin? Hvis den falder i Deres smag er der tre kasser til Deres. Sorten er Valstar æbler, som vi gror i Angulócë Yána.” Gweyr nejde og sluttede sig til de andre to hofdamer. Kort efter kom Nasissa tilbage og nejede for forsamlingen, inden hun sluttede sig til de andre tre hofdamer. Larlii så smilende rundt på gæsterne.
”Deres Nåder, Prinsesse Juniper. Må jeg byde på frokost, når Kongen er færdig?”

//Der er seks flasker i hver kasse. Valstar (en klon af Elstar) æblevinen har en fin syrligsød smag og aroma //