The Queen and The Spice Princess

Althorn havde trukket vejret tungt et par gange lige efter han havde gjort dette, som han så hvordan skiven af lysmagi nærmest bar den forhenværende hofdames hoved et par meter væk fra kroppen før den forsvandt, og hovedet derpå faldt. Der var en lidt trykket stilhed over mange af elverne til stede efter dette, men vagterne begyndte så småt at få guidet folk væk, så de kunne få ryddet op efter henrettelsen.

Althorn smilede let som han ledte dem indenfor, og i første omgang, hen i et forholdsvist bart lokale - eller sterilt var måske mere det rigtige ord at bruge, da han netop ofte brugte dette lokale til netop at hele folk, når det var sager der var for komplekse for de andre healere. "Prinsesse, hvis det ikke gør Dem noget, ville jeg foretrække at De lægger Dem op på briksen, så jeg bedre kan se og komme til. Jeg har desuden et andet forslag. Jeg kan, som sagt, ikke gøre meget ved manglen på et øje - men jeg kan give dig noget til at hjælpe kosmetisk. Ser De, jeg har selv en gave... Til at transformere og omforme krystaller. Jeg kunne, hvis De ønsker, lave et eller flere kunstige øjne til Dem? Hvad end for en farve og mønster de skulle ønske, kan jeg lave til Dem." foreslog han, som tanken slog ham, mens han fik gjort nogle ting klar til først at få renset såret ordentligt så han kunne se hvordan han skulle hele det på bedste vis.

Han var glad for, at Larlii gjorde hvad hun kunne for at underholde familien Graceling lidt, også.

Pludselig…en synkende fornemmelse af kvalme, svimmelhed. Det sterilt bare rum forekom hende så alvorsfuldt og uden at tænke videre over det, søgte hendes hånd moderens, som uden så meget som en opfordring, blot to datterens i sin egen. Alle dødssynderne var vant til smerte, det blev man, når man boede hos necromanceren. Smerten, psykisk så vel som fysisk var et livsvilkår nøjagtigt som behovet for mad eller, at de var nødt til at trække vejret var det. Men det her var anderledes, lægeligt, kirugisk. Undersøgelser af helbredet havde været en sjældenhed i den tidlige barndom, men senere, efter at faderen havde kasseret søskendeflokken, havde der været et par undersøgelser af forskellig art, bare for at sikre, at det mystiske barn, der tilsyneladende havde glemt, hvordan man talte, som Gracelingparret havde fundet ude i skoven, faktisk var sundt og raskt. Alle som en havde de forekommet den dengang meget lille, meget overvældede Juniper ydmygende og uforståelig og alle som en, havde de også fundet sted i et rum så klinisk som netop dette.
Helt instinktivt spejdede dødssynden efter en flugtvej, før hun dog fik slæbt sig selv hen til den anviste briks og lagt sig ned. Et øjeblik måtte Juniper simpelthen lukke øjet, fordi fornemmelsen af at alt kørte rundt, var nok til at give hende lyst til at kaste op. Så knyttede hun hænderne og borede neglene så hårdt ind i de blege håndflader, at det gjorde ondt. For hvad ville necromanceren ikke tænke? Intet under at han forkastede dig, når du er sådan en svækling, fortalte hun sig selv med en væmmelse, der mindede næsten uhyggelig meget om faderens egen.
Endelig åbnede det tilbageværende øje og stirrede så gennemborende på Althorn, at det var som om, at hun forsøgte at brænde hul gennem kraniet på ham.

”Kommer det her til at gøre ondt?” spurgte hun og formåede på mirakuløs vis at holde stemmen rolig på trods af, at det føltes som om, alt var ved at vende sig på vrangen inde i hende.
Hun hørte næsten kun halvt, hvad han ellers sagde, så koncentreret var hun om at forberede kroppen på noget, der potentielt ville være smertefuldt. Derfor tænkte hun måske heller ikke ret meget over, hvad hun sagde, da de ord, der forlod hendes læber endte med at være: ”Bare skaf mig noget, der kan overstråle Madelena Grays kat.” Lady Prismira Graceling skulede køligt af skovelverdronningen der, godt nok i forsøget på venlighed, forsøgte at tale til dem, holde dem beskæftigede.

”Vores barn lider, tror De ikke måske, at vi har andet i tankerne?” bed hun køligt Larliis, i hendes øjne, patetiske, forsøg på formildelse af.

Larlii forstod udmærket at hendes ord ikke var faldet i god jord hos Junipers mor. Derfor bøjede hun kort hovedet i en respektfuld hilsen.
”Jeg beklager at mine ord blev forstået på den måde, Deres Nåde. Det var under ingen omstændigheder ment som en fornærmelse. Kan jeg være behjælpelig med noget, mens Kongen ser til Deres datter?” Hun spekulerede på hvad hun kunne gøre for at formilde denne kvinde, men kunne ikke komme på noget uden at Junipers mor højest sandsynligt ville tage det som endnu en fornærmelse. Så Larlii gik hen til Juniper, og smilede venskabeligt til hende.
”De skal ikke være bekymret. Kongen er virkelig dygtig. Jeg vil blive meget forbavset hvis De mærker nogen smerte under healingen.”

De fire hofdamer sad roligt og fuldte med i hvad der skete i lokalet. Den eneste som ikke var nervøs for sin plads var Nasissa. Men selv hun håbede på at Larlii ville tillade at de andre tre blive. De havde set hvad det kostede at forsøge sig noget imod kongefamilien, hvilket havde givet dem en hel del at tænke over.

Althorn smilede venligt og beroligende til Juniper, omend det stadig var et mere seriøst smil, da dette jo ikke var en situation sådan at smile over - smilet var blot en måde at prøve at få hende mere rolig på. Han lagde let en hånd på Juniper's skulder, og gav et blidt klem - medmindre han kunne mærke, da han lagde hånden på, at det gjorde hende mere urolig, så ville han selvfølgelig have fjernet den igen.

Blikket fra hende var meget instenst, og han skulle lige til at svare hende, da han hørte Larlii's svar... Og derpå smilede. "Min kone har ret. Jeg har hidtil aldrig hørt nogen klage sig over, at min heling gjorde ondt. Tværtimod er jeg vandt til, at folk er overraskede over at de intet kan mærke." forklarede han i en blid, rolig, professionel stemmeføring.

"Og jeg vil sørge for at lave nogle unikke, smukke krystal proteser til Dem så snart vi er færdige, Prinsesse Graceling." sagde han. "Nuvel, lad os begynde. De kan selv vælge om De vil have øjet åbent eller lukket, men jeg ville anbefale at lukke det, blot fordi helingen kan trække lidt i hud og lignende, og det kan gøre sjove ting ved ens syn indtil det er overstået - blot for ikke at forurolige Dem." forklarede han derpå, og så snart hun var klar... Ja, så lyste hans hænder op i et blidt skær, krystallerne i kronen ligeså... Som han derpå roligt bevægede hænderne ind over det skadede område, så det skadede væv kunne begynde at samle sig og heles, følelsen som var den blideste fjer ved at køre over hendes hud, som det trak let i det hele.

Inden for få minutter var han færdig, og trådte tilbage - hendes sår og hud nu helet så pænt det overhovedet kunne, med minimale ar til følge... Skaden var gjort så lille, som den overhovedet kunne. "Sådan... Jeg håber, resultatet er tilfredsstillende, deres Nåde. Jeg har gjort mit ypperste, med de skader, der nu engang var."

”Tænk ikke på det. Man kunne argumentere for, at De som forældre til to burde kunne sætte Dem ind i situationen, men..tja, ikke alle har den evne og selv Deres datters næsten kidnapning tog De trods alt i stiv arm. Prismira og Juniper er bare særligt knyttet til hinanden,” forklarede han i en opmuntrende tone, før han vinkede hende på vej væk. Gracelingparret stod tilbage med armene om hinanden, ladt alene i deres krisens øjeblik. Som de nok også foretrak.

Juniper lagde godt mærke til at Larlii nærmede sig dem, på trods af, at hun ikke engang magtede at vende ansigtet for at se på hende. Ej heller Althorns hånd havde hun på nuværende tidspunkt åndsnærvær til at værfe bort.

. ”Jeg stoler allerede meget på jer begge ved at lade jer gøre dette. Tving mig ikke til at strække denne tillid for langt. Lad os ikke glemme, at det er jeres skyld, at jeg overhovedet er her,” Og positivt overrasket blev hun rent faktisk. Til sit absolutte chok, havde de begge talt sandt og Juniper havde slet ikke ondt. Højere side af hendes ansigt føltes mest bare varmt, men ikke med den brændende syreagtige fornemmelse, hun ville have forventet. Nærmere som at have lagt et varmt omslag over sit ansigt.
Hun satte sig op på briksen og svang de lange slanke ben udover siden på den.
Nogen, hun vidste ikke hvem, rakte hende et spejl og hun betragtede sit ansigt, lod forsigtigt fingrene glide henover arret. Det var stadig unægtelig synligt og i princippet bar det en vis brutalitet i sig, men det generede hende som sådan ikke. Til gengæld så det nu langt ældre ud end før. Hvad der for få minutter siden havde været rødt og hævet og kun holdt sammen med sting var nu et perfekt lukket ar. En tynd sølvhvid streg.

”Deres arbejde er….unægtligt imponerende,” sagde hun, da hun endelig mødte Althorns blik efter at have lagt spejlet fra sig.

Larlii nikkede forstående til Junipers fader, og føjede ham i hans ønske om at være 'alene' med sin hustru. Det var forståeligt nok at de gerne ville være i fred. Larlii kunne nemt forstille sig i deres sted, selv om de ikke trode det.

Hun smilede til Juniper, da veninden talte om at hun allerede stolede på dem.
"Naturligvis ikke. Jeg glemmer ikke hvilken heltinde De er. Og ja, ulykken er helt og holdent vores ansvar." Hun lod Althorn få arbejdsro og nøjeds med at finde et spejl, som hun ragte til Juniper da Althorn var færdig. Larlii gik over til Althorn og lagde blidt hånden på hans ene skulder.
"Godt arbejde, min kære. Jeg bliver altid imponeret over dit arbejde."

Derefter så hun direkte på Juniper.
"Prinsesse. Hvad ønsker De nu?" Larlii lod spørgsmålet være åbent til Juniper selv kunne bestemme hvad hun ville. Uanset hvor smertefuldt ønsket eventuelt ville være, ville Larlii respektere det.

"Det har jeg så sandelig ikke glemt. Og som min kone siger - jeg vil heller aldrig glemme, at dette var i forbindelse med, at min steddatter nær blev kidnappet. Jeg - vi - står Dem i gæld, og dette er blot det absolut mindste jeg kan gøre, inklusive proteserne." sagde han blot, før han havde påbegyndt helingen. Som helingen var overstået, tog han self en lille tår at drikke, da magi trods alt stadig tærede lidt på kræfterne, omend hans krone hjalp ham.

"Jeg takker mange gange for komplimentet. Nu... Har De nogle yndlings farver eller deslige, jeg kan modellerer krystal proteserne efter? Eller specifikke mønstre. Jeg ved godt, at De før sagde de blot skulle kunne overstråle en vis Madalena Gray's kat, men jeg ville have det bedst, med at lave dem til Deres specifikke anvisninger." sagde han med et let smil til Juniper, som han kaldte på en tjener, og på elvisk bad dem om at hente en bunke af krystallerne fra skattekammeret.

Han takkede også sin kone for komplimentet, og så snart tjeneren ankom med krystallerne, og han muligvis havde modtaget instruktioner med farve og eventuelt mønster fra Juniper, tog han kassen med ind i stuen, som han på samme tid også viste den lille flok ind i. Han havde godt set Juniper's reaktion på rummet før, og tænkte, at jo hurtigere de kom ud derfra, jo hurtigere kunne hun slappe af igen. Han ville derpå sætte sig til at arbejde direkte ved stuebordet, så de kunne se med i processen hvis de ville, som han koncentrerede sig og fik omformeret krystallerne i både form og farver.

Det tog et øjeblik, før Larliis ord sank ind, men da først de endelig nåede hende, lo Juniper, en sand latter, ukontrolleret og hyæneagtig.

”Sikke en titel. Er der andre tomme floskler, De vil finde på, nu De i forvejen er i gang eller kan vi komme videre?” spurgte hun, da hun endelig havde fået kontrol over sin latter. Egentlig var det ikke fordi, det morede hende specielt meget noget af det, men der var noget absurd i Larliis ord. Det føltes mest af alt som en tom måde at forsøge at formilde hende på, når nu det var gået op for parret, at deres handlinger, eller, for Althorns vedkommende, mangel på samme, havde haft konsekvenser. ”I det mindste anerkender i det.” Og det uden at blive smidt en tur i kælderen først. Havde de ikke været kongelige, var de dog nok ikke blevet skånet uanset hvad.

Juniper overvejede Althorns spørgsmål et øjeblik.

. ”Det jeg ønsker er ikke at det reelt skal kunne mistages for et rigtigt øje. Mit øje er borte og hvorfor skal vi spilde tiden på, at imitere noget, der ikke længere ikke længere er der? En erstatning der ligner et fuldt funktionelt øje, men ikke er det, ville kun føles som en hån, hver gang jeg så på det. Ligeså vel som jeg ikke kan glemme, hvad jeg er gået igennem, så har jeg heller ikke nogen intentioner om, at omverden nogensinde kommer til det,” sagde hun roligt.

”Det jeg prøver at sige er, at rene krystaller er fine, så længe de er tilpasset til, at jeg kan have dem i min øjenhule uden at der pludselig går betændelse i, eller det skaber andre langvarige eller kortsigtede gener for mig.”

Farver. Et øjeblik var det farve var. Dog skulede hun af Althorn, da han mindede hende om Madelenas kat. Et udbrud sagt i affekt, som hun helst ville glemme, at hun nogensinde havde bragt op, Althorn vidste umuligt overhovedet, hvorfor hun havde refereret til katten, men Juniper havde ikke tænkt sig at lade det enøjede kræ bære sin tilstand bedre, end hun selv ville komme til at gøre.

”De kan vel starte simpelt ud med en ametyst, en safir og en smaragd ikke sandt?” spurgte hun og fulgte med hele følget ind i stuen, lykkelig for at forlade det sterile lokale. Faktisk kunne det knap gå hurtigt nok.

Larlii så kort varigt undersøgende på sin veninde, for at finde ud af hvad Juniper mente med sine ord. Tomme floskler... Larlii var i tvivl, men valgte at lade det ligge for nu. Hun stod stille ved siden af sin mand og nøjes med at følge med i samtalen mellem ham og Juniper. Samt følge med ind i stuen, da Althorn viste dem der ind.

De fire hofdamer fandt sig hurtigt en plads, hvor tjenestefolk havde stillet stole frem til selskabet. Her fandt de også nogle af de broderier, som de hver arbejde på, og som de tog op for at fortsætte på. Larlii ville gerne slutte sig til dem, da det var beroligende at sysle med håndarbejde eller musik. Men hun blev ved Althorns side for nu, i det tilfælde at han havde brug for hjælp eller for at fungere som værtinde for Graceling familien.

Hun var ikke sikker på om det var en god ide med small talk, men hun var nød til at forsøge. Så hun smilede venligt til Junipers forældre.
”Deres Nåder. Jeg håber genopførselsen af Deres hus går vel. De må endelig sige til, hvis jeg kan være behjælpelig med urter og andre planter.”

Althorn lyttede godt efter, og hans øjne veg ikke fra hende så meget som et sekund, end ikke, da hun skulede let af ham, omend hans ansigt lagdes i mere undskyldende folder - han havde jo blot gentaget hendes ord, og vidste ikke ligefrem noget om denne kat, eller kattens ejer. "Udmærket. Og ja, selvfølgelig - det er ingen sag." sagde han, som han derpå begyndte nøje at udvælge de pæneste af krystallerne, fra dem tjenestefolket var kommet med nu, blot så han havde den pæneste start basis at arbejde ud fra, da det gjorde omformeringen lidt nemmere, jo rene krystallen eller ædelstenen var.

Han kiggede over mod Juniper's forældre, som han hørte sin kones ord til dem, og indskød derpå selv; "... Eller andet, I kunne have brug for. Sig blot ordet, så skal vi gøre hvad vi kan." lovede han dem, hvorpå han tog de udvalgte krystaller med hen til det mindre bord ved siden af sofaen, og begyndte på at omforme dem, så de ville passe langt bedre ind i en øjenhule.

For engang skyld havde lady Graceling noget at svare Larlii. I en doven bevægelse vendte hun det gyldne blik ned mod den noget lavere kvinde. ”Det går fremad. Ikke at det kan gå hurtigt nok, jeg har ikke ord for, hvor meget jeg længes efter at forlade det her sted.” Stemmen var fløjlsblød af længsel, varm for noget hun havde mistet og hendes blik blev stenhårdt, kritisk, utilfredst, da hun endelig rettede sig op og så sig omkring i lokalet. Hvorend fint det var, ville det aldrig blive godt nok. For det var ikke hendes hjem. Lady Prismira så ikke andet en fejl. Fejl ved stedet, fejl stedet. Og fejl ved skovelverdronningen. Hun havde aldrig næret mere end en kulturel respekt for autoriteter og da slet ikke for dem, der ikke var af hendes eget folk. I hendes eget hus var hun selv så godt som en dronning. Og det glemte hun aldrig.

Imens Althorn arbejdede havde Juniper smidt sig skødesløst i en lænestol. Siddende med ryggen op af det ene armlæn og benene dinglende skødesløst udover det andet, som hun vippede med fødderne og pillede ved alle sine mange ringe. Hvor lang tid kunne det tage? Som smerten var taget af, havde sulten meldt sig op banen i fuld flor igen og hvis ikke nogen snart skaffede hende noget at spise eller de kunne gå væk herfra, så hun kunne spise andet end de grene en typisk elver syntes at finde et nærende nok måltid i selv. Bevares, hun kunne da godt lide frugt og grøntsager, men det var forberedt uden nogen flair. Ignis, der igen havde indfundet sig på hendes skuldre, virkede lige så irriteret
Da kongen endelig var færdig med at arbejde, kastede Juniper sig ivrigt over ædelstenene. Inspicerede dem kritisk for fejl, men fandt igen. Snare var det nok nogen af de klareste krystaller hun havde set.

”Disse går an,” ,” erklærede hun nøgternt, før hun vendte sig mod kongeparret.

Og nu, hvis ingen har nogen indvendinger, vil jeg hjem.”

Larlii nikkede forstående, eftersom hun selv havde prøvet at få sit hjem nedbrandt. Godt nok under andre omstændigheder, men alligevel.
"Det er fuldt forståeligt, Deres Nåde. Der er intet som ens eget hjem." Hun afholdt sig fra at sige mere, da hun fornemmede at kvinden ikke ønskede at snakke.

Hun så hen mod Juniper, der så ud til at kede sig og kun vente på at Althorn blev færdig med krystallerne. Indvendigt sukkede hun og valgte derpå at gå over til sine hofdamer, hvor hun satte sig på stolen ved siden af Nasissa, hvor tjenestefolk ovenikøbet havde stillet hendes lille harpe.
Af ren og skær vane, samlede Larlii harpen op og begyndte at spille en melodi. Først da Althorn var færdig og Juniper havde givet ønsket for at tage hjem, stoppede hun og rejste sig. Nasissa tog harpen og stillede den ved siden af stolen. Larlii gik smilende over til sin mand og nikkede til Juniper.
"Naturligvis tager De hjem når De ønsker det. Jeg ville aldrig drømme om at holde Dem tilbage. Tillad os at følge Dem ud." Hofdamerne lagde deres broderier tilside og rejste sig, klar til at følge efter Larlii. De ville dog lade gæsterne gå foran dem.

Althorn kiggede kort over på Lady Graceling, da han netop var blevet færdig med krystallerne. "Som min kone siger. Det er så absolut forståeligt - uanset hvad situationen er, er ens eget hjem nu altid det bedste. Jeg håber for Dem, at alt går så hurtigt som muligt, samtidig med at det lever op til Deres standard, naturligvis." sagde han i en blid, høflig, venlig tone til hende. Han havde aldrig selv mistet sit hjem, men kunne godt forestille sig det måtte være aldeles skrækkeligt at ikke kunne bo der, mens der blev bygget nyt. Det måtte være lidt af en omvæltning, uanset hvad.

Han kiggede derpå på Juniper igen, som hun kom over til ham for at inspicere de nyskabte ædelstene, der skulle udfylde tomrummet efterladt af det manglende øje. Han smilede og nikkede som hun godkendte dem. "Det glæder mig, at krystallerne kan bruges. De siger endelig til, fremover, hvis de skulle få lyst til nogle nye, i form af andre sten, farver, eller kombinationer. Jeg skal gøre mit ypperste for at De altid har lige den farve og type af krystal eller ædelsten, De vil have til formålet." det var det ansolut mindste han kunne gøre efter hun nu engang havde mistet sit øje - og så endda i hans kongerige.

Og som både Larlii og hofdamerne gjorde sig klar til at følge dem ud, rejste Althorn sig ligeledes, og ville også følge dem ud.