The boogie-man \\Stella

hun rejste sig og så på ham med et skræmt blik. en lok af hendes sorte hår hang foran hendes ansigt. hun turde ikke engang synke, i frygt for at han ville blive vred igen. meget skulle tit for at skræmme stella, men denne mand havde virkelig skræmt hende. "Hvis De ønsker, skal jeg nok lade være med at elske min herre sir... bare de ikke slår ud efter mig igen, hvis de ønsker...skal jeg nok...dræbe min elskede herre" sagde hun med en rystende stemme

Dræbe sin herre? det var mere Rafael sprog, han kunne ikke forstå hun kunne indbilde sig selv at hendes herre rent faktisk holdte af hende, hvis han lod hende være slave, hvis han holdte af hende kunne hun vel slippe for det pis, men det var ikke Rafael sag, men hvad der var hans sag var ideen om at dræbe, det tiltalte Rafael som en kat bliv tiltrukket af katte krus, Rafael lagde en hånd på hendes baghoved, og tabte helt Camilles røde tråd, og gode henvisninger, og sagde med den mest hæse og dybe stemme som den indre dæmon kunne komme med "Så blød som karamel" sagde han og lagde et stramt greb om hendes hals, for at vise hvad han snakket om, hvorefter han løftede den anden hånd langt over hoved, og sagde med sådan en uhyggelig stemme at selv på ham kom der en kold fornemmelse ned af rygraden i rædsel for de toner der kunne rive selv en ærkeengle hjem og tude i mors arme "En lussing for sent" mere sagde han ikke før den stål hårde næve kom med tyngde kræften i ryggen, ned mod den sikkert ømme kind fra sidste slag, men selvom man normalt ville falde til jorden af sådan et slag, greb han fast i hendes lange vidunderlige hår, så hun ikke ville kunne falde, også hævet han hånden endnu en gang, Rafael havde engang tævet sin kone Domina dengang hun stadig var blandt de levende, så Rafael var ikke ukendt til at slå ting der så godt ud, og havde ´følelser´ for. Dog slog han ikke Domina ihjel, det var en sygdom der gjorde det.
Rafael skulle til at lade den næste næve falde inden han sagde "vandre dødsriget uden sjæl" Han holdt en pause, og slog så for fulde hammer som et privat fly der styrte ned i hendes ansigt, og sagde så med samme djævleske tone igen "Det er som at vandre en uendelig sandstrand" han slog igen, denne gang på den anden kind "Man vil sulteihjel uden at dø" han lod et knæ komme så højt op i hendes mave sæk som hans brutale styrke kunne tillade "Man vil ligge hvile løst uden at kunne sove" han lod en af de skarpe klør ligges få minicentimeter fra hendes åbne øje, og gav hende et lille sår der svagt blødte under øjet der sluttet efter to centimeter "Man vil tigge om at dø, man ville hulke og kalde sin mors navn, men ingen trøst vil komme" han gav hende en lussing med håndryggen af sin hånd, så kraftig den burde rive tænder ud, selv på en dæmon "Man vil tørste, men ingen vand finde" til sidste lagde han igen den maskuline monster hånd om hendes hals, og sluttede af "Navnet er Rafael Dominatrix, jeg spiser sjæle... din herre eller dig" så gav han slip på hende.

stella så bange på ham, mens blodet løb fra hendes sår. "Jeg elsker min herre, og jeg ved at han holder af mig, ellers ville han aldrig have ladet mig blive sangerinde" sagde stella skrækslagen men fast. hun så på ham med had og frygt i sine øjne. "JEg hader dem, som vil gøre skade på andre" sagde hun. blodet løb ned af hendes kind og dryppede på jorden. "En dag vil jeg have mig en familie, og du skal ikke nær mig, og hold dig fra min herre" sagde hun rasende og tog sit lommetørklæde fra sin lomme og holdt det mod sit sår og begyndte at gå væk fra ham. *Han er et udyr* tænkte hun