Busted.//Nille//

Han var virkelig vred nu, godt Nille også var det.
En tanke slog ned i hende, var han mon et menneske? Hun kunne jo få ham til at skamme sig lidt?
Hun fik en klang i stemmen, som viste at hun brugte sin stemme.
"Du dræber uskyldige vampyrer, der måske er venlige? Du synes måske ligefrem de er onde? Du er nu ikke meget bedre selv..." Hendes øjne skinnede meget, mens hun brugte evnen.
Nu håbede hun bare på at det virekde og at han ikke blev alt for vred.

D12 følte ikke skam.
mennesket inde i ham, havde han ikke fundet endnu, så hendes evne påvirkede ham ikke. Han var ikke et menneske, men heller ikke en robot. Inderst inde i ham, gemte han følelser og tanker som et normalt menneske, men da hans herre beordre ham til at være kold, kunne han aldrig finde dem. Han var skabt til at dræbe... ikke til at leve.
"Jeg er ligeglad," sagde han koldt og kiggede på hende med sine kolde øjne. Det vrede blik var væk, kun et koldt og klynisk ansigt var tilbage. "Jeg gør hvad jeg får besked på."
Han gik et skridt tilbage, mens hans øjne stadig lyste koldt.
"Flyt dig nu."

Nille var træt, hun orkede ikke mere.
Det virkede ikke, og hvad skulle hun ellers gøre? Hun kunne få sine svar efter han har taget sig af vampyren.
"Fint." Hun trådte til side, så han kunne komme forbi.

Der voksede ikke et tegn på følelse på hans kolde ansigt, da hun endelig besluttede sig for at fjerne sig. I stedet gik han bare forbi hende, for at finde vampyren.
Pigen og vampyren, haltede hen ad fortovet og ville ånde lettet ud, da de troede at de ville overleve. Men sådan skulle det ikke gå.
D12 så dem og løb op på siden af vampyren. Veninden nåede ikke at opfattte ham, før han havde stukket dolken i hjertet på den unge vampyr. Vampyren faldt med det samme om, med en tåre i sine øjne.
D12 gik et skridt tilbage og kiggede koldt på vampyren. Han lagde en finger op til sit øre.
"Mission fuldført herre," sagde han og ignorede veninden skrig over sin venindes død.

Nille havde fulgt med ham, men stille.
"Sikke en dum herre, du har." Nille gik over til pigen og lagde en arm om hende.
"At dræbe vampyren foran hendes veninde var dumt."
Hun rystede på hovedet og slap pigen.
"Vil du nu svare på mine spørgsmål?" Hun smilede roligt." Eller skal jeg følge efter dig?"Hun havde armene på kors.

Det gav ham ikke dårlig samvitighed at denne shapeshifter slædte ham ud. Hendes ord var spild af tid.
Han kiggede op fra vampyren og hen på hende, med det samme ligegyldige ansigt.
"Nej," sagde han koldt og vendte sig om for at gå. "Jeg svare ikke på spørgsmål længere," Han kiggede ikke tilbage efter hende.
Tanken om at hvis han fortalte flere om hvem han var, ville hans herre blive meget vred og måske straffe ham.
Desuden, hvorfor skulle han fortælle det til hende?
Hun havde ikke gjort andet end at stå i vejen og fornærme ham.

Hun sukkede. Hun var jo ret led... Men hvad skulle hun gøre?
Hun fulgte med ham, og holdte øje med hans bevægelser, de var ret... Umenneskelige.
Der var godt nok mange der havde mange fine bevægelser men hans.. De var... Hun kunne ikke beskrive det.
"Undskyld... Jeg er bare så nysgerrig!" Hendes menneskelige side var kommet frem og hun var lige ved at græde, hun løb hen til ham og gik normalt da hun var ved siden af ham.
Hun så på med tårer i øjnene. Hun ville så gerne vide noget om ham...
Han var så mystisk... Desværre.

Nysgerrig...
Han kendte det med at være nysgerrig..
For nogen få uger siden, ville han sikkert havde plabret om hvem han var og hvordan han var blevet skabt, men den tid var forbi. Hans herre var blevet meget vred over hans nysgerrighed og bandlyste ham for at fortælle flere om sig selv.
Han kiggede på hende ud af øjenkrogen, da hun kom løbende op på siden af ham.
"Jeg ved hvordan det er at være nysgerrig," sagde han, mens hans blik var rettet foran sig. "Men jeg måtte droppe det," Hans ord kom direkte og kolde ud af hans mund.
Tiden med at vise følelser var forbi..

Hun kiggede overrasket på ham. Hun håbede at de kunne lade være med at være så kolde over for hinanden og så en gnist til at blive venner med ham.
"Virkelig? Hvorfor måtte du droppe det?" Hun så på med en smule sorg men også en hel del håb i øjnene. Da hun pludselig kom i tanke om at hun nu var meget nysgerrig.
"Ej, undskyld... Jeg blev nysgerrig igen... Hør her, det kan godt være jeg forfølger dig men du skal bare sig til... Nej jeg ved bare jeg kommer til at følge efter dig alligevel... Bare ignorer mig! Nej vent... Så begynder jeg at blive sur og plapre og skælde ud..." Hun bed sig let i læben, hun plaprede jo ud lige nu!
"Undskyld..." Hun kiggede en anden vej end på ham.

Nysgerrigheden blomstrede over hende endnu engang og fik hende til at plabre løs.
En forsigtig trækning i mundvigen udviklede sig til et smil og derefter et grin. Han vidste ikke rigtig hvorfor han grinte, det lød bare så sjovt når hun plabrede løs også sagde undskyld bagefter.
Grinet var ikke ondskabsfuldt eller mobbende, men snarere kærligt med en blanding af glæde.
Han stoppede med at grine og kiggede på hende, med sine øjne der ikke længere var kolde men varme.
"Det lød sjovt!" sagde han og smilte til hende.

Sjovt? Hvordan kunne det være sjovt? Nå, men han smilede da.
Hun kiggede på ham med forvirring i blikket, men smilede så tilbage.
"Undskyld..." Hun satte hånden op for munden.
"Unds... Nej ved du hvad? Jeg siger bare, det beklager jeg!" Hun grinede lavt.
"Jeg beklager at jeg plaprede løs om alt muligt... Er bare lidt forvirret." Hun smilede stadig til ham.

Han løftede på et øjenbryn, mens smilet fortsatte med at være på hans læber.
"Hvorfor siger du overhovedet undskyld?" spurgte han.
Hun burde ikke at sige undskyld for at plabre, men snarer for at have generet ham ved at stå i vejen og forhindre hans mission.
*D12?* sagde hans herre. "Du griner ikke vel?*
D12 fjernede hurtigt hans smil og fik et nyt udtryksløst blik på.
"Nej herre.." sagde han.
Bag det ydre, skjulte han at han ikke havde lyst til at virke så kold, men da han var en soldat var han nød til det.

Nille blev overrasket over hvor let hans glade ansigt blev udtryksløst, men blev endnu mere nysgerrig over at han sagde "Nej herre".
"Jeg siger undskyld, fordi jeg var led over for dig... Jeg vil bare gerne lære dig at kende... Men du virker ikke som om du har lyst" Hun var skuffet, det ville hun gerne indrømme.
"Hvem snakker du med? Nå jah din herre, hvem er han endelig?" Hun rystede på sit hoved, hun gjorde det igen! "Endnu engang undskyld, du behøver ikke at fortælle mig det" Hun smilede svagt og puffede blidt til ham med sin hånd.
Hun håbede at hun kunne få et svar eller et lille smil fra ham.

Han smilte skævt.
Lærte man folk at kende, ved at være led overfor dem?
Det lød mærkeligt syndes han.
"Jeg ville gerne svare på dine spørgsmål," sagde han og dækkede sin høresnegl. "Men min herre tillader det ikke mere," han kiggede på hende, med sine mystiske øjne. "Jeg har nemlig været for skødesløs alt for mange gange," Han stoppede med at kigge på hende og vendte blikket ned på sit våbenbælte.

Han dækkede for sin høresnegl, da han svarede hende. Åbenbart kunne herren høre ham via den... Smart. "Hør, hvad hvis jeg kom med? Derhen hvor du nu skal hen... " Hun smilede til ham... "Må jeg i det mindste vide hvad dit navn er? Mit navn er Nille Panara" Hun fortalte ham gerne sit efternavn. Han virkede nemlig ikke som om han ville gøre hende ondt.

Han dækkede endnu engang sin høresnegl, for at herren ikke skulle høre deres samtale.
"Det går ikke," sagde han stille og kiggede på hende med rolige øjne. "Min herre er ikke glade for gæster,"
Han smilte forsigtigt tilbage. Det kunne ikke undgås sådan som hun stod og så uskyldig ud.
"Navnet er D12," sagde han og nikkede høfligt til hende.
Lidt manere havde han vel.

D12... Ikke noget almindeligt navn.
"Hmm... Er du sikker? Du vil vel ikke risikere at jeg følger efter dig?" Hun grinede uskyldigt. Hun lavede endelig bare sjov, men hun mente at hun ville følge efter ham alligevel. "D12... Er det noget du bliver kaldt eller?" Hun så nysgerrigt på ham.

"D12 er mit skabelsesnavn," sagde han og grinte forsigtigt af hendes kommentar. "Jeg ville gerne tage dig med sådan da, men min herre ville aldrig tillade det," han kiggede sig omkring og derefter ned på sit våbenbælte. "han er lidt af en endspænder,"
Han kiggede igen på hende, med en trækning i læben der udviklede sig til et forsigtigt smil.
"Er du sikker på at du tør at følge efter?" spurgte han og sendte hende et drilsk smil.

"Skabelsesnavn? Hvad mener du dog med det?" Gispede hun. "Nå så han er enspænder? Det er jeg også! Eller... Lidt... Eller det var jeg! Årh glem det!" Hun sukkede af sig selv. "Om jeg tør? Jeg er ikke bange for dig, eller din mester" I sit stille sind, forstillede hun sig at mesteren var en stor stærk mand... Hun skuttede sig.

Hans mester var ikke stor og skræmmende, snarer lille og rablende. Der var mange der troede at en mester skulle være skræmmende, især når han havde skabt en som D12. Men, hans herre Racekill var ikke andet end en rablende galning.
"Ja," svarede han og begyndte så småt at gå. "Da jeg ikke er virkelig, har jeg kun brug for et skabelsesnavn,"

Nille fulgte efter ham, hun ville rigtig gerne med.
"Ikke virkelig? Hvad er det for noget pjat? Du er da her!" Hun rystede på hovedet og kiggede undersøgende på ham. Hun kiggede sig omkring, hvor var de på vej hen?

Han sukkede.
Sikke mange spørgsmål der blev stillede om ham.
"Det er en lang historie," sagde han og kiggede på hende, med et blik der ikke var alvorligt, men heller ikke glad. "Men, jeg er skabt til at dræbe og ikke til at leve.." Han kiggede ned i jorden. Det var underligt for ham.. For tre måneder siden ville han havde været ligeglad med alt omkring sig, men nu var han begyndt at tænke meget og kunne godt se at han intet liv havde..

Det lød underligt syntes hun... Hun kiggede sært på ham.
"Jamen, hvad dræber du så? Nej, vent det ved jeg allerede. Vampyrer, ikke? Men hvorfor vampyrer? Desuden hvor er vi på vej hen? Hen til din mester?" Hun vidste godt hun kunne være irriterende men sådan var hun bare. Nysgerrig, irriterende og bange. Hun sukkede. "Du er skabt til at dræbe? Det lyder altså ret mærkeligt." Hun var oprigtig nysgerrig.

"Jeg ved det lyder mærkeligt," sagde han og kiggede frem for sig, med et soldater agtigt blik. "Men, sådan er det, jeg er ikke et menneske og heller ikke levende. Jeg har intet formål udover at gøre hævn for min mester. Han hader vampyre, eftersom de dræbte hans familie, derfor skabte han mig,"
Han stoppede pludselig op og kiggede på Nille, da de var noget til et lille hus ved siden af Dronninge biblioteket. Det selv samme hus han var kommet ud af.
"Jeg kan ikke svare mere på dine spørgsmål," sagde han og kiggede på hende, med et blik der var forvirret.

Hævn for sin mester? Så han er en slave!
"Det er altså ret sært at du gør alt det for din mester? Hvorfor skal du gøre det?" Hun sagde det roligt for ikke at virke irriterende. "Jeg beklager men jeg kan ikke gå før jeg har mødt din mester" Hun smilede uskyldigt til ham, hun forventede nærmest at han ville blive vred på hende. Hun kiggede på det lille hus og gik hen imod det.

//Beklager, men jeg har virkelig lyst til at møde D12's mester //