To play with fire ~Nille~

Hvis dyr kunne grine så havde dyrene flækket af grin over at han sagde hun skulle blive læggende i sin seng, som om det ville ske! Nille har nok det med at være forsigtig men at ligge stille og ikke gøre noget? Det passer bare ikke til hende.

Nille åbnede øjnene og følte sig lettet over at smerten næsten var væk. Hun kiggede sig omkring og så at de fleste dyr var derinde og at hun havde et sår på maven, hun skar ansigt af det og gemte sit hoved i puden. Hun skreg ned i puden af frustration, hun havde ladet Michael set hende svag! Hun havde bare lyst til at skifte form og løbe sin vej... *Hmm, hvor fristende endelig!* Tænkte hun og kiggede på dyrene. "Se om Michael behøver hjælp, jeg klarer mig" Hun smilede beroligende til dem, og vinkede dem væk.

Dyrene løb ud til Michael og kiggede på ham.

blikket på dyrne blev lagt da de kom ud, hvor tankerne var om hun sikkert var vågnet, og ville havde ro, det lyd godt hans blik lod på dem, mens de stirrede på ham, og tankerne blev om de nu også ville havde en forklaring eller bare ventede på om han skulle gå, blikket forblev stadig, og han lod sig gå udenfor og lod blikket rundt, for at se hvor hesten og falken mon blev af. . . .

Nille trak stille lagnet til side og rejste sig op, hun gik over til et vindue i soveværelset og åbnede det stille. Hun gik roligt ud genmen det og skiftede form og løb ind i skoven.

Silverdust kom galopperende hen til Michael og hilste med et lille buk med hovedet. Den kiggede undersøgende på ham for at spørge "Hvordan har hun det?".
Falken kom styrtende ned og landede fint på Silverdusts ryg.

hans blik lod på hesten med et smil '' hun har det fint, men hun har brug for hvile, hvis hun anstrænger sig for meget kan giften måske blive være, og et permanent ar vil muligvis blive dannet'' sagde han kort og lod blikket på falken, og der efter rundt i skoven ''har vi mulighed for at skjule stedet her?'' sagde han kort og lod blikket på dyrne ''det ville ikke overraske mig hvis andre demoner måske ville finde på at dukke op'' sagde han tilføjende og lod blikket rundt.

Silverdust trampede uroligt på stedet, et ar? Nille hadede ar... Selv ikke Silverdust eller George vidste hvorfor! Silverdust kiggede nærmere på Michael da han spurgte om noget. Silverdust kiggede forvirret på ham, skjule hendes hus med stald og fold? Det ville være svært! Falken fløj ind i soveværelset for at se til Nille, men til dens forbløffelse var hun væk og vinduet åbent! Den fløj hurtigt ud til Michael igen og hev ham i håret for at trække ham med ind i soveværelset.

Nille kravlede op i et træ, og kiggede rundt... Der var smukt uden tvivl. Havet kunne ses og træerne stod perfekt til et syn... Solen var på vej op kunne hun se.

Endnu en sort fjer faldt på jorden da fuglen tog fat i michael's hår, hans reaktion var at gribe fat i dens klør og lod blikket på den ''ALDRIG RØR MIG!'' sagde han vred, og lod sig kigge ind mod hvor hendes værelse lå, hvor efter han gik stille over mod vinduet ''hvis hun har stukket af betyder det at hun er i alvorlig fare, dette er hendes egen fejl, og mere kan jeg ikke gøre'' sagde han halv iriterret, og lod blikket på fuglen, ''næste gang du rør mig laver jeg dig om til en hat'' sagde han koldt og kynisk og gik ud og lod sin jakke mod jorden, han lod blikket på George ''tid til at finde en forsvunden pige'' sagde han kort og lod sig uden for, og vingerne lod sig ud ''hvis du kan finde hendes duft så tag jeg mig af eventuelt demoner som skulle nærme sig mens du leder'' sagde han kort og lod blikket på hesten ''bliv her, og i tilfælde af at hun kommer her ind så prøv at få hende til at falde til ro'' sagde han kort og lod sit blik på George.

Falken krummede sig sammen. George kiggede på Michael og rejste sig og gjorde an til at løbe. Silverdust stejlede for at sige javel! George løb ud i skoven og snusede ivrigt. Han brølede højt for at se om hun kunne høre ham. *Nille?* Han sendte tanken ud i skoven og klatrede op i et træ.

Nille hørte et brøl og brølede tilbage, da hun hørte en stemme i sit hoved. *George?* Hun hoppede over til et andet træ og fik øje på ham.

*Du kan dø af det der! Kom med hjem nu!* George knurrede og så bekymret på hende.

Nille ville svare igen og nægte hvis det ikke var fordi George virkede så bekymret... Hun hoppede ned af træet og traskede tilbage mens hun knurrede indvendigt.

George fulgte glad efter Nille.

Michael lod blikket rundt, efter han med få sekunder havde lettet sig op i luften, blikket lod mod dooms ville om der var noget at se, men intet at få øje på, blikket blev nu lagt mod jorden og han landet stille, og gik over mod George & Nille ''Du skal vide at jo mere energi du bruger, jo større bliver muligheden for at et ar vil komme, og at giften ikke kan blive healet, så jeg forslår du ligger dig i din seng, og bliver liggende''

Nille knurrede bare af Michael og skiftede så form og ignorerede det at hendes bukser havde fået en revne. "Jeg vil ikke!" Hun stoppede op ved døren og lagde armene over kors og surmulede. "Jeg vil ikke ind og ligge og se svag ud!" Hun vendte sig om så hun kiggede mod skoven.

michael's vrede steg til hovedet, og det iriterrede ham at dette barn ikke forstod at hun kunne ligge for livs fare, hendes overstolthed lå for højt, og forblindet hendes interesse i livet, han lod sig derfor tag hende op på hans skuldre mens hans vinger lod sig ind, og han uden at reagere på hvad hun skulle forlange havde han kun intentioner om at føre hende ind mod værelset, og ligge hende på sengen, men om dette ske ved han ikke helt, men uanset lod hans hænder mod hendes mave og igang med at løfte hende op mod hans ene skuldre, som at tag sin irriterende lillebror og løfte ham op for at bære ham ud af sit værelse.

Hun blev noget overrasket da Michael greb fat i hende, og begyndte at rive sig fri... Eller prøvede. "Lad være!" Hun vred sig, og bed efter ham. Hendes øjne begyndte at skinne, hvilket var et tegn på at hendes evne var igang. Hun prøvede og rive sig fri, hvilket bare udmattede hende så hun til sidst faldt i søvn.

Michael ignorerede hendes sure opstød fuldt ud, men da hun bed ham blev han gal, og lod sig hurtigt ind mod sengen, og smed hende, hvor efter han lod sin hånd ved stedet hvor hun havde bidt ham for at mærke om hun havde bidt hul *KÆLLINGEN BED MIG!?* tænkte han kort og lod blikket vredt på hendes sovene krop, og tog sin arm bind af, og lod over hendes ene hånd og der efter lod blikket videre fokuserende på den anden hånd for at få bundet den, han var vred, og flammerne langs hans ryg begyndte at komme frem, det havde længe irriteret ham at han hele tiden skulle være sød overfor andre væsner men hende her havde godt og grundigt pissed hende af, oven i købet efter han havde redet hendes liv!?

Nille hørte svagt tingene der skete, og snuste og kunne lugte røg. Hun rejste sig op med et sæt og så det var Michael. Hun sank ned igen og kunne se at han var sur... Men hvorfor? Hun rejste sig forsigtigt op og gik hen til ham. "Hey Michael hvad er der?" Spurgte hun blidt og kiggede roligt ham i øjnene. "Og æhm... Tak." Hun smilede forsigtigt. Hun gik om bag ham og kiggede på hans ryg. Den glødede!

hans blik lod kort på hende ''læg dig'' sagde han kort og ventede, hvor efter han rejste sig op og gik forbi hende og kom ind med en stol og lod den sættes foran døren, ''du er syg, og har brug for hvile'' sagde han kort og ventede stille mens blikket forblev på hende, hans indre flamme havde kommet i spil, og slukkede stille, han prøvede at holde vredens inde for at sikre at hun ikke kom ud for hans vrede, specielt ikke når han nu havde Meriko i tankerne, han ønskede ikke at såre hende, og prøve at ligge sine tanker på at hun er syg, og dette muligvis var pga giften . . .

Hun nikkede og gik hen og lagde sig. Hun trak dynen over sig, og slappede af. Hun kiggede stille på ham, og undersøgte ham. "Hvorfor var det endelig at din ryg glødede?" Spurgte hun stille om. George kom kravlende under stolen og løb hen til Nille, og hoppede op på sengen og lagde sig forsigtigt ved siden af hende. Han trykkede sin snude ind i hendes hår og faldt langsomt i søvn...

michael satte sig kort og lod blikket mod gulvet igen, med et ansigt som havde ændret sig noget så grusomt da han fandt den sorte fjer på gulvet, hans ansigt var indrammet af frygt, som var det at se en hund opdage at den nu havde gjort noget forkert og nærmest krummede sig sammen, sådan var Michael's ansigt, han rejste sig med det samme og tog fat om den fjer der lå på gulvet og lod den brænde op, hans blik lod på hånden han brugte for at brænde fjeren og der efter satte sig igen ''det er intet'' sagde han kort og lod blikket på vinduet, og gik over for at lukke det, samt for at sikre at intet kulde og sygdom samt skygge demon skulle nærme sig ind.

Hun rynkede hendes bryn lidt, da hun så at han brændte en sort fjer. Han så ... Bange ud? Eller var det forvirring?
"Michael... Hvad er der?" Hun sagde det blidt og håbede at han ville betro sig til hende.

hans blik lod på hende og først nu kom han i tanke om at hun så på, *IDIOT!?* tænkte han kort og lod sig sætte ned ''det er intet du skal bekymre om'' sagde han kort og lod sig sætte op, hvor efter han lod sine vinger ud, og lod blikket på dem, de var stadig hvide, som altid, *hvor fanden kom den fjer så fra!?* tænkte han kort og lod sig for at tjekke om den skide fjer mon havde lagt spor i hans åre, eller om det bare var hans sind som havde bedraget ham, uanset frygtede han for at skulle blive en falden engle, og miste sine vinger, og miste sit liv. . . *det hele skyldes også den pokkers Ventor!? ham og hans fucking kæreste til meriko!* tænkte han kort og lod blikket på hende, hvor efter endnu en fjer lod sig mod jorden bag ham under stolen, og han lod sine vinger ind, ''det er bare min egen overtræt hed som ligger på mig'' sagde han kort og lod blikket forblive på hende, mens et let halv falsk smil kom på hans ansigt.

Hun vidste at han løj. Det kunne ses på ham og Nille havde altid kunne genmenskuet løgne, lige siden hendes forældre fødte hende. "Michael... Jeg skal bekymre mig... Jeg skylder dig jo! Du reddede mig... to eller tre gange!" Hun hviskede det blidt, men vidste at han kunne høre hende. Hendes øjne fik øje på den sorte fjer.

hans blik blev på hende ''det siges at falderen sort fjer fra en engel vil den om ikke så langt tid blive en falden en, og hvis man er en falden engle vil andre engle prøve at flå ens vinger af, og fleste af dem dør ved dette'' sagde han kort og lod blikket forblive på hende, hele hans krop rystede ved frygt af tanken om at han skulle blive en falden, og spicielt når han havde været skyts engle i mere end 2.000 år, også at han først nu skal til at vænne sig til at blive falden, det vil blive en alt for stor omvending for ham . .

Hun kiggede på ham med øjne der viste medlidenhed, hun fik George til at rykke lidt mere ud i siden. Hun vidste ikke om at han ville, men hun vinkede ham over til hende som for at sige at han kan ligge sig ved siden af hende. "Jeg har svært ved at tro det... Du har reddet mit liv Michael." Hun smilede til ham.

han smilede kort ''ja, men jeg har også i sinde at tag en andens liv, oven i købet den som jeg beskytters kæreste'' sagde han kort og lod blikket på hende, ''hun er demon, og dermed en trudsle for ham, og hun har ingen tanker for kærlighed da hun går fra seng til seng'' sagde han kort og lod blikket forblive på hende, ''hun er intet andet end en demonisk skøge'' sagde han fortsættende.

Hun rystede træt på hovedet, og smilede til ham. "Tjah, nu ved jeg jo ikke så meget om ham du vogter men du lyder til at have et hårdt job!" Hun grinede, men hostede så. "Der er en sort fjer under stolen... " Hun kiggede på den sorte fjer igen.

Michael Sprang op og lod stolen op i luften, og hans ryg stod flammer, hans blik blev lagt på den og han tog fat i fjeren og brændte den uden at tøve, han havde ingen interesse for dette, men da stolen så landet blev det på hans ryg og gik i brænd, han lod blikket på stolen og flammerne begyndte stille at dø ud, hans blik blev stille normalt efter at virke helt panisk, hans blik lod kort på hende ''godnat'' sagde han kort og gik ud af rummet og lagde sig på sofaen, mens blikket omkring sig blev lagt, og frygten for at blive en falden engle var stor i hans sind.

Hun kiggede bekymret på hans ryg da han gik ud.
"Jamen... Godnat?" Hviskede hun udmattet. Hun lagde sig om på den anden side og faldt i søvn. *)Hvorfor er alting så svært mormor? Hvorfor vil de aldrig lytte til mig eller være sammen?) Sagde en lille Nille på syv år til sin mormor som bare rystede på hovedet og gik.* Hun klynkede da hun hørte en stemme inde i sit hoved. Hun fandt dog hurtigt ud af at det bare var George der sagde godnat, og slappede af.