To play with fire ~Nille~

Hun rynkede brynene lidt. Hans øjne lyst af had men hun vidste at hadet ikke var på hende. "Hvad har ventor gjort?" Hun så undrende på ham. Nille hadet vampyre... De ønskede blot hendes blod, eftersom hun var Shapeshifter. Og hun beskyldte på en måde den race for at have bortført hendes mormor. Det kunne jo godt være på en måde... De kunne bruge hende som mad uden at dræbe hende? Hun havde jo flygtet for Nilles skyld... Hun lod tankerne være i fred nu og kiggede på Michael.

han lod blikket på hende ''ventor elsker den demon tøz højere end livet selv, hvis han har lavet en aftale med en vampyr om evigt liv, vil det betyde at ventor er død i mine øjne'' sagde han kort og sorgen som tidligere stod i michael blev til had, hvis ventor virkelig var blevet til en vampyr fra valgte han alt kontakt til ham, og dermed boede for sig selv på de blod røde øer.

Hun så roligt på Michael mens han snakkede. "Jamen hvis de elsker hinanden så... " Hun turde ikke fuldføre sætningen, fordi at hun ikke vidste hvad hun skulle sige. Hun ville have sagt at hvis de elskede hinanden skulle de da have hinanden. Hun turde bare ikke fuldføre den sætning. Men gjorde det alligevel. "...Så lad dem være sammen? Sådan ser jeg bare på det." Hun forventede nærmest at Michael rejste sig og gik. På en måde troede hun og håbede på at han ikke gjorde det.

hans blik lod på hende ''den tøz som ventor er sammen skaber problemer for ham, og nu har han kastet sit liv væk, og lagt gift i sit blod, han har vanæret sin far's blod, og nu er han igang med at gøre det samme som skete med sine forældre, den gang Lodur og han så kaldte kæreste til zirene som også var en demon, de døde pga de fik et barn, og det samme er nu ved at gentage sig, jeg er ligeglad om de er sammen, men det er ikke min hånd som dræber dem, det er anarchial eller Sakref ham selv, og det gør det ikke bedre at Demetri har planer om at slå ham ihjel, og nu da han er blevet vampyr gør det det ikke bedre!'' sagde han og rejste sig op, og var ved at miste kontrollen, hans vinger's top begyndte stille og gå i ild, og hans vrede var i toppen, men stoppede sin vrede og satte sig og slog sine vinger ind mod kroppen og flammerne slukkede og han lukkede øjnene ''hvis de vil havde hinanden værsego, men ventor kommer til at dø inden deres kærlighed rigtig blomstre'' sagde han kort og lod blikket på hende.

Hun blev ikke overrasket over at han blev vred, det havde hun jo nærmest forventede. "Sig mig tror du ikke på kærlighed?" Hun smilede drillende til ham. For spørgsmålet lød faktisk endelig sådan 'tror du ikke på deres kærlighed?' Det syntes hun selv var et godt spørgsmål.

//Sorry dårlig krea//

// heh det okay XD //

hans blik lod på hende ''vampyre og demoner kan ikke havde nogle former for kærlighed, deres sind ligger kun på at få magt, og den kærlighed du taler om er romantik, og kærlighed er ikke noget som findes, da det længe har været væk fra denne verden'' sagde han kort og sukkede, tankerne om at lodur ofret sit eget liv for at rede ventor, det var den kærlighed som Michael vidste, at ofre sit eget liv for at rede andre, ikke at kaste sit liv bort på sin egen arrogante tanker.

Hun grinede svagt, kærlighed var ikke væk fra denne verden. Det vidste hun.
"Michael, kærlighed er ikke fortabt i denne verden, tro mig." Hun smilede træt, og vendte sig om så hendes ryg vendte mod ham. Hun faldt i søvn. Hun var træt.

hans blik forblev på hende og han lod sig ligge bag hende, og nussede hendes hår, og sagde lavt ''hvis den ikke er væk, hvor er den så?'' hviskede han næsten og blikket forblev på hende mens han lå i sin sorte læder jakke med bar overkrop og blikket på hende forblev mens dugten af hendes hår lod ind i hans tanker og sanser blev dækket af hende, blikket forblev men tankerne kørte af sporet fuldt ud . .

Nille hørte ham hviske og smilede for sig selv. "Hvor den altid har været... I sit hjerte." Hviskede hun tilbage. Hendes hår var en smule krøllet, hun havde ikke børstet det endnu... Hun følte ingen grund til det. Hun vendte sig hen imod ham og smilede.

hans øjne forblev på hende ''men hjertet rummer ikke kærlighed, kun blod og organer'' sagde han kort og blikket forblev på hende, mens hånd lod på hendes kind og nussede den stille, hans tanker havde kørt fuldt skræld på et side spor, og et spøjst et for hans tanker blev lagt omkring nille, om hendes øjne, hendes mund, en hver detalje blev lagt i hans tanker, om hende. . .

Hun grinede stille. "Jeg snakker om den sorte organ hjerte... Jeg snakker om den der er usynlig... Min mormor troede på at der var et usynligt hjerte i hver og en som indeholdt alt det gode." Hun smilede til ham og puttede sig ind til ham.

hans blik lod på hende, og vidste ikke hvad skulle han skulle svare, kun at han lod hånden på hendes hår og nussede det, tankerne lod sig omkring hende, og hans stemme hviskede lavt ''men hvis alle har et usynligt hjerte, hvorfor kan man så ikke mærke eller se det?'' sagde han stille, han kunne ikke begribe det hun fortalte ham, et hvert menneske havde et hjerte det var klart, men et usynligt ville fremstå som kun en ilusion. . .

Hun smilede træt. "Jeg ved det ikke... Fordi alle har noget godt i sig men det er skjult? Jeg ved det ikke" Hun grinede svagt. Hun kiggede ham i øjnene. Hun kyssede hans hage. "Nu ved jeg det... Fordi de ikke tror på det." Hviskede hun.

Michael nussede hendes hår, og holdte om hende, mens han slappede af, hendes tilstedeværelse var beroligende for ham, hans blik lod på hende da hun kyssede hans hage, og blikket lod lidt undrende på hende, specielt om hvorfor hun kyssede ham, han var jo ikke ligefrem den mest charmerende, men det var vel stemningen som de begge sammen havde fået lavet inde i rummet som fik dem til dette.

han lukkede stille øjne og slappede af i hele kroppen hvor efter blikket blev lagt rundt i rummet, som om at følsen af at blive overvåget stadig var der, men måske var det bare ham, han lod blikket på hende, og duften fra hende blev lagt i hans sanser, og han kyssede hendes pande let og nussede hendes hår stille, mens et blik forblev på hende.

Hun sukkede og slappede af. Hun lukkede øjnene. Hun lagde sin ene hånd på hans brystkasse. Nille kunne mærke roen brede sig i hendes krop og hendes sind.
"Michael? Hvornår tror du endelig de engle kommer efter dig?" Nille kiggede undrende op på ham. Hun ville ikke såre ham hun ville bare... Vide det.

michael lod blikket på hende ''englene ved det ikke endnu, men så snart nogle af dem opdager at jeg ikke længere holder øje med ventor, betyder det at de vil lede efter mig for at få et svar, så det ville ca. være om 1-2 uger'' sagde han kort og lod blikket på hende ''hvorfor?'' sagde han kort og hans tanker slog omkring om englene ville dræbe hende, for at havde været i nærheden af en døds engel, eller ligefrem planlagt at tag og flå michaels vinger af mens hun stod og så på. . .

Hun satte sig op og kiggede ned på ham. Hans hånd røg af hendes hår da hun satte sig op. "Fordi... Nej det er latterligt" Hun ville ikke sige det! Det var for tåbeligt... Hun kunne sikkert ikke engang. Hun kiggede væk fra ham og bed sig i underlæben. Ikke hårdt nok til at det ville bløde. Hun ville... Gerne beskytte ham. Det virkede tåbeligt på en måde men hun følte helt sikkert noget for ham. Men hvad kunne hun gøre? Stå og råbe af dem? Bruge sin evne? Den virkede sikkert ikke på dem! De skammede sig sikkert ikke over noget som helst... Og som panter var de engle sikkert stadig stærkere end hende. Hun sukkede.

michael satte sig op og holdte om hende ''om 2 dage tag jeg her fra, for at sikre at de ikke ved du er indblandet, og bare rolig, de finder mig ikke, jeg kender alle deres tricks til at skulle opspore en'' sagde han kort og lod hans hovede på hendes skuldre, mens blikket forblev på hende, tanken om at hun skulle komme til skade ville michael ikke acceptere. . .

Nille kiggede på ham. Hun blev glad ved at han blev...
"Michael?" Hun vidste ikke om hun turde... Hvad ville han mon svare?
Hun trak en dyb indånding.
"Hvad føler du endelig" Hun turde ikke at sige det sidste...
Hvad følte han for hende? Han virkede... På en måde intresseret...
Hun vidste ikke selv hvad hun følte.
Hun kiggede væk fra ham igen.

michael rejste sig op og lod sin hånd i lommen, og tog en smøg frem ''hvad mener du'' hvor efter han satte sig ude i nærheden af dør kammen, hvor efter han tog en zippo lighter frem og tændte den, mens blikket på hende forblev, og tankerne om hun mente hans opførelse overfor hende eller bare hvordan hans tanker om hende var som ven eller om der mon lå mere.

Hun kiggede hen på ham... Jah, hvad mente hun endelig?
"Æhm... Med at du er blevet falden engel?" Nille slog hurtigt blikket ned.
Hun måtte ikke lyve, det vidste hun. Hun havde en evne til at få alle til at skamme sig... Hun skulle ikke skamme sig over sine egne ord.

hans blik lod undrende på hende ''kun skuffelse over at jeg har svigted en gammel ven, men ellers ikke det største'' sagde han kort og lod røgen fra hans mund ud og væk fra værelset ''hvorfor da?'' sagde han kort mens blikket forblev på hende, han kunne se at det var noget andet, men måske ville det være bedst ikke at nævne det hvis hun ikke havde intentioner om at tale om det.

Hun undgik hans blik. "Ikke for noget... Ren nysgerrighed simpelthen." Hun prøvede og smile men kunne ikke. Hun vendte ryggen til ham. Hun kunne ikke se på ham... Det ville gøre ondt og se på ham. For hun havde løjet for ham.

hans blik forblev på hende, og tydelige beviser var lagt for at hun havde løjet ''og dette er sandheden?'' sagde han kort, mens en efterfuldt kommentar blev lagt ''hvis det er sandheden så se mig i øjne'' sagde han kort efter og blikket forblev neutralt på hende, han ønskede ikke at tvinge hende, men sandheden ville han gerne havde, istedet for en løjn.

Hendes krop spændtes da han spurgte om det var sandheden. Hun sukkede.
"Okay! Nej det var ikke sandt... Undskyld" Hun kiggede hen imod ham. Lige i øjnene på ham. "Det var ikke det jeg ville spørge om... Det er lige meget!" Hun gik hen til ham og kiggede på ham. "Eller nej... Det er ikke ligemeget, men jeg kan ikke sige det!" Hun gik forbi ham ud af soveværelset.