On a hunt ~ Aleck

Han stod og ventede. Ventede på at hun skulle overgive sig til hans... ’overtalelsesevner’. Han vidste at uanset, hvad der ville komme ud af hendes læber, ville det være sandheden. Hvilket jo faktisk var meget godt for begge parter. Nok mest ham. Camille ville få det ud af det at - hvis det nu havde været hende muligt at lyve overfor ham - så ville han ikke være i stand til at... sige, at han troede på hende eller benægte det, hvad der nu var nødvendigt som svar på det. Og for Aleck... Så fortalte hun jo sandheden, hvilket sparede ham for en meget lang snak. Det var jo også bare det... - Igen - hvad end hun sagde... Ville han ikke kunne benægte eller hvad der nu krævede.

Selvom det måske ikke var det bedste tidspunkt, kunne han ikke lade være. Han begyndte at grine. Camille havde lige - meget til hendes egen overraskelse sikkert - fortalt ham, at hun vidste hvad han var. Dæmon. Han var dæmon.
Grundet for hans latter var nok hans til tider lidt hensynsløse natur, der slog ind. Han kunne simpelt hen ikke lade være. Da latteren havde sænket sig til en lav kluklatter, kunne han igen tale.

”Det lyder det da også som om at du gør.” Hans stemme bar spor af den klukkende latter. Han virkede ikke som om at det, at han var blevet ’afsløret’ påvirkede han synderligt. ”Hvad så nu? Har du tænkt dig at prøve at dræbe mig eller vil du lade mig invitere dig på te og forklare dig de ting du sikkert gerne vil vide?” Han lagde hovedet lidt på skrå og kiggede på hende. Hans øjne havde stadig den blidt varme over sig.
Han havde faktisk ikke nogen plan om at dræbe hende. Han havde ikke nogen grund til at dræbe hende. Hvis altså hun kunne holde mund. Det var jo ikke sikkert, men hvis det vist sig at hun ikke kunne holde mund... Så ville det være nødvendigt for ham at lukke den selv. Permanent. Hvis han kunne komme uden om det, ville han gøre det. Han ville faktisk ikke dræbe hende - endnu - der var noget over hende. Hun var anderledes, og hun var helt sikkert ikke menneske. Ikke helt i al fald.

Aleck stod der, afventede hendes svar. Hans den venlige del af ham - eller det der var tilbage af den - havde lyst til bare at blive stående og vente. Den mindre gode og mere hensynsløse havde lyst til at smide hende over skulderen igen og smutte af sted. Han valgte en... mellemvej.
Som han stod der, i mørket med en ung kvinde foran ham, der tydeligvis var bange for ham, rakte han hånden frem til hende og ventede på at hun enten ville slå den væk og han ville være nød til at slås imod hende eller tage den, så ville han føre hende til hans hjem.

Imens hun bekæmpede den stigende trang til at trække hende ord tilbage, velvidende at dét var en umulighed- når først ord var sagt ville de for altid leve deres liv et eller andet sted inden i- da begyndte Aleck at grine.
Hvad han fandt så morsomt passerede fuldstændig Camilles næsetip og hendes ellers så veludviklet fantasi rakte ikke tilstrækkeligt langt, til at kunne dele eller følge ham i den rejse.
Hendes bryn trak sig langsomt sammen og hendes blik hvilede utilfredst på ham.
Da han så godt som havde fået latteren under kontrol , sagde hun stædigt imens hun trak armen til sig.med et trosigt ryk.. " Er du færdig nu ? Godt jeg morer dig..." nu vandrede hendes blik, op og ned af gader og resultatet forblev dét samme, selv om hun gentog.De var alene.

Et lille irriteret fnøs forlod Camille, ved spørgsmålet om hun ville dræbe.Dét virkede absurd, hende der i Deepshell havde brugt SÅ meget tid på at mægle fred mellem de forskellige racer, men dét kunne han jo ikke vide, denne dæmon dreng.
Hun fandt hans øjne igen og blev slået lidt ud af offensiven, da hun så hans blide udtryk.
" Naturligvis har jeg ikke i sinde at dræbe dig Aleck, dét jo absurd, med mindre du vil dét med mig, og dét vel et mere naturligt spørgsmål, lige i vores situation ? " svarede hun igen ærligt,men denne gang ville hun have svaret sådan regardless , så hun fangede ingen underlige vibes over dét.

Aleck tilbød sin hånd og gav med den en invitation om the...og forklaring.
Kort overvejede hun at afslå, men dét forholdte sig sådan at dét var dét bedste tilbud hun havde, så hvis hendes stolthed på nogen måder var blevet ridset, så var dét bare bad luck.Nogen gange måtte man bare sluge dét...eller den.

Hun sendte ham et 'nu får du min tillid,please Aleck udnyt den ikke ' blik og lagde sin hånd i hans.
"The lyder dejligt....skal vi langt ?" Ville hun vide, trætheden var nu for alvor begyndt at gnave i hende
og hun kunne godt bruge et ordenligt hvil.

Mon han ville være okay med hendes pistol ? Ikke at hun på nogen måde havde tænkt sig at kaste lys over den lille sag, men tanken ramte hende .Ikke alle dæmoner ville accepterer en ladt pistol i deres eget hjem, en pistol med patroner der kunne dræbe dem med lethed.
Hun kiggede i smug på Aleck.Hvem VAR den fyr?

Et smil fandt vej til Aleck’s læber. Det bredte sig og han kluklo blidt. Hans mørke øjne skinnede i det svage lys fra månen - der havde fundet vej igennem mørket på himmelbuen - og lagde skygger omkring hans øjne, der kun gjorde dem endnu mørkere.

”Jep. Jeg er færdig, med at le altså.” Han kluklo en sidste gang og vendte sin opmærksomhed fuldt ud imod hende. Han var ret nysgerrig omkring hende. Hun var ikke som alle andre unge kvinder - eller bare kvinder i særdeleshed, dem man ville se som ’normale’ hvis der da er noget man kan kalde for normale... - hun havde regnet ud, hvad han var. Det sagde også noget om hende. Hun havde sikkert en historie med mørkets skabninger som ham. De var sikkert bare ondere.
Men hun morede ham faktisk også. Måden hun var på, fandt han underholdende og spændende. Han kunne ikke lade være med at smile, da han så at irritationen fyrede op i hende, ved spørgsmålet omkring den valgmulighed der sagde, at hun kunne vælge at dræbe ham. Hans smil var... listigt og der var noget smigrende over det, men uden at der var slesk.

Han forstod godt hendes valg af svar til hans spørgsmål. Han ville jo have svaret det samme, hvis hun havde været på hans side med ’Jeg stiller spørgsmålene, du svarer’ konceptet.

”Ja, det er det vel.” Han nikkede blidt. Mere for sig selv, end for hende.

Aleck smilede da hun endelig lange hendes hånd i hans. Han lukkede blidt fingrene om den, og prøvede at undertrykke hans lyst til at bøje sig ned og kysse den igen.
Han vendte sig om for at marchere af sted med hende igen, men han kunne ikke modstå. Han vendte sig om i en hurtig, men elegant bevægelse og kyssede hendes hånd. Det listige og smigrende - dog uden at være slesk - smil kom frem på hans læber igen. Han havde rettet sig i sin fulde højde og gjorde klar til at marchere af sted igen, da han bemærkede det blik hun sendte ham. Han forstod meningen med det og sendte hende et blik tilbage, han håbede der fortalte hende, at det havde hen ikke i sinde. Ikke i en million år.

Han rystede på hovedet til hende spørgsmål.
”Det er ikke så langt fremme.” Han pegede ned af gaden og begyndte at gå. Denne gang sørgede han for, at hans gang ikke var så hurtigt, så hun ikke var nød til at gå bag ved ham. Han måtte vise hende og han var hendes tillid værdig.

Og hun var sikkert heldig at hun havde mødt ham på den kro. Hvis hun havde mødt en anden, ville hun sikkert være død eller også ville hun være undervejs til at blive solgt som slave. Hun kunne også have mødt en der ville udnytte hendes tillid. Det værste der kunne ske var at hun pissede ham af. Der var - dog - heller ikke nogen garanti der omhandlede, udfaldet af hvad der ville ske efter hun havde pissede ham af...

Hendes hånd forsvandt ind i hans og hun forventede de ville suse afsted igen, i hu og hast gennem byen til Alecks lejlighed.Hendes muskler og sener var ømme og truede med at beklage sig, men hun pressede det tilside...hun kunne klynke når hun var alene, guderne måtte vide der var mere end rigeligt tid til det i disse dage.

Hans læber mod hendes hånd....
Spørgende så hun på ham. Hvorfor hun ...reagerede...så meget på det, havde hun ikke lige et bud på, men der var noget meget ...sanseligt...over det, følte hun i hvert fald, men måske var det bare hendes generelle udmattelse der tilegnede det for meget betydning. Aleck forsøgte at gøre hende tryg lige nu, vise hende hun ikke havde grund til at frygte ham, det kunne hun se i hans øjne...og det var vel blot en galant adfærd fra en ung mand, een hun satte pris på.
Da de gik, var tempoet nu sat ned til et mere menneskeligt et, et der passede bedre til Camille, og hun haltede ikke bagud længere som en lille ballon i snor, der uanset hvor meget man trak i snoren, hele tide ville hænge bag ved ens ryg.
Rart.

Hun sagde ikke meget .
Hendes tanker var optaget af forskellige hændelser der havde præget hendes dage, efter ankomsten til Underworld. dem der boede her, vidste jo godt besked om portalen, regnede hun med, men så vidste de også at det var yderst sjællent den åbnede sig. Og Camille kunne ikke forstå hvordan hun selv...og Tristan kunne rejse gennem den "når de ville", det var mystisk og hun søgte svar, måske Sakref havde dem ?

Hvad ville Aleck mene, hvis han vidste hun var kommet hertil genenm portale, hvis han viste hun var del af det oprindelige selvskab, der første gang rejste hertil med Sakref ? Havde han hørt historierne...rygterne...? Eller ville han tro han havde fået en loonie på hånden?

Hun rystede sit sind fri for spekulationer, i lidt tid anyway...og begyndte at give omgivelserne mere af sin opmærksomhed. Området var i bedre stand og virkede mere pænt, end dem hun før havde været i. Det overraskede hende en smule.
Aleck var måske ikke lige frem fattig, men det kostede alligevel en del at bo i området her var hendes gæt, og hvordan tjente han penge til det ?

Aftenen virkede mere venligsindet, månen stod smukt over dem og lod dem bade i et blidt og klædeligt skær. De var ved gaden nu, hvor Aleck boede og Camille kiggede lidt betuttet...boede han i et hus ? Hun havde i tankerne forstillet sig en lejlighed, men dem var der ingen af her ?

Hun så op på Aleck, og fik pludeslig den indskydelse at hvis han havde så meget plads....et hus....så kunne det være hun kunne få lov at sove på en sofa, bare denne nat ?

Natten trængte tættere og tættere ned over det distrikt, der ulmede af mange følelser. Aleck vidste faktisk ikke helt, hvordan han skulle føle omkring situationen. Mange ville sige at han var sindssyg - hvilket han, nogle gange, ville give dem ret i - her var det selvfølgelig mest omtalt de andre væsner. Han kunne lige hører dem.
”Hvad er det for et nyt kæledyr du har fået dig?”
”Hvorfor får du det ikke bare overstået og æder hende?”
”Du har da vel ikke tænkt dig at beholde hende?!”
Jep, de ville snakke. Og der ville blive snakket meget! Ingen af dem, Camille eller han, ville kunne forestille sig, hvad der kunne ske.
Men nu vidste han jo heller ikke, hvad der skulle komme til at ske efter at de var kommet hjem til ham. Alt kunne - i princippet - ske. Dette faktum var han meget klar over.

Han lagde mærke til at Camille så lettet ud, da han sørgede for at de kunne gå side ved side - det var jo om at få hendes tillid, så det var en god ting. De passerede forbi mange huse, på deres vej til hans hus. Månen kastede hans skygge langt bag ved ham - som dog stadig kunne skimtes i mørket - som et offer der prøver at holde sin overfaldsmand, stalker, gerningsmand - hvad det nu kunne være - væk fra sig, så man kunne nå at komme væk. Men, dem der var efter ham, kunne han ikke slippe af med. Uanset hvor meget han end prøvede. Den ville dog forsvinde... Sammen med dagen.

De kunne ikke være langt væk nu, de manglede bare nogle meter nu, måske kunne det snige sig op på en kilometer, men ikke mere end det.

”Så er i her snart.” Erklærede Aleck. Hans øjne var rettet forud da han talte til hende. Nu var hans snart hjemme igen. Igen sneg dagdrømme om dunede puder, hans bløde sofa og den varme te. Hvis ikke han havde fået sig revet ud af hans lille dagdrøm, ville de have vadet lige forbi hans hus. Han vendte hovedet overrasket.
Var han virkelig så træt, at han ikke engang huske, hvor hans hus var? Var han rigtignok ved at blive sindssyg? Eller havde han sat farten op - igen - og var blæst lige forbi det?

Hans trådt hen til døren og fiskede en lille nøgle op af lommen, stak den i nøglehullet og skubbede døren åben med hans ene hofte - han havde stadig Camilles hånd i sin, og trak hende blidt indenfor.

”Så. Så er vi her. Jeg ville normalt sige at De skulle føle Dem hjemme, men siden dæmoner ikke er dine betydelige favoritter, så tror jeg bare jeg nøjes med at spørge om jeg skal hjælpe dig af din jakke?” Han havde sluppet hendes hånd og havde fået bakset sin egen jakke af, hængt den på krogen ved siden af døren og holdt en hånd ud til hende. Denne gang - dog - for at tage hendes jakke.

De mærkværdigeste sving kan livet tage, skarpe så vel som bløde.
Hvilke bump og svinge der forude for Camille , var hun uvidende om, men hun var helt på dét rene med de kom.Bare de ville vente til hun havde sovet, tænkte hun sarkastisk og så ned på sin hånd, der lå møjsomt placeret i dæmonen Alecks.
* Hvorfor er alt så kompliseret, altid....is it supposed to be or is it just me?*

Endelig....the final destination, måske...hvis hun fik lov at crashe her, og hvis hun ville? Dét skulle hun jo også afgøre.Dét var muligt dét var lykkedes for ham at dysse den umiddelbare angst ned, men nu var hun ikke bare en anden dum blondine, hun havde helt styr på dæmoners natur...og på mænds, så hun ville aldrig sælge skindet før bjørnen var skudt, ikke i dét game her.

Så var de ved huset, og Aleck fik låst dem ind.Hun ville lyve hvis hun sagde hun ikke var overrasket, som nævnt havde hun af uvisse grunde forstillet sig en lille lejlighed og ikke et okay sort hus.
En kende nysgerrig på hvordan den unge fyr havde indrettet sig , dét var hun da.Mon han boede alene?
De kom ind og døren lukkede bag dem.Hun syntes at lyden dét gav var langt højere end den burde, men dét var nok bare en følelse a la fælden der klappede der lavede lidt larm.

Camille krængede den røde kappe af og gav den til Aleck.Hendes støvler blev også stillet pænt, dét var jo så forskelligt hvor meget orden og pli havde af betydning, og der var ingen grund til at virke uhøflig, til at starte med.
Hun rettede lidt på den sorte bluse med de bare skuldre og på nederdelen ,hvor pistolen stadig sad på låret.

"Bor du her alene eller er her andre ?" dét var nok et retorisk spørgsmål, svaret hang i luften...der var ingen her,udover dem.

Hun var spændt på at se huset, om om sofaen ...hvis der var en sådan, var egnet til at sove på.

Aleck tog fat om den røde kappe og hængte den op ved siden af hans egen jakke. Med en hurtig bevægelse vendte han sig i den modsatte retning af døren og gik hen over det mørke trægulv, hen imod en anden dør, den førte dog til haven. Han drejede til højre og manøvrerede sig udenom det mørke træbord - af samme farve som gulvet, der var placeret midt i foyeren.
Videre til højre var gangen der førte til stuen. Til venstre i gangen var der en trappe, som førte oven på til de to værelser; hans eget soveværelse, med eget badeværelse, også gæsteværelset - som ikke blev benyttet meget, hvis det nogensinde havde været benyttet. Han marcherede ned af gangen, og ind i stuen.
Han ville faktisk gerne have sagt ”Damerne først.” Til Camille, men hun havde ikke været her før... og kendte derfor - meget belejligt - ikke noget til husets indretning eller placeringen af de forskellige værelser.

Indretningen af stuen var således (når man står ved enden af stuen, helt henne ved væggen, efter den gang der kom inde fra foyeren); En kamin i midten af venstre væg, bagved den - det vil sige venstre hjørne - var der en hvid lænestol med tilhørende hvid fodskammel, det samme er der på den anden side af kaminen. Lidt bag ved denne, i midten af rummet helt bagerst, var der en hvid chaiselong. Overfor kaminen var der en sofa - også denne er hvid - foran sofaen - som er udstyret med puder i hver sin ende - i midten af rummet var der to borde, skubbet sammen så de ligner et bord - disse er i samme stof som fodskamlen. Længst henne imod den gang - hvor Aleck nu stod - var der en læder lænestol med et lille bord på den højre side af den bagved sofabordet. Det samme var der i den anden af det, længst imod vinduet bagved chaiselongen. Alt dette var meget fint, men det man lagde mærke til først - var dog - alle de bøger, tekopper og en enkelt tekande her og der, der nu var placeret i hans stue. Det var nok det man ville finde mest af i hans hus. Bøger og tekopper - også de tilhørende tekander - de var over det hele! Selv om de fleste ville kategorisere det som rod, fandt han dog meget orden i det på den måde. Han kunne altid finde det han skulle bruge... For det meste...

”Du kan bare sætte dig og vente på mig i stuen.” Man kunne ikke helt kalde det et råb - eller det kommer an på om Camille stod lige bag ved ham, men det tvivlede han på - men det var højt nok til, at hvis hun stod inde i foyeren stadigvæk, så kunne hun stadig høre ham. Inge tvivl om det.
Han begav sig ned af gangen og hen til køkkenet. Åbningen til køkkenet var i den venstre væg og det var - som sagt - kun en døråbning; ingen dør. Køkkenet var i samme stil som stuen. Det hvide møblement var noget der gentog sig igennem det meste af hans hus. Dog med lidt undtagelse af hans eget soveværelse - meget belejligt. Han tog de få skridt der førte ham hen til skænken og fandt hans lavasten frem. Et lille ord undslap hans læber og de flest ville have kigget på ham, som om at han var skør. Dette kunne der diskuteres for og imod, men det han havde gjort var at hviske det magiske ord, der gjorde stenen varm. Stenen blev lagt ned på skænken og han fandt en skål frem. Skålen blev fyldt med vand og stenen plumbet ned i den. Så rumsterede han rundt efter en tekande og fandt efter lidt tid endelig en. Det var faktisk ikke særlig tit der var tekopper eller tekander i hans køkken. De stod alle mulige andre steder. Han tog og hældte vandet fra skålen ned i tekanden. Selve tebladene smed han ned i vandet og ventede til de havde trukket i så lang tid, der var behøvet.

Aleck kunne ikke finde kopperne der passede til tekanden, men han var sikker på at de var inde i stuen et sted. Han samlede tekanden op og gik tilbage til stuen, hvor Camille for håbenligvis sad. Da han kom ind i stuen fandt han ud af at han havde haft ret. I forhold til tekopperne. De stod - ganske rigtigt - inde i stuen. Han skænkede te op i de to tekopper og satte sig ned, da en tanke strejfede ham.

Gad vide om hun kunne lide sort te? Hvis hun ikke kunne... Så måtte hun jo affinde sig med det, men det skulle nok ikke blive et problem.

Imens Aleck vandrede ned af gangen , kæmpede Camille med balancen imens hun forsøgte snørre sine støvler af alt imens hun tilfredstillede sin nysgerrighed på samme tid,ved at studerer selve huset og indretningen.Dårligt var de kommet ind, og hun var allerede imponeret.Små rynker formede sig i hendes pande, imponeret var et dårligt tegn i Camilles bog, hvilke ville kræve en længere udredning for at forstå.
Hun lagde en hånd på væggen, så hun kunne støtte sig og da dét lykkedes at bikse dem af,blev de pænt sat hen ,under overtøjet.
En ting som strømpebukser havde vist sig svært, hvis ikke umuligt at opdrive i sunflower district, hvor hun havde forsøgt.Dét var ikke den mest...charmerende påklædning....men den holdte benene lune,når kulden satte ind,specielt hvis man som Camille lige så ofte smuttede i en kjole eller nederdel, som et par bukser.
Nu måtte hun nøjes med et par hvide , lidt løstsiddende lange strømper ,der gik til lidt over knæet og var. I den blødeste finkæmmet uld.Dét var bedre end ingenting.
Og på netop de strømper fødder, listede hun efter Aleck men svingede så Istedet ind i stuen , hvor hun gjore stop.Hun kløede sig i panden, som var synet der mødte hende et fatamogana.
Hvilken vidunderlig stue, hvilken smuk indretning og hun følte hun havde vundet i lotto.
Hvorfor var svært at sige, eftersom hendes visit var flygtig....men dét føltes næsten som stuen talte til hende, bød hende velkommen.
Bjergtaget af alle hans bøger i forskelllig højde,drøjde og farver og en smule facineret af hans te koppe collektion , gik hun lidt rundt og så sig omkring.
Kaminen der var hjertet i stuen , var hovedattaraktionen for Camille....
men så igen, hvem elskede ikke at sidde foran en lun flamme.

Hun kastede et sidste blik på de smukke og indbydende møbler, inden hun forlod stuen igen.
Havde hun boet her , ville dét største problem....den største udfordring være hvilken stol man skulle slappe af i , smilende forlod hun stuen og med små lette skridt ,fandt hun frem til Aleck.
Hun var nået lige op bag ham, da han meget højt kaldte at hun bare skulle vente i stuen...
"Du gode gud dreng ..." Udbrød hun for sjovt, da han tydeligvis ikke have været klar over hun stod lige bag ham.For sjovt placerede hun beskyttende hænderne over sine øre, som var de slemt medtaget og spurgte "Har du nogen idé om hvad et par nye øre koster *" og så pilede hun ellers afsted, væk fra Aleck og tilbage til stuen, og fratog ham dermed retten til at sige mere.

Hun fandt sig tilrette i sofaen, normalt ville hun i bedste havfrue stil , have trukket benene op i sofaen, men hun sad pænt og rank der og ventede på Aleck, havde ikke til hensigt at gøre noget der ville gøre ham mindre venlig sindet nu...af de indlysende meget farlig for dig dæmon årsager, men også fordi dét ville være som at komme i himmelen at få lov at overnatte på hans sofa, eller gulvet foran kaninen...hun havde ingen fancy nykker, men ethvert sted der emmede af tryhed, varme og ovenikøbet ....ja, interessant.? var jo vanskeligt at lade passerer, som hendes liv havde taget form lige nu.

Aleck kom ind , med te til dem.
Camille kunne næsten ikke vente med at få noget varmt.
Udover hendes øl på kroen, var dét en mindre evighed siden hun havde fået noget.

"Dét er et fantastisk sted du har her ....bor du her alene?" Gentog hun sit spørgsmål fra da de netop var kommet hertil.
Ikke at dét ændrede ved hendes planer, hun ville bare være forberedt_.
Forberedt på hvis der var...eller kom andre dæmoner,mindre venligsindet end Aleck, eller jaloux veninder der begyndte at skænde på hende....at være forberedt, var altid smart.

"Jeg ville gerne spørge dig om noget....en tjeneste om du vil." Hun vred sig lidt ved at skulle, hun var generelt ikke vild med at bede om tjenester, ikke fordi der var noget galt med dét,selv elskede hun at gøre noget for folk der gjore dem glade.....hun brød sig bare ikke om at stå i gæld og ville helst klare tingene selv,uden at være...afhænig....af nogen.Men erfaringen og talrige oplevelser...næsten daglige....forklarede hende gang på gang, at hun ikke kunne klare alt selv, og at dét ikke var ønskeligt at være alene.Fanden ta den 'erfaring '

Aleck var glad for at se, at hun havde gjort som han sagde. Man kunne jo ikke helt vide med hende... Hun virkede som en person der tog det på fornemmelsen - ikke at han ikke selv en gang i mellem gjorde det, men han overvejede dog tingene meget forinden - så han følte sig nød til at holde godt øje med hende, så længe hun var i hans hus. Bare for at sørge for, at hun ikke gjorde noget dumt...

I hans tanker som en skikkelse gående imod ham, den var henlagt i mørke og han kunne ikke se noget af den. Skikkelsen stoppede op - stod stadig i mørket og vinkede blidt til ham - han havde lyst til at sige til den at den skulle komme ud derfra, at den ikke skulle gemme sig på den måde. Skikkelsen trådt et skridt frem og ud i lyset...
Den kvindelige skikkelse, der nu stod foran ham, havde et blidt smil om de fine bløde læber, hendes lange blonde hår hang spredt ned af hendes ryg og skuldre, de lette krøller i det gjorde at det ikke kunne bestemme sig hvor - eller hvordan - det skulle sidde. Det smil der så smukt prægede hendes læber nåede også hendes glimtende lyse øjne. Det lignede næsten at nogen havde hentet to stjerner ned fra himmelen og givet hende dem til øjne.

Charluce...

Han fikserede sine øjne på Camille. Han måtte virkelig lade være med at hoppe ind i ham selv på den måde igen, han kom for langt væk fra sine omgivelser. Han måtte lade være...

Aleck blev pludselig opmærksom på at han havde haft en lang dag... En lang dag i det samme tøj, hele dagen. Han trængte til at få noget andet tøj på.
Sofaen gav en lav lyd fra sig da han rejste sig og gik ud på gangen. Camille havde sagt noget til ham, mens han havde været væk i hans eget hoved. Hvad var det hun havde sagt? Han kunne ikke huske det!

Verdammt, erindringer, dagdrømme whatever!

Hans fodtrin kunne høres hele vejen igennem gange, og op af trappen. Døren til hans soveværelse blev puffet op og han trådte ind på værelset. Hans fodtrin bragte ham hen til hans kommode og den blev åbnet. Mens han tænkte over hvad hun havde sagt så ledte han igennem alt tøjet nede i kommoden. Endelig fandt han en t shirt der passede det han havde ledt efter. Ikke at der var noget specielt over den. Bare en sort trøje. Med en hurtig bevægelse fik han (halvflået) den trøje han allerede bar af. Så begav han sig ud af værelset og ned af trappen med t shirten i hånden. På vej igennem gange tog han trøjen op og var i gang med at hive den ned over hovedet, da han kom ind i stuen.

Der var dog et lille problem. Denne trøje var stædig og ville ikke tages på.

”Ehhh..! Camille lidt hjælp her?!” Kaldte han ind i stuen, mens han kunne mærke vinterkulden - Gott sei Dank det var udenfor! - på hans ret vel trænede maveskind.
Han baksede videre med t shirten og kæmpede sin kamp med den. Genstridige ting! Den var næsten lige så stædig som han selv! Med et par usikre skridt fik han sig hen til Camille i sofaen.
Så skete det! Det lykkes! T shirten adlød endelig! Med noget besvær fik han den ned over hovedet, indtil den sad som den skulle.

Han satte sig tilfredst i sofaen igen. Dog kom en lille nage hurtig tilbage til ham. Han kunne stadig ikke huske hendes spørgsmål.
Hans øjne fikserede på Camille mens han prøvede at huske, hvad det var hun havde sagt til ham.

Verdammt... dagdrømme, erindringer, ting!!

Noget strejfede hans sind... ”Alene.” Ordet alene poppede op i hans sind... Det måtte betyde noget.
Han sad og blinkede et par gange... Så kom det til ham. Hun havde spurgt ham om han boede alene! Det var det hun havde gjort!

”Ja, jeg bor alene. Ingen andre her - udover dig og mig selvfølgelig.”

Aleck lagde hovedet på skrå. Var det bare ham eller virkede hun meget nysgerrig, men igen, det havde han vel også været.

”En tjeneste? Af hvilken art? Og med det mener jeg også at jeg gerne vil vide, hvad den går ud på.” Han havde før snakket om en tjeneste og det tog ham flere år at få selve tjenesten ud af den anden person. Det ville han ikke risikere her.

"Aleck ?" hans navn blev udtalt blidt og en smule tøvende. Hun lod en hånd passere forbi hans øjne,imens hun ledte efter tegn i hans ansigt og i hans pupiller at han registrerede det, men ingen reaktion var at finde.
Camille bekymrede sig , hun kendte ikke fyren her, anede ikke om det var normalt eller om der var noget seriøst galt, hun som læge burde handle på.
Det var meget svært med væsner, de var så anderledes fra mennesker, og deres evner var forskellige og havde derfor indflydelse på deres krop og sind.
Hvad nu ? hvad det omhandlede havde hun ikke den fjerneste ide om, han så ud til at være optaget af et indre liv ? Eller måske havde han epilepsi, kunne dæmoner havde det? Det var jo ikke kun store krampeanfald man fik der, der var også petit mal...små abcenser hvor man ligesom forsvinder ind i sig selv, og ikke kan kontaktes i nogle minutter.
Hun rørte lidt uroligt på sig ,sad tålmodigt og ventede på han blev normal.Da denne såkaldte tålmodighed var ved at rinde ud, kom Aleck til live igen.
Det blev situationen dog ikke mere forståelig af.
Han rejste sig og gik, uden et ord til forklaring og uden et tegn på at han havde hørt hvad hun spurgte ham om.

Hun blev efterladt i stuen, uforstående overfor hvad hun havde bevidnet, så det var svært at forholde sig til. Måske var ideen med en overnatning for ugennemtænkt, burde hun istedet drikke sin te, og så se at komme afsted?

Hun kunne høre hans lyde, hans gøren og laden, nede fra sin plads i sofaen. Fint...så var han da ikke dejset om et eller andet sted. Det var godt, for helt ærligt at skulle slæbe rundt , bære på og nurse om en syg dæmon lige disse tider ,det var ikke lige hendes plan.

Da han kaldte på hendes hjælp, og herefter kom masende ind i stuen virkede han igen som sig selv. Han nåede lige hen til sofaen og Camille rejste sig og fik fat i den sammenrullede bluse og brugte begge hænder til at få den "out of trouble" så den gled på plads, hvorefter hun hurtigt kom på plads i sofaen.

En yderest flot fyr, andet kunne man ikke beskylde ham for at være. Men, Camille var en ukronet mester i, ikke at kigge ,tillade sig at have en mening ,holdning eller ligefrem lyst til ....sådan noget.

Hun så på sit lille ur.Det var blevet sent. Natten var brudt ud og gaderne var ikke længere et sikkert sted at færdes. Var det her?
Hun vidste af to onder, forlade huset her og overgive sig til et tilfældigt væsen af natten eller løbe chancen med Aleck , så måtte hun vælge at tale med ham.

" Tjenesten." hun gned sig lidt på tippen af næsen, det ville blive vanskeligt at forklare uden at skulle ind på....det hele...men hun måtte jo forsøge.
" Jo..det forholder sig sådan at lige nu, er der lidt vrøvl med hvor jeg bor... faktisk er jeg husvild " brast hun ud med. * okay..lidt mere raffineret kunne det vel have været præsenteret *
" Jeg håber at der dukker noget op i morgen, men for i nat...har jeg intet sted at sove "
igen en pause, det var på ingen måde en rolle hun nød, den hjælpeløse. Ikke i denne situaton da.Hun pakkede sin stolthed sammen og den praktiske sans tog over, i nogle minutter.
" jeg tænkte på om, det var muligt for mig at sove her...på din sofa ..bare i nat.Og det er helt okay hvis det passer dårligt , Aleck....helt okay, så siger du bare til.Jeg tænkte bare det ville være dumt ikke at spørge." hun forsøgte få det til at lyde så henkastet som muligt, men som hendes forklaring skred frem gik det op for hende hvor umulig hendes situation var. Ved at være tør for penge, ingen sted at bo, Tristan forsvundet....hun var lost og et al for nemt offer at have strejfende omkring i de mørklagte gader om natten, hun ville ikke have en fair chance.

"Tak for hjælpen" Sagde han så - indrømmet en smule spontant - men hun havde jo hjulpet ham, så hvorfor ikke holde den venlige standart og være høflig og sige tak?
Aleck trak øjnene fra Camille og kiggede ned på han - stadig - urørte te på sofabordet foran ham. Hans fingre rakte ud efter den og tog den op. Han førte den op til hans læber og tog en slurk.

Han havde godt lagt mærke til det bekymrede blik hun havde haft i hendes øjne, da han havde forladt stuen, men også da han var kommet tilbage igen.
Hvorfor var hun bekymret? Det var jo ikke fordi at der var sket noget med ha- Eller jo... Han havde fået sit lille "flashback", hvis det var det man kunne kalde det. Men det var jo ikke en dårlig ting... Det hev ham bare ind i sig selv.. Det var jo ikke sådan at han ikke kunne komme tilbage til "virkeligheden" igen.

Tjenesten... Hun virker meget... Tilbageholden.. Hvad angår den..

Han sad stille og lyttede til de ord der undslap hendes læber. Jo længere de kom ind i samtalen, jo mere kunne han mærke at hans nysgerrighed fik nogle ekstra skub.

Gad vide hvorfor? Hvad kan være sket for denne unge kvinde for at gøre hende husvild?

Spørgsmål som disse meldte sig i hans hoved. Og med god grund. Hvem havde smidt denne unge kvinde på porten? Og - endnu mere - hvorfor?
Alle disse spørgsmål ville gerne ud, men han blev enig med sig selv om ikke at bombardere hende med spørgsmål. Så røg standarten.

Hvis sandheden skulle frem... (Og det skulle den jo, det var der en eller anden der oppe der havde bestemt sig for) Så var det en hårsbredde fra at Aleck var begyndt at grine.

Og mystikken fortsætter!
Lød ordene fra den syngende stemme i hans hoved. Hvilket - kun - gjorde det endnu værre. Stemmen var irriterende nok i forvejen, så at den også skulle lave et, forfærdeligt, forsøg på at synge lavede ikke om på den irritation, han følte imod den.
Ordene var han dog, overraskende, enig med den i. Så havde han også prøvet det!
Han prøvede dog stadig at holde sammen på alt det hun lige havde sagt. Ikke fordi der var noget der susede over hovedet på ham, han synes bare det virkede så... Selvmodsigende... Men det kunne jo godt være at det bare var ham.
Han vendte sig igen imod hende og lænede sig lidt frem med underarmene hvilende på knæene og fingrene flettet sammen som om, at han bad. Denne illusion omkring det at han sad der og bad, blev dog ødelagt af den lille kluklatter der ulmede i hans hals og forlod til sidst hans læber.

”Så... Du har ikke noget sted at bo og du ville gerne finde et sted at tilbringe natten.” Han kiggede direkte på hende nu - stadig med den lette kluklatter på læberne, samt nu, et smil ”Jeg ville gerne sige ja til det; det ville jeg virkelig, men. Jeg vil gerne vide helt præcist hvem og hvad, det er jeg lader sove hos mig. Jeg må indrømme, at du har vækket min interesse og jeg vil gerne vide, hvorfor en der virker til at have meget imod os væsner, pludselig gerne vil bo hos en dæmon.”

Han kunne ikke forestille sig andet end, at hun ville blive lidt mistroisk omkring hans meget... Åbne ja. Hun havde sikkert forventet at han enten ville afslå eller ende med at diskutere omkring at han skulle sige ja. Det kunne også have været morsomt, men han var ikke i humør til den helt store diskussion.

”Og hvis jeg nu endelig giver dig lov til at sove her... Så bliver det ikke på sofaen.” Denne bemærkning kom meget ud af det blå, men han skulle jo fortælle hende det på en eller anden måde. Hun fik endda en forklaring på hans spontane bemærkning.

”Hvis det endelig skal være, så har jeg et gæsteværelse du kan bruge. Jeg kan jo lige så godt få det brugt, når der nu er chance for det.” Det sidste kom ud som en lidt døsig mumlen.

Hun var trænet i at tolke det nonverbale sprog. På medicinstudiet lærte de det vægtede nogen og halvfems procent, mimik,betoning, grimasser ,mund, øjne og hele kroppens statur.Det talte ord, kun få procent. Så hendes blå øjne hvilede på ham. Forsøgte udtrække hvad han tænkte om hendes ...bøn.
Var det et problem? - Da ville hun hurtigt trække sin forspørgelse i land igen- og slå det hen til noget af mindre betydning, hun ville ikke ligge ham til last.
Hun rettede sig lidt op, da Aleck lænede sig frem. Han fandt hende morsom ? Eller hendes situation lystig ? Selv mærkede hun en lille irritation og den højtkæftende rebel der boede inde i hende , begynde at røre på sig . * For guds skyld ikke nu , Camille....easy ..steady girl * formanede hun sig selv, og bad til det var nok. Der skulle ikke meget provokation til fra Alecks side, før hun ville fare op af sofaen , som en muslim- når jehovas vidne ringede på hoveddøren.

Hun forsøgte at mane sig sig til ro og rakte ud efter teen, der stadig dampede hedt fra koppen. Hun lod koppen passerer forbi hendes næse og snusede ind. En krydderet duft fandt vej og kildede hende lugtesans, fik hende til straks at føre den til sine læber og hælde den varme væske inden for. Bare en lille mundfuld af fyldig krydderet te, der starks fik hende at føle sig lidt bedre tilpas.
Hun måtte forsøge at holde tingende adskildt, det var jo ikke Alecks skyld hun var havnet i en trist situation. Indtil nu havde han både reddet hendes liv, bokstavligt talt og inviteret hende indenfor i sit varme og skønne hjem.
Camille tog synet af ham ind, og kunne lide hvad hun så.
Hun havde aldrigt før mødt en som ham. Han fyldte hende med så mange nye følelser og hun tvivlede på sine egen intuition,når det kom til denne Aleck.

Hun nikkede til ham, bekræftede det var korrekt....ingen tag over hovedet ...og så havde hun enda undladt at fortælle at hun intet job havde og stort set ingen penge.
Hun så forlegent væk fra Aleck - brød sig ikke om at virke så...sølle ? Hun var begyndt at ønske hun aldrig havde forladt Deepshell, der havde hun sit eget og klarede sig ganske fint. Dette her var...crap.

Penge...
Hun havde dog en ide om hvordan hun skulle skaffe sig nogen, og hvis det lykkes skulle hun bruge største delen til at sætte slaver fri. På et marked havde hun set denne kvinde, Isabella...sælge både børn,unge og ældre. Camille havde fået en oplevelse af, næsten at stå afgrundens rand og kiggede ned, brutaliteten i at tage ejerskab over et andet menneskes liv og behandle dem som det rene affald, var for umenneskelig og uretfærdigt.Det måtte ændres.Hun var chokeret ,over måden man handlede med dem på...underdrægtigt var det, og det blev ikke med hende som passivt vidne, nope.

Hends hånd rystede svagt, og koppen blev hurtig stillet på bordet, så hun ikke fik spildt, da Aleck havde stillet sit spørgsmål om hvad og hvem hun var - hvilke ellers ville have været så typisk for hende.

" Undskyld mig , sagde du hvad jeg er ? " sagde hun overrasket og lettere slået ud af kurs.
Hun stirrede på Aleck, der så ud til at have det hele under kontrol. Godt for ham.inden i hende var der...rod.

Det havde altid været et ømtåligt emne for hende, at hun ikke bare var en pige.
Hun havde aldrig ønsket de skide gener, hun nu slæbte rundt på, de var al for tunge.
Så hun følte han blev meget personligt. Helst ville hun have sagt at han intet havde at fryte fra hendes hånd, og at hun bare var menneske.Men telekinese var trodsalt ikke det mest menneskelige træk, vel ? Og han så ud til at være et skridt længere fremme end det ? han havde helt sikkert fanget, hun brugte sin evne til at spidde vampyren med -Kunne han lugte hende også ? Naaa- Zean havde aldrigt sagt noget, ej heller Sam , såå.
Men Tristan havde og han havde insinueret de andre bare ikke sagde noget , for ikke at gøe hende bekymret. Hun trak vejret tungt.
Hvorfor hun svarede, ville nok holde hende søvnløs et stykke tid, men ud af hendes læber flød den rene og skære sandhed, den som hun helst ville være forude.
" Jeg er ikke.... helt menneske...min mor var en anden race , fe. Jeg har intet imod væsner Aleck, sålænge de ikke ser mig som et måltid, eller mindre værdige " hun kiggede helt bevidst lidt stædigt på ham. Hun vidste dæmoner følte sig som en race hævet over de andre, generelt.

Hun håbede dette var svar nok, men var slet ikke sikker.
" Sofaen vil være mere end tilstrækkelig , jeg vil ikke være til besvær" slog hun fast med et smil til ham. Der var ingen grund til han skulle finde det ..som ekstraarbejde at have hende liggende, hvis han ellers gav lov...og ingen grund til at vrisse af ham. Og desuden, man bider vel ikke den hånd man ber om at føde en, gør man ?

Aleck sad og afventede hendes svar, mens spørgsmålet kørte rundt i hans hoved. Grunden. Grunden til, hvorfor hun ville bo eller overnatte, som hun helst ville kalde det. Hvorfor ville hun bo hos ham? Hvorfor havde hun valgt, at hun ville spørge om husly hos en total fremmed? Også - specielt - en hun vidste, var dæmon? Der forvirrede ham lidt. Men igen Camille, var bare noget der bragte den forvirring frem lidt lettere end andre. Det kunne han ikke benægte.

Han kiggede lidt på hende med et blidt smil bredt om læberne.

”Ja, jeg spurgte om hvad du er.” Det blide smil forlod ikke hans læber, han kunne ikke lade være. Det perplekse ansigtsudtryk, der havde møvet sig op på hendes ansigt gjorde udslag hos ham. Det smil - som sikkert havde været bedre tjent med at forsvinde - forlod derfor ikke hans læber. Det var ikke for at provokere hende, men det var i hans natur at være lidt... Hånlig, til tider. Dog prøvede han ikke at være det -hånlig - det var noget han ikke helt havde kontrol over, sammen med hans evne...

”Jeg havde bare på fornemmelsen at du ikke var menneske... I hvert fald helt menneske. Intet menneske ville kunne flytte et stoleben ned i en vampyrs hjerte. Ikke at noget menneske ville spidde en vampyrs hjerte, overhovedet.” Forklarede han. ”Mennesker ville heller ikke kunne finde ud finde en dæmon så hurtigt.” Tilføjede han tænkende.

Han kunne mærke den uro - eller måske mere nervøsitet - der lå over hende. Han lagde hovedet lidt på skrå og iagttog hende stille.

Hvad har gjort hende så nervøs? Har jeg gjort hende nervøs? Eller er det noget andet der har fået denne bange anelse frem hos hende?

Det kunne sikkert godt have været ham, men hvad var det så helt præcist han havde gjort? Dette spørgsmål ville ikke forlade ham. Det holdt fast og kørte rundt i hans hoved. Hvorfor gjorde det det? Hvorfor havde han det som om at han ikke ville være grunden til at hun var nervøs? Det lignede ham ikke...

Fe... Hun var halvt fe...

Af alt hvad man kunne være i verden, så er hun halvt fe?!?!

Aleck forstod faktisk godt stemmens... forvirring - for at sige det mildt - han kunne selv mærke en lignende fornemmelse fare igennem hans hoved, heldigt for han var denne nye stump information med til at skubbe spørgsmålet om hendes nervøsitet væk. Men han måtte indrømme at det interesserede ham... Det var ikke hver dag man stødte på en halv fe, halvt menneske blanding.
Han kiggede på hende mens hun talte og nikkede blidt. Det gav vel menig i længden. At hun ikke havde noget imod væsner, så længe de holdt deres tænder - eller hvad end det nu var de brugte til at spise med - fra hende.
Han gad heller ikke de væsner der blandede sig i hans sager, og slet ikke dem der tog hans mad... Eller hvis de ødelagde hans tekopper eller hans bøger... Så blev de også smidt på porten - eller værre - hurtigere end de kunne nå at sige ”Ups” med et flabet grin om læberne...

”Fe... Okay så.” Han prøvede at virke glad og ikke kritisk eller hånlig, om det så lykkes var ham uklart. Han kommenterede også det andet hun havde sagt, denne gang med en stemme han håbede var lidt gladere og meget indbydende.

”Jeg tror heller ikke det er de fleste der kan lide... Nogen som helst, som ser dem som et måltid.” Han smilede forstående til hende. Dette smil blev dog hurtig afløst af et udtryk der sagde ”Nu gør du det igen, lad være, gør som jeg siger, for dælen!” Dog med lidt mere... Surmulende attitude.

”Okay, jeg kan godt forstå at det kan være svært at tage imod et værelse hos en dæmon, men det er altså der du kommer til at sove, okay?” Hun havde faktisk ikke noget valg. Det var der hun skulle sove nu, uanset om han skulle bære hende derop - og det havde de jo allerede fået afklaret at, det kunne han med snilde.

”Kom, så skal jeg følge dig derop.” Sagde han med et smil, trak hende op af sofaen og marcherede at sted imod gæsteværelset.
Deres skridt kunne høres i hele huset - det var nok mere et spørgsmål om at der var meget tomt i huset - da de begav sig op af trapperne og ned af gangen til gæsteværelset.

Inde på gæsteværelset var det en flot seng med et brunligt gråt sengetæppe og matchende puder oven på sengetæppet. Foran sengen var der en lang bænk, ikke af træ, men af samme stof som en pude, denne var lige så lang som sengens bredde. På hver side af sengen var der et mørkt træ sengebord. På venstre side af sengen var der også en lænestol. I loftet hang en flot lysekrone som - nå ja - kronen på værket.

”Her skal du sove.” Sagde han og slog ud med armen i retning af værelset og dets indhold.

Smilet..
Smilet der lå på hans læber havde et venligt og imødekommende udtryk, men også en snært af noget hun ikke kunne finde de rette ord på. Det var som det altid var flere lag , flere betydninger ,både når han talte –og sågar når han smilede. Ellers var hun bare blevet meget træt, og derfor lidt ekstra sanselig, måske ?

Camille, der var positivt indstillet ,over hans reaktion på hun ikke var helt menneske, kastede et lille smil af sig over hans valg af afrundende ord -
” Fe…Okay så ” . Ordene kunne dække over så mange tanker i den forbindelse, de kunne rumme så mange fortolkninger men alligevel var det en sød måde…næsten, hun valgte at forstå det positivt.
Samuel havde været ved at dø af grin og tristan også, de havde aldrig hørt om feer, og fandt det meget morsomt, dem kunne hun havde kvalt. Selv fandt hun det….irriterende, hun ville hellere havde været sådan en slags sej mutant som pyroboy eller Jean Grey, fra Xmen…..en en sølle fe ,der kunne forflytte containere og træpæle.

Nysgerrig…interesseret…lysten til at forstå hvad der sker inden i andre?.... der var mange bud.Camille ville have fundet stor glæde i at kunne få et printet udskrift , af netop Alecks tanker. At han holdt lidt øje med hendes reaktioner og måske undrede sig over hvad hun fortalte, var hun helt på det rene med. Hans motivation for at skænke hende denne opmærksomhed, stod dog nøjagtig lige så klart som et par briller med en god gang leverposteg på, der ikke var behandlet med omtanke og derfor ikke blevet pudset i ugevis…uklare !.

Legende, smuttede hendes tanker på afveje. Det var meget atypisk for hende både at være her i huset med en dæmon hun ikke kendte, men også den følelse af ikke helt at kunne afdække hvad han var for én, og her mente hun ikke race . Han var som lidt af en gåde, og hun var ikke sikker på om det ville være godt eller dårligt for hende at løse den. At få for meget viden eller tilknytning til ham.

Endnu engang …
Aleck , mente at det sidste ord burde tilfalde ham ( igen ) og konkluderede at hun sov i et værelse, når han havde sagt det. Camille var lige ved at tale med sort, at forklare én gang for alle at kun én besluttede hvad hun gjore, havde retten til at bestemme over hende og det var HENDE, men situationen tillod det ligesom bare ikke. At stille sig op og fastholde hun sov på sofaen, når manden havde et dertil indrettet gæsteværelse, virkede…barnligt, hvis ikke latterligt, men hun kunne ikke slippe en fornemmelse af , at dette (igen ) havde flere lag, denne autoritære adfærd. ” jamen..” fik hun bare indsagt …efterfulgt af et mere overgivende ” godt så !” da han halede hende op fra sofaen.
Hun halsede af sted med Aleck…op til gemakkerne på første sal, og hen til hans gæsteværelse ,hvor hun trådte ind da Aleck slog ud med armen og viste det frem.

Hun stod stille og kiggede sig omkring.
Et gæsteværelse? Et himmerrige, var det ikke et mere beskrivende ord. Der var smukt, pænt og hyggeligt…ikke helt foruden et snært af luksus. Hun missede med øjnene mod lysekronen, der udover sengen dominerede rummet. Hvis hun lage sig til at sove her i nat, ville hun ligge så godt at hun aldrig ville vågne op. Hun drejede sig om og så på Aleck.
” dette er dit gæste værelse, og du vil have jeg sover her ? Du gode gud…kan jeg ikke bare flytte ind og blibve her altid ? ” forslog hun drillende og lo stille. Det var naturligvis ment som en joke, en underholdende bemærkning der komplimenterede hans værelse og forhåbentligvis også sendte et tak af sted imod ham . Og I tilfælde af han ikke fangede det,skyndte hun sig slet og ret at sige ..” Tak, Aleck…jeg vil meget gerne sove her i nat...og i morgen må jeg så se at finde en mere langtidsholdbar og bæredygtig løsning " tænkte hun lidt højt.
Måske det var tid til at gå til ro, til at få sovet lidt ?

Men der var lige to ting…

” må jeg hente teen med herop ? jeg blev ikke færdig med den, og vil elske at drikke den inden jeg skal sove.Og så er der lige et praktisk spørgsmål, hvor er der et toilet ? ” hun så lidt forlegent på Aleck.
Hun var jo ligesom nød til at vide det, helt umenneskelig var hun trods alt ikke, så behov for det og at kunne friske sig lidt op, det havde hun dog.

Aleck kunne se at hun kunne lide værelset. Det var morsomt at se den... Transformation, det fremkaldte. Det ene øjeblik stædig som tusind æsler, det næsten... Overvældet af synet af hans gæsteværelse. Det var dog også meget flot, ikke noget de flest ville holde for sig selv, hvis det nu var dem der havde det.
Og når han nu - endelig - havde fået lejlighed til at bruge det. Tænkt en gang... Hun fik lov til at sove i et helt ubrugt værelse... Næsten da. Han havde været her inde, når det nu manglede en red klud til at fjerne de meter tykke lag af støv. Det var dog måske et halvt til et år siden det havde været sådan. Nu sørgede han for at gøre rent - mere eller mindre - regelmæssigt.

”Det er det og... Ja. Det vil jeg.” Svarede han hendes overraskelse med et smil. Han kunne godt lide gæste værelset, han kunne faktisk lide det flest rum i hans hus, så der var ikke noget der. Han var mere end glad for at overlader gæsteværelset til Camille, det var.. irriterende, på en måde, at have et værelse stå ubeboet og tomt på den måde i så lang tid.
Et lille kort grin forlod ham - det havde ikke nogen hånlig karakter over det.

”Du bliver her så længe du vil, bare du ikke prøver at dræbe mig.” Der var lagt tryk på prøver. ”Eller ødelægger mine ting; her tænker jeg især på mine bøger og tekopper.” Nogen ville mene, at han lavede sjov, men det var faktisk noget af det som han var meget seriøst omkring. Man skulle ikke prøve at spøge med ham, når det kom til dem... Det var en dårlig ide.

Han nikkede og forstod godt at hun gerne ville få de praktiske oplysninger at vide. Det ville de fleste nok have spurgt om. Eller ville de sikkert ende med at fare vild... Selv om at det også ville morer ham. Gevaldigt.

”Det kan jeg vise dig, kom med.” Igen tog han fat om hendes håndled og trak hende med sig ned af gangen. Denne gang i retning af trappen, hen imod hans værelse. Døren blev skubbet op og han trådte ind med Camille efter sig.

”Og det her er så mit værelse.” Bekendt gjorde han og slog - igen - armen ud i luften imod indholdet af rummet.

I rummet var der en seng, til højre helt henne ved væggen, med et sort og hvidt senge tæppe. I den anden side af lokalet var en kamin med et lille sofabord foran og to stole på hver sin side af bordet. Ved siden af kaminen og sofabord arrangementet, på højre side af det, helt henne ved døren var der et træskrivebord og en stol foran dette.

Dette var mere eller mindre møbleringen i Aleck’s soveværelse. Kiggede man til højre fra døren af var der endnu en dør. Denne dør førte ud til badeværelset på denne etage. Der var også et nedenunder, det var dog kun toilet og håndvask.
Med lange skridt gik han hen til døren og åbnede den. Bag døren befandt sig et badeværelse med et toilet, et karbad, en håndvaks og et sort træbord til tandbørste og så videre.

”Det her er så mit badeværelse - det eneste badeværelse med det der ligger i navnet, nemlig et bad. Der er også et badeværelse nedenunder, men det er kun med toilet og håndvask.” Han kiggede smilende på hende og lukkede døren igen.

”Du kan vælge om du vil gå på toilet her eller på det nedenunder. Dit valg.” Sagde han og trak hende ud af hans værelse, for at gå efter den te hun - også - havde efterspurgt. Ned af trappen gik de - gik og gik, han slæbte hende af sted efter sig - med retning imod stuen.

De gjorde lidt efter deres entre i stuen og Aleck satte sig ned og gestikulerede til hende at hun kunne gøre det samme, da en tanke slog ham.

”De vil måske gerne i seng?” Han kunne jo ikke vide om hun havde nogen intention om at få noget søvn i øjnene på nuværende tidspunkt. Det var jo ved at blive sent... Måske man skulle ’hoppe i høkassen’? Efter sådan en begivelsesrig dag ville det måske være på tide.

Han rakte ud efter koppen og drak en slurk - mest for at sikre sig at den ikke var kold, han hadede kold te - den var fin, derfor tillod han sig selv at tage en slurk mere. Det var dejligt at mærke den varme væske finde vej ned i maven efter at have været ude.

”Dejligt med en kop varm te, er det ikke?” Tænkte han højt. Det havde egentlig kun have været meningen for hans sind og, hvis ikke Camille lod sig mærke af det, ville han faktisk heller ikke lægge mærke til at han havde sagt det højt.

At han ikke var alvorlig, tog hun som en selvfølge. Det var i så fald, en meget langstrakt invitation han der lige havde overrakt hende.
" Du bliver her så længe du vil" .Camille mærkede en sød tiltrækning til disse ord.Tænk at kunne indlogerer sig et sted som dette. Det var perfekt. Og hvis herren i huset , så var høflig og ikke udgjore en trussel, så fandt hun ingen skår i dette tilbud. Udover det var givet , mest for sjovt, sikkert.

Hun kunne mærke noget på sit lår, og hun spidsede læberne, for ikke at afslører et lidt for listigt smil, da Aleck tale om at prøve at dræbe ham.

*Well.. Mr. Mackinley….Demon Sir…what do you think of my gun ,loaded with bullets, especially designed to kill the likes of you….Sir ?*

Det var nok bedst, for husfreden , at den lille hemmelig forblev hendes private, da hun kunne forstille sig Aleck havde en anden mening om et våben af den slags, i hans eget hus.

” Det skulle da lige være med min madlavning, det tog livet af dig ” forsøgte hun med en sandhed, der fungerede som en joke
.Imens hun fandt hans tilknytning til kopper og øger…lidt sød. Ikke så Scary Demon agtigt.

Hans hånd lukkede sig om hendes håndled, og hun ville irettesætte ham ,men lod ham trække hende af sted, hun mente han sikkert bare var ..ivrig..for at fremvise huset. Det var faktisk også meget lækkert og smagsfuldt indrettet.

Badeværelset…
Man skulle gennem Alecks private gemakker, hvilke fik hendes kinder til at bryde ud i små rosa pletter. Ikke at der på nogen vis var noget uanstændigt over hans rum.
Faktisk måtte hun beundre det. Tænk at have kamin i sit soveværelse. Stole og det lille sofa bord, emmede af arroganse men også maksimal hygge.

Hun blinkede et par gange, da hun all of a sudden ,fik et Flash. Det glimt der brillierede i hendes hoved, var af Aleck i den ene af stolene, Camille selv i den anden. Begge afslappet og uformelt klædt. Kaminen var tændt og der var både drinks og te på bordet.De lo.

Hun rystede på hovedet, jog synerne væk. Var hun ved at blive tosset?

Men uanset hvor indbydende Badeværelset var , jeg mener …vi taler karbad ! …så havde hun ingen planer om forstyrre ham, i hans private værelse. Ikke når det var toilet og håndvask neden under.Det var rigeligt fint for hende.

” Det ser perfekt ud, Aleck…men jeg skal nok smutte neden under, hvis det er, så jeg ikke forstyrre dig ” udmeldte hun, i en tone der ikke tillod mod argumentation.

Om han havde hørt det var uvist, for igen halede han af sted med hende i en fart der var heftig. Og på glatte strømpe fødder var hun hele to gange, ved at glide, hvilke Aleck ikke ænsede på hans march.

*Hvorfor…hvad …arh…han tænker nok bare ikke over det selv ?* undrede hun sig over, og tog plads ved siden af ham i sofaen.

Camille mærkede trætheden, lysten til bare at signe om, her og nu i sofaen smyge sig kælent om hende, så hun kunne svare uden at lyve da Aleck spurgte om hun ville i seng ” Ja, hvis det ikke virker uhøfligt vil jeg gerne. Det har været nogle hårde dage, uden ordentlig kost og logi, så jeg er virkelig kvæstet .
Det bliver en nat i luksus…tak ” svarede hun og smilet nåede hele vejen op til de trætte øjne.
Hun rakte ud og fangede sin krus. Nød den varme krydderede smag, kilde smagsløgende i hendes mund, og mærkede en behagelig varme brede sig fra mave til resten af kroppen, da hun havde sunket.

Hun gen fyldte sin kop, lod den stå på bordet og rejste sig op fra sofaen.

Et henkastet blik over på trappen og så tilbage til Aleck.Hun overvejede hvordan hun skulle side det.

Med blid stemme talte hun så til ham..
” Du skal have tusind tak for hjælpen i dag, Aleck. Var det ikke for dig, var jeg ikke engang i live nu. ” så bøjede hun sig forover og kyssede ham på hans kind, hvis ikke han nåede at trække sig væk.

”Godnat..og tak for nu . ” …hun tog koppen og satte kursen mod trappen og den seng der ventede hende.

Han forstod godt hendes trang til at komme i seng. Han kunne - efterhånden - også selv mærke den komme snigende. Den trak i ham, fortalte han om de bløde lagner der var lokaliseret ovenpå. I hans soveværelse. Den trak ham helt ned under dynen. Han ville sikkert falde i søvn endnu før han ramte puden.

Mere fejl kunne man ikke tage.

Aleck nikkede blidt til Camille.
”Det er slet ikke uhøfligt. Det er forståeligt. Trætheden har efterhånden også fået krammet på mig.” Kom det fra ham med et smil.

*Luksus? Hvor er det helt præcist hun boede før?*

Hans blik blev trukket over på koppen, som stod fint og ventede på hans hånd som ville fjerne den fra dens plads på bordet.
Han efterkom dens ønske og tog den op til læberne. Den varme væske fandt vej igennem hans hals og varmede hans mave. Med et tilfredst smil satte han koppen ned på dens plads igen og vendte sig imod Camille.

Da han gjorde det kunne han ikke lade være med at smile over det hun sagde.

Oh the irony!

Kom det drillende fra hans sind. Okay, drillende og drillende. Det var jo sandt. At han en dæmon havde redet en blandingsrace. Et menneske! (Mere eller mindre.)
Det var uhørt. Hvis ikke direkte skændigt. Gad vide hvad de andre dæmon ville sige? Ikke at det bekymrede ham, det var bare sjovt at forestille sig, hvad der ville hoppe fra deres tunger, når de fandt ud af det. Hvis de gjorde dette.
Han havde reddet et... ikke (helt) overnaturligt væsen. Det var underligt, nu det kom til ham.

Men... Alt hvad vi gør, kommer vel og bider os i røven på et eller andet tidspunkt... Gør det ikke?

Han kunne ikke give sin indre stemme andet end ret. Alle de ting han havde gjort han ikke burde ville indhente ham på et eller andet tidspunkt. Og som han foretrak det. Hvorfor så ikke dø i kamp?
Det ville da være sjovere at dø kæmpende imod sine egne ”skeletter i skabet” som man ville fremsætte det. Meget sjovere end at dø af alderdom eller... Kræft...(Der kæmpede man nok også, men man ville nok give op på et eller andet tidspunkt.. Lade døden føre en bort.)

En meget overrasket lyd kom fra Aleck. Han blinkede. Op til flere gange. Han kunne ikke helt blive enig med sig selv om det der lige var sket, faktisk var sket.

Hvorfor? Hvorfor gjorde hun det?

Dette meget relevante spørgsmål sprang frem i hans hoved, da Camille bøjede sig ned og kyssede ham på kinden. Hvorfor var et meget godt spørgsmål i denne situation var det ikke?

Hvorfor? Havde hans... Redning af hende, virkelig betydet så meget... Hvordan kunne sådan et reelt faktum have sust over hovedet på ham? Det kunne da ikke passe...
Det gjorde det dog nok. Ellers ville hun næppe havet givet ham det kys. Han var trods alt dæmon.

Aleck kiggede efter Camille, da hun forsvandt ud af hans synsfelt. Efterlod ham tilbage. Let forvirret og med mange spørgsmål kørende rundt i hovedet. Det var utroligt hvordan noget så... småt, kunne fremkalde sådan en reaktion og... så mange spørgsmål. Kysset havde ikke været det store, bare en lille berøring af hans kind og alligevel... Alligevel dominerede det hans hjerne. Hans sind... og hans sanser.

Alt omkring ham forsvandt. Han var et velkendt sted. I en gang i et meget stort (og tomt) hus. Det meste af gange var henlagt i mørket. Vinduerne på venstre side af ham var den eneste kilde til lys. En kvinde stod foran ham. Hun smilede og rakte en hånd ud imod ham. Af en eller andet grund trak han sig væk fra hende. Veg tilbage.
Selvom at hendes ansigt stadig var belagt med skygger kunne han mærke skuffelsen. Den tyngede i ham og fik ham til at gå endnu et skridt tilbage. Han sank en klump og tog to skridt frem af igen. Kvinden stod nu mindre end 20 centimeter fra ham. Til fordel for den sure mine, der havde passeret hendes ansigt for lidt siden, smilede hun nu. Hun rakte op og lagde hænderne om hans ansigt og lænede sig frem. Hendes gyldne hår faldt ned fra hendes højre skulder og ud i lyset. Det glimtede. Hans øjne fikserede på det og...

Virkeligheden tog igen sig tag i ham. Han blinkede blidt og gned sine øjne. Tekoppen blev fjernet fra sin plads, da han gjorde mine til at gå op af trapperne til hans private gemakker.
Her skiftede han tøj - han smed det af - og kastede sig ned under den varme dyne.

Som han ellers så fint havde regnet med sov han ikke før han ramte puden.
Ej heller en time senere.

Et smil, ikke tiltænkt andre, bare sprunget frem af hendes sinds tanker , lå blødt henover Camilles læber da hun begav sig op af trappen, til hvad der for denne nat….og måske flere fremover…skulle betegnes som hendes værelse.

Hun åbnede døren og da hun trådte ind , lyste hendes ansigt op. Hun havde været mere end heldig. Sidste nat, havde hun overnattet i en form for.. lade ? Eller… overnattet… var nok så meget sagt, hun havde siddet med sin pistol, knuet den mellem hænderne , lyttede efter om uvelkommende lyde , signaler på fare, nærmede sig, og kun opnået den utilstrækkelige hvile , der tilfaldt når hun simpelthen ikke kunne holde sig vågen længere. At være her nu var… heaven.

Hun satte sig i stolen, med det ene ben trukket op under sig…. Tekoppen beholdt mellem hendes hænder og mærkede nu.... hvordan hendes muskler begyndte at slappe af.
Tankerne ligeledes og de vandrede af sig selv, hele vejen ned af trappen…til Aleck.
Han havde set SÅ forundret ud. Aleck. Som begreb han slet , hvad hun havde gjort? Ikke vred over den frihed hun havde taget sig, ikke …andet end ..forundret.

Camille følte sig underligt godt tilpas. Sikke en dejlig følelse, at kunne tage pippet fra ham, bare et øjeblik.

Hvorfor… hun gav det opmærksomhed ? Overhovedet tog notis af det? Hvorfor hun fandt glæde i at ”tage stikket hjem ” ? . Få det sidste ord nu hvor aftenen gik på hæld? Selv, havde hun ingen bevidst forklaring, hun lod sig bare føre af sted, af denne tilfredsstillende følelse der flammede i hende, da hun så hans mørke øjne blive infiltreret af noget der lignede forvirring.

Ikke at hun havde til vane at gå rundt og kysse på dæmoner. Eller på andre. Hendes historie ville være yderst hurtig at læse, stod den nedfældet på papir og skulle omhandle hendes kærligheds liv.

Og dog…visse personer og komplicerede situationer, kunne der skrives kapitler, i lange baner om.

Men ikke at takke, for at han havde sørget for, hun nu havde livet i behold, ville være utopi, og Aleck havde vist sig mere end venlig overfor hende, havde lukket hende ind i sit hjem.

Hendes læber på hans kind, var bare et udtryk for taknemmelighed.
Hendes læber mod hans hud, flygtigt….ikke andet end taknemmelighed og ….

En lille malurt i bægeret, måske… * Kunne hendes dør låses? *

I Deepshell, havde hun set sig nødsaget til at have adskillige låse på sin hoveddør, af sikkerheds årsager, den vane…eller tryghed …var svær at fravriste sig. Med stor glæde, konstaterede hun at der faktisk sad en nøgle i døren. Én lås, var vel bedre end ingen?!

Hun hankede op i hendes nederdel og hendes hænder gled op, fandt vej til hendes inderlår, hvor hun rutineret af monterede pistolen. Hun lavede en bevægelse, og fik den til at snurre engang, omkring hendes finger, imens hun drak den sidste te.

Camille, rejste sig op og strakte sig. Placerede herefter pistolen under hovedpuden og efter at have kigget på sit lille sølvur, kunne hun slå fast, at tankerne hendes, havde optaget hende i tre kvarter. Hun ville gå neden under, vaske sig lidt…og så krybe under dynen.
På listetå, gik turen ned af trappen, hun ville ikke risikerer at vække Aleck.
Hun fandt uden besvær toilettet, hvor hun fik klaret alle de nødvendige sager.

Efter vask iførte hun sig hendes sorte bluse med de bare skuldre igen. Hun brød sig ikke om tanken , kun at sove i undertøj….men vidste aldrig hvad natten kunne bringe, og hun ville være forberedt til en hurtig exit, hvis fare uventet opstod.

Hendes nederdel og strømper,bar hun over armen.Håret faldt frit ned af ryg og skuldre, som det nu selv fandt passende, for længst have hun opgivet at ”rette” på det.* I morgen må jeg tilbage og hente min rygsæk, og alle mine ting * , tænkte hun. De var stoppet ind i en hul træstub, i udkanten af markeds pladsen, da hun ikke orkede at slæbe mere rundt på den. Temmelig dumt, egenligt…at efterlade den eneste hun havde medbragt. Men ….ikke alle handlinger kunne være lige heldige, vel?
Tilbage på værelset, gled hun ned under dynen….og ventede på at lade sig tage…af søvnen.

Aleck sukkede højlydt. Det gik ikke. Han kunne ikke falde i søvn. Det var da utroligt! Hun drillede ham! Hånede ham! Han kunne ikke fatte at hun havde gjort det! Hun havde kysset ham! Hånet ham på en måde, der havde efterladt ham, siddende der. Forvirret. Forundret... Hånt!
Efter at han havde reddet hende én gang - måske to, hvis man tæller huslygen med - også kom hun her og kyssede ham!
Hvordan kunne hun bare valse ind og kysse ham på den måde?!

Han vendte og drejede sig. Der kunne gå flere timer med det. Han ville have været i stand til at ligge der... Hvileløs... I timer...
Hvis ikke han til sidst havde givet op og var hoppet ud af sengen. Med søvnmangel i øjnene gik han igennem sit værelse og hen til hans kommode. En sort kappe blev hevet op af kommoden og svunget på. Han ville ikke rende rundt i hans hus nøgen eller halv nøgen - selvom at det jo var hans hus, var Camille der jo også. Det var ikke sikkert at hun ville nyde synet... Eller også ville hun... Og derfor ville han spolere det.
Han gik ud af døren og ned af gangen, tog trappen to trin af gangen. Han landede på gulvet... og havde mest lyst til at hoppe tilbage på trappen igen, spæne tilbage til hans værelse og hoppe ind under dynen.

Gulvet var sindssygt koldt! Men han kunne alligevel ikke sove...
Ahh verdammt! Han havde ikke noget valg.
Han listede hen af gulvet, mest på grund af at han ikke ville røre gulvet med hele foden. Da han nåede køkkenet stoppede han. Han roede køkkenet igennem for te og fandt noget til sidst. Da han havde haft fat i det tidligere havde han lagt det et andet sted og var nød til at lede efter det nu.
Teen blev puttet i... Kanden som så ikke var i køkkenet... Aleck stillede teen fra sig og smuttede ud af køkkenet i retning imod stuen. Stuen blev indtaget og en kande blev fjernet fra dens plads.
Tilbage i køkkenet blev teen nu smidt i det varme vand i tekanden. Han begav sig på vej tilbage til hans gemakker, han stoppede dog ved stuen. Man kunne jo ikke drikke te uden en tekop - eller det kunne man godt, men han ville helst undgå at skulle drikke af tekanden. Hans skridt genlød igennem det, normalt, tomme hus.
Han nåede op til sit værelse og smuttede hurtigt ind. Han fjernede kappen fra sin krop og smed sig i sengen. Tekanden og koppen blev sat på dynen og så hoppede han ind under den, så godt han nu kunne, og hældte te op i koppen. Tekanden fandt plads på sengebordet.

Han sad der, med sin tekop i hånden og tænkte... Han ville egentlig gerne prøve at sove - men at prøve at sove, med en tekop i hånden var nok en meget dårlig ide. Og der forblev nok en dårlig ide...
Teen forsvandt ned i maven på ham og det tog ham faktisk ikke mange minutter at falde i søvn efter det. Utrolig nok.

Da morgenen oprandt, havde han faktisk indhentet noget af den manglende søvn. Han lå på maven, da han vågnede, med den ene fod stikkende ud, fra inde under dynen. Med et lille grynt stak han hovedet ud inde fra dynen af og kiggede rundt. Ikke at der var noget, dette vidste han udmærket, det var bare en vane at kigge rundt for at se om der var nogen.
Han fik hevet sig ud af dynen og ud på gulvet. Efter at have gnedet det værste af søvnen ud af øjnene, fik han sig trasket ud på badeværelset. Vandet plaskede ud over det hele, hvilket inkluderede hans ansigt... Hvilket faktisk var meningen.
Han blev ikke meget mere vågen af det, men lidt havde han da formået.
Han gik ud af badeværelset og hen til kommoden. Denne gang tog han dog et par jeans på og en t-shirt. Han havde også taget sokker på, i tilfælde af at gulvet skulle være lige så koldt som det havde været om natten.

Efter den lille tur ned af trappen og ned til køkkenet havde Aleck valgt at han ville lave noget morgenmad. (Sjovt nok)

Burde man lave noget mad til Camille?

Det kunne godt være at han skulle lave noget til hende... Hvorfor. Vidste han ikke. Han gjorde det bare. Lidt senere var der en stor bunke pandekager klar på bordet ved siden af ham.

Hun kunne mærke dét med det samme hun slog øjnene op.
Dét ville blive en herlig dag.
En med lidt...medvind.
Camille strækte sig i sengen og følte sig lige i dét sekund, som den heldigeste pige i verden.
Hun havde sovet helt fantastisk .
Var man skeptisk anlagt, kunne man undre sig over dét lod sig gøre , da dét som bekendt var første nat i et nyt hus, under beskyttelse af en dæmon .En dæmon hun havde valgt at give sin tillid til.Nå ja....tillid....ikke mere end heckleren stadig var stoppet under hovedpuden, der var jo ingen grund til at lade alle parader falde, vel ?

Hun havde drømt i nat.
En behagelig drøm.Den stod noget uklar ,her til morgen - og rodet , dog kunne hun huske at hun i drømmen havde opsøgt Mina. Drømmen havde udviklet sig til næsten at føles som et trip af en slags, som havde hun indtaget noget euforiserende , men et vildt fedt et af slagsen ...også lidt spooky.
Selv om hele drømmen var springende i dens scener , noget rodet - og kun små brudstykker stod til at huske, var essensen af drømmen....god.Hendes nye dæmon havde også været med.Rollen han spillede kunne hun desværre ikke rigtig tvinge frem af hukommelsen.Den dør synes at være smækket i med et kolosalt brag, og ville nu ikke åbnes.

Camille satte sig på sengekanten, og fiskede de knælange strømper op i hænderne og dernæst trukket dem på.Hun stod helt ud af sengen og ville have lidt vand i hovedet, så hun kunne skylle den sidste rest af træthed væk.

Hun forlod værelset, trak lidt ned i hendes sorte bluse, imens hun nærmede sig enden af trappen.Hun kunne tydeligt høre lyden af aktivitet fra køkkenet, Aleck måtte være i gang.Hendes lille snude sniffede ind ,et par gange og et stort smil sprang spontant frem.Hun glemte alt om vask og træthed der skulle jages væk, og om hår der sad på hovedet.Hun fulgte den vidunderlige mundvandsfremkaldende duft , og endte op i køkkenet, hos Aleck.
Hendes blik lå fast på ham, som han stod der i køkkenet, lignede han en helt fra en blockbuster film, en sympatisk en , en familie far ( ganske givet en ung en af slagsen ) der lavede morgenmad.
Hun tvang sine øjne fra ham, og ned på en gigantisk stak pandekager.Hvor længe havde han været i gang? Hun vidste dét tog tid at bage pandekager.

Igen så hun på Aleck og følte sig så ubetydelig lille, da hun gik over og lænede sig op af køkkenbordet.
"Godmorgen ....Dét ser vel nok lækkert ud.Er der noget jeg kan hjælpe med ?"


//Edit årsager, problemer med beklædningen, da den sorte kåbe var udskiftet

En lyd af skridt nåede hans øre. Camilles fodtrin, mere præcist. Det var sikkert duften der havde trukket hende derned, for da hun nåede døråbningen var det let at se at hun ikke havde gjort noget ud af sig selv endnu. Han måtte kvæle et smil. Det ville ikke være pænt at smile på dette tidspunkt, men alligevel. Når en kvinde ikke have gjort noget ud af sig selv, fordi hun havde fået færden af noget der - sikkert - lugtede bedre end at skulle gå på badeværelset.

”Godmorgen.” Sagde han med et smil. Dette smil var dog venligere end det han havde formået at gemme et par sekunder siden. ”Sovet godt, håber jeg?” Tilføjede han. Det håbede han faktisk... Helt og holden ærlighed. Og hvis han ikke sagde sandheden... Hvem gjorde så?
Dette var et meget godt spørgsmål og svaret ville nok være... Ingen. I hvert fald ikke så mange som der burde... Han rystede de underlige tanker ud af hovedet og rettede igen opmærksomheden på pandekagerne. Han var i gang med den sidste inden denne omgang var færdig. Pandekagen blev skubbet over op den - overfyldte - tallerken. Med et hurtig bevægelse tog han tallerkenen op sammen med de to på den anden side af ham. Han rettede sit blik imod hende.

”Nej, jeg tror alt er færdigt.” I samme øjeblik kom der en boblende lyd fra kedlen.

”Så er teen også færdig.” Sagde han med en munter stemme og tog tallerkenerne over i en hånd og teen i den anden. Med faste skridt bevægede han sig ud at køkkenet og imod stuen. ”Kommer du?” Havde han lyst til at råbe efter hende... Men hun fandt sikkert ud af det selv. Han trådte ind i stuen og smilede. Teen blev sat ned på sofabordet, sammen med pandekagerne og de to tallerkener. Han børstede tilfredst hænderne af imod hinanden. Morgenmad. Dagens vigtigste måltid. Hans øjne så søgende rundt i rummet og fandt to tekopper. De så meget rene ud, gjorde de ikke? Jo.. Det var fine. En i en hurtigt bevægelse var han henne ved dem, havde samlet dem op og var henne ved sofabordet igen.

Aleck satte sig ned i sofaen og sukkede lettet. Det var faktisk rart at sidde ned, lige nu. Det kunne han mærke, at det havde han brug for. Efter at par minutter med at læne sig tilbage i sofaen og nyde det, så rettede han sig op igen og hev en pandekage over på sin tallerken.
Det var så der han kom i tanke om, om hun måske ville have noget på pandekagen. Der var der jo nogen der ville. Han kunne da også godt selv være en af dem, men nogle gange var det også okay uden noget på. Han rejste sig fra den indbydende sofa og gik ud i køkkenet igen. Ude fra køkkenet råbte han til hende:

”Hvad vil du have på pandekagerne? Sukker? Eller er der noget andet der behager damen?” Han kunne bare ikke lade være, med den sidste kommentar. Det var så fristende og selv en dæmon kan ikke stå for en fristelse en gang i mellem.

Lidt rasteløs stod hun op a køkkenbordet og så på ham.
Ingen hjælp var nødvendig, styr på det var hvad han havde. Så snart stakken af pandekager var klargjort, gav teen lyd fra sig, men inden Camille kunne nå derover , havde Aleck også klaret det. Enten var han bare bevendt i et køkken og venlig overfor sin gæst. Ellers var han den type der helst ikke ville have andre rørte hans ting, hvilke fik Camille til at udgyde en lille latter, af næsten uhørlig volume.

Hun gled ud og ind af koncentration, imens han riggede til med te, og udbrød så pludselig " Aleck, hvilken type dæmon er du ?"
Hun vidste ikke helt om hun havde et favorit svar til sit spørgsmål. Hun havde en ide om at bloddæmoner var de mest brutale, men at sjæle dæmoner var dem der lavede mest triks med folks sind. Begge dele var....skræmmende. Men Zean havde jo aldrig gjort hende noget, og hun vidste han aldrig ville. Hun måtte sætte sin lid til Aleck evnede den samme selv kontrol, og indtil nu var alt jo fryd og gammen.

Hun fulgte trop og satte sig i sofaen, da han gik i stuen og fik sat det hele fra sig.
Da kopperne var på bordet også, fik Camille endelig lov at gøre lidt nytte og skænkede dem te. "Flotte kopper " sagde hun lidt ukoncentreret, hun var udmærket klar over det næste hun skulle spise kke var en pande kage, men hendes stolthed....og hun kunne ligeså godt sluge den med det samme....

Men så sprang han i køkkenet igen , denne gang for at hente sukker " Sukker er helt fint " svarede hun en kende distræt ...og små lo af hans hvad der behager damen. Humor, det var godt han havde det! Camille skyndte sig at føje et "Tak" til sætningen.

" Du Aleck..." begyndte hun tøvende da han kom ind i stuen igen.... var der noget hun ikke kunne døje, var det ideen om at være til besvær, til ulejlighed..i vejen , uønsket....hun kunne blive ved...

" Det var nok mest for sjov det du sagde i aftes, men hvis du nogen sinde vil gøre alvor af at leje dit værelse ud, så hav mig i tankerne, for jeg leder faktisk efter noget lidt mere....langtidsholdbart " forklarede hun forsigtigt.
Han kunne nemt glide af og bare sige, det skal jeg nok, uden samtalen ville blive for akavet, derfor spurgte hun bevidst på denne måde.

Hun var bare nød til at få klarhed, for ellers kunne hun risikerer at stå på gaden i aften igen, og det var bestemt ikke en ønskesituation for hende.

Aleck vendte tilbage i stuen med sukkerskålen i den ene hånd. Lange skridt bragte ham hen til bordet og her satte han sukkerskålen ned. Han smilede blidt til Camille og satte sig ned i sofaen igen. Så blev hans opmærksomhed trukket hen på hende hurtigt igen. Dæmon. Hun ville vide hvilken race inden for dæmoner han var. Gad vide hvordan hun overhovedet vidste at der var flere end bare... Ja.
De fleste mennesker troede bare at der kun var dæmoner. Ikke noget med sjæledæmoner, bloddæmoner eller skyggedæmoner... Nej, nej.

”Jeg må indrømme at det er et meget interessant spørgsmål fra din side. Inden jeg svarer vil jeg tillade mig at stille dig et spørgsmål, som jeg finder ligeså interessant. Hvordan, eller hvorfra, ved du at der er flere dæmonracer?” Han kiggede på hende med et smil. De mørke øjne glimtede i sollyset der kastede sig efter det mørket der gemtes i dem. ”Jeg er sjæledæmon. Tilfredsstillede det din nysgerrige snude?” Sagde han med et kækt smil spillende om læberne.

Hans øjne fikserede sig på pandekagen på tallerkenen foran sig. Med en hurtig bevægelse fik han samlet tallerkenen op og havde bidt et stykke af.
Nu var han ikke den der pralede mest... Men den pandekage smagte altså godt! Han smilede og den stakkels pandekage måtte lade sit liv. Denne pandekage fik dog ikke pålagt mere respekt end at den blev afløst af en ny pandekage. Mens han var i gang med at gumle denne ned sammen vej som den forrige, lød der noget ved siden af ham. Camilles stemme nåede til hans øre.

”Nu, som du har lagt mærke til, så er der ikke andre i denne bygning udover mig selv, så gæsteværelset er mere end ledigt. Jeg tvivler også på at der kommer andre som beslutter sig for at overnatte.” Den sidste del kom ud mumlende og - egentlig - mest tilegnet ham selv.
Aleck satte sig tilbage i sofaen, med tallerkenen sat over på bordet. Han smilede tilfredst - nogen ville sikkert også mener, at det var lidt for tilfredst... Men det var sikkert en smagssag.
Han lukkede øjnene for et øjeblik. Det var rart. Når mørket bare... Var der. Og det var i dette mørke, at noget kom til ham. Noget i hovedet på ham sendte en lille ’klokke’ i gang.

”Kommer du egentlig på noget tidspunkt til at fortælle mig, hvorfor det er du står - eller stod - uden noget sted at bo?” Dette havde naget ham, lige siden hun havde spurgt om hun måtte overnatte. Det virkede også som en meget væsentlig detalje, som han ikke havde fået udleveret. I starten havde det været sådan, ”Hvorfor udspørge om noget du sikkert alligevel for at vide senere?” Så var der bare den lille detalje... At det gjorde han ikke. Så måtte han jo tage sagen i egne hænder.

Camille , der aldrig havde været salatpige typen , og altid rendte rundt og dermed forbrændte kalorier let, rakte ud efter en pandekage,fik den omhyggeligt pyntet med sukker og foldet, lige til at gå i krig med.
Det var ....helt fantastiske pandekager, anerkendende gav hun en lille "Mmm "lyd og et stort smil til Aleck.Han var allerede et hit i hendes 'sangbog' .

Camille fandt ironien underholdende.I hendes verden,hvor hun kom fra,var menneskerne helt uvidende om der fandtes dæmoner- eller andre væsner.Men de få der gjore,blev hurtigt undervist i typer og alt andet relevant.Selv havde hun naturligvis gavnet af at....af Tristans viden, men Crasie,Zean og Anchilla havde udrustet hende,trænet hende og selv Sakref og Mina havde lært Camille mange nyttige ting , om den mørke verden.

Men her....i underworld, var alt omvendt.
Væsner var ikke lige så hemmelige,men dominerede på en anderledes måde , men alligevel var det her ,ikke ...normal...viden at der var flere typer af dæmoner, skæbnens ironi.

" Min mentor og en af mine bedste venner er sjæledæmon....og en af mine andre venner er skyghedæmon,Thats why.....tilfredsstiller det din nysgerrighed ?" sagde hun i et drillende tonefald.


Lidt tilfredsstillet måtte han være blevet, for han svarede hende jo trods alt.
* sjæledæmon, han var sjæledæmon ? ! ....nogle af dem var snu...listige ....Aleck, hvad var han? Hvordan var han? Og hvad var hans evne? *
Hun fæstnede sig kortvarigt ved de mørke øjne og dét al for kække smil.
Oh Yeah, selvfølgelig var han sjæledæmon,hun burde have vidst det !

Camilles flyvske tanker,blev fanget da Aleck talte og hun mærkede en jubel indvendig da han gav hende lov til at blive her.
At bo her.Hun kunne have overfaldet ham right there and then, men begrænsede sig til at takke ham og sige at det nok 'skulle blive som var hun der slet ikke ' .

Det ville senere vise sig en ....lidt ukorrekt beskrivelse.

Dæmonen havde besluttet at lege spørge Jørgen , og Camille havde i princippet intet imod at besvare spørgsmål, de fleste spørgsmål.
Hun havde ikke noget at skjule...eller jo, det havde hun faktisk...men intet Aleck kunne vide om,og derfor ikke spørge om det heller.

Lige det her spørgsmål havde dog det twist at svaret var farvet med sort, da hun måske blev nød til at tale om ham...om Tristan.
Hun ville sige sandheden, det følte hun var det rigtige,men nogle ting kunne jo undlades,sålænge der ikke var spurgt direkte til dem "

Hun lænede sig tilbage og forklarede den sorthåret unge mand foran hende..
"Jeg er lige flyttet hertil med...en ven.Jeg havde en idé om vi skulle være sammen her, bo sammen i et hus,men ....du ved...med særskildt indgang og privatliv...men han afslog." det var umuligt for hende at camouflere hendes stemme så den ikke afslørede der lå en masse knuste forventninger bag.
"Inden vi nåede at finde andre boformer...blev vi adskildte....nogle orker slog og sparkede mig til bevidstløshed og de tog Tristan med." Hun holdte en pause og drak lidt af sin te.Udover virkelig at smage godt, supplerede den så hun lige fik et øjeblik til at kontrollerer hendes tristhed og hendes røst." Jeg har søgt alle steder efter ham...alle vegne,men han er væk..og ...."hun sukkede dybt og trak på skuldrene " Som om det ikke var drama nok, så var det ham der havde pengene der skulle få os igang hér.Jeg havde bare nogle mønter...så det har alt i alt været...alt andet end et eventyr " rundede hun af mere muntert.Hun havde aldrig været typen ser spandt andre ind i hendes problemer i timevis.Hun rasede ud,tudede og kom over det.Indtil hun var alene....der tog det ofte længere tid..

Et smil brød frem på hans ansigt, da hun så ud til at kunne lide pandekagen. Hun så da heller ikke ud til at spare på sukkeret, men hvorfor også gøre det, hvis der ikke er grund til det? Det var der jo ingen grund til. Gør hvad man har lyst til, er en af de ting han havde lært efter... Denne lille episode i skoven...
Han rystede på hovedet. Det var ikke tid til det. Den kunne han tage med sig selv - for Gud ved hvilken gang - på et andet tidspunkt.
Mens Camille ved hans side gumlede videre på pandekagen, kunne han ikke holde sign selv tilbage. Han rettede sig lidt mere op og lænede sig tættere på sofabordet, hvor pandekager stadig stod i en ret stor stak.
Havde han lavet for mange? Ville de kunne spise dem?
Noget inde i ham sagde at det ville nok ikke være et problem. Ellers så vidste han da, at han - med ro i sindet - kunne lave færre næste gang. (Hvilket med en større sandsynlighed ville blive den næste dag, da hun nå så ud til at skulle blive der)

Aleck var lige ved at få pandekagen galt i halsen, da benævnelsen omhandlende hendes mentor og den omtalte gode ven. Dæmoner?
Hun var venner med Dæmoner? Okay... Det forklarede også hendes (måske) lidt for afslappede holdning til at skulle bo hos en Dæmon. Han kendte ikke mange mennesker, der ville reagere på samme måde som hun havde... Hvis ikke ingen.

"Så kender du jo lidt af hvert." Mumlede han, dog med et smil, rettet imod hende. Det kom bare som en overraskelse for ham... Hvad var du nu helt præcist hun havde sagt hun var?

Halvt fe og halvt menneske...

Lød den velkendte stemme i hans hoved.
"Det ved jeg sku da godt!" Havde han lyst til at råbe til den. Han vidste godt, hvad hun var. Det var bare hende... Kendskab, til den... Overnaturlige verden, der forbløffede ham. Han havde vist været heldig med, hvem han samlede op... Hun kunne lige så godt have været en eller anden med hæklefejl i kysen også alligevel havde hun sådan en viden til hans race - og sikkert også til andre racer... Dette ar han sikker på. Hun kendte med garanti ikke kun til Dæmoner. Ellers ville han... Æde en af hans kopper... Ej.. Der skulle godt nok meget til at han åd en af hans kopper. Eller noget andet, der ikke vare egnet til at spise, for den sags skyld.
Han åbnede blidt munden, men lukkede den dog igen. Ville det være på sin plads at spørge om det? Ville det være for uhøfligt?
Og hvorfor bekymrede han sig overhovedet om det var for uhøfligt?! Hvorfor?! Hvorfor var han ikke bare skide ligeglad og spurgte hende ligeud?! Hvad var der galt med ham? Var han ved at blive syg?! Eller hvad skete der...
Nej, nej... Der skete ikke noget, det var bar ham der bildte sig selv noget ind... Der var ikke noget glat, ikke noget galt.

"Må jeg have lov at spørge om, hvor du kende disse.. Andre Dæmoner fra?" Spurgte han med, hvad han håbede, var en henkastet og ikke alt for snagende tone. Men man kunne jo aldrig vide.... Man vidste aldrig hvordan hun ville reagere...
Ville hun mon blive stødet?
Arghh! Hvorfor bekymrede han sig overhovedet om det?!

Hvis nogen havde hørt det indre udbrud, ville de sikkert forudsige at han ville begynde at rive hovedet af sig selv og smide det ind i kaminen. (Hvis det havde været ham muligt... Godt nok var han dæmon, meeen)
Et par rolige vejrtrækningerne, samt et lille glimt af en træstav, der - med høj fart - kom susende imod hans side, og efter slaget ændrede retning til hans hoved...
Hvis ikke sådan noget kunne få ham til at køle ned... Så kunne intet...
Nogen ville - helt sikkert - finde det frygtindgydende og ondt... Men han fandt det retfærdigt... Ikke at han havde andet valg... Men han havde taget en beslutning... Og den fulde han... Selv efter bortgangen...

Hans blik lå på hende mens hun fortalte. Det var tydeligt for ham at hun var blevet såret over at han, denne Tristan, ikke ville bo sammen med hende. Det forstod han dog heller ikke... Men det kunne jo være at det kun var ham?
Orkere... Det var da også uheldigt. At lande lige præcist der, hvor orkerne absolut skulle komme og angribe dem... Orkere.. Så den vampyr... Det gik ikke alt for godt for hende, måtte han indrømme.
Han smilede blidt over hende kommentar omkring eventyrene. Nej, det havde hun ret i. Denne verden var heller ikke lutter lagkage.. Det måtte selv han indrømme.
Han rettede sig tilbage i sofaen og lagde blidt en hånd på hendes skulder.