Is This Four Real ?

Den blodige klud blev kastet i en affaldstønde, af en kutteklædt spinkel skikkelse , som banede sig vej gennem de mange væsner og mennesker , og kom tilfældigt forbi den.
Den dueblå kappe, skjulte hendes lange lyse hår , som det også gav dække til en lang sort nederdel og en langærmet sort uld bluse.Kun snuden af et par brune flade læder støvler kunne anes, og et par meget lyse vandblå øjne, der på dette tidspunkt nærmest truede med at løbe over.
Både smerte og vrede kostede at hendes tårer pressede sig på, men som oftest , tillod hun ikke de kom...ingen fri leg til dem.
Måske var hun nået dertil hvor hun faktisk var begyndt at frygte om hun nogensinde ville være i stand til at stoppe igen, hvis hun først gav los?
Fandens også.....hendes kind sveg, efter at dolken mere eller mindre brutalt var blevet trukket ned over den, men blødningen var i det mindste stoppet nu.Og dæmonen var stukket af.Det var et rent tilfælde....og hendes held... at den kendte til både Rafael og Aleck og ikke ønskede at at komme på tvære af dem, han havde derfor kortvarigt mistet fokus, da hun havde skreget begge deres navne ud mod sin overfaldsmand . Ellers havde hun ikke kunne nå at fravriste ham kniven, og sende den igennem hans lår.
Hun håbede ikke der kom et varigt ar. midt på hendes blege kind.
Det hun havde på halsen efter et sammenstød med en vampyr, var alt rigeligt.
Den unge kvinde Camille, kunne mærke hvordan krafterne i hendes knæ langsomt svandt....i takt med at adrenalinen gjorde det samme.
Du gode gud, hvor hun dog trængte til at sidde ned- og få noget at drikke.

Marked et sted med ting for en hver person som ejed penge, dog var det lagt fra alle ting som enligt burdte sælges, da nogle ting var så ligegyldige og ekstrem dyre. ´Men det betød vel intet for de folk med lommen fuld af guld, og som de folk der blot kun købte få ting.
Men alt dette var ligegyldtigt for en person som befandt sig bandt de mange folk, denne person sad på en bænk tæt på en bod der solgte øl og vand, personen udstrålede nærmest godhed og rolighed.

Personen var en høj bredskuldre fyr, han så ung ud og uskyldig.
Hans hud var lys næsten bleg og hans ansigt langt og let firkandtet, med et par smukke gyldenbrune øjne som lige nu betragte alle de folk der var omkring ham.
Hans hår var kort og nøddebrunt samt letter stritende dog på en naturlig måde.

Han var iført et par brune bukser og en langærmet strikbluse med striber, udover det bar han et par slidte brune lædersko, bukserne blev holdt oppe af et brunt bælte hvori der også hang et langt tyndt sværd i sølv.

Denne man var Four en ung skytsengel, han sad stille og så på de folk der havde travlt med at købe ind, han nippe let til det gals øl han holdt i sine brede dog fine hænder.

Som en hundehvalp der følger små godbidder, fulgte hun på det nærmeste duften af mjød, fra boden.Hun kunne næsten smage dens søde tunge smag på sin tunge, men mest af alt , så hun frem til den døsige og rolige stemning,mjøden ville efterlade i hendes krop.Hun var træt....for træt af det hele.Det havde været en dum ide at tage til byen.Hun skulle være blevet på gårde, hos Eric.
Hun rystede lidt på hovedet af sig selv... For et år siden, ville hun have tavet sådan noget i stiv arm, men nu.....drænede det hende, og hun følte de mærke skygger trængte sin ind på hendes sind.
Hun smækkede en mønt ned og afgav sin bestilling.Et stort krus kom retur og Camille tog imod det med begge hænder.
Hun var træt...og besluttede sig for at sætte sig på en af de nærliggende bænke.
En anden fyr sad der allerede, og Camille blev kortvarigt forvirret, da hun nærmede sig.
Der var noget helt...anderledes...ved ham.Blidt og godt? For helvede...måske havde hun mistet mere blod eller var blevet ramt mere hårdt end hun først troede?
" God eftermiddag, mind if I join?" Sagde hun høfligt, men havde stort set allerede sat sig.Bænken var jo ikke hans...den tilhørte alle, og replikken var proforma.

Four sukke let da han tog indnu en tår af sin mjød, den gav hans krop varme indvendig og fik ham til at slappe mere af, og derfor ikke være så vagtsom som han normalt var, da livet som skytsengel ikke altid var en dans på roser, men også var utrolig farlig.
Mange væsner havde det med at dræbe eller mishandle engle og det var han bange for, da ondskab var noget han frygtede og tog afstand fra.

Han betragte roligt de mange folk som gik forbi, uden at ændse ham og uden overhovdet at mærke den aura der lå omkring hans krop.
Hans tanker blev brudt da en ung kvinde, tog plads ved hans side og spurgte om der var plads.
Han rykkede let til siden så der blev mere plads, de gyldenbrune øjne betragte hende nysgerrigt"der er altid plads, til en køn kvinde"sage han let, med en rolig og helt velovervejet stemme, som fortalte at han havde overvejde ordne med uderst omhu.

Han tog så let endu en slurk imens han så let vendte blikket væk fra hende og, afventede om hun måske ville føre en samtale eller om hun blot ville side og slappe af.

Camille blev ramt af flere ting ved ham.Han havde en helt særlig aura omkring sig, og hun kunne ikke forstå hvad det var det gjore han udstrålede så meget positivt og ro,igt energi.
Hun kendte de fleste væsner og havde både de bedste venner og de værste fjender blandt dem, men faktisk havde hun aldrig stiftet bekendtskab med en engle.
Så hun kunne ikke putte fyren ned i engleboksen.
Det næste var hans øjne....de mindede en smule om Tristans. I farven.
hvor Tristans havde et meget iagtsomt skær og ofte drillende eller arrogant, havde ham hersens nogle virkelig rare øjne.Man fik næsten helt lyst til at passe på ham.
De isblå øjne strøg forbi hans sværd.Selvforsvar....det måtte det være, han var helt klart bare ikke en kamp type, på nogen måde.
Hun smilede svagt..." Køn og køn....det må vist være min kutte du kan lide, ret meget mere kan du jo ikke se" lød hendes milde ryst.
Hænderne gled op, og hun trak hætten af, så he des ansigt dukkede op.
Han kunne ikke lige se blodet og flængen, da det var på kinden længest væk fra ham.
Ikke med mindre han havde bemærket det, inden hun tog plads på bænken.
Hun så ned i hans glas..." Mjød..eh? Ja....det er snart det bedste man kan støve op" sagde hun lidt fraværende.Hans ord rungede i hendes tanker * køn pige*
Det var efterhånden meget meget længe siden Camille havde følt sig...køn eller attrådig værdig.Hun var vist mere en opvredet klud og et arbejdsredskab....det var ikke romantik ,flirt eller komplimenterende ord der fyldte hendes liv ud.Mere had hun kunne give og gøre for andre.
" Skål..." Sagde hun stille, om han hørte hende iden hun satte sit krus til læberne, vidste hun ikke.

Four sad roligt ved hendes side, han skævede til hende ud af øjenkrogen og ku se at hun betragte han, så derfor så han let væk igen og nikkede let til hendes ord"jeg kan forstille mig at du er køn"svarede han stille og roligt.
Imens han vendte sig om mod hende så han også ku studere hendes undsende.

Han smilede let da hun lod hætten glide ned, og hendes ja kønne ansigt kom til syne, dog ku han ikke se hendes sår, han lo blidt og rakte en stor men køn hånd frem mod hende"jeg havde ret, du er køn"svarede han lidt udfordrene dog på en venlig måde, han smilede skævt"Mit navn er Four Sanddru, og de kønne kvinde er?"spurgt han let.

Han lod hånden dumpe ned efter lidt tid og løftede så sit krus"ja du har ret"svarede han let, og sendte hende et endnu støre smil"skål"tilføj han, hvorefter han tog en slurk og lod kruset vile på sit knæ igen.
"hvad bringer en køn kvinde som dig, hen på sådan et sted?"spurgte han let, mange ville kalde Four køn og enda smuk men dog så han ikke sig selv som smuk, selvom han ingen udre fjel ejede.

Camille trak på smile båndet.." Fantasi...og forstillingsevne, det kan være din bedste ven....eller din væreste fjende" svarede hun i en mild tone.
Hun trak hagen en smule ind, og fik et forbavset udtryk,da han en kende udfordrende gentog hans påstand, efter at hætten var faldet.
" Tak...du er meget generøs med dine komplimenter" sagde hun en smule distanceret.
Camille var ikke lige typen der for alvor sugede de søde ord til sig.Alt for mange delte ud af dem til højre og venstre,uden at mene dem...men bare for at være høflig- eller for at ville opnå noget.
Fyren her virkede dog ikke til at have bagtanker, andet end at være rar.
Hun havde grebet hans hånd, og givet den et fast tryk, man kunne ikke mærke på det, hvor træt hun var, efter at have bekæmpet dæmonen tidligere.
" Camille" sagde hun blot og undlod i første omgang sit efternavn, St.Clair.
Hun fortrak at være så anonym som mulig...bare blende ind, men det var sku efterhånden sjælden det det gik sådan.
" Four? ...et særpræget navn" lød det nysgerrigt fra hende af.
Hun havde bemærket at hans hånd var fin, og ikke vist tegn på hårdt arbejde.Hvad mon han lavede?

Four lo let og nikkede roligt til hendes svar, hun havde ret men det havde han også selv haft efter hans mening"det har du ret i"svarede han let, hvorefter han igen tog en slurk af sin mjød.
Four havde igen bagtanke med sine ord, faktisk var de sande da han hade at lyve,
da man kommer længst med ærlighed efter hans mening dog må man jo lyve en gang imellem men så er det også nødvendigt.

han betragte kort hendes hånd da hun gav ham et fast håndtryk, hun virkede som en stærk kvinde med ben i næsen og som ikke var bange af sig.
Four sukke let og lod blikket betragte himlen, hvor han dog savnede sit hjem og sin familie som måtte klare sig uden ham.
Han smilede let"sikke et kønt navn"svarede han let, navnet var ikke så usedvanligt som hans eget navn, de fleste folk der havde mødt ham ville altid ku huske han mærklige navn.

Han vendte blikket mod hende efter et stykke tid"ja mit navn er ikke som andres"svarede han roligt, og lage hovdet på skrå, hun var hvist blevet nysgerrig"men du svarede ikke mit tidliger spørgsmål, hvad laver en køn kvinde som dig her?"sage han let.

Camilles smile voksede sig større og blev blandet med en lille latter.
Det var meget længe siden at hun havde hørt ordet køn, nævnt så mange gange og selv om hun bimdte sig ind at hun snildt lunne undvære den slags, kom hun ikke uden om at det virkede...opmuntrende ...løftede humøret en smule.I hvertfald denne dag.
Hun havde nok forventet at han ville fortælle lidt mere om sig selv...og sit navn, men hun blev overrasket, da han istedet slyngede sit spørgsmål for anden gang mod hende.
Well...med sandhed kom man længest, og da han formentlig ikke ville tro det var sandheden hun diskede op med, var det lie præsis den hun gav, finr pakket ind i et lag af humor.
Hun lænede sig og svarede hemmelighedsfuldt.." du vil nok ikke tro det....jeg er nutidens Robin Hood....en vaskægte landevejsrøver....most wanted og enormt farlig" hun yrak sig lidt væk, og smilede til ham.
Han så sød ud, hans penge ville hun ikke snuppe.
Stemmen knækkede dog over og øjnene fyldtes med alvor, da hun forsatte sandheden..." Jeg kæmper ofte for livet, har messet med de forkerte i
håb om at skubbe verdenen i en mere rigtig retning.Og det gør man ikke uden det skæmmer både sjæl,sind og...krop"

Han var bare nysgerrig over hvorfor hun befandt sig her, for hun var ikke den type man så lige sådan et sted som dette.
Four ville skam gerne fortælle om sig selv men først var det hendes tur, man sage jo damerne først og det ord holder han fint ved.

han lo let men blev dog alvorlig da nogle af de ting hun sage lød bekendt, han havde hørt folk snakke om en kvinde der vist nok lavede noget af det hun snakkede om.
han lage hovdet helt på skrå"hmm jeg tro faktisk på det, og jeg håber da du gør det rigtige, dusørjæger er skam ikke rare folk at ha efter sig, det ved jeg alt om"svarede han helt roligt.

hvorefter han så drak det sidte og satte krusset fra sig på jorden, for så at se let op på himlen igen med et tænksomt udtryk i hans ellers venlige ansigt.
han lod let hånden lege med skaftet på det tynde sværd dog uden det på nogle som helt måde virkede trueende eller farligt.

Camille smilede.Det var vel det de var...dusørjægere...men i hendes tanker var det ikke det hun kaldte dem.I hendes tanker var det blot griske og fordærvede mennesker ,der søgte ussel mammon.Når hun tænkte dusørjægere, så mindedes hun Høj borgen derhjemme, hvor Tristan var blevet leder, inden de var taget til denne her dimension.Men de var helt andre dusørjægere, var det ikke? Never the less, havde Four ret." Hvad folk dog ikke gør for penge! " hendes øjne rendte over ham.Four.
Han lignede en god sund fyr, bestemt ikke en der ville hustle eller på anden vis lave noget ulovligt.Igen løb nysgerrigheden af med hende." Det ved du alt om? Sig mig Four...har du også en hel hær i røven af folk der ønsker dit hoved adskildt fra din krop!"
Det ville være en synd og skam, da både hoved,krop og personlighed intet synes at fejle, tænkte hun med et lille smil i mundvigen.
" Det er et smukt sværd" sagde hun henslængt.Camille kunne godt lide sværd...selv om hun sikkert ville nå at miste begge sine egne hænder og måske et ben ,inden hun ville kunne nå at ramme en modstander med det.I hvertfald hvis hun kæmpede uden brug af hendes telekinese.

Four smilede og rystede svagt på hovdet, over hendes spørgsmål"nej ikke lige frem, men jeg har det med at hjælpe folk de er ved at fange, så deres fange slipper væk"svarede han, og sukke svagt ved tanken"men vis jeg fortsætter på den måde, kommer de nok også snart efter mig"tilføj han med et skævt smil da han igen mødte hendes blik.

Han trak let sværdet op og raakte forsigtig frem mod hende, dette sværd var lavet af sølv fra top til tå. Langs knivbladet stod der Four Sanddru Du frygter så få, med smukke bøjede bogstaver.
Han smilede lidt bredre til hende"det var en gave, dette sværd"sage han let med en helt utrolig rolig stemme.
Selvom hun rent faktisk vis hun ønskede ku ha drabt ham nu, med hans eget våben dog lignede hun ikke en kvinde der ville dræbe ham.

Han betragte hende lidt nysgerrig og lod munden være lukket, hun sku ha lov til at udspørger ham vis det fristede hende.

" arh....en ædel ridder " frembrød hun og tænkte at det nok ikke var langt fra sandheden, selv om han ikke var ved en konges hof.
Hun kendte ' kongen' over stedet her, Sakref Morladin, og det var ikke så lyse skabninger han normalt omgav sig med.Hun var vist en undtagelse...og selv om Tristan var en gid fyr, var han også en rå kriger og en tidligere lærling af Sakrefs.Hun havde aldrig mødt eller hørt om Four der.
Camille rate ud og modtog sværdet, som hun med det samme lagde hen over sit skød.
Ingen uheld ...ingen manglende fingre i dag!
Nænsomt, som var sværdet en nyfødt baby, strøg hun fingerspidserne hen over den skinnende klinge, og fulgte inskriptionen.
" Du ligner ikke en kriger....men...sværdet her...? Det giver ikke mening....hvem har givet dig det? Kæmper du ofte?" Argh...det var ikke de rigtigt spørgsmål, ikke dem der ville låse døren op til ham,det kunne hun fornemme- men problemet lå i hun endnu ikke havðe regnet ud, hvad de rigtige var.Måske han ville åbne døren og byde hende inden for, frivilligt?

Four lo blidt"ædel ville jeg nok ikke selv sige, men jeg må da sige tak"svarede han let og betragte hende, som betragte hans sværd, nej han var ikke en af kongens mænd og heller ikke nogle kriger, men en af guds mænd det var hvad han var.
Han så det som sin pligt at hjælpe hvor han nu kan, indtil han ku finde den person som han sku beskytte med sit eget liv.

Four smilede let af hendes spørgsmål, som vist ikke helt passe men han sku nok svarer"jeg er ikke kriger"svarede han roligt"jeg tjener gud og hjælper ham med at skabe fred her, vis du ikke har fundet ud af det så jeg skytsengel"sage han let imens hans gyldne øjne søgte hendes"jeg fik sværdet af ham, da han mente at jeg sku ku forsvare mig selv og dem jeg hjælper"sage han let.

Camille så en smule forvirret på Four.Hun kendte intet til engle,..som sådan..men hun troede jo ikke på en gud, så lige nu voldte det hende store problemer at få det hele til at spille sammen." Såååå du mener du er kirkens mand?" Forsøgte hun tøvende og så næsten bedende på ham, i håb om han gav hende ret.
Alt andet ville kompliserer hendes verdens billed rimeligt meget.
Underligt...hvilken kirke ville give et våben? Hun så på Four igen..." naaa,det er ikke helt rigtigt vel? Npr nu du siger HAN gav dig det sværd..,hvem han taler du så om?"
Åh..endnu et spørgsmål hvis svar hun ikke ville vide , hvorfor var hun så god til dette.
Hun savnede pludselig Eric rigtig meget.Den dumme dreng.Han var nok ude og lege med sine heste...istedet for hende.
" En skytsengel?" camille begyndte at tro at Four måske ikke var helt...stoffri.
" Engle må ikke kæmpe" sagde hun en smule trodsigt.