Snowy? Great - Jacob.

Han kunne forstille hvor rart det endelig måtte være at være et menneske.. Ingen sjæle jagt.. Det var nok det han ville elske mest, hvis han blev et menneske.. Ingen grund til at dræbe og så kunne han for en gangs skyld spise almindeligt mad..
Han gengældte hendes smil og greb trøjen..
Det så ud til at hun måtte have fået det varmere.. Han behøvede den nu ikke for varmens skyld..
Hurtigt tog han den på og puttede hænderne i lommerne.
"Det lyder faktisk godt," sagde han med et smil.

Blair trak på skulderne. Hun var ikke helt sikker på hvor godt det var. Hun følte indimellem at hun blev set en smule ned på, fordi hun var så 'svag' i forhold til mange. Hun bed sig en smule i læben og så over på ham.

"Jeg ved nu ikke.. Jeg tror at mange ser ned på mig, fordi jeg ikke er så stærk som så mange andre."

Blair var egentlig ikke klar over hvilken race han var, men hun ville da gerne høre det. Hun lagde hovedet en smule på skrå og sendte ham et smil.

"Hvad er du? Hvilken race?"

Jacob så ikke ned på mennesker... Faktisk så han sjælendt ned på nogen.. Men han kunne godt forstille sig at andre racer så ned på mennesker, fordi de ikke havde samme evne som dem selv..
"Jeg syndes nu ikke at du virker svag," sagde han og løftede på skuldrene.. Han kiggede kort ned i jorden, men kiggede hurtigt op på hende igen med det samme venlige smil.. "Jeg er en sjæledæmon," fortalte han med et skævt smil.. "Derfor føler jeg mig ikke som en helt, når jeg dræber for mad,"

Blair så heller ikke ned på nogen, hun var jo også en af de svageste racer, så det virkede lidt dumt at se ned på nogen, for de kunne bare dræbe hende hvis de ønskede det. Blair kunne godt forstå hvorfor han ikke følte sig som en helt. Hun kravlede helt hen til ham og lagde en hånd på hans, for at virke betryggende.

"Det er en fødekæde. Du gør det for at overleve. Det er præcis som at fugle spiser orme, at ræve spiser fugle og så videre. Det er ingen grund til du skal se sådan på det. Det vil ikke hjælpe dig."

Blair havde før ladet andre spise af hende, men lige Jacob ville hun ikke lade føde på hende. Hun ville helst gerne beholde sin sjæl.

Han kiggede op på hende, da hun lagde sin hånd på hans.. Det var en betrykkende det måtte han indrømme..
"Det har du vel ret i," sagde han og løftede kort på skuldrene, med et skævt smil. "Det er vel heller ikke værre end at en vampyr drikker blod," Han forstod ikke hvordan vampyrene kunne lide blod.. Det smagte af metal, som slikkede du på en gaffel.. "Og bare rolig, jeg vil ikke spiser dig," Han grinte kort.. "Jeg spiser som regel ikke dem jeg er faldet i snak med,"

Blair trak sin hånd til sig, da han virkede til ikke at føle sådan om sig selv. Hun forstod heller ikke at vampyrer kunne drikke blod. Det var for langt ude.

"Præcis. Man er bare som man er, så man kan lige så godt få det bedste ud af det."

Hun var ikke altid så livsglad. Et par selvmordsforsøg er det blevet til. Blair kunne ikke lade vær med at smile. Hun nikkede taknemmeligt til ham.

"Hvis ikke det var fordi jeg ville dø af det. Så ville jeg lade dig føde på mig. Men jeg vil helst gerne leve."

"Det har du ret i," sagde han.
Det havde han lært for langtid siden.. Det nyttede ikke at se sort på alting.. Det ville bare gøre din fremtid grå og grumsede.. Hvis man tænkte på fortiden, ville man aldrig give fremtiden en chance..
han grinte kærligt af hendes sidste sætning.
"Det er helt i orden, det skal du da også have lov til,"

Blair sendte ham et sødt smil. Det smil der typisk prægede hendes læber. Hun kom til at tænke på noget, nu vidste Blair ikke meget om sjæledæmoner, eller dæmoner generelt, så hun havde et spørgsmål.

"Er det ikke muligt at føde på dyr? Jeg mener.. Hvis nu en vampyr kan drikke dyre blod, kan du så ikke også få sjæle fra dyr?"

Blair anede ikke om det var muligt, men hun prøvede at spørge. Det skadede vel ikke.

Han rystede på hovedet..
"Nej, det er desværre ikke muligt," fortalte han og smilte skævt. "Men det havde hjulpet en del hvis det kunne have ladet sig gøre, så var jeg fri for at dræbe uskyldige," Han kiggede kort ned i jorden.. Han var så småt begyndt at vænne sig til at dræbe, men det betød ikke at det var noget som han var vild med, hvis han kunne have været fri for det, havde han gjort det.. Han kiggede op på hende igen. "Det var ellers et godt spørgsmål,"

Blair ville gerne hjælpe ham. Hun bed sig i læben, hun var træt af hun ikke kunne finde på noget der kunne hjælpe ham. Hun så ned i jorden. Hun havde ingen idé over hvad hun kunne gøre for ham. Blair så længere ned i grotten. Gad vide hvad der var dernede? Blair rejste sig og begyndte at gå længere ind.

"Hvad tror du der er derinde?"

Blair var utrolig nysgerrig, hun blev nød til at vide hvad der var derinde.

Han kiggede længere inde i grotten, eftersom hun rettede sit blik derind.. Hun havde ret, hvad var der mon derinde?
Pludselig spillede hans nysgerrighed ham et pus, nu ville han vide hvad der var derinde.. Han kunne ikke forlade grotten uden at vide det nu.
"Det ved jeg ikke," svarede han og rejste sig..
han gik langsomt længere ind ad.. Ind mod det sted hvor grotten så småt var ved at blive mørk..
"Men, det kan vi finde ud af," han smilte til hende.

Blair ville ikke gå derind alene, hun var ikke bange for det, men hun vidste bare ikke hvad der var derinde. Hun gik med ham da han begyndte at bevæge sig længere ind. Hun kunne ikke undgå at være utrolig nysgerrig for hvad der befandt sig inde i den grotte. Hun gik op på hans side og holdte blidt fat i hans arm. Mest fordi hun var bange for at blive revet væk fra ham, hvis der nu befandt sig noget farligt derinde.

"Så du er også den nysgerrig type?"

Hun så smilende over på ham mens hun fortalte sig selv at der ikke var andet derinde en klipper.

De gik længere ind i grotten, der bare blev mørkere og mørkere, snart ville de ikke kunne se noget for øjet..
Han lod hende tage om hans arm, det var vel bare for at sørge for at de ikke blev væk fra hinanden i mørket..
"Det kan du tro at jeg er," sagde han og kiggede smilende ned på hende. "Engang brød jeg ind i et slot bare fordi jeg var nysgerrig for hvad der var derinde," han grinte kort af sig selv og gik længere ind. "Hvad med dig selv?"

Blair fulgte med ham videre ind. Hun lyttede til hans historie om at han brød ind i et slot. Det havde Blair dog aldrig gjort.

"Virkelig? Det har jeg alligevel aldrig gjort. Jeg plejer som regel bare at udsætte mig selv og andre for fare, fordi jeg gerne vil lege heltinde. Så hvis der sker noget herinde, så skal du forvente at jeg ikke bare vil stå og se til."

Blair var helt bestemt den nysgerrige type. Hun var ikke sådan overdrevet nysgerrig, men hun ville bare gerne vide hvad der skete omkring. Hun ville have overblik, det var også derfor hun gerne ville ind og se hvad der var længere inde.

Han var ikke brudt ind i slottet for at stjæle, det var ikke lige hans stil.. Nej, slottet havde bare vækket hans opmærksomhed så meget at han måtte vide hvad der var derinde, med det resultat at han kom til at fryse kongen til is, hvilket havde givet ham ham og hans vagter på nakken..
"Det er da ret at vide," sagde han til at hun ikke bare ville stå og glo, men at hun derimod ville hjælpe hvis der kom nogen former for problemer. "Jeg brød heller ikke ind for at stjæle, min nysgerrighed løb bare af med mig,"
Han fortsatte længere ind i grotten..

Blair var ikke altid til lige meget hjælp. Hun prøvede altid at hjælpe. Men de gange hvor det var sket, var det endt med at hun nær var blevet dræbt af en bjørn, en anden gang havde hun sørget for at der var en der kom til skade. Hun var ikke så god til at hjælpe, men hun forsgte altid alligevel. Blair havde heller ikke troet at han prøvede at stjæle, det ville hun selv have gjort, men han virkede bare ikke som den type.

"Det var heller ikke det indtryk jeg havde."

Blair begyndte at stramme grebet om hans arm en smule, hun var måske ikke helt tryg ved at de gik derind. Man vidste aldrig hvad der ventede dem.

Grebet om hans arm blev strammere, hvilket bare fik ham til at kigge ned på hende med et blik der betød at hun ikke skulle være nervøs.. Det så nemlig ikke ud til at grotten gemte på noget..
"Der er vist ikke så meget at se alligevel," mumlede han og kiggede rundt..
Han tog dog hurtigt sin ord til sig, efter et lys ikke så langt fra dem fangede hans opmærksomhed.. Et lys? Hvorfor i alverden kom der et lys inde fra en mørk grotte?
"Kom," sagde han lystigt og gik tættere på lyset..
Han spærrede øjnene op, da de rundede om hjørnet og kilden til lyset afslørede sig.. Det var skinnende krystaller.. En hel grotte fyldt med dem..

Blair lod blikket løsne en hel del da hun så hans blik. Hun burde nok ikke være så nervøs. Men hun havde bare hørt hvad der var at finde derinde nogen gange. Hun blev en smule skuffet over at der ikke var noget derinde. Hun ville ønske der var noget derinde. Men så alligevel, hvad hvis det var farligt? Hun så hen imod en form for lys. Det fik hende til at rynke øjenbrynene. Hun fulgte med ham der ind og slap ham da hun så hvad det var. Hun begyndte at gå hen til dem, hun rørte forsigtigt ved krystallerne og var tydeligt fascineret af at der var så mange krystaller.

Krystallerne var så skinnende at de kunne lyse en hel grotte op.. Der var ikke andet lys at se end dem..
Jacob kiggede facsineret rundt.
"Netop som jeg troede at vi ikke ville finde noget," sagde han imponeret og fulgte med hende hen til krystallerne.. De så ud som om at de var lavet af glas.. De var gennemsigtige, men samtidig skinnende som det pureste guld.. Det var vidunderligt at se på..

Blair blev overvældet af det fantastiske syn. Det var ikke noget man så hver dag, hun ville altid huske det. Når hun sad og var gammel, ville hun stadig huske at hun havde stået i en grotte og set på en utrolig mængde af krystaller. Hun ville så meget ønske hun kunne få noget med hjem. Hun ville elske at have et stykke på sig. Det ville være et fantastisk minde. Blair forsøgte at brække noget af det af.

"Det er.. Fantastisk. Tror du man kan tage det?"

Sikke et minde..
At være i en grotte fyldt med krystaller der nærmest skinnede ligeså kraftigt som solen og fuldmånen på nattehimlen.. Det måtte han sige, det var ikke noget han så hver dag.. Det var jo fantastisk..
"Det er helt utroligt," sagde han og kiggede endnu engang rundt. Han rettede hurtigt blikket mod hende igen, efter hun havde spurgt ham om det mon var muligt at tage en af dem. "Ja, det tror jeg sagtens at det er,"

Blair havde ikke mange steder at gemme det, men hun forsøgte stadig at få nogle stykker af. Hun lagde alle kræfter i at rykke et stykke af, så da det endelig blev løsnet, faldt hun bagover og slå hovedet ned i jorden. Hun havde dog fået et stykke af. Blair lukkede øjnene kort og satte sig op for at ømme sit baghoved. Hun mærkede at hun begyndte at blive svimmel. Hun blev bare siddende og prøvede på ikke at blive for dårlig. Hun løftede hendes hånd og så nærmere på den lille krystal klump hun havde i hendes hånd.

Jacob kiggede lidt rundt på de forskellige krystaller, for at finde en der så udtil at være nem og tage, men samtidig var ligeså smuk og skinnende som de andre.. En enkelt en fangede hans opmræksomhed, den var aflang og så ikke særlig svær ud at få fat på.. Han lod sit greb stramme om den og hev den fri.. Lidt svær at få fat på, men ikke svære til at han bare skulle rykke til. Til sidst kom den fri, et tilfredst smil voksede på hans læber, hvor han derefter kiggede hen på Blair. Han bemærkede at hun tog sig til baghovedet.
"Er du okay?" spurgte han forvirret.

Blair rejste sig hurtigt op og lod den svimle fornemmelse falme og forsvinde. Hun rørte dog stadig blidt ved hendes baghoved, det gjorde stadig en smule ondt. Blair så stadig nærmere på krystallen. Den var flot, noget hun altid ville huske. Ikke mindst minderne, men også et stykke af krystallen. Den var utrolig flot. Hun så over på Jacob da han kom til syne igen.

"Jeg har det fint. Jeg væltede bare lige."

"Hal--hallo?" en skæver lille stemme bryder sig gennem den halv mørke grotte, som en svag vind der kæmper sig gennem et aflangt pap rør. Efterfulgt af den spinkle og let ikke hørte stemme kunne man høre nogen milde og generte fodtrin, som en usikker skolelev der skal gå op til taler stolen for at holde en tale til skoleafslutnings festen. Men ikke længe efter stemmen og fodtrin havde kravlet ind gennem den skumle og umilbart forladte grotte, kom en lille pige til syne i det dunkle halv mørke kun oplyst af det klare lyse skær fra krystallerne der gav hendes huds overflade en blid hvid farve. Pigen var ikke mere end de ni år gammel af udsende, og hun havde en lang rød kjole på med indsyet elver mønstre i det bløde silke stof. hendes læber var røde som en meget dyr læbestift, og hendes øjne var så uskyldigt blå som en bølge af vand ikke mere end en centimeter høj som triller hen af en sommertstrand. Hendes hår gik hende til halvejs ned af ryggen, og det var blødt og fleksibel som leget man med varmt karamel når man rørte det. Farven var lys men med en svag rød farve i spidserne