You want my help? - Kirt.

Pludselig kunne han hører en lyd suse med vinden, en lød som fik det til at krible ned ad ham. Han vendte sig om for at finde kilden til denne lyd, men kunne ikke finde den. Det lød som en knurren, men ikke en knurren som ville komme fra en ulv eller kat, snarer den lyd et menneske ville lave hvis de forsøgte at knurre.
"Kan du hører det?" hviskede han til Blair, imens hans hånd allerede var placeret på et af sine våben. "Der er noget som holder øje med os," Det sidste blev sagt med en alvorlig stemme og han fokuserede kun på det sted hvor lyden den egentlig kom fra, selvom han ikke vidste hvad der gemte sig. Men dog havde han en lille anelse, det var som om at den knurren ikke var til at tage fejl af. Det var så længe siden at han havde bekæmpet en af dem, så det ikke var gået op for ham at en vampyr var sprunget på ham, før det var forsent. Han udstødte et forskrækket jamren da han nu lå på jorden og trillede rundt, for at få vampyren af. Vampyren snappede ud efter ham, blottede sine tænder, men blev straks stille, da han havde stukket en trædolk i dets hjerte.
Han rejste sig hurtigt op og spændte hver en muskel i sin krop. Der var flere vampyrer på vej, og de ville have hævn..

Blair så undrende på ham dahan så sig omkring, men da hun så lyttede efter kunne hun godt høre noget. Der var en underlig form for knurren. Hun hoppede forskrækket til siden da en vampyr kom farende, hun så nærmest ud som om vampyrens tilstedeværelse fik hende til at skubbe hende væk. Hun så sig forvirret omkring i et forsøg på at finde noget der kunne hjælpe. Hun nåede dog ikke meget før vampyren lå død på jorden. Blair kunne hurtigt fornemme den trykkede stemning. Hun kunne mærke der var flere på vej. Så derfor gik hun hurtigt igang med at samle ting hun kunne såre dem med. Hun blev nød til at hjælpe ham. Hun fandt nogle pinde, sten, flasker hun slog i stykker. Blair blev nød til at lokke dem over mod hende på en måde, så han kunne angribe dem bagfra og hun kunne forfra. Så ville vampyrene have mindre chance for at overleve. Blair gik hen til Kirt.

"Jeg afleder dem og du angriber dem bagfra."

Hendes stemme var lav og nærmest ikke eksisterende, men hun vidste at vampyrer kunne høre bedre end mennesker. Så det ville være dumt at snakke i normalt toneleje.

Det at hun ønskede at hjælpe ham, gjorde blot at han fik et skævt smil på sine læber, over at hun ikke bare var sådan en person der lod andre i stikken, ved at stikke halen imellem benene og løbe sin vej, i håb om at faren måske kun vil fokusere på den man lige havde efterladt. Blair var modig, noget som Kirt fandt acceptabelt og respektfuldt, han var sikker på at hun skulle blive en god hjælp for ham.
En anden vampyr kom frem, afslørede sine skarpe tænder, imens dets hånd var knyttet og et par enkle dråber blod rilede ned af dets underkæbe. Kirt væmmedes ved synet, men han skjulte det bag sin facade.
"Forstået," hviskede han stille til hende imens hans blik var rettet imod vampyren, der stod forbøjet og med et ondt glimt i sine øjne. Den rettede sin opmærsomhed imod Blair og knurrede kort, inden den løb hen imod hende og skulle lige til at springe på hende, hvis ikke det havde været for Kirt som havde stillet sig imellem og nu havde et greb om dets hals.. Han klemte hårdt, inden han smed den flere meter væk, hvor andre vampyre kom frem og blottede deres tænder. Kirt spærrede forskrækket øjnene op.. Dette kom til at tage tid..

Blair så mod vampyren der sprang frem imod hende, hun spærrede øjnene op og så forskrækket ud. Hun kunne slet ikke nå at reagere før hun så ind i Kirts ryg. Hun var måske ikke den bedste hjælp, men hun ville prøve alt hun kunne. Da flere vampyrer kom til syne sukkede hun opgivende. Det ville have været meget lettere hvis ikke hun var et menneske. Det ville blive svært at nedlægge en vampyr. De var ikke ligefrem det letteste væsen at dræbe, slet ikke for en som Blair. Hun så hen imod en vampyr og gik hen imod ham, men fortrød hurtigt og stoppe op. I stedet sigtede hun en skarp sten mod hjertet på vampyren og kastede det af sted. Om det ville ramme eller ej, ville ikke være til at vide. Men hun var nogenlunde til at kaste spyd og lignende genstande, men ikke perfektionist i det.

//Undskyld længden.//

//Det er helt i orden ^^//

Vampyren hun kastede efter, blev ramt perfekt i hjertet, hvilket fik Kirt til at smile imponeret, så han nær ikke havde bemærket den vampyr som skulle til at springe på ham. Ved denne vampyr var det dog ikke kun tænderne som var skarpe, men også selve dets negle var lange og skarpe, som var de ikke blevet klippet i op til flere år. Den nåede lige at rise ham ned ad ryggen, så han kneb sine øjne sammen og tog et greb om dets hals, inden han kastede den tilbage imod de andre, så få af dem væltede imens andre blev ved med at nærme sig. Han ånede forpustet ud og sænkede sine skuldre, så snart han så de andre vampyre.. De blev ved med at komme.. Hvad var deres mål mon.. At blive ved indtil han døde og derefter tage alt blod fra Blair? Det kunne de glemme alt om! Han kiggede hen på Blair, for at se om hun klarede den..

Blair var overrasket over hun havde ramt plet. Hun var ikke ligefrem den bedste i kamp, men hun måtte have været heldig. Da en vampyr kom frem imod hende trådte hun nogle skridt bagud, men blev så enig med sig selv om at hun ikke ville blive bange. Selvom hun var utrolig bange, men hun blev nød til at prøve. En vampyr sprang på hende og væltede hende omkuld. Hun mistede grebet om det meste af hvad hun havde som våben, så hun kunne umuligt kæmpe imod den vampyr. Blair fik dog en pludselig idé, der måske kunne hjælpe hende. Hun fik med nød og næppe lænet sig frem så hendes kind nærmest hvilede mod hans. Hun skar en grimasse, før hun tog sig sammen og bed fat i noget hud på hans hals. Hun kunne ikke bide specielt hårdt, eller gøre meget skade. Men hun havde ikke mange muligheder. Da vampyren blev overrasket trak han sig en anelse væk og hun forsøgte at sno sine ben om hans så hun kunne holde fast i ham, bare kort. Det var utrolig svært for hende at kæmpe mod så mange vampyrer, men hun prøvede at hvad hun kunne.

En ny vampyr angreb hende, hvilket fik ham til at reagere, men han nåede det ikke før en anden angreb ham og bed ham i halsen, hvor den derefter hurtig gav slip, eftersom hans blod smagte en del af metal og bare en del umenskeligt.. Noget som alle vampyrer ville finde frastødende. Så snart den gav slip, tog han et greb om dets hals og vred den om, inden han lod den falde til jorden foran alle dets kamerater. Det skræmte dem dog ikke, de snerrede kun og kom tættere på. Kirt himlede med øjnene, nu vidste han hvordan det var at være irriteret! Han skyndte sig hen til Blair, rykkede vampyren væk og kastede også den væk, inden han rakte en hånd ned til hende for at hjælpe hende op.
"Der er fór mange," hviskede han og kiggede rundt. "Vi.. Vi er nød til at løbe, selvom jeg ikke er meget for det," Inden hun kunne nå at protustere, løftede han hende op i sine arme og begyndte at løbe, velvidende at de forfulgte ham. Men, han blev dog ved med at løbe og kiggede sig ikke tilbage.

Blair var irriteret over hun ikke kunne klare en enkelt vampyr. Selvom hun ihærdigt prøvede. Hun var godt klar over at de umuligt kunne klare dem alle sammen, ikke når de kun var to. Hun havde tænkt det samme som Kirt da han konstaterede der var for mange. Men hun regnede nu med at hun godt kunne frem selv, uden at han løftede hende. Men så igen, hun ville sikkert forsinke dem. Blair prøvede så vidt muligt ikke at være til besvær og ligge så det var mest belejeligt for ham. Selvom hun ikke ligefrem kunne sige at turen var hendes bedste tur. Men det var hun ret ligeglad med, det vigtigste var at komme i sikkerhed. Men hvor? De ville sikkert kunne dufte hende overalt, hendes blod måtte være tydeligt. Eller det gik hun ud fra. Blair brød sig ikke om ikke at kunne hjælpe. Hun ville helst lege heltinde og tro hun kunne klare det hele, men efter manger fiaskoer, vidste hun godt at det ikke ville lykkedes. Ikke særlig tit, i hvert fald.

Kirt løftede hende kun fordi han ville sikre sig at hun var i sikkerhed, ikke fordi han tøvede på at hun sagtens selv kunne løbe.. Men, lige nu havde han en trang til at sikre sig at hun fulgte med ham og at vampyrerne ikke fik fat i hende. Vampyrerne blev ved med at følge dem, så kirt næsten var ved at give op, indtil han så en menneske mængde foran dem.. Hvis de var heldige kunne de forsvinde i mængden og vampyrerne måske ville give op, eftersom der var så mange mennesker at farer vild i.
Menneskerne blev en smule forvirret of fornærmet, da han kom løbende med hende i sine arme, men de flyttede sig og mumlede et par skældsord for sig selv..
Kirt blev ved med at løbe, lige indtil han ikke kunne hører vampyrerne længere.. Han åndede lettet ud og satte hende ned..
"Jeg beklager," sagde han med et skævt smil. "Men.. Jeg ville bare sikre mig at du var i sikkerhed," han kiggede kort over skulderen, men hurtig hen på hende igen. "De er vist væk,"

Blair var ikke den hurtigste løber, så det var skam fint nok han løftede hende. Selvom hun følte sig så hjælpeløs når hun blev løftet sådan. Men det var fint nok, han kunne have efterladt hende, så han bar sikkert på hende så hun ikke var i fare. Hun så indimellem over hans skulder, for at være sikker på de havde et forspring, men det var ikke meget. Da hun pludselig var omringet af mennesker blev hun nærmest overvældet, det var ikke fordi hun var uvant til mennesker, men hun havde ikke opdaget dem. Blair blev langt mere rolig da han mente de var væk. Blair hoppede elegant ned fra hans arme og sendte ham et skævt smil. "Nej.. Det er okay, jeg ved det bare var for at hjælpe." Hun tog det skam ikke som en dårlig ting, at blive hjulpet var ikke en dårlig ting. Men Blairs stolthed kunne nemt komme i vejen for at hun tog imod hjælp.

Det lettede ham at hun ikke blev sur på ham, selvom han ikke var helt sikker på hvad det vil sige hvis en anden person var sur.. Han kendte den følelse nogenlunde.. Men han var ikke sikker på om det var det man kaldte sur.. Der var meget han skulle lærer om de pokkers følelser og det der irriterede ham mest var at han ikke kunne stoppe eller forhindre følelser i at komme.. De ville komme snigende en dag.. Men, hvis han var heldig gjorde de ikke.. Han smilte skævt til hende og begyndte langsomt at gå, da de stod og lavede trafikprop imellem menneskene.
"Lad os heller komme væk," sagde han og nikkede hen mod et sted, hvor der ingen menneske mængde var.. Kirt var ikke meget for store forsamlinger.. "Tak for hjælpen Blair, det overraskede mig at du ikke bare stak af,"

Blair kunne ikke forstille hvordan det var at være som ham. Det var som at være nyfødt, men være voksen. Alle de nye ting man forventede at han kendte til, anede han ikke hvad var. Det måtte være svært. Hun begyndte at gå samtidig med ham. Hun så op på ham med et undrende blik. Det var ikke normalt for hende at hun stak af. Hun prøvede altid at hjælpe, selvom det tit endte i at hun gjorde det hele meget værre. Heldigvis havde hun ikke dummet sig over for de vampyrer, det var en lettelse. "Det ville jeg aldrig kunne gøre. Eller det kunne jeg godt, men jeg ville have det dårligt over det. Så ville jeg have efterladt dig helt alene, det ville være ondt." Hun ville aldrig kunne efterlade nogen på den måde, han kunne være blevet dræbt. Så havde hun hans død på samvittigheden, det ville hun ikke kunne leve med. Hun havde nok at tænke på, endnu en død ville være for meget. "Du kunne være blevet dræbt. Der var ret mange vampyrer."

//Kan se du er vampyr nu, skal vi tage et nyt emne eller fortsætte? ^^//