Uden fødder, kommer du ikke langt. Så hvorfor slapper du ikke bare af og besvare mine spørgsmål? (Luce)

S: Dreamgirl bordellet.
O: borde, stole, en lille scene hvor nogle kvinder hopper rundt i dans. Masser af folk.
T: aftenen
V: udenfor er det køligt og småregner.

Jagt. Noget han ikke længere brugte særlig meget tid på, fordi han havde så mange andre ting at tænke på. Men nu havde han tid, ja, faktisk havde han fri hele aftenen, så han havde besluttet at bruge tiden på en god jagt. At finde det perfekte offer og nyde hende hele aftenen før han ville tage hendes sjæl. Og hvilket sted var bedre for ham, end Dream girl bordellet? Her var en masse kvinder, hvor de fleste ledte efter mandligt selskab. Som et tagselv bord.
Sean sad ved et af bordene, for sig selv. for nu. Studerede de kvinder der gik rundt og serverede, samt de kvinder der dansede rundt oppe på den lille scene. For at få mænd i 'humøret'
en lille, gennemsigtig drink stod på bordet foran ham, halvtomt.
på denne aften havde han nogle sorte støvler, mørke bukser og en sort trøje på. Den mørke kappe hang over stolen, den var for varm at have på indenfor. hans ansigt bar præg af hans møde med en nightcan - fire, hvide, grove ar der gik tværs over hans ansigt. Det havde både gjort det svære og nemmere at jage. Nogen hadede det vilde, hårde look, andre elskede det. Sean var ligeglad, det eneste han brugte det til, var at skræmme livet af sine mænd.
De mørke øjne gled over kvinderne med et koldt blik. Ventede på at nogen gik på krogen. En hånd gled gennem det mørkebrune hår, let strittende, hvor pandehåret gled ned over hans pande.
Dette var en dejlig, afslappet aften...Og han gav sig god til. Musikken bankede der ud af.

Luce havde siddet inde på bordellet det meste af dagen i et hjørne, hvor der ikke var mange der så hende og det var hun faktisk glad for. Hun kunne ikke holde ud og være hjemme. Hun kiggede ned i bordet med sine ben liggende på en stol der stod overfor hende. Hun havde havde en Lilla top på og et par sorte tæt siddende bukser på som hun havde brugt lang tid på og for på pga hendes fødder var blevet forbundet efter hun fik skåret det nederste af hendes fødder af hvor der kun var kød tilbage. Det havde været en slem operetion og de havde ikke kunnet gøre noget, så hendes fod kunne blive lige så god som den havde været for bare nogle dage siden. Hvis man kiggede ordentligt efter og sad tæt på hende ville man kunne se et mærke der var skåret i hendes højre øreflip. Hun hadet det mærke lige så meget som hun hadet sine fødder. Hun kiggede rundt på alle de mennesker der havde det sjovt. Hendes blik stoppede ved en fyr der så bekendt ud. Hun kunne ikke helt huske hvor hun havde set ham før og i hvilken sammenhæng. Hun brød sig ikke rigtigt om og sidde her, men det var lige det eneste hun kunne gøre lige nu. Hun var blevet hjulpet her hen af en veninde som skulle afsted igen fordi hun skulle noget. Så nu sad hun her bare alene. Hun kiggede ned i bordet og prøvede og fortrænge de sidste dages hendelser. Det havde været nogle helveds dage. Hun havde aldrig troet, at hendes verden ville gå så meget i stykker som den gjorde. Hun havde ikke kunnet sove hver gang hun prøvede dukkede billeder op af den nat hun blev kidnappet. I sit eget hjem imens hun lå og sov trygt og godt og ente med og vågne et helt andet sted...foran en mand hun slet ikke kendte...eller han sagde hun kendte ham, men det fik hun ikke til og passe ind nogen steder.
Hun havde det som om alle gloede på hende, men hvergang hun kiggede rundt morede alle folk sig og ingen kiggede imod hendes retning.

Det blev for kedeligt at sidde ned. For kedeligt at studerede menuen af kvinder omkring ham. i det store hele viste han jo godt hvad han havde lyst til: modstand. ikke bare en kvinde der lod sig forblænde af hans evner til at manipulere det kvindelige køn. Ligne en de bare måtte være i nærheden af, manipulere deres følelser til at elske ham...
Han rejste sig op og drak sin drik i en mundfuld. Den bitre væske gled ned gennem svælget på ham da han satte det tomme glas på bordet, til en tilfældig tjenerinde der måtte komme forbi. Nu skulle jagten begynde. Og han havde allerede udset sig et offer, en ung kvinde der stod alene ovre ved et hjørne, hvor der ligeså sad en kvinde alene og lignede hun var til begravelse. Men det var ikke hende der sad ned, der var interessant, der var hende der stod op og foldede armene omkring sig, som om hun prøvede at gemme sig selv. Han gik bestemt der over, med øjnene på sit mål. Kvinden opdagede ham snart og så noget undrende ud, over at en mand så beslutsom kom over til hende. Men hun så ikke bange eller nervøs ud.
hun var klædt i høje hæle, brune læderbukser og en løs top der skjulte hendes ellers fine barm. Det lange, kastanjebrune hår gled ned over hendes skuldre i fine krøller. Verdenen ville helt klart lide under at mangle en sådan skønhed.
Sean var snart henne ved hende og gav kun kvinden, der sad ned et kort blik...Det var som om der var et eller andet galt med hende...Men så faldt hans blik igen på kvinden. Med musikken og de sludrende folk omkring sig som undskyld, lænede han sig ind mod kvinden for at snakke til hende.
"Hvad laver en kvinde som dig, i et hjørne som dette?" spurgte han med et lille smil og det tog ingen tid at manipulere lidt med hende, nu hvor han stod ved siden af hende. Hun havde set kritisk på ham, men på kun et øjeblik forandrede hendes blik sig og hun sendte ham et oprigtigt glad smil.
"Venter på den rette til at byde på dans. Er du den rette?" spurgte hun og lænte sig hen imod ham. Han behøvede ikke andet end at lægge armene om hende, før det lignede hun næsten smeltede i hans arme. Men han var ikke færdig, han ville lege lidt. Han havde manipuleret med hendes følelser og syn på ham, men han ville skam gerne have lidt modstand.
"Jeg er den rette. Jeg er den rette til mange ting...I dag er din uheldige aften. Det er nemlig de færreste kvinder der overlever en nat med mig. " hviskede han let i hendes øre med et lille smil og hun så undrende på ham igen, lagde hovedet en anelse på skrå.
"Hvad mener du...?"
"I aften skal du dø..Glæder du dig ikke? Men lad os først danse..." han tog hendes hånd blidt og selv om hun nu så skræmt ud, hev han hende roligt med ud på dansegulvet, som om hun ingen vilje selv havde...

Hun stirrede næsten tomt ud i lokalet som om hun havde set et spøgelse eller som om nogen havde hypnotiseret hende uden at være noget længere end, at få personen til og være ude af bevidsthed. Hun spekulerede på hvad det var der til start med havde skabt alle de problemer hun havde fået for nogle få dage siden med dæmonernes leder. Rafael. Hun hadet ham og spekulerede som en gal over hvad det var der havde gjort, at han skulle have en grund til og være efter hende. Han havde sagt, at de havde set hinanden før, men hvornår? Han havde snakket noget om hvor hun havde hjulpet ham, men hun kan ikke huske, at hun har hjulpet ham på nogen måde. Hun havde kun hjulpet en lille pige der var blevet til et mobbeoffer af nogle gamle fulde mænd. Der havde han ikke været der.
Hun rystede lidt på hovedet og blev nogenlunde klar i hovedet igen da fyren hun kunne genkende, men ikke far før kom ind i hendes synsfeldt. Hun prøvede og huske tilbage på hvor hun havde set ham henne. Vent...nu viste hun hvor det var hun havde set ham henne. Han havde jagtet en af hendes bekendte kan man vel kalde igennem byen. Hun fik aldrig, at vide hvad han hed, men det var sådan set også lidt ligemeget. Hun kiggede lidt mistroisk på ham og havde i et kort øjeblik glemt alt om de sidste par dages hendelser. Hun stollede ikke på ham på nogen måde. Hun kiggede på ham og kvinden og så godt hvor hurtigt hendes blik gik fra stille og roligt til og være skræmt da han trak hende med ud på dansegulvet. Hun rystede på hovedet og sukkede. Hun overvejede og rejse sig op for og hjælpe hende, men hun viste hun ville falde med det samme for hun kunne ikke gå rigtigt endnu. Hun fangede et kort øjeblik den anden kvindes blik et kort øjeblik og kunne genkende den skræk hun havde i blikket som hun havde for nogle få dage siden. Hun kiggede efter dem på dansegulvet og havde ondt af den kvinde som ham hun kunne genkende havde trukket med sig.

Han tog en let dans med hende, passende til musikken. kvinden viste tydeligvis ikke hvilket ben hun skulle stå på, om hun skulle danse med og nyde det, for dette var jo hendes drømmefyr! eller om hun skulle være bange og trække sig tilbage...Men hun følte sig bare så tiltrukket af ham! han lavede nok bare sjov...
Efter en ret livlig dans, bad han havde hende finde et sted at sidde og så ville han hente noget drikkelse. Kvinden tænkte ikke rigtig over det, hun følte sig som forelsket og tænkte ikke klart, så hun satte sig et af de få ledige steder...eller næsten ledige. Luce sad det. Sean havde endnu ikke genkendt hende, måske fordi hun så så ødelagt ud lige nu.
Kvinden sukkede og smilte let for sig selv, mens Sean var væk og så lidt over på hende.
"Åh, det er varmt..." småsnakkede hun glædeligt. Lidt efter vendte Sean tilbage to glas. Begge fyldte af en gylden væske. han gav den ene til hende og hun skar en kort grimasse.
"Jeg kan ikke lide..." men hun nåede aldrig at snakke færdigt, før Sean så bestemt på hende.
"Det kan du nu" afbrød han hende kort og smilte, mens han så hende drikke af det. Hun skar en grimasse og rystede let på hovedet. Sean tog selv en lille tår af sin, mens han så over på kvinden på den anden side af bordet...
Og genkendte hende endelig. Han så på hende i et øjeblik, da hans smil voksede lidt. Nej hvor tilfældigt - Men sjovt.
"Dig" konstaterede han så kort, for at få hendes opmærksomhed.
"Arasons beskytter..." kvinden, som han havde manipuleret med, så fra den ene til den anden.
"Kender i hinanden?" Men Sean svarede hende ikke. hun var bare mad. uden forståelse for noget som helst, som det lille menneske hun var.

Luce kiggede rundt og trak sin ene fod op på det modsatte lår. Hun ømmede foden lidt. Den dunkede stadig efter opperationen. Hun kiggede lidt ned og opdagede kvinden i øjenkrogen, at hun havde sat sig ved hendes bord. Hun så hen på kvinden og smilte venligt så godt som hun nu kunne selvom hun ikke lige var i det bedste humør, men det lagde hun skjul på, men hendes øjne viste, at hun var rolig og havde det sådan ok selvom hele hendes verden var vendt op og ned igen. Ihvertfald så længe hun var her "Det kunne jeg se" hun kiggede hen mod fyren som kom tilbage med 2 glas i hånden. Hendes smil forsvandt da hun så ham. Hans dæmoniske lugt kom som et slag for hende som var det en hammer der lige havde slået hende oven i hovedet. Hun stivnede helt og hendes blik gik fra rimeligt roligt til og være skræmt. Hun mærkede frygten blusse op i hende igen. Hun rystede lidt på hovedet og smilte venligt som om intet var sket, men der var stadig tegn i hendes blik, at der var noget som gjorde hende bange. Hun håbede inderligt, at ingen af dem havde lagt mærke til, at hun stivnede på den måde. Hun kiggede skiftevis på kvinden og ham fyren. Hun kunne godt se, at kvinden ikke var særlig tryg ved, at se ham rigtigt. Hun undrede sig lidt over, hvad der havde gjort siden kvinden havde ændret sig fra og være glad og havde en god aften til hun var utryg ved, at han var der. Hun kunne så på fyren han endelig havde genkendt hende *Nej, det tog dig lang tid* tænkte hun. Hun kiggede undrende på ham "Jep og du var ham der jagtede ham gennem en hel by og skulle spille så uskyldig" der var mere eller mindre irritation i hendes stemme. Hun kiggede på kvinden "Vi har bare set hinanden en gang, det var nu ikke noget særligt" hun smilte venligt til hende og smilet forsvandt lige så hurtigt igen da hun kiggede på den fremmede "Det da sjovt, at vi skulle støde ind i hinanden igen." der var en lille klang af utryghed i hendes stemme.

Han studerede Luce, da hun prøvede at smile til kvinden, som om hun ville indgyde hende håb eller måske bare være venlig. Dog var der ingen vej udenom, kvinden ville dø på den mest perverse måde i aften. For sådan levede en incubuc.
Han så lidt på Luce og gik så hen og satte sig ved siden af hende, og over for kvinden han havde valgt som sit bytte. Han satte sig afslappet tilbage i stolen og tog endnu en lille tår af sin drink, før han stilte den på bordet og så over på Luce, selv om kvinden overfor viste tegn på utilfredshed. For hvorfor viste han nu hende sin opmærksomhed og ikke hende?!
"Du kender ikke sandheden. du tolker bare. Og sikkert ud fra min race, hvad...Ja, alle har tendens til. Skulle jeg også have en masse fordomme om dig?" spurgte han roligt, mens han blik gled fra hendes forpinte blik, til hendes øre og ned over hendes krop. Hun havde smerter eller havde næsten lige følt en del smerter. Det sagde hendes forsigtige bevægelser ham. så han sad altså over for et såret dyr...Hvor spændende.
"Hvem har maltrakteret dig for nylig?" spurgte han så kort.

Hun kiggede lidt på fyren og undrede sig over hvorfor han havde sat sig ved siden af hende. Hun kunne ikke tage lugten af dæmon der kom imod hende. Hun ville gøre alt for og komme væk fra lugten. Hun satte langsomt sine fødder på jorden, men i det fødderne ramte jorden var det som havde hun trådt på glasskår og eller kaktus. Hun bed sig hårdt i læben for, at undgå og skrige op af smerter. Hendes læbe blødte svagt pga bidet. Hun satte sine fødder op på den ledige stol der stod overfor hende. Hun kiggede på fyren ved siden af sig *Tak din forbandet leder for det* tænkte hun. Hun ignorerede det han sagde og kiggede lidt rundt. Hun lagde mærke til han kiggede undersøgende på hende. Hun følte sig mere og mere utryg over, at sidde ved siden af ham. Hun kiggede ned i bordet da han spurgte hvem der havde gjort det her ved hende. Hun sukkede lidt og kiggede op på ham "Det er ligemeget..." hun kunne ikke fortælle ham, hvem der havde gjort det her ved hende. Hun havde sikkert kunne, hvis han ikke var en dæmon, men det var han nu dsv og hun viste ikke hvor meget kontakt han havde til Rafael eller hvordan han havde det med ham. Hun rystede lidt delvis fordi hun var utryg over situationen og delvist pga alle smerterne som stadig ikke var gået over endnu. Hun tog en tot hår og lagde det hen over øret for og skjule mærket. Hun hadet det mærke.

han lod blikket glide over hende endnu en gang og så lod han blikket glide over til sin lille fangst, der så lidt sur ud, som hun sad med armene over kors og så på dem.
"Rolig min blomst. Jeg er din hele aftenen. Hele natten...Men jeg er bare så forbandet nysgerrig" smilte han til hende og tog en tår af sin drink. Så så han over på Luce igen, uden at tage sig mere af sin fangst.
"åh ja, det er det måske nok. Men jeg ville gerne vide det alligevel" han så lidt på hende.
"du er bange. og har smerter. Du var ikke helt på samme måde sidst jeg mødte dig. Har du oplevet noget slemt med dæmoner generelt eller er du bange for alle lige nu?" han så lidt på hende. Nok det første, for hvis hun var bange for alle sad hun nok ikke her. Hvilket også var et mysterium, siden hun havde smerter.

Luce kiggede lidt på ham og fulgte hans blik hen til kvinden og hen på fyren igen. Hun undrede sig lidt over hvorfor han næsten ignorerede kvinden han havde danset med lige før og nu nærmest bekymrede sig om hende og hendes smerter. Hun så på ham med et temmelig skræmt blik. Hendes øjne så, så skræmte ud som om han havde slået hende. Men grunden til hendes blik var blevet så skræmt var fordi hendes hjerne begyndte og tænke tilbage på det der var sket. Hun rystede lidt med hovedet for og slå tankerne væk igen. Hun så på ham "Hvorfor vil du vide det?...Du kan ikke gøre noget ved det..." hun troede ikke på, at han ville gå imod sin egen leder fordi han havde fundet en der var helt ødelagt pga ham. Hun var sikkert ikke den eneste der led på den måde pga Rafael og blev sikkert ikke den sidste. Så klog var hun nu til og regne ud. Hun så lidt undersøgende på ham "Det ligemeget...Du var nu heller ikke så venlig dengang..." hun kiggede ned og sukkede. Hun fik sikkert ikke fred før han fik det, at vide "Det første..." hendes stemme knækkede. Hun kiggede væk fra ham da hun mærkede tårerne presse på i øjenkrogende.

Han lyttede roligt til de få ting hun sagde, nævnte. han rystede svagt på hovedet.
"Så er du altså en fordomsfuld gås. Arason forrådte mig. Sendte mig til vagterne, selv om vi før da havde været på samme side, hjulpet hinanden." han så lidt på hende, hvis hun absolut ville vide hvad der var sket...
"Det er klart jeg var sur på ham og ønskede hævn. Men det betyder ikke noget længere. Og du har ret. Jeg kan nok ikke gøre noget ved det. Men ofte hjælper det på psyken at snakke om tingene, fortælle dem til andre. Du er tydeligvis...bange og har oplevet noget ret slemt. om jeg kan hjælpe eller ej..." han trak på skuldrene.
"måske lidt ved at lytte. Og tro mig, jeg er god til at lytte" han smilte lidt til hende. Han havde set hendes tårer.
Men tav så for at lade hende tale, hvis hun ønskede det. Ignorerede totalt kvinden der sad foran sig og så mere og mere vred ud...Men mest på Luce over at have stjålet Sean...

Hun så på ham og lyttede til det han fortalte. Hun tørrede tårerne væk fra øjenkrogende. Hun så ned i jorden og følte sig svag. Hun kiggede så op på Sean "Kan godt være jeg er det, men der kendte jeg så heller ikke til grunden vel?" hun så ned på jorden og rystede. Hun turde ikke og fortælle ham det. Hun tænkte på det han sagde om det at snakke om det så det måske blev lidt bedre. Hun sukkede og så op på ham "Det var Rafael...din leder..." hendes stemme virkede meget skræmt i det da hun sagde navnet. Hun kiggede på ham med et skræmt blik.
Hun havde ikke sovet i flere dage og hendes krop var blevet svagere og svagere med tiden. Hendes øjne sortnede pludselig for hende i et kort øjeblik. Hun rystede lidt på hovedet og kunne se nogenlunde tydeligt igen. Hun følte sig mere syg end rask. Men man kan vel godt sige, at hun var syg. Psykisk. Hun så hen på kvinden der så sur ud og det var ikke meningen, at hun ville gøre nogen sure denne aften. Hun ville bare væk fra sit hjem. Hun begyndte mere og mere ligne et lig end noget andet. Hendes hjerne havde lukket alt for hende nu. Folk kunne snakke til hende uden hun ville reagere. Alt begyndte og blive slørret for hendes øjne. Hendes krop havde fået nok og var udmattet og havde slukket for hende, som hvis man slukkede for noget der var tænt. Hun faldt om af træthed imod Sean.

Han så lidt på hende. Ved navnet så han tænksomt frem for sig. åh han havde snart hørt mange ting om sin leder, men havde aldrig selv mødt ham. og havde ingen personlig mening om ham. Andet end han tvivlede på hans viden og på hans enlige magt, efterhånden. Ikke at han ville sige det højt. Så var det sikkert ham der blev hevet ind til tortur næste gang. men inden han fik tænkt mere over det, gled Luce over mod ham og han greb hende i sine hænder med en tænksom mine. Et kort blik på hende fortalte ham at hun var døden nær af udmattelse. Han sukkede svagt. Barnepige, fedt!
Han rejste sig op, stadig mens han holdt Luce på plads på stolen, men tog så fat under hendes fødder og om hendes ryg og løftede hende op. Kvinden han havde fanget, rejste sig også op, men mere vred end fordi hun ville hjælpe.
"Hvad skal du med den so? Er jeg ikke god nok? Du lovede at det skulle være mig!" hun græd næsten nu. Sean himlede med øjnene af hende.
"Hent noget vand og også lidt mad." hun så p ham som om han havde slået hende. Et hårdt blik fra ham, fik hende til at bukke hovedet og gå over til baren. Sean havde allerede lejet et værelse den aften, netop for at spise, men nu måtte han vist bruge den på noget andet. Han fandt hurtigt trappen der gik op til værelserne og gik op af den. Han fandt hurtigt værelset, fik låst den op med lidt besvær, men fik endelig døren åben og bar Luce hen til sengen, hvor han forsigtigt lagde hende. Han så lidt på hende som hun lå der...
Hendes fødder var helt bundet ind og med enkelte blodpletter. Han rystede let på hovedet. Tortur.
Han lukkede døren og gik ud på badeværelset, hvor han fandt en klud og gjorde den våd. han gik på værelset og duppede let hendes ansigt. Han kiggede lidt på øret men trak så på skuldrene. Han fik dynen fri og lagde den over hende.
kvinden kom snart med en lille bakke, hvorpå der stod en kande vand, to glas og lidt halvkold suppe af en slags. Sean gjorde tegn til hun skulle stille det på bordet ved siden af sengen.
"Tak. Gå nu. Vær fri. JEg har ikke brug for dig mere...2 hun skulle lige til at være sur, da Sean slap hende med sine evner og hun fik sin egen bevidsthed igen. Hun glippede let med øjnene, så sig omkring...Og da hun fik øje på Sean, skyndte hun sig skræmt væk. Sean lukkede døren efter hende, tog så en stol og satte sig hen til rummets vindue og kiggede tænksomt ud. Nu skulle han så bare vente på hun fik det bedre vist.

Hun var helt slap som var det en kludedukke. Hun lå slap ind til ham da han løftede hende. Hun så mere fredlig ud nu end hun havde gjort hele aftenen. Det var første gang hun ville få en ordentlig søvn efter flere dage uden nogen drømme. Hun begyndte og bevæge lidt på sig efter der var gået nogle timer. Hun vågnede langsomt og tog sig til hovedet. Alt var stadig lidt slørret for hende. Hun blinkede nogle gange med øjnene og undrede sig lidt over, hvorfor der pludselig var så stille. Hvad var der sket? Hvor var hun henne? Hun satte sig besværligt op og kiggede rundt i værelset. Hun kunne ikke genkende stedet. Hun kiggede på bakken som stod ved siden af hende med suppen og en kande vand. Hun gned sine øjne lidt for, at få alt søvnen ud af øjnene. Hun så hen imod vinduet, hvor Sean sad "Hvor...er jeg?" hendes stemme var lav og der var ingen klang af utryghed heller. Den var mere rolig end den havde været siden hun så ham før den aften. Hun kiggede undersøgende på ham. Var det ham der havde fået hende her op? Hun udrede sig over hvor kvinden der var sur på hende var. Der fløg en masse spørgsmål rundt i hovedet på hende og undrende. Det var til, at få hovedpine af. Hun tog sig til hovedet og lagde sig langsomt igen. Hun følte sig stadig afmagtet og hendes energi var heller ikke helt på toppen. Hun så hen imod Sean. Hun var ikke så utryg ved, at han var der længere som hun havde været hele aftenen.

han havde siddet fordybet i sine tanker, som han så ofte var, at han slet ikke bemærkede at tiden gik. sådan var det, at leve længe, tiden betød ikke længere så meget. Men da hun bevægede sig og fik sat sig op, så han over mod hende. Efter et lille øjeblik smilte han til hende og rejste sig. Han gik over og satte sig på sengekanten. Han hældte noget vand op i glasset og tilbød hende det.
"Her. Drik lidt. I din tilstand er det godt med vand, så du ikke dehydrere. Der er også lidt mad hvis du er sulten" han så lidt på hende.
"du er stadig ved Dreamgirl bordellet. Men jeg havde lejet at værelset...Du faldt i søvn op af mig, bogstavlig talt. Jeg valgte at bære dig herop hvor du kunne slappe af i ro" han virkede ikke længere som den store, hårde dæmon, men mere menneskelig og afslappet lige nu. Mere...som den gamle Sean.

Hun så lidt friskere ud end hun havde gjort de minutter der var gået fra hun lignte et lig til hun var faldet i søvn af udmattelse. Hun så på ham da han satte sig ved sengekanten. Hun undrede sig lidt over hvorfor han ville hjælpe hende. Hvilken dæmon ville haft hjulpet hende? Hun satte sig med besvær op da han tilbød hende glasset med vand. Hun kiggede på ham med et roligt blik der ikke var så skræmt længere som før. Det her var første gang siden ulykken kan man vel kalde det hvor hun ikke var bange for en dæmon. Hvad havde han gjort siden hun ikke følte frygt for ham længere? Hun tog stille glasset fra ham "Tak" hendes stemme var rimelig lav og lød ret tør som havde hun ikke fået noget og drikke i årevis. Hun drak stille og roligt vandet. Hun satte det på bordet da glasset var halv tomt eller halv fyldt det er det samme. Hun kiggede på ham og lyttede til det han fortalte. Hun kiggede ned i sengen og følte sig dum og var ret flov over og have faldet i søvn som han sagde. Hun var blevet lidt rød i kinderne "Undskyld..." hun kunne ikke få sig selv til og kigge på ham længere. Ikke fordi hun frygtede ham, det var mere fordi hun havde faldet i søvn op af ham. Hun kiggede modvilligt op på ham "Hvor er hende pigen du havde fundet dig?" hun ville flytte samtalen om hende væk og snakke om noget andet. Hun ville ikke ses som et såret dyr som hun troede han havde set hende som. Men hun viste også godt selv, at hun var et såret dyr og endda meget svag.

Han studerede hende let mens hun drak af vandet. Det havde hjulpet lidt at hun fik sovet. Men hun var stadig træt, udmattet og med sår at passe. Ærlig talt følte han at han ryddede op efter sin leder. han havde aldrig mødt sin leder, men han virkede nu mere og mere...uforsigtig og en mand uden gennemtænkt handlinger.
"Lad være at undskylde. i din tilstand tror jeg at selv jeg ville være ret smadret" han havde ikke sovet den nat, men han var van til længere tid uden søvn.
"Jeg sendte hende væk..." han blev opmærksom på sulten der gnavede i ham, men skubbede tanken om mad i baggrunden. Selv om han kunne mærke Luces sjæl ulme foran ham...
han havde været lige ved at sige at hun jo bare var mad, men kom i tanke om at det var sjældent andre, især folk fra andre racer, delte den mening. Så han holdt den for sig selv.
"Slap nu lidt af, sov lidt mere. Jeg vil gå om lidt. Så kan du gøre som det passer dig" han rejste sig op fra sengen og strakte sig, så det knækkede i hans ryg og skuldre. Han kørte lidt rundt med skuldrene for at få blodcirkulationen ordentlig igang igen, efter at have siddet i en stol i flere timer. Jep, nu havde han tænkt. nu skulle der handles.

Hun kiggede lidt på ham. Hun var virkelig taknemlig over, at han havde hjulpet hende. Hun kiggede lidt på suppen og spekulerede over om hun skulle spise lidt af den, men hun følte ikke rigtigt nogen sult overhovedet. Hun tænkte tilbage på hvornår hun egentlig havde spist noget. Hendes øjne ændrede sig endnu en gang fra roligt til skræk. Ikke pga Sean var der, det var betryggende, men tanken om hvornår hun sidst havde fået noget mad hvad man skulle tænke over det, var det alt det ulækre der normalt ville ryge lige så hurtigt op som det kom ned. Hun mærkede kvalmen begyndte så småt og komme listende som en tyv om natten. Hun lukkede sine øjne og pressede fingerspidserne ind mod sin tening. Hun ville glemme det igen. Hun ville hellere have hukomelsestab end huske det. Hun rystede vildt med hovedet for og slå tankerne væk.
Da hun endelig havde fået tankerne på afstand lagde hun sine hænder roligt på dynen igen. Hun kiggede på ham "Tak for din hjælp..." hun havde aldrig troet, at hun ville sige dette til en dæmon og så slet ikke efter oplevelsen. Hun lagde sin hånd langsomt på hans knæ og klemte kort "Tror faktisk du ville klare det bedre end jeg kunne" hun så på ham og tog sin hånd til sig igen. Hun så ned i dynen og sukkede. Hun ville aldrig kunne få et normalt liv igen. Hun fjernede dynen fra sig da han havde rejst sig. Hun forbandt sin ene fod op og lagde forbinding ved siden af hende. Hun havde ikke selv set hvor slemt hendes fødder var. Der manglede hele neglen på begge storetæer og lignte meget en klump kød der var blevet flænset i og hele undersiden af fødderne var der skåret i helt ind til kødet. Hun kiggede lidt på foden og sukkede. Hun kiggede op på Sean imens hun ømmede sin fod.

Hendes lille berøring...skræmte ham ikke, men han brød sig ikke om den...De var fremmede for hinanden og selv om hun var mere rolig nu, var hun sikker stadig utryg inderst inde. Han ville flygte fra berøringen, men som sagt rejste han sig bare.
Væmmelse...Ikke over at lige præcis hun havde rørt ham, men over hvor blid berøringen havde været. De sidste par uger...de eneste der havde rørt ham, var folk der ville slås.
"Det ville jeg sikkert. Jeg er jo født til det. Men nu var det dig. Jeg forstår stadig ikke hvorfor, men vil heller ikke pine dig igennem det skete..." han så lidt på hende og hendes fødder. Så gik han ud på badeværelset igen og fandt en balje, som han fyldte op med lunkent vand. Han kom ind med det igen og stilte det ved sengen. lagde en håndklæde på sengen.
"Pas nu på betændelse. Det kan være livsfarligt..." han viste ikke om han burde gå. hun var jo svag og på en måde...så hun tryg ud ved at han var her og passede lidt på hende...Men han var ikke skabt til at passe på folk. Han slog dem ihjel. Den eneste grund til han viste lidt om tingene, var de ting han havde erfaret igennem årene....Han rystede kort på hovedet og gik over mod døren...

Hun sukkede lidt og kørte en hånd hen over fodens under side. Hun bed sig lidt i læben af smerter. Hun kiggede lidt på foden der så ud til, at den healede lidt af siderne fra huden som var tilbage på foden voksede lidt længere ind mod midten. Hun fjernede hurtigt sin hånd og kiggede overrasket på sin fod. Hun kiggede op på Sean med et overrasket blik "Kan godt være..." hendes stemme knækkede og blikket blev trist. Hun fortsatte så "Jeg ved heller ikke selv hvorfor han er efter mig...havde aldrig hørt om ham eller snakket med ham før jeg vågnede, hvor han stod foran mig..." hun viste ikke om hun skulle fortælle alt han havde gjort eller bare lade være. Hun kiggede efter Sean da han gik ud på badeværelset *Han skulle vist bare på toilet* tænkte hun og trak lidt på skulderne. Hun kørte langsomt hånden hen over foden hun havde taget forbindingen af på. Det tynde lag hud som var kommet i kanterne under foden trak sig tættere ind mod hinanden, men der var stadig et stort stykke hvor der kun var kød. Hun tog sin hånd ind til sig. Hun undrede sig over hvor den evne egentlig kom fra for hun havde ikke brugt den før og hun var 100% sikker på, at hun ikke var født med den. Hun tænkte tilbage på sin skole gang på den der kostskole for umulige unge. Hun kunne endelig huske hvor hun havde studeret netop denne evne! Det var på den skole i de aftener og stille timer, hvor hun havde siddet på biblioteket og læst i en bog om alle mulige evner. Hun syntes det var spændende og læse om, men kunne ikke forestille sig selv bruge dem. Men så var hun faldet for denne evne. Hun havde studeret den længe. Faktisk i flere måneder og flere timer hverdag. Hun havde listet sig ud om natten efter alle skulle sove og var låst inde på deres værelser. Biblioteket var det eneste sted, hvor hun kunne være sig selv og slå tankerne væk om alt der var sket dengang som var grunden til hun var endt på denne kostskole for umulige unge. Hun kiggede op på Sean da hun så ud af øjenkrogende, at han kom tilbage med et håndklæde og med en balje med lunket vand i. Hun smilte roligt til ham "Tak for alt din hjælp" Hun svingede roligt fødderne ud over sengekanten og tog foden der var forbundet op på skulderen og fjernede forbindingen af den. Hun kiggede efter ham da han gik hen imod døren. Hun ville på en måde ikke have, at han tog afsted. Hun viste ikke hvorfor, men hun følte hun stadig havde brug for den tryghed han gav hende. Hun satte sine fødder langsomt ned i vandet. Smerterne blussede op i fødderne dade ramte vandet. Tårerne løb ned af smerter. Hun kiggede ned i vandet. Hun tørrede tårerne hurtigt væk fra kinderne og knyttede sine næver. Hun ville ikke føle sig så svag som hun i virkeligheden var.

//Op på skulderen? Oo//

Han så tilbage på hende, men stoppede op med hånden på håndtaget, da han bemærkede tårerne der løb ned over hendes kinder ved den smerte hun måtte føle. Og sukkede svagt. For helved, han var en dæmon! Han måtte da tage sig lidt sammen her! Men det nyttede ikke noget. Han kunne næsten føle hun havde brug for ham. i hvert fald lidt endnu, til hun bedre kunne passe på sig selv. Han tog hånden til sig igen, gik hen til stolen og slæbte den hen til sengen.
"Hvor kender du enlig Arason fra?" spurgte han pludselig, som om det var ganske normalt at sidde her sammen, den ene med sårede fødder og den anden utroligt sulten efter sjæle...

//Var lidt væk da jeg skrev det xD//

Hun så ned i vandet og bed sig i læben. Hvorfor var hun så svag? Hun havde holdt til smerten da hun fik påført den, men lige nu var smerterne værre end et helved. Hun hørte en lav sukken. Hun så hen imod ham. Hun følte sig skyld i, at han ikke kunne tage afsted og hygge sig. Hun så ned i vandet. Hun hørte stolen skrabe hen af gulvet og kiggede op da hun ikke længere hørte skrabe lyden. Hun så på ham og tørrede de sidste tårer væk fra kinderne. Hun kiggede roligt på ham "Han løb en gang ind i mig og faldt og slog hovedet, næsten ligesom da vi mødtes første gang faktisk. Bare han havde ikke hukomelsestab dengang. Jeg hjalp ham der. Han var faktisk meget svag og stædig" hun kiggede på ham. Hun tog sit glas og drak resten af vandet. Hun stilte glasset på bordet igen "Hvad laver du egentlig til hverdag?" hun var nød til og snakke om et eller andet der fik hendes tanker væk fra smerterne og det der var sket.

Han nikkede let. så de havde bare mødtes en enkelt gang, ved en tilfældighed. så kunne hun ikke have kendt Arason særlig godt...Hvilket igen fortalte ham at hun havde nemt ved at tro noget og mene det så bare er det rigtige.
Han så lidt på hende, da hun spurgte ind til hans arbejde. Han ville ikke snakke om sit arbejde, turde ikke. han viste endnu ikke om han kunne stole på hende og chancen for hun kaldte efter vagterne i et ledigt sekund var der. han ville ikke risikere at sidde i en celle og kukkelure. Selv om han let kunne kæmpe sig ud igen. Men det ville være spild af tid og gøre dem opmærksomme på ham igen, igen. Han smilte let.
"Er du sikker på du vil vide det? Du vil blive overrasket...Jeg arbejder med gamle ting. Gamle smykker, møbler, våben...hvad som helst. Og det tjener man godt på. " en lille forvrængning af sandheden. Men ikke en der skadede på nogen måde.

Hun så roligt på ham og lyttede til det han fortalte "Det lyder da spændende nok" hun kiggede rundt. Hun spekulerede på hvor meget hun egentlig stollede på ham. Han havde hjulpet hende. Han havde faktisk været virkelig venlig imod hende og havde droppet, at hygge sig med andre og i stedet passe hende. Hun sukkede kort "Du kan bare smutte skal nok klare mig" hun prøvede og smile overbevisende og håbe på han hoppede på den. For han havde ingen rigtig grund til og skulle passe hende. Han kunne for den sags skyld være ligeglad med hvordan hun havde det. Hun mente ikke, at det var fair, at han skulle rydde op efter det hans leder havde gjort ved hende. Hun kiggede ned i vandet som var blevet rødt pga blodet fra fødderne. Hun tog en tot hår og lagde det over øret for, at skjule mærket.

han så lidt på hende, men rystede på lidt på hovedet.
"Hvorfor siger du det ikke bare som det er? Du har det bedst mens jeg sidder her. jeg har bemærket hvor afslappet du virker. og det er faktisk rart...at være i selskab med en der tør slappe af, selv om man er i nærheden" han smilte let til hende.
"Desuden...Kan vi jo sige en tjeneste for en tjeneste. Måske får jeg brug for noget en dag som du kan hjælpe med" han så lidt på hende og på det røde vand. Han var nu ret sulten...Men han havde prøvet det før. At holde sig lidt fordi der var andre ting der var mere pressende. han kunne altid liste sig ud og spise, hvis hun sov videre.