Uden fødder, kommer du ikke langt. Så hvorfor slapper du ikke bare af og besvare mine spørgsmål? (Luce)

Hun så på ham. Hun viste han havde ret i det han sagde. Hun var faktisk mere rolig end hun plejede, at være. Hun smilte kort og trak på skuldrene "Du har ret, vil bare ikke holde dig tilbage. Det er jo ikke retfærdigt, at du tager dig af mig når det er din leder der har gjort mig så svag som jeg er" hun kiggede roligt på ham og smilte "Er der da ingen andre der er rolig når de snakker med dig?"
Hun tænkte lidt over hvordan hun kunne gengælde den måde han havde været venlig overfor hende og på den måde han har hjulpet hende på "Ja det kan vi godt sige, hvis det er nogen jeg kan" Hun kiggede ned i vadet. Hun tog den ene fod op af vandet og tørrede den med håndklædet. Tårerne trillede stille ned af hendes kinder af smerter og forbandt foden ind i forbindingen igen. Hun gjorde det samme med den anden fod.

han så lidt på hende og trak på skuldrene.
"Jeg har ingen mening om min leder. Jeg har aldrig mødt ham. Den eneste grund til jeg acceptere ham er både fordi jeg ikke selv ønsker mig titlen og fordi han har givet mig en titel jeg kan bruge mod andre dæmoner" han smilte let ved det
"Men jeg føler jeg rydder op efter ham...Og det er tegn på en sjusket leder" Han så ud i rummet et øjeblik.
"Folk enden frygter mig, hader mig eller kommer til det. Det er sjældent jeg slapper af med nogen" svarede han så, på hendes sidste spørgsmål.
"Men hvem er du enlig?" han så på hend eigen, da hun på ny lagde bandager om sine fødder. Vandet var smårødt af blod.
"Hvad laver du i hverdagen?"

Hun kiggede på ham imens han talte og lyttede "Min mening om ham er vel tydlig" hun lagde sine ben op på sengen igen og satte sig op af væggen. Hun sukkede lidt "Synes ikke, at du skal rydde op efter ham" hun kiggede på ham. Hun lagde sit hoved lidt på skrå og så på ham "Du virker ikke til, at være en man kan være sur og hade på, men lige nu har jeg så lidt svært ved og stole på folk. Den eneste grund til jeg faktisk stoler på dig nu er fordi du har hjulpet mig så meget og det er jeg glad for, men tror ikke jeg ville kunne stole på andre dæmoner lige for tiden." hun kiggede hen på uret der hang henne på den modsatte væg. Hun kiggede så roligt på Sean og lyttede til hans spørgsmål "Hedder Luce Trieetence og til hverdag altså inden jeg ikke kunne gå" hun nikkede ned mod sine fødder og fortsatte "Passede jeg bare min søn og passede den lille lejlighed mig, ham jeg er sammen med og min søn bor i. Men siden episoden har jeg ikke kunnet holde ud og være hjemme..." hun kiggede ned og fik en blanding af skræk og sorgrigt blik. Hun kiggede hen på ham "Hvad med dig?"

han nikkede let. Ja, hun hadede ham og frygtede ham måske også på samme tid. Det var klart. Og at hun overhoved stolede på ham lige nu, virkede næsten for fantastisk syntes han. han så lidt på hende, som hun sad der og snakkede.
"Og er han så hjemme og passe på jeres søn? Du må da være glad for at se dem igen...Du kunne lige så godt være død nu" det var ikke hans mening at få hende til at mindes det. Det var bare et spørgsmål der dukkede op i hans hoved og han havde for vane bare at stille sine spørgsmål. For ofte fik man jo svar. og han elskede svar.
Han grinte let. Ham?
"Jeg er lidt over det hele. Intet fast holdested, ingen familie, ingen venner, ingen...kæreste..." Neph og Ali gled gennem hans tanker på en gang. Men i teorien var ingen af dem jo hans kærester. Endnu. Fast. Det betød intet, han skulle ikke tænke over det nu.
"Det er vist min forbandelse, som Incubuc. Ingen familie" og så havde han også selv gjort sit for at slå sin familie ihjel. Men det var jo bare en mindre detalje.

Hun kiggede på ham. Hun var faktisk blevet bange for og være hjemme når hendes kæreste og søn rent faktisk var dæmoner. Hun kiggede på ham og hendes blik blev bare endnu mere tristere over hans spørgsmål. Det var ikke det, at han huskede hende på hendelsen, men det, at han snakkede om sin familie ramte temmelig hårdt "For at være ærlig...har jeg ikke turde og være hjemme rigtigt..." hun kiggede ned med et trist blik og fortsatte "De er nemlig også dæmoner. Nok lytter min kæreste til det jeg sagde, men utrygheden ved og vide han er dæmon og har et voldsomt temperament er et helved og at gå op og ned af en dæmon efter sådan et helved som jeg har oplevet bare af jeres leder gør det til det rene helved, at bo sammen med dem." hun sukkede kort og så op på ham. Hun lyttede roligt til det han fortalte og trak på skuldrene "Kender godt følelsen af ikke og have en familie så forstår dig godt hvis det kan føles ret ensomt i længden." og det var jo sandt hun havde ikke rigtigt haft nogen familie siden hun fandt John. Hun havde stortset været helt alene. Hun kiggede lidt rundt "Man er som man er og så er folk nød til og acceptere den man er og der er altid en god grund til man er blevet til den man er" hun smilte kort, men smilet forsvandt lige så´hurtigt igen som det kom frem.

dæmoner? Far og søn? Ja, så var det ikke nemt, men burde moderkærligheden ikke overskygge denne frygt?
ÅH, her sad han og tænkte klog på moderlige følelser, når han intet viste om det!
det eneste han viste, var bare at hans mor aldrig rigtig havde været der for ham og han havde hadet det...
"Du får det til at lyde som om jeg ønsker mig en familie" han grinte let, samtidig som han rystede på hovedet.
"Det er det sidste jeg ønsker mig. Det er en forbandelse..Men jeg finder det nu også meget befriende. Familier er korrupte, forvrængede...Hele ideen om en stor lykkelige familie er netop kun en ide!" åh, hvor havde han set mange familie, helt rådne fra roden og helt op i blomsten!
Nej, han var glad for at slippe for sin...Hans sindssyge mor, idiotiske far, hans forræderiske bror....Den eneste han bekymrede sig for var hans nevø.

Hun kiggede ned og følte sig dum. Normalt ville man kunne slå frygten væk fra hvordan man ville have det med sin kæreste og søn, men det var bare svært og nu var hun højst sandsynligt gravid igen og det turde hun ikke en gang og få fjernet. Hun havde ikke turde og fortalt John, at hun sikkert var gravid og med hvem. Han ville sikkert ikke forstå hvordan det hele hang sammen. Han ville sikkert bare misforstå det hele. Hun kiggede på Sean "Du lød faktisk også selv såden" gun grinte selv. Det var første gang siden episoden hun faktisk grinte. Endda et rigtigt grin. Hun smilte til ham og lyttede til det han fortalte "En familie kan ikke være lykkelig hele tiden og nogen familier bliver helt splittet bare man laver den mindste fejl" hun var nu glad for og være kommet af med sine forældre. Hun kiggede roligt på ham "Hvordan var din familie altså forældre og søskende osv?" hun var blevet lidt nysgerrig imens de sad der og havde snakket om alt mellem himmel og jord.

hans mørke blik blev, om muligt, lidt mørkere. Spørgsmålene blev stadig mere og mere private, personlige, og han viste det var den normale vej, for at opbygge relationer med andre. Og det var også en af grundene til han ikke talte særlig meget om sig selv. Det var farligt for ham, hvis nogen kendte til ham og sladrede til alle mulige. Han så lidt på Luce...Hans forsigtighed ville ikke forsvinde i dag. Han ville ikke bare åbne sig op som en åben bog. Han familie levede dog ikke i denne verden. så ville det virkelig skade? Hun behøvede jo ikke vide særlig meget, hun var sikkert tilfreds med et kort svar...Det var de fleste.
"Jeg har en mor og far...Eller havde. Ved ærlig talt ikke om de lever længere. En bror og en nevø" svarede han en smule kort. Måske lidt for kort. Han trak svagt på skuldrene. Hans familie var en forbandelse...Ja, faktisk levede en forbandelse over familien, for de var en af de familier, som var udvalgt som lucifers efterkommere. Dem med mærket. Og hvor han hade det! Og han var blevet jagtet for det mærke...

Hun kiggede undersøgende på ham. Hun kunne godt se på ham, at der var noget han skjulte for hende og det gjorde hende mere nysgerrig, men hun ville heller ikke virke irriterende så hun lod bare være med og spørge. Hun kunne også høre på hans stemme og på hans korte svar, at han ikke stollede på hende. Men det er vel forståeligt nok. Det var jo første gang de sådan havde rigtigt snakket sammen. Sidst de havde mødtes snakkede de ikke rigtigt det var næsten mistroiske blikke der blev sendt rundt. Ihvertfald fra hendes side af. Hun lyttede stille til det han sagde. Hun undrede sig lidt over, hvad det var han skjulte for hende, men hun havde heller ikke tænkt sig og spørge ham. Det, at han ikke viste rigtigt noget om sin familie længere mindede hende lidt om, at hun ikke viste hvordan hendes forældre havde det eller om de overhovedet levede. Hun smilte roligt til ham "Sådan er det jo" hun kiggede små træt rundt.

Han nikkede let.
"Jep. sådan er det." han så lidt på hende, rejste sig så op og lod en hånd glide gennem sit hår.
"Forresten. Jeg tror ikke det vil gøre nogen forskel, andet end du måske har hørt skrækhistorie eller sære rygter om mig, men mit navn er Sean" sagde han pludselig og så på hende, da han gik over mod vinduet, for at kigge ud.

Hun så roligt på ham og lyttede til det han sagde "Sean?" hun tyggede lidt på navnet og fortsatte "Næh har aldrig hørt om dig sådan set, men kan godt lide dit navn." hun smilte roligt til ham og så efter ham da han gik hen til vinduet. *Hvad er der egentlig med ham?* tænkte hun. Hun sukkede lidt og smed benene hen over kanten på sengen. Hun ville kunne gå, bare hen for og se udsigten. Hun skulle om det så skulle gøre så ondt, at hun begyndte og græde og om der ville komme blodspor efter hende. Hun rejste sig langsomt. Hun måtte støtte sig i starten til stolen Sean havde siddet på for lidt siden. Hun bed sig i læben af smerter og gik langsomt hen imod vinduet, hvor Sean stod. Der kom blod fodspor efter hende. Tårerne løb ned af hendes kinder, men hun var ligeglad hun ville kunne klare og gå. Bare lidt.
Da hun endelig kom hen mod vinduet stod hun ved siden af Sean. Hun kiggede ud over udsigten og op på himlen der stadig var mørk og stjernerne lyste klart. Som var det lamper der dansede livligt på himlen. Hun kiggede kort på Sean. Tårerne trillede stadig ned af hendes kinder af smerter, men hun var ligeglad. Hun ville ikke være svag mere! Selvom hun viste, at hun hurtigt ville kunne komme ned igen. Hun kiggede kort på Sean "Ikke for, at være påtrængende men...hvad er der galt? Hvad er det der går dig på?" nok ville han ikke svare på det eller skifte emne. Men en ting var sikkert hun ville ikke kunne stikke ham i ryggen og såslet ikke nu hvor han har hjulpet hende så meget.

Han drejede hovedet og så hen på hende, som hun stod der med tårerne løbende ned af kinderne. Det var nok bedre at give sårene fred, så de kunne heale ordentlig og hurtigt. Men det var jo ikke hans problem. Det måtte hun selv om. Han så ud af vinduet igen, med et lille smil.
"Du er en af de få der faktisk spørger. Men som fremmed, må du forstår jeg ikke har tænkt mig at fortælle dig noget af betydning. Der ud over er jeg ofte mørk og dyster, dybt begravet i mine egne tanker." svarede han en smule kort. Han ville ikke have disse spørgsmål og selv om han plejede at kunne skifte emne eller snakke om noget andet, så folk opgav at svare, var han lidt for træt til disse små lege lige nu.
"Jeg har noget arbejde at lave..." sagde han så. Hvis han ikke orkede at lege, måtte han gå. for at undgå flere spørgsmål.
Han vendte sig om mod hende et øjeblik, så lidt på hende, men vendte sig så om for at gå mod døren...

Hun kiggede kort op på ham. Hun kiggede ud ad vinduet igen. Hun satte sig besværligt op på vindueskarmen. Hun kiggede ud på himlen og kiggede så derefter hen på ham da han snakkede til hende. Hun lyttede til det han sagde og kiggede så ud af vinduet igen "Undskyld...skal nok lade være med og spørge ind til mere om dig" der var ingen klang eller noget i hendes stemme. Den var mere tør i det end den havde været. Hun sukkede kort og kiggede på ham "Helt i orden...må nok også hellere se og komme hjem så jeg ikke forstyrre dig mere" Hun hoppede ned af vindueskarmen og bed sig lidt i læben "Tak for alt din omsorg" Hun gik hen mod døren langsomt.

Han stod med hånden på dørhåndtaget og så lidt på hende. Det gjorde tydeligvis ondt for hende at gå, sårene havde heller ikke godt af det. åh, hvorfor tænkte han i det hele taget på det?!
"Brug for hjælp til at komme hjem?" han kunne have bidt tungen af sig selv. han skulle jo videre, han havde ting at lave! Men det faldt bare så...naturligt at hjælpe, lige nu, måske fordi hun specielt havde været offer for hans egen leder. En sjusket leder. Var dette et slags oprør? han viste det ikke helt. Det måtte han tænke over senere.

Hun kiggede ned i jorden imens hun gik hen imod døren. Hun bed sig lidt i læben for ikke og skrige op af smerterne i hendes fødder når hun trådte på dem. Hun kiggede op på ham da han snakkede til hende "Øhm ja tak, altså hvis du har tid og vil ellers kan jeg godt klare det selv" hun prøvede og smile overbevisende som var hun glad, men hun var ikke ligefrem den der var bedst til og skifte sine følelser ud og så slet ikke når det gjorde så ondt som hendes fødder gjorde lige her og nu. Hun gik roligt hen til ham og så på ham. Hun sukkede kort og kiggede bagud på der hvor hun havde gået. Man kunne allerede se hvor meget hendes fødder havde blødt bare det stykke hun havde gået pga der var kommet blod fodspor de steder hun havde trådt. Hun sukkede lavt og viste ikke hvad hun skulle gøre.

Han nikkede kort og så lidt på hende.
"Så vil jeg hjælpe dig hjem. Hvordan gør vi det bedst? vil du bæres eller skal jeg spørge efter en trækvogn af dem der ejer stedet her? de må have en til at køre fulde folk væk" svarede han med et svagt smil. Igen gled den dejlige følelse af afslapning over ham, en han ellers ikke mærkede så ofte.

//Sorry, min krea lider meget under mine humørsvinginger...:///

Hun kiggede på ham. Der var et eller andet over ham som beroligede hende, men hun vidste ikke rigtigt hvad det var "Hvis det er dig ligemeget så er jeg lidt ligeglad. Bare du også er der" hun viste godt, at det ville lyde helt forkert det sidste, men nu var det jo sagt og kunne ikke trække sine ord tilbage. Hun kiggede flovt ned i jorden og sukkede. Hun kunne ikke stå meget længere på fødderne det kunne hun mærke. Hun kiggede bagud på de blod fodspor hun havde sat. Stakkels den som skulle gøre dette værelse rent efter de var taget afsted. Hun kiggede op på ham. Hun viste ikke rigtigt hvad der gik af hende, men hun følte sig tryg her hos ham. Hun smilte kort "Undskyld, at jeg har ødelagt din aften" hun kunne ikke slippe det igen. Han havde droppet hende pigen der var sur på hende fordi hun troede, at Luce havde taget Sean fra hende og det var slet ikke sådan det hang sammen og bare det, at han blev for hendes skyld var nok mere end hvad mange andre dæmoner havde villet gjort for hende.

//Det er helt i orden ^^//

Han så hende med en svag latter.
"Jeg kan jo ikke hjælpe dig tilbage uden at være der, vel?" svarede han let.
"Nuvel. Hvor langt er der hjem til dig?"
Uden at vente på yderlig planlægning eller tilladelser, bukkede han sig lidt ned i benene og lagde en arm om hendes ryg og en om hendes ben, da han løftede hende op. Han fik igen åbnet døren på en spøjst måde og sparkede den i efter sig, dog uden det virkede voldsomt.
så bar han hende nedenunder, mens han ventede på hendes svar....

Hun trak på skuldrene "Sandt nok" Hun kunne godt se, at det var dumt det hun havde sagt. Hun Skulle lige til og svare da han løftede hende i sin favn. Hun kiggede op på ham. Hun lagde stille sit hoved mod hans overarm og lukkede sine øjne. Hun glemte helt, at svare på det han havde spurgt hende om. Hun blev helt rolig i hans favn. Hun mærkede, at han åbnede døren på en eller anden underlig måde. Hun åbnede sine øjne og kiggede op på ham igen.
Hun opdagede, at de nu stod nedenunder ikke så langt væk fra hvor hun var faldet om og åbenbart var landet i hans arme. Hun kiggede rundt på alle de fulde mennesker, hvor mange af de fulde mænd prøvede og score en pige der var 10 gange pænere end dem. Hun fattede ikke helt hvorfor de prøvede og så i den mundering de var i. Hun kiggede op på på Sean og kom i tanke om hans spørgsmål som hun ikke havde fået svaret på endnu. Hun så lidt på hans hår og smilte kort. Hun rystede lidt på hovedet "Det er noget tid væk herfra" hun smilte kort og lagde sit hoved mod hans overarm igen. Hun kunne godt mærke, at hun ikke havde sovet rigtigt længe og de timer hun havde fået før, hvor hun var faldet om og vågnede nogle timer efter i den seng oppe i en af værelserne. Hun kiggede op på ham med trætte øjne.

Han nikkede kort. Lidt tid...Så kunne han sagtens være hende derhen. Han fik manøvreret sig hen til døren og lidt efter var de udenfor. Der var gået nogle timer og det var tidlig morgen, en blanding mellem mørkt og lyst. Det var køligt, næsten direkte koldt.
Han så sig lidt frem og tilbage og så så på Luce.
"Du bliver nød til at guide mig. Jeg aner jo ikke hvor du bor" sagde han så og kom i tanke om at det at han gik med hende i favnen nok kunne misforståes af mange...Men det var ikke hans problem.

Hun puttede sig roligt ind til Sean imens han bar hende. Hun prøvede og holde sig vågen imens de gik, men det var meget svært for hende, men hun ville ikke sove. Hun ville ikke skabe ham flere problemer med hende end han allerede havde. Hun mærkede kulden borde sig ind til hende. Hun viste ikke hvor koldt det var, men det var for koldt efter hendes smag. Hun prøvede og puttede sig tættere ind til ham og rystede af kulde. Hun hadet ikke direkte kulde, men hun brød sig ikke om og fryse. Hun kiggede op på ham "Frysser..." hendes stemme var lav.
Hun kiggede op på ham og kiggede rundt på gaden for og se hvor de var henne. Hun pegede hen mod en gade for enden af denne vej de gik på "Derhen" hun lagde mærke til, at de få mennesker der var på gaden denne tidlige morgen gloede på dem da de kom gående eller retter han gik og bar hende. Hun viste godt det ville skabe store problemer for hende, hvis John så det her, men det var bedre end hun havde gået. Så havde hun ihvertfald aldrig kommet hjem. Hun kiggede op på ham og smilte roligt bare for og holde sig vågen.

Hans tanker kværnede rundt i hovedet på ham. Det var på en måde forkert at bære hende hjem, når hun ikke brød sig om at være hjemme. Men på den anden side havde han ikke noget sted til hende og hun ville nok heller ikke acceptere det. Så han sagde intet, men bar hende bare den vej hun pegede.
De var snart ved bestemmelsesstedet.
"Selv om mine ordre ikke virker imod min leders, har jeg stadig større rang end din mand sikkert har. Hvis Rafael ikke har givet ham en ordre, kan jeg sikkert give ham en. Bare husk det. Jeg kan beordre ham om at lade dig være. Og følger han ikke ordren må jeg, ifølge vores love, fange ham og bringe ham for dom" han stilte luce ned foran hjemmet.

Hun kiggede op på himlen. Hun følte sig dum, svag og det hele på en gang. Hvorfor kunne hun ikke bare være som alle andre? Hvorfor kunne hendes liv ikke bare være godt? Istedet for de smerter hun fik påført fysisk og psykisk. Hun tænkte tilbage til dengang hele hendes verden blev vendt rundt. Det var den forbandet vampyrsskyld, at hun havde mistet alt det gode hun havde i sit liv. Hun mistede sin daværende kæreste pga den vampyr og vennerne ligeefter. Hendes mor havde aldrig rigtigt vist, at Luce betød noget for hende og hendes far måtte sende hende væk for og redde de andre. Han tænkte ikke på hvordan Luce havde det inderst inde for det betød ikke noget. Hun blev med det samme stemplet for og være psykopat, morder og hun vidste ikke hvad hun ikke var blevet stemplet for ligeefter den episode.
Hendes tanker forsvandt da hun hørte han snakkede til hende. Hun kiggede op på ham og lyttede til det han sagde. Hun kiggede rundt og så de var tæt på hvor hun boede. Dødt kvater eller også sov de fleste på sådan en tidlig morgen. Hun spekulerede over hvad hun skulle sige til ham og hvad hun skulle sige til John hvis han spurgte ind til hvorfor Sean havde båret hende hjem og sikkert haft reageret voldsomt. Tankerne fløj igennem hovedet på hende bare det korte øjeblik fra hun var i Seans favn til hun stod på jorden. Hun bed sig hårdt i læben til det blødte svagt af smerter fra da hun stod på jorden. Hun kiggede op på Sean "Tusind tak for din hjælp" hun smilte kort og fortsatte "Skal nok huske det" hun forstod stadig ikke helt hvorfor han havde hjulpet hende nu. Hun havde set ham været en rimelig hård fyr første gang de mødtes og efter de fleste blikke folk havde sendt ham da han løb efter Arason, så det ud som om de frygtede ham. Var han så farlig? Hun viste ikke hvad hun skulle tro om ham rigtigt, men besluttede sig for og tro han faktisk var en god fyr. For han havde hjulpet hende mere end hvad nok mange andre dæmoner havde villet. Hun smilte roligt til ham.

//Fik lige kreaboost ^^//

Han nikkede kort. Han ledte efter noget i sine lommer, da han trak et stykke papir op som var en smule nusset. Han kiggede lidt på det, men rakte hende det så.
"En adresse jeg fik tidligere i dag. Et nyt lille hus jeg har investeret i. Hvis du har brug for hjælp, vil jeg være der. eller et andet sted at være. hvis jeg ikke er, er mine mænd og de vil kontakte mig" Han viste ikke hvorfor han gjorde det...eller måske gjorde han. Fordi alle hadede ham, frygtede ham eller ønskede ham død...Og for en gangs skyld ville han bare vise han også kunne være noget andet, overbevise en anden om at de ikke kendte ham, kun af det ydre...Måske for at overbevise sig selv om det...

Hun kiggede lidt på ham og undrede sig lidt over hvad det var han ledte efter i sine lommer, men det kunne hun vel være lidt ligeglad med. Hun så på et lille stykke papir han havde haft i lommerne. Hun kiggede skiftevis op på ham og på papiret da han rakte det til hende. Hun tog så imod det og kiggede på papiret. En adresse? Hvorfor skulle hun lige havde det? Hun spekulerede lidt over det og så op på ham. Hun nikkede kort og knyttede sin hånd om papiret, så hun ikke ville tabe det "Tak, skal jeg huske" hun smilte kort og fortsatte "Du er ikke som folk siger og hvordan folk ser på dig. Du er god inderst inde og det er sådan nogen som dig som jeg respektere" hun viste ikke rigtigt hvorfor hun sagde det, men det var vel en måde for og styrke hans tro på, at han ikke var så slem som alle troede og samtidig for og overbevise sig selv om, at det ikke var alle dæmoner der var onde og ikke var som deres leder.