Nogle ting er bare uhåndterlige. Desværre for Firewood village. (Luce)

S: I starten er vi stadig hjemme i Doomsville.
Men senere i emnet vil vi rejse til Firewood village, hvor det meste af handlingen vil foregå.
O: skiftende.
T: midt på dagen. Tidspunktet ændre sig løbende gennem emnet.
V: Denne dag er overskyet og blæsende.

Han
havde været ret nervøs i noget tid, direkte bekymret. Luce havde ikke
været hjemme i noget tid og det lignede hende ikke at blive væk på den
måde. Selvfølgelig var der ingen større følelser imellem dem, andet end
måske et almindeligt venskab, men han nød hendes selskab og var faktisk
blevet glad da hun takkede ja til at flytte ind sammen med Bruce. Connor
voksede også hurtigt og blev mere og mere ustyrlig for hver dag, men i
det mindste turde han nu lade mor og søn være alene, da Luce havde
bevist hun ingen anfald havde fået i lang tid.
Connor, som netop nu
lå og sov på værelset, Bruce som sad inde i det lille værelse han havde
fået mere eller mindre for sig selv og legede. Han havde netop tjekket
ham.
Nu stod han nede i marmorhallen igen, ventende. Ventede på at
høre nyt. Havde hans fjender fundet ud af det og kidnappet Luce? gjort
hende noget? Tanken havde strejfet ham og netop derfor havde han bedt
nogle mænd om at finde ud af noget, men heller ikke dem havde han hørt
fra endnu.
Denne ellers overskyede dag var han klædt i arbejdstøj.
Lidt strammere, sorte bukser og en sort trøje. Solide sko. Et bælte der
indeholdt en dolk og nogle små punge med ting i, sat godt fast. De
skjulte våben rundt om på hans krop. Det mørke hår som lige nu strittede
mere normalt.
Sigmund, butleren, kom forbi på et tidspunkt.
"Sir. Jeg er sikker på hun er okay" Sean nikkede.
"Ja, det er hun nok. Men hun plejer ikke at blive væk på den måde..."
"Sir.
Med forlov, men hun er næsten lige flyttet ind. Jeg tror ikke de endnu
kan udtale dig om hvad hun plej..." Mere nåede Sigmund ikke at sige, før
Sean sendte ham et hårdt blik og han lukkede munden, dukkede hovedet og
gik mod køkkenet.

Det havde været nogle helved til måneder. Hun havde ikke vidst hvad der var sket med lille Connor den dag Zann havde kidnappet hende og, hvor Connor var ved og blive dræbt. Hun vidste heller ikke hvordan Bruce havde det. Hun havde tabt sig alt for meget. Hun lignede nærmest et lig der var genopstået for og finde mad. Hun var rent skind og bind. Der var intet som tegnede på, at hun havde været en smuk kvinde for blot mange måneder siden. Hun vidste ikke hvor mange måneder det var, men hun kendte heller ikke til dag eller nat længere. Hvor skulle hun vide det fra? Hun havde været låst nede i et rum indtil hendes sidste øje var blevet pillet ud. Hun havde ikke kunnet se noget siden den dag. Hun havde dog mødt Jacob og Sajro. Sajro havde været så flink og havde lært hende og kunne gå nogenlunde normalt, så man ikke havde så nemt ved og gennemskue, at hun var blind. Han havde også lært hende og kunne følge lyde. Selv de næsten afdæmpede lyde som man ikke så tit hørte. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle haft klaret sig efter han havde lært hende det. Jacob som hun holdt fast i hans overarm. Han havde fundet hende liggende og mere eller mindre sove udenfor Zanns gravkammer og båret hende hjem til, hvor hun kunne få vasket sig. Fået et ordentligt bad, men lugten af gammelt blod og mug hang stadig over hende. Det var svært og få denne lugt væk fra hende. Hun havde fået nogle gamle klude Jacob havde liggende. Hun kunne ikke huske, hvor han havde det fra, men det var sådanset også ligemeget nu. Det var en lang sort nederdel og en sort top som gik til lige under røven. hendes hår hang hen over hendes højre skulder og skjulte det lille R hun havde haft længe. Hun havdefået et sort stykke stof bundet rundt om hendes øjne for og skjule øjenhulerne. Det havde været et stort tab for hende og miste sit sidste øje. Jacob havde lovet hende og hjælpe hende til Doomsville og så langt hun nu kunne komme uden han ville kunne lægge mærke til, hvor Sean boede. Det var nu også hendes hjem, men hun betragtede stadig som det var hans hjem. Hun kunne dårligt nok huske, hvordan huset så ud eller hvordan nogen af dem i huset så ud. Hun ville aldrig kunne se det igen. Det ærede hende grænselyst. De gik roligt gennem Doomsville. Hun holdt stadig fast i hans overarm og fulgte roligt med. Han spurgte hende flere gange om han ikke skulle følge hende helt hjem, men hun havde takket pænt nej. Hun havde hørt hvordan folk snakkede i krogende i håb om, at hun ikke kunne høre hvad de sagde, men det kunne hun. Hun valgte dog og ignorer det og gik videre. Da de stod nogle få meter væk fra huset kunne Luce lugte noget godt mad. Den lugt kunne hun ikke tage fejl af. Den kom fra Marys køkken. Vinduet stod åbent og Luce ville gætte på hun var igang med maden. Hvad var klokken egentlig blevet? Hun vinkede stille til Jacob da han havde vendt rundt og gik. Hun havde takket ham mange gange for hjælpen. Havde hun faktisk gjort det meste af vejen for og være helt nøjagtig.

Han blev træt af at vente. Han ville ikke bare stå og vente, velvidende...At der kunne være sket noget. Måske lå hun såret et eller andet sted og så var det hans ansvar at tage sig af børnene hvis hun ikke kom tilbage.
Han sukkede og greb sin kappe fra stumtjeneren ved siden af den store dør, han svang den om sine skuldre.
"Jeg smutter!" råbte han kort til Sigmund, så de viste han ikke var hjemme. Han slog låsen fra og gik ud af døren...Han nåede knap nok at lukke den bag sig eller bemærke den liflige duft af mad fra det åbne køkkenvindue, før han fik øje på en næsten uigenkendelig skikkelse.Han stoppede op og troede først det var en tigger, som han skulle til at jage væk. hun lignede en, tynd og bleg som et skelet, laset tøj, klædet om øjnene så man fik medlidenhed...
men så stoppede han op. Der var noget bekendt ved den måde hun gik på, ud over hun gik som om hun faktisk var blind, en anelse usikkert omkring sine omgivelser...Og håret. Trækkende i ansigtet, munden.
"Luce?" spurgte han forsigtigt, som om han ikke rigtig troede det var hende, for hvad kunne der være sket siden hun nu lignede et spøgelse af sig selv, i forhold til da hun forlod hjemme for noget tid siden og stadig lignede...Luce.?

Hun begyndte og gå hen ad vejen i den modsatte retning af hvad Jacob gik. Hun gik meget usikkert. Hun hadet det, at hun ikke kunne bedømme hvor langt hun skulle gå før hun skulle dreje ind mod hoveddøren. Hun hørte en dør gå op og nogen gå ud. Hun stoppede op og lyttede for og kunne bedømme hvilken retning og hvor tæt på hun var en dør. Hun kunne dog ikke helt bestemme sig for hvilken side lyden kom fra. Hun bed sig lidt i læben. Det var rent ud sagt umuligt og kunne gå direkte hen til en dør. Hun hørte nogen sige sit navn og fik et mindre chok og bakkede et skridt bagud. Hun prøvede og genkende stemmen hun havde hørt, men det var svært for hun havde hørt mange stemmer siden hun blev blind. Hun prøvede og tænke tilbage til før hun blev blind. NU vidste hun hvem det var der havde sagt hendes navn. Det var Sean! Nu vidste hun ihvertfald, at hun var tæt på sit hjem. "Sean? Hvor er du?" der var lidt usikkerhed i hendes stemme. Hun var ikke sikker på, hvor Sean stod så hun kunne hverken løbe eller gå hen til ham.

åh god...Det var Luce. Det ar Luce, et omvandrende, blindt skelet. Hvad var der nu sket? hvordan kunne det...Og hvordan var hun fundet hjem igen?
Han bevægede sig hurtigt over mod hende, lagde sine hænder mod hendes tynde skuldre, før han hev hende ind til sig i et kram.
"Luce...Hvor har du været? Jeg har været bekymret..." han holdt hende snart ud for sig igen, for at se på hende. Og inden hun fik mulighed for at sige særlig meget, havde han lagt en arm om hendes skuldre og trak hende med over mod huset. Hvem kunne have gjort det her, og hvorfor? Var det Rafael igen og med hvilken grund havde han så nu, at hans søn var i live?
Det så i hvert fald ud til at mange personer så Luce som deres mål og han forstod ærlig talt ikke hvorfor.

Hun stod bare stille og ventede på, at Sean sagde et eller andet til hende så hun havde nemmere ved og finde vej til ham eller, at han guidede hende over mod døren eller han gik hen til hende eller bare et eller andet som kunne gøre, at Luce følte sig velkommen eller så hun følte sig i trygge hender igen. Hun mærkede nogen hive hende ind til sig. Hun krammede sig ind til Sean. Hun kunne genkende hans personlige og dæmoniske lugt. Hun havde savnet hans lugt. Hun borede sig næse ind mod hans brystkasse og snuste hans duft ind til sig. Hun blev helt rolig indvendig. Hun havde savnet den lugt så meget. Hun følte sig i trygge arme igen. Hun lod sit hoved hvile mod hans brystkasse "Hvis jeg vidste det selv havde jeg fortalt dig det, men jeg aner ærlig talt ikke, hvor i verdenen jeg har været, men hos hvem" hendes stemme var en blanding af tryghed og sorg i sig. Hun så ned i jorden. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til Sean. Hun var ked af, at hun havde gjort Sean bekymret og at hun havde ladet ham været alene med børnene. Selvfølgelig var Sigmund og Mary der også, men alligevel. Hun mærkede, at han lagde en arm om hendes skulder og hev hende med. Hun fulgte stille og roligt med. Hun stollede stadig meget på Sean selvom hun lige var kommet tilbage efter flere måneder i helved. Det føltes ihvertfald som og være i helved. Hun lod sit hoved hvile mod hans skulder "Undskyld, at jeg har gjort dig så bekymret"

Han smilte svagt.
"Du har gjort mig meget bekymret!" udbrød han, inden han nåede at tænke sig om. Han lod kort blikket glide rundt, men der var heldigvis ingen der så ud til at ligge mærke til at Sean slæbte en laset kvinde med sig ind i huset.
Han slap hende først da de var indenfor, da han vendte sig om for at låse døren.
"Vi har nogle ting at snakke om! Men først...Hvordan har du det? hvad er der sket...Dine øjne...Eller øje...Og du er så tynd!" han viste ikke helt hvor han skulle begynde. så rystede han på hovedet og råbte højt på Sigmund.
"SIGMUND!" der gik et øjeblik før butleren kom løbende.
"Sir!" Så opdagede han Luce og bukkede kort for hende, selv om hun ikke kunne se det.
"Hent noget mad. Og vand. Vi går ind i opholdsstuen og der vil vi være i fred i noget tid, men kom med maden" Sigmund nikkede og gik. Sean tog igen om Luces skuldre for at føre hende over mod den lille stue, som hun var i første gang hun besøgte ham. Hvis hun ville med altså.

Hun fulgte bare roligt med ham. Det var det nemmeste hun kunne gøre lige nu. Hun hang lidt med hovedet da de gik "Undskyld..." der var tristhed i hendes stemme. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige eller gøre. Hvorfor var Dean overhovedet bekymret for hende? Hun var vel bare en kvinde ud af mange i denne by så hvorfor være så bekymret for hende? Nok boede hun hjemme ved ham, men det kunne vel ikke være grunden. Hun vendte sig om da de var kommet inden for så hun stod med fronten hen imod ham. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til alle hans spørgsmål der kom væltende ud af ham. Hun kunne godt høre på ham, at alt var forvirrende lige nu og han ikke vidste hvad han skulle sige eller gøre. Hun vidste, at det ikke ville hjælpe meget, hvis hun fortalte noget som helst. Hendes ansigt havde nogle små ar forskellige steder ligesom på resten af hendes krop der var ikke et stort sted på hendes krop, hvor der minimum var et ar på. Hun kunne ikke forklare det med øjnene heller det var for svært. Hun bandt stoffet op og fjernede det. Der kom 2 øjenhuler frem, hvor det ene hang der små døde nerver ud af og noget størknet blod. Hun bed sig lidt i læben. Hun holdt sig kort for ørerne da Sean råbte efter Sigmund. Hun valgte og vende sit hoved væk så Sigmund ikke kunne se hendes øjne. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre. Hun kunne også mærke, at hun var lidt sulten og alligevel ikke. Hun følte ingen trang til og spise overhovedet. Hun fulgte stille og roligt med Sean da han lagde en arm om hendes skuldre. Hun vidste ikke hvad der ville ske overhovedet eller om han ville begynde og råbe op af hende. Alt kunne ske. Hun tog fat i hans trøje ved skulderbladene for bedre og kunne mærke når han stoppede og gik.

hun kom hjem, uden øjne, udsultet og svaglig...Og undskyldte til ham?! Det kunne ikke være normalt.
"Nej Luce, du skal ikke undskylde for noget" han så lidt på hende, på de to tomme døde øjenhuler der var tilbage...Det var uacceptabelt. hvorfor ønskede nogen at tage hendes syn fra hende på den måde? Han forstod det virkelig ikke. Da de kom ind i opholdsstuen viste han hende hen til en af stolene, men han satte sig ikke selv, han gik frem og tilbage en lille smule for ikke at overfalde hende med en masse spørgsmål. Hun måtte være træt, hun orkede nok ikke at besvare en masse spørgsmål...
"Okay, der må simpelthen være noget specielt ved dig, siden folk bliver ved med at være efter dig, torturere dig, voldtage dig og tage dine øjne fra dig..." Det var det første han sagde i noget tid, før han igen så tankefuldt frem for sig.
Var hun datter i en eller anden speciel familie? Hun havde fortalt lidt og ud af det var der intet specielt ved det, men måske frygtede hun at også han ville fange hende og gøre ting ved hende, hvis hun sagde sandheden. Når alt kom til alt, gemte han jo selv sine hemmeligheder godt. Måske viste hun noget...Måske var det fordi hun kendte ham? Eller også kunne hun noget eller gemte noget folk ville have...Der var for mange muligheder. Han besluttede at tage det fra en ende af og så gå baglæns.
Der gik endnu lidt tid, før Sigmund kom og bankede på døren. Sean lod ham komme ind og han satte maden og vandet på det lille bord mellem stolene, før han gik igen. Sean takkede ham kort.
Han gik over til maden og vandet, samt Luce.
"Okay...Først...Vil jeg gerne have du spiser lidt. du er så tynd at det gør helt ondt på mig..." han var faktisk bekymret for hende. Og det overraskede ham hvor meget han enlig var det.

Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, men hun følte sig forpligtet til og sige undskyld til Sean over og have ladet ham være alene med børnene i så lang tid og fordi hun havde gjort ham så bekymret. Hun sukkede så "Hvorfor skal jeg ikke undskylde? Jeg har bekymret dig mere end hvad jeg troede du ville" hun havde ikke troet, at hun ville kunne bekymre Sean. Det havde hun så fundet ud af, at det kunne hun godt. Hvorfor kunne hun egentlig det? Hun mærkede, at han kiggede på hende. Hun lignede vel noget katten havde slæbt ind og spist og kastet op igen. Hun følte sig i hvert fald sådan. Hun gik bare stille efter ham. Hun lod en hånd køre hen ad armlændet på stolen Sean havde ført hende hen til. Hun satte sig langsomt på den. Hun var nu mest bange for, at hun ville sætte sig på gulvet eller på det lille bord som stod imellem stolende. Hun kunne høre Seans fodtrin gå rundt inde i opholdsstuen. Hun kunne høre på hans skridt, at han tænkte og at han var bekymret. Hun blev selv lidt nervøs af, at høre hans skridt gå frem og tilbage og det, at han ikke sagde noget gjorde ikke situationen bedre. Det lettede hjertet lidt da han endelig sagde noget. Dog alligevel ikke. Noget specielt ved hende? Hun vidste ikke hvad der kunne være specielt ved hende. Hun var en draconianer længere var den ikke. Hendes forfædre var dog nogle stærke draconianere og nogle af de højste i racen, men det var så længe siden. Der var kun en i hele hendes draconianske side af familien som var blevet dragonlycan. Resten havde kroppen ikke godtaget en drages blod. Man sagde det gik kun til den stærkeste i familien der fik det. Det var først nu det gik op for hende, hvorfor det var hendes familie ikke holdt af hende. Hun viste sig ikke som den stærkeste i familien. De så hende som den svageste og derfor aldrig ville kunne blive til en dragonlycan som familien ønskede. Det var tungt og tænke over. Hun kunne høre, at Sigmund kom ind og stilede en bakke med noget på ved det lille bord ved siden af hende. Hun brød sig ikke om, at hun ikke kunne se på bakken hvad der var der på. Hun sukkede lidt "Vil du så rette mig maden og drikket og fortælle mig hvad det er og hvor det sådan ca ligger på tallerkenen? Tænk lidt som var det et X hen over tallerkenen" hun vidste det lød underligt, men det var sådan hun havde lært hvordan hun fik sin mad uden og rigtigt og spilde.

Han tog tallerkenen og gav Luce den.
"Okay...Hvad med et ur? Det er nemmere. Du kan vel klokken?" spurgte han hende. Han viste ikke hvordan han skulle kunne forklare hvor noget lå, hvis det skulle ligne et X.
"F.eks. kl. 12, grønsager. En blanding af gulerødder og rosenkål. Kl. 3 kartofler. kl. 6, kød. Der ligger noget sovs kl. 9. Hvad med det?" spurgte han og håbede hun kunne klokken og viste hvad han mente. Det var ikke fordi han troede hun var dum, han havde bare vænnet sig til at i denne verden var tingene ikke de samme som på jorden, hvor alle kunne læse og regne. Her var det ofte kun et fåtal.
Han tog hendes hånd og placerede den ved glasset med vand på bordet. Hun kunne ikke både spise og sidde med vandet, så derfor ville han bare vise hende hvor det var, så hun kunne tage det når hun ville. Til sidst gik han over og satte sig i sin egen stol. Han havde stadig lyst til at stille hende en masse spørgsmål, men hvis han kendte hende ret måtte han nok hellere vente til hun havde spist, ellers ville hun nok bare miste sin sult. Han tænkte kort på Connor og Bruce. Men de kunne se deres mor lidt senere.

Hun tog imod tallerkenen og nikkede som tak. Hun vidste ikke om hun skulle fortælle noget eller holde mund. Hun var forvirret over det hele, men regnede med, at han ville spørge hende, hvis der var noget han ville vide. Det havde undret hende lidt hvorfor han ikke havde spurgt hende om alt muligt, men hun var nu også glad for, at han ikke havde gjort det for der ville være for mange ting der ikke var så pæne og noget der var nemt og snakke om ihvertfald ikke imens hun spiste. Hun undrede sig lidt over hvad han mente. Hun kendte klokken og var nu også meget kvik til at læse, skrive, regne og det hele. Det havde hun lært på den gamle skole hun stak af fra. Hun blev noget mere klar over hvad han mente med klokken da han fortalte hvor maden lå. Hun havde sagt X fordi hun tænkte det ville være nemmere og havde ikke tænkt over det med klokken. Hun nikkede stille "Det lyder som en meget bedre ide du havde fået der" hun var glad for, at han var der for hende og hjalp hende på den måde. Hun havde ikke vidst hvad hun skulle gøre, hvis hun ikke havde hans hjælp. Hun mærkede hvor koppen var og nikkede som tak. Nu vidste hun sådan ca hvor koppen var og det var rart for hende og vide for hun vidste, at hun ikke ville kunne finde den selv uden og spilde det hele. Hun trak sin hånd til sig "Vil du ikke være sød og rette mig en gaffel?" hendes stemme var rolig. Hun vidste godt, at Sean snart ville stille hende en masse spørgsmål. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre af sig selv.

han gav hende bestikket uden at ord, gled tilbage i sin stol og så tænkende ud i rummet et øjeblik.
"Jeg håber du kan tilgive min iver, jeg skal nok vente med de tunge spørgsmål til du har spist lidt." han smilte let til hende, mere af vane, for han viste jo godt hun ikke kunne se det længere. Dog kunne man jo altid høre på stemmen om den smile, var vred eller meget andet.
"Lad mig starte et nemmere sted, håber jeg. Hvordan kom du hjem?" hun måtte have været i meget dårlig tilstand, måske endda for svag til hverken at flygte eller selv kravle hjem hvis hun var sat fri. Og hvis det havde været sådan, ville der nok også være blod og skidt ud over det hele og hendes tøj ville have passet hende bedre, men være ødelagt. Men hun lignede en der havde haft lidt tid til at komme sig og det gjorde ham lidt nysgerrig. hvem havde hjulpet hende?

Hun havde lidt svært med og smile til ham som hun normalt plejede og gøre. Hun var glad for og være tilbage så det var ikke det. Det var nok bare det, at hun ikke længere kunne se ham og hans ansigtsudtryk han havde. Hun kunne selvfølgelig høre på hans stemme, hvilket humør han var i, men det var bare ikke det samme. Hun smilede lidt da hun fik gaflen i hånden. Hun kiggede hen imod ham da hun hørte hans stemme. Hun havde stadig ikke fået stoffet bundet om sine øjne igen så man kunne sagtens se de rådne nerver der lå i øjenhulerne der var dog en enkelt der lå lige ved øjenkrogen og lignede en lille orm der kravlede ud fra sit orme hul. "Det er helt i orden og tak for, at du venter lidt med dem" hendes stemme var dog stadig sød og venlig som den altid havde været når hun var i nærheden af Sean. Hun begyndte så og spise lidt af den mad hun havde fået. Det smagte godt og duftede fantastisk. Det var lidt svært og spise for hende og der røg nogle gange nogle grønsager eller et stykke kartoffel på gulvet fordi hun ikke kunne se, hvor tingende var på tallerkenen. Det irriterede hende lidt indvendigt, men hun ville ikke sige noget. Hun havde en anelse om, at Sean sikkert tænkte at hun så dum ud eller noget lignende. Da hun havde spist det meste af maden kunne hun igen høre Seans stemme. Hun vidste, at han ville spørge hende om, hvem der havde hjulpet hende væk fra Zann. Hun sukkede lidt "En anden dæmon der hedder Jacob. Han fandt mig og tog mig så hjem til ham, hvor jeg kunne slappe lidt af og få vasket det værste møg og blod osv væk" hun nærmest stirrede ligeud for sig. Som om nogle billeder kom frem i hovedet på hende. Hun kunne huske, at Jacob var meget kold og hun frøs meget imens han bar hende hjem til sig. Det var ret lunkent i vejret, men han var for kold for hende.

Han bemærkede hun spildte. Det kunne han bede nogen om at gøre rent bagefter, det var sikkert ikke nemt at skulle lære tingene på en anden måde. personligt ville han nok....bryde sammen, hvis hans synssans forsvandt. Han var alt for afhængig af den. Hvordan skulle han kunne lave noget som helst uden?
Han nikkede let med overraskelse i ansigtet.
"Jacob? Pudsigt. Kender ham godt, en god dreng" svarede han roligt og lænte sig godt tilbage i sin stol.
"Du ved hvad jeg vil spørge om. Nu da du har fået noget mad, vil jeg tillade mig at bede om hele historien, så vidt som du kan og vil fortælle den" spurgte han. Hans stemme var blid, ikke medlidende, men blid og venlig. Præcis som Luce normalt kendte den.

Hun sad stille og roligt og spiste. Det var nu dejligt og få noget ordentligt mad igen. Hun havde nægtet og spise det hundeæde Zann havde givet hende. Hun spiste kun når det var aller mest nødvendigt da hun mærkede, at hun ikke ville kunne holde ud og holde sig oppe. Det var ikke så tit, men det skete ikke så tit. Hun havde ikke regnet med, at Sean kendte Jacob, men det var så også fint nok alligevel for så var der nok ikke så mange spørgsmål der har med Jacob og gøre "Ja han er fin nok. Lidt træls, at jeg ikke kunne se, hvordan han så ud eller noget som helst" Hun sad og spiste det stille og roligt det sidste af sin mad og stilte tallerkenen på bordet meget tæt på glasset som hun havde med vand i, men glasset væltede dog ikke. Hun nikkede stille til det han sagde. Hun vidste det allerede. Hun vidste ikke helt længere hvordan det hele startede, men der var dog nogle små punkter som hun kunne huske "Jeg mødte min far imens jeg var ude og gå tur den dag jeg forsvandt... Mig og ham kom op og diskutere over noget med min mor og om da jeg blev sendt væk. Jeg stak så af. Der var en fyr som tog fat i min ene arm og ben så jeg væltede...blev slået bevidstløs og vågnede i et lille rum i en sæk... hendes stemme knækkede. Hun kunne ikke få sig til og fortælle, hvordan hun skulle fortælle ham om alle de ting der skete. Om alle hendes ar og hendes forbandelse der røg over hende og det hele. Hun sukkede lidt "Det var en dæmon...Ikke Rafael, men en der hedder Zann" der var tristhed og skræk i hendes stemme. Hun ville ikke kunne fortælle hendes ar og mærket det var nemmere og vise det så hun slap fra og fortælle det, men det ville også være underligt og gøre det.

Han smilte svagt.
"Du går ikke glip af noget. En ung dreng, selv i en dæmonstandard. Hvidt hår, han kan noget med is. Vi gjorde nogle ting sammen en gang" Han trak let på den ene skulder og tog det sidste glas fra bakken det hele var kommet ind på og drak af vandet der var i. Han stilte glasset på bordet. Hvis drengene så deres mor nu ville de nok blive skræmt, trods de var dæmoner. De var stadig kun børn.
Han kendte ikke Zann...
"Ham kender jeg ikke. Zann. Aldrig hørt om ham faktisk. Og ved du hvorfor han valgte dig?" spurgte han. Folk gjorde det da ikke uden grund, gjorde de? I et øjeblik kom han i tanke om bethany...Jo, folk gjorde det uden grund. mindre detalje.
Han kunne godt se det var svært for hende, så han prøvede ikke at presse for meget. Men han følte sig stadig vred et eller andet sted. Var der virkelig slet ingen løsning på dette her? Hans tanker gled i et øjeblik på nogle han kendte, et gammel ægtepar, selvfølgelig bare et dække, som levede ved Firewood village...De kunne nogle lidt specielle ting...

Hun sad stille og prøvede og samle sig selv. Hun kiggede hen imod hans stemme da han snakkede. Nu gav det ihvertfald mere mening for, hvorfor ham Jacob var så kold som han var da han bar hende væk "Så giver det mere mening for, hvorfor han var så kold som han var" hun havde undret sig meget over, hvorfor det var, at han var så kold som han var, men nu fik hun det ihvertfald, at vide og det var nu dejligt nok. Hun sukkede lidt da han sagde, at han ikke kendte Zann. Var der overhovedet nogen der kendte ham? Var der overhovedet nogen som ville kunne hjælpe hende af med hendes liv? Hun rystede lidt på hovedet "Kendte ham slet ikke før efter jeg vågnede efter jeg var bevidstløs. Han sagde jeg var et nemt offer og at jeg var perfekt til hans små lege..." hendes stemme knækkede igen. Hans lege var bare rent tortur. Alle de ar hun havde fået. Det var ikke et sted, hvor det enten ikke havde været et blåt mærke, et sår eller en helt masse ar. Hun havde aldrig forstået, hvorfor det var, at han ville bruge hende. Hun knyttede stille sine hænder. Hun ville leve et ordentligt liv. "Kommer ikke til og få et normalt liv igen overhovedet...Kommer aldrig af med ham heller..." hun sukkede lidt og synkede ned i stolen. Hun snakkede om forbandelsen han havde smidt på hende. Den forbandelse der gjorde, at hun ikke kunne tænde på andre end ham overhovedet og ikke ville kunne sove ved siden af andre end ham. Hun kunne i det hele taget ikke leve, hvis det ikke var for ham. Hun mærkede allerede, at hun havde været for længe væk fra ham. Hun begyndte og blive mere eller mindre rastløs i hele kroppen.

Han så lidt på hende. Han var ikke personen der tog hastige beslutninger, men denne gang var vist en undtagelse. Han kunne ikke holde ud af at høre mere på det, om hvor elendigt alle åbenbart behandlede hende!
"Luce...Hør her. Der er en løsning på så mange ting...Dine øjne, din forbandelse..." her mente han den fra Rafael, så hun ikke rigtig kunne sove. Han anede endnu intet om Zanns.
"Og jeg kender to personer der ved mere om magi og forvandlinger end nogen andre jeg kender! Jeg stoler på dem..." han rejste sig fra sin stol og satte sig på hug foran hende og tog hendes hænder, så hun kunne mærke han var der.
"Stoler du på mig? Vil du tage med mig til Firewood og høre hvad de har at sige?" han håbede det. Ellers måtte han bedøve hende og tage hende med alligevel. Han kunne ikke sidde stille længere og bare lytte.

Hun sad stille og kunne ikke holde sine hænder i ro. Hun var blevet alt for rastløs. Hun havde lyst til bare og rejse sig op og gå rundt, men hun kendte ikke dette rum så godt endnu til hun kunne bare gå frem og tilbage uden og gå ind i noget. Hun flyttede på sig flere gange. Hun anede ikke hvad der skete med hende. Hvad var der med hende? Hun plejede og kunne sidde stille i lang tid af gangen, men lige nu kunne hun bare ikke. Hvorfor kunne hun ikke det? Hun sukkede lidt "Hvordan?" hun var lidt forvirret over hvilken en af forbandelserne han snakkede om for nu havde hun 2 forbandelser over sig. Endda 2 som ville gøre hende umulig og omgås med. Hun undrede sig lidt over, hvad det var han ville med det ham snakkede om, men det begyndte og demre lidt for hende hvad han mente. Han mente måske de kunne hjælpe hende med de ting. Hun håbede, at han havde ret så hun var noget mere rolig og omgås med end hun var lige nu. Hun hørte, at han havde rejst sig fra sin stol og gik. Hun troede, at han ville gå hen til vinduet som han plejede og gøre når han tænkte over noget, men det gjorde han ikke for skridtene stoppede for tæt på hende til, at det kunne være hen til vinduet han var gået. Det måtte være foran hende han var stoppetog det fik hun bekræftet da hun mærkede, at han havde taget fat i hende hænder. Hun kunne stadig ikke holde sine hænder i ro så hun trykkede lidt på hans hænder. Det virkede underligt det vidste hun godt, men hun kunne ikke gøre noget ved det. Hun tænkte lidt over det han spurgte hende om. Hun nikkede så "Ja jeg stoler på dig og vi kan vel altid prøve og se, hvad de siger og hvad de kan gøre ved det" hun lød lidt utryg, men på en måde var hun tryg ved, at det var Sean der tog med og ville prøve og hjælpe hende med og få et bedre liv.
Hun kunne ikke holde sig i ro mere. Hun måtte op og gå lidt. Hun slap hans hænder og satte sine hænder på armlændet og rejste sig op. Hun lagde en hånd på hans skulder og gik langsomt forbi ham. Hun var lidt usikker på det hun gjorde. Det var rigtigt forbandelsen som var gået igang på hende, men hun forstod det ikke. Hun havde aldrig oplevet det før.

Han slap hende, da hun rejste sig op. Han rejste sig selv op, hans tanker gik allerede på hvordan de bedst kom til Firewood uden problemer. Han kunne flyve dem, men så blev han selv træt og det var ikke sikkert Luce brød sig om det, hverken hvis han fløj eller på Thor, hans hippogrif. Hestevogn? hvad ellers var der, end på hest. Nok det hurtigste der fandtes i denne verden.
"Hvordan foretrækker du at rejse? Jeg vil gerne af sted med det samme..." han så hen mod hende, mod hendes lidt usikre gang. Som om hun ikke helt viste hvor hun skulle sætte sine fødder, men alligevel havde en stor lyst til at sætte den. Være i bevægelse. Måske var emnet ubehageligt for hende, han blev selv rastløs når ting gik ham på og han helst ville undgå at tale om det.
Han lod hånden glide gennem sit hår et øjeblik. Han havde mest lyst til at råbe til Sigmund om at skaffe nogle heste i en fart...

Hun gik lidt usikkert rundt. Hun havde det som om hun bare gik i en stor cirkel. Det føltes dumt, men hun kunne ikke holde det ud. Hun gik mest for ikke og lade forbandelsen overtage hende for hun vidste, at hvis hun prøvede og undgå forbandelsen så kunne det ende med, at hun ville dø langsomt og smertefuldt af det og det ville hun ikke. Hun ville ikke lade forbandelserne og alt det der var sket for hende hakke hende ned. Hun ville klare det for hendes egen skyld og for dem som støtter hende i det. Hun stoppede op da hun kunne høre hans stemme. Hun vendede sig om imod stedet hun havde hørt hans stemme. Hun var sådanset ligeglad med, hvordan de rejste. Det vigtigste var, at det var sikkert for dem begge og hurtigst muligt "For min skyld kan det være ligemeget og synes du har ret i, at vi burde tage afsted så hurtigt som muligt, men hvis det ikke gjorde dig noget vil jeg gerne lige have et ordentligt varmt bad og have mit eget tøj på" hun håbede ikke det gjorde ham noget for han ville nok ikke rejse rundt med en der stadig havde en lidt råden lugt i sit hår og havde noget tøj på som overhovedet ikke passet til hendes krop. Hun begyndte og stå mere og mere uroligt. Forbandet forbandelse! Hvorfor skulle den ødelægge det hele? Hun begyndte og gå frem og tilbage igen. Noget mere sikkert, men der var stadig lidt usikkerhed i hendes gang. Hun bed sig lidt i læben imens hun gik "Det er ikke det og snakke om det...Det forbandelsen..." hun kunne lige så godt sige som det var med den forbandelse for han ville sikkert regne det ud senere.

Han nikkede svagt og gik over til døren for at råbe på Sigmund. Der var ting der skulle gøres klar og det med det samme. Han råbte hans navn så det rungede i marmorhallen. Derefter kiggede han tilbage på Luce med et svagt smil.
"Jo. Jo, tag et bad og gør dig klar. Det vil alligevel også tage lidt tid at gøre klar til rejse" nikkede han. Det var fornuftigt nok og rimeligt, hun var jo nok stadig ødelagt i både krop og sjæl af oplevelsen.
Han så hen på hende igen.
"Forbandelsen? Men den gjorde jo bare du ikke kunne sove..." sagde han en anelse undrende.

Hun gik stadig frem og tilbage og vred sine hænder. Hun kunne virkelig ikke holde sig i ro. Hun håbede ikke, at hun stressede Sean for det ville hun ikke. Hun prøvede og finde ud af, hvordan hun bedst muligt undgik og gå rundt. Hun kunne høre, at han råbte efter Sigmund. Han ville sikkert bede Sigmund om og gøre nogle ting klar det kunne selv burhøns regne ud. Hun var begyndt og kende Sean lidt og alligevel var han stadig en fremmed af personlighed. Nogle gange undrede hun sig faktisk over, hvor i den store verden hun havde ham henne, men hun ville heller ikke gå op i strid imod ham for hun vidste, at han var magtfuld nok til og kunne skade hende på den ene eller på den anden måde. Plus han havde hjulpet hende for meget til, at hun kunne få sig til og være imod ham. Hun smilte stille "Tak, skal nok skynde mig lidt, men det ville være lidt rart med lidt hjælp til det så jeg får alt skidtet ud af håret" hun smilede lidt. Hun hentydet dog ikke til, at det var ham der skulle hjælpe hende bare en af tjeneste pigerne så hun fik gjort det rimeligt godt nok så hun ikke lignede noget katten havde slæbt ind. Hun bed sig lidt i læben og kunne høre hans undren i stemmen. Hun sukkede lidt "Jeg ved du kun tror, at jeg har den forbandelse med og sove, men har en anden også...En Zann lagde på mig for og sørge for jeg ikke gjorde noget imod hans vilje..." hun vidste, at han ville spørge yderligere ind til den forbandelse så hun kunne lige så godt være forud "Han sagde, at forbandelsen ville gøre, at jeg ikke kunne tænde på andre end ham, ikke kunne sove ved siden af andre end ham, at jeg døde, hvis han døde..." hendes stemme knækkede lidt. Hun overvejede lidt og bare gentage hans ord "Han sagde og jeg citere 'Jeg har gjort dig til min. Mit slavemærke. Min forbandelse. Er tilsat dig. Din sjæl. Dit blod. Din krop og din sjæl er min for evigt. Du vil aldrig kunne tænde på andre end mig. Du vil aldrig kunne sove nær andre end mig. Og sidst men ikke mindst. Hvis du prøver at undgå tingene. Prøver at overleve dem. Tjah så vil din hjerne langsomt slukke. Du vil kort sagt dø' det var det han sagde endda ordret" hun huskede de sætninger som havde hun hørt dem tusind gange. Hun kunne hver en eneste sætning og hvert et ord han sagde den dag han gav hende slavemærket og forbandelsen over hende.

Hvad var det med folk og forbandelser? Det var jo ikke bare at sige nogle ord, så var alle jo udsat for forbandelser, men også noget med magi at gøre. Var verdens balancer virkelig ved at rykke sig så meget at selv en tilfældig forbandelse ville virke? Som regel skulle man føle virkelig meget for det. Vrede, had, kærlighed, før de virkede. Han sukkede kort.
"Okay. Så har vi lidt mere at arbejde med" han trak på skuldrene.
"Jeg går altså ikke med dig i bad. Kan du ikke bare føle dig frem? Det er vel først når du kommer ud af badet du skal have hjalp..." Han viste ikke hvorfor han tænkte over det på den måde.
"Nej, ved du hvad...Jeg aner intet om hvordan kvinder klare deres ting. Sender en tjenestepige med dig. Jeg smutter altså nu, jeg har selv travlt. Lad os komme i gang..." og så var han væk. han havde forladt rummet og var næsten styrtet ind i Sigmund, der kom i det samme.
"Sigmund. først, find en tjenestepige der kan hjælpe Luce. Derefter, vi skal have fundet nogle gode heste hurtigt..." de bevægede sig væk fra rummet. Han kort sagt efterlod Luce der. Der gik dog ikke lang tid før en tjenestepige kom løbende hen til rummet.
"Til tjeneste" hendes stemme var spinkel og en smule usikker.