Why do you come here i dont need you longer brother i learn to live alone and maby that is how it should be Rowan

// OOC: Da jeg ikke ved om jeg skal kalde ham "Jake" eller "Richard" holder jeg mig blot til Richard i denne tråd. Jeg håber det er OK. (:

"Richard..." 

Rowan betragtede sin bror, der stormede imod folkemængden med selvsikre skridt. I hånden havde han en bue med en spændt pil; en uhyggelig tanke strejfede Rowans sind. Vil han skyde bødlen? Hans øjne faldt på den maskerede mand, der stod klar til at lade den dømte hænges. Varulven satte i løb for at stoppe sin bror i denne tåbelige aktion. "Richard! Lad nu være!"

For sent. Han hørte pilens "swoosh" da den forlod buestrengen og han så den flyve igennem luften. På et øjeblik havde den forladt Richards fingre og skåret den dømtes dødsreb over. Der lød et højlydt gisp fra tilskuere og vagter, som straks rettede blikket mod pilens pårindelsessted. 

Richard talte. Rowan hørte hvert et ord, som hvis det havde været en halvt husket drøm. Fjols. Tænkte han bittert. Du kan ikke fortælle dem hvad du synes. Du skal fortælle dem hvordan det skal være! Du har mere magt end du tror! Rowan trådte frem for at stå ved siden af sin broder. Han sendte ham et frustreret blik, før han vendte ansigtet mod folket omkring dem. Disse mennesker havde i tidernes morgen bosat sig på deres forfaders land. Han havde givet dem lov til at slå sig ned, bygge gårde, så deres marker og stifte familie. Alt hvad de ejede og alt hvad de var, skyldte de til Rogers-slægten. Rowan kunne mærke bitterheden i sin mund.

"Hold inde!" råbte han højlydt. Hans pludselige råb, højt og stærkt som det var, fik straks borgerne til at stoppe deres kasten med tomater og hvad-ellers. De stirrede vredt, men tålmodigt på Rowan. De fleste genkendte den ældste søn af deres landherre. "Min broders handlinger var overilede," begyndte han og betragtede folket, der havde samlet sig omkring dem. Hans øjne faldt til sidst på den dømte, der skulle hænges. "Men der er sandhed i hvad han siger. Tyveri bør ikke straffes med et liv. En mand, der stjæler for at brødføde sig selv og sin familie, skal ikke ligestilles med ham, som myrder en anden for guld og ædelstene."  råbte han, og forsøgte at lyde som hans fader havde lydt, når han havde talt til folket. Stolt, stærk og leder-agtig. "Tag mandens finger - lad ham vælge hvilken. Så kan alle i fremtiden se, hvilken forbrydelse han har begået, men han har endnu en chance for at rette sit liv op." De tilhørende, en større flok end Rowan først havde indset, så først mistroiske ud, men et par stykker begyndte så at nikke i medhør. "Hvad med min broder? Han stjal et brød til sig selv og sin hustru, men måtte betale med sit liv! Hvor var I da han havde brug for jer?!" Råbte en vred tilhørende, og spyttede for Rowan og Richards fødder. Den ældste Rogers-søn bed tænderne sammen og overvejede sine ord nøje. "Jeg beklager dit tab. Lovene var lavet for jeres bedste. Men tiderne har skiftet og vi må alle holde sammen nu." Han holdt en kort pause, og overvejede sine ord nøje. "Lovene ændres, det lover jeg jer. I disse tider skal vi ikke være hinandens fjender. Jeg kan ikke give jeres venner og familie deres liv tilbage, men jeg kan sikre jeres børn og børnebørn i stedet." Disse ord så ud til at få manden, som havde råbt op, til at tie og acceptere svaret. Nu begyndte størstedelen af de tilhørende at nikke og gentage hvad Rowan havde sagt. I et øjeblik følte varulven sig som en konge med et folk et beskytte. Det var en overraskende stolt følelse. "Tag manden ned fra tribunen, giv ham en passende straf, brænd hans sår efterfølgende, så han ikke bliver syg. Og tag så hjem til jeres familier. Der vil ikke blive henrettet nogen her igen. Ikke uden vi, Rogers, giver medhør!" Vagterne og bødlen trak den dømte ned fra tribunen; Rowan fangede mandens øjne, og måtte indrømme at han så taknemmelig ud. En finger var en mindre pris at betale, end hele ens liv. Men tyveri skal straffes, uanset hvad, tænkte varulven, dog usikker på om denne måde ville holde længe. Han vendte endelig blikket mod sin broder, som var dækket til af tomat og hvem-ved-hvad.

"Richard, hør på mig. Dette folk har brug for os, ligesom de havde brug for vores fader. De er bønder; deres hjem har ikke store mure og deres mænd kan ikke forsvare sig med sværd og økser. De har brug for nogen til at beskytte sig. Det er dét vores familie har gjort i alle disse år. Det var fars arbejde engang. Det er vores arbejde nu." Det var altid min skæbne... Rowan lagde begge hænder på sin broder skuldre. "Bror, vi kan ikke smide vor rigdom og vores hjem væk. Vi må ikke - for deres skyld!" Rowan slog armen ud og pegede mod folket der vendte tilbage til deres daglige rutiner. "Vores familie har mistet respekten i de seneste år... Men sammen kan vi vende det hele. Vi kan minde alle om, hvor vigtige og stærke Rogers-slægten virkelig er." Jeg er nødt til at få ham til fornuft. Hvis han sælger vore hjem, så sælger han vores navn!