First mission //Wanes//

Mitzá gik over og samlede kniven op igen.
Hun ville ikke nyde noget af at stivne af skræk en gang til.
Grebet om Akumas våben blev holdt stramt så hun var klar til det meste.
Hun gik over til døren og ventede på Wanes.
Mitzá tog et lirkesæt frem og gik igang med døren.
Døren gik op og hun åbnede den.
"Det tog jer sku længere tid end jeg havde regnet med..." sagde en fremmede stemme.
Manden i lejeligheden vendte sig mod dem og fremtog to kataner fra deres hylster i han bælte.
Han stirrede på Wanes og Mitzá med et ondt smil.
"Jeg satser på at i vil dræbe mig nu?" spurgte manden med et flabet ansigtsudtryk.

//Manden //

"En kontor fyr med slikhår, der leger med et par svær, er det det jeg har kæmper for at komme ind til?" sagde han provokerende da han fik øje på manden.
Han smed over frakken og bredte sin ærmer op.
"Den har klarer jeg" sagde han og smilte til Mítza.
Han satte i løb mod manden som stod et ca. 5 meter fra ham bag et skrivebord.
Han satte af på en stol og fløj gennem luften, direkte mod manden.
Han var parat med et spark direkte i ansigtet, men i det sekund han skulle til at ramme ham, lavede manden et lyntræk til siden og Wanes styrede direkte ind i vægen bag dem.

Manden kaldte sig selv Bruce og han var ikke noget man skulle spøge med.
For han var en top trænet elitesoldat fra Skindwalker racen.
Han fnøs da Wanes løb ind i muren.
Mitzá ville nu prøve.
Hun løb også imod ham med Akumas kniv i hænderne.
Hun svingede kniven og imod Bruces hoved.
Men han blokere lyn hurtigt med sværdende.
"Du skal være hurtigere end det lille ven" sagde han bare.
Hun svingede nu mod hans side men kniven blev igen blokeret.
Nu prøvede hun mod benet men ligesom de andre gange så blev det her slag også blokeret.
"Kom nu kan du ikke gøre det bedre?" spurgte han flabet og lod sværdende kaste Mitzá væk fra ham så hun røg ind i komoden.
Mitzá kikkede ned af sig selv.
Hun havde fået nogle grimme rifter på armen så hun skulle lige sunde sig inden hun begyndte igen.
Nu gik Bruce over mod Wanes for at se om den lille dæmon kunne andet end at løbe ind i vægge.

Wanes var hurtigt oppe, og var klar igen.
"Der skal mere til og slå mig ud" sagde han, og smilte.
Han løb med ham igen og sparkede ud efter ham,
Bruice dukkede sig hurtigt, men Wanes var hurtigt til at
vende og give endu et spark, han ramte ham i maven, men det var
som det ikke havde nogen effekt, "Kan du ikke mere?" sagde Bruce provokerende inde han greb fat i kraven på Wanes og kastede ham over skulderen.
Han ramte det hårde beton gulv og fik pumpet luften ud af maven.
Bruice stirrede over på Mítza, "er du allerede færdig?" sagde han og grinte.

Mitzá rejste sig op.
"Jeg kæmper til det sidste for Akuma!!" råbte hun og løb imod ham.
Hun havde stadig kniven i hånden så hun svingede den imod Bruce.
Han blokerede igen med sværdende.
Men denne gang sendte hun et spark ind i hans side.
Sparket ramte perfekt men det var som om han absorberede slaget for han rykkede sig ikke.
Bruce lavede en finte med sværdende og slog kniven ud af Mitzás hænder.
Hun tog hurtigt fat i hans håndled og svingede sine ben op og fyrede dem ind i hans mave.
Denne gang trak Bruce en mine men det så ikke ud til at det gjorde synderlig ondt.
Bruce lagde nu sværdende i deres hylster og tog fat i Mitzá.
Han kastede hende hen af gulvet så hun gled ned i et skrivebord.
Da hun gled hen af gulvet fik hun en masse afskrabninger både af tøjet og hendes hud.
Hun blev igen liggende for at sunde sig.
Han var for stærk til hende.
Bruce tog nu jakken af og smed den bagud.
Han toptrænede militær-krop var fyldt med muskler så han så ikke ud til at kunne besejres let.
"Jeg syndes i blev så stille?" sagde han på samme provokerende måde som før.

Wanes lå stadig og prøvede at få luften tilbage i lungerne,
det føltes som om hans rygrad var brækket.
Han kom langsomt op, men opdagede at Bruce havde Mítza i et kvælertag.
Han gav hende et ordenligt slag direkte i maven.

Wanes fik pludselig krafter og farede op og direkte mod Bruce.
Han hoppede op og gav ham et knæ direkte i ryggen,
det var præcis nok til at gav slip på Mítza og han faldte ind i reolen bag dem.

Mitzá faldte igen ned på jorden og tog sig til maven.
Slaget var så præcist at det fik hende til at hoste blod op.
Blodet løb langsomt ud af hendes mund og hun var ved at miste bevistheden.
"Jeg er nød til det..." sagde hun svagt.
Det næste der skete var at hun forvandlede sit strubehoved til en ørns.
Hun skreg af sine lungers fulde kraft.
Skriget var så højt at det nok ville få de fleste normale mennesker til at få høreskader.
Skriget fortsatte indtil hendes lunger var helt tømt for luft.
Efter det lavede hun sig normal igen og besvimede...

Lige de tre sekunder senere fløj Akuma igennem vinduet til lejeligheden.
Han var stadig iført sit dræberoutfit men hanrev straks både maske, frakken og alt hvad der dækkede hans overkrop.
Skriget var Mitzá og Akumas nødkald som hun kunne tilkalde ham med hvis hun var i fare.
"Wanes! Få hende i sikkerhed! NUU!!" råbte han.
Og det var en ordre som Wanes havde klogt af at følge.

Akuma stod nu og knækkede sine fingre.
Han kikkede Truende på Bruce.
"Du skal ikke gøre min pige ondt" sagde han med sin skyggestemme og hans øjne blev nu 100% sorte uden noget hvidt indeni.
Der kom et slør af skygger over ham og alle hans muskler blev spændt.
Skyggerne knurrede efter blod og de ville blive fodret med blodet fra Bruce...

Wanes stod lidt og overvejede situationen, han var ellers ikke
den person der flygtede fra en kamp, men han vidste godt selv
at Mitzá skulle ha' hjælp. "Akuma!" råbte han hurtigt.
"Nu giver du den nar nogle tæsk, og husk og giv ham en fra mig" sagde
han og smilte til ham.
Han skyndte sig hurtigt hen til Mitzá og løftede hende op på hans skuldre.
Hun var fuldstændig væk, hun lå som en dukke på hendes skuldre,
"Rolig, han klare den" sagde han og løb ud.

Akuma stirede stadig ondt på Bruce.
Lige i det sekund Wanes var løbet ud blev skyggen i Akuma sluppet ud.
"Grrroooooooooooorrrrwwww!!!!!" brølede han op i luften.
Skyggen var helt ude og Akumas barmhjertighed lå i dvale.
I brøldet voksede alle knoglerne ud til kampformen.
Han armknogler til sværd, ribbene skød ud, rygsøjlen blev synlig, hans underkæbe skød ud med hugtænder i siderne, horn kom frem fra hans pande, hans benknogler blev kraftigere og der skød vinger ud af ryggen på ham.
Skyggen stod nu i sin fulde form og ventede på at Bruce skulle gøre noget dumt...

Wanes forladt nu bygningen for at finde hjælp.

//Jeg overtager nu rollen som fjenden Bruce//

"Nå, svæklingene har en ven?" grinte Bruce provokerende.
Han gik stille et par skridt tættere på og smilede stadig overlegent mod ham.
Han svingede sværene rundt mellem fingerende,
"Selv ikke et knogle freak show, skal komme her og tro han kan overtage mit sted" sagde han og trådte tættere på
"Så lad os ende det her hurtigt!" sagde han inden han satte i løb mod ham og hejste sværende højt over hovedet-

Skyggens øjne slog gnister og dens knogler hungrede efter blod.
"Jeg tager det ikke... Jeg for dig til at give mig det frivilligt" sagde skyggerne med en stemme der kunne komme fra helvedes indre.
Han løb nu direkte mod Bruce og lod alle de knogler han havde fået ud gå ind igen.
Hvorefter Akuma fik alle knoglernes fulde styrke ud i hans hænder.
Han tog en runde om sig selv og slyngede hænderne lige op i Bruces mave hvor alle armknoglerne skød ud af hver hånd formet som søjler der skød Bruce op i loftet.

Bruce knaldede mod loftet, men havde stadig et hårdt greb om sin sylespidse sværd.
Han faldte med hurtigt fart direkte ned, men han var klar.
Han faldte direkte ned mod ham og plantede en fod direkte i fjæset på ham.
Han lavede en hurtigt baglænder og landede på føderene.

"Der skal mere til end det!" grinte han provokerende.
Han gik stille over mod ham og sparkede ham hårdt
direkte i maven.
"Kan du ikke mere!" råbte han.

Da foden røg ned i Akumas hoved faldte han bagover.
Han rejste sig svagt op og tog sig til hovedet.
"Jeg er lige begyndt at varme op!" sagde skyggerne i vrede.
Han satte af med fødderne fra gulvet og i hoppet lod han sine lange knoglesværd komme ud fra håndryggene.
Da han var ovre ved Bruce blev sværdende fyret lige imod hans sværd som han holdte oppe og flækkede dem på midten.
Han egne blev også knækket men han lod dem heale og falde på plads i armen inden han tog en hånd til Bruces hals og løftede ham i et kvælertag.
"Snart er du bare historie" sagde skyggerne koldt og stirede på Bruce med de dæmoniske sorte øjne.

"Det noget du tror!" sagde han, og gav ham en hård albue direkte på kæben.
Han kom hurtigt fri fra hans greb og sparkede benene væk under ham, så han sad
på knæ.

Han grinte hurtigt lidt inden han gav ham et hårdt spark direkte på siden af hovedet.
"Der skal mere til end det!" råbte han, inden han trampede ham direkte ned i baghovedet.
Han greb fat i hans hår og løftede hans hoved op, "Er du allerede færdig?" sagde han og grinte.

Seriøst?
Rev han i håret på Akuma...
*Hvad er det for en tøs jeg er kommet op imod?* tænkte han kort og greb fat om den hånd der holdte hans hår.
Og så borede han sine knogler ned igennem Bruces hånd.
Efter knoglerne var i rev Akuma hånden til sig og lod huden på Bruces hånd skrælle af.
"Du tror at jeg er færdig... Men det er din menneskehud der forsvinder ud i glemslen" Sagde han mørkt.

Bruce tog hurtigt hånden til sig, "Hvor vover du!" råbte han og fik et rødt
skær i øjnene, inden han gav ham et hårdt spark direkte på siden af hovedet.
"Det skulle du ikke have gjordt!" råbte han og greb fat om nakken på ham for at rejse ham op, han greb nu hårdt fat om hovedet på ham og knalede det direkte ind i den hårde beton væg så der kom revner langs væggen.
Han kiggede ned mod sin hånd som blødte kraftigt.

Akumas øjne indtog nu deres fulde mørke så der ikke var noget hvidt at se i dem.
Der kom et sort skær rundt om ham og skyggerne i rummet flakkede.
Han knurrede svagt da han rejste sig op med ryggen til Bruce.
"Du kommer til at dø smerte fuldt, og når du kommer ind i efterlivet, vil du se floden styx, og en mand vil komme og tilbyde dig at sejle dig over floden, men han opdager du er et tomt kar uden sjæl, vil han efterlade dig, du vil stå alene i et tomt landskab forevigt, og over tid vil du føle sult, men kan intet spise, du vil blive træt, men ikke kunne sove, du vil tørste, men drikker du af floden, vil du kun finde mere og mere tørst, du vil gispe efter luft, men der ingen at indånde, du vil tigge om at dø, men ingen høre dig, og mens du lider vil verden her glemmer dig, og dine handlinger vil for altid blive efterladt i mørket." sagde han mørkt og kikkede nu på Bruce med de sjæleforladte øjne hvor mørket opslugte alle livstegn.
Han drejede nu rundt og sendte et spark op på siden af hovedet ved Bruce så han fløj ned i gulvet.
Akuma tog nu fat i siden af Bruces hoved og løftede ham op igen.
"Du kan lige så godt give op med det samme" hviskede han kort i øret på ham.

"Du er syg" sagde han stille, inden han slog hans hånd væk.
"Du kan bare prøve!" sagde han og tørrede blod væk fra kinden.
*Han er stærkere end jeg havde regnet med* tænkte han hurtigt.

"Jeg har besejret flere dystre fyrer som dig, end du kan tælle til min ven!" grinte han.
Han bakkede stille bagud og rev et sværd ned fra væggen.
Han gav et hurtigt smil inden han lynhurtigt stak sværdet i skulderen på ham.

Akuma udbrød i en ond latter.
"Dine små knive han ikke dræbe mig" sagde han mørkt og langsomt.
Han tog nu fat i sværdet og rev det ud af hænderne på Bruce hvorefter han rev det ud af sig selv.
Såret healede og sværdet blev knækket.
Akuma åbnede nu bunden og et brøl kom ud derfra.
Hans tænder var blevet til hugtænder.
Han tog nu igen fat i skuldrene på Bruce og løftede ham.
Denne gang kastede han bare ham ind i væggen.

Han fik hurtigt rejst sig igen.
Han troede ikke at han ville blive nød til at forvandle sig.
Han prøvede så lidt som muligt at bruge hans evne, da han ikke kunne styre sig selv når han først var forvandlet, men han havde ikke tænkt sig at dø nu.

"Du skulle ha' flygtet da du havde chancen" sagde han og kiggede ondt.
Han lukkede øjnene, og da han åbnede dem, var hans pupiller blevet små og spidse,
sort slange hud begyndt at skyde frem fra hans hud indtil han var dækket helt til,
hans kæbe og overmund skød ud og et par syle spidse tænder kom frem, hans krop voksede og hans tøj blev revet i stykke.

Har var næsten dobbelt hans normale størrelse når han var forvandlet.
De gule slange øjne rettede sig mod hans modstander.
"Du er færdig" lød det med en hvislende lyd.

Akuma kikkede op af det slangemenneske som nu stod foran ham.
Da Kobra hovedet havde rejst sig kikkede han blåt tilbage i de gule øjne.
En svag vislen med 'Du er færdig' lød for hans øre.
Han udbrød i en lettere sindsyg latter.
"Hahahahaha!!! Er det dit alvor!?" grinede han hånligt.
Han havde prøvet ting der var værre end døden.
Så en lille slange skulle ikke tro at den kunne skræmme ham.

Han stirrede ondt på ham efter kommentaren,
inden han hurtigt trådte frem og tog et hårdt greb om halsen på ham.
Han var hurtigte og mere smidig i slange formen,
så inden hans modstander kunne nå at se sig om slyngede han sig bag ham, stadig med en arm rundt og halsen på ham.
"Du skal passe på hvad du siger" hvislede han, inden han bed fat og borede de syle spidse tænder i halsen på ham.
Stille sivede den ekstremt farlige nerve gift ud fra hans tænde og ind i Akuma's blod.

"Arrrgh!!!" skreg han da giften sivede igennem ham.
Smerten var som at få revet sine knogler ud med vold.
Den var som at samtlige organer blev fjernet uden bedøvelse.
Den var som at opleve hans skabelse igen.
Smerten som flød igennem ham og fik det til at sortne for hans øjne.
Akuma blev lydløs efter lidt tid.
Men den stilhed varede ikke længe før han udbrød i et brøl og alle hans knogler skød ud som pikke for at gennembore slangen.
Slangens hud var læderaktig og ville være lidt sværd at spidde så knoglerne ville højst lave små huller i den som om der var ydet akupunktur på den.
Dog ville den blive presset væk fra ham.

Han hoppede hurtigt væk, men havde fået utallige flænger rundt på kroppen.
Han hvæsede vredt efter ham, men begyndte at smile ondt, for han vidste at han ville få svært ved at kæmpe når giften slog til.
Han bevægede sig stille rundt og så sin modstander han.
"Du skulle ikke ha' lagt dig op mod mig" hvislede han med en lav stemme.
Han lavede et hurtigt træk fremad og plantede en fod direkte på brystet af ham, så han faldte med høj fart bag over.

Akuma fløj nu bagover og landte på ryggen.
Det var ikke fordi at Bruces spark rummede særlig mange kræfter.
Grunden til at Akuma fløj så ledt bagover var at nervegiften havde lammet de fleste af hans kræfter.
"D... Du... Du skal Ikke tro at en skygge kan besejres!" Sagde Akuma og lod sin skygge få fuld magt over hans krop.
Han rejste sig op og stirrede direkte ind i sjælen på Bruce.
Skyggen slog armene ud og lod sine fingerknoglerne vokse og forme sig som sylespise klør.
Den satte i løb mod Bruce og sprang ind i ham.
De fløj lidt hen i lokalet og ud igennem et af vinduerne så de nu var i frit fald.
Der var langt ned til jorden så Bruce kunne stadig nå at rede sig selv og lade Akuma tage faldet.