The letters... Did you read them? ~ Sean

han så lidt på dragen og kunne ikke lade være med at smile lidt. Han klappede kort på sin skulder, som tegn til den måtte komme med. Om den så ville sidde på hans skulder eller ej.
Han så lidt ned på Nephthys.
"Byen vrimler med levende-døde. Du skal være glad hvis jeg overhoved finder et menneske du kan drikke fra" lød hans svar.
"Ingen har kunne jage i flere uger, det er umulig at opdrive frisk kød eller dyreblod, for den sags skyld. Selv for mig" hans smil voksede let.
"Det er trods alt grunden til jeg kæmper. For at beskytte mit fremtidige menukort" han blinkede kort til hende, hvilket vidnede om at selv om det var hårdt, fandt han det også forfriskende at kæmpe, hvor det virkelig gjaldt. Det var spændende for ham, gav adrenalin. Skide være med han var kommet til skade tidligere. Og sikkert ville rode sig ud i en del kampe igen.
"Vi smutter. Hvil dig imens. Hvis du vil vide det, har jeg kølet dine sår og smurt helende og kølende creme på, men du er velkommen til at tage et koldt bad, hvis du føler for det. Sigmund eller en tjener kan hjælpe dig, hvis du ønsker det" han nikkede kort til hende som en hilsen, før han forlod rummet med dragen, hvis den stadig ville med.

Den lille drage gav et tilfreds hvin fra sig, inden den sprang direkte op på hans skulder og gnuppede sig lidt op af Seans kind. Det var næsten umuligt for hende at lade være med at smile.
''Så med andre ord: jeg er sengeliggende?'' hun sukkede smilende. Det var rart at se at de to kunne komme ud af det med hinanden.
Lockheart nappede kort i Seans hals på vejen ud - en smule utålmodigt. I et kort øjeblik var den kold overfor at Sean var en fremmet.
Dany derimod, sad halvt op i sengen, en smule betuttet. Hun ville også jage... Og slås... Iiiih, hvor var det uretfærdigt.
Hun fik sat sig helt op, stille. Hun klynkede svagt af smerte, inden hun fik rejst sig op. Hun bed så hårdt sammen at hendes kæber gjorde ondt. Hun fik hurtigt sat sig ned, rystende. Kort efter prøvede hun igen at stå op, og sådan blev hun ved, indtil Sean kom tilbage..

Han smilte let til hende fra døren.
"Ja, du er sengeliggende" blinkede han og nussede dragen let med sin ene hånd, som for at gengælde gestussen. Den var nu meget...sød, som den sad der. Han måtte vække mere respekt over for folk, hvis han også havde en lille drage siddende. Han havde ikke længere Thor og overvejede i et øjeblik selv at finde en lille drage...Selv om det nok ville være noget nær umuligt. Han sukkede kort og lukkede døren efter sig. På vej ud vinkede han friskt til Sigmund, trods han ikke havde sovet i lang tid. At have neph hos sig gav ham hans humør tilbage.
Gaderne var fuld af kaos. Folk der sneg sig rundt med diverse ting i farmen, enden våben eller fordi de prøvede at få sneget mere mad med hjem. Enkelte gang så man en levende-død. Det beviste bare hvor tæt på de var, selv om selve krigen stadig var uden for byen. En kniv tog livet af den nærmeste.
Han fik fat i en ung kvinde. Han kendte Neph og sukkede kort, trods hun faktisk ikke kunne tillade sig at klage.
"Har du børn?" Kvinden rystede forvirret på hovedet og skævede nervøst til dragen. Ingen turde rigtig at tale til hinanden længere.
"Godt...Kom med!" han greb fat i hendes arm og trak hende med hjem. Selv hvis hun prøvede at skrige, ville ingen reagere på det. Skrig var blevet normalt.
Hun prøvede at hive sig fri, men han holdt for godt fast. Snart var han hjemme igen og trak hende op af trappen og ind på værelset, hvor han smed hende på gulvet foran sengen.
"Så er der frokost!" et svagt smil lå om ham.

Hun havde ikke hørt ham komme op af trappen - hun var for optaget af at kunne stå op.
Da en ung kvinde blev smidt foran hende faldt hun ned og sidde på sengen igen.
Hun stirrede på kvinden, mens den svigende fornemmelse i hendes hals tog til.
''Er du sindssyg!? Jeg kan da ikke..!'' hun stivnede, hendes næsebor sitrede. Sulten gnavede i hende.
Hun nåede ikke at sige mere, da Lockheart gav et højt skrig fra sig, som et signal, og et millisekund senere sad hendes hjørnetænder i kvindens hals.
Dany var svag, og at holde kvinden ned var svært. Kvindes hulken druknede i Danys stønnen over rigtigt blod, over varmt friskt blod.
Magen til dyrisk opførsel skulle man lede længe efter - måske endda også når det gjaldt Sean.

Hans blik gled ned over kvinden og han skulle netop til at forsvare hvorfor hun skulle spise af hende, da hun selv faldt frådende over hende som et dyr. Godt, så behøvede han ikke bekymre sig om det. Han satte sig i stolen længst væk, for ikke selv at få blod på sig. Heldigvis spurgte Sigmund sjældent, og det ville han forhåbentlig heller ikke gøre, når han ville bede dem om at rydde blodet op. Og liget.
Han lukkede øjnene et øjeblik, da trætheden og sulten indhentede ham. To ting han var begyndt at blive god til at undertrykke. Det var blevet meget svære for ham at jage og få mad, for alle kvinder låste sig inde i deres huse og ville ikke åbne for fremmede - Og da slet ikke have sex med en! Så han havde haft meget brug for sine evner, for at få mad. Da der hele tiden skete noget, sov han sjældent rigtig.
Han åbnede øjnene igen og virkede ikke særlig påvirket af synet foran ham.

Hun gled tilbage, og hvilede baghovedet mod hans sengekant.
Hun hev efter vejret, med lukkede øjne. Man kunne nærmest se hendes sygeligt blege hud få lidt farve under forbrændingerne.
Hendes tænder forblev fremme i et stykke tid, mens Lockheart hoppede hen mod liget, og lappede blodresterne i sig.
Dany krøb lidt sammen, og sukkede saligt.
''tak...'' hviskede hun, inden hun åbnede øjnene og så hen på ham.
''tusind tak..'' hviskede hun

Han så hen på hende med sine mørke øjne og nikkede let.
"Du trængte til det" slog han det hen. Han blev siddende i stolen og lod blikket glide over hendes hud, mens den begyndte at se mere og mere...menneskelig og normal ud. Han lod kort hånden glide gennem sit hår i et øjeblik. Han viste ærlig talt ikke hvad han skulle tale med hende om...Et eller andet sted var han glad for hun var her igen, men på en anden måde havde han mest lyst til at forlade rummet og sige hun kunne gå når hun var rask.

Hun så ned. Hun vidste jo godt at han ikke var glad for hendes.... Opførsel.
''Jeg... Jeg kom ikke tilbage, fordi jeg havde brug for din hjælp... Jeg kom hjem, fordi jeg havde brug for dig... Din stemme, dit nærvær, bare din vejrtrækning er nok. Jeg hadede at være så langt væk fra dig, vide at du rendte her og tævede zombier, mens jeg sad på et skib og gloede... Jeg savnede dig. Bare det, at vi begyndte at skrive breve. Det var så lettende, at du stadig ville tale med mig... Jeg... Jeg har brug for dig i mit liv. Om ikke andet, så bare for at vide at du er der.'' hun så på ham, med et sårbart blik. Hun var sårbar, på det punkt. Hun havde en knap - en Seanknap. Hun havde brug for ham til at stabiliserer den. Og at ingen andre trykkede på den.

Han følte sig vred, da hun snakkede. Han lod det ikke blive set, men han gjorde det inderst inde. Hans fingre legede ubevidst med det armbånd han havde båret siden hun havde givet ham det. Han havde lyst til at rejse sig, at råbe af hende og skælde hende ud for at rejse, at forlade ham som om han var skrald. At tage et sted hen, hvor han ikke kunne hjælpe hende, hvis der skulle ske noget. Men i stedet så han på hende i stilhed. Det endte med at han rejste sig. Han havde ikke lyst til at sige noget, hun ville blive for oprevet og hun havde brug for hvile. Desuden havde han ikke selv reageret...helt korrekt. Så i stedet valgte han helt at ignorere emnet.
"Jeg er glad for maden hjalp dig. Jeg vil få fjernet liget og sende en tjener op for at vaske blodet af. Jeg skal arbejde og jeg tror det vil være bedst for dig at få lidt søvn. Hvile dig" svarede han

Hun så ned, som om han havde givet hende en flad. Hun nikkede stille, inden hun krøb lidt sammen op af sengen. Lockheart kom krybende hen mod hende, men hun så bare ned.
Hun havde det som den lille pige, der havde gjort far vred, ved at plukke hans sidste tigerlilje fra hans bed og forære ham den. En gestus hun dengang havde troet var kærlig - indtil han havde givet hende en flad, sagt at han skulle arbejde og at hun skulle gå i seng.
Hun græd ikke. Ikke længere. Det var et tegn på svaghed, om som det havde været på skibet, havde svaghed været direkte adgang til voldtægt og misbrug.
Så i stedet for at gå i seng, blev hun siddende med ryggen mod sengekanten, og stirrede på liget af kvinden. Det kunne havde været hende, for tre år siden...

Han så godt den måde hun krøb sammen på og han fik det dårligt. Et eller andet sted, inde ved knoglerne. Han havde lukket døren efter sig inden han kunne nå at gøre noget ved det hele. Han forlod rummet, gik ned af gangen og ind på sit værelse. Med en svagt suk skiftede han tøj og lod kort en kam glide gennem det mørke hår. Han så sig kort i spejlet...Han lignede lidt et spøgelse. Han var mørk omkring øjnene grundet han ingen rigtig søvn havde fået og af at have for mange pressende problemer. Han bevæbnede sig og forlod sit værelse. Han ville ud og kæmpe lidt, tjekke til sin klan, selv om det var farligt at gå udenfor. Alane boede faktisk også i huset...Hun søgte sikkerhed hos ham og han håbede ikke det gav problemer at Neph nu også var der.
Nede i køkkenet fandt ham alle. tjenerne, kokken og Sigmund.
"Et lig på min søsters værelse. Det skal væk, smid det ud på gaden. ingen kan alligevel se forskel mere. Der er også lidt blod som i må vaske væk. Gik hende hvad hun beder om, men lad hendes ellers hvile. Hun er stadig træt" de nikkede. Lidt efter havde han forladt huset, for selv at få lidt mad og tænke over tingene.

det var underligt, at være tilbage der hvor hun havde lovet sig selv at hun aldrig ville sætte sine ben igen.
Nu... Ja, lige nu var hun nærmest fanget. Hun kunne ikke forlade rummet - det gjorde for ondt at bevæge sig.
Lockheart havde siddet i et par timer og kradset på døren, klynkende. Han ville hellere med Sean, ud og lave noget - men som altid, kunne han ikke gå nogle steder uden Dany's tilladelse.
''Lock, kom her..'' mumlede hun men dragen blev bare siddende. Den ville blive siddende indtil Sean kom tilbage.
Dany derimod, ville blive siddende, uden et ord, og bare slappe af - når hun ikke tænkte på hvilken skuffelse hun var for Sean.

Det tog ham noget tid at finde et offer. Han havde ikke tid eller lyst til at forføre, til at gøre noget ud af det. Det skete hurtigt, i en ensom gyde. Han knappede bukserne op og sukkede svagt, da han så ned på liget foran sig. Om lidt ville hun være helt kold, et minde blot. Det føltes sært at tage liv, i en krig for hvert et rigtigt levende væsen betød noget. Men han havde nu ikke noget videre valg, hvis han selv ville leve. Snart gik han hjemad igen, glemt alt om de planer han evt. havde haft, dybt i sine egne tanker.

Elyas gik derhjemme og var en smule rastløs. Han var kommet gående ned af gangen, da han så Sigmund og kokken komme slæbende på en livløs krop. han skyndte sig hen til dem med et forvirret udtryk.
"Hvad er der sket?!" spurgte han og forventede det værste. Var det hans onkel? eller var nogen virkelig brudt ind i huset, eller...
"Intet at bekymre Dem om" forsikrede Elyas. Kokken smilte mat. Hun var træt og udmattet, af det hele. Elyas nikkede svagt og fulgte dem ned af trappen, ud i køkkenet, til de smed kroppen ud af bagdøren, ind i skyggerne, og låste døren efter sig da de var inde igen. Så drak han en kop the med dem...

Sean var snart hjemme igen. Han låste døren efter sig og vred sin kappe af sig, slyngede den over en stumtjener. Skoene gled af. Marmoret var koldt under hans bare fødder, da han tøffede ovenpå. Han ville sove lidt...Men stoppede op foran Nephs dør og bankede let...han viste ikke helt hvorfor, han ville se om hun sov. hvad hvis hun ikke gjorde? Ville han bare...se om hun havde det godt nok?

Hun havde hørt Elyas' stemme ude på gangen, og havde i et kort øjeblik tænkt på at gå ud til ham - men hun blev på værelset. Hun ville hellere gemme sig, var helt usynlig igen. Det var dog ikke tilfældet, da der blev banket på døren.
Hun havde ikke regnet med at de bankede på - men det gjorde de åbenbart i dette hus.
''Kom ind..?''
Hun havde ikke rykket sig ud af flækken. Sad stadig sammenkrøbet foran sengen.
Lockheart derimod kradsede heftigt på døren, nu da den lille drage genkendte duften af dens nyerhvervede ven.

Sean åbnede forsigtigt værelset, da han var lidt i tvivl om hvad han ville møde, med den kradsen på døren. Hans lille smil voksede lidt, da hans blik gled ned mod gulvet og opdagede den unge drage. Han skubbede døren mere op og satte sig på hug for at hilse på ham. Så gled hans blik over til Neph et øjeblik. Nu var det vist hans tur.
"Neph...Jeg er glad for du er her. At du er tilbage, selv om min fornuft siger mig du vil forsvinde igen, når du er frisk nok. Det var jo det du sagde, du skulle væk fra det hele" han lagde et specielt tryk på det hele, for at bekendtgøre det jo også gjaldt ham.
"Men du er som en søster for mig og derfor vil jeg aldrig kunne vende ryggen til dig...Særlig længe af gangen" han sendte hende et lille smil, da han så hen på hende med sine mørke øjne. Pandehåret gled ned over hans øjne, som han sad på hug og kiggede skævt op på hende, mens hans hænder var beskæftiget med at klø dragen, hvis den ønskede det.
"Hvordan går det? Med sårene...?" spurgte han så.

Lockheart klynkede lykkeligt da Sean begyndte at nusse ham. Ingen andre end Dany plejede at måtte røre ham - at Sean fik lov var... underligt. Men behageligt.
Hvordan gik det med hendes sår? Det gik vel fint?
''Jeg kan ikke klage, med sårene. Jeg ved jo at du bare passer på mig.'' hun så på ham, en smule tøvende.
''jeg regner ikk med at gå igen... Jeg kunne ikke engang lide at gå denne gang... Jeg var bare... nødt til det.'' hun så lidt ned.
Lockheart kurrede, sprang nærmest op af Sean som en lykkelig hundehvalp.
''Han er glad for endelig at se dig.'' smilede hun stille.

Han så ned på dragen med noget der virkede som en tilfreds blik. Så greb han fat i døren, flyttede sig så han kunne lukke den bag sig. Han rejste sig op og gik over ved siden af Neph, mens han klappede kort på sine lår, til at dragen bare skulle følge efter. han så hen på Neph med et skævt blik og et skævt smil.
"Godt godt...Jeg er glad for du er her. nu. Det er vel det vigtigste?" han lænte sig tilbage, op af sengen og følte sig alt alt for træt...Men godt tilpas, i dette selskab. Afslappet...

det var det vigtigste, og det kunne hun sagtens se, hvis det ikke havde været fordi hun i det hele taget havde brug for at vænne sig til tanken.
Hun lænede sig lidt op af ham, udmattet. Hun ville langt hellere bare putte og slappe af, end at diskuterer med ham.
''Hvad skete der med Elyas tidligere?..'' mumlede hun en smule udmattet, inden hun lukkede de blege øjne igen.
Lockheart kravlede hen til dem, og hoppede op i Seans skød. Af en lille drage kunne være så tung og varm var et under til tider. Han føltes nærmest som en lidt tung kat der havde feber.
Dany sukkede og mumlede stille: ''undskyld, han er vist lidt af et hængetræ i dag''

Hans hånd placerede, i en naturlig bevægelse, sig oven på dragen, hvor hans åndsfraværende kløede den lidt. Han lænte sit hoved mod Nephs i et øjeblik og nød øjeblikket, nød at føle sig afslappet sammen med en anden person, nød at kunne tænke på andet end krigen udenfor...I det hele tager at slippe for at tænke på noget som helst.
"Skete der noget med ham?" spurgte han roligt. Han havde ikke hørt der var noget galt med Elyas.
Han smilte svagt.
"Det er helt fint" han sagde ikke direkte at han kunne lide dragen, men det var tydeligt han intet havde imod den.

''jeg tror at han opdagede kvinden da de bar hende ud.. Ved han at jeg er her?...'' spurgte hun tydeligvis en smule bekymret for den unge mand.
Lockheart spandt nærmest, lå helt stille og nød denne behandling.
Dany sad der bare, hvilede sig lidt op af Sean, uden at hedes hud skallede af på ham.
''Hvordan går det...? Med dig, mener jeg.'' hun nussede kort ydersiden af hans ene lår - det der nu engang var tættest på hende. Men hun stoppede dog hurtigt igen, da det gik op for hende hvad hun gjorde.

Han trak let på den skulder, som hun ikke lå op af, men kom i tanke om hun ikke ville kunne se bevægelsen.
"Jeg har ikke fortalt ham det. Han blev lidt mopset da jeg sagde han skulle blive hjemme, så længe det hele var usikkert. Jeg vil ikke have han kommer til skade. Så han bruger en del tid på sit værelse, undtagen når jeg forlanger vi træner lidt eller at han skal modtage lidt lærdom" han smilte svagt.
"Jeg overvejer dog snart at tage ham med ud, så jeg kan holde øje med ham, og lade ham dræbe et par stykker. hvis de er vores fremtid, kan han lige så godt lære at dræbe dem og slås imod dem" han så lidt ned på dragen. Hendes andet spørgsmål var mere tricky. For han viste ikke hvad han skulle svare.
"Jeg har det fint nok" lød hans svare så. Først da Neph fjernede sin hånd ret pludseligt, lagde han mærke til hvad hun havde gjort. Han havde slet ikke lagt mærke til det, for ham var alt seksuelt imellem dem blevet nulstillet, da de var blevet enige om at de ville være søskende.
"Alane bor her forresten, imens der er krig. Bare så hun er i sikkerhed...Bare så du ikke pludselig bliver overrasket" han drejede hovedet lidt for at se hendes reaktion.

Hun vidste hvad hun ville have sagt, men hun tav.
Hun krøb lidt sammen, en svag kuldegysning, da mindet om første gang hun skulle drikke om bord på skibet kom væltende ind over hende. Hun lukkede øjnene, bed en smule sammen.

Den måde den ældre mand var faldet om, af ren udmattelse, hjertet der var ved at give op.
Hvordan de intet havde sagt til at hun havde slæbt han ned i bundet af skibet, hængt ham op i anklerne og skåret et hul i hans hals. Blodet der løb ned i en tønde, samlede sig i en næsten sort pøl.
Hvordan hun - efter to ugers tørst - havde dyppet hele hovedet ned i tønden og drukket af den næsten dampende væske.

Det gik først op for hende, at hun faktisk var faldet i søvn, da hun med et spjæt løftede hovedet fra hans skulder og så rundt. En drøm inden i en drøm? Eller... Var det virkeligt? Sad hun virkelig op af Sean nu? Eller ville hun vågne igen, og ligge på det hårde skibsdæk - stirre op på nattehimlen og græde igen over at hun var en idiot...?

Hun gned sine øjne lidt, og så blodet fra hendes tårekanaler tvære sig ud over hendes hånd. Hun rystede på hovedet, og tværede blot de unødvendige tårer endnu mere ud, gav hendes nærmest hvide hud i ansigtet en rødligt skær.

Hun trak vejret, en smule rystende, mens hun prøvede at slappe af.
''Goddammit, jeg hader de mareridt...'' mumlede hun inden hun krøb lidt sammen igen.

Det tog lidt tid for ham at opdage hun ikke engang havde lyttet, men bare var faldet i søvn. Om hun havde hørt hans advarsel, viste han ikke. Men det ville han vel nok finde ud af på et tidspunkt. i stedet blev han siddende stille og så tænksomt frem for sig, mens han nussede dragen. Det var først da Neph pludselig spjættede og kom til live, at han rykkede på sig. Nu hvor hun sad op selv, flyttede han på sig, puffede blidt dragen ned på gulvet, før han rejste sig op og strakte sig, helt øm af at sidde stille op af sengen så længe. Han så ned på hende og først nu opdagede han de røde plamager under hendes øjne. Havde hun grædt?
Han bukkede sig ned og tilbød hende støtte, for at komme op i sengen.
"Du er træt og har brug for hvile, så du kan komme dig" sagde han blidt.

Hun så på ham da han rejste sig, og trak sig selv op ved hans støtte.
Hun snøftede stille, og nikkede.
''Men siden hvornår har jeg gjort hvad jeg burde?'' spurgte hun, inden hun smilede med et varmt skær.
Hun måtte gøre hvad hun kunne, for at overbevise Sean, om at hun faktisk ikke havde forladt ham. En løgn hun stadig prøvede at overbevise sig selv om.
Lockheart klynkede utålmodigt, spyttede med små ildkugler der forsvandt ca. 3 cm fra den lille drages gab.
''Jeg tænkte på noget...'' hun så lidt spørgende på ham.
''Hvordan har du det...? Du har åbenbart haft travlt med at sidde ved min seng... Er du okay?'' spurgte hun, inden hun så lidt ned.
Det vedkom ikke hende, men hun bekymrede sig oprigtigt for ham. At sidde og stirre på en bevidstløs kvinde, i gud ved hvor lang tid... Hvordan havde han kunne tage det?
Lockheart hoppede op af hendes ben, og klatrede op på hendes skulder, ved brug af skarpe klør. Som knive, hukkede de ind i hendes hud og efterlod små rifter der blødte.
Men det lod ikke til at hun mærkede det.

//Wow! Jeg fik svaret! Jeg er stolt xD//

//nicely done //

han grinte let. Hun sagde noget!
Han huskede stadig da hun forlod ham...Lige nu, mens han var i rum med hende, havde han det godt. Også fordi Alane havde sagt hun var ligeglad om han stadig så Neph, for hun stolede på ham. At han havde forklaret hun på en eller anden sær måde nu blev anset som en søster, havde ikke rigtig fremkaldt nogen speciel reaktion.
Han så lidt på hende. Han havde mest lyst til at føre en hurtig kommentar af, om at han da var lidt øm i kroppen af at sidde så stille op af sengen. men et eller andet sted føltes det bare ikke som om det var det hun mente.
Han sukkede svagt. Havde folk så travlt med hvordan han havde det? Hvornår ville de vide det - Om dengang han kom, helt udmattet, fra ritualet? Hvordan han havde haft ved at være en del af et forsøg hos necromanceren, som førte denne krig? Ved hvordan han havde haft det med Alane? Nej. De ventede til det hele var overstået og de kunne håbe på et simpelt okay. Så det var hvad han fodrede Neph med. Et eller andet sted var han også bange for at hvis han sagde alt var i orden, ville hun tage væk igen - for så havde hun sikret sig tingene var gode nok og hun kunne være uden bekymringer.
Han lod hånden glide gennem håret. Han blev stående, han var stadig lidt træt i ryggen af at sidde ned og følte mest for at stå op.
"Jeg har det fint. Hvorfor skulle jeg ikke det? Jeg har de vigtigste piger i mit liv, her i mit hus, under min beskyttelse. Det er rart" svarede han roligt.