The letters... Did you read them? ~ Sean

Han så lidt tilbage på hende. Men nikkede så. Han havde gjort det til sit job at holde Elyas i sikkerhed, men han kunne ikke forhindre dem i at se hinanden, selv om billedet af de to sammen stadig stod printet i ham. Han slap nok ikke af med billedet foreløbigt. Han fandt det stadig dybt forkert.
"Jeg vil sende ham herhen" smilte han og forlod rummet. Det tog ham lidt tid at finde Elyas, da han ikke var på sit værelse men nede i køkkenet. Han virkede sært overrasket og forvirret over at Neph var der og ligefrem ville snakke med ham, men han gik der op uden at kny.

Elyas var vokset. Han bar mindre præg af at være teenager og større og større tegn på at være en ung mand. Han var vokset lidt ekstra i løbet af sommeren. Takket været hans onkels træning, havde han fået muskler, hvilket gjorde ham lidt mere bred. Han havde fået en dybere stemme og generelt virkede han mere moden end før. Mere klar på hvad der kunne ske, mere indforstået med hvad han var og hvad det indebar. Dog ændrede det ikke på han stadig gik klædt i slidte jeans og en T-shirt. Heller ikke at det karakteristiske mørkebrune hår stadig hans ned over hans ansigt og at han stadig havde et drenget smil. Tatoveringen sad hvor den plejede, på den ene arm, dog med et ar tværs over det.
Han bankede let på døren, før han tog sig den frihed at åbne den og træde ind, inden hun faktisk havde bedt ham om det. Han sendte hende et drillende smil.
"Min onkel har været så højtidelig at sige du ventede mig" en drillende tone.

''hold da kæft!'' hun spærrede øjnene op, lod kæben glide ned på brystet.
Det var jo ikke Elyas! Det var en Adonis.
''Hvad fanden har du lavet!?'' grinte hun, inden hun så hen på Lockheart der sprang op på skøddet af hende, mens han så arrigt på Elyas.
Hun så ned på dragen, og aede den over hovedet.
Hun smilede, så op på Elyas igen, inden hun grinte igen.
''Er det virkelig så længe siden...? Sidst jeg så dig, var du jo ikke... Så...'' hun tøvede. Hvad? Pumpet? Ordet virkede ikke rigtigt...

''Du er blevet flot.'' sagde hun med et tøvende smil

Den røde farve spredte sig over hans kinden og han kiggede forlegent ned mod gulvet. Som om han ønskede det skulle opsluge ham og tage ham med til et ukendt sted. Til sidst fik han dog kæmpet blikket op igen og så over mod Neph. Godt hun ikke kunne høre hans hjerte hamre over disse smigrende ord...Håbede han, hun var jo vampyr. Skabt til at høre sådanne ting, right? han rankede ryggen lidt og lod hånden glide gennem det halvlange hår med et skævt smil.
"altså...Min onkel er ret hård med træningen" han trak let på den ene skulder, som om det ville forklare alt. Når alt kom til alt havde hans onkel, trods han gamle metoder, vist sig at være en stor hjælp. Han havde været så...Forvirret da han var kommet til denne verden. For ikke at sige alene. Nu havde han en onkel og et sted at være. Ting at lave.
Et bekymret udtryk gled over hans ansigt, da han studerede hende let. og dragen, ikke mindst.
"Hvordan har du det? Har hørt dem snakke om at nogen var kommet her, slemt til skade..." han så lidt tvivlsomt ned mod dragen, som om han i virkeligheden mistænkte den for at stå bag det hele, før han kiggede op mod Neph igen.

Hun smilede, indtil han begyndte at virke bekymret.
''jeg har det okay.'' sagde hun, velvidende at det ikke var rigtigt.
Lockheart blottede tænder, truende. Selv han kunne hører Elyas hjerte hamre. Selv lagde hun ikke noget i det - hun turde ikke tænke over dem.
Tanken om hvad der var sket på diskoteket, havde efterladt et lille savn i hende.
''Sæt dig nu ned! Du står jo og visner!'' grinte hun, smilende. Hun havde virkelig savnet at snakke med ham..

Hans ene øjenbryn gled op i panden, da han trak en stol over mod hendes stol. Det endte med han satte sig midt i rummet, da han ikke rigtig turde komme tættere på begrund af dragen, som han desuden ikke kunne lade være med at kigge på. Han strakte benene ud foran sig og strakte sig lidt, som om han i virkeligheden lige havde sovet et halvt døgn. Så smilte han tilfreds mod Neph.
"Du har været ude og sejle?" Jo, da havde snakket lidt om det, end til Sean var blevet alt for sur over emnet og Elyas klogt havde stoppede med at spørge.
Dog virkede han overraskende entusiastisk.
"Er det sjovt? Jeg gad godt ud og sejle. Først, selvfølgelig, vil jeg slutte min uddannelse her hos min onkel. Han lærer mig en masse ting, men først og fremmest at kæmpe og træne. Han er begyndt at tillade jeg går ud i byen og laver nogle ærinder for ham. Mest at løbe gennem byen med et brev eller andre uskyldige ting, men jeg regner med jeg snart kan gå i hans fodspor..." han sluttede, da det gik op for ham at han sad og snakkede i et væk. Noget hans onkel i hvert fald fandt irriterende.Endnu en gang virkede det som om han var ved at rødme, men så skiftede hans krop åbenbart mening og i stedet så han på hende med skinnende øjne. Også han havde savnet en at snakke med, en som også kendte hans onkel sære personlighed.

Hun smilede over hans 'rablen' løs om Seans undervisning af ham.
''jeg er ikke skabt til at sejle. Langtfra. Gemte mig det meste af tiden, og håbede på at en eller anden døde så jeg kunne få noget at spise.'' hun smilede bare til ham, roligt.
Lockheart så ud til at bløde op, ved at se hendes smil. Måske var denne unge mand ikke en trussel?
I en hurtig bevægelse var Lockheart bag hendes ryg, og skulede utrygt mod Elyas.
''Han er harmløs - i hvertfald lige nu.'' smilede hun inden hun aede Lockheart over hovedet.
''Så din træning går godt? Sidst jeg så dig, havde du en flænset arm og var bevidstløs. Du gik glip af min i sygeplejerskeuniform'' hun blinkede drillende til ham, og smilede derefter igen.

Elyas så lidt på hende. Nåe ja...Selvfølgelig, han ville også få svært ved at spise ordentlig hvis han var ude og sejle. Han forestillede sig selv, ude og sejle. Selvfølgelig måtte han starte fra starten, være en matros eller noget i den stil. Men senere ville han selv være en kaptajn, han ville sejle fra havn til havn med laster og tæske pirater...Hvis han ikke selv valgte at blive en pirat, kunne støtte sin onkels klan den vej. Han rystede svagt på hovedet med et lille smil...Hvis han kunne træne sig til kun at spise...en sjælden gang i mellem? åh, han skulle nok finde på noget! Han skulle bare overbevise sin onkel om det var en god ide og han kunne passe på sig selv...
"Jeg gad godt ud og sejle" indrømmede han og så hen mod hende med et lille smil.
"Måske endda have mit eget skib...Det kunne være fantastisk, jeg elskede altid havet derhjemme" smilte han og lænte sig godt tilbage i stolen. så meget, at stolen vippede på bagbenene.
Han nikkede kort til det hun sagde om dragen, men virkede stadig ikke helt tryg ved det. Hvad dragen vist heller ikke gjorde.
Det sidste fik ham til at grine. Hvis hun havde sagt det hjemme på jorden, ville man have forstået det som et kostume man kunne have på når man...Altså, lavede rollespil. Under visse situationer. Han rødmede lidt ved tanken. På det punkt var han stadig ret uskyldig.
"Jeg var svag på det tidspunkt. stadig forvirret over hvem og hvad jeg var. Men jeg har fået meget mere styr på mig selv nu. Jeg har indset hvor svag jeg var og trænet hårdt" han trak let på den ene skulder.
"Og det var jo godt, for nu er der krig" Den måde han nævnte krig, gjorde det klart han ikke rigtig havde begreber om hvordan krigen var eller hvad der faktisk var sket. Derhjemme, på jorden, havde han jo været tryg og bare læst om krige eller set det på film. At han nu stod i en, med levende-døde, virkede stadig ret absurd. Hvilket også var en af grundene til at Sean ville have ham med ud og slå nogle af dem ihjel. Så han kunne lære det.

''Tak, krigen har jeg oplevet på tætteste hold.'' hun sukkede. Sean havde nok ikke bemærket de bidemærker lige over hendes hofte, og hun håbede at det blev ved sådan.
''Jeg var ikke skabt til sejlads. Men det var skønt den første nat. Inden sulten kom snigende. Stjernerne. Roen.'' hun smilede nu, afslappet.
''hvorfor vil du sejle? Jeg troede du havde det godt her hos Sean?'' hun så på ham og rejste sig, og gik hen mod ham, drillende.
Det faktum at han rødmede i ny og næ, og slog blikket ned, sagde hende at han måtte være en smule påvirket af hendes selskab.

Han slog let ud med hånden. Folk var jo forskellige. Han så lidt på hende, kun for at blive lidt nervøs, da hun rejste sig op. Hvad havde hun tænkt sig?
Han slog blikket ned, kun for selv at rejse sig op. Han kunne sende den ene mand efter den anden til hospitalet når han trænede, hvorfor kunne han så ikke engang klare at være i selskab med denne kvinde? Godt nok...Havde hun en relation til hans onkel og de havde...kysset en gang, på diskoteket. Hvad han stadig...Ja, fortrød han det? Han var ikke sikker, men hans onkel havde været rasende på ham en hel måned efter. Det var ikke en ting han ville gøre igen. Nu var der endelig fred og, til dels, harmoni imellem dem.
Han så på hende, nu lidt mere rolig, og formåede endda at sende hende et lille smil, som var hans onkel værdigt.
"Jeg vil ud og se verden. Jeg vil møde nye folk. Jeg keder mig..." han trak let på den ene skulder.
"Jeg føler mig som en munk, indespærret i mit kloster. Og onkel er min abbed. Okay, det er ikke helt sådan, men jeg får sjældent lov til særlig meget. Men pointen er det kunne være rigtig spændende. Jeg skal bare ned til havet, jeg kan sikkert få lov til at arbejde for nogen..." smilte han roligt.

Hun smilede og prikkede ham på skulderen.
''stadig nervøs for at blive spist?'' grinte hun. I et kort øjeblik skulle hun til at miste balancen, men greb fat i hans skulder.
''Undskyld. Sean har ret, helt frisk er jeg dog ikke.'' mumlede hun og fik rettet sig ordenligt op.
Straks efter begyndte hun at se træt ud, huden mistede lidt sin glans.
Hun sukkede og satte sig på sengekanten.

Hans ene øjenbryn gled op i panden. Han greb hende i sidste øjeblik og hjalp hende tilbage til sengen med et bekymret udtryk. Så rettede han sig op igen med et svagt smil.
"Spist? Nej. Jeg var bange for at gentage hvad der skete på diskoteket" svarede han ærligt. i modsætning til sin onkel var han ikke typen der pakkede alle ting ind i små, mystiske pakker, som folk selv skulle gætte indholdet af. Han havde nu heller ikke oplevet de samme ting. I et øjeblik overvejede han hvordan han selv ville blive, når han var over 700 år gammel...Men slog det hen. Der var lang tid endnu.
"Måske bør du hvile dig?" foreslog han så.

''iih, begynder du nu også!?'' sukkede hun drillende.
''jeg har det fint! Jeg er bare ikke frisk som en fisk'' hun blinkede drillende til ham, selvom det tog på kræfterne at være vittig.
''Ej, ærligt, så er det fuldt ud forståeligt. Sean ville nok slå os begge til plukfisk hvis det gentog sig.'' hun smilede undskyldende.
Tankerne vandrede nu mod Sean beskyldning. Det var hende der var den vokse - af de to. Det var hendes ansvar, og hun dummede sig.

''Hvad træner du så, for tiden?'' spurgte hun, for at skifte emne. Ingen ide at afsløre, at hun savnede lige præcis det aspekt. Det var flere måneder siden en mand havde kærtegnet hende. Og hun savnede det så grusomt..

Han satte sig ned igen, lænte sig igen veltilpas tilbage i stolen. Hans brune øjne gled over mod vinduet, før det gled tilbage til Neph.
Så trak han let på skuldrene.
"Lidt af alt. I starten var min onkel meget fokuseret på jeg styrketrænede, men efterhånden er han begyndt at lære mig at slå. Lige for tiden er vi i gang med nærkamp. Han mener at hvis jeg ikke kan kæmpe uden våben, er det lige meget om jeg har en våben. Sandt nok, jeg kan jo altid tabe det eller miste det" smilte han let.
"Men i sidste uge gik vi i gang med nogle stave og nu virker han også ret fokuseret på jeg skal have en god balance og lære at læse min modstander" han trak let på skulderen som om han ikke altid viste om det så spændende igen. Nogen gange kunne det godt blive lidt kedeligt...Og hans onkel slog nogle gange lidt for hårdt. Med vilje, selvfølgelig, for at stive ham af.
"Og så løbetræner jeg selv. Løber lidt rundt i byen eller noget, bare for at holde mig ordentlig i form. Det er jo ikke fordi der er særlig meget at lave ellers. Sean har betalt en eller anden skægget mand for at finpudse mine matematiske evner og lære mig lidt historie" han smilte svagt.
"Hvilket selvfølgelig er enormt kedeligt!"

Hun lyttede mens hun så ud med vinduet. Gardinet var stadig rullet for - Seans værk?
I en hurtig bevægelse havde Lockheart trippet over til Elyas, og snuset lidt til hans sko. Den unge drage hvinede lidt og sprang tilbage til hende, i et forsøg på at beskytte hende mod 'den meget meget meget farlige' fremmede mand.
''opfør dig pænt, eller sover du udenfor..'' mumlede hun, hvorefter Lockheart bare rakte tunge og gabte.
''Flabede reptil!'' sukkede hun grinende.
''Matematik, for pokker, hvor jeg hadede det fag!'' sukkede hun drillende, og lagde sig ned i sengen, og så på ham.
Hendes hud var begyndte at skalle en smule af efter den ekstreme sol hun havde været ude i. Og sårene healede ikke perfekt, uden blod. Men hun ville ikke nasse på Sean, og heller ikke på hans gæstfrihed.

Han så lidt på hende og nikkede let. Han sad stille, da dragen kom over til ham. Dragen...Han havde aldrig set en drage før. De havde været en del af de historier han havde lært fra sin lærer, men hans lærer fik det til at lyde som om de var uddød. Ingen havde rigtig set en længe. Javist, der gik rygter om at der var blevet set en af de hvide drager ved starten af krigen, at de måske ville hjælpe dem i krigen. Men siden havde der ikke været set en og derfor troede de fleste det var rygter. Fordi folk havde brug for noget at tro på, for at overleve. Hans blik gled over dragen...Så lille, var det en unge? Ville den vokse sig mega stor en dag?
Dragen skyndte sig væk fra ham, som om han stank. han så lidt efter den og undrede sig stadig over dens eksistens. Han havde næsten ikke lyst til at spørge, men ellers kunne han jo spørge sin onkel senere.
Hans blik gled over Neph, hvis krop stadig var forbrændt og kæmpede for at hele bedst muligt. Han smilte svagt og lod blikket glide op mod hendes øjne igen.
"Det er nyttigt jo. Jeg skal jo ikke snydes for noget" svarede han. Det var i hvert fald det svar han havde fået fra sin onkel, da han brokkede sig over det. At han havde håbet at undgå faget, nu hvor han ikke gik i en kedelig skole derhjemme...Derhjemme, hvor alt var normalt...Gad vide om han nogensinde kom tilbage dertil. I et øjeblik hensank han i tanker...
"Jeg skal faktisk træne om ikke så længe" sagde han så
"Hvis du keder dig...Ja, ikke at det måske er så sjovt igen, men det må være underholdende for dig at se min onkel tæske mig" smilte han og blinkede drillende.

Hun smilede, med et lille undertrykt grin.
''Sean ville aldrig lade mig se dig træne. Han er så... Jaloux - må ordet være - over det der skete på diskoteket.'' hun smilede undskyldende.
''Og selv hvis jeg så på, ved han at jeg ikke ville kunne sidde stille. Jeg elsker at slås med ham..'' sagde hun og blinkede til ham.
Lockheart så nysgerrigt på Elyas, men turde ikke træde nærmere. Manden var jo mindst ti gange større end ham - endnu.
En dag ville Lockheart være stor og mægtig... Ville han ikke?..

Hun smilede beroligende til lockheart indne hun så på Elyas igen.
''Hvis du kan tåle at jeg driller dig, tager jeg gerne med og ser dig træne. Lockheart ville sikkert elske at hjælpe til'' grinte hun smilende.

Hans ene øjenbryn gled op i panden. Han havde ikke lige tænkt over hvorvidt hans onkel ville holde af det. Nu han tænkte over det ville han nok blive ret utilfreds. Han trak let på den ene skulder og rejste sig op, for at komme af sted mod træningssalen...Efter han havde skiftet tøj.
"Spørgsmålet er nok også om du kan holde til at høre på ham. Han plejer at lære om hvordan en rigtig dæmon er, samtidig. Han er meget stolt og gammeldags på det punkt...Også. Men jeg vil lige skifte tøj, vi kan mødes ude på gangen om...5 minutter?" smilte han roligt. Så gik han, forlod værelset hvis hun ikke havde mere at sige. Han fandt sit eget værelse og fik hurtigt skiftet til en anden T-shirt og nogle lange træningsbukser. Praktiske sko, som det sidste, før han forlod værelset igen, for at slutte sig til Neph.

Efter et par minutter stod hun selv ude på gangen. Godtnok iført en alt for stor t-shirt og intet andet - så vidt man kunne se.
Hun så Elyas, stadig en smule forundret over hans forandring siden dengang på diskoteket. Han så så voksen og mandig ud. Næsten som dengang hun havde mødt Sean.
Hun smilede lidt, men tøvende. Turde hun overhovedet se Sean og Elyas i samme rum, på samme tid? Ville de være en god idé?

Hun så lidt ned, inden hun så på sine fødder. Et bad var tiltrængt, meget. Men det kunne vente.
''Er du klar?'' spurgte hun efter et par sekunder.
Lockheart kom kravlende hen af gulvet og klartede op på hendes skulder.
''Undskyld, ville du med?'' grinte hun roligt

Han sendte hende et stort, drenget smil der ødelagde lidt af illusionen om hvilken mand han var blevet. Fysisk. Han viste vej ned af trappen og ned i marmorhallen. Han vendte om og gik tilbage langt trappen, kun for at afsløre en ellers skjult dør under trappen. Dog var der ingen små rum bag trappen, men endnu en stentrappe der førte ned i et stort rum. Rummet var delt op. Først kom man igennem et rum hvori der stod en kurv med bolde, standere med våben af træ og endda ægte våben. En masse materiale og ting man kunne bruge til træning stod fyldt op her. Lidt efter trådte de ind i selve rummet. Lyst op af krystaller. Enkelte linjer var malet hen over jorden for at skabe nogle baner til forskellige ting. Midt i det hele stod Sean. Også han havde klædt om. Han var i nogle løsere bukser og i bar overkrop, ganske enkelt af den grund at han hadede den måde T-shirts klistrede til ham, når han trænede. En enkel bandage lå om hans ene overarm og skulder, efter turen hvor han var blevet bortført af nogle levende-døde.
han svang en lang stang erfarent rundt, som om han slog en usynlig fjende til gulvet. Så vendte han så sig om. Og stoppede overrasket op, lod det mørke blik glide ned over neph et øjeblik.
"Burde du ikke være i seng, prøve at blive frisk igen?" lød hans kommentar, trods han ikke helt kunne holde et smil tilbage. Man kunne aldrig fortælle Neph hvad man mente hun burde gøre, hun gjorde det alligevel ikke. Lige som ham selv. Camilles ord genlød i hans ører...At de aldrig ville kunne kalde gammel kærlighed for søskende, at deres forhold aldrig ville ændre sig bare fordi de havde givet den en ny mærkat. Han havde brug for det ændrede sig...Han havde brug for de kunne være sammen, men uden at skulle have sex. Og at være søskende var så meget lettere på det punkt.
"Jeg nægter dig at deltage i træningen, så længe du er skadet som du er" kommenterede han så kort og smed træstangen fra sig på gulvet, ud mod væggen.
"Kom, Elyas. Lad os varme op" Han var ikke nogen gammel, trist idrætslærer. Han deltog skam også selv i det hele. De startede med at løbe frem og tilbage i et rask tempo. Kun for at slå over i armbøjninger, mavebøjninger og andre små øvelser.

Deltage? Hun havde da heller ikke troet... Hvorfor smilte han sådan?
Det virkede underligt, Sean plejede at være streng, normalt ville han lænke hende til sengen hvis det skulle være nødvendigt.
''Vi får at se, nu har Elyas i hvert fald en god grund til ikke at komme til skade. Blod. Mums.'' grinte hun og stillede sig et godt stykke væk fra dem.
Af en mærkelig grund, så hun mere på Elyas, end på Sean. Sean stod i bar overkrop, løb, trænede. Hans spændte muskler. Og alligevel. Var der noget meget mere fængende over Elyas. Hans smil, hans øjne. Han lignede Sean så meget, og alligevel lignede han ham ikke. Elyas var vittig. Han var sød og rar, genert. Ikke som Sean, som var fast og kontrolleret. De lignede to alen af det samme stykke.
Lockheart trippede, og begyndte efter noget tid at hyle, og klatre op på hendes skulder. Hun vidste godt at Lockheart var sulten, og legesyg, men det måtte vente. Han måtte ikke forstyrre drengene under træningen.
''Hush, du ved at de ikke vil forstyrres.'' hviskede hun og kyssede dragen på panden, den kurrede lavt.

Da de var varmet op, bad Sean Elyas om at tage samme slags træstav, som han selv havde stået med for lidt siden. Han hentede også sin egen og så begyndte selve træningen. Først gennemgik de nogle trin og øvelser, som Sean ville have Elyas kunne i søvne, i tilfældet af han virkelig kom i kamp. Bagefter kæmpede de mod hinanden. Først skulle Elyas prøve at ramme Sean, nå igennem hans forsvar, og bagefter var det den anden vej rundt. Til sidst kæmpede de en mere normal kamp. Alt i alt endte det med at Elyas endte oftere på gulvet, end Sean, som faktisk slet ikke endte på gulvet. Dog fik Elyas et godt slag ind et par gange.
Under forløbet opildnede Sean ham.
"Slå dog til. Er du en dreng? Er du ikke en stærk dæmon? Hvordan skal du nå nogen vegne på denne måde?" Og to gange måtte Sean stoppe træningen, kun for at tage fat i Elyas skuldre og se ham i øjnene.
"Træk vejret dybt. Kontroller dit temperament. Det er vildere end folk tror og kræver kontrol og disciplin, hvis det ikke skal overtage dig..." og først da han var sikker på Elyas var rolig igen, startede det hele forfra.
Bagefter smed de deres træstave og tog en nævekamp, hvortil Elyas ramte Sean oftere end før, selv om det enkelte gange var tydeligt Sean lod ham gøre det, for at indgyde ham selvtillid. Sean fik dog også selv givet Elyas nogle tæv, som ville give blå mærker senere.
Til sidst stoppede de op. Strækkede ud.
"Vi stoppede tidligere i dag" svarede Sean en smule kort for hovedet. Enhver der kendte ham godt nok ville vide det var fordi han havde smerter i sin skulder. Men Elyas virkede nu heller ikke helt ked af det. Stakånden gik han over til Neph og sendte hende så et stort smil, som om han i virkeligheden havde gennemtævet Sean.
"Jeg smutter i bad. I to..." Sean sendte dem hver deres strenge blik.
"...Skal ikke få for gode tanker!" det var tydeligt hvad han snakkede om. Så var han væk.

Deres nævekamp var til at gå i spåner over. Hvorfor slog de ikke til? Hvorfor kom der ikke nogle gode slag!? Hun var så tæt på at skubbe Elyas til side og bede Sean vise ham hvordan det skulle gøres.Men hun var ikke til nævekamp. Knive, det var hendes ting. Ethvert blad, var en kamp i sig selv. Og hun elskede det.
Da Sean så afsluttede træningen, på grund af smerterne tydeligvis, smilede ELyas. Det var et rart smil, et hun ikke havde set længe. Men Seans ord, de gjorde nærmest en smule ondt.
Hun skubbede dem væk, lukkede sig selv inde. Hun så på Elyas.
''Ham og hans formaninger. Kom her.'' sagde hun, inden hun gik ud midt på gulvet i lokalet.
Hun så på Elyas.
''Sean træner dig godt. Men hvordan har du det med at slå på en pige?'' hun løftede drillende et øjenbryn. Hun var med vilje udfordrende, drilsk.

Elyas så lidt på hende men rystede så smilene på hovedet.
"Glem det. Har du glemt du kom hertil forkullet? Jeg slås ikke med dig, mens du er såret" hans stemme var bestemt. I stedet tog han sit våben og satte det på plads.
"Du burde nok komme op og slappe af, syntes du ikke?" spurgte han og tilføjede drillende:
"Eller er du bange for sengemonstre?"

//Kort sagt: Jeg aner ikke længere hvad emnet skal handle om og vil gerne afslutte det, så vi kan starte et nyt//

/så starter vi bare et nyt, det her var også vandret ud i ingenting xD
Skal jeg oprette et nyt eller vil du?//

/ du må da gerne //