Kill it! Kill it with fire! Or a projektile, your choice.(Dylan Ether)

Lyset spredte sig som støvfnug henover bladende, og sendte et uskyldigt skær udover de lysglødende træstammer, med snirklet bark trukket omkring stammernes inderste. Som Delilah selv, hvis hårdhed og morderiske, samt seksuelle lyster og udstråling var spændt ud over den kvinde, der netop nu havde tankerne tilbage imod de børn, hun vidste hun måtte tilbage til - ellers ville de dø, uden hende. Men hun vidste også, at der ville gå længe inden hendes blik ville berøre deres små fingre eller store øjne igen - for hun skulle først sparke flere zombierøve i jorden, end hun nogensinde havde snigmyrdet vanskabninger og monstre igennem sit lange, lange liv.
Et svagt hvæs forlod hendes læber, og forsøgsvis flåede hun i lænkerne der bandt hendes hænder sammen, i et forsøg på at finde smutveje der kunne trække hende løs fra lænkerne - men skjulte det naturligvis bag noget der lignede et desperat forsøg på at få dem af. Hun kunne sgu ikke engang huske idioter der netop nu havde lænket hende, og førte hende igennem skoven i en slags uigennemtrængelig boble som hverken zombierne eller Del kunne komme igennem - tilsyneladende holdt oppe mentalt af en af idioterne der skaffede sig af med hende. Og hun ikke kunne engang huske hvad hun havde gjort dem! Men på den anden side hadede alle hende, så det kunne vel ikke komme som et chok.
Hun lod sig føre igennem skoven med oprejst pande og uden en lyd, selvom hun ikke kunne rive tankerne væk, fra det løfte til Sajro hun brød kraftigt lige nu - holde sig selv i live, så hun kunne sørge for at børnene blev holdt i live. For fanden, det var også fucking svært at holde sig ude af problemer, når hun blev kidnappet i tide og utide! Det her var noget pis!

Hun vidste ikke hvor længe de gik, eller hvor i skoven hun endte. Solens bøjning imod træernes spillende blade ændrede sig ikke, men skyerne der dovent trak sig over himlen som hændte intet specielt på jorden, ændrede sig derimod. Ligesom de zombier der fra tid til anden forsøgte at trænge igennem boblen. Men Delilah lagde ikke blikket på dem, for hun ville for nu ikke reagere. Først når hun skulle flå dem fra hinanden med de utallige våben hun havde skjult ved hver centimeter af hendes tøj.
Skudsikkert tøj, selvfølgelig. Korsettet strammede om hendes mave og bryst, og gav hende ikke blot en tydelig og tiltrækkende kavalergang, men også en fantastisk talje og en smuk form - samt beskyttelse fra et udvalg af kugler, idet den var mere eller mindre skudsikker. Læderet der smøg sig om hendes ben fulgte smidigt hendes bevægelser, samt var et rimeligt stærkt materiale, og den lange læderkappe der dansede ved hver af hendes bevægelser og bølgede om hendes som et vandfald af strømmende floder, var ligeledes skudsikkert og tung som en i helvede.
En zombie vadede ind direkte foran hende, og forsøgte at trænge igennem det mentale skjold der var holdt oppe omkring den lille gruppe der havde kidnappet hende, samt hendes selv. Midaldrende mand, med hud der hang i store, opflåede laser af rådnet kød, opflænset tøj der knapt sad fast om ham længere, og hår der faldt af i store stakke omkring ham. Han åbnede munden med tænderne der syntes at forsøge at flygte fra den garanterede forfærdelige ånde, og hamrede på det mentale skjold så hudflænser fløj til alle sider.
Zombier. Typisk. Hvorfor fuck hader mit liv mig!?
Pludseligt hørte hun klikket fra lænkerne der blev spændt op, men i samme sekund hun smed lænkerne fra sig og snurrede omkring for at placere en kugle i stoddernes tindinger, stødte hun ind i en usynlig mur, fra den individuelle bobbel hun åbenbart var blevet smidt ind i. Hun kunne intet andet end stå og betragte mændene forsvinde igennem skoven, imens hun selv stod, midlertidigt beskyttet iblandt en gruppe zombier.
Great. Bare fantastisk.
Knapt var tanken tænkt til ende i hendes tankespind, før zombiemanden der havde lændet sig op af det mentale skjold foran hende, væltede og smaskede kinden ud over hendes højhælede læderstøvle, da skjoldet forsvandt. Game on. Knapt havde hun hamret foden igennem mandens kranium og mast hans hjerne til grød, før hun kunne se zombiegrupperne bevæge sig imod hende med en hast, der var alt andet som i fortællingerne om zombierne. Hvor fuck var sløvheden og de langsomme, growlende skridt?
Oh shit.

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] Med et persisk skjold på ryggen på en meter i diameter. [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Ikke langt derfra i en underjordisk hule. Med indgangen dækket af en metalplade. Stod en mand. Og var ved at spænde sin dragt på. Først arm beskyttelsen. Stramt på plads. Så brystpladen. Lavet af læder og et specielt metal. Som var stærkere end det meste andet. Og så tog han et meget stort skjold. Det vejede ingenting. Men det var hårdere end obsidian. Han tog skjoldet på ryggen. Og bandt det fast om hans kraveben. Og hans liv. Så det ikke irriterede nogle steder. Før han langsomt kravlede op mod huleindgangen. Hvordan han havde fundet denne hule. Det vidste han ikke. Han var vågnet en dag. Og rejst sig op. Gået et par skridt. Og så dunket tåen ind i en stor metalplade. Det var egentlig underligt sådan at finde det når man havde brug for det. Han var træt af at sove siddende oppe i et træ. Nu havde han en hule at sove i. Nogle stearinlys til at skabe varme på grund af hulen var godt komprimeret og isoleret. Og så en madras. Halvvejs op af den smalle mindst 5 meter lange gang. Begyndte han at høre mange løbende fodtrin. Det kunne kun betyde en ting vidste manden. De udøde grødhoveder havde fundet mad. Hurtigere end før begyndte manden at klatre. Hoppe fra side til side. For at det skulle gå hurtigere. Låste roligt metalpladen op nedefra. Han havde fået lavet en lille ændring. Udenom metalpladen havde han opdaget der havde været en betonbelægning. Så han havde hentet en lås og en hængsel så han kunne låse pladen fast. Samt nogle betonhængsler til den anden side. Så den var som en låge. Han skubbede metalpladen op. Smuttede ud af hullet og rejste sig op. Lige i takt med en af de udøde kom løbende imod ham. Han rørte sit skjold med venstre hånd. Og i den højre hånd dannede der sig et stort tohåndssværd. Som han svang. Og skar hovedet af den udøde. Vendte sig. Smed sværdet. I det øjeblik han slap sværdet blev det til damp. Han rørte sit skjold igen. Og dannede i sin højre hånd 2 sabler. Persiske sabler. Tog den ene i den venstre hånd og beholdte den anden i højre. Og løb så direkte imod gruppen. Bagfra. Løb ind imellem de udøde. Mens han skar hoved efter hoved over på dem og stoppede lige bag hende. Og tog skafterne på de 2 sværd og hamrede dem sammen. Hvorefter de satte sig sammen til et dobbeltklinget sværd. Og svang det rundt ovenover hendes hoved. Så han skabte et lille tidsrum.

Hans hoved vendte sig halvt imod hende. Det skulle han ikke gjorde. Han stivnede halvt. Blev næsten ramt af en af dem. Men nåede at skære armen over på den udøde. Og sparke ham tilbage. Han så hurtigt rundt. Det så ud til de var omringet. Han skilte de 2 sværd ad igen. Og hævede dem begge. "Hvad laver de herude?" Spurgte han roligt mens han så ligeud for sig. Han havde mærket noget. I hjertet. Men han var ikke uklog. Det kunne sagtens være noget falsk følelses flirt. En sirene måske. Nej hun var ikke så guddommelig i udseendet. Mere naturlig men samtidig mega smuk. "Hvorfor er du alene? Jeg troede jeg var den eneste som var dum nok til at gå rundt alene." Sagde han hvorefter han blokerede et sværd som en af de udøde havde fundet. Og brugte det andet sværd til at skære kroppen over på den udøde. "Jeg ved godt det er et dårligt tidspunkt. Men de er virkelig smuk frøken." Sagde han. Og sparkede en anden udød væk som var ved at gribe fat i ham. "Ryg mod ryg." Sagde han roligt og håbede hun forstod at de skulle ha ryggen imod hinanden. Så de bedre kunne forsvare sig mod så mange.

En skrabende lyd bag hende, som flyttedes noget tungt, fik hendes opmærksomhed til at sitre bag hende. Samtidig med at hendes fingre snoede sig om en af de utallige knive der bugnede frem fra våbenbæltet der tyngede om hendes hofter, og den andens hånds drilske fingre allerede var igang med at slå sikringen fra på den Beretta 922FS hun fiskede op fra jakkens inderside, rev hendes hoved sig til siden i et ryk, så hun kunne fange en slags stenformation - lignede det - der flyttede sig bag hende. Da hun var opmærksom på dette faktum, kunne hun lade resten af sine sanser danse henover de irriterende kødklumper der mente at hun var en lækkerbisken, og havde valgt hende som det næste måltid. Hvilket sammentræf, de fleste mænd troede hun både var en lækkerbisken og et måltid.
Lyden af en hals der blev overskåret nåede hende, samtidig med at den skarpe metalspids på hendes kniv hakkede ind i den nærmeste halvgamle zombiemands hals, og vred den omkring så zombiemandens hoved blev flået af. Om det overhovedet ville stoppe dem, vidste hun ikke. Hun vidste ikke om det var muligt at fysisk slå en zombie ihjel, for hun havde ikke taget del i disse kampe, idet de ingen betydning havde for hende. Den Delilah der ikke havde mistet noget af sin hukommelse, ville have kæmpet til sidste dråbe for byen, men denne Delilah fandt det ikke så vigtigt. For hun havde glemt den kærlighed, der gjorde al smerte ligegyldig.
Delilah tænkte ikke videre over de hurtige, næsten smældende, smidige og elegante bevægelser der fik hendes krop til at snurre og dreje sig, med en balance og angribende ynde der kun passede sig til et rovdyr. På trods af den allestedsnærværende seksuelle udstråling hun havde, som hendes race havde fået opbygget i hende gennem årene, så var hun helt henført til kampen i disse sekunder, og snoede sig med en løvindes elegance, uden yderligere besvær, som hun slagtede de nærmeste zombier.
I samme sekund hun kunne mærke noget der stoppede op bag hende, snurrede hun omkring og hvis hun nåede det, ville hun automatisk lægge en kølig, bloddryppende kniv imod hans hals. Så snart hun så livet i hans øjne, mistede hun midlertidigt interessen for ham, idet han i så fald ikke var et mål. Ikke lige nu i hvert fald. Og hvis han slog hende ihjel .. Well, hun ville hellere myrdes af noget med en puls!
Hun bemærkede godt sværdet der dansede over hendes hoved, men hun valgte for nu at ignorere de små vindpust det sendte ned over hendes ansigt, og drillende pustede hårlokker ind foran hendes ansigt.

Delilahs øjenbryn hævedes lettere overrasket, da fjolset begyndte at snakke til hende. Forstod han ikke pointen i dødelig kamp med udøde freaks? Der gik også adskillige sekunder før hun svarede ham, mens hun lod kniven flå struben op på den nærmeste zombie, hvis hals var så flået op at hovedet - grundet kraften i hendes bevægelser - vippede bagover og hang ned af ryggen i det hud der endnu holdt hovedet på halsen.
"Jeg danser tango! Hvad tror du?!"
Sarkasmen flød tykt fra hendes læber, i samme sekund hun snoede kroppen en smule til siden, så den zombiehånd der greb ud efter hende, fik fat i den tomme luft, og hun derefter kunne lade projektilen fra hendes pistol, bore sig ind i hjernen på den udøde. Om det overhovedet ville slå ham ihjel, vidste hun sgu ikke, men det var et forsøg værd! Blodstænk blev sprøjtet ud over hendes krop, hals og ansigt, men det syntes ikke vigtigt for hende at fjerne de utallige bloddråber der ikke længe efter sad som sprøjt ud over hendes krop, og begyndte at sive ned over hende.
"Fordi mine kidnappere ikke havde den største lyst til at blive og holde mig i hånden!"
Delilah var ikke en imødekommende person, og det havde hun aldrig været - og ville nok aldrig blive det. Desuden var hun pisse sur over hele denne situation, og selvom kamp var en af hendes stærkeste sider, så havde hun ingen interesse i at ligge halvdød herude. Hele hendes krop stivnede dog sekundet senere, og hendes hoved snurrede omkring i en sky af mørke krøller, ved hans næste ord. Var han seriøs ...? Var han helt seriøst fucking seriøs!? Han havde sgu ret i at det var dårlig timing til komplimenter!
"Fokusér på de halvrådne freaks først! Du kan altid begynde på dét der bagefter!"
Ikke fordi hun garanterede at det ville lykkes ham, mere for at få ham til at koncentrere sig på zombierne. Hun var allerede halvt snurret omkring for at vende ryggen til ham, da han sagde ryg mod ryg, og i et par sekunder var hun fristet til at gøre det modsatte, bare for ikke at lade ham kommandere rundt med hende. Men sekundet senere var hendes ryg halvt lænet imod hans, halvt lænet fremad imod den angribende zombie, hvis hoved snart efter blev kastet bagefter ved et uheld, og medmindre manden rykkede sig, ville zombiehovedet styrte ned og klaske imod hans hoved.

De galante og perfekte bevægelser som hans ellers muskuløse hænder lavede gjorde at han ingen problemer havde foreløbigt. Det her var jo opvarmning. Der skete ikke rigtigt noget stort. Han fingre slap roligt sværdene. Og de blev til støv. Rørte sit skjold igen hurtigt. Hvorefter en dobbelthammer dukkede frem i sin hånd. Dannet af hans energi. Han tog fat med begge hænder i midten af hammeren. Og skilte dem ad. Så han i stedet havde 2 små krigshammere. Han hamrede dem rundt i hovedet på flere af dem. Da han så lavede en perfekt saks manøvre. Hamrede hammerne direkte imod hinanden. Med en af de udødes hoveder imellem. Med den effekt at hjernemasse splattede ud over det hele. Hamrende ændrede sig til 2 økser. Hvorefter han svang økserne rundt. Skar hoved efter hoved af. Et svagt grin kom over de fyldige læberne på manden. Hun virkede lidt sur. Men sådan var det vel ved folk der ikke havde noget at kæmpe for. Han havde noget at kæmpe for. Og det var ikke hans liv. Men alle i verdenen. For hver dag der gik døde flere og flere. Skabte flere af disse væsner. Hvis han skulle dø. Skulle det ikke være uden at være sikker på at han fik så mange som muligt. Økserne ændrede sig igen. Og dannede 2 små knive. Som han viftede rundt i hænderne. Stak ind i skalden på flere af dem. 2 små knive. Persiske knive selvfølgelig. Han smed den ene kniv. Tog hårdt fat i sit skjold. Hævede det lige i tide nok til at det hoved han lige ud af øjenkrogen da han havde kigget tilbage for at se hvordan hun havde klaret det. Fløj imod ham. Så hovedet ramte skjoldet i stedet for ham. Hvorefter han tog skjoldet helt af. Satte det fast på hans arm. Og dannede et langt persisk sværd i stedet for. Skar hoved efter hoved over. Beskyttede sig med et skjold. Før han så en løsning. Han grinte svagt. Greb hårdt fat i hendes arm. Og begyndte at løbe med skjoldet fremad. Hamrede sig igennem en lille sprække som han havde opdaget kom frem. Dem ude til siden væltede. Kom ud af cirklen. Og hvis han havde fået hende med. Slap hende. Så de ikke længere var omringet. Dannede sig sværdet igen. Før han rettede sig op. I sin fulde højde. 1.95 i højden. Og stod allerede klar. Men det så ud som om dumme som de var. At de stadig troede kvinden og ham stod i midten. Han havde vist skabt et par sekunders tid. Han vendte kort blikket imod hende. "Jeg fatter ikke hvorfor nogle ville efterlade sådan en perle midt ude i en skov som denne." Et svagt halvforførende smil kom frem. Ikke fordi han prøvede at forføre. Sådan var hans smil bare. Og det var osse tydeligt at det egentlig bare burde være et normalt smil.

Han så imod gruppen igen og opdagede at de havde vendt sig imod dem. Han satte skjoldet på ryggen. Og dannede sig i stedet et persisk spyd. Et langskaftet spyd. Med en unormal lang klinge på spidsen. Og svang så spyddet rundt imod fjenden. Skar hoved efter hoved over inden de nåede hen til dem. Mens han gik skridt tilbage. Imod hans hule. "DER KOMMER BARE FLERE OG FLERE. DET HER ER EN KAMP VI IKKE KAN VINDE." Råbte han højt og dannede så spyddet op til 2 persiske sværd igen. Og så kort på hende. Så mod hullet som førte ned i hans hule. Som de nærmede sig skridt for skridt. "Jeg ved godt du ikke stoler på mig. Jeg stoler heller ikke på dig. Men hvis du vil leve. Hop i hullet." Et svagt halvforførende smil kom fra ham. Hvorefter han vendte blikket imod de udøde igen. "Vent ikke på mig. Bare hop. Og luk hullet jeg holder dem tilbage. Men gør mig en tjeneste og SKYND DIG!!!" Det sidste råbte han højt hvorefter han gik direkte til angreb imod dem. Skar hoved efter ben efter krop over. Gjorde alt hvad han kunne for at forsinke dem.

Delilahs hoved drejede ikke i retning af manden, idet hun var en hel del mere optaget af zombierne omkring hende, hvis hud dansede i klumper omkring dem, som de angreb. Hendes fingre havde et løst greb om kniven, sådan som hun igennem århundreder havde lært sig selv at hun kunne kontrollere og styre den bedst og mest præcist, så den ramte hurtigt og dødbringende, og ikke trak smerten unødigt ud hos dem, der ikke behøvede smerten. Det var jo ikke fordi Delilah som sådan nød til at slå ihjel - medmindre det var folk hun havde noget imod, folk der havde gjort eller hun selv var i et dårligt humør, idet hun i såfald næsten havde brug for at se livet sive ud af en persons øjne ...
Hun bemærkede ikke hvad han havde gang i, selvom hun godt hørte lyden af bevægende stål og kraft i slag, men fokuserede derimod på sin egen kniv der svingede sig igennem strube på de forskellige zombier der sprang imod hende, uden rigtigt at se på dem, før hun skar deres hals i to og væltede dem bagud foran hende, så det næste 'levende' billede kunne komme til. Hurtige, smidige bevægelser fik dem nedlagt, men strømmen af zombierne syntes ikke at rinde ud, og selvom hendes træthed endnu ikke havde vist sig, så kunne hun ikke holde et hurtigt tempo for evigt.
Men det behøvede hun så heller ikke, fandt hun ud af sekunder senere, da manden bag hende pludseligt greb fat i hendes arm, og besluttede sig for næsten at fælde hende, som han trak hende igennem mængden af zombier og trak hende ud på den anden side. Hun var allerede begyndte at rive sig fri da han slap hende, og hun snurrede omkring med vreden glimtende i blikket. Hvad fanden lavede han!? Om han så godt ud eller ej, distraherede hende ikke et sekund, ligesom hans ord som sådan heller ikke distraherede hende. Det fik hende dog til at stoppe op og lade det ene øjenbryn hæve sig.
"Fordi perlen-"
Ordet i sig selv havde en sarkastisk glød i sig.
"- har en dårlig vane med at ødelægge nogens liv."
Som et modsvar til hans smil, sendte hun ham et lysende smil der dansede blidt imod hendes læber, inden hun hastigt lod en finger glide imod den blodige æg af hendes kniv, inden hun - endnu med det næsten leende smil - vendte sig imod zombierne endnu engang. Automatisk flød hun i angrebsposition, men endnu engang nåede hun ikke lang tid, før han endnu engang valgte at afbryde hende.

I modsætning til ham, bakkede Delilah ikke på trods af mængderne, der strømmede imod hende. Hun holdt sine vande oppe, og på trods af presset imod hende, dannede stædigheden sig i hende, så hun ikke bevægede sig bagud. Hans ord distraherede hende dog, mest fordi hun mest af alt havde lyst til at himle med øjnene, snurre omkring og sige Eh, yeah? Hvad havde du regnet med, at vi dansede på roser?. Hun gjorde det dog ikke, og svarede derfor ikke i første omgang.
Ved hans næste ord hævede hun dog øjenbrynet kraftigt, greb fat i den nærmeste zombiehals, flåede struben ud med et ryk og snurrede omkring - endnu med struben dansende fra hendes blodige fingre. Hendes blik lagde sig på ham i nogle sekunder, inden hun mærkede fingre stramme om hendes skulder, og hun fik skåret maven op på zombien bag hende, så hendes opmærksomhed igen blev vendt imod den angribende hobe.
"Jeg ved ikke hvorfor fanden du forsøger at holde mig i live, men jeg flygter ikke fra kamp!"
Hvis han ville have hende ned i det 'hul', så var han nødt til at tvinge hende derned, og det troede hun ikke et sekund han kunne finde på. Hans næste ord indikerede endnu engang at hun skulle flygte, men Delilah var træt af at flygte fra alt muligt pis, og hun var træt af at give op - også selvom hun gav op sjældnere end man lige skulle tro. Hun fik skabt sig en lille tidslomme inden de næste zombier kom væltende, og snurrede omkring imod fyren.
"Hør, jeg skal ikke frivilligt nogle steder! Jeg skal ikke have nogen beskytter, så lad være med at forsøge at beskytte mig!"
Med de ord snurrede hun omkring, lige tids nok til at dukke sig så hun ikke fik en zombiearm hamret i baghovedet.

Blod. Indvolde. Smertende skrig. Det var hvad han hørte i øjeblikket. Samtidig med at hans klinger fløj rundt. Han nægtede at give op. Ligemeget hvor mange der var. Hendes ord kom ikke bag på ham. Et svagt grin kom fra ham. "Ser du. Fordi du minder mig om min tidligere forlovede. Hun var typen som altid blev et udkast. En som alle afviste. Fordi hun var anderledes." Hans parader var hævet i samtidig med nogle nye udøde kom. Med krigshammere. Store dobbelthåndet krigshammere. "jeg tror vi får et problem." Et svagt grin kom fra Dylans læber roligt. Da hans 2 sværd forsvandt. I det han med blide bevægelser slap dem. Og rørte så sit skjold igen. Og på sin krop dannede der sig langsomt skulderplader. Benskinder. Armskinder. Og en brystplade af samme metal. Da han så også dannede sig et sværd i sin hånd. Og tog skjoldet af ryggen. Før han løftede det. Og i samme øjeblik han løftede skjoldet som en paraply. Dannede der sig en kuppel om dem. Af samme metal som hans skjold. Lukkede dem inde. Mens de udøde var udenfor. "Denne kamp er nyttesløs. Det eneste vi gør er at dræbe sjæle som allerede er døde." Han holdte fast i sit skjold. Ikke fordi han havde brug for at holde det oppe. Men fordi så længe han rørte skjoldet ville kuplen ikke forsvinde. Han vendte sig roligt imod hende. Så på hende roligt. "Sandheden er at jo mere vi kæmper. Jo mere jeg lære om dig. Jo mere ligner du hende. En der aldrig giver op. En der bliver skubbet væk af alle andre." Han grinte svagt og så mod hende svagt. "En ting er sikkert. Mit liv er allerede helt ødelagt. Du vil aldrig kunne ødelægge mit liv."

Manden, hvis navn hun endnu ikke kendte, snakkede nu om sin forlovede, hvilket hun måtte indrømme overraskede hende let. Ikke fordi hun lod blikket så meget som strejfe ham imens han talte, idet størstedelen af hendes opmærksomhed var rettet imod kniven der flåede sig igennem diverse levende døde der lidt efter lidt overfaldt hende, og forsøgte at flå hende fra hinanden. Synd de ikke fik chancen.
"Lyder som en dejlig kvinde, men tro mig, jeg minder ikke om hende."
Om ordet 'dejlig' havde en halvsarkastisk klang, var ikke til at sige som hendes ord dansede imellem hendes læber, og blev spredt ud over gruppen af zombier, uden rigtigt at syntes at have en bestemt modtager - selvom manden naturligvis måtte være målet for ordene, idet det var et svar til ham. En af zombierne fik fat i hendes venstre arm, som hun var optaget af en til den modsatte side, og fik hende til at vakle let da grebet rev hende bagud. Let smerte bredte sig i et ryk i hendes arm, da hun tilsyneladende forstrak noget, men hun reagerede ikke ved andet end at snurre omkring, og adskille zombiens hoved fra zombiens krop.
Hans næste konstatering fik et let smil til at danse om hendes læber, næsten samtidig med at hun fik skubbet de nærmeste zombier direkte tilbage til døden med nogle hastige bevægelser.
"Super, problemer er hvad jeg gør bedst! Næst efter s..."
Sætningen kom ligesom naturligt fra hende, inden det gik op for hende at det måske ikke var det rigtige at sige, på det rigtige tidspunkt at sige hvad hun var bedst til. Ikke fordi hun så noget forkert i det, hvis en kvinde ikke havde blufærdighed i sig, så var det vel heller ikke snak omkring sex der var hendes svaghed - problemet var lidt, at selv Delilah kunne se at det ikke var tidspunktet til at snakke om sex.

Det ændrede sig selvfølgelig da metal pludseligt hamrede ned foran hendes fod, og afskærmede dem og zombierne fra hinanden. Fra hendes hånd dinglede et zombiehoved hun i kampens hede havde fået revet af, samtidig med at hun langsomt snurrede omkring imod manden, med et let hævet øjenbryn. Hun betragtede ham i nogle sekunder, inden hun løftede hånden med zombiehovedet dinglende fra, og tørrede en dråbe blod væk fra kinden med en blid finger.
"Det er sgu dobbeltarbejde når man er nødt til at slå dem ihjel to gange."
Hun nikkede kort til hovedet ved hendes hånd, inden hun slap hårknuden hun havde fat om, så hovedet dumpede ned på jorden og lagde sig. Delilahs blik strejfede ikke hovedet et sekund efter det havde ramt jorden, men bevægede sig derimod nysgerrigt imod metallet der omringede dem, i et forsøg på at finde ud hvad fanden der skete.
Hun fandt svaret ved skjoldet han holdt fast i. Hendes hoved vippedes langsomt til siden, så lokker af hendes mørke slangekrøller dansede ned foran hendes blik, og bevægede sig svingende ved hendes ansigt, som en ægte svajende slange. Et smil sitrede om hendes læber ved hans ord, men der gik adskillige sekunder før hun faktisk besvarede dem.
Hun holdt blikket fast imod hans, som hun trådte et par skridt frem, og formindskede afstanden imellem dem. Det var for Delilah en helt naturlig ting at bruge sin seksualitet til at få hvad hun ønskede, nok mest grundet sin race, og det var nok også derfor den sensuelle side man altid kunne skimte af hende, nu trådte en hel del tydeligere frem. Hun trådte helt op til ham og løftede hovedet så deres læber var få milimeter fra hinanden, og holdt stillingen i flere sekunder, uden at lade blikket slippe ham.
Da han endelig skilte læberne og besvarede hans ord, pustede hun derfor varm ånde ud over hans læber.
"Pas på. Jeg kunne ende med at tage det som en udfordring."
Sætningen var lav, og den samme seksuelle spænding hendes krop udviste tydeligt, var også at finde i hendes stemme. Hun holdt positionen foran ham i et par sekunder, inden hun med et smil trådte tilbage og vendte sig imod metallet, med et fast greb om kniven i sin hånd, som var intet sket.. Bare for en sikkerhedsskyld, right?

Lyden af de mange udøde som hamrede på kuppelen for at komme igennem var nærmest overdøvende. Men det rørte ikke Dylan. Han lyttede til hendes ord selvom der var meget larm i det lidt trænge rum. Han stod bare og kiggede på hende kort. Før han grinte svagt. "En udfordring siger du? Når vi er færdige her. Hvad siger du så til at tage en drink. Eller en bid mad. Dit valg. Og så kan du vise mig om du mener det med at ødelægge mit liv." Sagde han roligt. Før han slap sit sværd som var i hans højre hånd. Frem istedet kom en kort krigsøkse. Roligt fjernede han skjoldet fra kuppelen. Så snart skjoldet havde sluppet helt. Blev kuppelen opløst til støv. Som blev mindre og mindre. Indtil det ikke kunne ses eller mærkes. Dylan hævede sin økse. Og hakkede den med en utrolig styrke. Ind i panden på en af de nærmeste. Før han sparkede ham af. Og satte sit skjold på ryggen i en glidende bevægelse. Og fremmanede derefter en ekstra økse. Som han tog over i sin venstre hånd. Og begyndte at svinge dem. I præcise men dødbringende cirkelformationer. Dog uden at ramme hende. Han trak dem tilbage lige før han ramte hende. Så hun maks ville mærke lufttrykket. Før han stoppede igen. Og opdagede. At gruppen var ved at tynde ud på hans side. "Jeg tror vi er ved at tømme dem ud." Sagde han og begyndte at svinge økserne igen. Hoved efter hoved fløj af. Spark efter spark blev påført på brystet af de udøde foran ham. For at få dem væk.

Den bragende lyd bankede inde i Delilah, som en taktfast rytme, der kæmpede for at sprænge hendes trommehinder, og som hun næsten kunne mærke sitre i fingerspidserne. Men hun reagerede ikke, og lod blot den horde af udødelige lig uden for denne halvcirkel blive slået væk i hendes tanker, som en mindre forstyrrelse af deres samtale. Ikke fordi det var en samtale der syntes meningsfuld for hende, for hvad han sagde havde lige så lidt rod i virkeligheden, som hun selv havde styr på sit liv. Dette kom også til udtryk på hendes ansigt, få sekunder efter ordene havde forladt hans læber.
Uendeligt langsom hævedes hendes ene øjenbryn opad, uden hendes blik slap hans, og det syntes derfor at hendes blik sank længere ind i ham, og forsøgte at gennembore ham. Men i virkeligheden var det let forvirring der brød igennem hendes sind, idet hun ikke forstod hvorfor han spurgte, eller om han overhovedet var seriøs. Han måtte sgu være noget nær sindssyg for at være seriøs, medmindre han ønskede sex. Ikke fordi hun ville give ham det - hun var alt andet end en slut på det punkt, selvom de fleste åbenbart troede det - idet det i såfald ville give mening. Selvom situationen stadig ikke passede ind i samtalen.
”Har du et dødsønske, eller er du bare super liderlig?”
Selvom ordene der passerede hendes læber syntes at passe ind i en joke, eller et flabet forsøg på at være morsom, så syntes hendes stemme ikke at have noget tegn af useriøsitet. Efter et par sekunder syntes hendes hårde facade dog at løsne op, og et let smil sitrede i hendes mundvige. Han var trods alt ikke grim, og han syntes at have nogle at de samme basale principper omkring livet, som hun selv havde. Måske ville det ikke være forfærdeligt at tage en drink - det var jo ikke fordi hun behøvede bruge penge på det. I lige netop barer, kunne hun altid få præcis hvad hun ønskede, uden at skulle betale.
”Men okay. Vi kan vel godt tage et eller andet. Efter vi er kommet forbi de udødelige, rådne kadavere.”
Hendes læber spredtes i et lysende smil - underligt nok da det skete, idet ordene ”rådne kadavere” forlod de selvsamme læber.

Knapt havde skjoldet smuldret væk, før et utal af udøde væltede ind imod dem, og syntes at gøre luften tykkere i bevægelser og overbefolkning. Men Delilahs fingre var allerede afslappet strammet omkring kniven i hendes ene hånd, så hun sank ubesværet ned i angrebstilling endnu engang, inden hun trådte frem og skar forbindelsen over på adskillige vitale blodårer i de forskellige zombier omkring hende - og selvom det selvfølgelig ikke ville slå dem ihjel idet de var udødelige, så slog det dem tilbage.
Hendes krop hvirvlede omkring, og hver centimeter at hendes kniv blev hastigt indsmurt i klistret blod fra de udøde, hvis blod ikke sprøjtede på samme måde som de levendes - højst sandsynligt fordi de var døde, og blodet derfor ikke længere opførte sig som forventet. Det var nok derfor hendes krop ikke var dækket af blod, som denne form for massemord ellers havde oversprøjtet hende med i andre tilfælde. Og selvom hun overskar halspulsåren og flåede adskillige dele af, så rejste de udøde sig naturligvis alligevel kort efter.
Men de faldt, og de vaklede bagud af angrebene, og modstanden blev slået tilbage i små klynger. Det var ikke permanent, men hun holdt stand og trak dem bagud. Den sætning han af grunde hun ikke forstod, var nødt til at udstøde, beviste at han ligeledes trængte dem bagud - men ærligt talt, så vidste hun ikke hvad de skulle gøre derfra. Hvordan de skulle komme væk?
”Hvordan fanden kommer vi så væk? Det er super hyggeligt, men jeg bliver sgu ikke hele dagen for at kæmpe! Jeg har andet at se til!”
Med ’andet at se til’, mente hun naturligvis at hun havde børn der havde brug for at hun kom hjem - og ikke efter flere timer. Hun vidste at Sajro selvfølgelig kunne klare dem, og ligeledes kunne finde en løsning på madproblemet, men det ville altid være bedre hvis madproblemet ikke eksisterede.