Nattens lyde// Sean.

Han rystede på hovedet.
"Der er mange ting jeg ikke kan" han blinkede til hende.
"Men tro ikke der er noget galt...Jeg har en meget god grund til at stoppe det, inden det går for langt. Kald mig bare idiot, men tanken var jo bare at du skulle kunne huske mig, selv uden et navn" smilte han og lod en hånd glide ned over hendes arm i en let kærtegn.
"Men vi har ikke givet hinanden vores navne..." smilte han
"...Og med hensyn til mit er det sikrest den vej"

Alane smilede stille og betragtede ham. Han forsatte med at være så mystisk som han havde været hele tiden. Det pirrede hende. Hun ville vide hvad der var med ham, der var tydeligvis mere end øjet umiddelbart lige kunne se. På en måde irriterede det hende men på den anden side så drog det hende også mere til ham.
Hun så ham stille i øjnene og smilede stille, "Egentlig havde jeg ikke engang tænkt på at det kunne gå så vidt. Jeg blev vist bare revet med af stemningen og jeg tror der er en ret god chance for at vi begge husker hinanden". Hun gøs stille ved hans kærtegn af hendes arm, det var rart. Hun smilte og bed sig lidt i læben. "Jeg vil i hvert fald huske dig men vil du huske mig?", endnu engang lod hun sine øjne mødes med hans.
"Men hvad så hvis jeg ikke vil have det sikkert?".

Godt spørgsmål. ville han huske hende? Noget der helt klart måtte komme gennem hovedet på en kvinde.
"Bare rolig...Jeg har en fantastisk hukommelse" smilte han roligt. en ugle tudede i det fjerne og nogle flagren beviste at flagermusene var begyndt at komme ud. Puslen vidnede om andre natte dyr i skoven.
Hans smil voksede lidt af hendes kommentar.
"Åh, jamen så er jeg den helt rigtige! Men desværre har jeg for stor en ansvarsfølelse til at lede dig ind i det..." svarede han ærligt.

Alane håbede lidt at han ville huske hende, hun ville i hvert fald huske ham, det var helt sikkert. Hvordan kunne hun glemme ham som hun delte sit første kys eller i hvert fald første frivillige kys. Et smil gled stille over hendes læber som hun stod lidt i sine egne tanker. Hun rev sig fri af tankens bånd og lagde nu sin opmærksomhed tilbage til ham. "Det er jeg glad for. Ville nødigt have at du glemte mig", et let smil lå over hendes læber samt en lille rødmen som lå som et fint og blødt lag støv over hendes kinder samt næseryg. Hun lod stille sit blik falde kort hvorefter hun let bed sig i læben og så op på ham igen. "Lede mig ind i?", hun havde et nysgerrigt glimt i øjet mens hun så på ham. Igen var der flere hemmelighedder, han kunne simpelthen ikke holde op men for hver eneste lille hemmelighed han havde jo mere blev Alane trukket mod ham. Hun kunne ikke gøre for et, hun var nysgerrig af natur og det havde hun altid været. Nogle gange fik det hende i problemer mens andre gange gavnede det hende.Lige i denne situation kunne hun ikke lige forudse udfaldet af det,

Han nikkede og trak lidt på den ene skulder.
"Virkelig..." han havde ikke lyst til at sige mere, for han så hvordan det gjorde hende nysgerrig. Han kunne ikke helt bedømme om mødet her var heldigt eller uheldigt.
Det måtte han vurdere med tiden.
og faktisk...fik han lige pludselig lyst til at vide mere om hende.
"Men sig mig nu...hvilken race er du enlig? elver? Menneske? Jeg kan ikke se hvorfor så mange andre skulle opholde sig i skoven? Bor du her i skoven?" han smilte roligt til hende. Det var mange spørgsmål og han ville nok ikke få svar på dem alle...men han kunne da prøve. Hvis han altså overhoved fik svar på nogen af dem.
Men det krævede jo sikkert lidt til gengæld...surt, han havde ellers håber han kunne undgå at lyve i aften.

Hun nikkede stille, Alane ville ikke invadere hans privatliv, hvis han havde nogle ting som han ville holde for sig selv skulle der også være plads til det. Hun kunne holde bugt med sin nysgerrighed, nogle gange var det bare sværere. Alane tog stille en tot hår mellem sine fingre og pillede uskyldigt ved den, det var ikke fordi hun var nervøs, hun kunne bare godt lide følelsen af hendes hår mellem sine fingre.
Alane smilte stille over de spørgsmål som han stillede, hun havde ikke noget imod at svare men han skulle også give noget igen, det skulle ikke nødvendigvis være det samme som hun gav men bare et eller andet om sig selv. "Hvis du vil vide det må du også komme med et eller andet. Det behøves ikke være det samme som jeg giver dig da du tydeligvis har en masse hemmeligheder. Men bare et eller andet om dig selv". Et lille smil lå over hendes læber og hun ventede på hans svar. Selvom han sagde nej ville hun stadig gerne fortælle ham det men først ville hun lige se om hun kunne få noget igen. Hun pillede stadig forsigtigt ved sit hår.

Han slog kort ud med armene med et lille smil.
"Jeg ville være skuffet hvis du ikke havde sagt det" svarede han.
"Well....hvad skulle du dog kunne bruge? Tja...min race er f.eks. dæmon" svarede han så med et lille nik og en tænksom mine, selv om hans øjne stadig så mod hende, for at se hendes reaktion.
"Og har ikke rigtig noget hjem, andet end den nærmeste kro hvor jeg kan sove" tilføjede han. Nu burde det vist være godt. og det var ikke en gang helt løgn...faktisk ikke. Han så ikke sandheden for skadelig lige nu, for det var det samme som andre viste om ham...uden det havde skadet.

Hun så roligt på ham og smilede så stille, han løj ikke. Han var oprigtig og det gjorde hende glad. Alane brød sig ikke om folk der løj så ville hun hellere have af vide at han ikke kunne fortælle hende det. Et fascineret blik gled over hendes øjne, hun havde aldrig mødt en dæmon før så det var noget nyt for hende. "Jeg har aldrig mødt en dæmon før og jeg kan ikke bruge det til noget men det er altid rart at vide noget om de folk man omgås med". Alane betragtede ham stille nu med et helt nyt blik i øjnene. Det var som om hun studerede ham for at finde et kendetegn ved dæmoner men det så ikke ud som om hun kunne finde et. "Ja jeg bor her i skoven, har aldrig brudt mig om byerne. Jeg er hverken elver eller menneske, jeg er en skinwalker", hun betragtede ham stille for at se hans reaktion. En skinwalker var ikke noget man mødte særlig tit, Alane var en af de eneste af dem eller i hvert fald så vidt hun vidste.

"aha" nikkede han kort. Han anede intet om dem, andet end de var en gren af shapeshifters. så hun måtte også kunne et eller andet tricky på den måde.
"Okay, tak for svarene" smilte han. Modsat hende, kunne han bruge næsten alle informationer han fik. enten gemte ham dem til en gang hvor han kunne bruge det, eller til hvis han fik brug for det senere på en anden måde.
At samle informationer om folk var jo hans job.

Alane så på ham, han havde pludselig ændret sig meget, han virkede meget streng nu. Hun så væk og bed sig let i læben, hun skulle hvis ikke have fortalt ham det. "Hvad skal du bruge den information til?", hendes stemme virkede nu lettere følelses løs i det. Hun havde lidt håbet på at det havde været specielt det de havde delt men det var vist bare hver dag for ham. Alane lod sit blik falde til jorden hvor hun bare stod og betragtede skovbunden. Hun kiggede stille på sine bare tæer men hun stille bevægede dem. Dog havde hun ikke tænkt sig at fortælle ham om skinwalkers.

Ifølge ham selv havde stemmen overhoved ikke været bestemt. Det var den meget sjældent og kun når han arbejdede. Det gjorde han ikke nu. Han havde brugt den samme lette måde at svare på, som han havde snakket med hele tiden.
Han sendte hende et lille smil.
"Ikke andet end at kende lidt til dig" svarede han med et lille smil.
"Men du virker ikke særlig glad for det...Jeg beklager hvis jeg har såret dig eller skuffet dig...?" sagde han let spørgende.

Streng havde nok været det forkerte at bruge men det virkede som om det ikke rigtigt bare var for at lære hende at kende men at der stak noget mere under som han vist ikke helt ville fortælle hende. Et næsten lydløst suk kom fra hende. Roligt løftede hun blikket og så ham i øjnene som han snakkede til hende. Et lille smil kunne dog ikke lade være med at vise sig på hendes silkebløde og varme læber. Hun strøg forsigtigt håret om bag øret før hun igen rettede sin opmærksomhed mod ham.
Hun rystede stille på hovedet, "Nej det er bare mig, det er ikke noget bare rolig", hun gav ham et let smil men kunne alligevel ikke få det til at se helt oprigtigt ud da der stadig var lidt tristhed over det men dog var hun stadig glad.

Han lagde armene over kors og sendte hende et bedrevidende blik.
"Hvad? Er det fordi jeg ikke gider fortælle hvad jeg hedder? Hør nu, jeg skal ikke bruge de informationer til noget!" det irriterede ham. Faktisk grænseløst, at hun ikke bare slappede af og tog det han sagde, til sig.
Hvorfor mistænkte hun ham for det? Havde hun oplevet det før? noget...mistillid?
"Vores møde har åbenbart ikke været særlig godt...Måske skulle jeg gå videre før det bliver værre?" svarede han, uden at lade irritation gå igennem. Han gad ikke gøre hende i endnu dårligere humør.

Hun så på ham og sagde ikke noget til at starte med, hun havde intet nævnt om det og det generede hende på ingen måde. "Nej, hvis du ikke vil give mig dit navn er det fint og sådan har jeg hele tiden haft det, det har intet med det at gøre". Alane bed sig i læben, han virkede lidt sur men hun var ikke sikker. Hun havde aldrig været så god til at læse folk, det var det der kom ud af at bo i en skov hele sit liv. Man var ikke særlig god til sociale ting, det eneste hun kunne gøre var at følge sit instinkt og sine overbevisninger. "Det med at du har så mange hemmeligheder gør mig selvfølgelig nysgerrig men jeg respektere du ikke kan fortælle mig dem, du har dine grunde og det skal du have plads til. Faktisk så kan jeg lide at du er så mystisk". Hun så på ham og gav ham et svagt smil. Hun vidste ikke om det var en god ting at hun fortalte ham at hun godt kunne lide ting ved ham men det ville hun jo finde ud af nu.

han nikkede kort og strakte sig. Mest fordi han virkede...tung. en anelse træt.
Han lod blikket glide rundt i skoven og nikkede kort...Det hele havde ændret sig fra en dejlig og tæt stemning, til en mere...fjern og ærligheds-stemning. Hvis man overhoved kunne kalde noget det.
Og han brød sig ikke om det.
"Fint nok" svarede han lidt stille og trak på skuldrene. Det glimtede i de mørke øjne, når månen lyste ned mellem bladene.
"Men jeg må alligevel nok hellere gå" sagde han så

Alane så ham stille i øjnene og trådt stille hen til ham, hun lod sine varme og bløde fingre glide over hans kind mens hendes tommelfinger endte med at hvile under hans øjne. Stille stod hun bare og betragtede ham. Hans øjne havde fanget hende, så mørke og indbydende når månen spejlede sig i dem. Et let smil lå over hendes læber. Hun håbede ikke på at han ville trække sig væk og se underligt på hende. Det ville undre hende lidt efter det de lige havde delt. Hun rev sig hurtigt løs fra hans øjne da han snakkede, hendes hånd hvilede stadig mod hans kind. "Har du travlt?". Hun bed sig let i læben og gav ham et lille smil mens hun igen vendte sin opmærksomhed mod hans øjne.

Åh endelig...endelig kunne han vende situationen igen...
Han sendte hende et roligt og venligt smil.
Hun var faktisk ret...betagende. Skønt han ikke kunne tillade sig at skabe relationer til nogen.
"Nææ...såmænd ikke" svarede han let
"Du vil måske gerne have jeg bliver?" nu lød han endelig som sig selv igen. Hvilket lettelse...
Han lod blikket glide rundt på omgivelserne et øjeblik...Før de endte på Alane igen.

//Undskyld tiden //

Alane gav ham et lille men yderst charmerende smil. Det var ikke fordi hun decideret prøvede på at forføre ham men lidt charmerende kunne man vel altid være, det kunne nok ikke skade.
Hun fjernede stille sin hånd men blev stående foran ham, hun kunne godt lide at være tæt på ham. Alane følte sig stadig draget af hans mystiske opførsel, den var spændende og indbydende. "Jamen så syntes jeg da du skal blive", hun gav ham et let smil. Det var rart at stemningen ikke var så presset mere. "Jeg nyder dit selskab så ja jeg vil da gerne have du bliver". Hun så ham stadig i øjnene, med et lille smil på læben. De stod ikke ret langt fra hinanden.

han nikkede let.
"Som du befaler" smilte han i et let drillende tone.
"Men så syntes jeg også vi bør bruge tiden lidt bedre...skal vi gå en tur? Du kender sikkert et sted i skoven eller to, som jeg ikke gør" smilte han
"Og som vil være værd at se" tilføjede han og tilbød hende på god gammeldags gentlemanvis sin arm til hende.

Alane havde stadig rettet sine øjne mod ham.
Et let grin undslap hende, hun havde en dejlig sød latter. Tænk hvis det her bare kunne blive ved, den mystik der var i luften mellem dem var dejlig og os det med at der ikke var noget men bandt sig til. Hun puffede let til ham da han nævnte det med at hun befalede. Dog nikkede hun kort efter. "Tjo jeg kender nok et par steder eller to er værd at se". Forsigtigt tog hun imod hans arm og trak blidt afsted med ham dybere ind i skoven.

han nikkede let og sig trække med. Han lod blikket glide over skoven, træerne, buskene...Det hele. nød det som han kun gjorde, når han holdt en nat fri.
det var en hyggelig lille tur og stilheden virkede ikke generende.

//undskyld, ved virkelig ikke havd jeg skal skrive lige nu//