Welcome to prison \\Madaleine

"Hey.. do you think he is okay?" - Slim
"shut up" - Treoian
"okay.." - Slim


Rafaels trætte øjne bliv løftet op, og hans udmattede krop ømmede sig over Rafaels valg om at sætte sig op, og selvom man kunne høre nogen led der brokkede sig over det ukloge valg, så var Rafael bare forstædig til at bruge et eneste vågent øjeblik på ligge ned. Rafael havde støbenet blod i halvdelen af ansigtet, da han havde rejst fra den bøl af hans eget blod som han havde ligget i, som viste hans krop var meget mere ødelagt end den udenvendi viste den var. Rafaels læber havde flere steder hvor frisk blod nu roligt var på vej ud, mens hans næse heller ikke kunne undlade at lade en god del af hans livgivende væske løbe ned over munden, og af hagen. Rafael løftede med besvær sin store venstre hånd og fejet den ned af hans ansigt for at fjerne noget af blodet der hang ned af ham.

Rafael kastede et træt og udmattede blik ned af hans tøj, der ikke havde mindre blod på sig, og han ville havde sukket, hvis han havde kræfterne til det, men han kunne ikke engang samle styrke til sådan en lyd, og prøvede isetdefor at samle tankerne, men det var føltes som klippe sten der bliv presset ned over hoved på ham, men død og pine havde ikke tænkt sig at stoppe af den følelse, og tvang sin hoved smerte til at overgive sig, men fandt hurtigt ud af at det var en hård nød at knække, og fik kun lige Nyra stemme til at komme ind i hans tanker, og det fik hans muskler til at slappe af, og hans gled ned af væggen han så ivrigt havde kæmpet for at sætte sig op af,

og kørte ned i blandingen mellem gammelt og frisk blod. Rafael lod sig ikke ligge i blodet længe før en hånd i vred bliv lagt ned fladt på jorden, for at skubbe ham om på maven. han lagde igen stort besvær at bare vende sig om på maven, men efter fem minutter fik han endelig vendt sig om, og måtte anderkende han snart ikke havde flere kræfter tilbage. Men før hans øje lukket sig, ville han komme fra maven og over i den anden ende af cellen han var i. han opgav dog med det samme, da han kunne mærke han snart besvimet igen, og satte sig så op af væggen han tidligere havde brugt til at læne sig op af.

Rafael tog nogen dybeindåndinger, og prøvet at udnytte det sidste han kunne af luften inden hans krop faldt om igen, for han mistænkte han ikke fik nok luft sovende, pågrund af alt blodet i hans mudvig og hals, men ikke mindst alle de skader hans krop havde fået invendi. Rafael havde ikke nok tanker samlet til at kunne se mere end ti centimeter fra sig mere, så han kigget bare stift ud i luften, før hans krop så endnu engang smækkede hans øjne i, og Rafael gik ud som et starin lys i vinterens storm. Mange ting skete mens han var bevidstløs, men sindet havde ingen kræfter tilbage, og brugte det sidste på at holde hans store korpus i live. den bevidstløse Rafael hostede mange gange i et desperat forsøg at få luft nok ned i lungerne, og hvis ikke Rafael havde været sådan en grænse flyttende og afprøvende mand, havde hans krop nok været knækket for noget tid siden, men ligesom hans sind, nægtede kroppen at give efter nu.

Natte vinden kunne komme gennem de tætte fængsels trammer, og en forfriskende vind var dejlig for hans hud lige nu, og det fik da også et underbevidst smil frem i ham. Og fik de underbevidste minder om den stolte dæmons røvfuld, til at falde lidt tilbage i hovedet, og fik det til at fylde knap så meget. Dette fik dog ikke Rafael til at sove trygt og behageligt, det var så godt som umuligt i den fysiske tilstand han var. Drømme var der heller intet af denne søvn igennem, det var der simpelthen ikke lagt krops kræfter i at frembringe denne nat.
Rafael slog ikke øjnene op før næste morgen, da en hånd bliv smidt på Rafaels kind, og en mandelige klam ånde kom flyvende gennem luften, og var ved at få Rafael til at brække sig ned af sig selv, og Rafael kunne derfor mærke han langtfra var ved sig selv endnu. Han slog øjnene roligt op, og så en mand med langt brunt skæg, og med en spinkel krops brygning, der åndende ham direkte bevidst ind i hovedet, og stod med et flabet smil over hele mundvigen.

Rafael ville så gerne vise manden alvoren der var i den fornærmelse, men Rafael kunne ikke engang skræmme et barn nu. Ikke sådan her, og hans trusler med øjnene fik bare manden til at vælte bagover i grin, og slog sig på knæet mens han udbrød ting som ´Haha´, og det fik Rafael til at lukke øjnene i, og prøvede igen at få sovet lidt. Rafael sad stadig op af væggen, men lige pluselig greb den spinkle mand fat i Rafaels ben, og trak ham ned på ryggen, og Rafaels baghoved gled smertefuldt ned af væggen, og bliv banket ned mod det hårde sten gulv, og det var slet ikke hvad Rafael havde brug for nu.

Rafael åbende øjnene i vrede, men fortryd det hurtigt igen, da han så mandens nøgne bagdel der bliv brugt fimse Rafael i ansigtet, og Rafael kunne nu mærke hvor svag han var, for tros et uendeligt had, kunne han ikke engang trække vredt i mundvigen. Manden trak de brune pose bukser op igen, og satte sig ved Rafaels side, og kørte hånden gennem Rafaels hovedbund, og smilede bare uforskammet og flabet. Rafaels tanker forsvandt, og rettede sig mod bedre tider, og han tog en enkelt udånding, før Rafael igen faldt i søvn af hans anstrengelser for at tæve manden livløs.

Rafael burde havde vidst Dé Minion ikke ville holde deres løfte, men at give Nyras hoved til blokken, var nu stadig forsøget værd at forhandle sig ud herfra. Godt nok var der kommet en god ting ud af det, han var ikke blive forflyttede til et af deres privat fængsler, men var stadig i dette lorte offenlige sted, hvilket han havde på fornemmelsen var paradis iforhold til en af Camilles venner i et Dé Minions fængsel. Plus, han havde jo også selv været lidt på deres nakke, så det var nok ikke en ferie han havde reddet sin røv fra at komme på, da han solgte hans kæreste for i sit sted.

Rafael havde et tomt hul i hovedet, som var der hvor der engang var hans venstre øje, og måtte leve med kun det ene af dem, udover det havde han kun halvdelen af sine tænder tilbage, og de sad ret løse, og var fordelt forskellige steder i munden. Rafael havde en brækket ryg, og en brystkasse med flere knogler der var brækket flere steder, og han manglet den ene lange finger, som var hugget over med en kniv. Udover det var hele venstre hånd godt knust, og han havde nok kun en finger tilbage der ikke var brækket mindre end to steder. Rafael havde et brandemærke i nakken, som var formet som et kranium med åben mund, som havde et ´V´ i munden. Og selvom man skulle tro det var rigeligt, så var hans knæskal slået i stykker indevendi, i det højre ben.

Rafael var godt nok dæmon, og derfor kunne hans krop langsomt hele knogler og væv, men øjet og tænderne ville nok aldrig komme frem igen, og det vidste Rafael godt, men han mistænkte at brændemærket fra Valentine heller ikke bare lige forsvandt, men han vidste det ikke, det var jo første gang i lang tid han havde set Valentine, og dømme udfra Rafaels skader, så var det ikke ligefrem en venlig sammenkomst. Rafael tænkte en masse ting igennem i de mange dage, som gik forbi, og næsten ver eneste af dem var om en ting.. hævn. Valentine var godt nok på dødslisten i forvejen, men denne gang ville Rafael ikke være dum nok til at komme alene, for selvom Rafael har været tidligere dæmon leder, og har en voldsom styrke, kunne Valentine tydeligvis bruge ham som et barn bruger sit legetøj. Og derfor ville den næste gang de mødes… ikke være under retfærdige forhold.

Rafael var over tre måneder i fængslet, og han undgik alt og alle, og bare tog sig af sig selv. Han havde ikke i sinde at skabe nye bekendte, og var ligeglad med andre og deres interne kampe, og det fik folk i fængslet til at være ligeglad med ham, og derfor var der ikke så mange der vidste noget om den dæmon som boet i en celle alene, og som var brugte alt sin tid alene når fangerne endelig fik lov at være udenfor cellerne, og istedetfor var ude i gården. Tiden gik sin gang, og folk kom til og folk bliv løsladt for deres små forbrydelser, også var der folk som Rafael som ikke vidste om han nogensinde ville komme ud, for sådan var det jo når man provokeret folk med magt og penge. Men Rafael havde ikke i sinde at tjene sin tid som en god lille samfunds borger, han ventede bare på hans krop var sig selv igen, så han kunne komme væk fra dette sted.

Rafael havde hørt rygter om han skulle have en celle kamarat, og det var Rafael på ingen måde glad for, for hvem gad havde en tilfældig ubrugelig person tæt på en? nej vel. Rafael havde dog hørt det var en med store sociale egenskaber indenfor fængslet, men Rafael var ligeglad, han tænkte bare på at han ville have en ene celle, for det gjorde det nemmere at flygte. Men til gengæld fandt Rafael lidt glæde i tanken om hans krop var kommet ved sig selv igen, og det betyd han nok kun havde en dum tyv på slæp til nattens slutning. Rafael sad som han altid gjorde, og kiggede udover fangerne der havde travlt med hvad de nu ville af sociale ting. Rafael havde en mistanke til han skulle i celle sammen med hende tyven han kunne se herfra, hun så ret godt ud, men det gik ikke rigtigt i Rafaels tanker lige for tiden, men mere hvad for en slags person hun var. Han havde set hende her i en uges tid eller sådan, og hun var vist ret fremme i skoende når det kom til at være et forbillede for mange af de andre fanger, som var her for tyveri osv. Ivertfald havde han det på fornemmelsen pågrund af hans unikke evne til at læse minder fra sjæle, og personligheds tryk i folk.

Rafael sad med en lang brun kutte på, og en sort hætte, så man kunne ikke set noget af hans krop udover hans hænder, som stadig manglede sin egne finger. Inden under kutten havde et par store britiske militær støvler med stål på hælene. Det var det gode ved dette offenlige fængsel, man måtte have sit eget tøj på, hvis det bliver godt kendt. Rafael havde dog ikke normalt kutte på, men han fandt det bedst folk ikke kunne se hans ansigt, tros alt kunne han være heldig og håbe at Valentine ikke længere troet han var her, og derfor var det smart at holde lav profil. Så der ikke kom rygter til Valentines øre om hvor Rafael nu befandt sig, selvom Rafael nok regnet et eller andet sted med, at Valentine vidste hvor han var, det var den mand for tænkende til at ikke tjekke op på, men man havde vel lov at håbe.

Rafael sad i sine egen tanker, og som altid kiggede tomt ud i luften med den store hætte overhoved, mens der var aktivering som vagterne kaldte det. Men pluselig kom en mand med brede skuldre gående mod en lille spinkel dreng, han var nok ikke her for meget andet en lommetyveri, men det så ikke ud til det store brød gik op i den slags. Rafael så hvordan den lille lommetyv bliv skubbet rundt, af nu ikke bare en, men af tre fanger, som havde det sjovt med at lege de store i fængslet, og det var de jo også, for Rafael havde set de tre være på nakken af alt og alle der truede deres dominas over stedet, dog havde de ikke gjort noget ved Rafael endnu, men det var nok fordi Rafael bare sad for sig selv, og så mystisk ud i manges øjne. Rafael havde intet mod de leget skole gårdens bøller, og han kunne ikke få sympati med deres ofre, men han skulle jo teste om den gamle dæmon leders styrke er kommet tilbage, og hvad ville være bedre end denne mulighed? Nok intet der ville komme inden aften, hvor han havde i tankerne at flygte.

Rafael tog t fast greb om hans kutte, og rev den i stykker med et voldsomt ryk, hvorefter man kunne se hans indenunder havde et stort kristent kors, men man kunne også se noget keltisk over det, korset hang ude på den store sorte læder jakke, der dækket hans store overkrop, og de brede skuldre. Inden under læder jakken, som var åben, kunne man se en dyr sort silke skjorte, og på hans ben var der nogen militær bukser, som var blevet lavet om til farverne grå, sort, og hvid i stedet for det normale grønne, brune, og sorte tema. Og de sorte læderbelagte militær støvler. Rafael tog nu hætte af, og vidste sit stadig kun ene øje, og resten af hans ansigt frem, som var helet helt fint.
Rafael gik ned mod de to store mænd og den spinkle pige, og de store støvler lød som en høj torden ned af den åbne fængslesgår. Han havde et blodlyst fuldt ansigtudtryk, og bare det han havde gjort noget for første gang andet end at vente på de andre var gået ind, fik mange blikke til at blive drejet mod ham. Rafael havde dog ikke set det, han havde et målrettet blik mod de to mænd, og kvinden. Rafael havde knyttede den ene næve kort, og det viste meget godt hans formål.

Rafael rettet sit øje som var det målsøgende mod den store mand i midten, og med Rafaels fulde dæmoniske fart var han hoppet gennem luften med armen fremaf men også til siden som var det et drabeligt kram fra en flyvende isbjørn der kom hen mod manden i midten. Rafael plantede sine knæ i mellemgulvet på den store mand, og han faldt ned mod jorden med det samme af den store kraft lagt sammen med vægten fra Rafaels store krop der bliv trykket mod hans bryst. Rafael havde ikke nået ramme jorden sammen midterste mand, før Rafael havde svinget sine store klå agtige hænder frem og tilbage, hvor de på tilbage vejen rammede ind i bagsiden af knæet på de to til siderne, da ham til venstre nedelig havde rejste sig op, og bliv derfor sammen med kvinden endnu engang tvunget til at miste fodfæste på jorden, og men Rafael havde sat de to turtel duer en 20 centimer fra fodfæste, rejste han sig halvt op, hvor så manden under sig skulle til at rejse sig op for at undgå hvad end der skulle ske, men han fik kun lige kigget op før Rafael var på vej ned igang far hans halv rejsning, denne gang brugte han bare tyngde kraften til at lagde knæet der før var på mandens mellemgulv, bliv peget direkte ned mod mandens kæbe, og da knæet ramte enden af hagen var der ingen tvivl om at den store knæk lyd der fulgte var fra mands kæber der bliv flået fra hinanden, og da de to om var sat på en kort flyve tur ramte jorden, havde manden i midten en tvunget åben mund hvor man kunne se at kæben raslede fra side til side, da der ingen modstand var i kindbenmusklerne.

Rafael rejste sin ene hånd over hovedet og peget to finger frem, og lod dem bore sig ind i den åbne mund, og uden omtanken bliv tungen, ganen, og det bagerste kød brutalt mast til ukendelighed, og manden prøvede at skrige men var bare ved at drukne sig selv i det afrevet kød og de forskellige mundvæsker.
Rafael fik den pige til højre kastede over sig, og de rollede en enkelt gang, før Rafael rev korset af læder strobben om halsen, og knættede hånden om det så hårdt kan kunne, og slog hende gentagende gange på højre side af hovedet til man efter nogen hurtige hårde slag kunne se at højre side af kraniet lå åbent, halvdelen af hendes hjerne var begyndt at falde ud af huldet i hendes hovede, og før Rafael kunne slå endnu en gang, stoppet han, og begyndte at snave den lidende pige, som ville være død efter et par sekunder når de sidste narve baner løb tør for ordre fra hjernen, men det gav ham rigeligt af tid til at kunstigt holde hende i live ved at langsomt suge sjælen ud af munden på ham. hendes krop rystede som var der latterligt mange volt gennem hende, og det var der en grund til, Rafael havde aldrig hørt noget større skrig end det man kunne høre i hovedet når man skillede sjælen fra sindet og kroppen, og lige meget de piske slag eller hvor meget han tvang brænede jern ned i deres hals, ville det aldrig give samme smerte sammetrækninger som det han kunne føle de havde når man rev selve livet fra dere åndelige favn, og man kunne også se at til det sidste lid hun forfærdeligt til det øjeblik rafael faldt ned på ryggen, og så op mod den lam slået den sidste mand, som stod og kigget med stor skræk og rædsel på Rafael, og han brugte nogen øjeblikke på at samle vilje nok til at række udefter Rafael, men Rafael var langt hurtigere end ham, og Rafael satte sig på knæ, og med sammenfolede hænder, tog han med brutal kraft ned på mandens knæskal, og man kunne høre en høj lyd da Rafaels voldsomme styrke knækkede mandens knæknogle i flere stykker indenvendi, og manden udbrød et skrig i smerte.

Manden faldt bagover, men Rafael lod ikke hans pinsler ende der, og tog et fast greb på ver af mandens øre, og med et lumsk smil der sagde ´jeg er tilbage´ rev han nådesløst ørenes kød af, og derved tommehinde, kød, og væv stykker fra hans hoveds sider. Rafael skulle til at gøre noget mere, men hørte et højt råb fra et vagt tårn, og Rafael tænkte for sig selv *Fair, I have proven my point anyway* Rafael rejste sig fra den døde mand, og gik nu med de mange fanger der undgik ham hele vejen ind i den store middelalder bygning igen.
Rafael sad i sin celle de meste af dagen, og kiggede på de skrøbelige trammer i forhold til hans styrke nu, men ville ikke gå ud nu, han ville vente til aften, og han var faktisk også blevet lidt nysgerrig på hans bofælle. Rafaels kunne se ud af det lille vindue der var vendt ud mod et frit fald, og et åbne hav, at månen var oppe, og natten var kommet ind. Nu ventede han bare på han bofælle ville komme, for måske kunne man bruge hende.

Det var helt utroligt hvor dejligt det kunne at komme ind og sove i en seng, det var nok kun derfor at Madaleine nød at komme i fængslet. Ellers nød hun bestemt mest at være på frifod, leve på gaden og bare gøre hvad hun ville. Det var jo også det hun gjorde bedst også selv om hun kom i fængslet en gang imellem, men det gjorde hun sgu også nogle gange med vilje.
Denne gang havde hun ikke gjort det med vilje, og ville bare gerne ud igen! så hurtigt som muligt.
Det var endda bare sådan nogle småting som havde gjort det, hun var endda hel sikker på at politiet bare ikke kunne lide hende. Hun var jo heller ikke den sødeste person, havde snydt det meste af politiet ved brug af sin skønhed. Hun viste jo udmærket godt! at hun havde skønheden på sin side, og det udnyttede hun jo også så meget som muligt.
Det var jo heller ikke så godt, hvis folk viste at hun var blevet sat i fængslet for sådan nogle små ting. Hun håbede bare på at der ikke var noget særligt, der fandt ud af at hun sad i fængslet for sådan nogle små ting.
Hun havde en pose i sin ene hånd med lidt tøj i, det var jo ikke fordi hun havde tænkt sig at være i fængslet uden noget særligt tøj.
Der gik en lidt ældre tyng mand foran hende, i en alder af 50-60år og to yngre mænd bag hende omkring 30år. Det var ingen tvivl om at de holde øje med hende, de kende hende jo udmærket godt og viste at hun kunne finde på hvad som helst "Madaleine, hvornår lære du at opføre dig ordenligt?" spurgte den ældre mand hende om, som bare fik hende til at give nogle små grin fra sig "måske.. den dag, hvor du ligger i din grav" svarede hun helt ligeglad i det og lod en finger berøre ham bag øret, som bare fik ham til at slappe af i det.
Hun havde jo styr på det med mænd og viste godt hvad de kunne lide, så at sno vagterne om sin lillefinger var noget hun nød. Hun fulgte bare efter ham ind i bygningen, hvor han bare snakkede videre om det ene og det andet "du skal dele celle med Rafael" sagde han og det fik hende til at rulle med øjnene "du kunne jo også bare give mig en celle, sammen med vagterne" sagde hun og vende sit blik op mod de to vagter bag hende, for hun blikkede med sit ene øje til. Før hun atter igen vende sit blik fremad, og stoppede kort tid efter op foran en celle. Hun så en masse blod på gulvet, som bare fik et smil frem på hendes læber "Rafael, her er din nye bofælle" sagde den ældre herre og løftede en hånd ind, for at vise Madaleine ind til cellen. Hun så ikke engang på ham og gik bare ind i cellen, og kastede sin pose i den ene seng mens vagterne gik deres vej igen. Hendes blik lå bare på Rafael "jeg er Madaleine" sagde hun og så bare på ham med et koldt blik i sine øjne.

Rafael sad på den ene af de to senge, da han hørte vagterne komme gående ned af gangen, og fik et smil på hans læber, for hvis ikke hun var brugbar på hans vej ud, havde han andre planer med hende. helt andre planer. Rafael tog en hånd på sit kors, og bliv lidt væk i sine egne tanker, og huskede tilbage på han faktisk kun havde haft det af halsen en gang. og det var sammen med Camille. Rafael vidste ikke om han havde et problem med det at have smidt det dengang, men han var sikker på en ting, at om død og pine, så ville han aldrig gøre det igen, ivertfald ikke før han kunne borde det ned i Valentines mund, også kunne han overveje at forlade korset, ellers ikke. Rafael hørte cellen åbnede sig, og han så en kvinde komme ind, hun var smuk og bedårende, det ville Rafael ikke benægte, men hvis hun troet han var intraseret i kvinder for tiden, ville hun tage ret fejl. Rafael så på hendes kolde øjne, og opfangende hendes mening og kolde sind, han svarede ikke igen, hverken med ord eller et eneste nik.
Rafael gav slip om korset, og lod det hænge ned af brystet. han havde ikke nogen skjorte eller læderjakke på nu, det lå på sengen, så han sad i bar overkrop, og hans militær bukser. han tog skjorten på, og rejste sig op, og knappede den, hvorefter han vendte sig væk fra hende, og langsomt knappede den, mens han kiggede udover udsigten over havet på den anden side af vinduet. han tog en dybindånding, og svaret hende med en ligeså kold og øde stemme som hendes blik "Rygtet sagde jeg skulle forvente en kvinde. de må havde placeret dig i den forkerte celle"Rafael så hendes pose, og smilede hvorefter han sagde "Hvad kender de til Dé Minion organisation?"
Rafael så tilbage på hende, og studeret hendes ansigt til fulde. hvorefter han tog et stykke stoff, fra en afrevet kutte, og bandt det om det ene øje hul, så man ikke behøvede at se ind i det mørke tomme hul. hvorefter han lukkede det friske øje, og da han åbnet det igen et blink senere, var det blå-grønne øje blevet så sort som den mørkeste nat, og han smilede lumsk til hende, og forsatte "Rafael, frøken Madaleine"

\\skrev lidt kort, for sidder i en film med nogen folk, og vil ikke virke usocial men skriver længere næste gang!

Hun havde aldrig været en af dem som fandt sig i hvad som helst, det var nok en af grunden til at hun var blevet smidt ud. Den vilde fine pige som overfald folk som sagde noget forkert, det var bare noget som alle folk snakkede om i flere uger og det havde hendes forældre blevet træt af. Hun kunne bare ikke gøre for at hun var den hun var, men det var skam heller ikke noget hun fortrød og nød at være sig selv.
Hun hævede bare det ene øjebryn af det han sagde, hun var mere en kvinde end de fleste! så det var bestemt ikke noget hun gad høre på "og jeg fik at vide jeg at skulle dele celle med en mand.. ikke en slap kvinde uden charme" sagde hun og ville bare give igen, hvis han så gerne ville have at de skulle snakke lort om hinanden. Hun satte sig bare ned i seng, mens hendes blik forblev på ham "nu bryder jeg ikke om andet end det der sker omkring mig.." sagde hun og rullede med øjnene af ham, hun havde vel håbet på noget bedre "men du er velkommen til at fortælle... så kan du jo kede mig ihjel" sagde hun lidt flabet i det og vende bare sit blik væk fra ham, han skulle jo bestemt ikke tro at hun var hvem som helst. Hendes blik gled kort tilbage på ham "jeg ved skam godt hvem du er.. de fortalte de tåber til vagter mig... men håbede vel på at jeg skulle dele celle med... en som var lidt sjovere" sagde hun og gav nogle små grin fra sig

Rafael kunne ikke lade være med at grine i sit hoved over hendes ord, men vidste det ikke til hende, og svaret "Beklager at måtte skuffe, havde ikke opdaget det var fint selskab jeg var i, det må de beklage frøken" han sagde det i et flabet tonefald, men han kunne faktisk godt lide hendes frimodige og skarpe tunge, men han ville ikke selv bruge stor energi på at fornærme hende, han havde andet at tænke på, og måske var hun ikke helt slem, kun 99% ivertfald. Rafael tog sin læderjakke på, og forsatte "Dé Minion organisation er mindre vigtig, det var blot hvis de kendte noget jeg ikke gjorde" Rafael tog en pause, og sagde mens han rettede sin jakke ordenligt på plads "Wanna go for a walk?" Rafaels stemme var dæmonisk og bestemmende, men han rystede på hoved, og sagde med sin normalle stemme "vil du med ud at gå en tur?" Rafael gik over mod trammerne, og kiggede over mod Madaleine, hvorefter var han klar på at lade dæmonen i ham have lidt mere kontrol. det hvade han ikke gjort længe men han nød styrken der kom til ham nu, og ud af hans ryg kom der store sorte vinger der ligende noget fra de væreste gysser film. vingerne havde fuldt Rafael siden romeriget og det kunne ses på deres frygtingyende udsende. og ud af hans pande kom der nogen store brutale horn frem, og tors han var ret stor i forvejen bliv han lidt bedre over skuldren, og voksede med et hoveds højde.
Rafael fik et kryptisk smil frem, og sagde med den dæmoniske hæse stemme "Belager frøken Madaleine, men vores aften bliver desværre en kort oplevelse her, men hvis de ønsker, har jeg selv en invitation til en kro ikke langtfra byen her. hvis de kan udholde mit kedelige selskab indtil da." Rafael ventede på en reaktion fra hende, mens han forsatte "Ingen mure, vagter, eller love kan tage min vilje fra jeg selv.. hvad med dem? er de en frøken af deres egen vilje, eller et fængsels rettigheder?" han sagde det sidste som et venligt skub i retningen mod at få hende til at gå med ham, hvis han fik en vej ud for dem.

Det kom et gys igennem hende af det han sagde `fint selskab´ det var hun bestemt ikke, det førte hende bare tilbage til den tid hun boet hjemme hos sine forældre. Hun var ikke fin og ville aldrig blive det! "mit fine selskab.. ville slet ikke blive brugt på dig" sagde hun og betragtede sig selv som 90% djævel og 10% engel, hun kunne skam godt være sød når hun virkelig gad. Det kom altid an på hvem det var, og det var bestemt ikke ofte at dette skete. Folk skulle jo ikke lære hendes sødhed alt for godt kende, så ville hun hellere have at de skulle være bange for hende.
Hun rejste sig kort tid efter op og gik efter ham "jo hvorfor ikke" sagde hun og havde jo ikke bedre ting at bruge sin tid på, der var jo ikke særlig meget at bruge sin tid på i fængslet og slet ikke alene.
Hun gik bare efter ham med langsomme skridt, mens hun så sig lidt omkring på de fangere som var der omkring. Hun kendte godt nogle af dem, men vende bare sit blik væk fra dem igen og var ret så ligeglad. Hendes blik gled hurtigt hen på ham igen, når hans vinger kom frem og hendes ene øjebryn gled langsomt op "hvis du giver noget at drikke.. så kan jeg nok godt holde dit kedelig selskab ud" sagde hun og sende ham et charmerende og skummelt smil. Hun havde bestemt ikke noget imod at indrømme, at hun gerne ville ud til friheden så hurtigt som muligt igen "tror ikke vi skal komme ind på hvor mange gange jeg har flygtet fra fængsler" sagde hun og gav et lille grin fra sig. Hun havde ikke regnet med at hun bare skulle være i fængslet i så kort tid, men det var skam bare dejligt at ikke skulle være der i alt for langtid.