Lost cargo - Delilah

Hvis våde tær, var pandekager, og kæder var starten på en weekend, samt at bortførelse var morgenmad på sengen, så havde helveds to yndlings nemesis´er, det bedste ophold, på verdens mest luksuriøse badehotel, med spa og massage klinik.
Delilah havde sovet i et par dage.. og gjorde det endnu. Rafael havde ingen ide hvor længe han havde været bevidstløs, men efter dømme savle sporet, som gik fra munden, og helt ned over brystet, og endte karrusel turen på gulvet, havde han sovet længe.
De var begge lænket i lastrummet af et skib. Kæderne var robuste, og ikke til at knække... Fandt Rafael ud af, efter ti timers intens Work out, i verdens mest neden sejlende træknings center.
Kæderne var indgraveret med ældgamle sortelver symboler, og om så Rafael og Delilah havde haft en hær af vrede okser, ville de ikke kunne spildte stålet fra hinanden.
Deres fødder var gennemblødt af det halvrøde havvand, som af og til kom ind fra loftet, hvergang en bølge skyllet indover dækket på skibet, og vandet langsomt siv ned gennem plankerne, og ned til lasten. Der var ikke meget vand, kun lige nok til at dække tæerne, men når man har siddet i et par dage i beskidt havvand, og ikke kunne bevæge benene, føltes det som om svampe var begyndt at vokse mellem ens fugtige tær.
Man kan ikke sige at deres hoveder, var i bedre stand. Hovedet var omtåget efter ... hvad end.. som havde fået dem slået ud. Højst sandsynligt et form for stof.
Og for at gøre bi stik mere neden, falder ens arm af bagefter! ... eller i det her tilfælde, sidder de ikke bare lænket i et lastrum, men de sidder lænket nøgne i et lastrum, fordi vores tv kanal har underskud, og intet bringer nye seer, som nøgne skuespillere.

Rafael kunne ikke bevæge sine ben, pågrund af lænken om hans ankel, og han kunne ikke tage sine arme ned, som var sat fast til loftet, så han sad med armene op af, som en retarderet abe. Men Delilah.. når hun engang vågnet. Var ikke en situation til at grine af ham, fordi hun sad også med sine arme over hoved, som om hun BARE gerne ville presse brysterne sammen.
Rafael prøvet igen at rasle kæderne, med intentionen at rive hele loftet af, men det var som om at kæderne ikke overførte kinetisk energi, så at rive kæderne af hvad end de sad fast på, eller ødelægge det, var ikke muligt gennem kæderne

"Hej"

Ja ja, ingen trusler, ingen gennemtænkte kommentarer, men dem løb han tør for.. 50 timer siden. Når man har prøvet at vågne en de sidste par dage, så bliver flammen til sidst bare slukket, fordi man kun x antal gange, kan snakke til en sovende person, og finde det underholdende at tale overlegent.
Han lyd træt. For det var han. Han havde ikke fået en sjæl i dagevis, og det kunne mærkes. Han øjne flakket mellem kul sort, og blå. Hans øjne var næsten blinde, kun former og skygger, var en smule genkendelige, men detaljer, var helt umulige for ham at se. Hans muskler føltes mere tunge, end kæderne, og han ville ønske han var lavet af pap, så han føltes mindre tung.

"Delilah. Jeg ved ikke om du bare lader som om du sover endnu, eller om du rent faktisk gør. Men"

Rafael var ikke en dum mand. Han kunne nemt ses sådan, pågrund af hans sadistiske natur, og rigmands attitude, men han havde bragt Isabellas imperium ned, dengang hvor hans eneste allieret var Camille, og han havde overtaget ikke bare dæmonlederskabet her, men også i deploratius, som man højtsandynligt kun ville overleve mere end tre dage, hvis man var god til at gennemtænke planer, og intriger, mens man spille dum muskelmand.

"Vandet under os har et orange og rødeligt skær, så vi må være på blodhavet. Væggene er lavet af egetræ, og siden egetræ skovene nær doomsville, var næsten nedbrugte, har der ikke været bygget både og skibe af egetræ, hvilket betyder at skibet er mere end 25 år gammelt, og udfra lastrummets tilstand, er det ikke mere end 100 år, hvilket peger på vi har med væsner ikke ældre end det tidsrum, da de færreste pirater skifter deres skib ud, og vil hellere reparere det. Grunden til vi ved det er pirater, er fordi ingen ville transportere høj priviotets fanger, over blodhavet, medmindre de tager ruten reglmæssigt, hvilket hovedsageligt er pirater. Besætningen har ikke været hernede endnu, hvilket betyder en af os har stiftet bekendtskab med skibets beboer før, og de er urolige for at vi genkender deres lugt, gågang, eller lyde, og pågrund af den måde de har organiseret krudt og rom tønderne, mistænker jeg skibet hedder Queen Sofia, eller HMS Crystal, har været i dialog med mange pirater da jeg var raceleder, og hvis jeg skulle pege på et skib under 100 år gammelt, med den form for logistik, og som er bange for genkendelse, tror jeg det er en af dem."

Sløret pressede tungt, dvask og dovent ned imod hendes tanker, og klemte dem til mos under det uhyggeligt store pres. Tåger dansede for hendes indre blik, og opslugte enhver tanke der forsøgte at trænge igennem sløret, så selv Chayas stemme druknede. Intet indeni hende gav mening - var det muligt at hun var blevet klemt sammen til en dåse sammenklasket tun, og stadig havde en fungerende hjerne? Hvis ikke, så måtte umulighederne være ude og drille idag, for hun følte sig pludseligt utroligt meget som snasket, udsmattet tun presset ind i en lille, alt for trang dåse, der forsøgte at kvæle hende.
- Neco ..
Chayas hvisken trængte langsomt igennem den mur af intethed, der var blevet opbygget indeni Delilahs hjerne. Anstrengt forsøgte hun at trække sin styrke frem fra mørket i hendes sind, blot for at kunne besvare den bekymrede stemme der åndede igennem tåget der herskede indeni dæmonens krop, der pludseligt hvirkede skrøbelig. Indefra? Langsomt begyndte indtryk at nå hendes krop, der for hende virkede så død som en sild - hun kunne ikke få styr nok på sig selv, til at bevæge en muskel. Det var at held at vejrtrækningen fungerede.
- Neco, bl ...
Sætningen blev kvalt i stilhed, da den blev druknet i tomheden i Delilahs sind. Alting var så mærkeligt i hendes hoved. Som en snegl fik hun løsnet op i tankerne, så de sanseindtryk hun modtog, faktisk kunne føles imod hendes krop, og blive forstået af hendes alt for forvirrede hjerne. Kulde klistrede til hendes ben, og slog næsten rytmisk derindover, som var det kolde bølger, der gled ind imod hendes hud.
Vent .. Var det bølger? Fugt banede sig vej over hendes hud, mens kulde - knapt så fugtig - snoede sig omkring resten af hendes ... nøgne hud? Chokket i den opdagelse, sendte en utydelig sitren igennem hendes øjenlåg - var hun nøgen? Hvad fanden?
Delilah var ikke god til sådan noget som blufærdighed, og fandt det derfor heller ikke pinligt at hun var nøgen. Hun fandt det mærkværdigt, da hun ikke havde nogen erindring om hvad der var sket - eller hvordan i alverden hun var blevet nøgen?! Et eller andet borede sig ind i hendes håndled, i en iskold og stenfast konsistens, der sendte minder om lænker igennem hende. Åh, hun kunne bare slet ikke overskue at være blevet kidnappet og lænket igen ... For fanden da også.

Åh .. Åh det var løgn. Det skete bare ikke! En stemme gled igennem hendes tågeslør, men det var langt fra en stemme, der sendt et strejf af behagelighed, ind i den omtågenhed der lå tungt og klæbrigt om hendes hjerne, som en slimet masse. Det positive var dog, at hun ikke engang kunne huske hvordan fanden det liiige var vrede føltes, så at hun blev overmandet af det ved lyden af hans stemme, var for engang skyld ikke sket.
- Neco, blod!
Chayas skarpe, beordrende sætning, fik hendes øjenlåg til at sitre svagt, og forsøgsvist åbne sig, endnu imens Rafaels stemme kværnede sig igennem tågelagene i hendes hoved. Skib? Hvad fanden snakkede han om? Var de på et skib? Mørket slog imod hendes øjne, men Delilahs meget forbedrede sanser, kørte igennem mørket, og vænnede sig hastigt til det. Gennemtrængende bevægede hendes blik sig igennem mørkedyngerne, i hvad der mindede om dovenskab - men i virkeligheden var et stædigt forsøg på at holde øjnene åbne.
- Skub igennem tågen, Neco.
Hendes øjne syntes dog næsten at lyse i mørket. Den kraftigt røde iris, der var i hendes øje(link) blendede ind i det rødlige mørke, og skilte sig ikke specielt ud - men den sølvfarvede cirkel, der så ud til brusende at flyde rundt om hendes pupil, så næsten selvlysende ud. Hun var bundet i en mærkelig stilling, der vred hendes skuldre af led, og næsten omfavnede hendes barm. Super, hun var blevet spændt op af liderlige teenagedrenge på 15 år.
Den nøgne, cremefarvede hun stod kun svagt ud i mørket, og de mørke krøller der bølgede ned af hendes ryg, forsvandt helt i skyggernes drilske leg. Men det var intet af dette, der fangede hendes blik. Hun lagde straks blikket imod Rafael, der var blevet tavs. Hun kunne næsten høre hendes egen hjerne skurrede, da hun kørte igennem hvad han netop havde sagt. Lyden blandede sig med en brusen fra bølger der slog på ydersiden af skibet, og de fugtige lyd fra vand der bevægede sig.

"Åh for fanden, jeg havde glemt hvor pisse stor du var ..."
Hun stønnede næsten sætningen ud, omtåget og uden af stand til at registrere sin egen sætning. Det var ikke engang gået op for hende, at sætningen kunne implicere at hun snakkede om andet end størrelsen på hans krop generelt. Måske var det bare nøgenheden, der straks lagde tankerne imod andre dele af ham, som hun havde stiftet bekendtskab med tidligere hen. Tankeskruerne knagede, og skurrede lidt mere imod hinanden.
"Hvad fanden i helvede laver vores røve på et fucking skib ...?"
Hendes stemme var lav og mumlende, næsten sløret. På trods af alt dette, skød hun sig alligevel klart vej igennem bølgernes ellers kraftige lyde, med et toneleje der hamrede igennem en hver forhindring. Det føltes som om hendes hoved trillede til den ene side, men i virkeligheden løftede hun det hoved der pludseligt føltes fandens tungt, og stirrede Rafael direkte ind i øjnene. Hendes flammende røde øjne brændte pludseligt.
"Rafael, jeg gider ikke spilde min tid på at fortælle mig at jeg fucking ikke kan udstå dig. Det ved du sgu godt. Derfor vil jeg bare springe over de der latterlige formaliteter med Jeg ville gøre et eller andet shit hvis jeg var fri, og gå direkte til det vigtige."
I ét ryk var hendes stemme blevet skarp og vågnet op fra sin dvale. Hendes blik, der syntes at bestå af flammer der slikkede sig vej ind imod den lysende cirkel om hendes pupil, forlod ham ikke i et sekund, som ordene hastigt og klart flød fra hendes læber. Hvad der havde vækket hende .. Ja, det var uvist, hvis man ikke banede sig vej ind i hendes tanker, og afspillede de sidste par minutter.
"Hvis du kender de her motherfuckers, så kender de sgu nok også til dig. Derfor har de taget forholdsregler i forhold til hvordan de skal holde din røv i skak, og sørge for at du ikke river deres organer ud. Derfor kan du ikke lege anfører for det her shit - du er pisse sikret. Vi er nødt til at få lokket dem herned, og løsnet en af os. Hvordan? I've got no fucking idea."

"Begge jeres røve er holdt i skak" En stemme afbrød stilheden efter afslutningen på Delilahs talestrøm, inden Rafael kunne respondere. Så hurtigt, kom tonefaldet efter Deilah havde talt færdig, at kun en tankelæser, ville kunne have forberedt sine ord med sådan en nøjagtig præcision.
Stemmen var ikke fast. Men flydende. Den skiftet mellem ung og gammel, mand og kvinde, vred og glad. Som om det var en sammenfletning af lydoptagelser fra film.
Rafael drejet hoved i retningen af stemmen, og hans øjne bliv så stille stående som sten. En skabning han aldrig havde set før. En feminin figur, men med hvide knoglemasse, som var sat sammen af muskel væv. I hendes ene arm, en svævende gylden globe, med revner, som var i kontant bevægelse.  Hun havde ikke en anden hånd, der hvor hånd nummer to skulle være, var der blot en knoglestump, som havde en tilhørende metal klinge sat fast. Ud af hendes øjne, kom der kontant frisk og varmt blod, og lavet langsomt render ned af hendes kinder.
Rafael var betaget, beundret, men ikke bange. Han prøvet at genvinde noget kampånd, selvom enhver kunne se, at mangel på sjæle, havde udpint og udbrændt ham
"Så - "
Rafael bliv afbrudt, af slim og slam, en grøn gelle masse, som han begyndte at hoste op, som om de spontant var hans luft veje, og irriteret hans gane
"Ingen nedgørende jokes. If you please."
Hun holdt en pause, og forsatte, med sit ansigt dejet mod Delilah
"Jeres sponser vil forholde sin anonymitet. En anmodning jeg forventer, i begge respektere."
Rafael skulle til at tale igen, så der begyndte at komme blod ud af hans urin rør, mens hans læber bliv syret til, af en ikke eksisterende nål. Men sygningerne i hans læber, var virkelige nok.
"Håber fruskabet er til action. Et meget generøs individ, har betalt for jeres tilmelding til den århundretusinde Grim Reaper konkurrence, hvor halvtreds dødsfjender, bliver lænket sammen, og danner derved femogtyve par, som skal kæmpe i et enormt skovområde, til kun et par, står tilbage.
Reglerne er simple. I har alle halvtreds fået en lille Kaltikansk larve ind i kroppen, som vil sluge jeres sjæl, hvis i forlader skoven, før at alle andre par er døde, og vore publikum, har fået et godt show"
Hun peget på et lille rum i en af rum tønderne, hvor der sad en lille gylden kugle, som den hun havde i hånden. Kuglerne fungeret som kamaraer.
"Larven forhindre nogen beskyttelse mod magi, så ingen immunitet. Regl nummer to, er at hvis man er mere end ti meter fra sin partner, eller man ødelægger et krystal kamera, vil ens sjæl.. i gættede rigtig! også blive fortæret.
Og et lille råd, jo mere publikum kan lide jer, og jo mere tøj, våben, og mad, vil i få udleveret, gennem hele forløbet... Så prøv at være underholdende, Nogen spørgsmål? ."

Bølgerne red på stemmen, der sugede sig ind i Delilahs tanker, med et evigt skiftende toneleje, og flåede hende væk fra billedet af, hvordan en stemme syntes at skulle fungere. Det flammende blik der sydede i Delilah, rykkede sig over og lagde sig imod .. skabningen, der trådte ind som en afslutning på Delilahs rivende hurtige sætning. Mens hendes synssans langsomt opslugte kvindens makabre udseende, lod hun samtidig den anden halvdel af hendes opmærksomhed, lægge sig klistrende op at måden alting fuckede op for Rafael. Han så ud til at blive kvalt i en kæmpemæssig snegl.
Ordene der flød ud fra skabningens læber, både tryllebandt Delilahs hjerne, og fik en strøm af ord til at udgå fra Chayas læber, som var hun pludseligt blevet ramt af en rabies-version af hundegalskab. Men Delilahs blik var gledet alt for dybt ind i de blødende øjenhuler, og ordene der stadig sivede fra skabningens ... læber? havde efterhånden optaget hendes tanker nok, til at selv den strøm af blod der pludseligt løb ud af Rafael, end ikke trak hendes opmærksomhed til sig. Hvilket var utroligt nok i sig selv.
- Nej, Neco. Nej!
Slap nu af, forhelvede da ...
- Du skal ikke være en brik i dødens spil!
Er vi ikke alle det?
Selvom Rafaels smerte og ulykke blev værdiget et flygtigt blik, fandt hendes rødlige øjne straks tilbage til kvinden, hvis udseende endnu ikke var blevet suget dybt nok ind i hendes krop, til at hun ville kunne beskrive kvinden godt nok, senere hen. Mørket der lå som tykke slør henover hendes lyse knoglemasse, var dog ikke en hindring for dæmonkvinden - hendes synssans var langt stærkere end den gennemsnitlige Drevens, så hun gennemborede skyggernes drillesyge leg, uden de store problemer.

"Åh ja, pisse generøs, rig motherfucker ..."
Sætningen var ikke høj nok, til at den dansede tydeligt i lokalet, men derimod en mumlende sætning, hvis ord lige netop kunne tydes, hvis man spidsede ørerne og lyttede godt efter. Utilfredsheden, irritationen og det humorforladte, lå alt sammen indkodet i de få ord, som hun knapt selv så ud til at bemærke, at hun fik spyttet ud.
"Klart, jeg har et spørgsmål."
Hun lød overraskende neutral overfor skabningen, situationen taget i betragtning - frygt eller nervøsitet var ikke til at finde på den iskolde facade. Hvad der var usynligt for omverdenen, var dog det kaos der herskede i hendes sind, og som sendte stød af forvirring igennem hendes pulserende væsen. Men den måtte jo tages senere, hvis det var!
"Gider du ikke flytte dig? Du blokerer fansenes udsyn til mig!"
Sætningen var et vrissende inferno af arrogance, irritation og en sarkasme så tyk at havets dyb ikke huserede flere lag vand, end antallet af lag af sarkasme og ironi, der havde lagt sig over hendes sætning. Blikket lagde sig imod Rafael.
- Hvis du træder ud af skoven, tror du så at larven ville æde min sjæl, eller din?
God pointe .. Det kan jo være jeg er pisse heldig!
- Min sjæl ligger øverst.
Det kunne sguda være jeg skulle gøre forsøget.
Chayas vredesudbrud fik et lille bitte smil af munterhed, til at sitre på dæmonens læber. Åh fuck it, hun havde end ikke muligheden for at gøre noget som helst, mens lænkerne forsøgte at skære hendes håndled over, så at begynde at frygte hele lortet eller tage det seriøst inden, var ikke noget hun rigtigt syntes at orke. Fuck det hele!

"Hey Rafael? Tror du vi er spændende nok, hvis vi danser fucking tango imens vi brækker nakken på hende kællingen?"
Det var næsten en knurren, der opstod dybt i hendes hals, der blev spyttet ud. Hun fandt hele situationen latterlig og frastødende - det var en af grundene til at hun aldrig havde og aldrig ville bryde sig om stinkende rige folk. De havde altid en så pisse antibarnlig måde at more sig på. Hvis skabningen ikke allerede var gået, eller ikke havde sagt noget, ville Delilahs blik glide over på hende og med en sukkersød, ulmende arrogant stemme, spytte en langsom, tydelig sætning ud, som troede hun ikke at skabningen forstod det.
"Det var et spørgsmål - bare ikke til dig."
Et kraftigt ryk fra hendes krop, hamrede igennem lænkerne - men de viste intet tegn på at blive belastet af dette. Med en barm der hoppede ustyrligt at de pludselige bevægelser, og muskler der spændtes tilsyneladende tilfældigt, rykkede hun hårdt og insisterende i de ubrydelige lænker - men hun så ikke ud til at have nogen interesse, i at knække dem. Hvad skulle hun bruge knækkede lænker til overhovedet?
I ét stoppede hendes hastige, hurtige og hårde flåen i lænkerne, med smerte der skød igennem skulderbladene. Et lille, mystisk smil oprandt på de røde, fyldige læber, men tillod ikke andet end dette, at vise tegn på hvorfor fanden hun havde valgt at te sig som en galning. Med et blik der landede på blodpølen foran Rafaels kønsdele, og som derefter sprang op til Rafaels ansigt, syntes hun lettere sindssyg. Men som med de ildrøde øjne, var det vel intet chok. Og de var end ikke, det eneste bemærkelsesværdige på hendes krop.
Underarmene på hende, var udsmykket med snoende, finurlige og fantastisk smukke sorte streger, der syntes ætset ind i hendes hud. Adskillige forskellige symboler var skrevet - tatoveret - ind i hendes hud på underarmene, i magisk helligt blæk. Og alle havde de en funktion. Ned ad hendes rygrad snoede en lang symbolrække sig, der ligeledes var blevet tatoveret ind i hende af magisk blæk, og endte ved toppen af et mærkværdigt pentagram, der med det samme blæk var blevet tatoveret ind i hende. Symbolerne var skrevet fra tre forskellige, magiske sprog, og alle repræsenterede de noget forskelligt.
Alle var de forbundet til Chaya.

//OOC: Jeg kan jo ikke lave så forfærdeligt meget handling, da jeg regner med at du styrer skabningen, samt hvornår de ankommer og sådan - det er jo trods alt dig der ved hvordan stedet ser ud, and so on;)

Kender du den episode af teletopis, hvor den røde saver den lilla over med en motorsav, og hvor den gule binder den grønne i en kælder, og holder ham som sex slave i syvogtyve år, hvor hun hver anden dag kommer kokain ind i hans system, så når han endelig bliver løsladt, er han en afhængig hele sit liv? Det afsnit kom aldrig i produktion, men hvis det havde, ville det være skrevet af denne seer-tal luder.
Hun var primært bygget af knogle og muskelvæv, men indeni hendes underligt udsende krop, banket et hjerte for underholdnings værdi, om hun skulle opnå det som bitch, eller en sød farmor der bager småkager.
Og hun kunne se med det samme, at dæmonen med de gode bryster, havde talent. Hun forstod spillets regler, og manipuleret de sadistiske og perverse stoddere bag skærmen, for at få den bedste mulighed for at vinde.
Hvilket knogle misfosteret var skrigende glad for, for seer tal var godt for kæmperne, og godt for hende, så selvfølgelig, kunne tv værten fra dag et, bedre lide dæmon kvinden, end manden.
Ikke at hun havde tiltro til mænd alligevel, de var dumme dyr, og deres eneste chance for at komme ud af den skov overlevende, var at høre efter på deres bedre halvdele, som kan tænke længere end til frokost pausen.
Hun havde ikke meget til overs for mænd, og det var klart deres egen skyld.  
Rafael rejste sit hoved op, og så på delle, og skulle til at svare på hendes vitsomme ord, men et lille fnis fra knogle kvinden, fik ham til at falde isøvn, inden hans kæft fik seer tallet til at falde.
Så kiggede kvinden på del, og sagde "Good luck" Og med de ord, faldt Del også i søvn, som en ørn der havde flyet jorden rundt tyve gange, også for første gang slappede af på en sten.



Da Del slog øjnene op, hang en ork i en reb lykke i træet, som stod hævet over hende. Hendes hoved lå hvilende op af træets nedre rødder, og hendes ben lå over kors, mens hendes hænder lå omfavende om hendes egne bryster, hvor håndfladerne holder på siderne af brysterne, så de bliver skubbet blidt frem af, og lidt sammeholdt, uden at se klemte ud, eller at hænderne dækkede for synet.
Et sten kast fra hvor hun vågnet, kunne man se en lys vågen Rafael, som stod med en gadedrengs nakkehår, i sin massive højre hånd, og gentagende gange smadret den lille krabat ned i en underliggende sten. Den 17 årige knægt var død for ti stød siden, og hans indre væsker af kraniet, var udover stenen, fra første stød. Nu stod han bare med en tom hovedbund, hvor der engang havde været et hoved, og i en blodrus, tævet stenen.. ja, tævet stenen, det var ikke engang kroppen som fik tæv mere, nu var det stenen.
Hvis ikke del havde flyttet sig fra under træet, ville hun få en hundre kilo ork i hoved, da rebet han var blevet hængt med, knak. Og liget ikke havde lært mannere nok til at undgå at lande på top lækre kvinder.
Rafael så mod Del, da han hørte lyde derover fra, og gik så faretruende mod hende, mens han snakkede "De grimme (k)ælling er vågnet" Han strammet musklerne i sine gigantiske overarme, men han kom ikke længere i at opføre sig som en lille dreng, med for stor pik til at kontrollere hvor den pisser henne.
Fordi hans gang blev afbrudt, da en stor ogre med to hoveder, kom løbende ud af skoven, med en fart som selv tyngdekaften ikke kunne følge med på. Rafael som var en flere tusinde år gammel dæmon, og som burde have gode reflekser, havde ikke engang en chance for at blinke, før han fløj gennem luften, og smadret ind i et træ... også et til træ.. og et til træ.
Og mens Rafael var i gang med at flyve gennem luften, og lege skovhugger, for hvert træ han ramte, var ogren stoppet, fra den enorme spurt den havde været på. Man kunne se at hvor den ene arm skulle være, var der en økse istedetfor.
Ogren så på Del, men inden den tænkte på hendes hoppende bryster, bliv han i den mest komiske form, smækket gennem luften, da en vred Rafael kastet et træ ind i maven på ogren, efterfuldt af, at Rafael kom hoppende op på den liggende ogre.  - Det var hans modstander (beskriver deres kamp bedre i næste indlæg! det her er mere et fjende intro indlæg)

Bagved del, kunne man høre en ånde fra et monster, som var dobbelt hendes størrelse.

(Det her er Dels modstander - som du styre kampen over, så du kan styre den her npc i dit indlæg, så længe han prøver at dræbe del)



(det her er Rafaels modstander)

Et eller andet hårdt pressede imod hendes ryg, og føltes som en pig der borede sig ind imellem hendes skulderblade. Øjenlågene bevægede sig sitrende, inden de blev slået op, og lod de flammende røde øjne fange noget. Nærmere bestemt: Røven af en ork der hang og dinglede lige over hende. Uden at lade så meget som et sæt gå over hende, ved dette syn, gled det direkte over til Rafael, der valgte at lave hjernemos tilsat et knivspids blodig sten. Ikke nok til at det ødelagde smagen af hjernemasse, dog.
"Hvad fanden Rafael, skal du ikke have grøntsager til din hjernemos?"
Et muntert smil dansede ironisk nok på de fyldige læber, da hun indvendigt smågrinede af sin egen joke. Hvis hun ikke var blevet en sindssyg lejemorder og jægerdæmon, der var hadet af alle der mødte hende, så var hun blevet komiker! En svag rysten gik igennem hendes hoved, blot for at lade de mørke lokker ryste sig henover hendes krop som bølger der dansende flød omkring hendes ansigt, og lå som en dyb kontrast til den lyse hud hun havde.
"Fuck!
Det gav et ryk i hele hendes krop, da orken over hende faldt, men mange års reflekser der altid var på sit ypperste, sendte en automatisk reaktion ned igennem hende, der fik en flydende, elegant og næsten rovdyragtig bevægelse igennem hende. Bevægelsen fik hende til at rulle ud under orken, samtidig med at hun skubbede sig op, og gled ned i angrebsstilling, inden det gik op for hende, at orken var død - selvfølgelig ikke en trussel. En af de svagt hævede hænder, satte sig i siden, og hun rettede sig op fra den rovdyrsagtige position.

"Dude, du er sguda nød til at flirte lidt først. Du kan ikke bare springe på mig. Eller i det mindste købe en drink!"
Hun himlede melodramatisk med øjnene, men kunne ikke helt holde et smil tilbage på de røde læber, inden hun snurrede omkring, for at lægge flammende røde øjne på Rafaels hovedsmadring. Men han var stoppet, og på vej over imod hende. Hans ord fik et let bøjet øjenbryn til at hæve sig opad, og det lille smil til at vokse sig skævt.
"Ja det kan jeg se du er. Hvornår gjorde du det?"
Hun smilede endnu engang. Åh hun var så pisse morsom.
- Deeet kommer til at gøre ondt.
Totalt.
Netop inden orken der stormede frem, hamrede direkte ind i Rafael, nåede denne korte samtale at banke igennem Delilahs sind, selvom hun faktisk ikke engang nåede at følge dem med blikket.  Så var det store monster af en ork løbet direkte ind i Rafael, der fløj igennem træ efter træ, og bremset op, for at dreje det monstrøse hoved direkte hen, for at lægge sig imod Delilah. Chok var malet over hendes cremefarvede hud, og fyldige læber var ploppet åbne i overraskelse over dén afbrydelse.
Inden hun nåede at reagere, hamrede et træ ind i maven på orken, og fik ham til at flyve adskillige skridt bagud, inden Rafael landede på top af ham. Inden hun nåede at reagere endnu engang, flød en varm ånde ud over hendes ryg, og sendte hendes opmærksomhed væk fra flyvende penisser og træer.

Hun snurrede omkring, og stirrede direkte ind i et eller andet pelset. En svag, forvirret rynke fandt vej til stedet mellem hendes øjenbryn, indtil det gik op for hende at det var beklædningen der dækkede for en eller anden væsens skridt. Overraskelse flakkede over hende, da det gik op for hende hvor motherfucking høj den så var, men så dansede hvad der næsten mindede om latter over hendes røde læber.
"Wow, jeg behøver sgu ikke engang gå i knæ for denne her .. Pisse praktisk."
Den drejede langsomt hovedet nedad ved lyden af hendes klingende stemme, så det kraftige pust af stinkende ånde blæste voldsommere omkring hende, og faktisk fik hendes hår til at bevæge sig, under den næsten vindagtige, rådne ånde.
"Du har totalt brug for en mintpastil, bigboy. Fuck, ikke en grissebasse ville snave dig med den stank af rådne æg."
Hun rystede svagt på hovedet, så mørke lokker hoppede og dansede ned af hendes ryg, mens Chaya næsten skrigende forsøgte at overbevise Delilah om at det var pisse farligt, og hun skulle holde op med at lege komiker, og springe i forsvars- og angrebsskoene. Først da et flammende rødt blik slikkede over en kæmpemæssig køle, bestående af et træ i mini-størrelse hvis rødder snoede sig om en stor sten, blev løftet og braget ned imod hendes krop.

Intense, brændende øjne blev spærret svagt op, og hele hendes krop vred sig rundt, der hun snurrede sig væk i hvad der mindede om et halvt løb, samtidig med at hun fjedrede i benene så det igen ændrede sig til en elegant spring. Som en panter, der fløj igennem luften, men i det samme satte poterne i jorden da den landede, og snurrede omkring for at angribe sit byttedyr. Hendes overlæbe sitrede endda svagt, som ventede hun blot på at krænge den op, og blotte tænderne som en ægte panter.
Væsnet, hvad fanden det så end var, hamrede køllen ned i jorden, og lavede en utroligt dyb fordybning, der blev ekstremt tydelig da han(?) løftede den, og efterlod et krater i jorden. Delilah lod sig dog ikke skræmme af det overraskende store hul, men fløj fremad i en angrebsposition der var overraskende lig en løves, trådte op på køllen netop som den blev løftet, så hun kunne nå da hun løftede et ben, placeret på monsterets arm, og hamrede et knæ i næsen på ham. Et brøl forlod hans læber, men inden han nåede at reagere, svang hun benet tilbage fra den anden side af ansigtet, så hendes hæl hamrede ind i hans øje, og gjorde ham blind på det ene øje.
Han vaklede bagud for at komme væk fra smerten, hvilket gjorde hans arm alt for ustabil at stå på. Hun svingede knapt nok, men hamrede bare direkte imod jorden da armen forsvandt under hende. I samme sekund havde han smidt køllen for at tage sig til ansigtet, så den hamrede ned imod hende, og ramte hende nok til at flænse henover hendes arm, for at efterlade blodige sår over hendes overarm, da hun rullede væk under køllen.
Væsnet, monsteret .. Tingen knurrede som et tordenvejr, og med det ene øje knebet sammen, lagde den det andet på hendes nøgne, cremefarvede krop, der kun var spoleret af snoende, sirlige tatorveringer, en overflod af ar og blod der strømmede ned af hendes arm, og stod i skarp kontrast til den lyse hud. Den greb fat i et træ. Alle muskler i dens krop spændste, og sener stod skarpt - som skåret - ud i hans hud, da han begyndte at løfte.
Delilah ville have reageret, men nåede det ikke, før træet var blevet revet op af jorden i et kæmpemæssigt smæld, og jord haglede ned over hende, og forsvandt ind i hendes lunger.


"Motherfucking .. Pis!"
Hun fik lige skubbet sig op og trådte bagud, inden træet landede dér hvor hun havde ligget sekundet inden. Væsnet bevægede sig langsomt, havde hun bemærket, men for fanden hvor var bæstet stærkt! Men Delilah var ikke ny i faget, og hun vidste hvordan hun skulle bruge det til hendes fordel. Endnu imens væsnet rettede sig op, snappede hun en halvtyk gren af træet, lagde en fod imod træets stamme, satte fra og hamrede grenen ned i knæet på kæmpen. Som forventet knækkede han sammen i smerte, endnu imens hun flåede grenet ud.
Vrede og smerte lyste i hans blik, men siden han bukkede sig ned efter hende og for at stoppe blødningen fra såret, i næsten ren refleks, trådte Delilah et skridt tilbage. Han var stadig på vej nde i refleks da han løftede hånden for at slå ud efter hende, og dermed lænede sig over imod hende. Et smil sitrede på hendes læber, da hun samtidig trådte frem, og hamrede grenen ind i halsen og struben på ham, blot for at vippe den 180 grader rundt, så grenen knækkede ved at rive hans strube op.
Blod sprøjtede ud, en enkelt gurglen forlod hans læber, og han faldt sammen. Stendød. Ikke før han havde sprøjtet Delilahs krop til med blod, naturligvis, og havde været lige ved at ramme hende på vej ned.
"Bare super, nu stinker jeg af dig."

"Waaaaauuurrrrrhh" Den brølende lyd, kender enhver, som er blevet kindkysset af en ogres højre næve, som var man en lille jomfrue til en skolebal, der bliv klasket godt og grundigt bagi, af skolens førende fodbold spiller. For der var bare ingen måde at få sine tænder slået ud på, om så det var af en stor gul dildo, eller en sammenrullet pizza med sten indeni. Men den væreste måde at miste en venstre kindtand på, var en russisk kampvogn forklædt som en knyttet ogre næve. Og havde man skulle skrive et peotisk digt, om det slag Rafael tog imod, så skulle digtet både starte og slutte med ordet av.
Og så overrasket superman ville være, hvis Batman kunne vinde over ham i armlægning, stod den chorkeret ogre, da støvet havde lagt sig, fra det enorme sving, som havde fået muldjorden til at rejse sig, pågrund af hastigheden, som havde der været en lokal tornado.
Men den overrasket ogre, måtte se til den overstående Rafael, som måske var et par hoveder lavere end den 6 meter høje ogre, men Rafael stod som en urokkelig gentand, der havde taget imod slaget fra monsteret, som havde det været en tre meter tyg stål bankboks dør, som skulle kunne klare et lille heksehyl.
Rafael havde været dæmonleder i både deploratius og underworld, så han var den fysisk mest stærke dæmon i to forskellige verdner, udover det, havde han et par utrolige bedrifter på sit Cv, så det var på ingen måde urealistisk at en lille kun 6 meter høj trold, havde samme chance mod ham, som en My Little Pony, havde mod Godzilla.
"Uhm" Rafael lagde sin hånd på den økse, som sad fast i hånden på ogren, og som man fjerner tyggegummi under sin sko, rev han den tilhørende økse af, og i et næsten dansende trin, drejet sig rundt med hånden fast i øksen, og da han havde drejet sig 360 grader, bliv spidsen af øksen boret ind i det stakkels knæ på ogren, som endnu ikke havde observeret at Rafael havde flyttet overhoved. Hvilket satte en enorm overraskelse igennem ogren, da hans knæskald, pluselig skrig i smerte.
Ogren havde ikke registeret Rafaels talestrøm, og instinktivt bare lændte sig forover, pågrund af smerten i de nedre regioner. Hvilket Rafael havde forudset, og mødte hans hals med sin åbne håndflade, der bliv til et enhånds kvælertag, mens han brugte den frie hånd til at ligge pres på såret, så ogren havde problemer med at formere sine hænder om til knyttet næver, og slå ham, pågrund af den bidende smerte i benet, som bliv pirret af de bevægelser, som Rafael gjorde med sin frie hånd. "Din race er et ækelt eksempel på liv.." Rafael skubbet ogren bagud, ved at løfte ham op i kvælertaget, også give et lille ryk i sin skuldre, så ogren fik over balance.
Da ogren lå på ryggen i støvet, og gispet efter vejret, begyndte Rafael at gå op af ogrens mave, som havde den været et kongeligt rødt tæppe. Rafael lagde sin fod mod kæmpens hage, og presset på spidsen af hagen, så ogrens hoved, bliv bøjet forover, så han kigget direkte op på Rafael. "Du er fra en hule. Et usselt lille hul i jorden. Jeg er fra en familie af disciplin. En familie af hæderlig standard" ogren slog sin ene arm op mod midten af sit bryst, for at ramme den lille myre, som stod der oppe, men Rafael greb hånden, som havde han været bodybuilder, der skulle gribe en rispose. "Ingen bro-trold, som ikke kunne stoppe tre dumme geder, skal slå mig"
Næste del af deres slåskamp, var mere et godt eksempel på hvordan man lavet soltørret tomater, for det næste som skete, var den overstående Rafael, der kastet sig nedover ogren, som en liderlig thailænder, og kysset ham på munden. Men ikke en af de franske novelle kys, som selv Minie mouse, ville kalde for sukkersød, men derimod en djævelsk henrettelse, hvor ogrens hoved, bliv suget indad, og sjælen bliv flået ud af kroppen på ham, mens hver eneste knogle i hans kranium, bliv suget indad, så hans hoved bliv en tredjedel af en pebernød, som om han havde været en tomat, som havde ligget lidt for længe på et tykke madpapir, og bliv derved en tørret version af sig selv.
Rafael rejste sig op, med lidt troldesavl ned af kinden. Han kigget mod Delilah "Alle sjæledæmoner æder forskelligt. Nu ved du hvorfor jeg spiser i enerum. Kys er knapt så maskulint" Han små grinet, mens han kigget på Delilahs mundering, efter at have slåset med sin modstander. "En skam. Dine bryster var ellers tiltrækkende, før de lugtet af... Det der"
Rafael troet actionen var slut, men så bliv hans øjne lilla. Og ikke som et dæmoniske jeg skifter øjenfarve, men som et, jeg er blevet manipuleret af magi. Han vendte sig mod Delilah, og holdt sin kæft. Han reageret ikke på bemærkninger, eller flabet kommentarer. Han var helt væk.
bagved ham, kom en kvinde nu til syne, som havde været usynlig før. Hun hvisket noget uforstårligt i øret på ham. Kvinden havde underlige symboler graveret ind i sin krop, som havde et svagt lilla skær.
Uden varsel, begyndte Rafael at gå hendimod Delilah, og ville forsvare den ukendte heks, som havde ham under sin fortryllelse. Han ville prøve at stoppe Delilah, hvis hun prøvet at komme bagved ham, for at kunne angribe den tidligere usynlige kvinde.
Et enkelt fjendtligt ord, kom frem fra Rafaels læber, som en forklaring på hvad der i hans øjne forgik "Far" Rafael troet han stod overfor sin afdøde far, som i virkeligheden var Delilah, men lidt heksekunst, havde givet Delilah en makeover, i Rafaels øjne, så han ikke var itvivl om det var hans far.
Rafael løb mod Delilah, med den hensigt at gribe fast om hendes hals

Kvinden

Som mørkt, varmt blod banede sig vej henover en næsten uspoleret cremefarvet hud, syntes det at undgå de mørke tatoveringer der sirligt snoede sig henover hendes hud, bestemte steder på den velformede krop. De mørke plamager af blod der langsomt forsøgte at størkne og sætte sig tørt fast på hendes hud, stod i skarp kontrast til den forholdsvise lyse farve, hendes hud var blevet skabt i. Som født succubus, var det ikke et chok at hendes krop var forførende og sensuel, hvilket ikke havde ændret sig ved hendes raceskift.
Men de hundreder af ar og småsår der var spredt ud over hendes hud, var knapt så typisk for den almene dæmon. Især ikke kvinder, der ikke skulle arbejde på samme niveau som mændene, i nutidens samfund! De magiske tatoveringer der løb henover hendes hud som tynde, legende slanger der var indgraveret dybt i hende, var sandelig heller ikke typisk. Men det mest utypiske, måtte være det ild der så ud til at slikke igennem hendes iris, og række ud efter den flydende sølvcirkel, der på trods af sin smalle form, så ud til at beskytte den kulsorte iris fra flammernes varme favntag.
- Hvad .. laver han?
Chaya var endnu et atypisk træk, ved den kvindelige dæmon, der straks reagerede på kvindens stemme i hendes hoved, og rettede blikket skråt bagud, for at lægge blikket imod, hvad Chaya havde spottet. Rafael, oppe på orken, godt igang med at skråle nedover den kæmpemæssige ork, som en halvmopset dame, der havde fået smidt sine varer på jorden af en uvoren knægt. Faktisk, et forholdvist morsomt syn, hvis man delte Delilahs morbide humor.

Indtil dæmonen styrtede nedad, og smaskede orken et smaskende vådt kys. Men hvordan end han kyssede, så gjorde han det forkert, for sekunder senere syntes orken at skrumpe ind, som en vindrue der blev udsuget og tørret sammen til en rosins rynkede mørke. Begge Delilahs øjenbryn hævede sig lettere overrasket over denne uventede drejning, men da dæmonmanden sprang ned fra orken med det abnormt lille hoved, flakkede der ikke så meget som et strejf af frygt igennem hendes blik.
Se dét er fandme frækt.
- Du er vel ikke seriøs, Neco!? Han ...
For fanden Chaya, selvfølgelig er jeg ikke seriøs! Jeg hader manden!
- Du har da haft sex med ham, og nydt det .. Meget .. Mange gange ...
Indvendigt knurrede dæmonkvinden næsten, i et forsøg på at få Chaya til at holde sin kæft. Okay, så Rafael og Delilah havde været elskere, og havde haft sex adskillige gange - men det var satans lang tid. Længe før Rafael gjorde forfærdelige ting imod de, der betød noget for Delilah, og hende selv! Hun havde aldrig fundet ham direkte sexet, men nu ..? Der var mere kvalme end kådhed ved synet af ham.
Selv da han snurrede omkring og lagde blikket imod hende, og på et eller andet plan kaldte hende tiltrækkende, var hendes reaktion alt andet end positiv. Eller, det handler selvfølgelig om, hvem der så - Hun lod en finger bevæge sig hen over skillelinjen mellem bryst og kraveben, og farvede dermed fingeren blodrød. Fingeren bevægede sig langsomt op, inden en lyserød tunge slikkede det af, samtidig med at de ildrøde øjne sendte Rafael et Hold-din-fucking-kæft-blik.

Og så blev hans øjne lilla, med et skær af en ekstrem tomhed, der straks fik hendes fingre til langsomt at løfte sig, og vifte foran den kæmpe mands øjne, som man ville gøre det med en blind for at teste reaktionen. Inden hun nåede at reagere på dette mærkelige sceneskift, blev hendes blik dog flået over til en kvinde, der lavt snakkede til Rafael - så lavt at selv Dels mange gange forstørrede hørelse, ikke kunne opfatte de specifikke ord.
- Neco ...
Jeg ved det godt.
Hun trådte nogle hurtige, elegante skridt bagud, endnu imens kvinden hviskede i øret på Rafael - hun var ikke dum, hun havde opfattet faren og hekseriet i alt dette. Hun vinklede sig samtidig strategisk korrekt, men på en måde som troldkvinden ikke så ud til at bemærke. Rafael gjorde heller ikke, men han var .. Forhelvede, manden var jo en tom skal! Så da kvinden lagde sine øjne på Delilah, og Rafael så ud til at live op, var Delilah klar til forsvar, hvis det blev nødvendigt.
Hvilket det gjorde.
Han begyndte i et ryk at gå over imod hende, med ord der fik hende til overrasket hæve et øjenbryn, og ironisk nok trække let på smilebåndet.
"Så mandig er jeg fandme heller ikke! Jeg er mo-ar, ikke en fucking mand der failede i at trække sig ud!"
Imens ordene forlod hendes halvsmilende læber, trak hun sig let bagud til siden, indtil en hæl stødte på det træ, der var blevet kastet efter hende tidligere. Automatisk svingede hun armen op, greb fat i en gren og trak sig smidigt op i træet. Hun slap den lilla-øjede mand med blikket, og løftede sig højere op i træet, da hun smidigt som en panter kravlede opad, inden hun i et sæt stoppede op, og drejede sig, så hun havde ryggen mod træet.

"Fly birdy, fly .."
Det var ikke mere end en lav, ironisk mumlen der forlod hendes læber, inden hun i et ryk satte fra træet, strakte sig ud og positionerede sig sådan, at hun 'fløj' henover Rafael i et smidigt, yndefuldt spring. Det betød også at hun ramte jorden bag ham nær troldkvinden, sådan at hun lavede en form for rullefald, der sørgede for at hun ikke blev skadet af det hårde stød, der ellers ville gå igennem hende da hun ramte jorden.
En enkelt bevægelse løftede hende umenneskeligt hurtigt op. Så snurrede hun rundt. Lagde et flammende rødt blik på troldkvinden. Sendte hende et smil. Klaskede slanke hænder imod hendes hoved. Og knækkede så kællingens nakke real fucking good.
Troldkvindens døde krop sank sammen i Delilahs hænder, men hun snurrede automatisk rundt, endnu med hendes hoved med tilhørende krop i hænderne, og betragtede varsomt Rafael. Det var jo ikke sikkert at fortryllelsen var brudt, og hun gad satme ikke være Rafaels far i hans tanker for-fucking-ever.
- Neco, hendes tøj k...
Kunne jeg tage, og bruge. Jeg ved det, Rafael skal bare lige ...
- Være knapt så tom?
Være knapt så stor en tomhjernet dick med tilhørende muskler. Same shit, I guess.
Chaya kunne ikke helt holde et fnis tilbage.