Mystikken breder sig. (Aeron)

S: Blodøerne i blodhavet. En ganske bestemt, men ukendt ø.
O: Rødt sand, rødt vand og en regnskov.
T: ukendt
V: Måske overskyet? Det er for mørkt til at tyde...

Han havde hørt om denne ø et par gange. Han havde læst om en den i et par bøger. I få bøger var den blot nævnt, andre grundlaget for diverse legender og lokale historier. I atter andre havde folk selv prøvet at finde øen, eller ligefrem påstået at have fundet den og sluppet levende fra den igen, til at fortælle historien. Hjemme i Doomsville betød øen ikke meget, men på de dage, som han havde tilbragt hos minotaurerne og på havet, havde han forstået at øen betød meget for dem. De frygtede den og mente uhyggelige eller skræmmende ting gemte sig på øen.
Han var blevet træt af hverdagen derhjemme. Han var blevet træt af byen, af de samme folk og af...Af de få personer, som var tæt nok på ham. Eller havde været tæt nok...Mange var flygtet. Den eneste der endnu ikke var flygtet fra ham, var Alane. Og så hans klan, selvfølgelig, men de havde ikke så meget et valg.
Ledelsen stod til hans højre hånd, Jimmy, mens han havde besluttet sig at tage en ferie. Han havde ikke fortalt hvor lang hans ferie ville være, blot at han ville være væk i noget tid. Han havde brug for en pause. For nye indtryk og nye muligheder.
Så han var rejst næsten så langt væk som muligt. Han havde besøgt nogle små byer på vejen og sagt hej til de klanmedlemmer, som havde gemt sig i byerne rundt omkring. Og til sidst havde han slået sig ned nær minotaurerne. Han havde besøgt deres by. De havde ikke virket glade for hans nærværelse i starten, men til sidst var de blevet ligeglade, især når han havde virket så interesseret i deres historier. Som bla. den om øen her. En havde endda indvilliget i at bringe ham nær øen...Nær, men ikke helt til.

Han var våd. Det røde havvand dryppede fra hans tøj og ned i det mindst lige så røde sand. Der var noget sært ved, at det hele var rødt. Rødt som blod, som havde der været en kamp for et øjeblik siden. Men det havde der jo ikke og omgivelserne så helt afslappede og stille ud. Hans mørke øjne gled fra hans våde bukser og skjorte, begge i mørkt stof, hans våde, men smidige lædersko, op til træerne der knejsede foran ham. De var høje...Meget høje. Der var ingen garanti for at han kunne navigerer imellem træerne eller nogen sinde finde ud igen...Også selv om han havde et kompas på sig.
For over ryggen hang en lige så våd taske. Selv om tasken var våd, var den foret med noget vandafvisende og indholdet var tørt. en ekstra trøje, hvis det blev koldt. Bandager, kom han til skade. Vand, hvis han intet rent fandt. Et kompas og et kort, hvis han fik brug for det.
Han lod en hånd glide igennem det mørke hår.
Det var ikke til at vide hvad klokken var. Mørke skyer cirklede over øen og øens omgivelser. Øen var ikke lille...Men heller ikke vildt stor. Ikke en af de største. Den var fyld af regnskov, hvis grønne løv fungerede som en mur mod omverdenen. Sean løsnede sin dolk og tvivlede lidt på hvor god den var mod de seje grene...Men han måtte bare snige sig rundt, undgå rovdyr og hugge sig igennem det værste. Han gik i hvert fald ikke herfra uden at have set mere til øen!
Dette var lige hvad han havde brug for...At opleve noget nyt, at udforske igen, at sætte livet på spil. Ikke at vide, hvad han kunne forvente. At føle sig levende.
Hans hjerte hamrede i spænding, da han med et svagt smil gik fra vandkanten mod skoven foran sig...
Selv hvis han døde, ville det være med tanken om at have en søn, som han faktisk var stolt af...Selv om drengen da ville blive forældreløs. Og Alane...
Han døde ikke. Han havde nogle der regnede med ham. Men det ville intet gøre, hvis han kom lidt til skade, dog. Ellers ville turen blot have været kedelig!

Hendes forældre var i byen, og det havde drevet hende til havs. Evnen til at sørge for sig selv først havde overtaget hende, nok var hendes adoptivsøn stadigvæk taget - men når det kom til hendes liv, så var alle i bedst sikkerhed uden hende i nærheden. Dette havde sat den ellers livsglade vampyr i et helt andet lys, hendes ansigt mindede om is - da hun sejlede fra havnen og ud på det dybe vand. Dagen gik fint, gemt væk under dæk - til at natten faldt på. Hun kom endelig frem fra skjulet og tog sig et lille måltid med en af sømændende.
En storm var brudt ud, og bølgerne syntes enorme. Det varede ikke længe før båden sank, og vandet omringede hende. Hun skulle bare i land inden solen kom, eller sirenerne fik fat på hende. Selvom dødhud nu nok ikke smagte som det bedste? Aeron havde ingen anelse om hvor hun var og til sidst endte hun med at falde i en form for dvale.

Endelig slog hun øjnene op i et sæt og kiggede sig omkring - hun lagde på kanten hvor vandet skylede op på hendes ben. Det røde vand og synes at blive farvet af de røde sandkorn fra strandsandet. Hendes blik gled hen langs bredden inden hun så satte sig op. Hendes tøj var gennemblødt og det samme var hendes hår. Hun rejste sig op og gik væk fra vandet. Der var mørkt, hvad tid på dagen det var- havde hun ikke den fjerneste anelse omkring.

Hendes tørst var ikke ekstrem, for hun havde nået at få noget inden ulykken. Nu havde hun da ikke rigtig noget at bekymre sig om, Noa ville nok savne hende og Alex - men der skulle alligevel noget til at slå en vampyr helt ud. Aeron fandt sig et træ, hvor stammen så ret tyk ud - samt dens grene lignede nogle, der ville kunne bære en del. Hun tog først sin jakke af og lagde den over den inderstedel af grenen - drivvåd som resten af hendes tøj. Hun vred sit hår så vandet forlod stårene. En lyd kom ikke så langt fra skovens grønne omgivelser, og gjorde hun gik derover imod - meget forsigtigt. Aeron var på ukendt grund, der var en udemærket grund til at være forsigtig. En dæmon, hun kunne genkende disse væsners fært.
Hendes hår var svunget over den ene skulder, og var begyndt at krølle lidt fra den fugt det havde fået. Aeron var dog ikke specielt bange for at tale med andre folk. Hun var en festabe der deltog til de fleste lokale fester der blev holdt. "Så har du den fjerneste anelse om hvor vi er. Eller er du bare på overlevelses mission?" Spurgte hun bagfra, og håbede endelig på at give ham bare et lille chok. Hun lagde hovedet lidt på skrå, og ventede på en reaktion. Selvfølglig kunne det være, at han var opvokset her og måske slet ikke kunne snakke? Hvem vidste? Mulighederne var uendelige.
Aeron gik et skridt tættere på ham, og kastede et blik fra den vej han var kommet fra. Noget sagde hende dog alligevel, at han var havnet her ved et uheld - ligesom hende.

//Håber det kan bruges

Han havde kigget lidt ind mellem træerne og de uendelig lange planter, der ville besværliggøre hans færd ind mellem dem. Men han var en archdemon...Var de for irriterende, rev ham dem bare i stykker og fortsatte fremad. Selv om det virkede til...
Han lagde en hånd mod et af træerne. Barken var ru og nærmest...Varm. Bladene så ud til at ryste sig lidt, lidt som om...Som om de var levende. I et øjeblik blev han lidt nervøs for hvor god en ide dette var. Der var noget magisk over stedet og planterne virkede levende, mere end normalt og det bekymrede ham. Men skovens skygger, inde mørke, syntes som til at tale til ham. Tale til de skygger, der havde været en del af ham, siden ritualet. Han havde aldrig mødt andre archdemons...Og i et øjeblik forestillede han sig at hvis der var flere, og de gemte sig et sted sammen, ville dette måske være det perfekte sted. Han flyttede nogle af planterne, uden at beskadige dem, og var med et midt inde i det grønlige rige. Omringet.

Han var knap nok begyndt, før han hørte lyde bag sig. Var det bare nogle af planterne der rystede sig eller et lille dyr? Han vendte sig om...Kun for at opdage en ung kvinde, der også havde set ham. Og snakkede til ham.
Han havde ikke set hende før...Så hvor kom hun fra? Hun var helt våd, lige som han var. Vandet dryppede stadig fra hendes tøj. Hun var dog ret bleg i huden og noget fortalte ham at hun var en vampyr og altså ikke hans fødte fjende. Han gik lidt tilbage for at få et bedre blik af hende og finde ud af hvad hun ville. Han havde troet han ville være helt alene...Og lige nu vidste han ikke om han var glad for hun var der eller ked af det.
"Øen nævnes næsten aldrig ved navn. Men jeg ved hvor vi er" svarede han roligt og lod blikket glide over strandet og helt ned til vandet, for at se om der gemte sig flere. Umiddelbart...Nej. Han så tilbage på hende.
"Hvad laver du her? Er du her af en grund, ved du noget om øen?" måske var hun nysgerrig, som ham, eller måske havde hun boet på øen eller udforsket den tidligere...Hvis hun havde, slap hun ikke fra ham, før hun havde fortalte ham alt han vidste.

Aeron tjekkede ham ud, for at analysere hans kropssprog, så hun vidste om han ville dræbe hende eller lade hende leve- man kunne aldrig vide. Han vidste hvor de var, lød det til. Og alligevel vidste han ikke hvad der forgik på øen. Aeron anede intet om dette sted, det var et rent uheld, at hun overhovedet fik chancen for lidt ferie. ”Jeg ved intet om øen. Har aldrig været her før. Skyllet op på stranden, efter et skibsbrud. Det eneste jeg ved om dette sted, er at jeg vil finde ud af, hvad der forgår af mystiske ting her, for det er tydeligt for det blotte øje, at tingene her ikke er som de ser ud til.” Svarede hun og kiggede sig kort efter omkring. Aeron var nysgerrig af natur, og livlig. Hun havde dog også en alvorlig side, men det var helt klart hende man skulle tage med sig, hvis man skulle have et godt grin. ”Så hvad gør vi, går hver til sit – eller hjælper hinanden på liv og død, til vi finder tilbage.” Spurgte hun og lagde armene overkors – hendes stemme havde været lettere ironisk ,hun forventede ikke at han ville give sit liv for hende, eller faktisk at hjælpe hende, hun var bare en vampyr som han tilfældigvis stødte ind på, her ved en muligvis ubeboet ø. Hvorfor skulle de dog hjælpe hinanden? Aeron smilede dog alligevel overraskende, hvem sagde at en rigtig vampyr ikke kunne finde ud af at smile og feste lidt. Skulle de alle sammen være sådan nogle kedelige kolde væsner? Nope, ikke ifølge Aeron.

Hun tjekkede planterne lidt ud, hun havde brugt ikke set noget lignende før. Aeron skubbede nogle af dem til side, der var et indre mørke inde bag alt det grønne – hun kunne føle det – det var som en stor magnet der tiltrak mørke til sig, og derved også dens væsner. Aeron blev tiltrukket af det, og havde lyst til at gå imod det. Og siden det jo var en dæmon hun stod ved siden af, så var hun næsten helt sikker på, at han ville føle den samme tiltrækningskraft af skoven. Det betød fare, og Aeron vidste godt – at dette sted var farligt, helt uden at have tænkt mere over det, eller analyseret stedet videre. En del af hende havde lyst til at undersøge det og opleve stedet imens den anden skreg hun skulle skynde sig hjem igen. Hun vendte sig imod dæmonen og lagde hovedet lidt på skrå. ”Skal vi undersøge det eller?” Spurgte hun. Måske var de to, de eneste to på hele den her ø. De ville sikkert ende med at blive sindssyge, hvis de ikke havde bare en at snakke til. Aeron så på dæmonen med et skævt smil, og håbede han var lidt frisk på et lille eventyr.
”Hvis vi nu skal ud og undersøge ting, så skal du vide mit navn er Aeron.” Sagde hun til ham inden hun vendte sig imod skoven igen, hendes hoved vendte sig dog over imod hans, for at håbe på at han ville afløsere sit navn for hende.

Han så lidt på hende. Hun havde ret: Han bekymrede sig ikke om hende. I stedet overvejede han de gode og dårlige ting for, at følges. Han havde intet imod vampyrer. Hun virkede overrasket frisk og klar på hvad som helst, taget i betragtning hun kom fra et skibbrud...Hvilket fik ham til at mistænke om hun løj for ham? Hun ville ikke være den første.
Positive ting...Der ville være en til at hjælpe, hvis han skulle falde eller på anden måde komme til skade eller falde et sted hen, hvor han ikke selv kunne komme op. Hun kunne have nogle livserfaringer, der kunne bruges på turen. Hun var vampyr og forholdsvis stærk, styrke kunne altid bruges og hun havde gode sanser. Normalt i hvert fald. Det negative var at hun kunne irriterer ham til hudløshed, være alt for snakkesaglig eller klodset...Eller skabe mere skade end gavn. Han trak vejret dybt og vendte sig om om mod skoven, som om hun selv bestemte om hun ville følges med ham eller ej.
"Sean" svarede han kort på hendes uudtalte spørgsmål om hans navn.

Efter flere forhindringer af planter, væltede træer og sten, kom de endelig længere ind i skoven. Sean stoppede til tider op og kiggede rundt, mens han prøvede at holde orienteringen. For nu, var de næsten gået helt ligeud, så de burde kunne finde tilbage igen. Men planterne omringede dem og mørket forhindrede han i at se særlig meget, som kunne hjælpe på orienteringen. Han sikrede sig regelmæssigt at Aeron var med. Han lagde ikke yderligere op til snak. På det sidste havde han ændret sig en del, til en mere vred og indelukket type. Han gad ikke folks spil længere. Alle forsvandt på et tidspunkt og han gad ikke deres spil med hans følelser længere.

Til sidst var det som om der dukkede lys op, forude. Sean gik efter det, af nysgerrighed og lettelse over at få bare lidt ordentligt lys...Og stoppede forundret op. Foran dem forhindrede en bred kløft dem i at gå nogen steder. I bunden var der en flod, der løb lystigt. Enkelte træer voksede på kanten, man kunne se deres rødder. Sean havde så vidt muligt forhindret at gøre skade på beplantning, følt at det var han nød til, men enkelte gange havde det været umuligt at komme videre, medmindre man blev voldelig.
På den anden side af kløften var lysene. Imellem nogle blade fornemmede Sean et form for et tempel, hvis han ikke tog fejl. Hans nysgerrighed voksede. Han lod blikket glide den ene og så den anden vej. Ingen broer. Så måtte de selv lave en.
"Erfaring med at fælde træer?" Det var nok ikke klogt - Han følte ikke det var klogt - men deres eneste måde at komme videre frem. Beplantningen omkring dem var lidt for stærk og bred til at han rigtig kunne forvandle sig og flyve dem over... Selv om det nok skulle lykkes, hvis det var deres eneste udvej. Han tænkte lidt over hvad der mon var bedst...