...When You'r Looking Like that... Tristan & Castle

Stolthed.. Ja det var nok hvad der skulle overvindes her. Tristan havde altid haft sin stolthed at skulle udover, og at han var løbet, og nu stod forpustet og ynkeligt svag i benet, var ikke noget hans stolthed brød sig om. Dog var der vigtigere ting i livet. Han overvejede at skælde mere ud for sjov, men luften var ikke til det, og først da han havde hevet lidt efter den var der nok til at sige mere.

”Jeg tror vi er ude over undskyldninger” Lo han lidt hæst. ”Skal vi ikke bare blive enige om at vi er tumper begge to?” Han prøvede at smile. De havde vidst efterhånden begge to blæst alle hæmninger fra kærlighed til vrede.
Han smilede ved mindet. Èn ud af mange. ”Du elskede det jo!” Svarede han lige så selvsikkert som altid.

Uden at tøve lagde han armene rundt om hende og trykkede hende ind til sig. En ting han næsten havde glemt hvordan føltes. Den ene hånd på midten af hendes ryg, og den anden imod hendes hår. Det var ikke den samme pige som han år tilbage havde set forsvinde ved slaget tolv. Hun havde udviklet sig meget, og han var bange for at han ikke kunne følge med. Alligevel var det en lettelse at have hende her. Sart som en blomst, men han vidste at hun var sværere end diamant at gå igennem.
”Hvad sagde jeg lige om undskyldninger?” Blev svaret, og han begravede næsen i hendes hår og gav det et let kys på toppen af hovedet. Noget han vidste hun ikke ville misforstå. Komfort var én ting, men han var sikker på at de var enige om hvor landet lå. Man kunne ikke gentage fortiden, lige meget hvor meget man ville.

”Jeg skal lære dig at drikke” Udfordrede han blidt og slap hende. På en måde varm indeni over at hun efter alt stadig kaldte det ’hjem’ og ikke ’dit hjem’. Han havde en trang til at række hen og stryge en tåre væk, men gjorde det ikke. Gamle reflekser og vaner hang fast som klemte følelser gjorde. Benet havde givet op under ham lige efter, og lidt hjælpeløst prøvede han at komme op.
”Også opvasken, men lige nu mente jeg at komme hjem” surmulede han påtaget og ville række en hånd frem for at få hjælp til at blive trukket op på hesten. Fik de ham bakset op på hesten, ville turen gå hjemad, og humpende ville Tristan komme indenfor, hvor et skab blev åbnet. Forskellige flasker med lidt af hvert stod fremme. De var næsten alle fulde, for han drak ikke ofte, og da slet ikke alene. ”Hvad skal du have? Sodavand?” Lød det flabet, men han hev dog en gin frem.

" Jo...en smule tumpet er det hele vel " stemte hun hurtigt i.
Det var snart ikke til at sige om de hang med hoved eller rumpe oppe, som en lyn hurtig forlystelse med loop og spin, kunne det være vanskeligt at afgøre - især når man som Camille sad med øjnene i , og ikke turde kigge med mindre de holdte stille for en stund. Hun nøjes ellers med at hvine, for det var hun ekspert i , når turene blev vilde.
Hun nikkede til ham, og smilet skinnede svagt på læberne af hende. Camilles tanker ændrede lidt på sætningen, korrigerede den lille fejl fra hans mund...* elskede DIG , ikke DET, Tristan ... DIG* havde det været en hver anden end Prince Charming hun havde mødt i klubben , som stod på den scene og forsøgt hale hende derop, havde hun nægtet med en hovedrysten og blevet stående på fast grund.
Han var lyset, og hun den lille omkring vimsende myg, der blev draget mod ham.

Hun havde selv søgt ind til ham, og burde ikke være uforberedt, vel ?
At han 'deltog' havde Camille ikke lige haft rid til at rænke ind, og Tristans hænder på hende, at han trak hende tæt ind til sig vækkede noget gammel og gemt inden i hende.
Det var det bedste der længe var sket, at stå i hans arme, at mærke hans hænder på ryg og i hendes hår. Og alligevel så smertefuldt.
Da han kyssede hende på toppen af hovedet, for at trøste var hun istedet ved at komme til at hulke højlydt.
Hun ønskede ikke de var mere end venner , hun KUNNE ikke mere....hvorfor var det så ved at rive hendes hjerte ud lige nu, at stå sådan her med ham, velvidende de bare var...venner? Hun blev svært frustreret over sine følelser, og selv om hun vidste hun elskede Tristan, havde den her uskyldige situation sneget sig ind på hende, og tavet hende med bukserne oppe....eller nede,...det kunne hun ikke hitte ud af.
Lydene hobede sig nu op og sad fast i hendes hals, hvilke hun egenlig var ret godt tilfreds med, men tårene kunne hun ikke kontrollerer eller tilbage holde, og den længsel hans simple kontakt med hende aktiverede, var ved at forhindre hendes evne til at trækkevejret, og hun frygtede at hun blev cyanotisk omkring læberne , lige om lidt.
Hun holdte masken , det bedste hun havde lært....og som leder af menneskeracen og det farlige spil de dér havde været beskæftiget med, havde hun da lært der en lille smule.

Hun stod på egne ben igen, og havde drejet sig en smule til den ene side, for at kunne tørre sine øjne, uden han behøvede at se det hele.
Lyden var det første der indikerede at hans ben ikke kunne bære mere.
" Tristan!..." Hun var hurtigt ned hos ham. " Tumpe! Du har jo overanstrenge det totalt....nu det altså hjem , og så tager du den med ro" skændte hun og kom op at stå. Hun rakte ham sin hånd, og hjalp til med at hale ham op.
Camille førte hans arm op omkring hendes skuldre, så hun kunne støtte ham, føre ham over til hesten. Den friske ben , måtte bruges til at få ham op, og også Camilles hænder på hans bagdel.
" Geeezzz...kunne du i det mindste ikke have smidt et par kilo, imens vi ikke var sammen ? Det har jeg da !" Drillede hun bagefter- og siden hen kom hun selv på plads.

Luck var hurtigt henne, ved dem begge og hilse .Den gned sin mule op af Tristans raske ben , og lagde sig for fødderne af ham, da han fik sat sig ned , med flasken af
gin.
" Gin er fint med mig? Men måske jeg skal varme noget mælk til den syge ? " bed hun igen, men smilede til ham. Nervøsiteten lå på hendes hud som et tyndt lag usynlig cream. Kunne hun trække med ind i seng ( MED tøj på)  krølle sig sammen med ham og ligge i hans arme helt til næste daggry, havde hun gjort det.
Men...sådan legede de ikke, mente hun.
Hellere kæk end kedelig, så ....
" Du kan da ikke lære mig noget jeg ER bedre til end dig i forvejen, Tristan" trommede hun på bordkanten og havde et udfordrende smil klar til ham.
"Jeg skal da have det samme som dig !... Og JEG er lidt af en mester drikker , at du ved det"

Så var der lagt i ovnen, til en hygge aften i det lille hjem.
Tristan og Camille...med alle deres nedtonet følelser gemt godt af vejen, en flaske kølige promiller til at drukne deres tanker og fjerne deres ubevidste lyst til handlinger, både de sjove , de dumme og de virkelig slemme.
Nu var det jo bare sådan med alkohol....at når sprutten gik ind....brød forsvaret ned, eller ?

// Vi byder velkommen til Sebastian Castle

Hvis man snakker om alkohol i så store mængder at Stephen King, ikke kunne finde på en passende analogi.

Og tumpet beslutninger, så katastrofale at man må sove en dag i detention, for at klæde en ged ud i julemands kostume, til en anal orgie fest med sin mor, i mere beruset tilstand end hele den irske nation. For derefter at vågne morgen efter, med chokoladesovs rester på maven, og med en homoseksuel politimand, som krammer en sovende ged.

Samt melodramatiske situationer, der minder om det værste paradis hotel afsnit, som udviser præcis hvorfor prefrontal cortex, er en del af kroppen, som mennesker generelt er begyndt at ignorere signal, til fordel for at ligge at græde sig selv til migræne, og lave 400 facebook opdateringer, fordi ens ostemad havde det forkerte antal minimeter smør lag på.

Havde man en aften som indebæreret to af overstående ting, plus en kristen skizofren dværg, ved navn Gerta, så havde man bestemt Castle´s opmærksomhed.
Castle var endegyldigt på vej til Tristans hus. Med en stærkere whisky end selv William Wallace ville sippe af, og som Rasputin slet ikke behøvede at smule piller i, for at drikke piger bevidstløse.
Vores alles yndlings maskuline ´Jeg slår dine tænder ud for at bruge dem som små bogmarkøre´ mand, havde ikke en bekymring i verden - hvilket var nok ret godt for verden -
Hans eneste rigtige irritation var, at han ikke var fuld endnu. Men det håbede han Tristan kunne hjælpe med.

Man kunne ikke være sikker, om det var et solidt bank med knurrene, eller om det var Castles hoved, som bliv slået mod døren i et fald, eller om han havde taget pikken frem, og brugt den som en gammeldags dørbanker. Man var både ikke sikker, fordi at lydene var identiske pågrund af rumfanget af hans hoved og kønsdele, var mere ens, end Scarlett Johansons to bryster. Men man kunne heller ikke være sikker, fordi det jo var Castle, og det eneste man kunne kalde mere uforudsigeligt, er en Venstre politiker.

I hvert fald bliv der banket på døren, inden en gennemtrængende stemme kom gennem huset "T! Ved det er over din senge tid, men få trusserne på igen din trans. Har mødt en pige selv du kan score, hun er på kroen, come on dude. Let´s party"
Castle plejet at være mere nede på jorden. Men at han opførte sig som en nonne på kokain, var ikke unormalt efter han havde fået drikket lidt.

”Kalder du mig tyk?” Udbrød han og lo imens han puffede til hende, og håbede at det ikke ville skabe overbalance med det skadede ben. Han havde faktisk tabt sig en smule, selvom træning havde hjulpet med at tage det meste på igen. Efter 2 dødelige skader det sidste år, havde han ligget meget i sengen og appetitten var dalende. Generelt havde hans appetit, sammen med resten af hans liv, ikke været det samme uden hende. Nu fejlede han dog intet. Andet end at være lidt blegere ned han plejede.

Tristan havde fået fisket en gin ud af skabet, og sat den på sofabordet, for at lade sig dumpe ned i sofaen. ”Finder du glas?” Spurgte han Camille, og vidste at hun ville vide hvor de var. Det samme sted som de altid havde været. Luck havde fulgt efter over en sofaen. Efter at have været huskat i flere år inden de kom til underworld, sad nogle af huskattens vaner stadig med, og selvom den store tiger var en del større end Tristan, så tænkte den nogle gange ikke helt over, hvor den ikke kunne klemme sig hen mere. Det var nok derfor den ihærdigt fik bakset sig op på sofaens ryglæn bag Tristan, så han måtte læne sig frem, så den kunne være der. Der var dog stadig plads til Camille der, hvis hun ikke satte sig i en stol.

Den glasklare gin skinnede fra bordet, og ligesom den første tår var taget, og duften af granet, som likøren var udvundet fra, havde spredt sig i lokalet, lød der en banken fra døren af noget der var uidentificerbart. Banket var hårdt, og man kunne næsten se hængslerne rasle.
”Mit gæt er at en ørn fløj ind i min dør” sagde han efter et par sekunders undren over hvad det dog kunne være, som hamrede imod hans dør. Langsomt fik han rejst sig op, og med det skadede ben humpede han hen imod døren.

Så langt nåede han slet ikke, før en ryst gik igennem døren, og rungede i rummet. Sebastian Castle tog man ikke fejl af, og slet ikke i det humør! Tristan sendte Camille et smil. Kunne hun genkende ham? Og havde hun mon set ham siden dengang? Selv havde han set en del til Castle efter han splittede med Camille. Drukture og forvrængede eventyr havde faktisk hjulpet ham igennem en del det sidste år.

”Hvis du allerede har haft hende på en prøvetur, så vil jeg ikke have hende!” Råbte han tilbage igennem døren, inden den blev åbnet med et kækt smil.
”Og tal pænt, der er damer til stede din klaphat.” Blev der tilføjet, imens han huggede whiskyen fra hans favn og skruede låget af for at lugte til den. Hurtigt trak han den væk fra næsen igen. ”Prøver du at slå mig ihjel eller hvad? ”Hostede han, men tog alligevel en tår af flasken, før han trådte til side, og lod den noget større mand komme indenfor. Træhytten havde ikke så forfærdeligt højt til loftet. Selv kunne Tristan lige stå oprejst derinde, men hoppede han rundt, ville han få hjerneskader.

Camille sparkede sine sko af i et hjørne. Hun havde altid mistænkt Tristan for at være et større ordens menneske end hun , og der var nok mange gange hvor han bed sig i tungen , for ikke at korrigerer hende. Havde han brokket sig over skoene , ville endnu et stykke tøj blive krænget af og smidt enten ovenpå , eller i et modsat hjørne , i har trods. Men da han ikke sagde noget hentede huk glas og tog plads sammen med Luck og Tristan i sofaen.
Hun strakte sin hånd op til luck og kælede ham lidt. Selv om hun vidste hun ikke var på tigerens sorte liste , kunne hun stadig blive bange eller .,. Nej ikke bange men hun havde stor respekt for den. Mere end da den var blot en hårboldt af en stray cat, kunne man roligt sige.

Et kæmpe bank , komplet uventet og ret malplaceret fik Camille til at fare sammen og se på Tristan.
" En ørn ? Prøv en flyvende Munk ! Nej... Det hedder de ikke ... ORK!" Sagde hun . Tristan rejste sig for at åbne og tjekke ud hvad der skete , men da en AL for velkendt stemme sev igennem døren , stivnede hver en muskel i Camilles lille krop.
Hun mumlede vantro ud i luften " you HAVE GOT to be kidding me"

En let dirrende hånd rakte ud efter det fyldte glas , og hun drak halvdelen , imens hendes øre flammede i en rød nuance , ved Castels ord. Kom han for at trække Tristan med ud til en dame ?
Hun gengældte Tristans smil , men noget anstrengt. Tristans svar gjorde det ikke nu ikke meget bedre , men fik da Camilles øjne til at rulle lidt ekstra mod skyerne.

Seriøst ... Hendes ex i fulde humør kommer og vil have ... Hendes ex med ud og se på piger ! Det var måske lige en stor mundfuld nok oven på at være ufrivillig fe blod doner OG skulle lære at forholde sig til Tristan igen.

Jov hun kunne kende Castle!
Det ville hun altid kunne.
Tiden med ham for 100 års siden , havde efterlade gode og hårde minder , men de var der ... Som er ar der ikke aftog men højest ændrede lidt farve med tiden.
Hun havde ikke hængt ud med ham her i underworld , ikke siden hans mordforsøg på hende -det havde , sjovt nok , ligesom været en mood killar for hende. Men hun vidste godt at han var sig selv igen og han hørte til Camilles inderkreds. Stadig.
Hvad hun ikke vidste var at han havde hængt ud med Tristan og derfor virkede det surrealistisk at han dukkede op her ... Nu.

Camille blev siddende .
Hun var alligevel for tung i røven af forbløffelse til at rejse sig. Nu skulle hun da lige se hvad de to havde tænkt sig. Men hun tvivlede faktisk på der var tilstrækkeligt med gin her i Tristans hus , til hun kunne skylle det ned, uden at hun ville få blodtrykket på overarbejde.
Castle lød ... som han var i fest humør og der kunne meget vel blive en smule trængt og optaget i den lille træhytte , når Tristan og Castle spredte deres testeron
så jovialt og generøst ud, mente hun.

// aftenen endte med noget af en promilleindtagelse.
Desværre for Camille var de to fyre ret enige i at hun havde truffet flere dårlige valg i sit liv, og de var sørme ikke bange for at hælde dén mening ud, efterhånden som de hældte promillerne ind.

Camille påstod at deres tanker var sløret og hun til enhver tid kunne...tage vare på sig selv.
Det udløste et stort latteranfald hos Tristan og Castle. Camille kunne sværge at selv tigeren Luck lignede en der lo.

Hun var den første der valkede ind og drattede omkuld i Tristans seng. Luck lagde sig på gulvet , og det kunne se ud som den store kat prøvede at vogte lidt over hende.

Hvad de to fyre fik vendt og drejet , hvad de end talte om inden Castle forlod den lille hytte , under 'dancing Queen ' en Abba sang- det....må i vente med at finde ud af til en anden god gang.

Godnat.

Out //