After so long time I "see" you again //Sean//

Han var ikke sikker på hvordan det fungerede. Men han da han så hun gik rundt, til hun til sidst stod stille og nærmest ventede på noget...Lukkede han øjnene og koncentrerede sig om det bestemte minde han ønskede hun skulle se. Om det virkede...Vidste han ikke. Men han håbede det.
*De var inde i grotte. Der var mørkt, med undtagelse af et par fakler der lyste grotten op. Fordi Sean ikke huskede noget fra da han var besvimede, kunne han kun tage udgangspunkt i...Ja, det han huskede. Ritualet var sluttet, der lå døde mænd rundt over det hele. De var endnu varme. De var netop døde, alle sammen. Delilah stod henne ved en skikkelse der lå midt i det brudte pentagram, på gulvet. Hun var iklædt en ødelagt, hvidlig kjole, som havde røde pletter over det hele, efter blod. Hun var træt, meget træt. Skikkelsen på gulvet havde sat sig op og så sig omkring, med hvad der så ud til at være et tomt blik. Sean, der så ud i rummet, men uden at registrere særlig meget. Han følte sig tom, dirigeret af mørket, af skyggerne der hviskede i hans bevidsthed. De havde taget på ham. De hviskede ting. Sære ting.
Han følte sig tiltrukket af liget foran sig. En mand, der var ladet livet ved at få halsen skåret over. Han satte sig, med tomme bevægelser, over til manden og lod hænderne glide over mandens døde, varme krop, nærmest manisk. Som et barn der var glad for at se sin mistede dukke igen. Hans hænder ramte blodet...Og han virkede, stadig med et tomt udtryk, endnu gladere. Han var ikke sig selv, han var ikke til at styre...Delilah var tydeligvis også skræmt af situationen og prøvede at få ham til at reagerer, til at stoppe og blive sig selv.
Til sidst faldt Sean om igen, besvimet.
Scenen skiftede...
Nu stod de ude foran grotten, som var tæt på en kirke i Doomsville. Solen var næsten lige stået op og Delilah og Sean sloges. Sean var såret i den ene arm, skudt. Blodet gled ned af hans arm. Men han sloges alligevel...
Men det han fokuserede på, det han ville vide Luce og få hende til at forstå...
Flere af mændene var døde, men der var også flere levende. De angreb. Skyggerne bad ham gøre det, som ville de lære ham at bruge evnen. Han rakte ud efter manden...Det skræmmende var han kunne mærke døden i alle folk. Døde som levende. Han kunne mærke en form for...dødsenergi. Han nærmest tog den levende mands dødsenergi. Manden faldt på knæ og tog sig til halsen, nærmest som om han blev kvalt. Han hostede blod op. Det var tydeligt han var ved at dø og det var fordi Sean tog noget fra ham...
Men han nåede ikke at gøre det færdig. Han blev for træt, psykisk og fysisk. Han slap manden...
Men han var ikke færdig endnu. Lidt efter greb hans dødsenergien i en af de døde mænd...Og fik ham til at gå. Fik ham til at angribe sine kammerater, som en zombie. Men Sean var for træt til at styre ham og faldt sammen, nærmest besvimede, mens manden rakte armen frem mod Del...*
Mere var der ikke at vise. Del havde skam klaret sig, hun havde slået manden ihjel...Igen...Og Sean var besvimet og huskede derfor ikke mere. Under vejs huskede han de skræmmende følelser af ikke at have kontrol...Over at kunne noget nyt, noget skræmmende og han vidste ikke hvorfor. Skyggerne havde snakket om at han var udvalgt, at han skulle hjælpe dem. Det var lettere...Men han frygtede det også lidt. Og han turde ikke øve sig på sin evne, i skræk for at...slå de forkerte ihjel eller få dem til at gå igen. Disse var ting han ikke kunne forklare med ord. Men han var nervøs for at han havde fået sine minder og følelser til at virke forvirrende. For at Luce intet forstod...Eller endnu værre...Pludselig slog tanken ham. Måske var hun nu bange for ham...Han åbnede øjnene og så på hende...

Luce kunne ikke se alt det Sean kunne huske. Hun så kun det som varsleren ville vise hende. Hun stod stille og kæmpede med varsleren. Det var dog utroligt hvor stærke sådanne nogle kunne være, men med stædighed kunne hun styre den imens hun ledte og ledte igennem varslerens minder da hun endelig kom til en scene der gjorde hende nysgerrig. Den havde gjort hende nysgerrig fordi Delilah var i den scene som Sean havde fortalt hende. Nogle af tingende Sean ikke huskede dukkede også frem, men det var ikke de vigtigste ting da scenen hurtigt skiftede. Der havde sikkert ikke været lys nok til, at varsleren ville dukke op. Hun kiggede alle scenerne igennem indtil hun pludselig slap varsleren fra sig så den faldt på gulvet og gik i stykker og spredte sig som aske udover gulvet. Der gik dog ikke lang tid før det var en alm skygge igen hos Sean. Hun stod stille og stirrede på Sean med sine kridhvide øjne der aldrig lukkedes fordi der ingen øjenlåg var. Mange ville stemple hende som udød hvis de så hende en meget mørk nat. Hun trak vejret tungt da evnen havde slugt en del af hendes energi. "Det er ved og være længe siden jeg brugte evnen sidst" man kunne høre på hende at hun var blevet lidt træt. Hun smilede stille til ham "det er da en spændende evne" man kunne høre på hende at den havde vækket hendes nysgerrighed.

Han så på hende et øjeblik, til hun sagde noget...Og hendes lidt ligegyldige svar fik ham næsten til at gå amok, helt spontant. Den sidste rest af hans selvkontrol forhindrede ham i det og han nøjede med at bide tænderne godt sammen og knytte hænderne. Hvordan skulle nogen kunne forstå det? Det var ligegyldigt. Ingen forstod det, ingen kunne hjælpe ham. Alt var altså som det plejede. Hvorfor droppede han det ikke? Hvorfor troede han virkelig tingene vil ændre sig? Man stod altid alene. Altid. Måske havde det ikke virket. Måske havde hun slet ikke set hvad den kunne og troede han legede med hende. I et øjeblik følte han for at dræbe hende...
Han kunne ikke kontrollerer evnen. Han havde de sidste par uger, samtidig som han også havde ledt efter Luce, haft det forfærdeligt. Især når han blev vred, kunne han intet styre...
Han mærkede det komme. Den prikkende fornemmelse og den måde han blev mere opmærksom på Luces energi...Den form for...Han forklarede den som dødsenergi, en form for energi der var i alt levende og ikke-levende. Han mærkede Luces...Han blev mere opmærksom på den...Og så var det som om en af skyggerne rev sig fri og begyndte at hive i hendes energi, hive den til sig. Han så væk med en hurtig bevægelse, uden at vide om Luce nåede at mærke noget. Han tvang sig til at stoppe...Han kunne næsten ikke...Han vidste ikke hvordan han styrede den!
"bare...Glem det. Jeg må gå" han virkede forhastet, da han pludselig ville gå. På ingen tid havde han forladt vinduet og gået over til døren, klar til blot at gå. Hvis han blev, var han bange for at skade hende.

Hun kunne se på hans aura, at han var blevet sur. Nok var hun blind, men hun så hans aura og den skiftede farve som hans følelser ændrede sig. Sjovt hvor meget folks aura ændrede sig med deres følelser, men det hjalp også hende en del. Hun forstod ikke helt hvad det var der havde gjort ham vred. Hun stod dog stille et øjeblik og undrede sig over, hvad det var der kunne gøre, at han var blevet så vred. Hun kiggede efter hans aura da han begyndte og gå. Hun styrtede hen til ham og tog fat i hans arm inden han var nået, at åbne døren. "Sean undskyld, at jeg virkede så ligegyldig, men jeg var nød til og tænke lidt over din evne. Jeg vil gerne hjælpe dig med den da det virker som om det er en form for skygge du bruger ligesom mig selvom det ikke er det samme. Langt fra, men jeg vil hjælpe dig så godt jeg kan" hendes stemme var rolig, men samtidig meget alvorlig. Hun ville ikke lade ham gå i den tilstand overhoved hun så hvad hans evne gjorde og det ville ikke undre hende hvis den pludselig gik amok fordi han ikke havde kontrol over den. Hun så på ham "Den bedste måde og lære, at lære og styre sin evne er og være ved nogen man ikke ønskede den skal gå udover, men samtidig kan gøre en så sur eller irriteret at det er nok til, at man vil skade personen imod sin vilje eller bare tænker den tanke"

Han var næsten ved døren, ja, hans hånd havde endda lagt på dørhåndtaget, da hun trak i hans ene arm og stoppede ham. Han havde været tæt på blot at trække den fri, men da han endnu kæmpede med sit temperament, turde han ikke. En voldsom bevægelse kunne sætte hans temperament fri. Han havde prøvet det før. Så hellere være en smule forsigtig, mens han endnu kunne.
Hans vejrtrækning var for hurtig. Det gik op for ham at han ikke trak vejret optimalt, travlt som han havde med at holde det hele i skak. Han følte sig sårbar...Og et rovdyr, der følte sig sårbar, slog igen.
"Det opfylder du jo fint!" det kom ud i en meget irriteret tone. Det var hans måde at slå igen, uden direkte at slå. At slå verbalt var hans bedste forsvar lige nu. Det skete bare, inden han kunne nå at holde det tilbage. Han sukkede svagt og trak vejret dybt. Hvad skete der dog med ham? Han kunne ikke styre det længere...
Skyggerne var der endnu. De hviskede, de talte, de grinte...De gjorde ham sindssyg. Endnu en gang fik ham lyst til blot at tage Luce...dødsenergi, som han kaldte det. Tage det eller fylde hende op med det. Men hun ville dø.
Og alligevel...Mistede han kontrollen...
Skyggerne tog fat i Luces dødsenergi, en energi alt levende og dødt besad. Trak i det. Normalt ville folk reagerer ved overraskelse, manglende vejrtrækning, så de følte at de var ved at blive kvalt. Efter et par minutter, måske mindre, ville de være døde. Døde...og dukker han kunne bruge.
Han mærkede hvordan de hev og sled i Luce. Ikke fysisk, der var intet at se...Det var kun noget der kunne mærkes. Åh, han var jo skyggernes marionet! Og han kunne ikke stoppe...Han kunne næsten ikke stoppe...Stop det! Stop det! ikke Luce!

Hun vidste det var forkert og tage fat i hans arm, men hun ville ikke have ham til, at gå og heller ikke have, at han skadet andre for det hun gjorde. Så hellere imod hende selv. Det var en hård tanke, men det ville være det rigtige og gøre. Hun slap hans arm og kiggede ned i jorden "Jeg ved det Sean" hendes stemme var blevet lav og langt fra så stædig længere som den havde været. Hun trak vejret tungt og kiggede op på ham. Enten brugte han evnen og fik kontrol over den så hun overlevede eller også gjorde hun ikke og hun ville dø, men så havde hun idet mindste prøvet og hjælpe ham. Hun kunne godt se på hans aura at trangen var der endnu til og dræbe hende og alligevel var der noget imellem hans aura der ikke ville. Hun var på dette tidspunkt glad for, at hun ikke ville kunne se ham i øjnene hvis det lykkedes ham at slå hende ihjel.
Hun mærkede hvordan noget begyndte og hive hendes energi ud af hende som om hun var ved og blive kvalt indvendigt. Hun begyndte og hive efter vejret og blev mere og mere ustabil med tiden. *Det ikke din skyld Sean* var det eneste hun kunne tænke sig frem til før hun langsomt sank mere og mere sammen og blev blegere og blegere. Hendes vejrtrækning blev svagere og svagere og hun kunne næsten ikke se Seans aura længere. Den var begyndt og blive utydelig.

Han kunne ikke leve med følelsen af ikke at have kontrol. Hele hans liv handlede om kontrol, kontrol med både de større og mindre ting. Evig kontrol og perfektion var det eneste han levede efter! og dette ødelagde det hele. Han var ikke god til uforudsete ting, så han planlagde gerne mange ting på en gang, for at komme meget på forkant. Men det var svært med en evne som denne.
Han følte sig vred. Vreden kastede kun kul på ilden og gjorde hans evne endnu mere ustyrlig. Han knyttede hænderne og så ned i jorden, selv om det gik op for ham at han ikke behøvede at se på folk, for at prøve og dræbe dem. Endnu en ny ting han havde lært! Men det hjalp ikke. Han følte sig hjælpeløs. Han var lige ved bare at overgive sig til evnen, få den til at få ham til at glemme, lade den tage magten og ansvaret for det hele. Han kunne jo ikke bekæmpe den! Og Luce...Luce blev blegere, hun fik det værre....Han havde set det før. Han mærkede hvordan det sled på hans energi, til han næsten selv var ved at besvime. Åh, at dræbe tog så meget energi, at han næsten ikke orkede at trække vejret bagefter.
Men han var ikke svag. Han havde hele sit liv kæmpet for at være stærk og var blevet stærk. Nu havde han fået et nyt middel, en ny mulighed...Havde han kæmpet så længe for at tabe nu? Og for at miste hans eneste ven?
Nej. Han måtte bekæmpe det. Kontrollerer det! Eller i hvert fald gøre sit bedste.
Han trak vejret dybt. Prøvede at slappe lidt af, selv om det nærmest var umuligt. Til sidst satte han alt ind for at bekæmpe dette, for at holde det tilbage, få det til at slippe. Han sansede intet andet end sine indre skygger. Ingen lyde, lugte eller fornemmelser nåede igennem ham. Han sansede kun sit indre, koncentrerede sig kun om en ting...
Til han tilsidst kunne mærke det slap. Det slap! Han mærkede hvordan de usynlige fingre gav slip på Luces dødsenergi og lod det drive tilbage i hendes krop...
Måske havde han forhindret det for nu. Men han var ikke sikker på han kunne gøre det igen. Han åbnede langsomt øjnene og så over mod hende. Måtte se om hun ville klare sig...

Hun mærkede hvordan livet blevet hevet ud af hende. Det hele føltes så fjernt som om hun allerede var på vej til dødsriget. Svæve væk fra verdenen hun kendte til. Hun bebrejdede ikke Sean. Ikke et Sekund. Da hendes sjæl næsten var fløjet helt ud af hende mærkede hun noget der blev hamret ind i hende igen. Hendes energi der gjorde hun stadig var i live. Den som Sean kunne tage fra hende. Hun faldt sammen på gulvet og rystede. Hun var svag, men hun begyndte meget langsomt og få sin naturlige hudfarve tilbage. Hun lå stille i et kort øjeblik før hun begyndte og hoste som om hun var blevet kvalt i timevis. "Jeg tvivlede aldrig på dig Sean" kom det svagt og lavt ud fra hendes læber. Hun lagde sig i fosterstilling for og samle energien tilbage. Hun smilede stille og roligt. Hun var stolt. Ikke stolt af sig selv. Af ham.

Han så på hende med sine mørke øjne. For mørke var de, mere end de plejede. Åh...Hun forstod så lidt. som alle gjorde. Men i det mindste var hun i live, i det mindste...
Man han havde stadig svært ved at holde det tilbage. Det var som om skyggernes protesterede. Skældte ud, fordi han fratog dem deres bytte. Det gav ham hovedpine og han stolede ikke længere på sig selv...Den eneste han ellers havde kunne stole på. Han tog endnu en gang i døren. turde ikke nærme sig hende, ville faktisk bare væk. inden noget lignende skete igen.
"Jeg...Vil gå en tur" han vidste ikke om han ville komme tilbage. Men for nu...Havde han lige brug for at slappe af, for at være sikker på han ikke dræbte hende hver andet sekund. trække vejret. Være sig selv.
Derfor lod han sig ikke stoppe, men gik. Gik udenfor og forsvandt ned af en af gaderne.
Hvad man ikke vidste var...At han ikke kunne styre det længere. Og derfor led en anden den død, Luce skulle have haft. Og han skjulte liget, som han altid skjulte dem.
Han ville gå tilbage...Om nogle timer. Når han var afslappet igen og hun forhåbentlig havde det bedre.

Hun lå stille og kæmpede med og få energien tilbage. Hun ville ikke kunne gøre modstand overhoved, hvis nogen ville voldtage hende nu. Hun havde ingen kræfter og arbejde med overhoved. Hun fik dog rykket sig lidt til siden da Sean sagde, at han ville gå sig en tur. Hun ville ikke stoppe ham. Ikke denne gang. Hun vidste godt, at når han ville ud så ville han ud og så skulle man ikke stoppe ham. Samtidig havde hun en ide om, at han bare måtte væk fra det der lige var sket. Hun fik kæmpet sig op og stå efter Sean var gået ud af døren. Hun gik træt hen til sin seng og lagde sig ned. Hun faldt hurtigt i søvn og sov i nogle timer.
Da hun vågnede var det ved og blive mørkt. Hun kiggede rundt for og se om Sean var kommet tilbage, men hun kunne overhoved ikke se ham. Hun sukkede lidt. Hun havde en ide om, at han ikke ville komme tilbage denne aften. Hun lå i sin seng og slappede af.

Der gik flere timer. Og så endnu flere. Selv om det var inde i en grotte, blev det alligevel mørkere, da solen gik ned og det blev aften. Og siden nat. Folk gik hjem, der var ikke længere særlig mange folk.
Sean vandrede på må og få. Når han blev træt i benene, satte han sig et eller andet sted, hvor han kunne se sig omkring.
til sidst kunne han ikke udsætte det mere. Selv om han helst ikke ville, var han tvunget til at se det i øjnene og gå hjem til Luce igen. Han ville jo også gerne vide om hun var okay, i god behold og faktisk overlevede.
Derfor var det midt om natten, da Sean endelig kom tilbage. Stille, for han ville ikke vække hende, hvis hun sov. Om hun overhoved ville se ham igen? Han vidste det ikke. Måske ikke. Men så måtte hun smide ham ud...Og så vidste han i det mindste hun var okay.
Han bankede let på døren, før han åbnede den og trådte ind...

Hun lå i sin seng i timevis og stirrede ud i luften. Det føltes længe og ensomt, men nu var hun også blind og det gjorde det ikke nemmere for hende. Hun steg ud af sin seng og gik hen til vinduet og åbnede det så den halv varme vind ramte hendes kinder. Hun lænede sig ind imod vindueskarmen og stirrede ud på stjernerne. Hun troede ikke på at hun ville se Sean igen, men det måtte tiden jo vise.
Da hun hørte nogen banke på døren vendte hun sig om og kiggede hen imod døren. Hun ville ikke sige noget, men det var tydeligt at se på hende at hun var bekymret for Sean. For hun vidste ikke hvordan hans nye evne egentlig påvirkede ham. Hun smilede dog stille da hun så at det var ham som kom ind af døren. Hun gik langsomt hen imod ham, men hun stoppede alligevel et stykke fra ham "Jeg troede ikke at jeg ville se dig igen" hun prøvede og virke som om hun ikke havde været bekymret for ham og at hun ikke havde troet at han ikke kom tilbage, men kendte man hende godt nok kunne man høre, at hun havde bekymret sig og troet at hun aldrig så ham igen.

Han stoppede op. Han havde troet hun lå i sin seng, ikke stod her og vogtede, som en kone der forgæves ventede på sin mand. Han tøvede. Hun kom ikke for tæt på...Det kunne han ikke fortænke hende i, han ville også selv holde en afstand, hvis det var ham. Han lukkede endnu ikke døren, men holdte den blot åben.
Hun lød bekymret. Men det vigtigste for ham var at hun stod op og så ud til at klare sig.
"Jeg..." Hvad ville han sige? Hun hadede ham nok. Som alle lærte at gøre. Og han kunne ikke være sur over det...Det var hans egen skyld. Han skulle aldrig være kommet.
"...Vil gå igen..." Det var vel hvad hun ønskede?
"...Men jeg ville se om du var okay" og nærmere kom hun ikke på en direkte undskyldning. Hvad hun sikkert også godt vidste. Han var ikke typen der sagde ordet undskyld og mente det. Men typen der pakkede det ind i andre ord og hentydninger.

Hun hørte aldrig døren lukkes så han havde sikkert ikke lukket den. Hun kiggede på hans aura og ventede på hvad det var han ville sige. Nok ville hun ikke få den største undskyldning fra ham af, men det var ikke det vigtigste. Hun gik tættere på ham og tog fat i hans arm da han sagde at han ville gå igen "Du må ikke forlade mig" sagde hun lavt og kiggede ned i jorden. Hun ville ikke have ham til at gå. Ikke igen. Hun kiggede op på ham igen som om hun stadig så ham "Normalt ville jeg være helt bange for dig, men det er jeg ikke. Hvorfor ved jeg ikke. Jeg holder stadig af dig" hendes stemme var rolig og sød som den plejede at være. Som i gamle dage hvor hun var hjemme ved ham.

Hun var så blid...Blid som en moder mod et barn, en veninde mod veninde, som en kæreste mod en kæreste, som en kvinde mod en elsker...Som en ven, hans eneste ven, mod et uhyre, der kunne finde på alt og intet. Det var specielt. Normalt ville han trække sig tilbage...Vige tilbage for denne blide berøring. Men i stedet kunne han ikke. I stedet følte han sig så sørgmodig...Som kunne han først rigtige give afløb for den sorg og forvirring, der havde samlet sig i ham, nu. Så langt væk hjemmefra, så langt væk fra hans kære Alane...
Han slap døren og skubbede let til den, så den langsomt gled i.
Hun måtte heller ikke forlade ham.
Han tøvede...Men lod sine arme glide rundt om hendes tynde krop, for at kramme hende. Holde hende ind til sig. Ikke som en kæreste ville gøre...Men som en ven. Det var ikke noget han normalt gjorde, faktisk aldrig...Men lige nu havde han overraskende nok brug for det. Som alle vel, et eller andet sted, havde. Han tæmmede sine følelser, ville ikke vise sig for svag, men det var næsten svært at lade være. Ikke et ord forlod hans læber i dette øjeblik. Ord kunne ikke beskrive noget af det.

Hun kunne tydeligt se på hans aura, at han var sørgmodig. At han havde brug for hende lige så meget som hun havde brug for ham. Han var den eneste rigtige ven hun havde. Hun vidste ikke om det samme gjaldt for ham, men en ting var sikkert. Det var, at deres venskab var guld værd. Hun smilede stille og lagde sit hoved imod hans skulder da han lagde sine arme omkring hende og holdt hende ind til sig som en rigtig ven ville gøre. Hun gengældte hans kram og blev ved med og se på noget af ham så hun kunne se hans aura. Han ville skjule sine følelser om det var for hende eller for sig selv, men hun vidste en ting og det var, at man aldrig ville kunne tæmme sine følelser ordentligt da auraerne viste sandheden. Hun stod bare stille og krammede ham "Sean...Du er den eneste sande ven jeg har" hendes stemme var lav. Næsten en hvisken.

Lad være at sige det! Sig det aldrig højt. Hendes ord ramte ham i hjertet og truede med at prikke hul, at lade ham forbløde, som han havde været ved flere gange i sit liv. Han vidste hvad dette betød. Han behøvede ikke at kunne trolddom, for at læse fremtiden.
Hun ville bringe ham mere sorg i fremtiden. Venner, kærester, koner, børn, familie...Alle bragte de sorg senere. Enden ved at de døde eller ved at de forlod en. Han havde prøvet det før og prøvede altid, forgæves, at beskytte sig mod det. Og nu stod hun og gav ham ansvaret for at være hendes eneste rigtige ven...Det gjorde ondt...Og det lunede. Skyggerne hviskede i udkanten af hans bevidsthed. Han vidste at når de overtog ham, ville han være fuldstændig ligeglad med alt og alle, som en rigtig dæmon. Men det var ikke lige nu.
Han kunne ikke få sig selv til at sige det samme. Det lå ikke til hans væsen. Han var bange for at sige det og gøre det endnu mere til sandhed.
Men alligevel reagerede han ved at kramme hende mere ind til sig, næsten så han maste hende.
Han ville beskytte hende. Hjælpe hende, når han kunne. Det var han nød til.
Til sidst slap han hende.
"Vi burde få lidt søvn..." bekendtgjorde han. Tingene ville være bedre, når de havde sovet. Slappet af. Ikke fordi han ville få meget søvn, han ville ligge vågen det meste af tiden. Når han endelig sov, blev han plaget af mareridt. Og han havde som altid mange ting at tænke over. Men hun havde brug for det. I morgen kunne de snakke om andre ting, gå en tur sammen eller lave andre ting. Han ville blive i nogle dage, før han ville tage hjem igen.
Hvornår han så ville se Luce igen, og hvor...Var usagt.

//..Out//

//Tusind tak for et dejligt emne Du skriver bare hvis du pludselig får lyst til og emne med mig igen om det så er som Rafaela eller Luce //