Maybe you could tell me? ~ Ancalagon

T: omkring 23
O: nogle få planter, ikke særlig mange
V: vindstille
P: læs nedenunder
S: Shadow Peaks

Vindstille og stjerneklart, vidunderligt. Efter en times tid, havde Lockheart stadig nægtet så meget som at se på hende. Det havde været det samme i flere måneder. Han spiste, drak vand og lå ellers bare i sin rede og gloede i dag ud og dag ind. Efter hun var flyttet fra Sean, var han blevet mere og mere deprimeret. Stakkels ham, men hvad skulle hun gøre? Lockheart kunne jo ikke bare flytte ind hos Sean ign. Sean ville jo ikke engang kendes ved hverken Lockheart eller Dae. Langtfra..
Selvom det var nat, så hun fint. Hun havde altid haft det gode syn – og nu som vampyr, var det endnu bedre.
Hun var iført en brun kjole, med en sort kåbe ud over. Hun ville ikke genkendes på turen ud fra byen. Ikke så længe der stadig var mænd efter hende.
Nu sad hun ellers bare og stirrede på Lockheart – og mumlede igen og igen det samme.
’’Gid at du ville fortælle mig hvad der er galt?...’’

Ancalagon var taget på jagt med nogle af sine kamp kumpaner og havde jagtet et stor hjorte-lignende dyr med bue og pil.
De havde fulgt dyret et godt stykke tid og det var flygtet ind i en stor kløft med Ancalagon og de andre lige bag dem, de holdt tempoet med den og havde pile klar til at skyde.
To ud af de 5 der var i gruppen havde flanket den og prøvede at nedlagt den med et overraskelses skud men fik den kun såret. Det gjorder det dog kun nemmere, for nu var der blod de kunne forfølge.
"Easy guys, vi behøver ik' at løbe os selv trætte" Sagde den ene som løb forrest, så de gav hjorten et lille forspring for at gi' den et falsk håb om at den havde sluppet væk.
Den var så forvirret og såret at den ik' havde set den kvinde og mindre drage lige foran den, så da den så den væltede den og fik brækket benet i ren forskrækkelse og lå nu foran kvinden og dragen og lavede en panikken brølen.
Lige efter, stod en Høj mand oppe på en lille høj og havde en blanding af en ringbrynje og tyk læder, med en et hånds økse i en metal ring og en bue og pil i hånd.

"Halløj der, ka' se du fik nedlagt vores bytte" Sagde han og fik øje på den mindre drage som var ved siden af, ikke særlig stor, men ikke desto mindre stadig farlig.

Dae vidste ikke hvad hun skulle gøre. Men Lockheart var kommet dem begge i forekøbet, ved at flå struben ud på dyret. Derefter fjernede Lockheart sig fra dyret og overlod det til jægerene igen. Lockheart - ligesom Dae - var ikke helt vild med tanken om at et dyr led. Slet ikke efter at folk havde jagtet det.

Dae rejste sig, uden et ord, og så op på manden. Lockheart hvæsede højlydt - brølende. Dae holdte sin hånd oppe så Lockheart vidste at han skulle blive hvor han var.
''Dyret nedlagde sig selv. Det var voldsomt såret.'' sagde hun konkavt. Hun var ikke vild med jagt, men som hun nu engang var - var hun nødt til det.

Manden stod og observerede dragen men så gav hende et lille mystisk smil som alligevel ikke rigtig viste om han var glad eller om han udtænkte noget.
"Tror du vi ku' få vores hjort tilbage?" Spurgte han hende og lige efter han havde sagt det, kom to af de andre mænd fra gruppen op på hver en side af manden.
Den første på venstre side af manden havde en lang frakke af stof og samme blanding af læder og ringbrynje på dog han havde et sværd i en skede og langt lyst hår som gik til brystkassen med et stort flettede skæg og også en et hånds økse, men dog i bæltet i hans højre side.
Den anden mand havde dog et mere trimmede fuldskæg, men havde lagt sort hår som gik ham til skuldrene med en meget stor to hånds dobbelt bladede økse som han stod med den ene hånd hvilende på det lange håndtag og resten der hvilede på hans ene skulder.
Ligeefter kom de sidste to frem som os havde en tøjstil som de andre men de var kun iført en kort et hånds økse og så deres bue som de havde i hånden med en bue som lå klar på bueen, men dog ik' spændt, endnu.

Hun var ikke ligefrem på hjemmebane i denne situation. Flere mænd - med våben - og hun havde ikke andet end Lockheart. Han var skam stærk nok, men ikke stor nok til at kunne klare flere mænd når de bar våben.
''Jeg forhindre dig ikke i at tage jeres trofæ.'' sagde hun roligt - stadig med hånden over Lockhearts hoved i en gestus til at Lockheart ikke skulle gå til angreb - men han skulle være på vagt.
Man kunne se på Lockheart at han holdte godt øje med Ancalagon.
Hans øjne var som flydende guld blandet med blod, varme og mørke.
''Lockheart, bliv.'' sagde hun stille, da Lockheart tog et selvsikkert skridt frem mod Ancalagon.

"Ah exellent" sagde han og vandrede ned sammen med de andre og satte sig ned og smilede over til Daenerys mens den høje muskuløse mand med den to hånds dobbelt bladede økse, gik igang med at tilberede dyret mens resten lavet et større bål i midten.
Ancalagon lænede sig tilbage op af en sten og kiggede så hen på Daenerys igen, "jeg håber ik' at det gør noget at vi tilbereder den lige her?" Spurgte han spørgerne.
De andre var allerede godt igang med at få bålet igang skære kød ud og lægge det på nogle sten som de brugte som pande, som virkede ret godt, da kødet allerede var igang med at steje.

Lockheart blottede tænder i en direkte advarsel.
''jeg ved det..'' tyssede hun på ham, inden hun så på Ancalagon.
''Jeg kan ikke nægte jer at tilberede mad på ingen-mands-land.'' sagde hun, og bakkede væk fra dem.
''Kom Lockheart. Vi skal videre.'' sagde hun inden hun så Lockheart bakke samme vej som hende, modvilligt.

Ancalagon så henimod dem og så at de var på vej væk.
"Hey vil forresten spørger dig om noget kvinde" Sagde han og kom ret hurtigt op på bene og luntede hen til hende med begge hænder hvilende med to tommelfingre i sit bælte og stod henne hos hende.
"Hva' for en race, er din drage?" Spurgte han og satte sig på hug foran den lille drage og så på den. Han var betaget af dens skæl og dens race den var, han holdt øjenkontakten med den dog og havde et lille smil i den ene side af sin mundvig.

//det var et kort svar :O//