At home - Stella

De seneste uger havde smidt fortiden op i hovedet på hende. DEt værste var nok at hendes var Julian var kommet tilbage - som en mærkelig form for spøgelse. Hun var taget ned til Doomsville - for tiden havde hun mest holdt sig derhjemme under sin dyne - det skete alt for meget - og Matt ønskede at han vidste hvor hun var med deres far på fri fod. Synet af hendes far havde bragt sorgen om Diego bare lidt på banen igen. Faktisk var hun kommet sig nogenlunde godt over det efter ca. 40 år uden ham - så. Men det gjorde det ike mindre hårdt for hende. Det var nok grunden til, at hun var trådt herind. Hun gik rundt for sig selv. Klædt i en sort kjole der sad tæt ind til hendes hud. Hendes hår var sat op i en høj hestehale - som svang sig fra side til side når hun fik. Stella sagde dog ikke så meget , hun gik bare frem for sig til, at hun så en der så noget så genkendelig ud - sidde og stirre frem i en grav. Som Julian lignede han et spøgelse. Næsten gennemsigtig bleg - hvilket gjorde, at hun regnede med at være sindssyg. Hun havde kendt Diego så godt nu, at hun kunne genkende ham forfra og bagfra - men tiden måtte have tricket lidt på hende lige nu. Det gjorde - at hun rystede på hovedet - men da der ikke var andre på stedet alligevel måtte hun prøve sig frem - den eneste hun kunne gøre til grin lige nu var sig selv. "Diego?" Spurgte hun en del tøvende og sank en klump - stile kunne hun mærke, hvordan hendes hænder og ben begyndte at ryste på sig af nervøsitet imens hun stille trådte bare lidt tættere på af gangen.

Jace sad i sine egne tanker, hvor en stemme forsat snakkede. På et tidspunkt begyndte den endda at synge, hvilket fik ham til at rokke sig frem og tilbage i takt til melodien. Han lukkede øjnene i, men hørte så en person bevæge sig over småstenene, først da en stemme tilhørende en kvinde, sagde et navn åbnede han øjnene. Han så op på hende, og en masse minder kom til ham. Han kendte hende. Det var hende han kendte. De var kærester, eller i hvert fald havde de noget kørende. De kyssede, krammede, havde det sjovt, til sidst så han sidste gang de var sammen. Den dag han døde. Han vendte tilbage til virkeligheden og lagde tre fingre på hans tindinger, før hans hoved ikke længere gøre ondt. Jace rejste sig op med et dybt suk. "Diego?" Han sank en klump og så på hende. "Du kendte mig. Du så mig dø." Jace lød neutral. Han vidste ikke hvordan han havde det med denne kvinde endnu. Han kendte hende, men kunne ikke huske hende. Ikke ordentligt. Det var mere som at læse en bog, man kunne se det for sig, men havde ingen følelsesmæssig forbindelse til det.

Hele stemningen virkede så uhyggelig? Han virkede så uhyggelig og skræmmende at det krøb ind under huden på hende. Så snart han kiggede over på hende - gik det op for hende - at det nok ikke længere var Diego. Hendes ansigt så neutralt ud, men lidt mistroisk anlagt. Hans ord fik hende til at give et fnøs fra sig. Nok lignede han Diego, men Stella havde haft med folk at gøre det lignede hinanden før. Og havde forandret sig ufattelig meget siden sidst de så hinanden, hvis han havde nogle af Diegos minder. Mere selvstændig, hvis man kunne sige det og ny evne. "Jeg går ingen steder. Du vidst god nok til at være et spøgelse selv ikke? Jeg vil helst ikke komme og overstråle dig." Svarede hun lidt køligt til ham - hun havde da ikke i sinde at dø, fordi han troede, at han kunne dræbe hende? Julian havde vist hende nogle af de sider spøgelser havde - derfor havde hun fået forsmag af den værste form sammen med Josh. "Hvis du ikke er Diego, hvem er du så?" Spurgte hun lidt efter og slog kort ud med armene. Hun kiggede på ham. Han var jo helt væk. Virkelig langt væk.

Jace så på hende med et halvt hevet øjenbryn. Han forstod ikke hvad det var hun sagde til ham. Han forstod godt ordenes betydning, men sammenhængen gav ikke mening for ham. "Overstråle mig?" Hans blik blev mere forvirret. "Jeg er praktisk talt gennemsigtig, det kræver ikke meget at overstråle mig." Diego.. Diego.. Navnet havde en bekendt klang over sig. Jace havde det, som hvis man har et minde fra sit barndom, som man ikke helt kan huske, men kan huske en del af det. Han lagde armene over kors og rystedet svagt på hovedet. "Jeg er ingen." Det var en poetisk måde at fortælle på, han ikke vidste det. "Jeg ved det ikke. Måske er jeg Diego, måske er jeg hans tvilling. Jeg ved det ikke, og det er fint med mig nu." Jace ville ikke tilbage til det liv han havde. Selvom han måske ikke virkede til at have det godt nu, så havde han det fint.

Hun rystede på hovedet og kiggede på ham da han var færdig med at snakke. "Du er fuldkommen sindssyg." Mumlede hun lidt, troede hun, faktisk råbte hun det lidt højt som om, at hun havde regnet med hendes hoved havde frembragt en dum illusion. I frustration vendte hun sig blot om på hælene og begyndte at gå væk fra ham. Et par enkle gange kiggede hun sig om, mest fordi, at hun hadede at tro, at hendes hoved blot legede voldsomt med hende. Det irriterede hende nået så grufuldt, men hun samlede det sammen - hun havde ikke brug for Diego, hvis det var det nogle prøvede at manipolere hende til at tro. Hun havde Selicity, Jazmin, Nora - Josh og Matt. Det var dem som betød mest for hende nu. Om så spøgelser for hendes fortid skulle jage hende - det måtte hun bare komme sig over og videre i livet med hende.
Stella satte sig på en bænk imens hun kiggede ud i en sø foran hende. Den var ikke helt ren - det var ikke en hun ville svømme i eller drikke fra, men med et par enkle blomster i - så var den nu så nydelig alligevel.

Jace stod der bare. Han så bare på hende, mens hun råbte, mens hun gik, mens hun indimellem så sig over skulderen for at se tilbage på ham. Hun blev sur, og han har ingen anelse om hvorfor. Hun kunne ikke tillade sig at blive sur. Jace var den der ikke kunne huske, han havde ret til at være frustreret. Men på trods af det, vidste han godt kvinder altid havde en grund til det. Hendes grund, kendte han dog ikke. Jace så sig omkring og en stemme i hans hoved sagde han skulle gå sin vej, så han gjorde lige det modsatte. Han gik efter hende, og stoppede op ved siden af bænken hun sad på. "Jeg er sindssyg?" En svag latter bevægede sig over hans læber. "Tell me about it." Han så ned på pladsen ved siden af hende. "Må jeg?" Jace nikkede imod pladsen, for at vise hvad han hentydede til. Det der irriterede ham mest, ved at møde denne kvinde, som han ikke engang kendte navnet på, var at han kunne huske små episoder med hende fra hans liv, men han kunne ikke huske hvem hun var, og hvad hun hed og hvilken betydning hun havde for ham. For en betydning havde hun. Men hvilken?

Da han lige pludselig havde fuldt efter hende fik hun lidt et chok, men vidste ikke rigtigt om hun skulle svare ham eller ikke gøre det. Stella sank lidt. Hvis det bare var en syg galdning der lignede Diego så skyldte hun ham virkelig intet. Desuden var hun ikke sikker på, om hun kunne stole på ham eller om hun burde stole på ham. "Du ligner bare Diego. Han døde for omkring 100 år siden. Så." Hviskede hun stille, men højt nok til at han ville kunne hører det. "Men ved du hvad, det er bare et af mine problemer. Du sikkert også ligeglad." Mumlede hun svagt og udstødte et kort fnøs af sig selv inden hun kørte en hånd henover sin ene arm. Hun kiggede fremfor sig uden egentlig at kigge over på ham, men til sidst kunne hun ikke dy sig og vendte blikket over på ham. Hun bed sig kort i læben før hun så væk. Måske skulle hun bare gå? Udover han lignede Diego, hvad var der så for hende lige her. At være høflig ved ikke bare at skride var der jo, men hun stolede ikke på ham - han havde lige sagt hun skulle dø. Altså helt ærligt. Det gjorde nok også, at hun var lidt opmærksom - selvom, at hun ikke rigtig gav udtryg for det.

Jace havde en meget skiftende adfærd og opførelse. Siden hende her kendte ham, og han ikke kunne huske nu fra tidligere, var hun en god inverstering. Hun kunne hjælpe ham med at huske. Den dødstrussel han havde smidt efter hende, havde ikke været hans. Nogle gange, kunne stemmerne tage overhånd. Især når han er følelsesmæssigt påvirket, ikke at det sker særlig tit. Han så på hende, og mærkede en klump i hans hals. Hun havde betydet noget for ham. Han kunne mærke det. "Diego døde for 100 år siden. Jeg døde for 100 år siden. Jeg tror næppe det er et sammentræf." Måske skulle han til at vænne sig til, at blive kaldt Diego frem for Jace. Men det var ikke bare sådan, at slippe et navn man havde kendt til i lige knap 100 år. "Siden jeg er en del af det, må det også være mit problem." Hans terroriserende stemmer i hovedet, var holdt på et lavpunkt i øjeblikket. Det var uden tvivl hendes skyld. Hun påvirkede ham, på måder som ingen havde gjort før. Ikke så længe han kunne huske, i hvert fald. "Men jeg forstår godt hvis du vil være alene." Jace så på hende og fugtede sine læber med hans tunge. "Jeg vil desuden ikke dræbe dig. Du har en betydning for mig, jeg skal bare finde ud af hvad." Han vendte hende ryggen, og begyndte at gå fra hende. En del af ham, ønskede at hun ville følge efter ham. Hvorfor? Hvorfor var det store spørgsmål.

Hun lyttede, men sagde intet. Det virkede uvirkeligt for hende. At alt blot skete så hurtigt og alt fra fortiden næsten sprang på hende bagfra som i de værste drømme. Tårerne brændte omme bag hendes øjenlåg og hun tvang sig selv til at holde dem tilbage. Så rejste han sig op og hun sank. hun holdt vejret, for ikke at sige noget eller misse en eneste ting han sagde. Så vendte han ryggen til og begynde at gå. Det fik hende til at springe op. En ting som hun vidste at kun Diego ville forstå voldsomt godt. Den ene ting som han havde hjulpet hende med for 130 år siden. Julian. "Diego. Min far er tilbage. Julian er tilbage." Sagde hun i en høj tone så han sagtens ville kunne hører det. Hun var bange for den mand trods alt. Hun hadede ham. Kun Diego havde hørt om hendes frygt dertil og alle detaljer om hvad der var sket. Derfor hvis det var Diego ville han vide det eller så ville det komme frem - det burde det. For det var jo den første mand hun stolede på før og da han døde var der ikke flere... at stole på udover Matt og Josh. Sådan var det med mænd i hendes øjne. Det var både forfærdeligt og godt. Okay Romeo stolede hun vidst også på - treode hun da.

Jace gik videre, indtil hun sagde et navn. Et minde vendte tilbage til ham. Han sad med hende, og hun fortalte om sin far. Hvor meget hun frygtede ham, og hvad der skyldte denne frygt. Mindet førte til flere, hele hans historie med hende kom væltende tilbage. Alt det gode, alt det dårlige. Jace faldt ned på knæ. Han så deres første møde. Deres første kys. Og til sidst, hans død. Den død hun overværede. Han tog hænderne til hovedet, da en voldsom hovedpine trængte sig på. Men nu kendte han hende. Han vidste hvem hun var, og hvordan de kendte hinanden. Det var mere end han først havde regnet med. Men alle de minder, havde også vækket nogle følelser i ham. De første følelser han længe havde følt. Han rejste sig op, og gik hen til hende. Han sagde ikke et ord, han lagde bare armene om hende. Hvad var der ellers at gøre? Ord ville ikke hjælpe.

//Vil bare lige sige, at emnet er afsluttet. Out //