A bloody good day! - Ahri

Ancalagon fik lidt af et chok da han mærkede noget vildt blødt med poter som kravlede under hans dyne og varmede hans mave, hvilket selvfølgelig fik ham til at vågne op og løftede dynen for så at se Ahri gemme sig under hans dyne, hvorefter at han så kiggede over på resten af gruppen.
"Guys, really?? spurgte han ham og kiggede så ned på Ahri under hans dyne, "og mis du må altså holde op med at lave ballade" sagde han, han var alt for træt til at gide og bruge noget energi på tingene, så jo hurtigere han kunne få dem til at stoppe med at jagte og skade hinanden, jo hurtigere kunne han sove videre.
De lov også Ahri være, men holdt øje med hende, så hvis hun prøvede på at snige sig væk, ville de være over hende.
Rogan var ikke så ond ved hende, da hun alligevel var gravid, så han ville ikke stresse hende for meget, dog var han sikkert stadig den ondeste, da det var ham som skulle lære hende at læse og skrive. Selv da hun prøvede at være besværlig og lægge sig i hans skød, smilte han kun til hende og begyndte at undervise hende, hvilket nok ikke var den effekt hun havde håbet på.
Nogle af de gange hun havde forsøgt at forsvinde, så Ancalagon godt at hun havde gemt sig under hans dyne, men stadig intet, da han tænkte det da kun var fair en gang i mellem.
Dog en af dagene hvor Rogan prøvede på at nærme sig hende og at trække hende med over til bordet for at undervise hende, blev han ramt af hendes charm og straks begyndte at at opføre sig som en forelsket teenager, men inden han nåede Ahri helt, stod der en nøgen Ancalagon mellem dem. "Wow, jeg tror vist det på tide at i holder en pause med lærdommen" sagde han mens de andre begyndte at trække Rogan væk og Rollo kastede en spand vand i hovedet på Rogan for at få ham til at blive sig selv, imens gik Ancalagon med Ahri ud af grotten og mod den sidste dør så de kunne komme udenfor.

Ancalagon grinte over Ahris legsommelighed med hans hale, det var nok et meget godt underholdings ting, det at hun prøvede at jagte og fange hans halespids.
Pludselig var der nåede som snogede sig under sneen som Ahri sad på, hvorefter at Ahri pludselig blev løftet op i luften for så at falde ned i sneen igen, dog landede blødt da sneen var så dyb at det kun lige var Ancalagon som gik helt ned til bunden.
Ancalagon førte sin hale ned i sneen som havde dækket den til igen, pånær halespidsen som tittede frem foran Ahri som så lynhurtigt forsvandt undersneen igen.
Ancalagon morede sig, var faktisk lang tid siden at han havde morede sig med sne... han kunne faktisk ikke huske hvornår han egentligt havde leget med sne i hele sit liv, gav en underlig fornøjelse i det indre at lege med den man elskede.
Han hyggede sig så meget at han på intet tidspunkt lagde mærke til en ung mand så havde hvidt varmt tøj på og lå lidt fra dem i skyggen og skrev ned på en notesblok mens han mumlede til sig selv om hvilket fantastisk syn dette var at se en drage lege med et andet dyr.
Var aldrig nået han havde oplevet i hele sin karriare som drage-forsker.

Ahri løftede kort hovedet da Ancalagon fjernede dynen en smule fra hende, hun lagde ørene tilbage. Hvor de blå øjne lyste en smule op, kun for at se hvordan han træt lagde sig ned og sove igen, dog ikke uden at kommentere på hendes opførelse. Hvor hun lavede et lille HMPF!, inden hun lagde sig ned og øjnene forsigtigt lukkede i. alt omkring hende blev sort, og hun kunne nu føle Ancalagons varme sive mod hende. det var rart, hun havde efterhånden kun være i nærheden af Arne, han var rar. Men kold når han sov, i forhold til Ancalagon var Arne en is skulptur at sove op af.
Dagene gik derefter med at undervise hende, hvor han som den første i gruppen fik lov til at mærke følelsen af hendes mest effektive evne. Hvor han nærmede sig hende, hvis det ikke havde været for Ancalagon ville det sikkert have udført sig til noget grufuldt, Ahri så det dog mere som en straf. Både for Rogan og Ancalagon, Ancalagon skulle straffes for at lade Rogan torture hendes hjerne hver eneste dag. Mens Rogan skulle straffes for at være ham der torturede hende, måden at straffe dem på. Var at få Ancalagon til at blive sur, og Rogan til at føle sig så flov at han måtte grave sig ned i et hul, som hun havde gjort når hun forsøgte at undgå hans undervisning.
Normalt ville det ikke virke at smide en spand vand over hovedet på folk under hendes Charm, da den var alt for effektiv. Dog brugte hun ikke særlig meget energi på den, hvilket gjorde at den var en smule svækket. Hun ønskede heller ikke at han skulle lide for meget, da den kunne få alle folk til at ende i fortvivelse efter, han kunne komme ud af den, men stadigvæk huske følelsen af det han havde gjort. Så hvis han kyssede hende, eller havde sex med hende ville han kunne huske det hele, og kun ende i benægtelse. Da det tit ville udvikle sig til voldtægt, endten fra hende eller så ville han være den der voldtog hende. who knows, alt sammen kom jo an på personen.

Ahri var meget legesyg for tiden, det havde nok noget at gøre med at hun ikke helt kom udenfor grotten. Alt hun lavede var bare at ligge indenfor, hvor alle bare gik som de ville, og når hun ville gå uden opsyn fulgte en af dem tit efter hende eller holdte døren lukket for hende. da hun altid kom ud i ballade, så hvis hun var alene når det skete, ville ingen kunne finde hende eller hjælpe hende hvis noget skete.
Hun sprang dog stadigvæk efter Ancalagons hale, hvor ørene med det samme rettede sig op. Hvor hun derefter rullede rundt, inden hun løb mod træet hvor drageforskeren var. Hun kunne høre hans mumlen, og var ikke sikker på om det kunne være Rogan, eller en af de andre det lød lidt som Rogan der måske skrev en del ned. Hun sprang på manden, så han faldt bag over, hvor hun sad på ham stirrede en smule på hans ansigt. Det var underligt, han lignede på ingen måde Rogan eller en af de andre, hvor underligt. Hvem var han så, han virkede ikke til at være bevæbnet eller klar til at kæmpe imod en af dem. Så hvem var han? Og hvorfor var han lige her, var han klar på at blive dræbt af en som Ancalagon?? han virkede alt for svag til det, tynde arme og store briller?

Drageforskeren fik lidt af et chok da Ahri i sin dyreform sprang på ham og sad på ham mens han kiggede op på løveungen som havde leget med dragens hale.
Han prøvede først at vifte hende af sig mens han med en nervøs stemme fortalte hende to løbe tilbage. Ancalagon kiggede efter Ahri da hun pludselig rendte væk og over mod en bakke hvor hun så pludselig sad stille bag en lille bakke af sne, så han kunne ikke se hvad hun sad og kiggede på.
"Hva' kigger du på mis??" Spurgte han spørgerne med sin dybe og næsten onde stemme, hans stemme var ikke noget han kunne styre om hvor vidt hvor ond den skulle lyde, sådan lød den bare når han snakkede i drageform.
Manden fik et chok da dragen.. begyndte at snakke?! Han kunne ikke tro det han lige havde hørt, en drage der kunne snakke som almindelige mennesker og han begyndte evrigt at skrive ned i sin lille bog mens han mumlede for sig selv om at hans kollegaere havde taget fejl i deres studier om dragernes sociale evner, de havde fundet frem til at drage ikke var andet end vilde dyr som kun var deres egen herrer og kommunikerede via helt andre former.
Han vil få så meget anderkendelse for denne opdagelse!
Drageforskeren var en ung mand i starten af 20'erne og så en smule kiksede ud, med lidt for store og runde briller, en smule overdrivelse af vintertøj på og så ellers hans rygsæk med som lå ved siden af ham med papir som var rullede sammen og stak ud og en pande til madlavning som var bundet fast ude på bagsiden og i siden af rygsækken hang der to sne ketsjers lavet af træ og snorer til når det var dyb sne eller sne man hurtigt kunne synke ned i, hvis man gik med sine normale to fødder uden hjælpemidler.
Da han pludselig så at dragen kom næmere ham og løveungen, begyndte han lidt at panikke, da han helt havde glemt at der rent faktisk var en drage jo og prøvede at få ungen af sig men var ikke stærk nok til at kunne få den af sig i tide før dragen var foran ham mens den kiggede ned på ham og da Ancalagon så den nyankommende hævede han hovedet og kiggede truende på den unge mand og en lav dyb knurren begyndte at forme sig langsomt og hans hudflapper løftede sig, hvilket var noget de gjorde hver gang at han knurrede, da det var et tegn som at han var endten på vagt, skulle til at bide, spyde ild eller bare angribe sin modstander.
Der formede sig varm damp da han trak vejret heftigt gennem næsten som blev blæste mod manden som også ramte Ahri i ryggen som han med sin hale snogede rundt om hendes bryst og løftede hende med let hed af manden og satte Ahri under sig selv mens han kiggede på den unge mand som nærmest bare var i chok over dragen og hvor stor den var.
Han havde aldrig troede at han ville opleve en drage så tæt på, eller det at han nok ville dø af en drage og lå med armene op for ansigtet og bedte om nåde til dragen.
Ancalagon angreb ikke manden men var meget på vagt over for ham, de havde lige overlevet og sluppet af med Ahris far og havde det lige så godt og stortset alle de havde mødt, har ville have Ahri, så han tog ikke nogen chancer med denne nyankommende mand, han så ikke ud af så meget, men det gjorde ham den snobbede knægt som boede i slottet som havde taget Ahri til fange.. det mindede Ancalagon om at han heller måtte se til den knægt for om han overhoved stadig var i live.

Ahri løfte sit hoved en smule da Manden begyndte at forsøge at vifte hende væk. Hun snappede drillende ud efter hans hænder, da hun så det som at lege, men da Ancalagons stemme lød. Trak hun ørene en smule tilbage, og viftede kækt med halen, hun stirrede på en mand, kunne han ikke se det? Hun kiggede tilbage på Ancalagon hvor hun nøs kært, inden hun rystede hovedet og kiggede ned på manden igen. Hun var ikke ligesom Ancalagon, da hun havde svært ved at snakke da hun var menneske, havde hun aldrig lært at snakke som dyr. Måske havde hun ikke engang et stemmebånd, hvem ved, det kunne altid være grunden til at hun ikke snakkede i sin dyre form.
Manden begyndte pludselig at skrive ned i sin notesblok, hvilket forvirrede hende. Hvorfor skrev han nu, når de legede? Det gav ikke helt mening for hende, måske skrev han ikke, men i stedet gemte sig bag notesblokken! Eller ignorede hende, hun begyndte så småt at knure af ham, hvorfor ignorere hende?!
Aahhrriirng på de underrlige ting han havde, hvorfor gå rundt med så mange forskellige ting, de fylder bare og er tunge, hvilket sænker ens fart når der er fare på fære. Hun trak ørenene tilbage da han ville løfte hende væk, men da han stoppede op og stirrede ud i den tomme luft, rejste hendes øre sig atter igen.
Hun lagde hovedet på skrå, var han nu bange for hende? Han var en underlig person. Tanken forsvandt dog, da den varme luft ramte hendes ryg, hun løftede hovedet og kiggede op på Ancalagon.
Da halen viklede sig om hende, og løftede hendes væk, bed hun drillende i den. Hun lagde sig ned i sneen, da han placerede hende under sig. Skulle de ikke lege med denne nye person, han virkede ikke farlig eller stærk, så hvorfor frygte for hvad han kunne gøre.
Sne begyndte at falde ned fra himlen, hvor lyset fra solen nærmest var varm, på trods af den bidende kulde. Alting omkring dem var smukt, så hvidt og glimtrende. Det var som små diamanter der faldt ned fra himlen, Ahri sprang ud i et til manden. Hvor hun sprang hen i skødet på ham, men inden hun ramte ham, forvandlede hun sig om til menneske. Og lå i stedet op af ham, med armene omkring hans nakke, det korte sorte hår der var en smule ulet og foran hendes ene øje, hvor hun drejede hovedet om mod Ancalagon. ”Kan vi ikke lege med ham?! Han virker ikke farlig, eller stærk” Lød det fra hende, de mange lektioner af Rogan, havde givet pote, hun snakkede næsten flydende nu, udover når hun skulle sige lange ord, så stammede hun meget og slog tit i stedet for at sige ordet.
De sorte øre var rejst, mens den hvide pluskede hale viftede i sneen. Hun var som altid nøgen op af manden, mens hun krammede ham. De krystal blå øjne, virkede helt fortryllende i dette vejr, de virkede så smukke nu når der var sne overalt. Sneen kunne ses tydligt, når den ramte hendes hår.

Manden fik noget af et chok da der pludselig i stedet for en løveunge, lå en nøgen kvinde, eller hun lignede en ung en, men hun lå omkring og holdt om hans hals og den unge professor turde ikke røre sig, da han var bange for at dragen vil gøre noget, så han lå bare og stammede og mumlede ord som ingen af dem forstod, Ancalagon var ikke en gang sikker på at det var rigtige ord.
Ancalagon sendte varm luft ud af næsen igen og varmede alt op omkring Ahri og den unge lidt kiksede professor. Sneen var smeltet og Ahri vil have følt som om at hun var inde i en varm stue med 25 grader konstant, dog forsvandt den hurtigt, da det kun var meget kort.
Ancalagon gjrode det samme igen med at snog halen rundt omkring hendes arme, da man tydelig kunne se hendes gravide mave og satte hende op på ryggen af sig.
"Jeg stoler ik' på ham og vi har haft nok eventyr efter sidste borg besøg" svarede han hende og kiggede op på hende ved at vende hovedet så deres øjne mødtes.
"Det betyder dog ikke at vi ka' udspørger ham" fortsatte han og vendte hovedet tilbage ned mod sneen for at se at han var væk, eller helt væk var han ikke, han var kommet op med sin rygsæk halt om den ene skulder mens han løb så hurtigt han kunne væk var dragen og løve-katte-pigen eller hvad hun nu end var for et væsen.
Ancalagon begyndte at gå med Ahri oppe på sin varme ryg, da han varmede sin krop op med sin indre varme, da han kunne varme sine røde blodlegmer op så hans krop blev varmet op, dog kunne han ikke gøre sig alt for varm, da nok kulde ville kunne dræbe ham helt.
Det var ikke svært for Ancalagon at indhente professoren med den hastighed som professoren havde med sin rygsæk over skulderen som raslede og raslede med alle de ting i den.
Ancalagon bed fast i rygsækken, ikke nok til at total ødelægge den, da hans tænder var skarpe nok til at kunne gøre det.
Men professoren havde fået rygsækken rigtigt på og bundet rimene samme foran sig så han kunne løbe bedre, med lige i det at han havde bundet rimene foran sig, blev han pludselig løftede op i luften.
Et ret tøsede skrig lød fra ham da han blev løftet op af dragen og bedte og bedte til dragen om ikke at spise ham og at han kun var skind og ben, hvilket nok også var rigtigt, han var ikke speciel tyk at se på, men passede nok også på den type, tynd og ranglede og at være kiksede omkring andre mennesker.
Ancalagon vendte rundt igen og gik tilbage til hvor Ahri havde fundet ham og hang ham op i en græn så han lige akurat ikke kunne nå jorden og flygte igen.
Ancalagon førte hovedet helt hen til ham og begyndte at snuse til den unge meget skræmte professor som holdt sine hænder op foran ansigtet da han hele tiden gik ud fra at nu vil dragen dræbe ham.
Ancalagon trak hovedet tilbage og lavede et kort nys og pustede en mas luft ud, som hunde når de nyste hurtigt.
"Hvem er du og hvorfor ligger du og gemmer dig?!" Spurgte han nok måske en smule for agrassivt, men på den anden side, så kunne han aldrig være for forsigtig når det galdte om at passe på hans mage.

Ahri sukkede kort, da Ancalagon fjernede hende. Hun kiggede ned på manden, som langsomt var begyndt at snige sig væk. Dog nævnte hun intet omkring det, i stedet lyttede hun til Ancalagon. ”Det ville ikke være endt så galt på borgen, hvis du ikke havde valgt at lave krig mod dem, i stedet kunne du snakke til kongen omkring der, han var en meget s-seriøs person, de lyttede til folk.” hun himlede kort med øjnene, stadigvæk en smule sur på Ancalagon over at han bragte så mange folk i fare. Udover det kunne Ahri være død i mængden, hun fnøs inden hun rettede blikket mod Ancalagon igen.
Udspørger ham, hvad skulle de spørger ham om?og hvorfor, han virkede jo så svag og uskyldig. Måske kunne de beholde ham som et kæledyr, det kunne jo være sjovt, eller bare hyggeligt. Hun kunne lufte ham, og give ham mad. Hun smilte kort for sig selv, da Ancalagon begyndte at gå. Mens hendes fantasi bare kørte afsted.
Først da de fik fat i manden igen, kom hun tilbage til virkeligheden. Da han begyndte at skrige og råbe op om nåde, Ahri kravlede op på Ancalagons hoved, hvor hun lå ovenpå ham. Mens hun kiggede ned på ham. ”Nåde? Ancalagon slår dig ikke ihjel... gør du?” Hun kiggede derefter ned på Ancalagon, hvor hun kærligt strøg hendes hånd over hans pande, hun smilte varmt til ham inden hun rettede blikket mod manden igen. ”Måske hvis du ikke svare, så dræber han dig?” der var koldt, dog en smule varmt. Det var så underligt, sikkert fordi hendes ryg var kold, på grund af sneen der faldt og ramte hendes nøgne krop, mens Ancalagon varmede hende foran, da hun jo lå ned ovenpå ham.

((mobil svar sorry))

Hvis Ancalagon havde været en kat, havde han spindet da Ahri strøg hendes hånd over hans pande, "Jeg har ikke tænkt mig at dræbe dig lille menneske, ikke med mindre du gør hende ondt" svarede Ancalagon og kiggede direkte i den unge mands øjne, "Hvem er du?" Spurgte Ancalagon ham igen, men denne gang meget mere roligt. Det var en smule svært at kontrollere sin egen drage personlighed en gang i mellem.
"J-j-j-jeg er en.. en professor inde for dragonologi" svarede han meget nervøst og skubbede sine store briller på plads da de var røget lidt ned på næsen.
"dragonologi, hva' er dragonologi?" Spurgte han den unge professor. Dragonologi var ikke noget han havde hørt før og han havde levet i flere hundrede år, var sikkert noget nyt og fancy noget for folk nu.
Dragonologi, er det noget du har hørt om før mis?" Spurgte han Ahri uden af fjerne blikket fra manden, dog havde han sat sig ned nu foran den ophængte professor som stadig virkede en smule nervøs.
Det var faktisk ret rart, det at Ahri lå op på hans hoved, det gav ham en form for afslapning, sjovt nok. Han var meget mere afslappet omkring Ahri, dog var det nok fordi at han havde været ude for at næsten miste Ahri til hendes egen fars sindsyge tanker.
Han prøvede at glemme dem og komme videre, men han havde svært ved ikke at være meget overbeskyttende over for sin egen mage, da han var bange for at miste hende.
Det var nok Ancalagons største frygt, det at miste Ahri og deres barn, da den dragerace Ancalagon er, er meget loyal og bliver sammen og beskytter sin familie til døden, at hans egen mor så selv har forladt ham er så en mindre detalje.

Ahri smilte kærligt til manden, mens Ancalagon snakkede til ham, hendes sorte øre var rejst mod manden. Som et tegn på hun lyttede til ham, hun kørte sin hånd rundt i cirkler, normale folk ville mene at Ancalagons skællede hud var hård som sten, men for Ahri var den det perfekte sted at sidde/ligge og sove på. Hun løftede sit hoved en smule, da manden snakkede om Dragonlogi. ”Drag...on... logi?” Hun havde svært ved at udtale det, men på samme tid svært ved at forstå ordet. Hun rystede på hovedet, da Ancalagon spurgte om hun anede hvad det var.
Sneen der dalede ned, fik hende til at puste ud mod snefnugene, så man kunne se dem blive til vand eller bare flyve væk fra hende. Hun gabte for sig selv, hvor hun derefter lukkede sine øjne en smule. ”Jeg træt...” Lød det fra hende, hun gabte endnu engang. Hvor et lille nys lød fra hende, et tegn på at hun også frøs. Hvis man kendte hende rigtig godt, kunne det også være et tegn på at der snart ville komme en forkølelse eller måske en lille sygdom der pressede sig på.
Hun kiggede mod professoren en enkelt gang, hvor hun pludselig fik en ide. ”Du kan tage med, skrive ned omkring Ancalagon! Om hvordan drager er! Men så ska’ du give mad!” Lød det fra hende, som et tegn på at hun ville have ham med tilbage til gruppen. Hvor professoren skulle betale med mad, for at få lov til at blive. Hun stirrede engang imellem ned på Ancalagon, med de mest bedende øjne. Som altid havde været sværre at sige nej til, hvis hun skulle være ærlig, ville hun bruge denne mand som en undskyldning for ikke at skulle komme til Rogans timer. Hele tiden snakke med denne mand, når Ancalagon sov.
Eller sige at hun skulle holde øje med ham, hvem ved måske ville det virke, måske ville Rogan helt opgive at undervise hende. Man kunne altid håbe! Og hvis det ikke virkede, kunne man altid gå tilbage til at gemme sig. Eller bide, måske bruge sin Charm evne igen, det virkede da sidst. Hvor Ancalagon trak Rogan væk, hun smilte kort for sig selv. Hun følte sig nærmest som et geni, nu vidste hun da lidt hvordan hun kunne stoppe denne tortur af en undervisning.

"Yea, det hvis også på tide at få dig indenfor" svarede enig og kiggede på manden og hvis Ahri ikke havde ligget på hans hovet, havde han kigget på hende med et hævet øjenbryn, hvis han altså havde haft øjenbryn.
"Really mis? Du ka' jo ikke en gang helt tage vare på dig selv når du møder rotter" svarede han hende drillende, da han hentød til alle de mange rotter som løb efter hende, han undlod bare lige at det var nogle ret store rotter og ikke almindelige rotter og pustede varm luft op i ansigtet på hende så hendes hår rejste sig kort i luften.
Okay tror os at Rogan kunne få mere ud af ham her, men nu ska' du ikke tro at du bare sådan slipper fra Rogans timer mis" sagde han og smilte et drage smil som den unge professor fandt noget så skræmmende men havde åbenbart intet at skulle sige, men common hvem turde sige sig imod en drage der kunne snakke, det har lige modsagt alle de teorier om drage bare var vilde dyr og for at være ærlig var han nok også en smule nysgerrig over at lære mere om denne drage, desuden så vil det kun være en ud af en milliard at man vil møde en drage som ikke bare ville dræbe en fremmet person.
Han skulle bare vide at han havde været død og spist på stedet hvis han havde mødt Ancalagon for bare en månede side, inden at Ancalagon lærte Ahri af kende. Det er skam takket være hende at han har ændret sig så meget.
Ancalagon tog fat i den unge mands rygsæk og så bag han manden via rygsækken mod grotten som en anden krokodillemor som barn sine unger af sted, da Ahri lå på hans hoved og den unge mand blev båret i Ancalagons mund.
Da de kom til grotten satte Ancalagon manden ned som faldt fladask ned med ansigtet først i sneen så bene var halvt op i luften mens han prøvede at komme op.
Da han endelig fik sig fri og vendt sig om, var det ikke en kæmpe drage med løve-katte-pigen på hovedet, men en nøgen mand med skæg og skaldet på siderne af hovedet som havde en arm omkring pigen.
Den unge mand begyndte at stamme over at dragen pludselig ikke var der hvor en nøgen mand stod, "Men.. m-men men men men, hvor blev drag.. ohhh, neej det kan ikke værerigtigthvordankandetladesiggøre?!" Kom det fra ham så hurtigt uden at trække vejret og orderne smeltede næsten sammen til sidst mens han gentog sig selv.
Ancalagon rystede på hovedet, "Mennesker.." og gik med en arm omkring Ahri og greb fat i den unge mands krave og hev ham let op på sine ben, selv med mandens tunge rygsæk på ryggen og trak manden foran sig mens at de banede sig ind i hulen til de stod inde i varmen.
Da døren bag Ancalagon, Ahri og den unge professor, pev den unge mand lige kort i chok over dørens smæk og indså at han var på fremmet territorie, i dragens hule som nogle vil sige.
Alle så hen på Ancalagon og Ahri, Ahri havde de nærmest helt vendet sig til at hun var mere ofte nøgen end beklædt når hun var inde i grotten, dog kendte de ikke den nye som Ancalagon skubbede længere ind som pludselig stod foran Rollo som kiggede ned på professoreren som følte sig som en lille mus der så på et bjerg, nøj han var stor og skræmmende!
"Hva' har vi her? Nyt kød?" Spurgte han og tørrede blodet af i noget stof, det var selvfølgelig dyreblod fra den hjort som Arne havde skudt, men det behøvede den nye jo ikke at vide, hvilket så ud til at virke, den unge professor var frosset fast.
Så kom Rogan ud af madkammeret med opsvermede ærmer og gik hen til Rollo og daskede et rent stof og fortalte ham at de havde brug for ham i madkammeret.
"Tag dig ikke af ham, hvad hedder de?" Spurgte Rogan og kiggede fra den skræmte unge professor og over på Ahri og Ancalagon, "Går ud fra at det er jer som fandt ham?" Spurgte han så med et hævet øjenbryn og lagde armene i kors som om at Ahri og Ancalagon var to børn som lige havde taget en lille hundevalp med hjem.
"Hey, du ska' ik' kigge på mig, det var Misses idé" sagde han i forsvar og løftede hænderne som tegn på at det ikke var hans idé og gav Ahris røv et klem og gav hendes nakke et kys hvorefter han gik hen mod hvad man kunne kalde en form for en garderobe, var vel mere end blanding af arsenal og tøjgarderobe for at få noget nyt tøj på og for at finde noget til Ahri.
Efter at Ahri stortset er blevet en del af gruppen, havde Rogan været ude og finde tøj til hendes størrelse, dog da han skulle få Ahris størrelse til tøj var det dog ikke uden kamp fra Ahri, da Rogan nok havde fået det til at lyde som om at de skulle træne noget mere, så han havde måtte løbe rundt efter Ahri i hele grotten og måtte endda få hende overtalt til at gå fra dyreform til menneskeskikkelse, dog fik han målene efter at Rollo og Erik havde holdt hende fast hvorefter at Ancalagon lidt havde kommet og 'reddet' hende fra de onde mænd i gruppen.

Ahri smilte kærligt for sig selv, der var koldt men som altid var Ancalagon god til at søgre for hende. ”Jeg! Det...” Han havde ret, hvis der var noget hun var dårlig til, var det at tage vare på sig selv. Hun bragte tit sig selv i fare, eller lå nøgen kolde steder. Ligesom nu, der højst sandsynlig ville bringe sygdom til hendes liv atter igen, hun sukkede kort for sig selv igen.
Hun gemte sit hoved ned i sine hænder, hun havde da taget sig godt af Ancalagon da han blev såret, deres første møde. Det var så også den eneste gang, hun havde enlig intet gjort siden for at vinde hans kærelighed, alt hun gjorde var at komme til skade eller fare. Mens Ancalagon måtte løbe ud til verdens ende for at redde hende, men det skulle ændre sig! så snart hun ville være fri for denne baby der voksede i hendes mave, ville hendes styrke komme tilbage!
Hun sukkede for sig selv, da Ancalagon forklarede at dette ikke ændrede nogle af timerne. Men hun ønskede jo ikke at have de timer, hun snakkede da meget godt nu og forstod det meste. På trods af at hun ikke forstod lange ord, og man måtte heller ikke snakke for hurtigt til hende ellers fattede hun intet. På den anden side så forstod hun heller ikke livet helt, det at spise var overvuderede for hende, hun ødlagde ting da hun ikke forstod værdien i det. Det samme for at gå med tøj og betale for ting, hvilket gjorde hende til et stort problem når de en sjælden gang i mellem, tog hende med ud på market for at handle. Da hun bare ville tage et æble fra boderne, hvis hun var sulten også spise det foran salgsmanden.
Da de kom indenfor i grotten, stod Ahri som altid op af Ancalagon med en hånd på hans brystkasse. Mens hun kiggede ned på denne professer, hvad ville han gøre nu? Han så, så forvirrede ud. Var det fordi Ancalagon nu var menneske, eller fordi han ikke var vantil at være i en grotte? Professerens stemme var skænger for Ahri, hun kiggede kort op på Ancalagon, med et blik der skreg *Han er sindsyg!* hvor hun derefter grinte kært af sig selv og professeren. Hendes pjuskede hale var viklede omkring hendes hofte, mens hun gik. For at skabe varme til hendes krop, der var stadigvæk en smule koldt. Og hun havde ikke helt været menneske i langtid, hvilket gjorde at hendes ben rystede når hun gik, og hun var meget usikker når hun gik på to ben.
Rollo var skræmmende selv for professeren, hvilket gav hende en del selvtillid. Det betød at hun ikke var den eneste der fandt ham uhyggelig, hun grinte lidt over hans reaktion. Mens Ancalagon smed tøj hentil Ahri, hun hev trøjen over hovedet og fik armene igennem ærmerne, da Rogan begyndte at snakke om hvem der havde taget ham med hjem. Hun kiggede tilbage på Ancalagon, som derefter svarede på spørgsmålet.
Ahri pegede derefter på sig selv, en smule forvirrede. Hvor et underligt smil formede sig på hendes læber! ”Han er mit nye legetøj! Så i kan få Ancalagon tilbage!” Lød det utrolig seriøst fra hende, som om hun virkelig mente det. Selvfølgelig gjorde hun ikke det, men hun havde lyst til at drille en smule, og måske se hvordan folk ville reagere. Hun var enlig heller ikke helt sikker på hvad hun sagde, eller hvad legetøj betød, da hun aldrig havde haft noget legetøj, hun var engang selv blevet kaldt for et legetøj af sin far. Men ellers ikke.

Den-den-den-den" blev professoren ved med at mumle og hørte ikke rigtig noget mens han kiggede på Ancalagon som nu stod i en bomuls trøje og nogle stof bukser efter han havde givet Ahri noget tøj. Rollo havde sat sig på hug foran professoren som ikke turde flytte sig eller røre på sig, da han var bange for at den kæmpe vildmand ville gøre ham noget.
Rogan kiggede over på den nyankommende person da han ikke fik svar, "Rollo, lad dog den skræmte mand være" kom det fra Rogan mens han stod med tallerkner og mad som skulle til at komme på bordet.
"Arh common, det jo bare sjovt" svarede Rollo og rejste sig op og gik hen for at hjælpe til med at gøre aftensmaden klar.
Ancalagon rystede bare på hovedet og satte sig over ved kaminen for at farve sine hænder da de var blevet en smule kolde eftersom han ikke kunne gøre sin menneskelige krop lige så varm som sit drage-jeg.
Professoren var i midlertidig gået i sort og lå ret morsomt, da hans store rygsæk fik ham til at blive løftet op så hans hoved, arme og ben lå ud til alle sider.
Arne var kommet helt til sig selv igen efter han var gået hjem med det nedlagte dyr og virkede til at være i ret godt humør, for han gik og nynnede en af de folkesange som de plejede at syge hvis de var fulde, dog passede han sig selv ved at lave nye pile ud af en masse grene han havde fundet.
Erik gik nu hed til den bevistløse professor med en spandvand og kastede vandet i hovedet på professoren, hvilket så ud til at få ham til at vågne op og det første han så var Erikses beskægede ansigt, de buskede øjenbryn og det lange hår som hang ned langs hans front.
"Velkommende tilbage lille mand" hilste han og greb professorens arm og fik ham op og stå igen og puffede ham længere ind, så han ikke stod ved døren og fik kold luft i ansigtet som sneg sig ind igennem sprækerne under døren.
"Men men.. de-han var en drage før og nu et menneske, men han var en drage før.. hvo-hvordan?!" spurgte han og kiggede rundt forvirrede.
Hvad lavede han her? Hvorfor var han herinde? Han skulle aldrig havde ledt efter en drage på egen hånd, hans kollegarer havde gjort grin med hans studier om at drage var meget mere inteligente end man normalt troede, hvilket var noget de mente var forkert og var nok derfor at gjorde det, for at modbevise deres hånelse.
gruppen kiggede på hinanden da Ahri snakkede om professoren og Ancalagon og så udbrød Rollo i latter, Hahaha du ka' ikke engang tage vare på dig selv!" og forlod hovedrummet i grotten i latter for at hente noget mere mad til bordet.
Ancalagon løftede pludselig Ahri op i sine arme så deres øjne mødtes, "Godt forsøgt mis, men mig slipper du ik' fra" kom det fra ham med et lille smil og begyndte drilisk at nappe hendes hals men midt i napperiet blev de afbrudt af professoren som pludselig på ingen måde virkede rædselsslagen eller forvirret, for pludselig var han over ved Ahri og Ancalagon og gav Ancalagon lidt af et chok, "fascinerende! En drage og en løve-katte-pige der har fundet hinanden som mage! Meget fascinerende!" Kom det pludselig fra siden af Ancalagon som gav ham lidt af et chok så han kom til at lave et lille hop i luften så Ahri røg lige kort op i luften og ned i armene på Ancalagon som så gjorde at hendes vægt også kom bag på ham, så de begge endte på gulvet, Ancalagon på sin røv og Ahri i hans arme på ham.
Rogan faldt i grin over det pludselig stunt der blev lavet mens professoren ivrigt skrev ned i sin notesblok og kiggede op og gik igang med at stille ekstrem mange spørgsmål til dem begge som Ancalagon slet ik' så komme, hvordan kunne nogen gå fra at være så bange og nervøs, til at være sådan en pain in the ass?!
Han stilte spørgsmål til Ahri om hvor langt henne hun var i sin graviditet og hvordan hende og Ancalagon havde parrede sig og om det var kun for at producere eller om der var følelser blandt dem og han stoppede ikke der, pludselig vendte han sig mod Ancaalgon og stilte ivrige spørgsmål om han var en drage eller menneske og om han altid havde kunne forvandle sig, om han kunne spyde ild og om der fandtes flere som ham.
Alt i mens var Rollo ved at få noget mad galt i halsen over at grine så meget på den måde det hele havde formede sig ud på og Erik måtte komme over og daske ham på ryggen for at få maden op igen.
Ancalagon sad bare med Ahri på sig og kiggede på hende med øjne og man kunne bare se på hans øjne hvad han sagde, 'du skulle bare vælge at have ham med hjem??'.

Da professeren pludselig faldt om, kunne hun ikke lade vær med at grine. Han lå så underligt, det virkede næsten som om han var ved at lave Joga. Hun trådte hentil Ancalagon, hvor hun lagde sine hænder på hans skuldre, hun lænede sig derefter ind over ham mens han fik varmede sine hænder. Hun kiggede ned på ilden, inden hun lod sine kolde hænder køre ned af brystkasse, hvor hun langsomt kørte dem op. Med blide bevægelser, kørte hun sine hænder op til hans hals og stoppede ved hans hage. Hvor hun løftede hans hoved en smule, så han kiggede op mod hende. hvor hun pressede sine læber mod hans, hvor hun lød deres læber smelte kort sammen.
Hun brød kysset, da de kastede vand på ham. hun sprang til side, for at undgå vandet. Hvor hun stirrede ondt på Erik, de havde torturede hende så mange gange efter hånden. At hun var utryg ved selv Erik, den fyr hun ellers så som kramme bamsen, ham hun spillede med og når hun kede sig, satte hun hans skæg på så mange underlige måder som hun fik lov til.
Nu havde det ændret sig, hun spillede ikke med ham mere undgik ham heletiden, sammen med de andre. Hvor hun kun holdte sig i nærheden af Ancalagon, og når han ikke var der gemte hun sig nærmest i en kasse eller lod som om hun sov.
Ahri rakte tunge af Rollo, da han forlod rummet i latter. Han sagde det samme som Ancalagon, hun kunne ikke tage vare på sig selv! Men hun… hun var den næst stærkeste i denne gruppe, hvis Rollo valgte at angribe hende, ville hun kunne lamme ham. og i den tid hun ville kunne lamme ham, ville hun kunne suge alt energi ud af ham, hvor hans hjerte ville give op. Ancalagon var den stærkeste, da hun ikke ville kunne lamme hans drage form på nogle måder. Han ville bare føle at hans tå sov, hvis hun forsøgte at lamme ham i sin drage form.
Hun ville have kastet en lammelse efter Rollo, hvis det ikke havde været fordi Ancalagon samlede hende op i sine arme. Hun kørte sine øre en smule tilbage, af forskrækkelse hvor hun derefter smilte uskyldigt til ham. hun drillede, hvilket Ancalagon selvfølgelig havde regnet ud meget hurtigt. Hun grinte kærligt da han nappede efter hendes hals. kunne man se hvordan hendes pjuskede hale viftede glad fra side til side, hvor ørene havde rejst sig. mens hun skubbede hans hoved væk engang i mellem, med en kærlig latter.
Det pludselige hop, fik derimod Ahri til at grine ekstra meget. Man ville måske forvente et skrig fra hende, men derimod så hun bare det sjove i det. så højt fløj hun jo heller ikke, han var jo ikke hulk. Det at Ancalagon faldt sammen og hun lå ovenpå ham, stillede hun sig på fire over ham. hvor hun endnu engang pressede sine læber imod hans, da professeren pludselig begyndte at snakke til hende. satte hun sig ned ovenpå Ancalagon, lige under bælte stedet.
Professeren virkede pludselig så ligefrem, end før da han var rædselslagende. Hun trak ørene en smule tilbage, da han begyndte at spørger om hendes graviditet. Hun anede jo ikke hvor langt hun var, hun vidste jo ikke engang hvad graviditet var dengang Rogan udbrød at hun var gravid. Men hvis hun skulle gætte så var det nok omkring 2-3 måneder måske 4 lød det fra hende.
Hans pludselige spørgsmål om deres sexliv, fik hende dog til at vise en helt ny side af sig selv. Den Ahri der enlig havde sex foran alle, hvis hun havde lyst, sad nu og rødmede. Hele hendes ansigt blev rødt som en tomat og hun stammede, hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Øjnene blev uskyldige, mens man kun kunne mærke hendes panikken. Hvad skulle hun svare, de parrede sig normalt? Eller gjorde de? Hvordan gjorde man enlig, og hvorfor gjorde man det enlig?! Hun kiggede skiftevis på Ancalagon og professeren. Hvor hun i ren panik kyssede professeren, efterfulgt af hende der sprang væk. Et kys forvirrede altid folk, og gjorde dem underlige i hovedet, så han ville med sikkerhed stoppe sine spørgsmål helt.

Ancalagon nød Ahris kys da hun kyssede ham ovenfra og gengaldte kysset og førte sin ene hånd nyvarmede hånd mod hendes kind og nussede noget hår.
Ancalagon troede ikke sine egne øjne da han så hvordan hun sad og rødme helt vildt, hun så utrolig kær ud og han kunne se hun var ved at panikke ved professorens spørgsmål og så.. så kyssede hun ham?
Da hun sprang væk kiggede Ancalagon lidt på professoren og derefter på Ahri og rejste sig op, "Mis var det virkelig nødvendigt?" Spurgte han, ikke i en irriterende tone, men mere i en 'behøvede du lige at gøre det?' tone og gik hen til hende og lagde armene om hende og trak hende helt ind til sig og bukkede sig lidt ned så deres hoveder var i øjenhøjde hvor han smilte beroligende til hende.
Professoren sad bare med hånden rejst og en kulepen som havde peget mod Ahri og Ancalagon og rørte sig ikke da han bare sad og kiggede stift ud.
Ancalagon kiggede over på professoren da han ikke rørte på sig, hvorefter han kiggede tilbage på Ahri med et spørgerne blik, "Hva' fanden har du gjort ved den stakkels mand, han har sikkert ikke engang prøvet at få et kys før" kom det fra Ancalagon som rejste sig op og gik hen foran professoren som stadig sad og bare kiggede stift ligeud.
Ancalagon prikkede til professorens pande så han væltede bagud og landede først på røven og derefter på ryggen hvor han kom til sig selv igen og satte sig op og kiggede forvirrede rundt, Hov, hva' skete der, hvor er jeg?" Spurgte han og kiggede forvirrede rundt, som om han lige var vågnede op i et nyt rum han aldrig havde set før.
Han så op på Ancalagon og fik lidt et shok og rejste sig op lyn hurtigt og var ved at vælte bagover, men holdt belancen.
"Haha jeg tror vist vi har os en jomfrue her" kom det fra Arne og sad med stolen vendt rundt og armene på ryglændet og hagen hvilende på armene og havde fulgt det hele fra sin plads.
"Hva' satan, en ung jonfrue?! Det ka' vi ikke have!" Kom det fra Rollo som kom ud af madkamret igen med de sidste ting og satte det på bordet hvorefter han satte sig til bords og begyndte at tage for sig af alt den forskellige mad der var på bordet.
Rogan satte sig også ned og tog for sig af maden hvorefter Ancalagon gik hen til Ahri og tog hende ved hånden og trak hende indtil sig og da hun kom ind til hans krop mødtes deres læber i et langt og ubeskriveligt dejligt kys. Professoren rejste sig op og kiggede hen på Ancalagon og Ahri men blev afbrudt i sine bevægelser for at gå hen og stille dem flere spørgsmål men blev stoppet af Erik som bare rystet på hovedet og skubbede ham hen til bordet og da professoren ikke ligefrem var pumpede, stærk, høj, farlig at se på, lidt af en nørd at se på, turde han ikke andet end at gøre som han fik besked på og satte sig ned mellem Rollo og Erik som nærmest lignede bjerge i forhold til ham.
Ancalagon slap Ahris læber og smilte glad til hende og nikkede mod bordet og trak hende blidt med sig hen så de kunne sætte sig og begynde at spise og der var nok mad til alle, endda med den ekstra person til bordet.
Ahri sad til højre for Ancalagon og fik et lille klep i røven før hun fik sat sig og havde Arne til højre for sig som selv sad og tog for sig af maden.

Hun trak ørene tilbage da Ancalagon spurgte hende om det var nødvendigt at hun lige skulle kysse professoren, selvfølgelig ikke… hun kunne altid have slået ham, men virkede det ikke lidt ondt hun kiggede op på ham med uskyldige øjne, hvor hun derefter gnuppede sit hoved op af hans bryst inden hun kiggede op på ham igen, med selv samme uskyldige øjne. Uden at sige noget, da han trak hende indtil sig, rejste hendes øre sig en smule. Et lille kærligt smil formede sig på hendes læber, mens Ancalagon smilte til hende. hun var vel ret lav i forhold til ham, gad vide om det undrede folk om hvor gammel hun overhovedet var, Ancalagon kunne være i et forhold med en på 15 år og ikke engang vide det.
Hun løftede blidt på skulderne, da Ancalagon spurgte hvad hun havde gjort mod manden. Hun havde kysset ham, var det ikke det deres snak handlede om som før? Hun lagde hovedet en smule på skrå, mens hun kiggede på professoren.
Hun grinte kærligt over at han væltede på røven, var han virkelig så svag. Tænk at et kys også kunne lamme, og hun behøvede ikke engang bruge sine kræfter på det. hun kiggede tilbage på Arne som snakkede, hvor hun endnu engang lagde hovedet på skrå. ”Jomfru? Hvad er Jomfru?” hun drejede hovedet mod Rogan, han var den med alle svarende så hvis hun nogle sinde var i tvivl om noget, ville Rogan være den hun ville gå til. Selvom hun tit undgik det, men efterhånden forstod hun alt. Desværre brugte gruppen ikke helt perverse ord overfor Ahri, hvilket gjorde at hun aldrig ville forstå en voldtægts mand der ville snakke sjoflet til hende, samlet med de ord som Jomfru.
I det mindste var hun ikke genert over at spørger dem, der var så mange der ville være totalt bange for at virke dum. Mens Ahri var kold over det, hvis de kaldte hende dum blev hun dog såret, og satte sig i et hjørne. Hun mente jo ikke selv hun var dum, hun var bare uvidende siden hun ikke rigtig havde hørt stemmer fra andre end Fenris, som kun sagde få ord til hende.
Maden der blev sat på bordet, fik hendes opmærksomhed kort. Dog forsvandt den hurtigt da Ancalagon greb Ahris hånd og kyssede hende, hans læber var som altid rare. Bare følelsen af dem fik hendes hale til at falde til ro, hendes øjne lukkede roligt i mens hun kyssede ham kærligt igen. Det føltes dog altid som alt for kort tid, når de adskillede deres læber fra hinanden. Hun løftede sine øre en smule da de skulle sætte sig ved bordet, det lille knib i røven fik hendes hale til at slå Ancalagon. det vækkede dog ikke opmærksomhed, da hendes hale tit slog folk, som Rollo da de mødtes første gang.
Hun satte sig ned, hvor hun begyndte at tage for sig af maden. Her på nylig var hun begyndt at spise kød igen, dog ikke så meget fisk mere. da man ikke kunne fange fisk i de frosne floder og søer. Selv hvis man fangede nogle, var det for koldt til at sidde udenfor i særlig lang tid. hun spiste dog stadigvæk bær, bare i mindre mængder end før. Hendes øjne var sat fast på professoren som sad mellem Erik og Rollo. i det mindste havde han Erik til at beskytte ham mod Rollo, ellers ville Rollo sikkert æde ham hvis der ikke var nok mad.

Alle kiggede på hinanden da Ahri spurgte og før Rogan nåede at svare, afbrud Arne ham med et smil, "En jomfrue er når man ikke har taget et kvindes fisse" forklarede han ret lige på og tog en af sin bøf med et fornøjerligt smil.
"Jah det var en måde at forklare det på Arne, men det er korrekt det han sagde, hvis man ikke har haft samleje med en anden person" forklarede han i en lidt mere pæn måde. Man kunne se på professoren at han ikke anede hvad han skulle sige og han var roserød i ansigtet og havde lyst meget lyst til at forsvinde lige nu, hvilket fik Rollo til at grine højt over professorens flovhed og gav ham et godt klap i ryggen, "Tag du det roligt du! Vi ska' nok få dig ud af sin jomfruskal på ingen tid!" fortalte han professoren som bare sad og ikke anede hvad han skulle gøre, "ej det-det behøver i a-altså ikke og jeg har det også lige så f-fint" prøvede han stammende at forklare Rollo men fik bare endnu et klap i ryggen som fik professorens briller til at rygge ud på næsetippen som han skubbede på plads igen.
"Sluder du, det ska' du ikke tænke på!" fortsatte han og tog ikke et nej for et nej, imens sad Ancalagon med den ene arm på siden af hendes mave og spiste med den anden hånd. Andre gange kunne han finde på at drille hende ved at køre den ned mod hendes baller og videre hen over hendes inderste del af halen og styge den, da han vidste at hun elskede det under sex, dog var der ingen af de andre som vidste det, så de vil ikke vide hvorfor at Ahri pludselig ville komme med nogle underlige lyde hvis hun blev tændt.
Da de havde spist færdig var der intet mad tilbage på bordet og man skulle næsten tro at der havde været 10 mand ekstra som havde spist med dem, dog begyndte Rogan og nogle af de andre at skylde tingene i den lille å som gik gennem grotten så det kunne blive rent og brugt igen.
Erik og Arne havde fundet kortene frem og spillede mod hinanden mens Rollo hjalp Rogan da han nok havde trukket professoren med sig indtil byen for at få noget på den dumme og man kunne tydelig se på professoren at det ikke lige var noget han havde lyst til.
Ancalagon havde løftet Ahri op i sine arme og gik hen til ilden hvor der var efterhånden blevet faktisk ret hyggeligt at sidde, masser af store pelstæpper, og et tæppe over en træstup som man kunne enten lænde eller sidde på den mens man nød ildens varme og samtidig kunne se ud i grotten og til de andre.
Han satte sig ned med Ahri i sine arme så de kunne slappe af og nyde aften sammen og slå mave, eller Ancalagon skulle hvert fald slå mave og havde halvt lagt sig ned og var begyndt at nusse Ahri blidt.
Professoren sad og kiggede rundt og rejste sig så op, "ikke fordi at de her var være rigtig hyggeligt, men jeg tror at jeg må.. smutte!" Kom det fra ham mens han havde svinget sine arme lidt frem og tilbage mens han havde bakket bagud mod døren som tegn på at han var ved at forlade stedet.
"Jeg troede du havde hovedet fuld af spørgsmål?" Spurgte Ancalagon drillende fra sit sted ved ildpladsen.
"Jup jeg er sikker på at jeg har fået alle de svar jeg havde brug for, tak tak men jeg må heller se at komme af sted, så.. hej hej!" sagde han akavet og forsvandt ud af døren.
"Awwh, var ellers helt ved at kunne lide den lille splejs og vi var ellers ved at blive SÅ gode venner" kom det sakastisk fra Rollo og kom til syne igen og fjernede resterne fra bordet sammen med Rogan.
"Jeg tror nærmere at du skræmte ham væk" kommenterede han Rollo og forsvandt ind i madkammeret igen efterfuldt af Rollo som sagde noget og grinte bagefter af noget man ikke lige kunne høre.

Arnes måde at forklare hvad en Jomfru var fik hende til at kigge omkring sig. ”Så i er alle Jomfruer… udover mig?” Lød det fra hende, de havde jo ikke ligefrem en *Fisse.* som han så pænt sagde, hvilket betød at alle var Jomfruer, selv Ancalagon. dog forklarede Rogan det pænere end Arne, hvor hun derefter nikkede. Så de var ikke Jomfruer, eller hun vidste ikke med de andre, det tydede ikke på at Rollo var i hvert fald. Nogle gange kunne Arne godt virke en smule uskyldig, men det var også det eneste.
Da Ancalagon begyndte at nusse Ahris hale, fik hun hurtigt drejet rundt på stolen, hvor hun skubbede Ancalagon af stolen, hvor hun derefter skubbede Arne af den anden. Bare fordi Ancalagon ikke skulle være den eneste der skulle rode rundt på gulvet, hun begyndte derefter at snuppe lidt af det gode fra deres tallerkner. Det gode ved at skubbe folk ned af stolen, så var deres mad ubevogtet så hun kunne snuppe det bedste stykke af kødet, de saftige stykker de to havde hapsede inden hende.
Maden forsvandt som altid, måske burde de spare mere på maden, da de så ikke behøvede at jage hele tiden. På den anden side, kunne hun godt lide at jage bare følelsen af det. ikke at hun var den der jagte ting med de andre, men det at luske rundt og fange ting, hun elskede det.
Hun nåede knap nok at rejse sig op, inden Ancalagon fik hende løftet op i sine arme, hun kiggede kort op på ham og derefter ned på det beskidte bord. Tja så skulle hun ikke gøre rent, det var altid noget. Hun svang sine arme om Ancalagons nakke, mens han bar hende mod bålstedet, hvad han satte sig med hende. hun nussede sit hoved en smule op af hans brystkasse, og derefter hans kind. Inden hun kyssede ham kort, hun lå ovenpå Ancalagon, med fødderne mod ilden og ansigtet imod Ancalagons, med et kærligt smil på sine læber. da lyden af professorens stemme, fik hende til at kigge tilbage på ham. han ville smutte? Men var han ikke hendes kæledyr, måske viste hun ham ikke nok kærlighed?
Da han løb ud af døren, satte hun sig op. Hvor hun kiggede omkring sig, inden hun forvandlede sig til sin dyreform, hvor hun derefter susede efter ham. hun sprang op på hans ryg, så han faldt ned sneen med hovedet først. Hun satte sig ovenpå ham, mens hun kiggede sig omkring. Hun havde fanget ham, orv hvad hun var næsten som gruppen, at fange et løbsk dyr, på trods af at dette ikke var et dyr, dette var mere et menneske? Hun snuste til hans hår, hvor han pludselig rørte på sig, hvilket fik hende til at springe ned af hans taske. Hun kiggede op på ham, med hovedet en smule på skrå og halen viftende i luften. måske ville han løbe igen, hun var klar, dette var en leg ikke? Den var underholdene, det skulle nok blive sjovt.
gad vide om Ancalagon ville være med til denne leg, på den anden side ville han nok bare mase ham hvis han ville lege med. så den gik nok ikke, eller også spise ham ved et uheld, det skulle helst ikke ske.

Ancalagon kiggede efter Ahri da hun rejste sig op, hvor skulle hun nu hen?
Han rejste sig op og fulgte efter hende og så hun løb op af tunlen og ud af den yderste dør og forsvandt udenfor.
Professoren lå pludselig med hovedet i sneen igen og fik sat sig op da Ahri gik af ham og hun gav ham et lille chok så han kom op og stå og bakkede bagud mens han prøvede at vifte Ahri væk som man vil gøre med en hver anden hund man stødte på.
"Så, væk med dig, pishh pishh, tilbage i grotten med dig, hva' end du er" kom det fra ham mens han gik baglends og prøvede at komme væk fra Ahri.
Professoren vendte sig rundt og gik rundt om et træ for ikke at støde ind i det, men stødte ind i Ancalagon i stedet så professoren vældtede og lavede på sin røv og kiggede op på den store mand med det barbariske look, han holdt endda sin hånd om sin et hånds økse helt op til metalet så træhåndtaget pegede strå op af.
Han satte sig ned foran professoren som kravlede en smule tilbage og stødte ind i Ahri og kiggede over ryggen og et lille fimsede chok kom fra ham og holdt hånden op foran ansigtet.
Ancalagon havde virkelig svært ved ikke at flække af grin over denne lille splejse mand som stortset intet kunne andet end at snakke og være nervøs for alt omkring sig.
"Hvordan har du overhoved overlevet i verden?" Spurgte han med en ret stor nysgerrighed og prikkede til ham med skaftet af øksens håndtag efter havde sat sig ned på hug foran professoren.
Professoren stammede bare og anede ikke hvad han skulle sige, mest fordi at Ancalagons drage øjne gjorde ham en smule mere nervøs men også fordi han faktisk ikke rigtig havde noget bud på en fantastisk løsning, han havde bare gjort det, overlevet sin tur, det skulle man vel ikke havde et svar på, vel?
"Du er jo ikke andet end skind og ben" fortsatte han og tog fat i professorens rygsæk og fik ham op på hans ben igen.
"Uha, det var stærkt" sagde han og skulle lige balancere sin vægt og rygsækkens vægt og imens gik Ancalagon hen til Ahri og satte sig på hug og aede hendes over ryggen og kløede hende bag øret.
"Du må altså ikke bare sådan løbe udenfor, ka' ik' holde til at miste dig endnu en gang" sagde han dog med et lidt mere seriøst ansigt. Det var sandt det han sagde, han var rædselsslagende for at midste sin mage, miste Ahri endnu en gang og når han nu også vidste at hun bar på deres barn, var hans ekstra nervøs for at hun blive blive taget væk fra ham eller han ville miste hende.
"Uhm må jeg ikke godt spørger di-jer mener jeg?" Spurgte professoren pludselig og havde pen og papir frem igen og så ud til at være klar på at skrive ting ned.
"Hvad er i for nogle væsner?" Spurgte han dem begge mens Ancalagon sad halvt på hug og nussede for Ahri og gnubbede sit hoved blidt mod Ahris.

Da han begyndte at vifte hende væk, løftede hun sin ene pote og slog legende ud efter hans hånd. Roligt fulgte hun efter ham, dog måtte hun hoppe lidt i den lidt høje sne, den var høj for hende men nok kun lige til at dække ens fødder, for Ahri i sin dyre form gik den hende til hendes mave hvilket gjorde at hun hoppede for ikke at bane et sne bjerg foran hende. hun sprang væk da han væltede ned på røven, hvilket fik hende til at lave et lille piv. Bare af chokket, hun kiggede derefter op på Ancalagon som stod og så dejlig ud. Hun lagde hovedet en smule på skrå, mens hendes ene øre lagde sig en smule ned.
Hun bukkede hovedet en smule ned, lidt som et tegn på at hun vidste at hun havde gjort noget hun ikke måtte. Da han så lagde hånden på hendes hoved, begyndte hun at spinde, mens hendes øjne lukkede roligt i. det var altid rart, bare det at blive kløet bag øret, men også det at være i nærheden af Ancalagon. hans stemme alting var rart, inærheden af ham følte hun sig tryg. Måske en smule for tryg, hvis hun ikke fik det ændret ville hun sikkert ende med at støtte sig op af ham hele sit liv. Ville det virkelig være ok med Ancalagon?
Professoren begyndte atter at snakke til dem, han virkede så nervøs hele tiden, havde de ikke lige vist ham at de intet gjorde. Så hvad var der at være bange for, hun forvandlede sig atter igen, hvilket fik sneen til at flyve rundt omkring dem, hvor det derefter dalede ned mod jorden igen. Hun lagde begge hænder ind mod Ancalagons brystkasse, hvor hun pressede sig selv en smule indtil ham, mens halen enlig dækkede hendes røv. Og hendes arme dækkede hendes bryster en smule.
”Det ved jeg ikke.” Lød det fra Ahri, den første sætning hun havde lært var den, hvilket gjorde at hun altid havde så nemt ved at sige den. Det samme galte *Hvad betyder det.* Hendes hår var stadigvæk en smule kort, men længere end den dag det blev cuttede af Fenris, hun lod sit blik køre en smule op på Ancalagon, hvor de uskyldige øje nærmest lyste op. Hun var som altid nøgen i sneen, hvilket måtte være koldt for hende. hun var dog bedre til at holde på sin varme end Ancalagon, hendes øre kørte en smule tilbage, mens hun lod de elegante krystal blå øjne smelte sammen med Ancalagons. ”Hvad er jeg?” lød det med en lav dog varm stemme, hendes hale bevægede sig ikke, hvilket galte hendes øre. Dette betød som altid at hun var seriøs, sur, eller trist.

Ancalagon kiggede fra Ahris ubeskrivelige smukke øjne til over på professoren som hævede lidt en hånd som et tegn på 'don't hit me'.
Ancalagon kiggede tilbage på Ahri og smilte varmt til sin mage og lagde begge sine hænder på bagsiden af hendes hoved og kyssede hendes pande og så hende så dybt i øjne.
"Du må være hva' du har lyst til at være mis" fortalte han hende og slap hendes baghoved med den ene hånd hvor den anden rykkede ned til nakken og nussede hendes nakke og løftede hende.
Han kiggede hen på Professoren med et seriøst blik, "Hvis du virkelig vil vide hvad jeg er, må du vente her til jeg kommer tilbage" fortalte han og så gik hen tilbage til grotten og forsvandt ind af døren og ned til grotten de andre var med Ahri.
Da Ancalagon kom ind i varmen igen med Ahri, gik han hen til klædeskabet med hende og satte hende ned og smilte endnu en gang varmt og så hende dybt i øjne og kyssede hende ømt og slap hendes læber og fandt noget tøj til hende.
"Er tilbage om lidt mis" og så kyssede han hende endnu en gang og ventede på at hun fik taget noget tøj på så de kunne gå op igen.
Da Ancalagon og Ahri kom op igen i sneen, sad professoren der stadig og skrev ned i sin journal men kiggede op da han hørte sne blive trådt ned og kiggede op og så Ancalagon og Ahri med meget varmere tøj på.
Før at professoren nåede at rejse sig op havde Ancalagon sat sig på hug foran professoren med sin et hånds økse i hånden.
"uh halløj, det var hurtigt" kom det lidt forskrækket fra ham og kiggede på Ancalagons øjne, de flippede ham en smule ud, da de ikke var normale og gjorde ham usikker.
Han kiggede over på Ahri og smilte usikkert til hende, da det var tydeligt at han var utryk med hvad der ville ske og hvad han egentligt havde bragt sig selv ind i.
Ancalagon begyndte at tage tøjet af, til professorens shok som fik ham til at bakke en smule bagud, "Ø-øhm hvad laver han??" Spurgte han Ahri og holdt hånden op foran øjne for ikke at kunne se på den nøgne Ancalagon.
Ancalagon rullede bare med øjne, nøgenhed var ikke noget han pinlig berørt over og han er nøgen som drage, så hvad sku' forskellen dog være mellem at være drage og menneske?
Professoren fik et kæmpe chok da Ancalagon forvandlede sig og hele hans krop begyndte at knække og brække knogler til at sætte dem sammen på en anden måde.
Selv de smertebrøl der lød fra Ancalagon fik professoren til at spjætte en smule af forskrækkelse og han faldt endda på røven igen efter han var kommet op at stå, da han så Ancalagon i sin drage form og sad med åben mund.
Ancalagon kiggede på Ahri og en lille latter kom fra ham som nok lød mere som en ond latter til andre udkommende, da han havde så dybt og truende stemme når han snakke i sin drageform.
Han satte sig ned og kørte sin snude kærligt mod Ahri og løftede hende op så hun endnu en gang sad op på hans hoved og kunne se ned på professoren.
Professoren kiggede med imponerende øjne og åben mund faktisk op mod Ahri, det at Ahri kan ligefrem så oppe på dragens.. eller denne Ancalagons hoved uden at blive spist af ham, fik professoren med det samme til at skrive ting ned mens at begyndte at blande ord sammen fordi han snakkede så hurtigt med sig selv til han pludselig stoppede op og kiggede op på Ancalagon, "Hvad er du for en drage race? Wyvern? Spurgte han meget interesseret mens han var gået igang med at tegne Ancalagon i skitser.
Ancalagon lagde hovedet en smule skråt til spørgsmålet, for at være ærlig, så anede han ikke hvad for en race han var, men det skulle ikke undre ham at hans mor ved præcis hvad for en race han var og hvor racen kom opringeligt fra.
Ingen idé hva' for en race jeg er, det eneste jeg ved at jeg blev født i en grotte efterladt og levede for flere hundrede år"fortalte han og hvert et ord han sagde, blev skrevet ned i professorens bog af professoren mens han bare nikkede til alt hvad han fik af vide.
Professoren rejste sig så pludselig op helt med energisk øjne, "jeg må simpelthen spørger dig hr. drage! Kunne du tænke dig at tage med mig hen til mit universitet så kan jeg fortsætte mine studier! De andre vil blive SÅ jaloux på mig!" Fortalte ham og smitle som et lille barn der lige havde fået noget slik.
Ancalagon pustede en gang varm luft ud af sine næsebor så professoren begyndte at få det lidt meget varmt og sneen omkring ham var totalt smeltet så der kun var frosen jord.
"Hm.. hva' mener du Ahri, noget du kunne havde lyst til?" Spurgte han Ahri og kiggede mod Ahri, eller han prøvede med kunne ikke lige hvis hun lå op på hans hoved.
En velkendt stemme lød pludselig bag dem som fik Ancalagon og professoren til at kigge.
Det var Rogan som gik henimod dem, "hey Ahri, er du klar på at fortsætte med at blive undervist? Vi starter nu" kaldte han på Ahri og nærmede sig dem.

Hun lod sine øjne lukke sig, da han kyssede hendes pande. Hvor et lille kærligt smil formede sig på de fyldige læber, hun måtte være hvad hun ville være. Men det var ikke et svar, var det? hun ville bare gerne vide hvad hun var, i stedet for at lade som om hun var noget andet. Hvad nu hvis hun ville være en fisk, skulle hun så svømme i vandet? Ikke at det ville ske, men det kunne jo være.
Det måtte se så underligt ud for professoren, det at Ahri tit var nøgen samlet med at Ancalagon bare samlede hende op som om intet var hent, hvor han derefter bare gik med hende. dog var hendes øre altid rejst, mens hendes læber altid var formet i et kærligt smil. Hendes hvide pjuskede hale viftede en smule under hende, mens hendes hænder dækkede hendes bryster en smule. Hvor Ancalagon begav sig mod grotten igen, hun trak ørene en smule tilbage da varmen ramte hende, det gav hende gåsehud. Sådan at temperaturen skiftede på den måde. Han havde det som altid med at kysse hende, hvor hun derefter måtte vente på at han fandt tøj til hende. gad vide om det var træls, sådan altid at se den kvinde man elsker gå rundt nøgen hos en masse andre mænd, eller om han så derimod hadede at hun altid forvandlede sig så han måtte finde noget nyt tøj til hende. på den anden side, fik han altid set hendes krop, hun var nem at finde tøj til og man skulle bare give hende noget. Hvor hun uden spørgsmål ville tage det på, så helt træls var hun vel heller ikke.
Hun skiftede om til sit [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] på trods af at man kunne se at hun var gravid, dækkede armorede det ret godt. I stede lignede det bare at hendes tøj fik hendes mave til at se lidt større ud. Hun forsvandt igen sammen med Ancalagon, hvor hun stod og kiggede på professoren. Den måde han reagere på at Ancalagon smed tøjet, fik Ahri til at smile en smule. Det var da normalt at være nøgen, hvorfor reagerede han sådan.
Ahri drejede hovedet da smertes skrigende lød, man kunne aldrig være helt forsigtig. Hvem vidste om han en dag ville blive angrebet mens han forvandlede sig? hun grinte kærligt da Ancalagon samlede hende op så hun sad på hans hoved, hun kiggede ned på professoren mens hun lod sin hånd glide over de hårde skæl på hovedet.
Hvad skete det for deres samtale, den virkede så forvirrende for hende. hun var lige ved at falde af Ancalagon, da han lagde hovedet en smule på skrå. Dog ikke meget, hvilket gjorde at hun ikke slog ham for ikke at falde af. i stedet sad hun bare stille og følte sig selv glide lidt til siden fra hans hoved, hun nikkede kort. ”Ja lad os gøre det, men hvis du dræber nogle forlader jeg dig denne gang.” Lød det fra hende, hvor hun klappede hans hoved. mens lyden af Rogans stemme lød. Hendes øre trak sig mod lyden, men hun forsøgte stadigvæk at ignorere ham, hvis nu hun ikke havde hørt det kunne de ikke bruge det imod hende. ingen time, især ikke hvis de skulle med denne person.

Ancalagon fnyste varm luft ud af næseborende til Ahris trussel, "Ka' ik' love noget hvis der er nogen som truer vores liv" kommenterede han hende og drejede hovedet til ved siden som både Ahri og Ancalagon kiggede på Rogan siden at Ahri stadig lå på Ancalagons hoved.
"Vi tager på en lille tur Rogan, så timerne må vente" forklarede han til Rogan og kiggede op på Ahri og derefter ned på Ancalagon og nikkede og så vendte han rundt og gik ned i grotten igen og forsvandt ud af syne.
Ancalagon vendte hovedet mod professoren som stod med et lidt spørgende blik, "uhm er alt iorden?" Spurgte han og havde kigget efter Rogan til han forsvandt.
"Alt er fint og vi er klar til at tage af sted" svarede Ancalagon og kiggede ned på professoren der bare så så lille og ubetydelig oppe i Ancalagons højde.
Professoren kiggede lidt op på Ancalagon og Ahri, overrasket over at de ret faktisk gerne vil med ham tilbage til universistet.
"Kravl op og så letter vi" kom det fra Ancalagon og vendte ryggen til professoren, hvilket fik professoren til at blive lidt nervøst, fl-fl-flyve? Jeg troede bare vi skulle gå?!" Kom det fra ham helt i chok over at de ville flyve, han havde aldrig prøvet og flyve før, og hvilket normalt menneske havde også lige prøve at kunne flyve og mest af alt sidde på en drages ryg?! Så hvorfor turde han ikke?
Ancalagon blev lidt utålmodig med professoren og vendte hovedet til siden, "Hvis du ikke kravler op, bære jeg dig med mine klør.." fortalte han professoren og rullede med øjne da professoren gav et lille spjæt fra sig og nærmede sig Ancalagons hale og noget af det yderste af hans flyvehud og rykkede sin hånd en smule tættere men stoppede med hånden som om at han havde fortrudt og begyndte at gå baglænd, "Jeg tror bare jeg giver jeg navnet og vejen i ska' flyve og så mødes vi der!" Sagde han og skulle lige til at gå men Ancalagons hale kom ham i forkøbet og sat ham op på ryggen af Ancalagon mens Ancalagon smilte til professoren så hans sylespidse tænder blev vist og et djævilsk dog driliskblik i sit øjne. "Hold godt fast" og så lettede han og var med det samme flere hundrede metre over jorden mens professoren skreg op og klamrede sig til Ancalagons med lukket øjne helt i.
Ancalagon ku' ik' lade hver med at smile lidt over at professoren reagerede sådan og hey det var professoren der gerne vil opleve en drage på førstehånds indtryk, tættere vil han ikke komme i sit liv og skulle nyde sin gratis tur.
"Hvordan går det til mis?" Spurgte han og skulle til at kigge opad men kom i tanke om at Ahri nok måske stadig lå på hans hoved og der vil være en chance for at hun kunne falde af, så han lod hver og fokucerede bare på landskaberne fremad og ventede på et svar fra sin mage.

Hun slog ham kærligt på hovedet, hvis han gjorde som sidst hvor han dræbte så mange uskyldige mennesker. Så ville hun forlade ham uden tvivl, hun elskede ham men var det overhovedet sikkert for hende at være i nærheden af ham, plus hvis de fik et barn sammen ville det så være sikkert for barnet? Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, men hvad man ikke gjorde for at overbevise ham om det. Rogan derimod, ville være en befrielse at komme væk fra, han lavede ikke andet end problemer… okay det var ikke helt sandt, hun lavede alle problemerne og Rogan rettede dem, men han var så træls når han rettede dem. Han måtte godt lade vær, også bare feje Ahris fejl ind i ilden. Så ville ingen opdage det, eller ville de? Det var aldrig til at vide.
Ahri lagde sig ned på Ancalagons hoved, hvor hun sukkede kærligt. Tænk at det skulle tage så langtid, før de skulle lette. Hvorfor var denne mand så bange for at kravle op på Ancalagon, han gjorde ikke noget, eller han gjorde ikke en svækling noget, medmindre han truede ham. så hvorfor være så bange?
Da de endelig kom op og flyve, lod hun sine hænder holde fast i skællet, for ikke at falde af. vinden kørte igennem hendes hår, mens de krystal blå øjne flakkede rundt. Endelig var hun begyndt at vænne sig til at flyve, i starten var hun næsten ved at skide i bukserne af skræk, men nu var det roligt for hende, som om intet kunne skade hende når hun var her oppe. Det var en underlig følelse, men rar.
Den rare følelse forsvandt dog af professorens skrig, hvilket fik Ahri til at glide ned til ham og holde ham for munden. Hendes øre var kørt tilbage, mens et varmt blik og et smukt smil blev sendt ham. for at berolige ham bare en smule, hun rettede derefter sine øjne mod Ancalagon. hvor hun lagde hovedet på skrå. ”Fint.” Lød det fra hende, hvornår gik det ikke godt når de fløj. Havde han nogle sinde tabt hende, og var hun noglesinde faldet af. hun kunne ikke helt huske det, men gjorde det noget? Hvis han havde, var det altid rart ikke at huske noget så skræmmende.

((sorry ret kort, det sker XD))

Ancalagon nikkede til Ahris svar og fortsatte med at flyve gennem luften flere hundrede meter op i luften, de var næsten lige under skyerne og kunne næsten lige ramme dem, da de alligevel lå ret lavt. Professoren åbnede pludselig øjne bragt op da han mærkede en enorm blød og fin hånd mod hans åbne mund for at få ham til at tie stille dog fik han lidt af et chok så han fik overbalance og snublede bagover og ud over side af Ancalagon og fik ham til at skrige op og prøvede at gribe efter noget at få fat i men i stedet for blev han grebet af Ancalagons fod og kiggede så ned på professoren som kiggede skræmt rundt, "sid stille.. mennesker.." kom det fra ham og rystede lidt hovedet og brugte sin hale til at få ham op på sin ryg igen så han landede på sin røv foran Ahri igen, hvilket fik ham til at kigge lidt panisk rundt og rørte på sig selv over det hele for at tjekke at han var i et stykke, hvilket han selvfølgelig var.
Efter en god times flyvetur hørte de professoren mumle lidt for sig selv mens han kiggede rundt, da det så ud til at han begyndte at kunne genkende stederne de fløj forbi.
"Uh uh uh, du ska' bare fortsætte lidt endnu og så kommer du til starten af riget" fortalte han helt energirisk og pegede ligeud, næsten hoppen af glæde, som et lille barn og vendte sig rundt mod Ahri og klappe i sine hænder hurtigt og begyndte at åbne sin rygsækken og gik igang med at rodde rundt i den. Endnu engang kunne han høre ham mumle med næsten hovedet ned i rygsækken.
Ting begyndte pludselig af ryge ud af den, som om at rygsækken bare spyttede dem ud mens professoren mumlede for sig selv, "nej.. nej.. nej.. nej.. hvor er den ting dog henne.. nej heller ikke... ubrugelig, hey dig har jeg left efter! Nej.. nej.. AH der var du!" fortsatte han lidt i nogle sekunder til han fandt det han ledte efter mens Ancalagon undrede sig over hvad fanden professoren lavede oppe på hans ryg da han pludselig havde fået noget i hovedet, ikke fordi det havde gjort ondt, men havde ikke lige forventet at få noget i hovedet.
"Mis nu er han vel blive gal" Spurgte han lidt jokende mens han fortsatte med at bevæge sine mægtige vinger i rolige bevægelser.
Professoren åbnede et lå hvor en lille pil pegede mod nord og bevægede sig hver gang han bevægede rundt til han sad stille og så begyndte han at guide Ancalagon mere til højre til de kunne se en større by i horrizonten, "der!" Råbte han og pegede mod byen glad, det var ikke nær så koldt som over ved grotten, plus solen var også fremme der hvor de fløj og hvis man kiggede bagud mod hvor de var kommet fra, kunne man se nærmest et mørke, fordi at skyerne var tættere og var også begyndt at regne samt sne igen.
Ancalagon nærmede sig hurtigt byen, selv i den rolige fart han fløj i, kom de hurtigt frem og han landede et stykke ude for byen i en tæt skov så sneen der ikke var blevet rørt endnu, fløj ud til alle sidderne.
Professoren skulle til at kravle af, men i stedet faldt han af og landede på røven og et 'av' lød fra ham mens han kom op og stå.
"Okay, jeg hente de andre! Oh og nu vil du vel ikke begynde at spise dem, vel?" Spurgte han med en lidt nervøs stemme.
"Kun hvis de fortjener det og ikke irritere min mage" svarede Ancalagon drillende dog kunne man ikke se på hans drage ansigt at han mente det som dril, da han ikke helt kunne vise ansigtstræk som et menneske eller andre væsner.
"Haha riiight.. jeg er sikker på de ikke kunne finde på!" Skyndte han at sige med hænderne som overgivelse til Ancalagon og skyndte sig hjem til universitet for rigtig at prale og vise at han havde ret!

Han faldt af? bare fordi hun rørte hans hånd, kunne man være mere uheldig. Ahri kiggede bare på ham, mens han gled af Ancalagon. det skulle nok gå, Ancalagon ville gribe ham, hvis ikke ville hun springe efter ham også ville han med sikkerhed gribe dem. Hun rystede blidt på hovedet, over den underlige opførsel professoren havde. Han ragede underligt på sig selv, som en anden abe. Hun sukkede kærligt, hun sagde enlig kun ja for at undgå Rogan, hvis han ikke var kommet, var hun med sikkerhed ikke taget med. Hun ville heller ligge i grotten, ved pejsen med Ancalagon.
Ca en time gik, hvor intet skete. Ahri kede sig som altid, hvilket fik hende til at falde halvt i søvn på hans ryg. Sidst hun gjorde det, var hun nær faldet af. denne gang var der dog en til at holde nogelunde fast i hende, hun svejede dog en smule. Kunne ikke helt holde sine øjne åbne, mens hun blinkede få gange. Inden øjnene faldt helt i, trætheden der greb hende som en tornado. Dog forsvandt den med det samme, da lyden af professorens stemme vækkede hende. hendes øre rejste sig op i et sæt, med halen løftet og øjnene pegende mod professoren.
Kun kort tid efter, begyndte han at rode rundt i sin taske mens han snakkede med sig selv. Hun sukkede kærligt for sig selv, mens tingene faldt ud af tasken og til jorden. Hun greb dog nogle få ting, nærmest som en kat, den måde hun slog sin hånd over dem og holdte fast i dem. Hun løftede blidt på skulderen over Ancalagons spørgsmål, hvordan skulle hun vide det? hun havde lige mødt ham, ligesom Ancalagon. hvis han var gal, var han så gal som Fenris? Eller var han gal som Rollo. begge dele var skræmmende, plus skulle helst undgås. Men denne mand virkede for svag til overhovedet at gøre noget, hun rakte de ting hun havde fået fat på, mod professoren inden han begyndte at navigere dem mod riget.
En kærlig latter slap Ahris læber, da han faldt på røven. Første gang hun red på Ancalagon, faldt hun ikke på røven hun var enlig meget elegant da hun sprang af ham. på den anden side, var hun vidst mere skræmt end professoren for at ride på Ancalagon. hvem ville ikke det, når tingesten lige havde forsøgt at æde hende? hun gled af ham, hvor hun gik med hænderne bag ryggen omkring professoren. Hvad skulle de nu? Var dette stedet, og var det ok at Ancalagon var drage form mens han var her. Da professoren smuttede, klappede hun Ancalagons hals. som et tegn på at hun gerne ville have at han blev sit menneske jeg igen, ikke at hun ikke holdte af ham i sin drage form. Men hvis folk ikke så ham som en trussel til at starte med, ville der ikke ske særlig mange problemer. Samtidig med at hvis de kom i problemer ville de ikke være klar på at han blev til en drage.
Hun tog sig hurtigt til maven, hvor hun tog et par usikre skridt tilbage. Et lille smertes støn slap hendes læber, hvor hun klemte sine øjne sammen, ørene var kørt tilbage, med halen der viklede sig rundt om hendes ben.

Ancalagon kiggede efter professoren da han forsvandt og mærkede nogle røre ved hans hale og kiggede tilbage og så Ahri og han havde smilet hvis han var menneske, dog vendte han sig rundt så han nu sad med fronten foran hende og med et begyndte han at forvandle sig og efter en omgang smerte stod han som og lignede en nøgen barbar som smilede varmt til sin mage foran sig, dog da hun tog sig til maven blev han helt bange at der skete hende noget og var med de samme hos hende og spurgte hvad der var galt og aede hende blidt og sørede for at hun ikke ville falde og fik sat hende lidt ned op af et træ så hun kunne slappe af.
Han båret sig ned til den taske som han havde båret med sin anden fod som indeholdt hans tøj og våben og fik det hurtigt på og lignede nu sig selv som altid. Et hånds økse i siden i sin lille metal ring, skind udrustning blandet med en ringbrynje, et par tykke skind og stof bukser og nogle vandre støvler.
Han vendte sig mod Ahri igen og strøj blidt sin hånd over hendes kind og hans vilde drage øjne viste ikke andet end kærlighed og varme til hende, som om han var i en helt anden verden når han begyndte at nusse og kæle for Ahri, hun havde en helt utrolig effekt på ham og kunne berolige ham som ingen anden.
Der var nu gået en time og Ancalagon havde sat sig ved træet som han havde sat hende op af for at slappe lidt af, hun var tros alt gravid. Han var gået igang med at snitte lidt i et stykke træ for at få tiden til at gå mens de ventede, der var endda mennesker som havde passerede forbi dem da de havde åbenbart landet ved en ret befærdede skov sti, hvilket havde været ret utroligt at ingen havde set Ancalagon lande, dog var der nogle vagter som havde kommet ud for at se hvor bulrede var kommet fra, men da de intet fandt gik de tilbage til byen igen da de havde vagtpatulje at passe.
Nogle enkle mennesker var stoppet op da de så Ancalagon og Ahri, men mest fordi Ahri havde sådan noget som en meget stor og pjuskede hale og øre, en lille pige havde endda peget og sagt "Se mor, hun har hale og øre! Hun er pæn".
Ancalagon havde rejst sig op igen for at strække sig da der kom en ret meget larm mod dem via stien, men var rundt om et hjørne ved stien og der var for mange træer til at kunne se igennem skoven. Professoren kom til syne og bag ham fulgte der en hel mængde af ældre mænd, nogle med store fuldskæg, større end Ancaalgons eget skæg, hvor nogle bare havde små skægstubbe.
Da professoren og de andre mænd stod foran Ancalagon og Ahri, pegede professoren, "Se selv, en vaskeægte drage!" fortalte han højlyt så alle de andre kunne høre ham, da der blev snakket sammen, da professoren vendede sig om og så ikke en drage, men dragens menneskelige skikkelse og hans mage i stedet, hørte man bag professoren i menneskemængden af de ældre mænd, "Der er ingen drage, du sagde du havde fundet en majestætisk men der står kun en barbar og en tøs med falske katteøre og hale!" råbte han i en meget tung tysk accent.
Den unge professor vendte sig rundt til mængden af professorer, "jeg forsikre jeg om at han er en drage!" Råbte han op da nogle af de bagerste professorer var ved at forlade stedet og gå tilbage til universitet.
Ancalagon stod bag Ahri med begge hænder mod hendes og sine fingre flettet ind i hendes mens han bare stod og så på mængden stå og snakke og råbe af og til hinanden.
Han kiggede ned på Ahri og hviskede "ska' jeg gi' dem en overraskelse?"