Hvad pryder du din lille hjerne med, Ziva?

Ziva var gået idn på kroen for at få sig lidt at spise, hun var på vej hjem fra en okay vellykket dusør jagt, heldigvis, den havde dog ikke givet så meget som hun havde, håbet på men det var da bedre ind ingen ting.
Hun lod kort blikkede glide hen på en pige som satte sig ved siden af hende. Ziva rynkede lidt på brynene, for pigen virkede faktisk ubehagelig, men det var sikekrt fordi pigen nok ikke var i det bedste humør, for det lod hun da ikke til at være.
Hun lyttede dog lidt i smug med til pigens samtale med kromutter og kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv over kromutters fornærmet reaktion.
Hun tog en lille tår af sit glas og lod blikket glide rundt, hun havd eikke valgt noget særlig stærkt at drikke, da hun gerne ville undgå at hendes far, skulle lugte for meget på hende at hun havde drukket lidt og da slet ikke hendes lille bror, som hun stadig var meget bekymret for.
Hun lod tankerne glide hen på sin lille bror, for hun var hverdag bange for at han ville falde død om eller noget, for det va rikke lige frem fordi hendes forældre, tog hensyn eller noget til ham.
Det gav næsten et sæt i hende, da pigen ved siden af begyndte at tale til hende. ziva kastede blikket lidt rundt, for at se om det var hende hun talte til.
"Øhm er det mig du mener?"Spurgte Ziva lidt forvireet og så sig lidt rundt omrking, for hvorfor var det vigtigt hvad hun tænkte på det forstod hun nemlig ikke helt.
"Vis du mener mig så tænker jeg bare på min lillebror, hvorfor?"spurgte hun lidt forvirret, hun va rikke vantil forlk opsøgte hende, jo fyrene, men det var jo især de fulde af dem der, bare gerne ville i høet med en pige og den ignorrede hun bare, for hun gad ikke sådan nogle klamme typer, og så var hun hellere ikek rigtig intresseret i at finde en fyr, for hun havde for mange ting at tænke på så en kæretse, havde hun hverken tid eller lyst til.

Ziva så helt forvirret på pigen og hun bed sig i læben, og blev kort forvirret, for hvad pigen med at hun var sådan en type, for hvilken type var hun dog. Hun så lidt ned af sig selv, men kastede et blik på det pigen sagde og smilede skævt.
Ziva fik ikke den store mulighed, for at stoppe pigen i de ting hun sagde, for jo hun havde rte i nogle af tingene men ikke dem alle. "Øhm altså min lillebror er ikke død, han er dog meget, meget syg, så jeg frygter at han ender med at dø, vis der ikke bliver gjort noget. Desuden drikker jeg ikke særlig tit hjernen ud, jo jeg har lyst men jeg tør ikke, for vis min far buster mig i det så kan jeg love dig for at jeg er død, men nej jeg tror da ikke han ønkser jeg sidder her, men jeg gør også alt jeg kan for at hjælpe ham, for jeg bliver nok aldig lykkelig når jeg ved han har det elendigt"sagde hun blidt og lidt frosigtigt. Hun tog en tår af sit glas.
Hun kasted eblikket på hende igen. "Mener du virkelig at du kan hjælpe mig, med at blive gladere for det vilel jeg ikke havde noget imod at få hjælp til"sagde hun stille og tog imod hendes lilelfinger løfte.
Hun anede ikke hvorfor hun lod sig hjælpe af en fremmede, for det var normalt aldrig noget hun gjorde, men måske var det fordi, pigen nu så meget venlig og sød ud, selv om hun vidste man skulle passe på med at stole på folk, men hun havd eogså drukket lidt, så det var også med til at gøre at hun var mere lige glad med at lave fremmede hjælpe hende.

Ziva så på hend eog smiled elidt over det hun havde. "Jamen tak da, men man gør vel alt for sin familie"sagde hun bare roligt og så på hende med et smil. Hun tog en tår af sit glas og rettede blikket imod hurtigt imod hende ved det hun sagde. "Mener du virkelig det, kan du virkelig gøre ham rask?"Spurgte hun hurtigt og lyste op i et stort smil, hun kunen næsten ikke tro at der var nogen der kunen heldbrede hendes lille bror, for hun ville gøre alt vis nogen kunne gøre det.
Hun lod pigen hviske hende i øret og hun lyttede til det der blev sagt for det var så vildt. "Jeg lover dig din hemmelighed er i sikkerhed hos mig og hvad skal jeg gøre for du vil heldbrede min lille bror, for jeg vil gøre alt for at han kan være i sikkerhed"sagde hun med et stort smil, for hun kunne virkleig ikke fatte det der lige skete.
Hun så på hende da hun sagde sit navn. "Mit navn er Ziva"sagd ehun roligt. "Og jeg glæde mig også til at lære dig bedre at kende i sær efter det du vil gøre, du aner ikke hvor glad jeg er lige nu"sagde hun bare med et stort smil over det bløde læber.
Hun tog en bid mere mad og hun kunne slet ikke tro det hun lige havde hært, for tænk engang der fandtes væsner der kunne hjælpe hende lillebror og hvorfor havde hun ikke hørt om dem før, for hun ville havde gjort alt for at kunen hjælpe sin lillebror.

Et stort smil sad på de bløde Læber. "ej tusind tak"sagde hun bare glad. Hun så på skålen med kirsebær og tog et og smagte på det og nikkede bare roligt. "Det har du virkelig ret i"sagde hun bare før hun tog kernen.ud af munden og lagde den ned på tallerken sammen med stilken for hun var færdig med at spise. Hun tog den sidste tår af sit glas, og var nu enlig meget tilfredsed hvordan dagen var gået.
Da hendes hænder blev taget blev hun helt overrasket men hun så bare Everlynn ind i øjnene og smilede over det der blev sagt.
"det er godt at høre, at der stadig er væsner oh folk der ikke bare er egoistiske fjolser".
Hun rettede dog koncentrationen imod de to mænd og hun var lidt nervøs for det ville udvikle sig til en slåskamp mellem de to mænd. Det gav et sæt i hende som glasset blev knust for hun blev ny ret forskrækket da hun ikke lige havde regnet med at fyren ville smadre sit glas.
Hun nikkede ved det Everlynn sagde og rejste sig op og fulgte med hende ud og sørgede for at skynde sig lidt ud for hun skulle ikke risikere at få et eller andet hårdt i hovedet fordi hun lige kom for tæt på de to mænd.

Ziva nikkede bare enigt "Ja det er der". Hun rynkede på næsen ved gaden, men okay hun skulle jo hellere ikke være her så længe. Hun skulle dog til at stoppe hende da hun sagde de bare kunne tage hjem til hende, for det ville nok ikek være så godt, for så ville hun nok være afslørret af sin far vis hun bragte en pige med hjem, desuden var hendes far ikke særlig glad for gæster, som han ikke selv havd einviteret.
"Det ville nok være bedst det, med jeg bragte ham til sig, for min far er ikke så glad for gæster, som han ikke selv har inviteret, og jeg ønsker ikke han skal lave en kæmpe scene overfor dig, fpr han vil være lige glad med du vil hjælpe min lillebror, for han mener ikek selv der er noget at gøre"sagde hun bare med et skævt smil, hun var ikke særlig glad for tanken om at miste sin lillebror, men okay hvem var også det.
Ziva gik bare roligt med hende og i retningen imod der hvor hun boede. "Øhm jeg ved godt, det nok ikke bare er lige til, men jeg ved ikke helt hvad det indebære, hvad skal du da gøre før han bliver rask?"Spurgte hun stille, for hun ville da gerne vide om hun skulle gøre noget for hende eller noget, for hun ville gøre alt for hende lille bror blev rask igen, for det ville være så rart.
Hun rystede bare på hovedet. "Nej det er her i hvertfald ikke, og jeg er glad for at kunen komme væk herfra"sagde hun og smilede lidt.

"Jeg er da ked af at høre det med din far," lød det fra Evelynn. "Vi kan jo bare sige, at du henter din lillebor, og så mødes vi i skoven? Der er sådan en lille sø. Den er så hyggelig, og ikke så svær at finde. Måske vi skulle mødes der?" spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå, mens hun betragtede Ziva, som kom med det spørgsmål, Evelynn havde regnet med ville komme.
"Nej, det er ikke helt lige til. Måske virker det endda ulækkert, og det er ikke sikkert i synes det lyder vildt tiltalende, men i bliver jo helbredt af det, så..." Evelynn trak på skuldrene, "Det er jo mit blod, som har helbredende kræfter, så det er jo også mit blod, vi skal have med at gøre. Det skal drikkes, og enten kan det tappes ned i et glas, ellers kan det drikkes direkte fra årene. processen foregår over et par dage, men man kan med det samme mærke glæden fylde sine åre. Efter lidt tid vil man dog også føle sig lidt skidt til mode, men det er bare smerten, som forlader kroppen. Det vil gå over." Langsomt fik de to tøser bevæget sig væk fra den klamme gade og ud på en mere åben plads. Eftersom det var sent på aftenen, var der ikke så mange folk. Jorden var betydeligt renere og luften føltes lettere og mere frisk. Det var befriende ikke længere at være i det tætte og indelukkede miljø, som de klamme gader nær kroen var præget af.
"Så hvad siger du. A dream come true?" spurgte Evelynn begejstret med det ene øjenbryn hævet.


//Sorry for det sene svar. Skolen er hård ved ens fritid

Ziva så på hende med rolige øjne. "Det kunne vi sagtens gøre og det lyder nu som et meget hyggeligt sted at mødes der, så det siger vi bare"sagde hun en anelse ivrigt, for det var næsten ikke til at tro, at hendes lillebror ville kunne heldbredes, det var næsten ikke til at tro, og hun var virkelig bange at hun hvert øjeblik skulle vågne op i sin seng, for hun ville ikke havde dte her kun skulle være en drøm.
Ziva rynkede dog på næsen ved det andet der blev sagt om at det var hendes blod der skulle drikkes. "Øhm tja jeg tror min lillebror, ville fortrække det i et glas, for jeg tror han vil syntes det er alt for uhyggeligt at drikke fra din blod åre. Og forresten vil man måske kunne blande dit blod op med noget saft af en art, bare så jeg er sikker på han drikker det?"spurgte hun nysgerrigt, for det kunne jo godt være det ville ødelægge den healende effekt i blodet, vis der blev blandet noget andet i.
"Ja det er det virkelig, jeg kan slet ikke forstå hvor heldig jeg er at være stødt ind i dig"sagde hun med et stort smil. Hun så sig omkring, det var rart ikke at skulel kigge rundt på de klamme ting mere og hun smilede bare stort ved tanken.

//Mange gange undskyld, for det sene svar, der kom bare lige en masse ting i vejen der gjorde jeg ikke kunne komme på, men der kommer hurtigere svar fra nu af //

Evelynn rynkede lidt på brynene. "Blande noget i? Det tror jeg vel godt, at man kan. Hvad tænker du på, at det skulle være?" Evelynn havde aldrig før tænkt på, om der var en effekt i at blodet ikke var fuldt koncentreret. Det mistede vel ikke sin effekt ved at blande noget i, men hun anede det ærlig talt ikke. Så længe det ikke var noget med masser af syre eller hellige ting, så tænkte hun, at det vel nok kunne gå.
"Jeg er kun glad for t kunne hjælpe," smilede hun. Smilet var oprigtigt, men det var ikke på grund af, at hun skulle hjælpe en anden. Det var netop af den helt modsatte grund.
"Så ses vi vel snart." Evelynn rakte sin hånd ud mod Ziva, i en venlig gestus. "Vi mødes ved søen. Den er umulig ikke at finde," lovede hun, og så begyndte hun at gå hen mod skoven, mens hun løftede hånden for at vinke til Ziva, før hun var ude af syne.

//Uha, det går virkelig dårligt med at svare i god tid :/ Mon ikke det kommer til at gå bedre? haha