Who is my real parents????? //Sean//

S: Parken
T: Nat
V: Lunt
O: Træer, bænke, ingen folk

Rafaela var gået ud i parken helt alene. Hun havde brug for og komme væk fra alt og alle. Det var tydeligt, at hun havde grædt, men hvad havde folk regnet med? At tro, at hun boede ved den familie der var hendes rigtige familie, hvor hun så først sniger sig ind på hendes fars arbejdsværelse eller han var hendes adoptivfar og fandt en masse papirer omkring hende. Endda et brev fra Luce til Sakref, hvor Luce skriver at hun var Rafaelas biologiske mor og at Sakref ikke var hendes rigtige far. Hun snakker så med Sakref om det og han siger, at det er sandheden. Tårerne trillede dog stadig ned af hendes kinder.
Det var tydeligt, at hun havde taget lidt på med tiden. Hun var gravid, men det var stadig ikke så tydeligt at man ville kunne sige med det samme, at hun var gravid. Hun haltede rundt i parken for, at se om Sean var der. Hun havde ledt i hele Doomsville hvor hun havde mødt ham før uden held og var næsten ved og opgive og lede efter ham, men hun ville give parken et sidste forsøg. Hun sukkede lidt efter noget tid og satte sig på en bænk og stirrede ned i det grønne lidt fugtige græs imens hendes hår hang hen over hendes ansigt. Hun havde sin sorte kjole på og en sort og lilla kappe over sig for og holde varmen hvis det begyndte og blive for koldt.

Sean var ikke altid nem at finde. Ikke altid, i hvert fald. Folk spurgte sig ofte for ved kroer og på gaden, men de blev højst henvist til det sted Sean havde været sidst...Og der var han som regel ikke, når folk endelig kom derhen.
Sean var mest aktiv om natten. Det var hans tid, specielt lige for tiden, hvor han næsten gemte sig for...ja, mange. Ikke fjender, men bare folk generelt. Han søgte mere fred og mulighed for at være alene. Derfor havde han også undersøgt muligheder for at flytte ud af byen...Ikke at han ville opgive sit hus, blot...Have et andet, et andet sted, hvor han kunne være helt i fred. Hvor ingen vidste hvor han var, hvor han kunne holde sine sidste hemmeligheder skjult. Hvilket overraskende nok ikke havde vidst sig svært, endnu.
Han var iklædt sort arbejdstøj. De mørke lædersko, de sorte bukser, den sorte trøje. Et bælte, som både indeholdt to dolke og en masse punge. Som altid strittede hans mørkebrune hår til alle sider. De mørke øjne gled ligegyldigt over omgivelserne, omend de lige for tiden mest var rettet mod jorden.
Han drejede ind på parken. Parken var altid tom på dette tidspunkt, så han kunne sidde lidt for sig selv. Fordi hans blik var rettet mod jorden, lagde han heller ikke mærke til hende, før han hørte den karakteristiske snøften. Han så hurtigt op og stoppede op...
Og genkendte den mørke skikkelse der sad alene på bænken. Rafaela. Han orkede ikke rigtig hendes...personlighed. Men alligevel gik han derover og satte sig i den anden ende af bænken. Ikke for tæt på...Men i det mindste var han ikke bare gået sin vej. Han sagde ikke noget. Han vidste ikke om han ønskede at vide hvorfor hun græd. Måske betød det bare flere problemer for ham?
I stedet så han bare op mod himlen. Der var overraskende lunt af en efterårsnat at være.

Rafaela følte sig alene i verdenen. Hun havde aldrig haft sådan en følelse før overhoved. Hun havde været stærk i lang tid. Fået udrettet meget igennem sin klan og det skulle ikke vare ved. Hun var blevet pillet ned til der, hvor der sikkert ikke fandtes nogen hjælp. Hun måtte ihvertfald tale med en der kendte Luce. Det kendte til hendes grund til, hvorfor hun forlod hende blot nogle få dage gammel. Hun snøftede lidt og kiggede rundt da hun havde hørt skridt tæt på sig. Hun kiggede på fyren der havde sat sig på samme bænk som hende. Hun havde opgivet med og lede og alligevel så var han kommet til hende hvis man kunne kalde det, det. Hun sukkede lidt "Hej Sean" hendes stemme var lav og det var tydeligt, at høre, at hun havde grædt.

//Undskyld, at det ikke er meget mere, men er virkelig træt xD//

Han drejede hovedet let og så på hende. Han kendte Luce...Havde lige været hos hende...Og alligevel savnede han kvinden mere end noget andet. Han havde mest lyst til at sadle en hest op og ride dag og nat for at komme hjem til hende igen. Men det kunne han ikke. Så egoistisk kunne han ikke være, så svag, så latterlig! Kun børn ville gøre sådan. Hendes datter, han nu sad med, var det tætteste han kom på Luce...Og han vidste at Luce ikke ønskede der skulle ske hendes børn noget. Som Connor, der stavrede rundt derhjemme, på sine små ben.
"Hej Rafaela" svarede han afslappet. Nok var han villig til at accepterer hende, men han havde ikke tænkt sig at lege hyggeonkel. Det var Luce han holdt af...Ikke alle hendes børn.
"Hvad får dig til at prøve at oversvømme verdenen med dine tårer?" spurgte han.

Rafaela vidste ikke, at Sean havde fundet Luce. Hendes biologiske mor, men hun håbede på, at Sean ville kunne svare hende på nogle af de spørgsmål hun havde omkring hende. Ikke så meget det om han havde fundet hende kørte rundt i hovedet på hende. Hun sukkede lettere irriteret over, at hans kommentar omkring, at hun græd. Hun kiggede trist ned i jorden. "Alle lyver for mig. Alle lader mig tro et, men skjuler sandheden for mig omkring mig" Hun kiggede på Sean med triste øjne "Sakref og Valiona er ikke mine rigtige forældre. De adopterede mig..." tårerne trillede ned af hendes kinder. Hun følte virkelig, at alt og alle var imod hende. Hun trak vejret tungt "Hvor mange børn har Luce egentlig?" hun kiggede direkte på Sean og forventede sådanset, at han svarede hende direkte på hendes spørgsmål.

Selvfølgelig. Personligt var han ligeglad med sine forældre. Om de var hans faktiske forældre eller han var adopteret...Det var et fedt. Han var blevet opdraget og var vokset op, nu var han voksen og kunne gøre som han selv ville. Når alt kom til alt hadede han nok lidt sine forældre...Især hans mor...Men det var irrelevant. Han vidste hvor vigtigt båndet mellem børn og forældre var. For andre end ham selv.
Så Raf havde fundet ud af noget af det. Jamen dog. Og nu var det hans job at lappe hende sammen, trøste hende og overbevise hende om at alt var godt? Det var jo ikke hans job! Hvis han var barnepige, ville han i hvert fald gerne betales for det!
Om ikke andet...Han smilte let til hende.
"Hvem ved? Hun kan have fået flere efter hun stak af. Eller have haft nogen, inden jeg kendte hende. Men af hvad jeg ved af...Jeg kender tre. To drenge, hvoraf den ene er i min varetægt og så dig" svarede han ligeud. Gratis informationer til højre og venstre. Han håbede hun ville huske på denne lille tjeneste.
"Men spørgsmålet er ikke så meget om hvem der er dine forældre og hvor du kan finde dem...Det handler også om hvorfor de gav dig væk i første omgang. Syntes du ikke?" spurgte han med et svagt smil.

Hun lyttede stille til det han fortalte. Hun blev nærmest helt overrasket over at han vidste, at Luce var hendes rigtige mor. Det ville sige hendes mor havde 4 børn. Hendes biologiske mor. "Hvordan vidste du det? Hvorfor ved alle andre det end mig?" hun kiggede såret og skuffet på ham. Ikke så meget fordi det var hans skyld for han kunne ikke gøre noget ved det overhoved. Han kunne ikke stå til regnskab for hvad hendes biologiske mor og far gav hende væk eller hvad de nu gjorde dengang "Undskyld det ikke din skyld det her er sket" hun havde en bror hjemme ved Sean. Hun måtte se ham. Lære ham at kende. Hun nikkede stille til det han sagde "Ved du hvad grunden var?" hun kiggede på ham med tårerne trillende ned af sin kind.

Han havde ikke vidst det længe. Eller...Han havde vidst det i noget tid, men det var jo ikke hans bord, ikke noget han skulle blande sig i eller bestemme over. Luce og Sakref havde haft deres grunde til at gøre sådan som de gjorde. At Sean fik de bebrejdende blikke undrede ham ikke og gjorde ham heller ikke sur. Det var ham hun snakkede med, det var ham der sagde nogle ting til hende. Det er klart at de følelser det måtte give, i starten ville gå ud over ham, som var det hans skyld.
"Jeg ved det, fordi jeg har en...Form for lyst til at vide så meget som muligt. Og fordi jeg har snakket med Luce om det" svarede han direkte. Han så på hende, så hendes små tårer, der gled ned over hendes våde kinder. Han lagde den ene arm over ryglænet på bænken og så ellers ganske afslappet ud.
"Jeg ved i hvert fald det jeg har hørt. Luce er en eftersøgt kvinde. Der er folk der rigtig gerne vil have fingrene i hende...Hun er ikke så fri en kvinde, som man kunne ønske. Hvilket liv er det at give sine børn, hvor man er på evig flugt, skifter hjem hele tiden og i konstant fare?" han så på hende, stillede hende spørgsmålet, så hun selv kunne nå frem til svaret, finde ud af hvorfor tingene var sket.
"Mere end noget andet...Ønsker hun det samme som enhver mor gør"

Hun kiggede lidt på ham og lyttede roligt til det han fortalte. Havde han fundet hende og fået det at vide eller havde han vidst det længe? Der var så mange spørgsmål og hun vidste ikke om hun ville vide det hele her og nu eller vente til det hele faldt på plads. Hun vidste ikke en gang om hun turde kende til den fulde sandhed. Hun sukkede lidt og kiggede på Sean med triste øjne. "Så jeg har en bror hjemme ved dig? Er det derfor han er der? Hvad hedder han og hvor gammel er han? hun ville vide mere om sin bror. Var han ældre eller yngre end hende. Hun vidste at Sean boede i doomsville så hun måtte have en bror i samme by som hende.
Hun tænkte stadig meget over om Sakref og Valiona så var hendes forældre nu hvor hendes rigtige mor Luce gav hende væk hvor der endda var papirer i bunker der viste at Luce havde fraskrevet sig forældreretten over hende til Sakref. Det måtte have gjort efter hun var blevet Sakrefs lærling. Hun forstod det ikke helt. Mon Sean vidste det? Han var jo så klog og vidste meget "Sean? Hvad betyder det så nu altså jeg mener hvilken relation har jeg så til Sakref og dem?" det føltes underligt for hende at kalde ham hun havde kaldt far længe for et navn og det kunne man tydeligt høre på måden hun havde sagt hans navn på.

Han smilte svagt. Ham, en outsider, der vidste så meget om deres familie! Omend, han vidste ikke alt. Eller alle detaljer. Kun den overordnede historie og grunde.
Han trak vejret dybt og lod blikket glide over deres mørke omgivelser. De var alene, hvilket kun var passende. Hans tanker gled hen på Connor, drengen i hans hjem, en ilter lille dæmon. Han så på Raf igen.
"Connor, som han hedder. Han er kun et par år. Tre var det vidst. En ilter dæmondreng. Men han...Han er der af andre grunde og har aldrig rigtig kendt til Luce. Det vil han heller ikke. For det var en del af vores aftale. Du er velkommen til at komme hjem og møde ham, men på en betingelse. At du intet nævner om at du er hans familie" hans stemme var bestemt, da han så på Raf. Han havde, allerede inden Connor rigtig var født, lovet og fået lovet at han aldrig rigtig ville kende til sin familie, men blot tro Sean var hans familie. Præcis som Sean ønskede det. Luce havde været der i starten, det var trods alt hendes søn og hun havde jo boet der. Små børn havde brug for deres mødres mælk. Men hun var rejst, inden Connor ville kunne huske hende.
"Du har præcis den relation til Sakref og hans familie, som du ønsker. Du er adopteret af dem og vil stadig blive set som et barn, lærling eller hvad du nu er til dem...Medmindre du beslutter dig at ændre det. Hvis du stadig ønsker dem som en familie, vil de stadig være det. Det er jeg ikke i tvivl om" Sandt at sige vidste han faktisk intet om Sakref og hans...familie. Ingen vidste særlig meget om dem. Men han gik ud fra det var sådan. Sådan var det normalt i sager om adoption. Det havde altid været den adopterede der ødelagde det, hvis det blev ødelagt.
"Hvis du ikke ønsker at have dem som familie...Tja, så er du uden" kommenterede han. Han ville ikke vise hende til Luce. Ikke som det var nu. Det ville alligevel ikke gøre hende noget godt, på nuværende tidspunkt. Hvis det gik helt galt...Kunne Raf vel flytte hjem til ham imens. Det skyldte han Luce.

Rafaela sad stille og så på Sean imens hun lyttede på det han fortalte omkring Connor som åbenbart var hendes biologiske lillebror. Hun blev lidt nysgerrig da hun fik, at vide, at han boede der af en helt anden grund end Rafaela gjorde hos Sakref. Hun kiggede lidt på ham. Hun vidste heller ikke helt hvordan hun skulle takle det, at vide hun havde en bror hjemme ved Sean, en anden bror hun ikke vidste hvor var og så selvfølgelig pigen som døde kort tid efter fødslen lige inden Luce forsvandt. Det var nærmest helt uvirkeligt for hende. Hun kunne ikke helt forstå det. Hun kiggede stille på Sean "Hvad er grunden til han bor hos dig? Hvis jeg altså må vide det? Og tak for, at jeg må møde ham, men vil gerne lige komme mig over chokket før jeg vil møde ham. Det hele føles så uvirkeligt for mig" hun smilede lidt til ham. Hun var glad for, at han fortalte hende det. Hun var virkelig taknemlig, at det halve var mere end nok.
Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle takle det, at hun var adopteret. På en måde kunne hun ikke forestille sig andet end det som det plejede. Hende, Sakref som sin far, Valiona som sin mor og så hendes 3 søskende. Hun kunne virkelig ikke forestille sig andet end det. Hun kunne vel se det som hun havde flere forældre i livet nu og nogle flere søskende. Hun ville ihvertfald lige tænke over det.
Hun kiggede rundt i mørket og begyndte og spekulere over, hvem hendes biologiske far egentlig var. Mon Sean også vidste det? "Sean nu hvor Luce...min mor har fortalt dig, at jeg er hendes datter ved du så også hvem min rigtige far er?" hun kiggede spørgende på ham.

Han sukkede svagt. Hun var forvirret, skrøbelig, i dette øjeblik. Ønskede hun virkelig at vide mere nu? Men det var vel ikke hans job at bedømme det. Hvis det var ham selv ville han også vide så meget som muligt.
"Han...Var ikke et ønsket barn. Misforstå mig ikke. Luce elsker sine børn. Men mens hun var gravid, kom hun til mig og jeg tilbød mig at tage mig af det. Opdrage det, tage mig af det, give det en uddannelse, beskytte det. Han blev undfanget gennem voldtægt og var altså uønsket" han så på Raf, mens han tænkte på om Raf mon ville tro at hun også var uønsket.
"Faderen er en...magtfuld, ubehagelig person. Har jeg hørt. Jeg har ikke mødt" han smilte svagt.
"Men han er ikke troppet op for at forlange at få barnet, så for nu tror folk han er mit barn. Præcis som jeg aftalte med Luce det skulle være"
Det næste spørgsmål var mere...Svært. Han havde slet ikke tænkt på at spørge ind til det, at spørge hvem faderen var. Han havde været alt for optaget af at han faktisk havde siddet med Luce igen og samtidig følt det ikke var hans bord. Det var ellers sjældent han ikke spurgte ind til sådanne ting, sjældent han ikke direkte ønskede at vide mere.
"Jeg må være dig et svar skyldigt. Jeg ved ikke hvem faderen er" svarede han så til sidst, efter en tænkepause.
"Men Luces fortid taget i betragtning, sikkert ikke nogen rar mand" han smilte svagt til Raf, trods han vidste hun nok ikke ville se det sjove i det.

Hun lyttede til det Sean fortalte og kiggede derefter ned i jorden. Hun vidste ikke hvad hun skulle tro eller hvem hun skulle kontakte for at finde frem til sin biologiske far. Hun ville vide det. Men samtidig ville hun også vide om hun også var uønsket lige som sin lillebror som boede ved Sean. Hun sukkede dybt "Det er synd for ham at Luce ikke ville have ham..." man kunne tydeligt høre på hendes stemme, at hendes forvirring og det at hun var ked af det var begyndt og blive til had overfor Luce. Bevidst vidste hun ikke selv hvorfor. Følelserne kørte rundt i hendes krop. Hun sukkede lidt da Sean ikke vidste hvem hendes biologiske far var. Hun stirrede ud i luften og tænkte. Tænkte på hvordan en mor kunne efterlade sine børn på den måde. En vrede var skøllet ind på hende og hun rejste sig hurtigt om og begyndte og slå til et træ der var tæt på dem "Hvordan kan en mor efterlade sine børn på den måde?! Give dem væk som om det hele bare var noget affald!" man kunne tydeligt høre på hende at hun var vred. Hun slog lidt hårde på træet imens tårerne begyndte at trille ned af hendes kinder igen

Han lyttede og kunne tydeligt høre at hun tydeligvis ingen forståelse havde til Luce, selv om han fra starten havde gjort det klart hvorfor Luce havde gjort det. For at beskytte sine børn.
Han lod hende slå løs, blive mere rolig, før han svarede hende på noget af det. Selv rejste han sig også op, bare så de var mere i øjenhøjde, end hvis han blev siddende.
"Han kender ikke Luce. Han vil ikke vide hvad der er sket. Så nej, det er ikke synd for ham" lød hans afslappede svar.
"Jeg har fortalt dig hvorfor Luce gjorde, som hun har gjort. At du alligevel vælger at hade hende, er dit eget bord. Men tal aldrig nedsættende om hende, når du er sammen med mig" hans blik glimtede. Uanset hvor hård og forvirret en situation hun måtte befinde sig i...Ja, så stod Luce ham tæt. Ikke hendes børn, men Luce. Han havde aldrig haft meget til overs for Raf alligevel.
Han følte at han var nød til at tale Luces sag, beskytte hende, nu hvor hun ikke selv var her til at gøre det.
"Som sagt gjorde Luce det for at beskytte jer. Dig. Hvis du hellere vil være død, hvad du utvivlsomt ellers ville have været, kan jeg hurtigt arrangerer det?" hans blik var koldt, hans hånd allerede på vej efter en dolk.
Det var ikke sikkert hun ville være død...Måske mere bare tvunget til at leve et sted med folk der ikke ville behandle hende ordentligt. Men det tog alt for lang tid at sige.
"Hvad ville du gøre, hvis du havde været igennem de samme former for tortur og forfølgelse, og haft børn? Du ville være nød til at flygte for overhoved holde dig selv i live, uden at vide om du ville have et sted at sove eller bare så meget som en bid mad eller varme. Hvis der så var en måde du kunne sørge for at dine børn ikke led overlast...Ville du så ikke vælge det?"

Rafaela forstod ikke hvorfor hun var begyndt og hade Luce. Hun havde altid støttet hende, men nu hvor hun kendte sandheden havde hun svært ved og se det. Alt kørte bare rundt for hende og da ingen har villet fortælle hende sandheden i de år hun havde levet gjorde det ikke bedre. Tårerne trillede ned af hendes kinder og hun stoppede langsomt med og slå på træet hun slog på og kiggede blot ned i jorden imens hun lyttede til det Sean sagde. Han havde måske ret omkring det med, at hendes lillebror ikke ville lide overlast over det. Sådanset led hun heller ikke af det eller retter hun havde ikke før nu, hvor hun kendte til sandheden. Hun kunne tydeligt høre på ham, at Luce enten havde betydet meget for ham eller også gjorde hun det stadigvæk. Hun kiggede om på Sean da han satte det op som om det var hende der havde levet som Luce "Jeg ved det ikke. Jeg har ikke nogen børn og har ikke haft det så hvordan skulle jeg vide det?" hun kiggede trist på ham og tørrede tårerne væk fra øjnene.

Han sukkede. Ingen indlevelse, ingen forståelse. For at være en god leder, måtte man have noget forståelse og kunne forstå folks situationer så godt som muligt. Men det virkede som om Raf manglede denne del. Hvilket mest af alt virkede som om hun havde udviklet sig til en psykopat. Men i så fald var slaget tabt. Og han gad ikke høre på det mere.
Hans hænder røg i vejret, som om han overgav sig. Han sendte hende et skuffet og vredt blik. Et han håbede hun ville kunne huske senere. Hvis Sakref ikke havde styr på hende og opdragede hende, måtte han jo prøve. Men han var ikke skabt til at lege forældre.
"Fint. Vær kold og ligeglad. Jeg er ligeglad. Det er ikke mit problem. Men jeg bliver ikke for at høre dine uberettigede ord om Luce. Du må klare dig selv." og med de ord vendte han ryggen til hende og var faktisk på vej væk...Medmindre hun ville stoppe ham. Væk, lige så meget væk, som da hun havde ledt efter ham. Og denne gang ville han ikke bare dukke op igen.

Hun kiggede overrasket på ham da hun så han han kastede sine arme op i luften og kiggede på hende med et blik der rent faktisk skrammede hende. Hun lyttede lidt til det han sagde og kiggede ned i jorden. Hun kunne bare ikke forstå det. Hun havde lavet det meste af sit liv i et slot som en slags fange. Hvordan skulle hun kunne forstå det? Hun havde ikke levet sådan. Hun kiggede op og så, at Sean var på vej væk fra hende.
Hun måtte til og tage sig sammen det vidste hun, men hun vidste ikke hvordan overhoved og hun vidste ikke hvordan hun skulle kunne få en forståelse for det Luce havde gjort dengang. Hun forstod dårligt nok, hvordan hun havde kunnet leve sådan hun havde gjort i al den tid Raf havde kendt hende. Hun løb hen til Sean og tog fat i hans arm "Undskyld, men jeg kan bare ikke forstå det hele. Det er som om jeg ikke en gang ved, hvem jeg selv er længere pga det jeg har fået, at vide. Jeg vil gerne kunne forstå det, men jeg ved overhoved ikke hvordan" hun kiggede nærmest opgivende på ham. Ikke over ham, men over sig selv "Sean lær mig det jeg beder dig" hun kiggede bedende op på ham. Hun kunne ikke leve sig ind i det da det var for tæt på hende.

Han mærkede hendes arm og stoppede op, vendte sig halvt om mod hende. Han hørte hendes ord...
Og pludselig smilte han. Han mærkede denne...kraft inden i hende. Den var stærk, den var mørk og den...tiltrak ham lidt. Hans øjne skiftede glød, de blev mere døde, mere kolde, mere gennemborende. Et let latter undslap ham. En der fortalte at hendes ord var faldet ham morsomme.
Han var som ændret. Som man trak vejret, havde Sean ingen styr på sin nye evne og når den blev stærk, blev han mere dæmonisk, mere ukontrolleret. Og han nød det stadig. Faktisk bød han det velkommen.
"Hvad får dig til at tro jeg ved noget om følelser og at forstå andre?" kommenterede han.
"Og endnu vigtigere...hvordan man lære andre om det? Jeg er en dæmon! Folk er bange for mig, hvis de opdager hvad jeg er. Jeg har brugt det meste af mit liv på at flygte for latterlige ting som følelser og forhold, relationer" han så lidt på hende. Hun var ikke Luce. Ville aldrig blive det. Han var ikke familiens guardian angel.
"Start med at slappe af. Start med at tage hjem, få lidt at spise, tag et varmt bad, sov nogle timer...Hvad end der gør dig glad. Og tænk. Slap af og tænk. Væn dig til tanken! Og når du så har sovet lidt på det, vil tingene give mere mening. Du er den eneste der har magten over dit liv, til at ændre det. Find ud af hvad du vil. Vil du blive boende på slottet, i sikkerhed og med folk du kender, eller på en hæsblæsende tur for at finde din sande mor, som helt sikkert vil skuffe dig og skabe dig en masse problemer?" Han var hård. Og ligeglad samtidig. Men hvad ragede det ham? Ikke en dyt. Han var ikke hyggeonkel. Han ville ikke have alle Luces unger rendende...For gud, der var efterhånden mange!
Raf var aldrig faldet i hans smag. Han hjalp hun kun fordi han holdt af Luce. Og selv hvis Luce aldrig fik det at vide...Håbede han at hun var taknemmelig for det.

Hun kiggede fortsat bedende på ham. Hun søgte råd fra ham da han var den hun kendte som kendte Luce bedst. Den som vidste mere om Luces tankegang og alt. Alt lige fra følelser til hun ikke kunne forestille sig, hvor meget. Hun kiggede lidt på ham "Du kender Luce. Du ved hvordan hun er og kender hendes tankegang bedre end andre. Du kan lære mig og forstå det" hun blev ved med, at kigge bedende på ham.
Hun stod lidt og tænkte over det han sagde. Han havde vel ret i det han sagde. Måske skulle hun bare vænne sig til tanken i et stykke tid så ville det vel langsomt falde på plads. Hun kiggede lidt ned i jorden og tænkte noget af det igennem. Hun ville gøre det han sagde. Tage hjem og være sammen med Melvin og hygge sig. Spørge samtidig ham til råds. Hun kiggede op på ham igen med et taknemmelig blik "Tak for din hjælp Sean. Jeg skylder dig en tjeneste" hendes stemme var rolig og real.

Han så lidt på hende. Vidste hvordan Luce tænkte? Det ville han nu ikke sige. Hun kunne stadig overraske ham og smuttede rundt, lavede alt muligt og forsvandt, uden at han nåede at opdage det eller stoppe hende. Han kunne ikke forudse hendes handlinger eller ord. Nej, han mente ikke at han vidste hvordan Luce tænkte. Men han kunne ikke lære folk noget, de ikke allerede havde en mulighed for at lære og at kende. At sætte sig i folks sko, at forstå hvorfor de gjorde som de gjorde...Hvis man ikke havde det i sig fra starten, fik man det nok aldrig. Eller også argumenterede han med sig selv for hvorfor han ikke burde gøre det. Uanset hvad, ønskede han ikke ansvaret for det.
Han så lidt på hende og nikkede let. Ja, det kunne man godt sige hun gjorde.
"I så fald ender det nok med at vi ses igen" kommenterede han en smule kort.

Hun plejede, at være god til og sætte sig ind i andre folks liv, men hun havde pludselig fået meget svært ved det. Hun havde kunnet hos Luce, men efter hun havde fået, at vide hun var hendes rigtige mor så var det hele bare kollapset oppe i hovedet på hende. Det irriterede hende, at hendes indlevelsesevner var blevet svækket på sådanne en hård måde.
Måske skulle tingende vel bare falde på plads før hun kunne forstå det hele. Leve sig ind i det Luce havde gjort for mange år siden. Havde det været det Sean havde ment? Tankerne løb rundt i hovedet på hende og hun vidste ikke hvor hun skulle starte og hvor hun skulle slutte og hvor det var bedst hun startede henne og hvad der ville være nemmest for hende, at finde hoved og hale i.
Hun nikkede stille til Sean og smilede "Det sker sikkert lige pludselig" hendes stemme var lidt lav og hun begyndte og gå hen imod udgangen af parken. Hun kiggede hen over skulderen og hen på ham "Igen tak Sean. Vi ses" hun vidste, at det næppe ville være sidste gang de så hinanden om det så ville være planlagt eller en tilfældighed næste gang det vidste man så aldrig. Hun gik roligt videre imod sit hjem.

Han så lidt på hende og nikkede kort. Ville ikke ødelægge hendes lille håb. Åh, han var ikke født til at passe børn, hverken små eller store. Og alligevel myldrede der efterhånden med børn om hans fødder. Hans egne, Luces, hans brors...Overalt var der børn. Det irriterede ham lidt, men han var ikke uvant med ansvar.
Han vendte om og gik den modsatte vej ud af parken og forsvandt i natten.

//Out//

/7Tak for endnu et godt emne //

//Selv tak xD //

//Det må vi snart få igen når vi har et bedre plot ide xD //