A trip to the park - James

Sted: Firewood Park.
Omgivelser: Den er helt tom, mørk og ganske uhyggelig.
Tid: 21.15.
Vejr: Det er mørkt, halvmånen lyser om kap med stjernerne. Det er en klar aften, det er stjerneklart og en smuk aften at gå en tur i.

Blair kom altid ud ved denne tid, gerne tidligere hvis hun kunne. Men det var ikke altid en mulighed. Slet ikke om sommeren. Men hun havde tilbragt nogle timer ude, og hun havde nydt det i fulde drag. Hun havde dog et indre ønske om, at kunne mærke sollyset igen, uden at brænde. Men det var ikke en mulighed for hende. Hun var fordømt til at være i mørket. Hun forsøgte så vidt muligt, at skjule det faktum, at hun var en vampyr. Men det var ikke let. Hun kunne ikke røre ved nogen, så ville de mærke hvor kold hun var, hun skulle skjule hendes duft, hvilket bestemt ikke var let. Hun kunne lige så godt opgive det. Alle vidste hun var en vampyr ved blot at se på hende. De eneste der kunne ske at mistænke hende for at være et menneske, var menneskerne selv. De endte ofte med at blive hendes måltid. Selvom hun dog ikke dræbte dem længere. Hun prøvede at være så menneskelig hun kunne, men uden at dø af det. Det var ikke en let mission, hun havde begivet sig ud på. Hun gik ned igennem parken, men besluttede sig for at sætte sig ned på en bænk, og så op imod stjernerne. De havde altid fascineret hende. Heldigvis, kunne hun nu se frem til en evighed med at kigge på stjerner. Hun sukkede og lænede sig tilbage i bænken, mens hun bare slappede af og nød den tid hun kunne være ude.

Arno havde været nød til og komme ud, af Beths hus for bare at få lidt luft. Hun kunne jo klare sig selv, men det var mere for hans egene skyld. Hun havde jo været en del af hans liv, og ville stadig være det,. Men nogen gange, følte han bare, at han skulle fri for alle folk. Som var for tæt på ham, han havde valgt det nyeste tøj, han havde haft ved hende som ikke var blive stjålet. Arno lukket øjne og begynde at gå ned gennem parken, han vidste det ikke altid var en god ide og gøre. Men han var ligeglad, han var en Engel, der ud over følte han at de større magter beskyttet ham. Kulden var meget let og mærke, måske skulle han ha taget noget varme tøj på. Nej da, så vigtigt var det ikke for ham selv nu når han tænkte over det. Arno begynde og gå stille gennem parken, for at finde et lille sted han måske ku få varmen ved. Arno kom dog ved et uheld til og gå ind, i op til fem fulde mænd som gik den anden vej. Da han lige stødte ind i dem, vende de sig mod ham. "Jeg undskylder, det var min skyld." Lød det fra Arno af. Hvor efter de kigge på ham med fjendlige øjne. "Så se dig dog for din forbande Satan." Lød det fra dem, "ved du hvad gi os dit sværd og din pistol og vi lader dig gå." Lød det kort fra den af dem som så ud til og være lederen, Arno tog sin hånd ned til sværdet, "nej jeg kan ikke gi jer dem," lød det fra ham. Hvor efter han blive slået i baghoved med en næve, hvor efter han faldt ned. "Lad vær, jeg har ikke gjorde noget tvinge mig ikke til og skade jer." Lød det ganske svagt, fra Arno af hvor efter de bare begynde og smadre ham uden han kunne gøre noget.
//p se på profil billede.//

Blair sad i hendes egne tanker, i hendes egen lille verden, men det varede ikke længe. En masse snak et stykke fra hende, fik hende til at være opmærksom. Hun blev siddende hvor hun sad, men så på dem gennem øjenkrogen og lyttede til dem, indtil hun følte sig tvunget til at gribe ind. Det var tydeligt, at denne mand, denne engel, ikke fortjente at blive behandlet sådan. Hun gik hen til en af dem og prikkede ham på skulderen. Han vendte sig rundt og så kort på hende. Med et overlegent blik, vendte han så rundt til de andre og fik dem til at lade englen være, for i stedet at fokusere på hende. Da den første mand vendte sig rundt igen, fik han en knytnæve lige i ansigtet og gik et par skridt tilbage. En anden mand slog ud efter hende, men hun greb hans knytnæve i luften og skubbede ham tilbage, så han væltede en mand bag ham. Det var tre, så manglede hun bare to. Forhåbentligt, ville mændene stikke af, så hun ikke var nødsaget til forsage større skade på dem, for det ønskede hun virkelig ikke. En af mændene fik fat i hende bag fra, og havde hans hals klemt op imod hendes hals. Problemet var bare, at hun ikke behøvede at trække vejret. Den anden mand angreb hende forfra, og hun blev nød til at afgøre, hvem hun blev nød til at kæmpe imod først. Hun valgte ham bag hende, og gav ham først en skalle med hendes baghoved og så en albue i maven, hvilket fik ham til at give slip, men manden foran hende, havde fundet en træpæl frem og havde stukket den ind i hendes bryst. Heldigvis, var hans viden om menneskets anatomy ikke den bedste, så han ramte ikke hendes hjerte. Men det gjorde fandens ondt alligevel. Hun faldt ned på knæ og tog fat om pælen. Forhåbentligt, kunne englen selv klare den sidste mand, for Blair var ikke i stand til det lige nu.

Jo flere slag de gav ham jo svære blive det for ham, at holde sig op. Da Arno så kvinden komme hen, for at hjælpe skulle han lige til og sige noget. Men blive stoppet da han fik et spark, i hans ansigt igen hvilket der gjorde at hans næse brækket. Arno rejste sig op, svagt da han så hvad der skete omkring ham. Han kigget sig omkring, men idet han havde fået styr på hvad der skete greb han fat i den eneste af mændene. Som stadig stod op, Arno gav ham et hovednik, hvor efter han så manden trække en pistol hvor efter han ikke behøvet at tænke. Arno træk hans egen pistol og skudt ham i armen, hvor efter manden faldt ned og begynde og kravle væk. Arno tørrte blod fra hans mundvige væk, hans eget blod jo. Han kigge lidt på hende der havde hjulpet ham hvor efter han så de andre, mere eller mindre forlade stedet. Arno kigget på hende hvor efter han sætte sig på knæ, "lad mig hjælpe, du skulle ikke ha blandet dig." Lød det kort fra Arno af hvor efter han prøvet og se hvilken race hun var, han mærket hende på armen. Dog træk han den væk hurtig igen, Arno kigget kort på hende. "Har du brug for noget blod," uden og vente på svar skar Arno sig selv i armen. Med en enkel kniv, han havde på sig. Det ville heale

Blair lod hendes hænder hvile på træpælen, inden hun fik mod til at trække den ud. Heldigvis, havde hun en større smertetærskel end nogle andre racer, så det var ikke så slemt. Hun fulgte hans bevægelser med blikket, da han satte sig og nikkede så bare. ”Jo jeg skulle.” Hun kunne nu bedre se hans ansigt, der var slemt forslået. Hun var lige ved at trække armen til sig, men han nåede at røre hende og fjerne hånden igen. Da han spurgte om hun havde brug for blod og rystede på hovedet. ”Nej, du har vist mere brug for det end jeg.” Men han havde allerede skåret hul på sig selv. Hun måtte indrømme, at det var fristende, men hun kunne ikke tage imod det. Hun vendte blikket ned, da hendes hugtænder voksede sig frem og hendes øjne blev røde. Hun var ikke stolt af det. Ikke længere, og hun ønskede derfor heller ikke at nogen skulle se det. Blair gjorde alt hun kunne, for at kæmpe imod trængen til hans blod. Hun var blevet meget bedre til det, og hun kunne også få hendes hugtænder til at vokse tilbage, og få hendes øjne tilbage til den blå farve. Hun så op på ham og tog flere dybe indåndinger efter hinanden, for ikke at blive tiltrukket alt for meget af hans blod. ”Jeg hedder Blair,” sagde hun med et forsigtigt smil. Han virkede venlig og god af hjertet, så ingen grund til at vise ham samme venlighed. Hvor godt et hjerte hun kunne havde, var hun ikke sikker på. Hun var trods alt en morder, det var det hun var skabt til. Selvom hun prøvede at kæmpe imod hendes natur.

Da han hørte hende sige, at hun ikke ville have det, træk han den tilbage til sig selv igen. Hvor efter han kigget hende i øjne da hun kigget op igen, "hej Blair mit navn er Arno." Lød det svagt fra Arno af. Han kigget på hende med et kort smil, hvor efter han rejste sig op og kigget på hende kort. Han begynde og humpe lidt væk, han skulle lige finde et sted og sidde ned. Arno gik hen til et træ, hvor efter han sætte sig op af den for at kunne få luften. Han kigget over mod Blair igen, "du Blair, hvorfor ville du hjælpe mig du kunne jo bare ha lade som om du ikke havde set noget." Lød det fra Arno af, han tog noget af hans eget blod hvor efter han kigget over mod hende igen. Arno rev sit tøj i stykker, hvor efter han bandt det fast om hans sår. Han kiggede hen på Blair igen, "så med på at gå hen på kroen, det er det mindste jeg kan gøre efter som du reddet mit skind." Sagde Arno hvor efter, han sende hende et smil. Han rejste sig op og gik hen til hende, så godt han kunne selv om hans krop stadig var smadret, Arno så hen på hende, hvor efter han kigget på hende, med et lille smil. "Som sagt det er det mindste jeg kan gøre, for at du har reddet mig." Arno så på hende, hvor efter han rækte hans hånd frem til hende. Arnos tænker var mere rodet ende det havde været før, det var lidt lige meget hvor forvirret han var, det eneste som betød noget var at han stadig. Ville kunne få styr på sit liv mere eller mindre, men hvorfor, siden han var blive sig selv igen mødte han piger med blondt hår. Hvad var det dog for noget, Arno så hende på Blair og sende hende et smil.

Blair nikkede da han præsenterede sig selv, hun blev siddende lidt endnu, indtil hendes sår var healet. Uden på var det mere eller mindre forsvundet, men der var stadig en indre skade som manglede at vokse sammen. Hun forsøgte at tørre det størknede blod væk, det var ikke ligefrem det mest tiltrækkende, og sådan havde hun det bedst, hvis hun vidste, at andre var tiltrukket af hende. Det er var endnu en af de ting, hun blev nød til at arbejde med. Hans spørgsmål kom ikke bag på hende. Det lå ikke ligefrem til hendes race at være hjælpsom. ”Fordi du ikke ville skade dem.” Hun så hen på ham og vidste, hun var nød til at uddybe det. ”Hvis du heller ville tage imod slag end at uddele dem, fortjener du dem ikke. Du virker som en god person, det ville være ærgerligt, hvis verden havde en mindre som dig.” Hun var ikke meget for uretfærdighed, og det var bestemt ikke retfærdigt at han blev angrebet af fem mænd, når han ikke ville forsvare sig selv. Da han spurgte om hun ville med på kro, tog det ikke lang tid før hun svarede ja. ”Selvfølgelig vil jeg det.” Hun så på ham da han kom hen imod hende, og var ved at tage imod hans hånd, men trak hendes egen hånd tilbage og rejste sig selv op. Hun sagde aldrig nej, til at komme på kro. ”Måske bør vi.. Ordne vores sår inden vi går ind til en masse mennesker.” Hun boede selv langt væk, og så havde hun ikke et sted at få vand, så hun kunne ikke tilbyde ham at tage med derhen. ”Kender du et sted vi kan gå hen?” Hun var ikke vildt kendt i området, så hun håbede han kendte et sted.