Misery Loves Company - Allyson

Det behøvede ikke at være nat for at Caroline kunne bevæge sig ud, og højlys dag eller ej - så bevægede hun sig igennem den mørkeste side af Sunfury. Her havde hun hersket, og det overraskede hende ikke, at Julian ville holde til her lige nu. Det var nemt at lave ting som dronningen aka Andrea den store - rent ironisk - ikke bemærkede ordenligt. Dog vidste hun var en kilde, Stella, at Julian holdte til der. Og hun var ligeglad lige nu. Fra Nille havde hun modtaget et brev, om Allyson var fanget hos Julian - og om de var på talefod eller ej ville hun hjælpe hende. Sådan var det nemmest. Caroline havde været fanget ved Julian i 13 år, hendes lillesøster skulle ikke sidde og opleve det samme som hende selv - det ville ikke være fair for nogle.
Caroline var iført sorte bukser med en rød top og en læderjakke udenfor, imens de blonde krøller hang over hendes skuldre. De blå øjne spejlede sig udover omgivelserne - i det de stille blev røde hvor de før var hvide, og efterlod et dæmonisk ansigt. Caroline brugte sin fart til at komme ned i gaderne og kiggede rundt og søgte efter bekendt fært. Hun kunne ikke søge efter Julian da han var et spøgelse og ingen fært havde oversig. Men Stella var i familie med de fleste her og hvor hendes blod var, var de åndsvage sønner af Julian også. Dog var der en som opdagede hende og løb imod hende, synd for ham - brækkede hun hovedet af hans nakke og trak på skulderen. Like han burde virkelig vælge sine kampe med omhu. Den næste greb hun fast i og kiggede ham i øjnene. "Shhhhh. Råb ikke om hjælp, hvis mig vejen hen til min søster. Når folk snakker til dig, glemmer du, at jeg er her, og ved bare du skal se til Allyson Thunder." Han nikkede og begyndte at gå hen til en lille hytte. Væk fra Julians hus - som om, at det havde været meningen at Caroline skulle opsøge Julian direkte og blive overfaldet - men Caroline havde trods alt styr på det meste af situationen. Sønnen under hendes tvang hilste på nogle stykker, men kunne ikke fortælle dem, at han blev skygget af Caroline - så da han låste døren op løb hun indenfor uden nogle bemærkede hende. Sønnen tog en fakkel og gik hen til en anden dør inden i hytten som førte til en trappe som gik nedenunder. Caroline tog nøglerne og rev derefter hjertet ud på ham, og gik ned af trapperne. Lyden af råb og skrig om hjælp blev højere jo længere ned hun kom. Børnegråd - det mindede hende om fortiden, hvilket fik det til at revne indeni hendes kolde hjerte - men hun holdt det i sig - alle de år - og hun skulle ikke bukke under af lidt fortid. Så snart hun havde samlet sig selv op - begyndte hendes mission. Ilden ovenpå kunne hun dufte. Hun havde selvfølgelig ikke lige tænkt sig om der.
Caroline sparkede de forskellige bure op. "Skynd jer løb." Sagde hun for hvergang og kiggede godt efter. Der var da heldigvis en kloark udgang, for dem som ikke kunne holde til at løbe igennem ilden - og det var der ikke nogle der kunne, medmindre de beherskede ilden indenfor nogle områder. Caroline kom endelig hen til den sidste celle og kunne snart genkende personen og sparkede låsen op, imens hun lagde hovedet på skrå. "Hvad siger du søs, skal vi smutte?" Spurgte hun og kiggede så opmærksomt tilbage da kvinder og deres børn løb mod kloarken, hvor de ville kunne komme ud inde i byen Sunfury. Det var også mest sikkert der. Så meget kendte hun da alligevel Andrea. En af mændene kom løbende mod kvinderne men Caroline - uden hun vidste det - sendte ham i gulvet ved et sølle blik. Han skreg op af smerte og besvimte til sidst af den så snart Caroline slap ham. Hun blinkede kort og kiggede så opmærksomt på Allyson. "Kom." Sagde hun så og rakte ud efter Allyson.

Allyson havde været fange i hvad der føltes som en evighed, men egentlig havde hun været der i et par dage. Hendes baghoved hvilede imod væggen imens hun sad ned på gulvet. Hendes øjne var lukket og man kunne slet ikke høre hende trække vejret, sikkert fordi hun ikke havde brug for det. Smerten var stærkere end nogensinde før. De havde ikke givet hende blod, og selv hvis de havde ville hun ikke have taget imod det. Det værste var at der var uskyldige børn og kvinder omkring hende. Hun kunne høre deres hjertebanken, høre blodet i deres årer.. Hun var før gået amok på grund af blodtørsten. Hun havde skreget, råbt eder og forbandeler, og andre ting som hun helst ikke ville tænke på. Hun vidste ikke hvad de ville med hende. Måske ville de bare udnytte hende som de udnyttede de andre? Hun havde virkelig ondt af de stakkels børn og kvinder. Hvis hun kunne hjælpe dem ville hun, men det kunne hun ikke. Hvem var det også lige som havde kidnappet hende? En eller anden Julian. Caroline og Stella havde kendt ham kunne hun huske. Ved tanken om Caroline fnøs hun lavmælt. Sikke en søster hun havde der. En søster som end ikke ville hjælpe hende med at slippe fri og som havde sat hende ind i dette helvede. Tårer begyndte at løbe ned af Allysons kinder. Gid hun og Caroline aldrig havde set hinanden igen. Så ville hun stadig være menneske.. alt ville være som det havde været før.. Så skulle hun ikke leve med tanken om at hun var en vampyr præcis som hendes søskende, og at de dræbte mennesker! Det havde været meget lettere, da hun troede at de var døde, eller bare.. væk. Hun havde troet at hun aldrig skulle se dem igen.. og det ville hun ønske at hun ikke havde.
Hendes tanker blev afbrudt af at kvinder og børn pludselig begyndte at løbe rundt. Allyson prøvede at rejse sig lidt, men smerten var for stor, så hun røg straks ned at sidde igen. Hun stønnede lidt af smerte. Allyson så op, da hun hørte at hendes celledør blev sparket op.
Et kækt smil bredte sig om Allysons læber. "Nå, så nu kunne du endelig få slæbt dig selv herover?" Allysons lyseblå øjne fik en rød glød over dem. "Jeg skal ingen steder." Hun så væk fra Caroline og knyttede sine hænder. "Jeg er for svag til at gå. Bare lad mig dø her, så slipper jeg nemlig for det helvede, du har puttet mig i." Allyson smilede stadigvæk trods ordene og tårerne som gled nedover hendes kinder. "Jeg ville ønske at jeg aldrig havde mødt dig igen.." Mumlede hun svagt og lukkede sine øjne.

Caroline havde været vampyr det længere tid end Allyson, men hadede det også i starten. Ingen havde kæmpet så meget mellem forskellige racer som Caroline havde. Hun havde næsten været det hele. Hun kneb øjnene lidt sammen og fnøs så derefter. "Gir du op allerede? Jeg er næsten flov." Sagde hun som svar, ganske koldt. "Det jo ikke ligefrem fordi du kender noget til at kæmpe." Tilføjede hun og kiggede sig omkring. Caroline hørte hvert et ord, men det sårede hende ikke. Alle andre i familien var alligevel døde, lige nu fik Allyson bare Caroline til at se hende død foran sig. Selvom Caroline vidste bedre. Hun gik ind og trak Allyson op i armene. "Hvis du skal dø, så dø i det mindste som en Thunder i stedet for en slave." Mumlede hun irriteret og begyndte stille at gå ud af cellen og rundt i gangen. Dog slap hun så Allyson og lod hende falde, hvis hun ikke var stærk nok til at gå selv. Hun hævede et bryn. "Hvis du bliver her. Bliver du voldtaget. Tortureret. De vil ikke lade dig dø her. Jeg har været her i 13 år, som menneske. Alt smerte du kan forstille dig i verden, ved at være vampyr - hernede er det sande helved. De ligeglade med dig, de ønsker ikke at gøre dig noget kort. Måske er jeg ikke den perfekte rollemodel, men ingen er. Og du er trods alt det eneste jeg har tilbage af den her åndsvage familie." Sagde hun så og gik to skridt tilbage fra Allyson. Pludselig kunne en spids ses igennem Carolines bryst. Da en bagved hende stak et træspyd hele vejen igennem hende, hun hostede... gispede, inden hendes hud blev grå - og derved kolapsede på jorden. Der var ikke mange der vidste at hun ville overleve dette, ikke engang Nicolas vidste det. Hun vidste det selv, men det ville tage tid om at trække det spyd her ud, kræfter eller ej.
Julian viste sig. Han lo. "Så drenge hyg jer med kællingens lig." Han var modbydelig. Han kiggede over på Allyson. "Du skulle være stukket af da du havde chancen." Han nikkede og to af sønnerne tog hende for at smide hende ind i cellen igen. Dumme nok fjernede de spydet fra Carolines hjerte og smed hende ind i en celle ved siden af, hvor hende og Allyson ikke ville have en chance for at se hinanden.

I det lille øjeblik de skulle til at trække tøjet af det lig de troede der var. Slog Caroline øjnene op og brækkede nakken på dem, men hvad der forgik der omme kunne lyde forskelligt. Det kunne både lyde som om, at de blot brækkede Carolines lemmer fra hinanden eller værre. Caroline kravlede hen til muren og lod hovedet mod væggen for at samle kræfter. Julian var forsvundet igen. Han så jo ingen problemer. Han ville sikkert skrive til Stella at han havde Caroline under kontrol - hvilket han langtfra havde. Hendes celle stod åben. Lysten til at smutte og efterlade Allyson ramte hende, for Allyson var jo ligeglad med hende, død eller i live. Caroline opførte en lyd af to af sønnerne som gik indenfor til Allyson og begyndte at ville have fat på hende, for at trække tøjet af hende. DE ville gøre alt for at få hvad de ville have om de så skulle slå hende. Dog ville de ikke nå meget langt før Caroline havde sat tænderne i den ene, som var shapeshifter og efterlod de sidste dråber til at lade ham sejle i sin egen sø. Den anden greb hun fast om nakken om og hamrede hans hoved ind i væggen så han blev bevidstløs.

Caroline irriterede hende grusomt. Hvad var det som var så forfærdeligt ved at Allyson ikke gad at være vampyr? Caroline var uden tvivl ikke tilfreds med hvordan allyson var, præcis ligesom Allyson ikke var tilfreds med Carolines opførsel. Al den smerte som blodtørsten havde sat Allyson igennem havde ændret hende til en person, hun egentlig ikke ønskede at være, men hun kunne ikke ændre det, også selvom hun ville. "Hør lige på dig selv. Du tror du er bedre end alle andre. Du tror jeg ikke ved hvordan man kæmper. Hvem var det der endte helt alene efter mor og far døde? Det kan godt være at du blev misbrugt, og det er jeg også ked af, men du skal ikke tro at jeg ikke ved hvordan man kæmper. Jeg kæmpede for at overleve. Jeg kæmpede for ikke at bryde sammen. Jeg kæmper stadigvæk." Allysons stemme var skarp og en smule hæs.
Da Caroline løftede hende op beklagede Allyson sig ikke, heller ikke da hun bare blev smidt ned som en bunke affald. "Tak fordi du kalder vores familie åndssvag." Sagde hun kækt imens en kort, død latter forlod hendes læber. Da Caroline fald til jorden efter at have fået et træspyd i sig, prøvede Allyson at kravle hen til hende. "Caroline.." tårer begyndte igen at løbe ned af hendes kinder. Da hun hørte Julians stemme hvæsede hun advarende af ham, men hun var for svag til at kæmpe. "Og du skulle være forblevet død." Sagde hun imens hun stadigvæk hvæsede.

Allyson fik sat sig op efter at blive kylet ind i cellen igen. Hun fik rejst sig op, trods det var vildt svært for hende og så rundt. Hvor havde de gjort af Caroline? Hun havde ikke nået at se det.. Hendes tanker blev afbrudt af at celledøren blev åbnet. Hun blottede sine hugtænder og fik vaklende trådt et skridt væk. Hendes ryg blev mødt af muren. Hun brugte sin sidste rest energi på at holde dem væk og i det øjeblik Caroline dræbte dem faldt Allyson til jorden. Hendes hals var utrolig tør og alt gjorde ondt.

Caroline satte sig på hug ved Allyson og kiggede hende i øjnene. "Listen to me. You'll be fine. Everything will be okay." Smilede hun svagt og kørte sin hånd henover Allysons kind.
Dog gik der ikke længe før en form for tåge ramte dem. Caroline kunne mærke, hvordan hun blev søvnig. Til sidst blev hun slap i sine muskler og faldt bare om på jorden, hvorefter hendes blik blev mere og mere slørret. Og til sidst blev alting bare sort. Men der var ingen smerte overhovedet. Alting virkede så stille og fredfyldt.

Caroline slog øjnene op og åndede højlydt luft ind. Det første hun opdagede da hun satte sig op var det værelse hun var i. Hun lagde på en dobbeltseng i et stort hus. Men ikke hvilket somhelst hus. Det var det store hus i Firewood Village. Det hun havde overtaget efter forældre ne var døde, men det kunne umuligt være det hus. For det var smadret efter Luce havde fløjet ind i det og revet det fra hiannden som halvdelen af Firewood Village for mange år siden. Caroline lod forsigtigt sine tåspidser ramme det bløde gulvtæppe inden hun lod hele foden plante sig på gulvet. Hun gik over til et spejl Hun gispede kort. For første gang i lang tid, var hun faktisk i stand til at se sig selv i spejlet. Caroline rystede på hovedet og gik hen til et vindue. Der var ikke en sjæl udenfor. Ingen dyr. Ingen mennesker. Intet. Caroline lagde hånden på dørhåndtaget og åbnede så den. Hun kunne høre visken nede fra køkkenet. Vampyrhørrelsen var væk. Det føltes som om, at hun var et menneske igen.
Men som om det ikke var nok ventede det største af choksne til sidst. I køkkent stod intet mindre end Rockell og Mason Thunder. Caroline og Allysons forældre. Caroline rystede på hovedet og blinkede et par gange. "Det her sker bare ikke." Mumlede hun svagt og så ligeså forvirret ud som hun var.
"Godmorgen til mine to smukke døtre." Caroline vendte sig om da hun fik øje på Allyson. Dette måtte være en drøm. Det var det nød til at være. Caroline satte neglene i sig selv i håb om det ville vække hende, men det gjorde det ikke. I stedet dog Rockell hendes hånd. "Pigebarn dog, hvad har du gang i?" Spurgte hun rystende på hovedet. "Kom i to ´. Med ind og få noget morgenmad." Rockell trak nærmest Caroline med ind i stuen til pejsen. Hele det store palæ her så ud som før det blev ødelagt. Caroline havde egenligt ikke savnet det, men måske havde Allyson?
Eliza og Destiny var ingen steder at se, heller ikke på familie billeder. Måske var det en form for paraleltunivers. "Jeg er ikke sulten." Løj Caroline da hun blev sat ned i sofaen og kiggede stadigvæk på Allyson. "I to slås ikke stadigvæk omkring det i går gør i?" Spurgte deres far og lagde armene overkors. Caroline så forvirret på ham. Slås over hvad?

Allyson slog sine øjne op, i det hendes lugtesans fangede noget utrolig bekendt og savnet. Hvad var der sket? Caroline havde snakket til hende, og pludselig var hun blevet søvnig. Hun var faldet i søvn, og nu.. Allyson satte sig op og så rundt. Hun spærrede sine øjne vidt op. Hun var på sit gamle værelse! Hun skubbede dynen til side, selvom hun havde allermest lyst til at putte sig under den og bare sove videre. Hun så rundt og rynkede svagt på panden. Sidst hun havde været på sit værelse var, da deres forældre døde. Hun fik kuldegysninger og rystede lidt ved tanken om den aften. Hun tog straks en cardigan, der var ved fodenden af sengen om sig og fulgte den vidunderlige savnede fært af deres mors parfume og.. bare generalt færten som havde omgivet deres forældre. Allyson rørte kort ved sin hals, da hun opdagede at smerten var væk.
Det var tydeligt at der var noget galt.. og hvorfor pokker var Eliza og Destiny ikke på nogle af billederne?! Det gjorde helt ondt i hendes hjerte at være i huset. Hun stoppede op, da hun fik øje på Caroline. Caroline var tydeligvis lige så chokeret som hende selv. Allyson bed sig selv svagt i underlæben. Allyson fulgte dog efter Caroline og deres mor. Hun kunne ikke lade være. Hun havde lyst til at kramme Rockell og Mason.. hun havde savnet dem så meget, men.. de kunne da umuligt være ægte? Allyson stillede sig ved siden af sofaen med korslagte arme og så rundt. Dog stoppede hendes blik ved deres far, da han snakkede. Allyson rynkede svagt på panden. "Øh.. hvad skete der igår?" Spurgte hun undrende imens hun hævede lidt på sit ene øjnebryn.

Mason vendte sig om imod dem og kiggede skiftevis på dem. Kort rystede han på hovedet. "Du råbte og skreg over at Caroline havde ødelagt dit liv. I gad ikke snakke til os omkring hvad, men jeg håber i har lagt det bag jer." Fortalte han og satte sig i sofaen ved siden af deres mor. Caroline vidste ikke hvad der gjorde mest ondt. At sidde i den her stue, eller at hun faktisk sad og så på sine forældre. Det var hendes skyld at de var døde, at de dæmoner havde parteret dem i deres eget soveværelse - Caroline havde fundet dem selv samme aften, hun kunne huske panikken da hun løb igennem mængden af folk og stødte ind i Sean for første gang. Han havde hjulpet hende med at finde de skyldige og derefter hævnet hendes forældre. Det var noget hun ville være ham evigt taknemlig for.
Caroline blinkede kort og rystede så på hovedet. "Jeg kan ikke gøre det her. Jeg går." Sagde hun og rejste sig op. Hun åbnede døren ud til og trådte udenfor i stilheden og den varme sommersol. Stilheden var næsten mere uhyggelig end at sige i stuen med sine døde forældre. Caroline gik udenfor. Firewood Village lignede sig selv før det blev smadret. Caroline begyndte stille at gå imens hun så sig omkring. Hun hadede der var så tomt. Hun kiggede rundt i naboernes vinduer. Alting var der. Mad. Glas. DEt var som om, at de var til stede uden at være der. En anden tid. Bare uden andre levende væsner end dem selv. Kroen. Caroline lukkede døren op og gik derind, omme bagved disken fandt hun sig en flaske whisky. Efter det gik op for hende at hun ikke ligefrem havde vampyrstyrke længere og måtte bruge en normal oplukker, satte hun flasken på hendes læber og tog en slurk. Hun rynkede på næsen og satte den fra sig. Blinkede et par gange vildt med øjnene. "Vampyr sanser før virkelig noget ved whisky smagen. Føj." Udbrød hun for sig selv og kørte en hånd igennem sit hår. Hun satte sig på bardisken og kiggede let rundt. Alting virkede anderledes. Og det var det. Dog hadede hun det. Hun hadede at se sine forældre sidde i stuen og smile - for det virkede så falsk for hende. Det var en stor drøm det her, det måtte det være. Mikayla var her ingen gang. Selvfølgelig var hun ikke det. Det her var den verden de ville leve i, hvis Caroline ikke var gået udenfor den aften deres forældre ikke var hjemme. Hvis hun havde holdt sin nysgerrige røv indenfor og ikke gået herhen til kroen - så var hun ikke blevet taget - og hun havde levet i det hus med sin søster og deres forældre. Uden drama. Hun ville være menneske. Men hun ville aldrig have mødt Nicolas. Noah.. Logan.. James.. Endda Christian, Nille og Jacob. Hun ville aldrig have fundet Eliza igen. Eller stødt ind i Destiny. Alt der var sket i hendes liv havde gjort hende til den hun var. Hun kunne leve uden at være menneske, men hun kunne ikke leve i et liv med sine forældre i fortiden. For hun vidste den var så falsk, at hun ikke anede hvordan hun skulle opføre sig. Hvordan de kom ud derfra var dog en helt anden side af historien. Endnu ukendt.
Caroline sprang ned fra bardisken og gik ud af kroen. Hun så sig omkring. Det var et forfærdeligt stille sted.

Allyson rynkede svagt på panden over det deres 'far' sagde. Hun bed sig selv svagt i underlæben og så kort på Caroline. Det var jo rigtigt. Caroline havde ødelagt hendes liv, om Caroline ville indse det eller ej. Allyson så efter Caroline, i det at hun begyndte at gå og efterlod dem i stilhed. Et lavt suk forlod Allys læber før hun efter nogle få minutter rejste sig op, og begyndte at gå samme vej som hendes søster havde gået. Imens hun gik lagde hun ikke mærke til sine omgivelser, hendes tanker kørte for fuld sving. Caroline troede at hun var fuldkommen uskyldig, og alt hun havde gjort var rigtigt, men meget af det hun havde gjort havde været forkert - for dristigt. Allyson havde lige siden Caroline havde forvandlet hende drømt om at stille sig ud i solen, og bare dø, men hun kunne ikke gøre det af en eller anden grund. Der var ikke noget eller nogen som holdte hende fra det, men hun gjorde det ikke. Hun vidste ikke hvorfor, og hun ville ikke finde ud af det.
Caroline var præcis hvor Allyson regnede med. Ally havde åbnet døren ind til kroen og hendes lysende isblå øjne fangede hurtigt Carolines skikkelse. "Så, du prøver at drikke det hele væk?" Allyson trådte indenfor i kroen og gik hen imod Caroline. "Det vil ikke hjælpe dig." Allysons stemme var iskold. Afvisende. "Jeg fornemmer du er utilfreds med mig. Brok dig over mig. Sig hvad du vil sige. Derefter er det min tur." Allyson lagde armene over kors og afventede Carolines reaktion.

Caroline vendte sig mod Allyson da hun trådte indenfor. Hun rystede på hovedet af hende først. "Godt så." Startede hun ud med det sidste hun sagde og trådte tættere på hende, med armene overkors ligesom sin lillesøster. "Jeg har intet at brokke mig over okay. Jeg ved godt, at jeg begik en fejl. Sagen er den. At hvis jeg tillader mig at gå i dybten af den følelse, så føler jeg mere end jeg kan håntere okay. Jeg er ikke så stærk som jeg prøver at være." Caroline kørte en hånd igennem sit hår inden hun forsatte. "Du sagde jeg måtte sige hvad jeg ville sige, så her kommer det.... Undskyld. Jeg ved en undskyldning ikke gør nogen forskel på vores situation. Jeg har altid givet mig selv skylden for mor og fars død. Det første jeg gjorde da jeg slap fra Julian var at prøve at finde hjem, og da jeg gjorde var de døde - dræbt af en dæmon. Jeg fandt senere Eliza... hun datede en varulv som voldtog mig. Hun vidste godt det, men hun var ligeglad. Der fald vi fra hinanden... nu hun væk. Vores storesøster... pludselig væk. Min datter Mikayla død flere gange. Sagen er den.... da jeg stod med chancen da du var døende. Jeg var selvisk. Jeg ønskede ikke at slippe dig endnu. Jeg havde lige fundet dig igen. Og i det samme sekund var jeg ved at miste dig for altid. Det var selvisk og ikke mit valg at forvandle dig. Du skulle selv have stået med det valg om du ville eller ej. Det var aldrig min mening at ødelægge dit liv." Caroline sank en klump og åndede ud. "At du siger du hader mig. At du ville ønske vi aldrig havde mødtes igen. Det er nok nået af det som har taget mest på mig i lang tid." Tilføjede hun og sank endnu en nervøs klump. Caroline kiggede direkte på Allyson. Hun mente hvert et ord hun sagde. "Din tur."