The chase has begun - Caroline

Vejtrækningen var hektisk, lungerne var begyndt at skrige på luft. Pulsen var steget drastisk og hjertet nærmest hamrede mod brystet. De løbende skridt, og den hivende vejrtrækning, var det eneste der hørtes i de nattens tyste gader. Gaderne var som en lang labyrint, og det at finde ud i sikkerhed, var stort et umuligt.
Alítheia måtte løbe til forfølgerne var rystet af, andre muligheder var der ikke i øjeblikket. Hun havde for travlt med at sætte fødderne, så hun ikke faldt og holdt derfor ikke øje med hvor hun befandt sig. Det havde måske været smart at finde ud af, hvor hun befandt sig, så hun kunne finde et skjulested. Dette var også en plan hun havde i sinde at udfører, så snart hun da var sluppet væk fra sine forfølgere.
Det var lykkedes hende at flygte fra et varehus, som mændene havde spærret hende inde i. De havde selvfølgelig ikke gjort et specielt godt arbejde, da hun praktisk bare var gået ud af bygningen. Der havde dog været vagter, og sådan var flugten begyndt.
Med stadigt hurtigere skridt løb hun gennem gaderne i Shadowflame District, og snart blev der mere tyst, lyden af andres skridt og stemmer døde snart hen.
Da der ingen lyde at høre, antog hun at forfølgerne måtte være rystet af. Træt lod hun ryggen hvile mod muren, på en bygning i det smalle stræde. Efter noget tid, lod hun sig sænke ned på jorden og hvilede hovedet mod knæene. Hvorfor skete dette så ofte, jagt, flugt? Alítheia kunne ikke klare tanken om at skulle flygte endnu engang, men opgive var ikke noget hun gjorde. I noget tid sad hun uforstyrret op ad muren, men pludseligt rejste hun sig skræmt op igen.
En lyd hørtes, det lød som en enkelt persons skridt og hun prøvede at få øje på hvorfra. Havde forfølgerne allerede fundet hende igen? Hun gjorde klar til at sætte i løb væk fra lydende af skridt, endnu engang.

~ Tidligere ~

Som altid var folk gemt i skyggerne, man gik kun hen til folk man søgte. Dette var ikke et sted man kom til uden at være ude i noget smudsigt. Dette var netop hvad Alítheia foretog i Shadowflame District, ulovlige ting. Hun havde skaffet flere hælervare og ulovlige varer, som hun prøvede at få solgt hernede. På forhånd havde hun fundet en at forhandle med, og var blot gået derfra, med flere guldmønter i sin pung.
Alítheia var iført en skjorte, som blev holdt inde med en korset, udover bar hun sort læderjakke. Derudover bar hun par strømme sorte bukser og nogle sorte støvler, med en tynd sål. Gyderne var ved at blive mørke, og hun ønskede at komme ud inden det blev for svært at finde rundt. Handlen var trukket ud, da hun ønskede at få solgt mest muligt, til størst mulig pris, dette krævede tid.
Tankerne om handlen gik igennem hendes hoved som hun gik, og netop derfor reagerede hun for sent. Pludseligt var to mænd kommet ud fra nogle sidegader, som slog hende ned og havde grebet hende i armene og begyndte at trække af sted med hende.


//Undskyld hvis det står lidt mærkeligt nogle steder... og er lidt dårligt o.o//

Shadowflame District. Dette sted kendte hun pænt godt. Det havde været hendes hjem dengang hun var raceleder, siden hun blev taget af pladsen. Så havde hun ikke vendt tilbage, ikke før i aftes. En eller anden tåbelig vampyr havde snakket om hende, ikke ligefrem positivt. Normalt var Caroline ligeglad med dette, men af en eller grund - så blev hun så grueligt irriteret over denne persons enkle beskrivelse af, hvad de mente var en manglende egenskab. Caroline var i den bedre del af Sunfury allerede, så et besøg i Shadowflame ville ikke skade hende.
Da hun havde snuset sig frem til denne simple vampyr tøs. Allerede ved første øjenkast vidste hun, at det var en af dem som troede, at de var så højt hævet over andre. Caroline havde sat hende mere eller mindre på plads. Hvis man altså kaldte et hoved i den ene ende at rummet og resten efterladt i modsatte side. Så ja, så var tøsen sat på plads.
Nu gik hun lydløst igennem de mørke gader. Blodet var ved at tørre ind på hendes fingre spidser, men hun suttede dem rene imens hun gik fremad. De dybe blå øjne fik øje på noget interessant. En jagt lignede det. En kvinde løb... kort efter kom der et slæng af andre efter hende. Et skævt smil kom til syne på hendes læber, inden hun satte i fart. Hun sprang på den første af dem og tømte hans krop for blod. Til sidst var der kun en tilbage, han sank en klump. "Du er bange er du ikke?" Spurgte hun stille. Blodet var omkring hendes læber, og de blodrøde øjne der lignede noget fra ens væreste mareridt. Caroline kiggede ham i øjnene. "Du er så bange... at du har fået et hjerteanfald." Hun så på hvordan herren tog sig til hjertet og begyndte at panikke endnu mere. "Du kan ikke få luft." Caroline holdt dramatisk sig op for halsen som om hun blev kvalt, imens hun så på fyren falde til jorden, og gispe efter luft. Alt sammen noget der forgik inde i hans hoved. "Gud! Se alle de edderkopper der kravler overalt på dig!" Udbrød hun dramatisk. Fyren panikkede prøvede at slå dem væk.. til sidst.. blev han så bange.. at han døde af sit hjerteanfald. Caroline fik et saddisk smil på læben inden hun trådte henover den døde krop. Kort kørte hun sin håndryg henover sine læber, og fjernede resterne af blod. Dog lyden af der snart kom flere gjorde hende opmærksom. I stedet for at vente på slaget, så valgte hun at finde hvem end, der havde prøvet at fange hende. Caroline var klædt i et par sorte jeans og en pink top, imens det blonde hår hang i smukke krøller henover hendes skuldre. DEt tog ikke langtid før hun fik øje på en skikkelse. Hjertet bankede - tydeligt at hører.
Caroline løftede armene op.
"Der går mindst en halv time før de andre indhenter dig. Jeg gav dig et forspring." Sagt så venligt hun kunne. Let trådte hun et par skridt frem og kørte en hånd igennem sit hår.


//Håber det er okay xD

Som lyden af fodskridt nærmede sig, steg hendes hjerterytme yderligere. Alítheia vidste med sig selv at hun måske burde flygte, løbe for sit liv igen, men hun var så uendeligt udmattet. Hun havde fået rejst sig op, da lyden af skridtene havde forskrækket hende – sjovt nok.
Hun stod op og kiggede sig forskræmt rundt for at finde ud af hvem det var. Hun spejdede ud i mørket for at se hendes forfølgere komme hende i møde.
Til hendes overraskelse var trådte ud af mørket, ikke en af hendes forfølgere ud, men en kvinde. Det var, hvad hun sagde der beroligede Alítheia en smule. Alligevel havde hun paraderne oppe, hvis det nu skulle vise sig at være et trick. ”Et forspring siger du?” startede hun ud og hævede det ene øjenbryn, så man kunne se hendes mistro. Alligevel forsatte hun stadig kort efter ”Hvor mange fik du?” spurgte hun med en stadig forpustet stemme. Der havde været en større gruppe vidste hun, på omkring 20 stykker og selv havde hun kun set omkring 5 jagte sig.

Hun betragtede den unge kvinde lidt, høj, blond hår og klare blå øjne. Noget ved hendes udstråling tydede på hun havde haft eller havde magt. Den måde hun gik sikkert og ret på. Spørgsmålet Alítheia stillede sig selv, var hvorfor denne kvinde havde hjulpet hende og hvem hun var. Et spørgsmål hun ville stille for at få svar: ”Kunne det tænkes jeg måtte kende navnet på den som gav mig et forspring, og måske vide hvorfor du gjorde det?”

Et andet spørgsmålet Alítheia ønskede svar på var, hvad ville disse mænd? Hvorfor denne desperate jagt, hvad skulle det til for?

Tiden var gået hurtigt, og mens Alítheia havde talt med kvinden, havde hun fået vejret igen. En ting var sikkert nu, hun ville ikke blive. Des længere hun var samme sted, des lettere blev det at spore hende. ”Hvad siger du, er tiden ikke ved at være opbrugt? Vil du med videre?” spurgte hun henkastet og gjorde klar til at gå.


//Undskyld ventetiden, har haft travlt på det sidste, håber det går

- sorry det lidt crappy svar - hvis det slet ikke dur så skriv, så vil jeg lave noget nyt - noget bedre! måske o.o //

Hvor mange fik hun egentlig? Hun havde ikke ligefrem sat tal på, dengang hun slog dem ihjel.
"Fem seks stykker vil jeg skyde på." Svarede hun så lagde armene let overkors. Hun var opmærksom på dæmonen, om hun havde tænkt sig at angribe eller ej - man vidste jo aldrig med folk for tiden.
"Selvfølgelig. Navnet er Caroline, og tja. Jeg så dig løbe, og blev nysgerrig. Man siger nysgerrigheden slår katten ihjel, men jeg er en smule uenig der. Lidt spænding i livet tager man ikke skade af." Svarede hun med et skævt smil på læben og tog kort øjnene for dæmonen - for at kigge bagved sig.

Caroline førte dog sit blik tilbage på dæmonen, da hun sagde noget. Et eventyr var på kanten til at forkomme, og Caroline hadede at sige nej til sådanne oplevelser. De var altid så spændende!
"Tjo, det lyder som en glimrende ide." Svarede hun og satte på benene igen for at følge med dæmonen. "Så må jeg få min nye partner in crimes navn?" Spurgte hun en anelse spørgende, og så imod hende. Lyden af hurtige skridt kom nærmere dem.
"Du har ret, vores tid var vidst opbrugt. Så det tid til at sætte tempoet op." Sagde hun og med det samme dæmonen gjorde, ville hun også gøre det. For de begge to kunne følge hinanden, det var ligesom mest fair ikke?

Mændende gav ikke op. Siden, hvornår havde en mand opgivet sin jagt så let. Men ligesom kvinder, var de rovdyr. De vidste, hvad de var efter og derfor stoppede de ikke. Gad vide, hvilken race det var? Hun slog tanken ud af hovedet, hvorfor deltage i sådanne lege med døden? Havde hun intet andet at fortage sig? Trist men sandt, nej det havde hun ikke. Caroline løb igennem gaderne sammen med dæmonen, med de jagtgale mænd lige i hælene. Dog var dette en del af deres plan, at kører dem trætte - så de ikke så det andet angreb. De løb nemlig lige i favnen af to store bjerge af muskler til varulve - som holdt omkring dem så de knapt nok kunne bevæge sig. De andre mænd kom til syne for dem, og den forreste lavede et nik til siden. Her smed de dem i en kasse, hvor de begge ikke engang kunne sidde med ret ryg.
Kassen blev sat på en hestevogn, og efter lidt tid - kunne man mærke hvordan det gyngede fordi, de var blevet smidt ombord på et skib.
"Okay, hvad fanden forgår der?" Mumlede Caroline let og prøvede at slå imod kassens ene side.


/Okay, har smidt dem i en kasse.. Håber det okay

For en der lige var blevet jagtet, virkede det mystisk at en kvinde pludseligt kom og reddede en. Grunden virkede ikke som den mest betryggende og troværdige, derudover var tillid ikke Alítheias stærke side og havde aldrig været. Hun havde kigget skeptisk på kvinden, men valgte ikke at stille yderligere spørgsmål, nu gjaldt det om at komme væk. Des længere hun var samme sted, des lettere blev det at spore hende. ”Hvad siger du, er tiden ikke ved at være opbrugt? Vil du med videre?” spurgte hun henkastet og gjorde klar til at gå.
Med hurtige og faste skridt begyndte hun at gå fremad, det gjaldt bare om at komme ud af disse gader nu. ”Du kan kalde mig Penny, lige nu tror jeg det er bedst, hvis du bare kender mig under det navn” det var en kort bemærkning og så blev tempoet sat op til løb.
Man skulle ikke tage fejl, Alítheia var taknemmelig for hjælpen, men hun vidste ikke om det blot var skuespil.
Mænd var stædige som få, og at en kvinde besejrede dem, kunne de ikke og ville de ikke have siddende på sig. Jagten forsatte, Dæmonen og Vampyren løb side om side gennem gaderne. Langsomt som natten gik, mistede de energien, blev kørt trætte af denne leg. Det var katten efter musen og musene gik i fælden.
De to kvinder løb lige i favnen på to varulve. Selvom Alítheia slog og sparkede fra sig, endte hun som Caroline i en kasse. Kampen havde ikke været fair, to mod en mængde der var flere gange så stor. Nu sad de begge i kasser, de knap kunne være i.
Kasserne blev smidt rundt, snart endte de på et skib. Det gyngede let og snart blev kassen rystet så voldsomt at Alítheia blev slået bevidstløs.
Timerne gik, hvor de blev ført hen var ikke godt at vide. Alt var mørk, det første hun mørkede var kulden, hun hostede og spruttede, vandet dryppede fra håret, gennemblødte tøjet. Alítheia slog øjnene op, og så ind i ansigtet på en hårdfør mand. Stadigt hostende ”Hvad i Del Sharkas navn sker der! Hvad bilder du dig ind din utyske, vordebefængte vommefede køter!” stemmen var skinger og tydeligt arrig. Hun var klar til at rejse sig og slå ham. Der opdagede hun at hænderne var samlet bag ryggen og lænket til gulvet. Hun hev og flåede, men måtte blive siddende på knæ, intet kunne gøres. Et slag ramte kinden og fik hende til at lande på gulvet. ”Opfør dig ordenligt tøs, og det vil gå dig bedre, det samme gælder dig tøs” manden kiggede til venstre for Alítheia.
Efter lidt tid kiggede hun i samme retning, der sad Caroline lænket, præcis som hende. Om Alítheia var skyld i dette, var der en stor mulighed for, men hvorfor var vampyren endt samme sted – selvfølgelig var der grunden, at hun havde dræbt en masse af forfølgerne. ”Jeg… er du okay? Ved du hvor vi er?” Alítheias stemme var ikke myndig, ikke sikker, men træt.
Manden, som havde været i rummet, havde for nu ladt de to kvinder alene i det kolde og fugtige rum.