Long time since I saw you - Mikkel

---

Brikkerne i det ekstremt svære puslespil var næsten ved at være samlet - efter Caroline havde oplevet ekstrem smerte ved tabet af hendes datter Mikayla, og Nicolass svigt - den ekstreme tortur med et år i mørket. Caroline var næsten helt tilbage nu, men også kun næsten. Hun var blevet mere og mere sig selv igen. Tiden healede alle sår sagde man, og det var sandt. Det sorte hul i ens hjerte blev dækket på ydersiden, men aldrig på indersiden. Caroline sad egentlig bare i slumretilstand i parken, imens de klare blå øjne spejlede sig rundt omkring. Ikke mange vampyre havde denne chance - chancen for at sidde i solens varme stråler som normale mennesker. Elonda dals blod havde givet hende denne gave. Ikke fordi, at den havde været let at få ram på, men hun havde den. Det blonde hår hang i perfekte bløde krøller henover hendes skulder. Man kunne faktisk ikke se megen forskel på hende nu og for et par år siden. Hun havde været vampyros i hvad, tre år nu. Den stærkeste vampyr hun havde mødt længe. Synet af en person som forkom hende alt for bekendt gjorde hun rejste sig op, og kneb øjnene. "Mikkel." Lod hun navnet glide henover sin tunge uden at der kom lyd ud. Hun begyndte at gå derover imod og stoppede op, da hun var helt sikker på - at det faktisk var ham hun havde set. "Hey." Sagde hun så med et svagt smil på læben.

Mikkel havde været væk i meget langt tid, han havde ikke rigtig haft noget valg, han havde en masse dæmoner som hans far havde efterladt ham, han havde taget sig af dem så de kunne få et 'normalt' liv blandt mennesker, desværre betyd det at han ikke kunne sige noget til Caroline om hvor han var eller hvad han gik og lavet, hvis han skulle indrømme det havde han flere drømme om hende, han var jo knyttet til hende, han havde lysten til at gøre hende glad, lysten til at gøre hende lykkelig, han ville gøre alt for hende selv tage sit eget liv hvis hun ønskede det...
Mikkel fik rundt og lignede en krop uden sjæl, men Mikkel havde en sjæl, en mørk en, men han havde dog en, en sjæl som gemte sig inde bag alt hans kød og blod, denne dag havde Mikkel taget et par lyse brune bukser som lige gik ned under sine knæ, og en løs bluse som overhovedet ikke passede ham, normalt havde han altid en bluse på som sad tæt ind til kroppe, men lige i dag havde han valgt noget andet, han gik rundt og ikke rigtig viste hvad han skulle lave, han havde lidt forladt den sidste dæmon som var tilbage fra hans fars gruppe, nu havde han med et fået den lyst til at gå i parken, så det havde han gjort uden rigtig at vide hvad han skulle i denne park...
han kiggede rundt og sukkede dybt, *Hvad laver dig dog her, er jeg ved at miste modet om at finde Caroline igen* han rystede på hovedet, hvorfor kunne han ikke bare knytte sig til en hvilken som helst anden person? hvorfor skulle det lige være Caroline? han sukkede igen og var på vej til at forlade parken igen uden at vide hvorfor han overhovedet var kommet...
Dog fik han hurtig svaret da han hørte en stemme som han kendte utroligt godt, en stemme som varmede hans krop op, en stemme som fik hans sjæl frem igen, han vente sit smukke ansigt imod kvinden foran ham og slå sine stærke arme om livet på hende og ville løfte hende op i luften imens han næsten råbte hende navn "CAROLINE!!!!" han kunne godt hører på hans stemme han overfaldet af glæde over at se hende igen...

Hun ånede let ud da de fik øjenkontakt. Hun havde ikke helt vidst hvad hun skulle forvente, da hun så ham - men hun kunne se det i hans øjne med det samme de fik øjenkontakt. Mikkel havde altid været ekstrem i sine følelser, når ham var vred - så var han rasende. Når han var glad, var han lykkelig. Det kom sikkert fra at være både vampyr og bloddæmon før. Caroline smilede til ham da han løftede hende op i luften og svang hende rundt oppe i luften. Hun grinede kærligt og så på ham med sine store blå øjne. Alt der kunne få et smil frem på Carolines læber nu til dags var succes. "Jeg har savnet dig." Smilede hun til ham da han satte hende ned igen. Det var sandt. Hun lagde hovedet let på skrå, imens hun betragtede ham. Tænkt de skulle mødes her i Sunfury? Caroline var faktisk en anelse overrasket over at se ham, men det var kun blevet til noget positivt. De faldt lige pludselig meget i med folkene omkring dem. Mest fordi stemningen var så glad og livlig, at de havde set hinanden igen gjorde deres humør som omkring dem. Caroline kunne ikke tørre smilet af hendse læber.

Mikkel viste dårligt nok hvad han skulle sige til hende, han havde for det meste bare lyst til at havde hende i nærheden, hører hendes stemme og hører på hvad hun havde at sige, men han kendte hende, han kendte hende måske beder end andre kender hende, men det er også an på hvordan man ser på det.
Han hørte hvordan hun grinede, gud hvor han dog savnede hendes grin, han havde ikke fået lov til at hører den i meget langt tid, han smilede sødt til hende og sagde med sin rolige stemme, "Har skam også savnet dig Caroline" han smilede stadig til hende, han var så glad for at havde fundet hende igen, de havde nok en masse som de skulle fortælle hinanden...

// Undskyld det blev kort, har fået en smule krea svigt //

Mange mente de kendte Caroline bedst, sagen var ingen kendte hende så godt som Delilah. Nok også fordi, at de to havde hinandens minder, men også fordi, at Caroline var dårlig til at lade søgelyset lede imod sig selv. Derfor mente mange de kendte hende når de slet ikke gjorde. Caroline kørte en hånd igennem det blonde hår
"Jamen det lyder godt. To år er ekstremt langtid synes jeg." Lo hun let. Det var meget længe siden, og ja. Der var sikkert meget at fortælle, hun satsede på, at Mikkel ikke ville spørge ind til Nicolas, men det spørgsmål ville sikkert dukke op på et eller andet tidspunkt alligevel jo.

Mikkel så med blide øjne på Caroline, hvor han dog savnede den vampyr tøs, det var så længe siden og de havde så meget at snakke om, der måtte jo havde sket en masse for dem begge, men de skulle nok komme igennem det, med minder der om et eller andet imellem dem som har havde gjort alle de andre gange hvor de havde ses.
Han grinede svagt af hendes ord, men alligevel så han alvorligt på hende, var det virkelig kun 2 år siden de sidst havde set hinanden? han synes der var gået meget længer end bare de 2 år, han så roligt ind i hendes øjne og svaret men den rolige stemme som han nu havde, "To år er meget langt til siden" han grinede svagt imens han korte sin rolige hånd igennem hans mørke hår, imens han kiggede rundt, hvad skulle han sige til hende, hvor skulle han starte? han havde ikke lyst til at snakke om Nicolas, og hvis der var noget vigtig hun ville fortælle ham angående Nicolas skulle hun nok sige det, så han startede roligt ud, "Hvad går man så og laver? nu hvor man er kommet tilbage?"