I don't know what is real | Spencer.

Layla trådte op på havnen. Hun var gennemblødt fra top til tå, og hendes sorte silke kjole klistrede sig fat til hendes krop. Hun var stukket af fra den kult der havde opdraget hende. For at komme væk, blev hun nød til at svømme. Hele vejen til Minotaris. Det havde taget næsten halvanden døgn for hende at komme derhen. Hun havde forsat, selvom det havde været utrolig hårdt. Nu var hun langt om længe på fast jord igen, men turen havde også udmattet i stor stil, så det første hun gjorde var at placere sig på en bænk. Hun trak benene om under sig, både for at holde varmen, men også for at beskytte sig selv. Hun vidste ikke noget som helst om hvad der foregik i den virkelige verden, hvem man kunne forvente at møde, hvilke racer der fandtes. Alting var ukendt for hende, og hun kunne ikke være mere bange. Layla vidste ikke hvor hun skulle starte. Hun vidste ikke om, alt hun nogensinde havde fået af vide var en løgn. Hun kunne ikke vide, om hendes far faktisk var død ved fødslen, eller om det var normalt at manipulere og bruge folk på den måde som hun havde lært. Hun var vant til, at overvåge folk, spionere på dem og lyve for dem. Men hun vidste ikke bedre. Hun havde aldrig lært at det var forkert at lyve. Det undrede hende, at ingen havde spurgt hende hvordan hun havde det endnu. I kulten kom folk rendende lige med det samme, og gjorde alt for at sikre sig, at de havde det godt. Men ingen havde spurgt hende, de gik bare forbi hende, som var hun luft for dem. Der trillede en dråbe ned af hendes kind, og hun tørrede den hurtigt væk. Om det var en tåre, eller en dråbe vand fra hendes hår, var ikke til at vide. Det var køligt på havnen, og det fik Layla til at krybe sig tættere sammen.

Spencer var taget med et skib til Minotaris. Hvorfor, var egentlig et smukt spørgsmål. Hun ledte lidt efter en gave. En gave til hendes bedste veninder. Minotaris var det bedste sted for god kvalitets vare til gode priser. Hun var i fort en rød nederdel der gik til knæene og en sort tank top som sad helt ind til hendes tynde femininekrop. Det mørke hår hang i løse bløde krøller henover hendes barm. De mørke øjne gled henover området. Veronica var hjemme ved en barnepige - til hun fik hende flyttet til Sunfury ville det være det sikreste for dem begge to. Spencer kiggede rundt på havnen og kom udenfor handlesgrænserne da hun så nogle sidde helt alene på en bænk. En ganske ung lille pige - i hvert fald i Spencers øjne.
Spencer gik stille derhen med elegante bevægelser. Hun var jo nu engang succubus dæmon - det var ikke ligefrem hendes skyld, at charmen var på hendes side i både solskin og regnvejr. Hun smilede stille. "Må jeg sidde her?" Spurgte hun stille, hvorefter lidt tid hun satte sig ved pigen. Spencers blik førte sig ud mod udsigten. Hun kunne tydeligt se at pigens tøj var vådt. Havde hun måske leget ude i vandet, eller hvad var hendes historie? Spencers nysgerrighed var vagt til live endnu engang, og den ville have svar på de mange spørgsmål som stod i kø i hendes hoved. "Er du okay?" Spurgte hun meget direkte, dog ærlig bekymret. Hun vendte i samme sekund som ordene forlod hendes læber hovedet mod pigen. De mørke brune øjne lod blikket glide henover pigens ansigt, for at se om hun kunne analysere en holdning i kropssproget eller ansigtet.

Layla så op, da en kvindelig skikkelse nærmede sig, og efterfølgende satte sig. Det generede hende ikke at hun satte sig. Hun havde trods alt spurgt, hvilket de ikke altid havde gjort i kulten. Men Layla nikkede alligevel, bare for en god ordens skyld. Det var svært at se noget som helst ud fra hendes kropssprog. Hun var blevet opvokset med, altid at have et neutralt kropssprog, men hun var trods alt menneskelig, og man kunne derfor godt spotte følelser hos hende, selvom de for det meste var godt skjulte. Layla nikkede endnu en gang, da kvinden spurgte om hun var okay. Hun drejede hovedet, og lod hendes blik møde hendes. Laylas øjne var ligeledes brune, på trods af hendes hår var lyst. Men hendes øjenfarve mindede meget om kvindens. Layla havde aldrig haft stor mulighed for, at se sig selv i spejlet. Kulten havde fortalt hende, at det handlede om den styrke man fik indefra. Men hun havde smugkigget engang imellem. Dog havde hun ikke set sig selv i et års tid efterhånden, hvis ikke mere. Men det var slut nu. Layla kunne være den hun skulle være, frem for den figur kulten havde skabt. Men det krævede tid, og hun anede ikke hvem hun skulle være. Hvor hun skulle starte. Layla var meget ligefrem, da hun aldrig havde lært andet. ”Jeg har brug for hjælp.” Layla forventede blot, at kvinden ville hjælpe hende. Sådan havde hun lært det. Man skulle ikke bede om noget, men tage det.

//Det blev lidt kort. Undskyld.