The Lost One and the Future Heir - Rafaela

han havde hørt alt om Rafaela's forandring, så han var ikke chokeret over det. men han holdte hende bare tæt ind til sig.
"du er stærkere end det Rafaela. du plejer at være meget mere selvstærk. men hvis du mener der er noget der skal ændres i dit liv. så ændre det. for ingen kan ændre det for dig andre end dig selv" sagde han med en rolig stemme.

Hun kiggede op på ham "Du ved ikke en gang hvad fanden der er sket!" skreg hun grædende i hovedet på ham. Hun fattede ikke, at ham af alle burde vide hvor meget det betød for hende og få et barn igen. Han havde set hvordan hun reagerede da hun miste det barn hun fik med ham. Hvordan kunne han vide, at chancen for, at hun ville få et nyt barn var meget mindre nærmest ikke eksisterende. Hun slog ham væk med sin hale og løb væk fra ham igen. Hun havde brug for og snakke med en der forstod hende. En der ville lytte til hvad der egentlig var galt.

der var nok kun en i hele slottet som ville kunne trøste hende og sætte sig ind i hendes situation og forstå hende. det var hendes mor. altså ikke hendes rigtige mor men Valiona. selv om at Rafaela havde prøvet at skade hende og lignende. så var Valiona altid blid imod Rafaela.

Hun havde ikke lyst til og snakke med sin mor. Hun følte bare at hele hendes verden var et stort rod. Skulle hun prøve og snakke med Melvin? Hun trak vejret tungt og gik trist tilbage hen til hans værelse og bankede på døren. Tårerne løb ned af hendes kinder. Hun gik først ind på værelset når der var blevet sagt at hun måtte komme ind. Hun løb ind i hans gav og græd ind mod hans skulder "Undskyld. Undskyld. Undskyld" græd hun og knurrede sig tæt ind til han. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre eller noget overhoved. Hvorfor var der ingen der bare ville lytte? Hun puttede sig grædende ind til Melvin som var hun et lille barn. Hun havde ikke fået tøj på endnu da der jo var blevet for småt så hun var helt nøgen.

han holdte om hende og trøstede hende så godt han kunne.
"det gør ikke noget Rafaela. vi er familie og som familie er vi allesammen for hinanden." sagde han og nussede hendes hår imens han holdte hende ind til sig.
han tænkte ikke så meget på at hun var nøgen på det tidspunkt men mere på at trøste hende.

// jeg tænkte på om vi skal springe frem til det tidspunkt Valiona føder?//

Hun borede sig ind til ham og græd hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun kiggede trist op på ham "Men er så træt af at jeg er så uheldig. Først ligger jeg og svinger mellem liv og død konstant og pga mig mistede vi vores barn og nu er chancen næsten uelsisterende for at jeg kan få et nyt. Hvad er meningen med mit liv?" spurgte hun og græd endnu mere.
Hun holdt sig tæt ind til ham. Hun ville ikke forlade hans side overhoved. Hun ville være hos ham. Hun havde savnet ham alt for meget og ville ikke miste det igen.

//jo kan vi godt var det ikke omkring der Rafaela blev sendt ud til et eller andet familie?//

//min ide var at hun skulle sendes til sin fætter i Sunfury City for at lære at kæmpe //

"det kan godt være at chancen er næsten ikke eksisterende men den er der stadig. og det er din mening med dit liv, at du skal tage kontrol over dit liv og sige til dig selv at uanset hvad der bliver smidt imod dig så vil du kunne klare det og stå med ret ryg imod alt. og hvis du ikke kan så skal du vide at vores familie vil gøre alt for at hjælpe dig så meget som overhovedet muligt" sagde han imens han holdte om hende og trøstede hende.
han prøvede hvad han kunne få at løfte hendes humør op og så ønskede han inderst at hun vil få noget medgang.

//du siger bare når du selv synes det er passende at vi springer videre //

//nå ja :-) det kan godt ske efter jeg har svaret :-)//

Rafaela blev ved med og ligge tæt ind til Melvin. Hun lyttede stille til det han sagde. Hun havde ikke lyst til og forlade han igen. Hun ville være ved hans side hele tiden. Som de havde gjort før og under graviditeten. Hun kiggede på ham "Må jeg være hos dig i lidt tid?" spurgte hun usikkert og blev ved med og holde sig ind til ham. Hun lukkede sine øjne og snuste hans lugt ind og nød, at mærke hans krop ind til sig igen. Hun savnede det. Hun savnede tanken om, at hun var hans og ingen andres selvom det var forkert og have sådan et forhold til sin bror men sådan havde hun haft det med Melvin og ville gerne have det tilbage igen.

Melvin nikkede.
"selvfølgelig. du bliver bare så længe du har behov for det." Sagde Melvin og holdte hende ind til sig.

*mange måneder senere*
det var en normal morgen som alle andre. det var tåget og var overskyet og det regnede også lidt.
Rafaela lå på Melvins værelse i hans seng imens han sad ved vinduet og så ud og nød regnen.
pludselig åbnede døren sig hurtigt op.
det var Zaela der stod der. hun svedte kunne man se som var hun løbet og hun var faktisk alene hvilket man aldrig så.
"skynd jer! Valiona føder!" råbte hun til dem nærmest panisk og løb igen imod Hospitalet.
Melvin rejste sig hurtigt op og fandt noget tøj frem til dem.
"kom vi skal skynde os. vi skal ikke gå glip af det her!" sagde han højt og hurtigt hoppede i nogle bukser og en trøje.

Rafaela havde nærmest boet inde på Melvins værelse siden de var begyndt og have kontakt igen. Hun sov hver nat hos ham og var næsten altid ved hans side, hvis hun kunne slippe afsted med det. Hun halvsov i Melvins seng med en dyne der kun gik op til hendes navle så hendes bryster og mave var synlige og hun havde ikke noget på.
Hun åbnede sine øjne da døren pludselig gik op og kiggede hen imod døren. Hun undrede sig over hvorfor Zaela pludselig var kommet og hvorfor hun lignede en der lige havde løbet et maraton. Hun rullede med øjnene da de fik at vide, at deres mor skulle føde. Hun havde ingen lyst til og tage ned til hospitalsfløjen overhoved og det kunne man tydeligt se på hende. Valiona havde ikke været der til hendes fødsel eller støttet hende da det blev fjernet så hvorfor skulle hun komme til den fødsel? Hun hadet det barn og det vidste alle. Hun var stadig ikke begyndt og snakke med Valiona overhoved de få gange hun var tvunget med ned til hospitalsfløjen bare for og sige hej og give hende et kram pinede hende. Hun kiggede på Melvin med et spørgende blik "Behøver jeg virkelig og tage med? Vil aller helst være fri" sagde hun med en tiggende tone i stemmen

Melvin rystede på hovedet.
"kom nu. det er vores mor. det er vores nye del af familien. vi skal da selvfølgelig være der allesammen. inkluderet dig. om jeg så skal teleportere dig som du er lige nu." sagde han med et smil på læben og gjorde tegn til at hun bare skulle hoppe i noget hurtigt tøj og komme med.

Rafaela satte sig modvilligt op og kiggede lettere irriteret på Melvin "Du ved godt, at jeg ikke gør det for min egen skyld ikke?" sagde hun med et tydeligt tegn af irritation i stemmen. Hun var godt træt af, at skulle gøre alt, hvad der blev sagt. Det morrede hende slet ikke. Hun tog en mørkelilla kjole på der gik ned til hendes knæ og hvor der ikke var nogle arme på. Hun kiggede på Melvin "Så lad os få det overstået så jeg kan komme i seng igen imens i andre fester over dette barn" mumlede hun irriteret og gik ud af værelset og imod hospitalsfløjen.

Melvin tog hende ind til sig.
"ved godt du ikke er glad for mor lige for tiden eller barnet. og jeg ved godt du ikke vil se dem. men det vil gøre far meget glad og det vil også gøre mig glad at du går sammen med mig ned og ser vores nye bror eller søster." sagde han med et smil. imens han snakkede kom der røg rundt om dem og pludselig var de ude foran hospitalsfløjens dør.
alle vidste godt at Rafaela ville ikke se barnet. mest fordi hun ville nok prøve at angribe det. men alligevel var det forventet at hun kom og i da mindste var med til det, da hun stadig var familie og alle var der alligevel.

Hun lyttede blot til det Melvin sagde uden og svare ham på det. Folk forventede konstant noget af hende. Hun vidste med sig selv, at hun ville angribe barnet så snart hun så det og så var hun ligeglad med, at alle stod der og at det var familie. Det barn havde ødelagt rigeligt for hende og det kunne bare vente sig.
Da de stod udenfor døren blev hun stående. Hun havde overhoved ikke lyst til og gå ind på stuen. Hun kiggede tiggende op på Melvin. Hun nægtede og gå derind godvilligt. Han ville være tvunget til og slæbe hende med derind og holde hende for, at hun ville blive derinde.

han tog hende ved skuldrene og skubbede hende ind i lokalet.
de alle stod derinde. både familie og lærlinge.
de nåede åbenbart ikke til selve fødslen men de nåede lige ind til at kunne se barnet få mad for første gang.
Sakref stod ved Valionas side og kiggede på barnet med sådan en glæde han ikke har følt siden han fik skabt Zaela og Melvin eller fik modtaget Rafaela.
man kunne se tydeligt i hans øjne hvor glad han var for at være blevet far til endnu et barn.
det er det samme smil han har givet Rafaela og alle sine børn flere gange i deres liv.
barnet var nået at de sødeste at se på. det var så uskyldigt og så lille, samt også så ren en sjæl. selv for en blanding af Draconianer, dæmon og engel så lignede den allermest et normalt menneskebarn. det eneste der var, var barnets øjne. de var røde som den reneste rubin og inde i dem kunne man se en flamme så stærk at barnet på ingen måde var normalt.
barnet kiggede på Rafaela som da hun trådte ind i lokalet. stadig med en pat i munden og var igang med at spise.
de røde øjne som kiggede nysgerrigt på Rafaela som om den kunne se Rafaelas inderste sjæl og på en måde så havde den noget i dens øjne som sagde til hende at den undskyldte, og forstod Rafaelas følelser over for den.
den var ikke engang en dag gammel og allerede der kunne den snakke med sine øjne mere end noget menneske kunne snakke med sin mund.
"det er en dreng" sagde Sakref med sit glade ansigt imod Rafaela da de stod derinde og kiggede på barnet.

Rafaela krydsede sine arme og kiggede blot kort hen på barnet. Hvis man kiggede på Rafaela kunne man godt se vreden blusse op i hende. Hun hadet barnet mere og mere og begge hendes forældre endnu mere end hun havde gjort det sidste stykke tid. Hun kæmpede virkelig med sig selv for ikke og angribe barnet. Det meste af tiden kiggede Rafaela ned i jorden. Hun nægtede og snakke med nogen af dem eller se på dem. Hun var så vred indvendigt, at hendes evne var begyndt og varme op. Nogle enkelte tårer begyndte og trille ned af hendes kinder af ren vrede og hævn. Hun kiggede op på Sakref da hun hørte ham sige noget "Ligesom dit barnebarn var! Det barn fortjener lige så lidt livet som mit barn gjorde! MORDER!!!!" snerrede hun vredt af ham. Hun mente hvert et ord hun sagde og det kunne man tydeligt høre på hendes stemme. Hun havde haft en lang periode, hvor hun var lykkelig og glad og faktisk havde det godt med de fleste undtagen hendes mor, men det, at se sin lillebror var som og hælde en masse syre og salt i et åbent sår og gnide det ind i alle refter der kunne være. Nogle enkelte ildkugler blev fyret imod Sakref, Valiona og barnet. Hun kunne ikke kontrollere sig selv overhoved. Hun skubbede Melvin hårdt væk med sin hale og løb ud af stuen og igennem gangen i hospitalsfløjen. Tårerne trillede ned af hendes kinder "Lorte familie! Lorte liv! Jeg hader jer alle!" råbte hun og skreg i vrede imens tårerne fik frit løb. Hun løb langt væk fra hospitalsfløjen og løb i det hjørne af slottet, hvor der aldrig var nogen der kom. Der var støvet over det hele og en masse edderkoppespind.

i et pludselig mirakel så dukkede der et skjold af ild op som opslugte ildkuglerne. Barnet i sig selv havde skabt dette skjold for at beskytte sig selv og sin familie. Sakref var målløs over hvor stor en magt barnet havde allerede. han havde trænet Rafaela de sidste par måneder så hun var ikke ligefrem svag mere. men dette var nået så overnaturligt. hvis barnet blev stærkere ville det snart kunne konkurrere hans egne kræfter inden han var fuldvoksen. dette barn fortjente sandelig sin plads på tronen. ingen af hans andre børn kunne være så stærke overhovedet. men gad vide hvor lang tid der skulle gå før barnets kræfter var drænet eller om det allerede var blevet udmattet af det skjold.
passede rigtigt nok. da skjoldet forsvandt igen så lå barnet og sov lige så stille. måske var det bare et meget heldigt barn.
ingen løb efter Rafaela da de vidste at efter denne oplevelse så skulle hun have tid til at vende sine egne tanker.

Rafaela løb ind i et lokale hvor der var en masse reoler med slidte bøger. Det lignede et gammelt og glemt bibliotek. Hun var træt af, at det barn skulle have meget mere opmærksomhed end de andre nogensinde havde fået samtidig det at det barn måtte overleve men hendes ikke måtte. Hun ville aldrig komme til og elske eller lide sin nye lillebror. Han har taget familien med storm. Nu var det ham alle ville holde fokus på. Alle undtagen hende selv. Hun ville ende med, at begynde endnu en gang og arbejde med sorgen og kæmpe med sin vrede når hendes forældre og den nye lillebror var til stede. Hun løb ind i et hjørne og lagde sig sammenkrøllet. Hun græd og savnede en der ikke ville have noget med det barn at gøre og trøste hende. Det skulle ikke være hendes forældre for så ville hun gå amok. Hun var blevet stærkere og hendes evne var blevet kraftigere. Efter hård træning. Rafaela græd sig selv i søvn i det lille gamle bibliotek og sov tungt

"tænkte nok jeg kunne finde dig her" sagde en pludselig stemme til hende fra en mørk side af det glemte bibliotek. det var en stemme som ikke havde hørt før. ingen på slottet af hverken slaver, ansatte eller familie havde denne stemme.
ud af skyggen trådte en høj mand ud. han havde et rødt halstørklæde som gik ned som en kappe. den var hullet og meget ødelagt men så ud til at holde sig alligevel.
hans hår var sort som kul og hans øjne talte med stærk sjæl inde bag sig. de var røde men mere blodrøde end rubinrøde.
"vi mødes for første gang... kusine. jeg er din fætter Vincent." sagde personen, der åbenbart var hendes fætter. hun havde godt nok hørt om ham før. han var den bedste dusørjæger der var og skulle være utrolig stærk.

Vincent valentine
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Rafaela havde sovet i et godt stykke tid før hun vågnede ved, at høre en stemme der snakkede til hende. Det plejede aldrig og være noget i biblioteket og stemmen genkendte hun heller ikke. Hun kiggede på personen. Hun genkendte ham heller ikke. Hvem var denne fyr og hvad lavede han på det glemte bibliotek? Hun var stadig i dårligt humør og man kunne tydeligt se på hendes øjne, at hun havde grædt meget. Hun kiggede undrende på personen da han sagde, at han var hendes fætter Vincent. Hun havde aldrig mødt ham og hun havde kun hørt ganske lidt om ham. Hun satte sig ind til hjørnet og så på ham "Hvad laver du egentlig her? Du burde nok hellere være på den lorte fødegang og se din nye fætter" snerrede hun lavt og rejste sig op. Hun var stadig rasende og det kunne man tydeligt mærke på hende. Nok kendte hun ikke rigtigt Vincent, men hun snerrede af alt og alle der var i nærheden af hende.

han stod bare der og kiggede på hende.
"jeg kom for at se dig. eller mere hente dig. hvad siger du til at komme væk herfra og se noget andet end disse fire vægge?" spurgte han hende med et helt neutralt blik. han havde det bedste poker ansigt nogensinde. man kunne slet ikke se eller høre hvad han tænkte og mente rigtigt.
Sakref havde uden Rafaela vidst noget om det, planlagt at hun skulle hen til sin fætter og onkel og blive lært op af dem og få balance tilbage i kroppen. komme lidt væk fra alle problemerne og træne med dem. samt lære at få balance tilbage i kroppen.

Rafaela kiggede undrende på Vincent da han sagde, at han var kommet for og hente hende og tage hende væk fra slottet. Hvorfor skulle en dusørjæger som var hendes fætter pludselig hente hende og tage hende væk fra slottet. Hun undrede sig meget over det og spekulerede på om hendes far havde noget med det og gøre. Hun vidste, at han ville gøre alt for, at hun ikke fik fingrene i hendes nye lillebror for og skade ham om han så måtte sende hende væk. Ønskede han virkelig, at hun var væk fra slottet og ude af deres liv? En sort flamme dukkede op på hendes hoved så hendes hår var i flammer. "Det min far der har bedt dig om og hente mig ikke? Han vil have mig væk fra den lorte unge!" snerrede hun vredt af ham. Hun rettede ryggen og kiggede på Vincent "Fint tager med dig, men kun for og komme væk fra denne lorte familie" sagde hun irriteret. Man kunne tydeligt se på Rafaela, at hun var vred, men også havde brug for og græde ud.

Vincent trak et sværd frem fra sin kappe. den var stadig i sin skede og det hele.
Rafaela kunne med det samme se at det var det sværd som Sakref havde givet Rafaela den dag at Nancy kom og blev ansat på slottet. det var et sværd som var lavet til at Rafaela kunne bruge sin evne på det så selve klingen fik hendes flammer.
han smed sværdet hen til hende.
"jeg bestemmer ikke over hvad du skal mene om din familie og jeg kan heller ikke få dig til at tro anderledes på hvad onkel har sagt til mig. det er kun dig selv som kan ændre det. og når du føler dig klar til at snakke om det og har åbnet op for dig selv, så kan jeg fortælle dig hvad Sakref har snakket med mig og min far om. men kom. vi tager afsted med det samme. du skal ikke bruge andet end det tøj du har på og dit våben." sagde Vincent og gik koldt ud af døren. han virkede til at være helt neutral i det hele. som om han ikke ville blande sig men man kunne ikke lade vær med at tænke på det han sagde. havde Sakref måske sagt noget andet end det Rafaela troede han havde?

Hun kiggede på sværdet Vincent tog frem. Hun undrede sig over, hvad det var for et sværd. Hun kiggede mere undersøgende på den i et stykke tid da hun opdagede, at det var hendes eget. Hun havde haft det liggende på sit eget værelse længe. Hun havde ikke rigtigt brugt da da hun for det meste havde trænet med og styre sig selv, sine evner og kunne bruge sin hale som for det meste var i vejen, men til sin egen fordel. Hvordan havde han fået fat i det? Hun greb sværdet med sin hale og tog det i hænderne. Hun lyttede stille til det han sagde. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare. Hun kiggede ned i jorden. Hun stod lidt og spekulerede på om han havde tænkt sig, at skulle gå rundt i kjolen hun havde på indtil hun en gang vendte tilbage til slottet? Han var ikke helt normal ham Vincent, men det gjorde hende også nysgerrig. Hun trak vejret dybt og fulgte efter ham. Hvor var det egentlig de skulle hen? Hun kiggede på ham "Undskyld, at jeg flippede sådan på dig. Det ikke din skyld, at mit liv har været et helved" sagde hun. Man kunne tydeligt høre på hende, at hun var ked af, at hendes vrede var gået udover ham. Hun havde bare svært ved og kontrollere det samtidig med og kunne udnøtte det når hun virkelig havde brug for det. Hun var i virkeligheden virkelig stærk når hun endelig brugte sin vrede og kræfter på noget rigtigt og på en god måde.

han nikkede til det hun sagde. han vendte sig lige hen imod hende.
"godt. så er du det første skridt imod at have kontrollen igen over dig selv. samt din egen balance. her. se det som en belønning for din fremgang" sagde han og smed noget tøj og hendes støvler hen til hende.
hun havde indtil videre kun gået i sin kjole så hun havde ikke engang nogle sko på.
det tøj han havde kastet hen til hende var faktisk det tøj som hun normalt gik med //se på billedet af din karakter//. han måtte have været oppe på hendes værelse og hentet hendes ting imens hun havde været der eller nede på hospitalsfløjen.
gad vide om han så slet ikke ville have givet hende sit tøj hvis hun ikke havde sagt undskyld og anerkendt at hun lavede en fejl.
"du kan tage tøjet på imens vi går. vi stopper nemlig ikke. vi har en lang foran os." sagde han imens han gik ud af hovedporten til slottet og ud på gaden. Rafaela havde stadig kun tøjet i hænderne så hvis hun skulle klæde om så skulle hun gøre det imens hun gik og så måtte folk se hende som hun så ud nøgen.