The Lost One and the Future Heir - Rafaela

Hun greb tøjet da han kastede det til hende. Hvor havde han fået det fra? Havde han snaget i hendes ting? Hun hadet når folk snagede i hendes ting, men hun var ikke sur eller noget på ham hun var nærmere forvirret. Han var en sær snegl det måtte hun indrømme. Hvordan ville han så værre når de var alene eller når hun var faldet til hjemme ved ham og hendes onkel? Hun fik hurtigt skiftet tøjet og fået sine støvler på inden de var nået ud af porten. Hun var blevet meget hurtigere til og skifte tøj og løbe siden forvandlingen sidst. Hun løb op på siden af Vincent "Hvor er det egentlig vi skal hen? spurgte hun nysgerrigt. Hun var ked af at hun ikke nåede og sige farvel til Melvin, men ham Vincent virkede ikke til og være en der havde tid til og stoppe op kort

"til Sunfury City. hvor mig og min far bor. og som kommer til at være dit hjem i de næste par måneder minimum. det bliver indtil vi mener at du har lært hvad du blev sendt ned til os for. efter det så kan du vælge at blive så længe du ønsker. hvis du bliver længere så kan vi lære dig mere i det vi ved. men vi kræver at du arbejder imens du er her." sagde han imens han gik. og på intet tidspunkt bevægede han sig en muskel andet end at gå ned af gaden med ret ryg.
han virkede til at være en stærk person med en ryggrad som en rigtig mand. en der ikke frygtet noget som helst.

Hun lyttede stille til det han fortalte. Hvad var det hun skulle lære hos dem? Hun var nysgerrig og man kunne tydeligt se på hende at hun ikke havde nogen form for negativ følelse eller intentioner i sig længere mere den nysgerrige og det at ville lære noget var fremme "Hvad er det i skal lære mig og hvilken form for arbejde mener du?" man kunne tydeligt høre nysgerrigheden og det at hun var spændt på det nye liv i hendes stemme.

"hver ting til sin tid. du vil meget snart lære hvad for en slags træning det er. men arbejdet er fx. gøre rent, vaske tøj, støve af, lave mad, osv. vi siger ikke du skal klare alting i huset. vi forventer kun at du gør det arbejde som er din egen værdi. det er det der menes med at løfte sin egen vægt." sagde han imens de gik ud af Doomsville Citys porte og ud på stien imod Firewood Village. det var den rute man skulle tage for at komme hen imod Sunfury City.

Hun lyttede stille til det han sagde. Det forvirrede hende lidt, men hun ville tage det som en oplevelse for det kunne ikke være værre end det Sakref havde fået hende til at gøre det sidste års tid.
Imens de gik imod Sunfury city spekulerede hun over hvorfor det var at det først var nu hun skulle møde sin fætter og onkel og ikke for længe siden? Samtidig spekulerede hun over hvad det egentlig var de forventede af hende og hvad hendes egen far havde sagt om hende og til dem omkring det han forventede af dem. Samtidig spekulerede hun på hvordan hendes onkel var. Tankerne xløj rundt i hovedet på hende. Hun kiggede stille på Vincent "Er du altid sådan en kold type og hvorfor er det, at du og din far aldrig er på slottet? Hvorfor er det jeg ikke har måtte møde jer før nu, hvor den...blev født?" hun vidste ikke hvordan hun skulle beskrive sin lillebror for det gjorde hende stadig rasende. Hun vidste ikke en gang hvordan folk havde reageret på hendes reaktion og det hun havde kaldt Sakref for en morder

de var næsten nået halvvejs til Firewood village da hun begyndte at overfalde ham med spørgsmål.
han stoppede op og vendte sig imod hende. stadig med blodrøde øjne. hvorefter han rakte sin metalklædte arm ud og prikkede hende i panden. ikke så det gjorde vanvittig ondt men det gjorde lidt ondt alligevel.
"af en med sådan et lille hoved, så har du mange spørgsmål. og mange af spørgsmålene er ikke nogen som behøver svar. eller så kan de ikke blive svaret på for det ville kræve at du havde gået i mine sko og ingen burde gå i mine sko nogensinde." sagde han og fjernede sin finger fra hendes pande.
han smilte til hende med et storbror agtigt smil. ikke den slags storebror som Melvin var over for Rafaela men som en rigtig storebror som prøver at beskytte sine mindre søskende og virke stærk for dem.
han vendte sig om igen og begyndte at gå videre imod Firewood Village.

Hun stoppede op da hun så at han stoppede og vendte sig om imod hende. Hun undrede sig over hvorfor han stoppede for hun havde faktisk spurgt om noget relevant ihvertfald efter hendes hoved for det var underligt at hun ikke havde mødt sin fætter før nu. Hun lukkede sine øjne da han prikkede hende på panden. Hun åbnede dem igen da han begyndte og snakke til hende. Så hun fik ikke, at vide af ham hvorfor de aldrig haft mødt hinanden før. Hun sukkede opgivende og kunne regne ud, at det var bedst hun bare lod være med og sige noget uden og blive spurgt og lade være med og stille spørgsmål for han virkede til og være noget af en striks fyr. Hun fulgte bare stille efter ham da han begyndte og gå igen. Hun sagde aldrig noget før han spurgte hende om noget ellers var hun mussestille under hele turen. Der var mange spørgsmål i hendes hoved men hun vidste de ikke ville blive svaret på

Vincent prøvede at lære hende at tænke over tingene selv. at tænke selvstændigt over tingene og komme med en konklusion. hun ville nemlig blive nød til at lære at kunne tænke over ting uden at der står en til at vejlede hende igennem det hele og svare på hendes spørgsmål. samtidig var hun også nød til at tænke rationelt over nogle af spørgsmålene og fjerne dem som var unødvendige.
årsagen til at de aldrig havde mødt hinanden før nu er at Sunfury City ligger langt væk og at Vincent og hans far har ikke rigtig haft tiden til at besøge dem.
årsagen til at Vincent først kommer nu var jo for at hente hende for at hendes træning kunne komme videre. ikke for at hun skulle væk fra Vincents nye fætter.
det eneste spørgsmål hun havde som var faktisk et relativt okay spørgsmål var om hvorfor han var så kold.
den eneste årsag til at han var kold var en vane han havde fået efter at være på jagt efter folk der løb fra loven. de mente jo allesammen at de var uskyldige og at det de gjorde var okay.
samtidig vidste han også at for at få slået igennem hos Rafaela og få hende noget sjæle træning så var han nød til at være hård over for hende når hun ikke forstod. indtil hun endelig forstod og så hun kunne blive belønnet for det. som fx tidligere hvor hun blev belønnet med sit tøj for at have sagt undskyld.
de var nået til Firewood Village hvor han købte lidt tørret mad og noget vand til turen.
han købte intet ellers. ikke engang noget at sove med til Rafaela.

Rafaela tænkte længe over tingende. Specielt var der en tanke der kom igen hele tiden. Hvordan kunne hun være sikker på, at Vincent var hendes fætter og ikke en som havde sneget sig ind på slottet for og lokke hende væk derfra og skade hende? Hun vidste, at der var mange som planlagde angreb på Sakref og ville gøre det gennem hende. Hun stoppede op i Firewood Village og ville ikke rykke sig ud af stedet. Hun var langt væk hjemmefra men hun vidste også at hun skulle tænke på sin egen sikkerhed. Nok påstod Vincent at han var hendes fætter, men sådanset havde hun ikke fået nogle beviser på at det var Vincent eller hendes fætter. Hun rettede ryggen og kiggede på Vincent med bestemte øjne "Jeg går ikke videre med dig før du giver mig en forklaring på hvem du er og et bevis for det for sådanset kunne du være alt andet end godt for mig. Nok ses jeg som dum og uklog, men skal tænke på min egen sikkerhed så jeg forlanger et svar" man kunne godt høre på hendes stemme, at hun mente hvert et ord

han stoppede op og havde stadig ryggen til hende.
i en pludselig bevægelse vendte han siden imod hende. hans kappe blev næsten slået væk af hans højre hånd og i hans hånd havde han en kæmpemæssig pistol. pistolen havde tre huller i så det ville sige at den kunne skyde tre skud på en gang.
selve pistolen var kæmpe. den var meget større end nogen normal pistol og så meget dæmonisk ud.
han kiggede stadig på hende med et koldt blik.
"hvis jeg ønskede at gøre dig ondt. så har jeg ikke behøvet at tage dig hele vejen herud for at gøre det. du ville ikke engang have set mig før du lå på gulvet i det glemte bibliotek. jeg har ingen beviser på at jeg er hvem jeg siger jeg er andet end mit ord. men hvis du virkelig skulle ønske at finde ud af om jeg er den rigtige Vincent Valentine Morladin så skal du kun gå til den nærmeste kro og alle vil kende mig og gyse i frygt." sagde han med en kold stemme og et blik der kunne dræbe. man kunne se at han ville ikke have tøvet at skyde hende hvis hun havde været et mål. men han gjorde det ikke fordi det var hun ikke.
folk rundt på gaden stod skræmte og så dette ske. mange begyndte at hviske og flere gange blev Vincent Valentine nævnt og flere gange sagde folk at det var ham.

pistolen:
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hun kiggede fortsat bestemt på ham selvom han havde en pistol i hånden og sigtede på hende. Det rørte hende sådanset ikke for hun var van til, at folk truede hende med det ene og det andet. Siden episoden i skoven, hvor hun havde været døden nær havde hun ikke taget sådanne nogle trusler tæt på sig. Hun krydsede blot sine arme og kiggede på ham. Hun ignorerede direkte alle de stemmer der kom fra folkene omkring hende. Det kunne godt være de kendte han som det navn og det hele men det overbevisede ikke hende helt. Hun kom i tanke om, at hendes far fortalte om et kodeord hele familien og dem der arbejdede for familien brugte for og undgå sådanne nogle konflikter som hun stod i på dette tidspunkt med sin fætter "Hvad er kodeordet så hvis du er min fætter?" spurgte hun direkte. Hun vidste at det kodeord ville kunne gøre denne episode nemmere for dem begge.

han kiggede lidt på hende. han kendte godt kodeordet men hadede betydningen bag det. han ville ikke være en del af den blodklan og det ville hans far heller ikke. men det var stadig et sikkert ord som kun dem i familien og dem der er loyale som kender den.
"blodklanen vender tilbage." sagde han og nærmest lignende en der hadede de ord. det var første gang hun faktisk så ham give et andet ansigtsudtryk end det kolde ansigt.
han trak pistolen tilbage og den forsvandt under kappen.
han vendte sig væk fra hende igen og begyndte at gå videre ud af byen.

Hun var ikke selv særligt begejstret for kodeordet da de gange hun havde hørt det var fordi hun var på en opgave, hvor der altid førte et eller andet med sig som ikke var lige hendes kop the. Hun ville dog kun bruge det denne gang for og sikre sig, at det var hendes fætter. Hun nikkede tilfredsstillende "Tak for, at du ville gøre mig den tjeneste det sætter jeg stor pris på fætter Vincent" sagde hun stille og fulgte efter ham videre.
Hun var spændt på, hvad det var for en fremtid der ventede hende hos hendes fætter og onkel. Hun kendte dem dårligt nok og vidste ikke om de var som hendes forældre og søskende eller om de var helt anderledes. Hun vidste ikke engang, hvordan hun ville være når hun havde været under træning og en ny form for opdragelse hos hendes fætter og onkel for det som hun havde set indtil videre havde vist hende et helt andet syn på hendes familie end hun havde normalt.

han vendte sig ikke om imod hende eller noget.
"lad os komme videre. vi har en lang tur foran os og jeg forventer at vi skal kunne nå at komme til the burning desert i aften så ingen pauser." sagde han stadig imens han gik.
han lignede også en som ikke havde tid til at vente og havde ikke planlagt at vente på noget eller nogen.
dog ville han selvfølgelig stoppe hvis Rafaela ikke kunne mere. det blev de nød til jo men jo længere tid at hun var ude for slottet, jo større blev chancen for at de blev angrebet for at få en løsesum for Rafaela.

Det var utroligt som den fyr skyndte på hende. Hvis de havde så travlt hvorfor kunne de ikke bare tage heste eller endnu bedre hun forvandlede slg til drage så kunne de flyve derhen. Hun gik dog bare videre istedet for og svare ham på det han sagde til hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle snakke med ham om for at turen ikke føltes så lang som den nu var.
Imens de gik begyndte hun og nynne stille for sig selv for og holde sig selv med selvskab.

Efter mange timers gåtur var de nået hen til grænsen af The burning Desert og det var lige blevet nat.
"vi bliver nød til at krydse ørknen idag. Tror du kan holde ud til det? Det er ikke nytte hvis du ikke vil kunne klare hele turen for vi kan ikke stoppe når vi først er derude" sagde han og havde faktisk stoppet og vendt sig imod hende.

Hun var ved og blive godt træt af og gå. Hun havde mest af alt lyst til og forvandle sig og derefter flyve hen til Sunfury City. Hun kiggede på ham "Må indrømme at jeg er træt af og gå men kan sagtens holde til det. Men har lige et spørgsmål hvorfor ikke ride på heste eller endnu bedre lade mig forvandle mig og flyve set meste af vejen?" hun vidste godt at det nok var et dumt spørgsmål, men hun var træt af at gå i den stilhed der havde været imellem dem

han kiggede på hende i meget lang tid før han sagde noget.
"det vil vække alt for meget opmærksomhed og så... kan jeg ikke lide at ride på hest" sagde han og vendte sig derefter om og begyndte at gå imod ørknen.
det var som om der var noget ved heste han ikke kunne lide. gad vide hvad.

Hun kunne godt se hans pointe i det med og forvandle sig til drage, men det med hesten kom helt bag på hende. Var han bange for heste? Han virkede ellers til og være en modig fyr der overhoved ikke var bange for noget som helst. Hun var nærmest helt chokkeret over det hun lige fandt ud af om sin fætter. Hun ville overhoved ikke gøre når af ham eller noget og det kunne man tydeligt se på hende. Hun ville faktisk gerne hjælpe han hvis hun kunne. Hun løb hen til ham "Hvorfor kan du ikke lide og ride på heste?" man kunne gøre høre på hendes stemme at hun dels var nysgerrig men også var lidt bekymret og ville hjælpe ham med hans skræk

der gik lidt tid før han overhovedet svarede på hendes spørgsmål.
"jeg har en fobi imod heste. har altid haft det." sagde han imens han stadig gik lige ud. hverken skiftede sit blik hen imod hende eller noget. måske var han bange for at vise sit ansigtsudtryk om det. det kunne være han synes det var lidt pinligt.

Hun lyttede stille til det han sagde. Hun havde faktisk ondt af ham for hun vidste godt at det ikke var sjovt og have forbi for noget som alle andre så som en bagatel til hverdag. Hun gik op foran ham og lagde sine hænder på hans skuldre "Lad mig hjælpe dig med og komme over det" sagde hun og man kunne tydeligt høre på hende at hun ville hjælpe ham. Dels fordi ham og hendes onkel tog hende til sig for og træne og meget andet så ville hun gøre gengæld på en måde som kunne hjælpe dem fremadrettet udover alle de pligter han kom med som hun skulle gøre imens hun var der

han trak på skulderen.
"vi har prøvet at gøre noget ved det før. men intet virker så jeg har lært at leve uden brug af hestekraft til at komme frem. jeg kan til gengæld løbe hurtigere end de fleste" sagde han stille og roligt.
de var faktisk gået i rigtig lang tid og kunne nu ikke længere se grænsen hvor ørkenen startede.
de var måske nået 1/4 del af vejen.

Hun ville ikke stoppe hun ville blive ved med og hjælpe ham indtil det virkede "Vil du ikke give mig en chance for og hjælpe dig?" rafaela havde noget med dyr og havde det nemt ved og få dyr til og være rolige. Hun ville prøve og hjælpe ham på alle måder og hun vidste med sig selv at det ville lykkes hvis hun bare fik chancen for og prøve. "Hvilke metoder har i prøvet og hjælpe dig af med din forbi?" spurgte hun stille for og få et indblik i hvad de havde prøvet og måske se de fejl der havde været der

han stoppede op og vendte sig imod hende.
han var faktisk meget højere end hun var selv om at hun har vokset en del.
"en lektie du er nød til at lære, er at ikke alle folk kan reddes. kun dem som viser et ønske om at blive reddet kan blive reddet. men hvis de ingen ønske har om det fordi de har mistet håbet for at blive reddet så er der intet du kan gøre. jeg vil nok altid have en fobi imod heste, af samme årsag som nogle folk har fobier imod slanger og edderkopper, men man kan ikke ændre på det før de selv viser modet til at ændre det. og jeg er en af dem som du ikke kan redde. og det kommer du til at lære jo mere du kommer til at kende mig. jeg er forbandet på flere måder end du kunne forestille dig." sagde han og kiggede hende dybt i hendes øjne. hans øjne havde faktisk noget bag sig lige der. som var der to sultne monstre i hans øjne. hver i hans øjne.
gad vide hvad han mente med at han var forbandet.

Hun kiggede på ham og blev overrasket over, at han stoppede op og kiggede på hende. Hun lyttede til det han sagde. Hun var forvirret og det kunne man se på hende. Hun kiggede ham i øjnene, men begyndte og gå efter lidt tid. Hun sagde intet. Hun følte sig uduelig. Hun kunne ikke hjælpe folk. Det var det hun kæmpede for normalt for og vise, at hun duede til noget og ikke blot en simpel tøs der ikke kunne noget. Hun knyttede sine næver men fortsatte med og gå uden og sige noget. Hun hakkede konstant ned på sig selv når hun følte at hun ikke kunne gøre noget eller finde ud af noget